Verdens største sportsblad Sports Illustrated vidste godt, hvordan den begivenhed skulle fejres.
Gennem De Olympiske Leges fantastiske og indtagende historie har et hav af begivenheder fascineret deltagere, arrangører, tilskuere, trænere, fans og tv-seere. Men spørgsmålet er, om der findes en olympisk begivenhed, der har skabt så megen omtale og overrasket så mange mennesker, som da det amerikanske ishockeyhold ved OL i Lake Placid i 1980 vandt guld.
Ikke alene slog de et hold, der var de måske største favoritter nogensinde. Sovjetunionen havde vundet guld ved samtlige OL siden 1956 kun afbrudt af USA's guld i Squaw Valley i 1960, og den store sovjetiske maskine havde siden fejet al modstand af banen.
Rent teknisk var de sovjetiske spillere ikke professionelle, men de levede af at spille ishockey. De fik deres bolig, kost og forlystelser betalt af den sovjetiske stat og spillede ishockey op mod otte timer hver eneste dag. De fleste af spillerne var ansat i militæret, og hele A-kæden kom fra hovedstadsklubben CSKA Moskva.
I dag har vi et anderledes billede af spillere som Vladislav Tretiak, Alexei Kasatonov, Igor Larionov, Viatjeslav Fetisov, Vladimir Krutov og Sergei Makarov. Tretiak var den fænomenale målmand, og sammen med Larionov og anfører Krutov udgjorde Makarov den farligste A-kæde i historien. Det skal nævnes, at det ikke var nødvendigt at slå disse navne op. Hos os, der endnu husker disse spillere, er de for altid hamret fast i hukommelsen.
Men det var et underligt had/kærlighed forhold, vi havde til dem. Samtidig med at de stort set altid spillede helt fantastisk og derfor så godt som altid vandt, så holdt vi aldrig, aldrig nogensinde med dem. De repræsenterede de onde; den store Sovjetunion, som dengang var vores hovedfjende. Og for os, der var vokset op med tre tv-kanaler - to svenske og en dansk - var det om muligt endnu værre. Det svenske ishockeylandshold var jo som vores eget landshold. Vi heppede altid på svenskerne, hvilket gav os endnu en grund til ikke at holde med Sovjetunionen.
Værst var det næsten, når Sovjetunionen spillede imod Tjekoslovakiet. Det hang stadigvæk i luften, at Sovjetunionen havde invaderet Tjekoslovakiet i 1968 og slået tusinder ihjel og sendt endnu flere i straffelejr. Sovjetunionen var billedet på alt det onde i verden.
USA kom ind til OL i Lake Placid, som de var kommet ind til mange OL før det. Spillerne fandt den nye træner Herb Brooks på landets universiteter, og de har ikke andet end store drenge, der håbede på at kunne gøre far og mor stolte på hjemmebane. De nåede lidt mere end det.
Målmanden hed Jim Craig, anføreren Mike Eruzione, og nogle af de mest markante markspillere var Neil Broten, Mark Johnson, Buzz Schneider og Dave Christian. Ingen kendte dem - endnu.
Mens Sovjetunionen kørte over al modstand på deres sædvanlige overlegne maner med den aldrig smilende træner Viktor Tikhonov bag sine robotagtige spillere i boksen, så kæmpede amerikanerne indædt for hvert et point. I den første kamp mod storfavoritterne fra Sverige måtte målmand Jim Craig tages ud til slut i kampen, før det lykkedes at hive 2-2 hjem. Derefter kom den første store overraskelse, da USA slog Tjekoslovakiet 7-3. Tjekkerne blev anset for at være det andetbedste hold efter Sovjetunionen, så det var noget, der skabte overskrifter.
De to sværeste modstandere var overstået, og USA kom gennem de tre sidste gruppekampe med 5-1 over Norge, 7-2 over Rumænien og 4-2 over Vesttyskland. Det var en overraskende og flot serie. Men spillet havde ikke været nær i samme klasse som Sovjetunionens i den anden gruppe. Ingen forventede noget som helst af amerikanerne før mødet med Sovjetunionen i medaljerunden. Og i New York Times skrev klummeskriver Dave Anderson: "Med mindre isen smelter eller med mindre det amerikanske hold kan skabe et mirakel, som holdet i 1960, så vinder russerne med lethed deres sjette olympiske guldmedaljer i de sidste syv turneringer."
Det kan godt være kommet som lidt af en overraskelse for begge hold, da de så alt det liv og hørte al den larm, de 8500 tilskuere i The Field House leverede, da spillerne kom på isen. For russerne var det nok ikke så slemt. De var ikke populære noget sted i verden. Og de plejede at svare igen ved at udradere deres modstandere på isen. For amerikanerne var det et ekstra tryk på nogle skoledrenge, der ellers havde nok at tænke på.
Da Krutov rettede et skud fra Kasatonov af og bragte russerne foran tidligt, føltes det anderledes end det plejede. Godt nok havde amerikanerne mange gange prøvet at komme bagud tidligt, men denne gang spillede de altså mod et hold, du ikke bare sådan lige kom tilbage imod. Derfor var følelsen nærmere, at det var begyndelsen til enden for det unge hold.
Som optakt til kampen havde Viktor Tikhonov ladet sine spillere sidde og studere taktik og spilsystemer, mens Herb Brooks havde haft sine spillede på isen konstant til hårde øvelser og trættende træning. Og amerikanerne spillede videre, som om intet var hændt. Tilskuerne var lidt trykkede af målet, men stemningen var stadig rigtig god. Dave Christian fik udlignet til tilskuernes uendelige jubel, men Sergei Makarov gjorde det til 2-1 til russerne. Som tilskuerne på plads i arenaen sad vi tv-seere rundt om verden med håbet helt oppe i halsen. Alligevel var der hele tiden den der nagende følelse af, at Sovjetunionen altid - ALTID - ville kunne score det nødvendige ekstra mål, hvis de gad.
Med få sekunder tilbage af første periode fyrede Dave Christian et slagskud af mod Tretiak. Han kom i vejen for pucken men kunne ikke kontrollere rebounden, der gled 6-7 meter ud foran målet, hvor de to russiske backs bare lod den være i håb om, at tiden ville løbe ud. Tretiak begyndte at bevæge sig ud af målet, men Mark Johnson fik fat på pucken og fyrede den forbi Tretiak og udlignede til 2-2 med 1 sekund igen på klokken. Amerikanerne kunne ikke havde afsluttet første periode bedre.
Tikhonov udskiftede målmand Tretiak med Vladimir Myshkin lige efter 2-2 målet. Ingen af spillerne på nogen af holdene kunne helt forstå hvorfor. Og Fetisov har senere udtalt, at det var udskiftningen og ikke selve målet, der var vendepunktet i kampen. Tikhonov selv har senere udtalt, at det var den største fejl i hans karriere.
Russerne dominere totalt i 2. periode. Skudstatistikken lød på 12-2, men de scorede kun en enkelt gang, da Alexandr Maltsev fik pucken forbi Jim Craig. Stillingen før sidste periode var 3-2 til russerne. Men havde du tilbudt de unge drenge på amerikanernes hold den stilling før kampen, så havde de solgt alt, hvad de ejede for at få den. Det var langt bedre, end de nogensinde havde kunnet forvente. Og det bedste ved det hele var, at den sølle ene mål på måltavlen gjorde, at tilskuerne stadig var fulde af måb om et vaskeægte mirakel.
Da Vladimir Krutov blev sendt ud til to minutters udvisning lidt før det syvende minut, var det en unik chance for amerikanerne. I hele 27 minutter havde de kun haft to skud på Myshkin, men nu havde de chancen for et power play. I slutningen af dette power play løb Dave Silk ind i den russiske zone med pucken. Han blev væltet af Vasilev, men pucken gled videre til Mark Johnson, der bankede den under Myshkin og ind til 3-3. Jublen ville ingen ende tage. Med lidt over 11 minutter tilbage var stillingen lige. Og selvom russerne havde været dominerende, så kunne alt nu ske.
Minuttet senere vandt Mark Pavelich den amerikanske anfører Mike Eruzione. Han sendte et slagskud afsted, der susede lige forbi Myshkin og ind i målet. USA var for første gang i kampen foran, og der manglede præcis ti minutter.
I stedet for at gå i defensiven, forsøgte amerikanerne at holde deres offensive indstilling. Herb Brooks instruerede dem sikkert fra bænken og bad dem blive ved med at spille deres spil. Russerne ramte stolpen. "Spil jeres spil!" Russerne skød tæt forbi mål. "Spil jeres spil!"
Minutterne tikkede ned, og da der var under et minut tilbage, fik russerne igen pucken ind i amerikanernes zone. Tilskuerne var helt oppe i det røde felt. De var klar over, at de måske var vidner til noget helt ekseptionelt. Mikhailov fandt Petrov. Skud! Tæt forbi mål igen. I stedet for lettelsens suk var det jubelråb, der kom. Til alles overraskelse trak russerne aldrig Myshkin ud for at få en ekstra markspiller ind. Det var simpelthen noget, de aldrig øvede. De brugte det ikke. Tikhonov troede ikke på det. På den anden side, han havde næsten heller aldrig haft grund til at prøve det, idet de altid vandt. Bare ikke i dag.
Den tidligere Montreal Canadian-målmand, Ken Dryden, var helt ekstatisk. Som kommentator for den amerikanske tv-station ABC er han blevet verdenskendt for sin legendariske nedtælling:
"Eleven seconds, you've got ten seconds, the countdown going on right now! Morrow, up to Silk. Five seconds left in the game. Do you believe in miracles? YEEEES!"
Jubelen var øredøvende. Det var intet mindre end et mirakel. USA's amatører havde slået verdens i særklasse bedste ishockeyhold. Det var intet mindre end lige nøjagtigt det, Ken Dryden havde sagt: et mirakel.
Mange husker tilbage på kampen, som var det finalen. Det var det faktisk ikke. For at vinde guldet måtte amerikanerne slå Finland i den sidste kamp. De var bagud 2-1 i sidste periode men kom sædvanen tro tilbage og vandt kampen 4-2. Miraklet var fuldendt. Og alle de amerikanske spillere, der havde set en karriere i National Hockey League som det absolut bedste i deres liv, fik pludselig blandede følelser. For Mike Eruzione selv var dette nok. Han mente aldrig, han ville kunne overgå denne følelse. Og selvom han fik tilbudt flere million-kontrakter, valgte han at trække sig tilbage fra ishockey. Intet mirakel ville kunne slå dette.
Se eventuelt filmen "Miracle on Ice" med Kurt Russell som Herb Brooks. Den tager dig med tilbage til en helt særlig tid og måske den største overraskelse i OL's historie.
