Da Walter trykkede majorens hånd

Lidelse, nederlag, fysisk tortur og en spirende stolthed ligger i dag bag den fantastiske historie om tyske Fritz Walter, der i 1954 i Bern blev den første tysker, der løftede VM-trofæet.




Det småregnede stadigvæk lidt, da anføreren for det ungarske fodboldlandshold, Ferenc Puskas, trådte frem for at trykke sin modstanders hånd. 62.472 tilskuere på Wankdorf Stadion i den schweiziske hovedstad Bern havde netop været vidne til en af de største overraskelser i fodbold-VM’s historie, og den tyske radiospeaker Herbert Zimmermann fra Radio Saarbrücken var kun langsomt ved at få vejret igen.

Men hvad var der galt med den tyske anfører Fritz Walter? Hvad var det dog for et udtryk, han havde i ansigtet? Nogle sportshistorikere har siden sammenlignet Fritz Walters nærmest undskyldende smil med det, der sidder på læberne af Mona Lisa på Louvre i Paris, men det er nok en overromantisering. Og hvor vi stadig i dag undrer os over smilet hos Leonardo da Vincis skønne Mona Lisa, så kender vi i dag hele Fritz Walters fantastiske historie. Og vi kender årsagen til udtrykket i hans ansigt.

Ventede på at blive sendt i gulag
Fritz Walter blev født 31.oktober 1920 i Kaiserslautern i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, og hans far arbejdede for byens stolthed, fodboldklubben 1. FC Kaiserslautern. Derfor var det heller ikke unaturligt, at lille Friedrich, som var hans rigtige fornavn, tidligt begyndte at spille fodbold i klubben. Allerede som 8-årig begyndte han på klubbens ungdomsakademi, og han fik sin debut på 1. holdet som 17-årig i 1937. Det var nok svært for ham at forestille sig, at han otte år efter ville sidde udsultet i en sovjetisk fangelejr og bare vente på at blive sendt til en gulag for at blive arbejdet ihjel.

Den tyske landstræner hed Sepp Herberger. Herberger havde allerede i 1933 meldt sig ind i Nazionalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, også kendt som nazistpartiet, og efter den skuffende tyske indsats under fodboldturneringen ved OL i Berlin i 1936 overtog han posten som landstræner efter Otto Nerz. Han var derfor landstræner, da tyskerne stillede op med seks annekterede østrigere ved VM i Frankrig i 1938 og gjorde nazihilsnen ud med publikum, før de blev slået ud af Schweiz.
Og i 1940 fik Herberger øje på Fritz Walter, der imponerede som angriber i 1. FC Kaiserslautern.

Dagligdagen stod på tæsk
Krigen var i fuld gang, men den blev ikke kæmpet i Tyskland, så det tyske fodboldlandshold fortsatte med at spille kampe helt frem til 1942. Da lykken begyndte at vende for Adolf Hitler og hans tropper, begyndte rigskansleren at hente flere soldater ind i hæren, og i 1942 var turen kommet til de tyske landsholdsspillere.
Fritz Walter var ikke en dårlig soldat, men han var heller ikke specielt dygtig. Derfor endte han da også i en sovjetisk fangelejr, da krigen sluttede. Som tysk fange i Marmaros-Sziget i Rumænien tæt på grænsen til Ukraine var det så som så med de gode stunder. Efter den indledende tortur stod dagligdagen nu på tæsk, men da de sovjetiske soldater forlod lejren og overlod vagten til rumænske og ungarske fangevogtere, blev tilværelsen lidt lettere for Fritz Walter.

Walter havde på dette tidspunkt allerede fået malaria, og han havde det derfor altid bedre, når det var regnvejr og fugtigt i luften. Til gengæld oplevede han nu, at han kunne spille lidt fodbold med fangevogterne, og selvom han godt vidste, at han ikke havde lang tid tilbage at leve, så begyndte han at se små lyspunkter i tilværelsen. Imens ventede han på den dag, hvor han som tysk soldat ville blive afhentet og sendt til en sovjetisk gulag for at blive arbejdet til døde. Gennemsnitslevetiden for fanger i en gulag var under fem år, og mange døde hurtigere – især når de var syge. Men så skete det første mirakel.

Havde store gener af sin sygdom
Rygtet går, at Sepp Herberger, der gjorde alt for at passe så godt på sine spillere som overhovedet muligt, havde fået nys om, at hvor Fritz Walter sad fanget, og at han i smug gav en seddel til en af de ungarske fangevogtere med oplysningerne om, hvem Fritz Walter var. Andre oplysninger fortæller, at en ung ungarsk fangevogter havde været i Budapest 3. maj 1942, da Tyskland slog Ungarn 5-3, og der var ingen chance for, at han glemte Fritz Walter, der scorede både til 1-0 og udlignede til 3-3.
Det vigtige er, at da de tyske soldater skulle hentes, stillede den ungarske fangevogter sig frem og sagde, at Fritz Walter ikke skulle med, fordi han var østriger og ikke tysker. Sådan blev hans liv reddet.

Da Fritz Walter efter sin tid i krigsfangelejren vendte tilbage til sin hverdag i Kaiserslautern, oplevede han store gener af sin sygdom. Når solen skinnede, og vejret var godt, havde det stor indvirkning på ham. Da 1. FC Kaiserslautern både i 1951 og 1953 vandt det tyske mesterskab, havde der været langt flere kampdage med regn og dårligt vejr end i de øvrige år, og ikke unaturligt begyndte man i Vesttyskland at benævne dårligt vejr som Fritz Walter-vejr. Det er der stadig mange, der gør i dag – dog uden at vide, hvorfra det stammer. Men i al denne tid var Fritz Walter stadig ikke tilbage på landsholdet.

Vigtigst at gøre et godt indtryk
Det var ikke en katastrofe, at han ikke var blevet kaldt tilbage på landsholdet. De store tabere fra 2. Verdenskrig var nemlig nægtet adgang til at spille i de store turneringer, og det var sparsomt med landskampe. Under VM i Brasilien i 1950 var Tyskland stadig ikke accepteret, men for at vise så god vilje som muligt meddelte de FIFA, det internationale fodbold forbund, at de havde et landshold klar til afrejse, i fald nogle nationer måtte melde fra.

Efter krigen var det blevet afgjort af en afnazificerings-komite, at Sepp Herberger havde været en såkaldt mitläufer – en medløber – og at han faktisk havde gjort meget for at holde sine spillere væk fra fronten i så lang tid, det var ham muligt. Derfor var han igen blevet indsat som landstræner. Og da Vesttyskland kort efter VM i Brasilien atter blev budt velkommen i FIFA, begyndte han igen at kigge sig om efter et hold, der kunne repræsentere nationen ved næste VM i Schweiz i 1954.

Det var meget naturligt at centrere holdet omkring Fritz Walter, som han havde kendt fra før krigens udbrud. Det vigtigste for tyskerne i Schweiz var ikke at vinde men at gøre så godt et indtryk som overhovedet muligt og at skabe venner. Fritz Walter havde den ydmyghed og de evner, han ledte efter, og derfor bad han i 1951 igen Fritz Walter om at iklæde sig nationaltrøjen, denne gang som anfører.

Missionen var en kæmpe succes
Tyskerne var nervøse, da de ankom til Schweiz. De fleste af spillerne havde ikke været ude af landet siden krigen, og de vidste, at de havde et kæmpe PR-arbejde foran sig. Nogle spillere ville måske komme til at stå over for modstandere, de havde kæmpet mod i krigen. Under alle omstændigheder var deres fædre nok ikke meget for hinanden.
Der var heller ikke skyggen af favoritværdighed at kæmpe med. De helt store kandidater til titlen var mægtige Ungarn, der med anfører ”oberst” Ferenc Puskas i spidsen ikke havde tabt en landskamp i fire år. Alle forventede, at de ville kunne vade igennem til titlen.

Da Ungarn slog Tyskland 8-3 i den indledende runde, bekræftede det bare denne forventning, men tyskerne vandt den ekstra kamp, nederlaget havde sendt dem ud i, og 4. juli 1954 stod de igen over for Ungarn i VM-finalen. Missionen havde været en kæmpe succes. Tyskerne havde spillet frisk og positiv fodbold, og de var ikke bange for at spille for at vinde. Samtidig var de meget fair, og der var flere smil på banen, end der normalt var i fodboldkampe.

”Miraklet i Bern”
Den andet mirakel skete på denne dag. Faktisk går det under navnet ”Miraklet i Bern”. Efter to hurtige mål til Ungarn i 6. og 8. minut, fik tyskerne vendt slaget, og efter 20 minutter stod det 2-2. Stillingen holdt sig helt til 85. minut, hvor Helmut Rahn afgjorde kampen til tyskernes fordel. Men vejret var også med tyskerne. Det var nemlig Fritz Walter-vejr med masser af regn og blæst.

Ikke alene havde tyskerne slået storfavoritterne, men de kunne begynde at føle en lille anelse af stolthed igen, efter de i ni år havde gået og gemt sig og bukket hovedet i undskyldning over det, der var sket under 2. Verdenskrig. Og for Fritz Walter var det en helt surrealistisk fornemmelse. Han havde besejret en nation, han følte, han skyldte sit liv. Det var en ungarer, der havde reddet hans liv, og det var ungarske fangevogtere, der havde hjulpet ham til at se lyset igen i en tid, hvor alt håb syntes ude.

Når vi i dag ser på Fritz Walter, der med Jules Rimet-trofæet i hånden hilser på Ferenc Puskas efter finale-sejren, så forstår vi langt bedre, hvad det er, vi kan læse i hans øjne, i hans finurlige smil og ansigtsudtryk. Det er stolthed, undskyldning og dyb, dyb taknemmelighed. Og han ville betale det hele tilbage.

Fik hjælp fra uventet kant
To år senere blev Ungarn invaderet at Sovjetunionen. Da de sovjetiske kampvogne rullede ind i Budapest om morgenen den 24. oktober, var det ungarske landshold ude på turne. Halvdelen af landsholdsspillerne valgte ikke at vende tilbage til deres okkuperede land, og i stedet oprettede de et rejsende landshold, der tog rundt og spillede kampe i Europa.

Men de hjemløse spillere fik hjælp fra en uventet kant. Frits Walter blev holdets uofficielle træner, og i to hele år husede han det ungarske ’landshold’ og brugte det meste af sin formue på at holde holdet kørende. På den måde betalte han en bid tilbage af det, han følte, han skyldte ungarerne for at have reddet hans liv efter krigen.
Fritz Walter spillede hele sin karriere i 1. FC Kaiserslautern, og han nåede på 18 år at spille 61 landskampe og score 33 mål. I Kaiserslautern er byens stadion opkaldt efter Fritz Walter, der døde 17. juni 2002, 81 år gammel.

Det bedste afslutning

Hvordan afgør du bedst en kamp, en turnering?







Hvordan afslutter du bedst en sportsbegivenhed, en kamp, en sæson? Gennem tiderne er det et emne, der er blevet heftigt diskuteret, og selv hjemme fra vores danske Superliga kender vi til flere forskellige modeller. I dansk fodbold har du ligaen, hvor holdet, der til sidst har fået skrabet flest point sammen i turneringen, har vundet trofæet. Og så har du en pokalturnering, hvor alle har chancen for den store overraskelse, og hvor vinderen af den sidste kamp (finalen) vinder trofæet. Der skal i dansk fodbold to turneringer til med hver sin løsning på den perfekte afslutning.

Går du ind i de enkelte kampe, så er det mere eller mindre håbløst. Der er mange årsager til, at de i USA har så svært ved at acceptere vores form for fodbold (soccer), men en af de aller største punkter på negativ-listen er naturligvis afslutningen på kampen. Kun dommeren ved, hvornår kampen slutter. Ingen tilskuere kan følge med og se en reel nedtælling, og mere end ofte får spillerne lige en ekstra chance for at få udlignet, reduceret eller scoret det afgørende mål - uden at nogen ved, om de egentlig kan nå det. Af alle de sindssyge sportsregler, der findes, er slutfløjtet i fodboldkampe den tåbeligeste regel af alle.

Selv i håndbold er der problemer. En håndboldkamp varer i princippet 2 x 30 minutter. Men faktum er, at de sidste fem minutter af en håndboldkamp for det meste varer omkring tre gange så lang tid som de første fem minutter. Hvorfor? Der er faste regler for, hvordan tiden skal køre, hvornår den må stoppes, og hvad der kan karakteriseres som tidsudtrækning, nøl og så videre. Alligevel stopper dommerne konstant tiden, når en håndboldkamp nærmer sig sin afslutning, og det sker endda endnu mere, hvis kampen er tæt. Tåbeligt.

I den amerikanske NFL er det netop blevet besluttet, at reglerne for afslutningen af kampe i slutspillet skal ændres. Næsten 60 procent af alle de kampe, der er endt uafgjort, har kun krævet en enkelt 'possession' for at blive afgjort i overtime. Med andre ord: Har du vundet lodtrækningen, så har du allerede bedre chancer for også at vinde kampen. Derfor er det nu blevet besluttet, at vinder du lodtrækning og scorer et touchdown, så har du vundet. Men scorer du kun et field goal, så får det andet hold chancen. Scorer de så et touchdown, har de vundet, men scorer de også kun et field goal, så er det næste scoring, der tæller. Det er let forvirende, men argumentet er, at en kamp ikke skal afgøres 'ved lodtrækning'. Personligt kan jeg ikke se noget galt i reglerne, som de var før og stadig vil være i grundspillet. Kan dit forsvar ikke stoppe modstanderne, så bør du heller ikke vinde. Dit forsvar er jo også en del af dit hold.

For tiden diskuteres det kraftigt, hvad man skal gøre med det amerikanske college basketball slutspil, "NCAA Final 64". For nogle år siden udvidede de turneringen fra 48 hold til 64 (reelt 65, da der er en såkaldt indspilningskamp), og nu taler de igen om at udvide turneringen til 96 hold. Vi taler altså om en ekstra finale-turnering lagt oven på alle de almindelige regionsmesterskaber, der bliver vundet rundt om i det store basketball-land. Konceptet er genialt. Du har en masse 'lokale' mesterhold, der bliver inviteret til at spille med om det nationale mesterskab. Men der er problemer.

Hvis nu det såkaldte Big East er fantastisk et år, så er det lidt ligesom den europæiske Champions League i fodbold. Her er lande, hvor mesterholdet skal igennem en kvalifikationsrunde, mens andre automatisk stiller op med to hold og har to yderligere i kvalifikationen. I NCAA bliver holdene seedede, og det betyder, at nummer tre Big East godt kan blive seedet højere end hold, der endte som nummer to i Pac 10. Essensen er dog, at der er hold, der er seedede, og i år var det Kansas og Kentucky, der af alle blev regnet for at være de to hold, der skulle møde hinanden i finalen. Kansas tabte overraskende til Northern Iowa, og flere andre hold har overrasket, hvilket kun er muligt i turneringer, hvor alt afhænger af din form på dagen. Jo, Kansas ville med 99 procents sikkerhed have vundet en serie på bedst ud af fem eller syv. Men denne dag vandt UNI.

I alt bliver omkring 18 procent af alle universitets-basketball hold under NCAA inviteret til at spille blandt de sidste 64. Når turneringen er færdig, er der én glad vinder. Den nationale mester. Sådan er det ikke i college football.

I nøjagtigt det samme universitetssystem kaldet NCAA (står for National Collegiate Athletic Association) spiller de enkelte skoler en række kampe i football. Regionsmestyrene kåres lidt mere stilfærdigt end i basketball, men der er ingen finaleturnering for at finde det amerikanske mesterhold. I stedet inviteres de enkelte hold til at spille i en lang række såkaldte Bowl Games, hvor af nogle regnes for at være med i det såkaldte BCS (Bowl Championship Series). Da invitationerne til de enkelte hold sendes ud i begyndelsen af december måned, er det ikke altid, at det rent faktisk er et opgør mellem to hold, der afgør, hvor mesterskabet falder, men de senere år har det været sådan. Da University of Texas (Longhorns) og University of Alabama (Crimson Tide) mødtes 7. januar, var det heldigvis det direkte opgør om titlen, men havde en af de to hold tabt en kamp i december, så havde resultatet været afhængig af en anden kamp spillet et andet sted i USA. Og i sidste ende findes den nye mester ved en afstemning. Håbløst system.

Men der er rigtig mange penge i disse Bowl Games, både for skolerne og for tv-stationerne, og modsat i den professionelle NFL-finale, Super Bowl, hvor det er omkring 90 procent kendte og forretningsfolk, der er på tilskuerpladserne til den store finale, så er stemningen altid enorm ved disse Bowl Games, fordi det er de to holds fans, der sidder og hepper. Samtidig betyder det, at et hold, der har endt sin sæson med 7 sejre og 5 nederlag måske alligevel kan få lov at føle, de spiller med i en slags finale.

De basketball-trænere, der gerne vil have udvidet basketturneringen til 96 hold, bruger som argument, at omkring 45 procent af alle football-hold spiller en eller anden form for Bowl, og at halvdelen af holdene går glade hjem, fordi halvdelen vinder. Med 96 hold i basket-finalerunden ville endnu flere hold få et skulderklap og føle, at også de havde chancen for at slå nogle af de helt store som Duke, Syracuse, Kansas, Kentucky og så videre. Og der ville komme flere tv-penge i kassen. Modstanderne peger på, at det vil udvande turneringen, der i forvejen inviterer en del hold med, der allerede på forhånd ved, de får store klø. Men hvordan afslutter du bedst en turnering - i nogen sport?

I skotsk fodbold deler de simpelthen turneringen op. Når du har spillet et vis antal kampe, så er du enten med i den øverste halvdel, hvor du spiller med om mesterskabet, eller også er du med i den nederste halvdel, hvor du kæmper for at undgå nedrykning.

Måske har de løst problemet bedst i amerikansk ishockey, basketball og baseball. Der er forskellige variationer, men essensen er følgende: Du spiller en række kampe mod det samme hold for at vinde den samlede serie og gå videre til næste runde. Selv finalen består af en serie af kampe, hvilket betyder, at hjemmeholdets publikum altid får mulighed for at møde op og gøre en forskel.

I den europæiske Champions League er de lidt inde på noget af det samme. De har et indledende gruppespil, der munder ud i en finalerunde, hvor alle har en hjemmekamp og en udekamp. Den tåbelige regel om udebanemål ødelægger en del, men en serie på bedst af tre kampe gennem hele slutspillet kunne afløses af bedst af fem i semifinalerne og i finalen. Første hold, der har vundet tre kampe er mestre.

Selv i den egelske Premier League ligger de hele året og fedter om point, og til sidst kan ligaen blive afgjort af, at Wigan scorer et udlignende mål mod Chelsea i den sidste runde, så Manchester United bliver mestre. Det holder bare ikke en meter.

I sidste ende handler alle disse beslutninger om penge. Og det kan godt være, du nu sidder og tænker, at det i stedet burde handle om sporten, og at vi må separere sporten og pengene. Glem det! Ikke alene kan det ikke lade sig gøre, men hvorfor i alverden skulle vi gøre det? Hvis der er penge i en sport, er det fordi, der er gode sponsorer eller store reklameindtægter. Det er der kun, hvis eksponeringen er god, og det betyder, at det er populært at se på - både live og på tv. Det er en god ting. Der er intet negativt ved det. Jo jo, der er det gamle socialistiske mantra, at mens de gode bliver bedre, så bliver de små efterladt bagude. Ja, og hvad så? Vil du være bedre, så kan vi pumpe nok så mange kunstige penge, du intet har gjort for at gøre dig fortjent til ned i halsen på dig; du vil med al sandsynlighed ikke kunne forvalte det. Er du derimod dygtig, bliver du belønnet. Er du ikke, kan du se, at de andre bliver belønnet, og så kan du jo afgøre, om du har lyst til at gøre noget for at blive bedre, eller om det ikke betyder så meget for dig. Ganske simpelt.

Der er nok forskellige måder at afgøre forskellige sportsgrene på, men ishockey-modellen, serie-modellen, er faktisk rigtig, rigtig attraktiv. Den burde vi indføre i dansk fodbold, så et slutspil med en serie af kampe mellem de enkelte hold. til slut munder ud i en finale-serie. Hvad de så finder ud af i USA omkring deres NCAA basketball, det må vi vente med at se.

Et stort problem

Ben Roethlisberger er en tikkende bombe under Steelers.







Den store quarterback fra Pittsburgh Steelers, Ben Roethlisberger, har et problem. For anden gang inden for kun otte måneder er han havnet i søgelyset på grund af en kvinde. For anden gang har han rodet sig ud i problemer i forbindelse med en tur i byen. Og for anden gang er han blevet beskyldt for at have voldtaget en pige.

Nu skal man ikke bare tage disse anklager for gode varer. Og det gør amerikanerne heller ikke. Når du er så stor en stjerne som Ben Roethlisberger, så er der en ekstra chance eller to for, at du også bliver et mål, når du er i byen. Og Ben Roethlisberger er sikret så mange penge, at han efter sin karriere aldrig mere behøver røre en finger, hvis det er sådan, han ønsker det. Det kan dog have ændret sig nu.

Forleden dag var Roethlisberger og 'hans folk' i byen på en klub i en mindre by i Georgia ved navn Milledgeville, og ifølge vidneudsagn inviterede 'hans folk' en række forskellige piger ind i det såkaldte V.I.P.-område. Blandt de inviterede var en 20-årig studerende, der efter sit besøg i klubbens lukkede område fortalte politiet, at hun var blevet "sexuelt angrebet" - den nye amerikanske betegnelse for voldtægt.

Der er endnu ikke kommet en decideret anklage fra den offentlige anklager, men piger en blevet undersøgt både medicinsk og på alle mulige andre planer, så en anklage kan være på vej.

Sagen følger i rumpen på en lignende sag fra juli sidste år, hvor en pige anklagede Ben Roethlisberger for at have voldtaget hende i Lake Tahoe i 2008, men manglende fysiske beviser gjorde, at sigtelserne blev frafaldet. Tilbage står en civil retssag, og den populære quarterback var ikke ventet at blive dømt i sagen.

Den nye sag kan godt få konsekvenser for den første sag. Jo, Roethlisberger har et hus tæt på den klub i Milledgeville, hvor han er blevet anklaget for at have voldtaget den 20-årige. Og jo, Roethlisberger er single. Og ja, Roethlisberger har rigtig mange penge og er også et mål for de unge og de smukke piger.

Når du er i sådan en situation, så må og skal du vide, at det er af absolut største vigtighed, at du passer på. At du ikke roder dig ud i problemer. At du ikke sætter dig selv i situationer, hvor du kan blive et let mål. Et råd til ham ville være at skaffe sig 'folk', der kunne være omkring ham og ikke alene beskytte ham men også virke som konstante vidner og derved en sikkerhed imod den slags sager, han nu har to af hængende over sit hoved. Men ifølge flere af vidnerne fra fredag aften var det netop 'hans folk', der fandt pigerne og inviterede dem inden for.

I dag kalder flere kommentatorer på straf til Roethlisberger. Han er endnu ikke blevet dømt for noget, ja, ikke engang anklaget endnu, og alligevel kræver de, at NFL Commisioner Roger Godell giver den store quarterback en disciplinærstraf. Også selvom der ikke bliver rejst tiltale imod ham i denne sag. Ifølge disse reportere og kommentatorer er det nok, at han bringer al den unødvendige og ubehagelige presse på sig og hans hold.

Nogle kalder nu direkte Roethlisberger uforsvarlig. Ikke alene har han nu bragt sig selv i søgelyset i forbindelse med voldtægtssagerne, han har også med nød og næppe overlevet et frontal sammenstød med en lastbil, da han på sin motorcykel kørte galt uden hjelm. Hvis han vitterligt er uforsvarlig, så må Steelers overveje, om han er være at beholde. Én ting er sikkert. Der er ikke stille omkring Ben Roethlisberger. Men hans to Super Bowl-ringe dæmper nok lidt af angrebslysten hos ledelsen.

Filmens væsen

"Hurt Locker" blev den store vinder ved årets oscaruddeling.







Jeg elsker film.
Film kan sætte gang i hele mit følelsesregister, og de kan være med til at få mig i bedre humør. De kan få mig til at føle sorg, glæde, stolthed, og de kan inspirere, så det kan mærkes helt ind i sjælen.

Jeg har i mange år anmeldt film, både privat og for aviser og blade. Jeg har et stort filmkartotek, og jeg nyder at se en god film. Som filmelsker og fan af film var det derfor også helt naturligt for mig at stå op og se oscaruddelingen live på tv. Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste gang.

Når det er sagt, så er det også meget nødvendigt at sige, at filmverdenen er en meget underlig verden med mere falskhed og arrogance, end det næsten er muligt at beskrive. Oscar-uddelingen er vigtig i den forstand, at det er filmbranchen, der hylder sig selv og derved sætter trenden for den kommende sæson i et håb om, at vi vil se de film, de fremhæver. Men det er her, arrogancen ofte spiller dem et gevaldigt pus.

Af en eller anden årsag mener skuespillere,at vi har lyst til at høre deres meninger om alt. Ikke alene udtaler de sig om alt lige fra sport over mode til politik, når de bliver spurgt; de udtaler sig om det, når de ikke er blevet spurgt. Det er lidt vores skyld. Vi køber jo selv de blade, hvor disse udtalelser forekommer. Og vi lytter jo selv til dem, når de udtaler sig. Men hvad er det egentlig, vi lytter til?

Når de kendte udtaler sig om eksempelvis politik, så sker der noget. Der er ingen tvivl om, at de er med til at danne meninger uden for branchen, men hvorfor lytter vi til dem? Ville en Hollywoodstjerne lytte, hvis Senator John McCain kom ind under en filmindspilning og sagde, han ikke brød sig om lyset og ikke kunne lide kostumerne? Hvad ville de sige til ham? Respektfuldt ville de nok sige, at hvis han nu gik hjem og passede sit eget arbejde og ikke kom og blandede sig i deres, så ville alle parter nok have det bedre. Hvorfor kan de ikke selv bruge dette råd?

Problemet med alle deres politiske udtalelser (og lad os nu kalde en spade for en spade: 95 % af Hollywood er demokrater og derved overhovedet ikke er repræsenterende for resten af USA) er, at de selv reagerer på denne arrogance. Deres tro på, at det er dem, der ved alt om emner som politik, har gennem de seneste år fået branchen til at kaste millioner af dollars samt et hav af priser efter film, der har venstreorienterede budskaber.

Det har bidt branchen i bagen, at de har været så arrogante. En meget lille procentdel af de politiske film, de har produceret, har været publikum-succeser. Da man eksempelvis valgte at hylde Michael Moore for hans "Fahrenheit 911" i kategorien "Dokumentarfilm", lagde akademiet jo en grundsten for katastrofe. Michael Moore var en gang morsom; en glimrende satiriker. Og så blev han politisk og begyndte at konstruere virkeligheder. Der er skrevet hele bøger med rettelser til alle hans film, fordi de er så fyldt med politisk motiverede løgne og arrogante konklusioner, og at overhovedet nominere en Michael Moore film i kategorien "Dokumentarfilm" får mig til at ønske, at vi kunne give en pris posthumus til Joseph Goebbels for hans "Dokumentarfilm" under 30'ernes Tyskland. Troværdigheden ligger på nogenlunde samme niveau. Michael Moores film "Sicko" blev rost til skyerne, men publikum havde gennemskuet løgnene og de farvede tendenser. Filmen blev revet ud af de amerikanske biografer efter tre (3!) dage. I år fulgte Hollywood så endelig det, de havde læst i befolkningen. Ingen gider høre mere på hans fabuleringer, og derfor var han heller ikke nomineret i år. Det var et kæmpe skridt for Hollywood at tage.

Da "Dreamgirls" i 2006 blev nomineret i kategorien "Bedste Sang" med hele tre sange, var der ingen tvivl hos nogen som helst om, at havde der været tale om OL-medaljer, så ville filmen havde vundet både guld, sølv og bronze. Men ak! Vi havde lige glemt, at Marianne Faithful havde lavet en sang til Al Gores "An Inconvenient Truth". Og selvom den både var kedelig, og ingen i dag kan huske den, så vandt den naturligvis, for Al Gores politiske film skulle have en masse opmærksomhed. Der er ikke så mange, der i dag taler om hverken sangen eller filmen, der stadig er obligatorisk at se for engelske skolebørn, selvom den kommer med 77 (!!!) siders rettelser, og hele sagen om global opvarmning efter climate-gate i dag er oppe til genforhandling.

Gang på gang har der været politisk motiverede valg og masser af udtalelser, der stort set mere demonstrerede spillernes manglende viden end det mod, de kort efter blev hyldet for at have vist. Og når en mand som Søren Høy sidder på tv og ønsker at høre dem tage scenen og komme med nogle politiske udtalelser, så kan man kun gisne om, hvor han selv er rent politisk. Når han siger, at Sandra Bullock nok vinder, men at han ikke bryder sig om det, fordi hun spiller en "hockey mom - Hun er Sarah Palin på film", hvad kan vi så bruge det til? Naturligvis skal vi ikke afsky det, men er det relevant? Kan vi bruge hans meninger om noget som helst til noget, når vi nu ved, at han ikke brød sig om Sandra Bullocks pris, fordi han ikke bryder sig politisk om den rolle, hun spiller?

5.777 medlemmer af det amerikanske filmakademi satte 10. februar deres kryds på dette års vindere. Og ja, Sandra Bullock vandt. De valgte også at give prisen for "Bedste "Instruktør" og "Bedste Film" til filmen "Hurt Locker". Nu er den ikke så anti-amerikansk, som de sidste mange års Hollywood-film har været, og det er med al sandsynlighed fordi, de har opdaget, at de ikke tjener pengene ind på de film. Ingen gider gå ind og se fabrikerede historier om isolerede tilfælde af fejl eller grusomhed, som er det eneste, Hollywood fokuserer på.

Den oprindelige tanke var, at prisen for "Bedste Instruktør" skulle gå til den, der leverede den mest sikre og nyskabende fortælling. Her kunne både "Avatar" og "Hurt Locker" have vundet. Men prisen for "Bedste Film" skulle gives til den film, der havde gjort mest for film i USA og måske i hele verden. Og her tæller kun "Avatar".

I en konstrueret filmverden, hvor sindene ofte er i kog, der har akademiet igen talt. Og skulle der sidde en naiv sjæl derude og tænke, at det er forkert, at 95 % af Hollywood er demokrater, så vil jeg med det samme sige, at det er helt okay. De må stemme på lige præcis den, de vil. Jeg er bare fløjtende ligeglad. Jeg spørger heller min lokale slagter om, hvad han mener om mine vinduer eller om euroens indflydelse på Europas finanspolitik gennem de sidste ti år.

I øvrigt var der sjovt nok ingen, der i år kom med nogle politiske bemærkninger på trods af, at præsident Obama har haft det måske dårligste år, nogen præsident nogensinde har haft. Men ... nåh nej, han er jo demokrat. At han stort set er gået fra "Messiah til pariah" betyder nok mindre.

Uskrevne regler for mænd

Prince Fielder er blevet genstand for megen snak i USA.






For seks måneder siden spillede Milwaukee Brewers imod San Francisco Giants i den amerikanske baseball-turnering MLB. Prince Fielder lavede en såkaldt home run i 12. inning og vandt kampen. Han og hans holdkammerater lavede en jubelscene, hvor de øvrige spillere stillede op ved home plate, og da Fielder kom løbende ind og scorede sit point, væltede alle de andre spillere som kegler i bowling. Ganske underholdende.

Nu er det sådan, at det ikke er specielt velset at vise overdreven jubel, når du har lavet en home run i baseball. Det er en af de uskrevne regler. Og det er helt i orden. Alle har uskrevne regler, så det er der ikke noget odiøst i.

Torsdag 4. marts spillede de to hold så imod hinanden igen i en spring training-kamp, altså en træningskamp, før sæsonen går rigtigt i gang. Kort inde i kampen kaster Barry Zito bolden hårdt lige på kropen af Prince Fielder, og han ryger i jorden. Vi forstår det godt. Det er lidt langt ude og ret tosset, men vi forstå det. Baseball har sin helt egen kultur i USA. Det samme har fodbold i Europa. Eller håndbold. Eller motorsport. Der er endda uskrevne regler for mænd.

Hvis kvinder skulle analysere mænds uskrevne regler, ville de synes, vi var åndssvage. De ville i hvert fald ikke virke logiske på dem. For eksempel ved alle mænd, at hvis to mænd går i biografen sammen, og der er den mindste mulighed for det, så sidder man med et tomt sæde imellem sig. Buffer-sædet. Det er praktisk, fordi du kan lægge dit overtøj eller stille dine popcorn der, men det er mere, så vi ikke kommer til at røre hinanden. Vi vil bare ikke risikere den der arm- eller håndsberøring; eller endu værre: knæene. Det er bare en uskreven regel for mænd.

Hvis du går ud og spiser med en pige eller en anden mand, så går du ikke på toilettet, lige før regningen kommer. Så virker du som en nærigpind, der søger at undgå at skulle betale. Det er bare en uskreven regel for mænd.

Vi taler heller ikke sammen på toiletterne. Vi kan nikke høfligt til én - ved håndvasken! Men aldrig når du står med sjoveren i hånden. Aldrig!

I USA er det ved at blive en trend, at du i en bar aldrig bestiller en drink, hvor en blender er påkrævet. Aldrig. Det er noget, tøser gør. De har ingen forståelse for, hvor hårdt bartendere arbejder. Hvis en mand bestiller en blendet drink, så smadrer du totalt bartenderens momentum på en travl aften. Så i USA bør du aldrig bestille en drink i en bar, hvor en blender er påkrævet. Eller en paraply. I Danmark kan det godt være lidt anderledes. Der koster en drink omkring 60-70 kroner, og når du alligevel har pantsat bilen for at få råd til at gå i byen, så vil du fandme også have noget for pengene. Men i USA? Aldrig!

Se bare på film som "Godfather". Der er også uskrevne regler for mændene. Du kan godt kvæle din svoger i en bil eller skyde din egen bror i en båd, men du handler simpelthen ikke med narkotika. Det er bare forbudt!

Sådan er det altså også i sporten. Og det stammer fra dengang, der var så mange forskellige ledelses-lag, at det nærmest var umuligt at finde ud af, hvem der var din chef. Systemet krævede en masse uskrevne regler.

I dag har en masse sportsgrene taget disse uskrevne regler og puttet dem ind i regelbøgerne. I dag må du for eksempel ikke håne en anden spiller i NFL (National Football League). Så får du en straf. Hvis du jubler for meget efter en scoring, får du en straf. I college football er de endda gået så langt, at de fra næste år med al sandsynlig vil indføre den regel, at straffen for at håne en modstander bliver lagt på spillet med det samme og ikke først det næste spil. Med andre ord: Er du blevet snydt hele dagen af en defensiv spiller, og du endelig griber bolden, og løber forbi ham og scorer, så gælder scoringen ikke, hvis du peger på ham eller siger noget til ham bagefter - eller jubler for meget. Det er kun et spørgsmål om tid, før de samme tåbelige regler bliver indført i NFL, der med fulde lever op til sin navn som No Fun League.

Men hvis Zitos pitch mod Fielder var hævn for jublen efter scoringen 6. september, så er det for svagt. Okay, det er måske lidt voldsomt at lave en direkte koreograferet scene, når du har scoret, men kom nu videre, venner.

Det er lidt ligesom i golf. Hvis Thomas Bjørn laver et put og vinder turneringen på 18. hul, så kan han knytte næven og trykke sin modstander i hånden, men han svinger ikke højrebenet over sin putter og rider den som en hest og råber: "YIIIII-HAAAAAAAAH!" Han hiver ikke en kuglepen frem fra sin sok og begynder at skrive autografer. Men er det ikke okay at være glad?

Måske burde Zito i stedet kaste den bold ind i krydderen på sig selv. For var det ikke hans dårlige pitch, der gjorde, at Fielder kunne afgøre kampen i september? Er det ikke den dårlige opdækning, der gør, at en spiller kommer forbi en anden? Er det ikke ofte forsvarets fejl, når en hold scorer i fodbold? Hvorfor må et hold ikke juble sjovt. Og hvorfor er det i nogle sportsgrene en skreven og i andre sportsgrene en uskreven regel?

Det er meget lettere for mænd. Reglerne er simple for mænd. De er klare, de er logiske, og de er ufravigelige. For eksempel forstår dine kammerater altid din undskyldning for ikke at se kampen sammen med dem, hvir du bruger tre simple ord: "Kan ikke. Travlt." Du gør heller aldrig en mand, du ikke kender, opmærksom på, at hans lynlås er åben. Det er hans problem, ikke dit.

Det kan være vanskeligt at leve efter de uskrevne regler. Men som sagt: Lær dem!

- Det er for eksempel okay at huske en anden mands fødselsdag. Men det er strengt forbudt at gå ud og købe ham et kort og få alle de andre til at skrive under. Holder overhovedet ikke.

- Det betyder intet, hvad den samlede modverden OG din kæreste siger, lyserøde t-shirts er bare ikke i orden.

- Hvis du nikker en enkelt gang, svarer det til omkring fem minutters dyb samtale. En high five viser, at virkelig værdsætter din kammerat, uden at du er nødt til at fortælle ham, hvad du føler - hvilket i øvrigt ville få jer begge til at føle voldsomt ubehag.

- Går du ind på et offentligt toilet med flere en to kummer, så vælger du aldrig kummen lige ved siden af en anden mand. Du lader altid en kumme være tom imellem jer.

- Står du på et offentligt toilet og tisser, så er det 'eyes front', makker. Du kan til nød kigge opad eller nedad, men du holder dem i retning lige frem. Og du lukker aldrig øjnene.

- Du går aldrig efter din kammerats søster. Ser hun godt ud? Too bad! Hun er off-limits. Det samme er hans mor og eks-kæreste. Kusiner er til gengæld okay.

- Hvis du er oppe og slås, går du aldrig efter din modstanders testikler. Kan du ikke vinde uden, så skulle du nok ikke have deltaget i den slåskamp.

- Ser du din kammerat være sammen med en anden pige end hans kæreste, kan du vælge at blande dig én gang. Vælger han at fortsætte, har du aldrig hørt eller set noget.

- Hvis flere end to mænd kører i en bil, så gælder følgende regel: Har du vundet 'shotgun'-retten (sidder du ved siden af køreren?), så ryger du med det samme om bag i, hvis du ikke inden for tre sekunder skifter radiostation, når de spiller en Britney Spears-sang.

- Når du kommer ind i et lokale, hvor mænd sidder og ser sport, er det okay at spørge dem, hvad stillingen er, men ikke hvem der spiller.

Listen er meget lang, og vi kan blive ved, men I forstår. Spørgsmålet er så, om det er noget, I kan leve efter. Eller om det er noget, pigerne kan lære at forstå. Som Manny siger til sin kone i "Ice Age 3", da hun foreslår ham at tale med Diego, der ser lidt slukøret ud:

"Guys don't talk to guys about guy problems. They just... punch each other on the shoulder."

"That's stupid."

"To a girl... To a guy that's like six months of therapy!"

Er vi glade?

Der har mildest talt været begrænsede muligheder for at kippe med flaget under OL.






Bør danskerne være glade for indsatsen under De Olympiske Lege i Vancouver? Bør tilskuere, fans, pårørende, trænere, tilhængere...?

Jeg voksede op i det østlige Danmark, hvilket betyder, at jeg var så heldig at have hele tre tv-kanaler at vælge imellem. Der var monopolhelvedet Danmarks Radio, og så var der Sverige 1 og Sverige 2. Umiddelbart kan det lyde som om, det ikke ville have den store betydning, men det er ikke sandt.

I dag taler jeg flydende svensk og forstår, når der bliver talt på svensk til mig. Da jeg var dreng, kunne vi ofte ikke huske hvilken kanal, der havde sendt den film, vi nu stod og talte med vennerne om. Var det dansk tv? Var det svensk? I dag taler danske børn ikke svensk. De forstår det heller ikke. Det er lidt ærgerligt, men til gengæld er de så meget bedre til så mange andre ting, så det er 'en krise', vi overlever.

En anden effekt var, at vi altid havde en række ekstra sportsgrene, vi kunne se samt ekstra sportsfolk eller hold, vi kunne heppe på. Når danskerne ikke klarede sig godt, kunne vi heppe på svenskerne. Og hvis Danmark ikke deltog i en spåortsgren, holdt vi med svenskerne. Der er ikke mange sjællændere over 35, der ikke har heppet på Bjørn Borg, Ingemar Stenmark eller Gunde Swan. De var revolutionerende sportsfolk, der for altid ændrede deres sportsgrene. Selv på den bedste dag med vinden i ryggen og høj solskin skulle vi lede ukristeligt længe efter den slags i Danmark.

Især på vinteridræts-siden var svenskerne dominerende. Et hav af OL-medaljer og VM-sejre har fulgt i svenskernes kølvand, og selvom vi bevæger os rundt på stort set de samme breddegrader, så har vi aldrig kunnet mønstre det samme. Ja, de er flere mennesker; ja, de har bjerge. Men er det egentlig svaret?

Svenskerne vandt ved OL i Vancouver 11 medaljer. 5 guld, 2 sølv og 4 bronze. Danmark vandt: 0.

Hvorfor er vi ikke bedre til ishockey i Danmark? Hvorfor er vi ikke bedre til curling? Hvorfor kan vi ikke konkurrere i bobslæde og kælk? Hvad med hurtigløb på skøjter? Jeg kan til nød forstå, at der kan være visse logistikproblemer med slalom, skihop, styrtløb og de øvrige alpine grene. Langrend holder ikke. Vi havde en mand med på 50 kilometer, og han blev sidst.

Spørgsmålet er, om det er et problem for os, at vi rangerer blandt verdens dårligste vinteridræts-nationer. For hvis ikke det er et problem, hvorfor så overhovedet tænke mere over det. Som sagt, jeg har et alternativt landshold, så jeg har haft masser at juble af og mange at heppe på her under OL. Men hvordan skal vi vurdere den danske indsats?

Danmark valgte at sende en stor delegation af sted til Vancouver. Hele 18 deltagere var med, og havde ishockeyholdet kvalificeret sig (hvilket ikke var vanvittigt langt fra), så var det tal blevet mere end fordoblet. Når nu Danmarks Idræts Forbund sender så stor en delegation (efter danske forhold) af sted til OL, kan vi så ikke forvente os et eller andet? Sender de ikke et budskab til fans og seere og masser af andre sportsfolk om, at det her er noget, vi skal tage alvorligt? Hæver de ikke vores forventninger?

Det er ikke noget problem at læne sig tilbage og med et stille smil sige, at det var et godt OL. Der var masser af flotte sportspræstationer. Og det er dejligt at deltage. Og vi kan sagtens dække os selv med det tilfredshedstæppe, der af én eller anden fuldstændig uforståelig årsag får danskerne til at fremstå som verdens lykkeligste folk (hvem kommer egentlig frem til de resultater? Er det Hans Blix, der har fundet en retrætepost her?). Det er let at sige: Tja. Joe! Det er da godt nok. Men er det godt nok?

Det er et reelt spørgsmål. Jeg ved godt, at mennesker er forskellige, og at alle har forskellige ambitionsniveauer. Som noget nyt har vi i løbet af de sidste snart ti år også fået lov til at have forskellige ambitionsniveauer. Det er jo banebrydende. Men disse høje ambitioner bør vel deles af Danmarks Idræts Forbund og udøverne. Eller?

En ting er sikkert: Den første, der skyder skylden på manglende midler og finanskrisen, får jordens største vasker. Alle lande er i samme båd. Alle udøvere har basalt set de samme muligheder. Og alle udøvere kan sætte sig de samme mål. Og jeg tror, at vi her endelig er blevet sporet ind på kernen af problemet: Selvom verdens sportsfolk kan sætte sig de samme mål, så gør de det bare ikke.

Og her sidder vi så. Efter et OL med den måske bedste hockeyturnering nogensinde, med masser af action på langrendsløjperne, med fantastiske personligheder og store øjeblikke. Er det så meget at forlange, at der bare er en enkelt af de danske udøvere, der godt kunne tænke sig at være en af dem?