Harry Gregg stod et helt fantastisk VM for Nordirland og blev fortjent kåret til turneringens bedste målmand.
En helt enestående indsats af et levende mirakel i Nordirlands mål under VM i Sverige i 1958 gav hans hold en plads i play-off runden – og videre.
At Harry Gregg overhovedet stod på mål for Nordirland under VM i Sverige i 1958 er i sig selv fantastisk, men at han spillede på så højt et niveau, at han faktisk blev udnævnt til turneringens bedste målmand, er intet mindre end et mirakel.
Den 5. februar, 1958 var Harry Gregg ombord på en flyver fra Beograd, hvor hans hold Manchester United lige havde spillet uafgjort 3-3 mod Røde Stjerne og derved sikret sig en plads i Europa Cup’ens næste runde. De mellemlandede i München for at få mere brændstof på og forsøgte derefter igen at lette i snevejret. Efter to forsøg begyndte piloterne og teknikerne i lufthavnen at diskutere risikoen ved at blive ved med at forsøge at lette. Der var ingen tvivl om, at den ene af motorerne havde set bedre dage, men flyveren havde mere end nok kraft med sin ene motor til at lette og flyve over den engelske kanal, så de besluttede sig for at give det et sidste forsøg. Faktisk ville de bare rigtig gerne hjem.
Da flyveren for tredje gang bevægede sig nedad startbanen, blev det hurtigt tydeligt for dem alle, at der var noget helt galt, og at det ikke ville lykkes at lette. Johnny Berry, som var kommet til Manchester United fra Birmingham City i 1951 og havde hjulpet holdet frem til tre mesterskaber, begyndte endda at råbe: ”Vi overlever ikke det her!”
Flyveren nåede aldrig ordentligt op i luften og pløjede i stedet gennem et hegn, gled over en vej og bankede ind i et hus. Den ene vinge og en del af halepartiet blev med det samme flået af, hvorefter forenden af flyveren kolliderede med et stort træ. Ifølge de officielle rapporter bankede flyet også ind i et stort skur med ekstra brændstof og dæk. Det var absolut kaos.
I forbindelse med dette flystyrt er der måske flere fortællinger forbundet end med noget andet flystyrt i historien. Fælles for dem alle er, at de er meget sørgelige. Dog handler en af historierne om målmand Harry Gregg, der ikke alene formåede at overleve styrtet, men som var det i en amerikansk Hollywood-film faktisk endte med at blive en vaskeægte helt.
Det lykkedes nemlig Gregg at undslippe flammehelvedet, men i stedet for at løbe i sikkerhed, overvejede han situationen og valgte at kæmpe sig ind i flyet igen. Et minuts tid efter kom han ud med en hårdt såret kvinde og hendes lille baby. Men det var ikke nok. Han løb tilbage gennem flammerne og fandt Dennis Viollet og Bobby Charlton, der begge var bevidstløse på grund af styrtet og den voldsomme røgudvikling. Han tog et godt greb i hver deres bukselinning og trak dem uden for flammernes rækkevidde. Han hjalp også Jackie Blanchflower og manager Matt Busby i sikkerhed
Syv spillere døde i samme øjeblik, flyet bragede ind i huset og skuret, og flammerne begyndte at springe: Angriberne Tommy Taylor, 26, David Pegg, 22, og Liam Whelan, 22 og forsvarerne Roger Byrne, 28, Geoff Bent, 25, Mark Jones, 24 og Eddie Colman, 21. Tre loyale støtter af klubben døde sammen med træner Bert Whalley, træner Tom Curry og klubsekretær Walter Crickmer.
Den mest berømte af alle spillerne var den 22-årige half-back Duncan Edwards, der med nød og næppe holdt ved endnu. Men efter 15 dages intens kamp på Rechts der Isar-hospitalet, gav han endelig op. Hans nyrer stod af, og han døde. På et tidspunkt var det heller ikke sikkert, om manager Matt Busby ville overleve. Han havde så voldsomme skader på brystkassen, at der to gange blev hidkaldt en præst, der kunne give ham den sidste olie.
Det kan være vanskeligt at forstå, hvordan Harry Gregg blot få måneder efter så traumatisk en oplevelse sammen med broderen til en af de mænd, han havde reddet, Danny Blanchflower, Nordirlands anfører, kunne føre holdet på banen til deres første VM-kamp nogensinde – og så med så stor succes.
De lagde ud med at besejre Tjekkoslovakiet 1-0, hvorefter de tabte 3-1 til Argentina, før de måtte ud i den afgørende kamp mod Vesttyskland for at finde ud af, hvor deres skæbne lå.
Fra begyndelsen af kampen var der ingen som helst tvivl om, hvilke af de to hold, der havde mest international erfaring. Tyskerne kastede det ene angreb nedover nordirerne efter det andet, og Harry Gregg hev perleredning efter perleredning frem. Hans helt enestående indsats i kampen var en afgørende faktor, da han endte med at blive valgt til turneringens bedste målmand.
I 18. minut sendte Billy Bingham bolden indover, og den tyske målmand Fritz Herkenrath beregnede dens bane forkert. Han hoppede op og forsøgte at nå den, men den landede lige for fødderne af Peter McParland, der sendte bolden i mål.
Blot to minutter efter lykkedes det Helmuth Rahn med et flot loppet skud at passere Harry Gregg, og det udlignende mål røg ind i det øverste venstre hjørne. Det var et meget flot mål og også meget velfortjent. Stillingen 1-1 holdt til halvleg, hvilket var langt mere, end Nordirland havde turdet håbe på mod de regerende verdensmestre.
I 60. minut var det så tid for tilskuerne inklusive den svenske Kong Gustav på Malmö Stadion at tabe kæben igen. Wilbur Cush sendte et hjørnespark ind i det tyske straffesparksfelt, hvor bolden blev mødt af Billy Bingham, der headede bolden videre til McParland. Igen stod han helt fri foran mål og havde ingen problemer med at gøre det til 2-1. Folkemængden følte, at en sensation kunne være på vej.
Men 12 minutter fra tid var det den altid farlige Uwe Seeler, der fyrede af fra distancen. Ethvert forsøg tæt under mål var blevet afværget af den fabelagtige Gregg i Nordirlands mål, og Seeler vidste godt, han var nødt til at forsøge noget nyt. Det skulle vise sig at være en god idé. Bolden sejlede ind i højre side af målet, og det stod 2-2. Der var ikke mange, der havde forventet at opleve så voldsom en jubel, når tyskerne scorede, men de tyske spillere var godt klar over, at de var oppe imod en modstander, der intet havde at miste, og som havde den bedste mand i målet, de endnu havde stået overfor.
Kampen endte uafgjort 2-2, hvilket skaffede Nordirland en play-off kamp mod Tjekkoslovakiet. I forlænget spilletid vandt de 2-1, men i kvartfinalen mod Frankrig var de løbet tør for damp. Franskmændene med Raymond Kopa og Just Fontaine slog dem 4-0.
I Nordirlands første VM-slutrunde nogensinde havde Harry Gregg været manden bag deres rejse hele vejen til kvartfinalen. Det må siges at være et mirakel fra en mand, der kun var i live på grund af et andet mirakel.
Vesttyskland:
Fritz Herkenrath
Georg Stollenwerk
Erich Juskowiak
Horst Eckel
Herbert Erhardt
Horst Szymaniak
Helmut Rahn
Fritz Walter
Uwe Seeler
Hans Schäfer
Manager:
Sepp Herberger
Nordirland:
Harry Gregg
Willie Cunningham
Alfred McMichael
Richard Keith
Bobby Blanchflower
Bertie Peacock
Billy Bingham
Wilbur Cush
Tommy Casey
Jimmy McIlroy
Peter McParland
Manager:
Peter Doherty
