torsdag den 11. marts 2010

Et stort problem


Ben Roethlisberger er en tikkende bombe under Steelers.







Den store quarterback fra Pittsburgh Steelers, Ben Roethlisberger, har et problem. For anden gang inden for kun otte måneder er han havnet i søgelyset på grund af en kvinde. For anden gang har han rodet sig ud i problemer i forbindelse med en tur i byen. Og for anden gang er han blevet beskyldt for at have voldtaget en pige.

Nu skal man ikke bare tage disse anklager for gode varer. Og det gør amerikanerne heller ikke. Når du er så stor en stjerne som Ben Roethlisberger, så er der en ekstra chance eller to for, at du også bliver et mål, når du er i byen. Og Ben Roethlisberger er sikret så mange penge, at han efter sin karriere aldrig mere behøver røre en finger, hvis det er sådan, han ønsker det. Det kan dog have ændret sig nu.

Forleden dag var Roethlisberger og 'hans folk' i byen på en klub i en mindre by i Georgia ved navn Milledgeville, og ifølge vidneudsagn inviterede 'hans folk' en række forskellige piger ind i det såkaldte V.I.P.-område. Blandt de inviterede var en 20-årig studerende, der efter sit besøg i klubbens lukkede område fortalte politiet, at hun var blevet "sexuelt angrebet" - den nye amerikanske betegnelse for voldtægt.

Der er endnu ikke kommet en decideret anklage fra den offentlige anklager, men piger en blevet undersøgt både medicinsk og på alle mulige andre planer, så en anklage kan være på vej.

Sagen følger i rumpen på en lignende sag fra juli sidste år, hvor en pige anklagede Ben Roethlisberger for at have voldtaget hende i Lake Tahoe i 2008, men manglende fysiske beviser gjorde, at sigtelserne blev frafaldet. Tilbage står en civil retssag, og den populære quarterback var ikke ventet at blive dømt i sagen.

Den nye sag kan godt få konsekvenser for den første sag. Jo, Roethlisberger har et hus tæt på den klub i Milledgeville, hvor han er blevet anklaget for at have voldtaget den 20-årige. Og jo, Roethlisberger er single. Og ja, Roethlisberger har rigtig mange penge og er også et mål for de unge og de smukke piger.

Når du er i sådan en situation, så må og skal du vide, at det er af absolut største vigtighed, at du passer på. At du ikke roder dig ud i problemer. At du ikke sætter dig selv i situationer, hvor du kan blive et let mål. Et råd til ham ville være at skaffe sig 'folk', der kunne være omkring ham og ikke alene beskytte ham men også virke som konstante vidner og derved en sikkerhed imod den slags sager, han nu har to af hængende over sit hoved. Men ifølge flere af vidnerne fra fredag aften var det netop 'hans folk', der fandt pigerne og inviterede dem inden for.

I dag kalder flere kommentatorer på straf til Roethlisberger. Han er endnu ikke blevet dømt for noget, ja, ikke engang anklaget endnu, og alligevel kræver de, at NFL Commisioner Roger Godell giver den store quarterback en disciplinærstraf. Også selvom der ikke bliver rejst tiltale imod ham i denne sag. Ifølge disse reportere og kommentatorer er det nok, at han bringer al den unødvendige og ubehagelige presse på sig og hans hold.

Nogle kalder nu direkte Roethlisberger uforsvarlig. Ikke alene har han nu bragt sig selv i søgelyset i forbindelse med voldtægtssagerne, han har også med nød og næppe overlevet et frontal sammenstød med en lastbil, da han på sin motorcykel kørte galt uden hjelm. Hvis han vitterligt er uforsvarlig, så må Steelers overveje, om han er være at beholde. Én ting er sikkert. Der er ikke stille omkring Ben Roethlisberger. Men hans to Super Bowl-ringe dæmper nok lidt af angrebslysten hos ledelsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.