En mands betydning

Foto: Al Tielemans/Sports Illustrated

Fredag valgte Arizona quarterback Kurt Warner at trække sig tilbage fra NFL. I ingen anden division i NFL har en quarterback haft så stor betydning end i NFC West. Og når Warner vælger at trække sig tilbage, er det både et stort tab for Cardinals og en kæmpe åbning for de tre øvrige hold i divisionen.

San Francisco 49ers, der i år endte på 8-8 i kampe, kunne let være kommet i slutspillet, hvis marginalerne havde været på deres side. Seattle Seahawks får med den nye head coach Pete Carroll ved roret endnu bedre mulighed for avancement, og St. Louis Rams, som Warner var med til at føre til deres første Super Bowl sejr, har alle muligheder for at forbedre deres dårligste resultat nogensinde, årets 1-15 sæson. Intet andet sted i ligaen kan en spillers afsked skabe så mange ændringer.

Da unge Warner i 1994 var færdig på University of Northern Iowa, blev han ikke draftet af noget NFL-hold. I stedet blev han inviteret med i training camp i foråret hos Green Bay Packers. Problemet var, at de øvrige quarterbacks på holdet var Brett Favre, Mark Brunell, der havde vundet det nationale college mesterskab med Washington Huskies og siden blev en stor stjerne for Jacksonville Jaguars samt Ty Detmer, der havde vundet Heismann Trophy som den bedste college spiller. Warner fik ingen kontrakt hos Packers.

Det var i denne periode, at Warner tog job i Hy-Vee grocery store i Cedar Falls for 5,50 dollars i timen. Her satte han varer på hylderne, mens han desperat forsøgte at holde sin drøm i live. Han fik job som quarterback på Iowa Barnstormers Arena Football-hold. Han gjorde arbejdet med stor succes og skaffede sit hold en plads i Arena Bowl både i 1995 og i 1996, mens han selv kom på all-star holdet begge år.

I 1997 fik han lov til at komme til prøve hos Chicago Bears, men han blev forhindret på grund af en skade i ramen, han pådrog sig på sin bryllupsrejse - desværre ikke af de årsager, som nogle måske kunne have troet. Han var blevet bidt af en edderkop og kunne ikke møde op.

I 1998 var han heldigere. Han kom på prøve hos St. Louis Rams, og de hyrede ham som backup quarterback til Trent Green. Som en del af hans indførelse i klubben, sendte de ham til NFL Europe, hvor han blev årets bedste quarterback hos Amsterdam Admirals. Sjovt nok var hans backup hos Admirals ingen ringere end Jake Delhomme, der selv senere skulle blive en stor NFL-stjerne for Carolina Panthers.

I 1999 var han så endelig på plads, og i ti år har han skrevet historie i NFL. Han har i sin periode som quarterback ført to forskellige hold i Super Bowl, som uden hans indsats aldrig ville været nået i nærheden af den store finale. St. Louis Rams og Arizona Cardinals ville begge have befundet sig væsentligt længere nede af rangstien, hvis ikke det havde været for den kære gudfrygtige Kurt Warner.

Warner vil blive savnet. Han har en Super Bowl ring og to Super Bowl nederlag. Han har to liga MVP-titler. Han har været i Pro Bowl fem gange. Og kommer han ikke i Hall of Fame, er det en forbrydelse.

Warner skal nu til at være fuldtids-far for sine syv børn, og ingen kunne fortjene bedre at blive hyldet end NFLs mønster-"elev". Nu skal depechen overrækkes til Matt Leinart, som helt sikkert har potentialet men endnu ikke helt har haft mulighed for at vise det. Og den åbne plads åbnmer masser af muligheder i hele ligaen. Det er eksempelvis ikke spor utænkeligt, at Donovan McNabb fra Philadelphia Eagles vil kunne finde på at udfylde pladsen efter Warner.

Men Faktum er, at Warners afsked vil være et voldsomt tab for en organisation, der for alvor har taget skridtet ud af sumpen og er et afligaens absolut bedste hold nu. Og faktum er også, at de øvrige hold i divisionen vil klare sig bedre end sidste år. I hørete det her først. Rams får en bedre sæson end 1-15. Seahawks bliver bedre end 5-11. Og San Francisco 49ers vinder med al sandsynlighed NFC West næste år. Skal Cardinals selv tilbage i slutspillet, skal der ske mirakler.

Skal NFL afskaffe Pro Bowl?

Gennem mange år har der været voldsomme diskussioner i NFL og blandt amerikanske sportskommentatorer omkring vigtigheden af at spille den årlige obligatoriske all-star kamp mellem årets bedste spillere fra de to konferencer, AFC og NFC. Den såkaldte Pro Bowl har traditionelt været afholdt på Hawaii en uge efter Super Bowl, og den har været bygget op som en stor fest med masser af sjov for både tilskuere, spillere og cheerleaders hele ugen op til kampen. I år er det anderledes.

NFL commissioner Roger Godell besluttede sig nemlig for at flytte kampen. Ikke alene spilles den ikke længere på Hawaii men derimod i Miami; den er også flyttet fra en uger efter Super bowl til en uge før den store kamp. Det har haft voldsom indflydelse på den verserende debat om værdien af kampen.

Selve begrebet med en all-star kamp er ikke rigtigt noget, vi kender til fra Europa. Men i både ishockey, basketball og baseball i USA har det i mange år været en stor succes. Disse kampe er både meget underholdende og meget velbesøgte. I de senere år har det været svært at fylde det lille Aloha Stadium ved Honolulu, og derfor reagerede Roger Godell ved at forsøge sig med en ændring af spillested og tidspunkt.

Det er rigtigt, at de tre andre store sportsgrene i USA også bryder deres sæson op med all-star kampen. De gør det bare ikke på denne måde ved at lægge den uge før Super Bowl. Okay, de øvrige sportsgrene har væsentligt flere kampe, og derfor er en midtvejspause med lidt festivitas okay. Rent sportsligt har kampene i de tre øvrige sportsgrene nemlig stadig værdi. I NFL er der stort ingen sportslig værdi overhovedet i Pro Bowl.

14 af de spillere, der er blevet udpeget til at spille med i Pro Bowl, skal også spille Super Bowl ugen efter. Det betyder, at de helt naturligt har sagt tak, men nej tak til at spille. En efter en har de store stjerner sagt nej tak til at deltage, og undskyldningerne er mange. De fleste handler om, at de er ved at komme sig over diverse skader, og det har ligaen været nødt til at acceptere. Skader kan du ikke gøre noget ved. Men de spillere, der også skal spille ugen efter, er blevet beordret til at møde op.

De 14 spillere fra Pro Bowl, der er på de to Super Bowl-hold, Indianapolis Colts og New Orleans Saints, behøver dog ikke at spille. Men de skal møde op og være til stede ved kampen. Det har betydet en større omlægning af planerne for både saints og Colts, der først havde planlagt at ankomme i Miami om mandagen. Nu er de nødt til at sende nogle af deres spillere af sted før, og de spillere kan ikke være med i de minutiøse forberedelser, der finder sted om søndagen.

Men burde det ikke også være en ære at spille i Pro Bowl? Jo! Og det er det også. Du vil ikke finde en af de udpegede spillere, der ikke er glade for, at de er blevet valgt. Men rent praktisk er kampen ligesom et almindeligt VM i fodbold, hvor man efter finalen sætter et verdenshold med alle de bedste spillere fra turneringen. Her vælger NFL i stedet et "verdenshold" fra AFC til at spille mod et "verdenshold" fra NFC. Forskellen er bare, at de rent faktisk spiller kampen.

Det er slet ikke nødvendigt at spille all-star kampen. I stedet kan man vælge et all-star hold fra de to konferencer, som man gør nu og så bare lade være med at spille kampen. Når du kigger i statistikkerne, gibber det lidt i dig, når du ser, at en stor quarterback som Johnny Unitas spillede i 10 Pro Bowl. Det er fantastisk at blive valgt til så mange. Men var det vigtigt at spille dem?

Der kan være noget socialt i at mødes og hygge sig over en fodboldkamp på venskabelig basis. Det er der aldrig noget galt i. Men nu spiller de den i Miami. De sender ikke en gang spillerne på en uges ferie med deres familie til Hawaii. Og det er nok en af grundene til, at den startende quarterback for NFC ikke hedder Drew Brees eller Brett Favre - men derimod Aaron Rodgers, og at starteren for AFC hedder Matt SChaub og er fra Houston Texans, der ikke en gang kvalificerede sig til slutspillet. De to øvrige quarterbacks fra AFC er Vince Young og David Garrard.

Det er ikke godt, men hvad er løsningen? Der er jo penge i sådan et arrangement. Nogle har foreslået, at der kan være draft picks at spille om, eller at kampen på en anden måde skulle gøres vigtig. Men det er en svær diskussion. Spørger du Maurice Jones-Drew, running back fra Jacksonville Jaguars, så er han ikke i tvivl. Han sad ved sin mors sygesend i Atlanta og tilbød at blive sammen med hende. Hun sagde, han skulle tage af sted, og han spiller derfor på søndag 31. januar. Og han er stolt. Han mener, det er den største ære og derfor den vigtigste kamp, han endnu har spillet. Problemet er bare, at der ikke er mange, der gider deltage i festen.

Er Manning historiens bedste quarterback?

Om halvanden uge skal vi for anden gang i historien se Peyton Manning spille i en Super Bowl. Efter Super Bowl XIL kunne han hæve trofæet sammen med sine medspillere fra Indianapolis Colts, og indtil har Las Vegas sat alle odds på, at han vil gentage succesen.

Der er ingen tvivl om, at en ring nummer to til Peyton Manning vil hive ham op i en helt særlig kategori. Allerede nu taler eksperterne om, at Peyton Manning måske er den bedste quarterback, der nogensinde har spillet. Men hvordan måler du egentlig, om en quarterback er bedre end en anden? Hvilke parametre kigger du på? Og hvad afgør, om du er en bedre quarterback end en, du aldrig hjar kunnet spille imod?

Der er mange forskellige måder at sammenligne quarterbacks på. Den nok mest populære er ved at kigge på antallet af ringe på fingrene. Hvor mange Super Bowls har du vundet? Hvis det udelukkende var antallet af ringe, der talte, så ville Joe Montana med fire super Bowl sejre være den bedste quarterback nogensinde. Montana er også et rigtig godt bud i andre kategorier, men handler det bare om ringe, så er han den bedste. Men han er ikke alene om fire sejre. Terry Bradshaw vandt i 70'erne også fire ringe med Pittsburgh Steelers. Så er det sammenligningsgrundlaget, så er han også med i samtalen.

En anden populær måde er at sammenligne antal af kastede yards. Gør vi det, må vi tage en herre som Brett Favre ind i beregningen. Han har kun spillet i to Super Bowls og vundet en. Men han har gennem 19 sæsoner kastet over 69.000 yards og scoret 497 touchdowns. Det er helt enestående. Nedenfor er listet nogle andre store quarterbacks gennem tiderne.

(Navn, yards, touchdowns)
Johnny Unitas: 40.239 - 290
Joe Montana: 40.551 - 273
John Elway: 51.575 - 300
Dan Marino: 61.361 - 420
Peyton Manning: 50.128 - 366
Troy Aikman: 32.942 - 165
Ken Anderson: 32.838 - 197 (16 år hos Bengals)
George Blanda: 26.920 - 236 (26 år hos Bears, Oilers og Raiders)
Drew Bledsoe: 44.611 - 251
Terry Bradshaw: 27.989 - 212
Tom Brady: 30.844 - 225
Boomer Esiason: 37.920 - 247
Dan Fouts: 43.040 - 254 (15 år hos Chargers)
Jim Kelly: 35.467 - 237 (11 år hos Bills)
Warren Moon: 49.325 - 291
Phil Simms: 33.462 - 199 (14 år hos Giants)
Fran Tarkenton: 47.003 - 342 (18 år hos Vikings og Giants)
Vinny Testaverde: 46.233 - 275 (21 år hovedsageligt hos Buccaneers, Browns og Jets)
Steve Young: 33.124 - 232
Archie Manning: 23.911 - 125 (14 år hos Saints, Oilers og Vikings)

Går vi hårdt efter denne kategori, så kan vi godt se, at Peyton Manning måske er på vej til noget helt stort. Regner vi med, at han spiller fem år mere på samme høje niveau og holder sig relativt skadesfri, så bliver det jo et spørgsmål om matematik. Han kaster omkring 4.000 yards om året, så vi lægger 20.000 til hans 50.128. Det betyder, han passerer Brett Favre (hvis vel at mærke Favre nu endelig har trukket sig tilbage). Samtidig kaster han med sit spillesystem ikke under 30 touchdowns om året. Det giver ham 150 mere, og lægger vi dem til hans 366, ryger han som den første over på den anden side af 500.

Løber du ind i nogle lidt ældre fans, så slipper du ikke for at høre om Johnny Unitas. Han skabte Baltimore Colts i 50'erne og 60'erne, og da NFL i slutningen af 60'erne gik sammen med det nye AFL, var Unitas' karriere på hæld. I Super Bowl III var han skadet hele året, men i desperationsforsøg på at hive sejren hjem over New York Jets og opkomlingen Joe Namath, blev han sat ind i 4. quarter i stedet for Earl Morrall. Han kastede Colts' eneste touchdown, men Jets vandt stadig kampen 16-7. Til gengæld stod Unitas bag roret, da Colts to år senere vandt deres første Super Bowl 16-13 over Cowboys . også selvom han blev skadet i 2. quarter og måtte udgå. Unitas er samtidig blev ligaens MVP hele fire gange. Men er han den bedste quarterback i historien.

Hvad med Fran Tarkenton, der førte Minnesota Vikings til tre Super Bowls? Eller Jim Kelly, der førte Buffalo Bills til fire AFC-titler i træk?

Og Dan Marinos fantastiske 61.361 yards og 420 touchdowns må da også tælle for noget. Men Marino spillede 17 hos Miami Dolphins i en periode, hvor de ikke nået de store resultater. Det samme gælder for Archie Manning, der er far til Peyton og Eli (der er quarterback hos New York Giants). Archie spillede for Saints, Oliers og Vikings og nåede aldrig nogle store resultater med hold, der simpelthen ikke var særlig gode. Men hvor god var han? Han spillede - som Peyton - med nummer 18 på ryggen for sin skole Ole Miss. Og for at understrege hans dygtighed og hans legende som quarterback bør det nævnes, at hastighedsbegrænsningen på Ole Miss campus ikke er 20 miles i timen som andre steder. Den er 18!

Ville Archie Manning have 2-3-4 titler, hvis han havde været quarterback hos Steelers ellers Cowboys? Hvad med Vinnie Testaverde? Der er ingen, der nogensinde vil kalde ham en af de bedste quarterbacks i historien. Men i 21 år spillede han hovedsageligt hos Tampa Bay, Cleveland og New York Jets, der for at sige det mildt var elendige. Alligevel bankede han 46.233 yards på tavlen og scorede 275 touchdowns.

Terry Bradshaw, Dan Fouts, Ken Anderson med flere spillede på et tidspunkt, hvor der stadig blev lagt størst vægt på løbespillet. I dag handler det meste om kast. Derfor er det også lettere for Peyton Manning og Tom Brady at se bedre ud og få gode tal på tavlen i dag, end det var for de øvrige quarterbacks tidligere. Regelændringerne har medført, at det er meget attraktivt og væsentligt lettere at være et hold, det satser på kast end på løb. Tre af de fire hold i de to conference finaler var da også deciderede kastehold (Kun Jets var et rent løbehold), og i dag er det nærmere normen end undtagelsen, at en quarterback i desperation vil kaste den ned ad banen mod en enlig receiver. Griber han den ikke, dømmer dommerne meget sandsynligt pass interference, og så får holdet en ny 1. down. Okay, det hjælper ikke på quarterbackens tal, men det hjælper på hans antal af point og sejre og måske også Super Bowl ringe.

Når alt kommer til alt, må vi konstatere, at det ikke er muligt at udpege, hvem den bedste quarterback i historien er. Men vinder Manning sin anden titel på næste søndag, så er han godt på vej ind i diskussionen. Og det kan man ikke tage fra ham.

Favres fantastiske færd

Søndag aften spillede quarterback Brett Favre sin hidtil sidste kamp i NFL. Vi ved ikke, om han kommer tilbage igen næste år, for det ved vi aldrig, når en sæson slutter. Men vi ved, at han har afsluttet sit 19. år i National Football League og måske spillet sin bedste sæson nogensinde.

I løbet af sæsonen har han i alt kastet 38 touchdowns og blot 9 interceptions. Alligevel er der en kedelig chance for, at han i den nærmeste fremtid mest vil blive husket for den interception, der måske var hans sidste kast i karrieren. Efter at have domineret gennem det meste af kampen og haft et markant bedre offense end New Orleans Saints, forsøgte Brett Favre i de sidste minutter at dirigere sine tropper ned ad banen for at skaffe de afgørende point.

Vikings havde haft ikke mindre end 6 fumbles, hvoraf de selv havde fået fat på de tre af dem, og Favre selv havde kastet en enkelt interception. Alligevel havde han tid på klokken til at få sit hold ud af den 28-28 stilling, de stod med. Et fantastisk kast til Sidney Rice fik Vikings inden for field goal-afstand. Men da der skulle lægges låg på, gik det galt. Først fik Vikings en 5 yard straf, fordi der havde været 12 mand på banen. Den straf blev afgørende for det andet, der skete.

Straffen fik Vikings uden for field goal afstand, og derfor blev Brett Favre nødt til at kaste bolden. Havde de ikke fået straffen, havde Favre måske sagtens kunnet finde på at kaste bolden, men han havde muligheden for at lade Adrian Peterson eller Chester Taylor løbe med den. Det betød, at Saints-forsvaret havde været nødt til at dække alt af. Efter straffen kunne de udelukkende koncentrere sig om kastet.

De valgte at lægge ekstra pres på Favre, der blev presset ud af højre side af den offensive 'lomme', hans linjemænd havde lavet til ham. På farten kastede han bolden mod venstre for igen at finde Sidney Rice. Porter kom på tværs og interceptede bolden. Favres sidste kast var en realitet. Ugen før havde Favre lavet nøjagtigt samme kast - med stor succes.

Saints fik altså bolden tilbage, og Vikings kunne ikke afgøre kampen. Vi måtte ud i overtid. Der havde Favre været før. Men problemet er formen. I princippet kan kritikere af overtids-reglerne hævde, at årets NFC-finale blev afgjort på et mønt-kast.
New Orleans Saints vandt møntkastet, fik bolden og gik ned og scorede det afgørende field goal. Brett Favre nåede aldrig at se bolden i overtime. Kampen var slut. Saints er i Super Bowl.

Tilbage stod en meget skuffet Brett Favre. Han var blevet kastet ud i situationen, da 12 mand løb på banen til spillet før. Nu forsøgte han sig på sin velkendte "gunslinger"-manér at skabe noget; at gøre det umulige. At lave 'en Favre'. For når man har været i ligaen så længe, så har man lagt navn til et par ting. Det lykkedes bare ikke. Og nu står han så med risikoen for at blive husket som ham, der altid kastede interceptions. Ham, der endte med at knække.

Brett Favre har i mange år været en stor dreng på en legeplads, og han har formået at spille spillet på den måde. Ingen andre har nogensinde gjort, hvad han har gjort. Og chancerne for, at nogen igen kommer til at gøre det, er stort set lig nul. Brett Favre bør huskes for den sæson, han har haft. Han bør huskes som den quarterback, der har sat flest rekorder nogensinde. Og han bør mindes som en af de største i sporten nogensinde. Men måske er det alligevel for tidligt. For han vender vel bare tilbage igen næste år.

Tiger Woods på sexafvænning?

Det kommer nok ikke som et chok, at det første offentliggjorte foto af Tiger Woods efter hans meget omtalte ulykke er et rigtig godt og grundigt grynet et af slagsen. I løbet af blot et par uger lykkedes det for verdens i særklasse bedste golfspiller at gå fra at fremstå som den reneste af alle rene sportsmænd til at være et rendyrket sexmonster, der efter alt at dømme har haft sex med alle de kvinder, han nogensinde er blevet set sammen med - sådan lidt ligesom vi også troede om David Beckham. Derfor har vi ikke set noget til ham siden.

Nu er dette foto så dukket op i National Enquirer, og efter sigende skulle det være Tiger Woods uden for en sexafvænningsklinik i Mississippi.
Lad os for det første konstatere, at hvis Tiger Woods er et eller andet sted i Mississippi, så skal de såkaldte papparazzi nok finde ham. De er fuldstændig skånselsløse og går i kødet på alle og enhver for at få det rigtige foto. Én eller anden burde udstyre de her karle med kevlar-veste og camouflagehjelme og sende dem ind i Afghanistans bjerge, for hvis nogen i denne verden kan finde Bin Laden, så er det dem.
Det næste jeg tænker på er selve indholdet i historien. De fleste mænd vil nok trække let på smilebåndet, når de får oplysningen om, at Tiger Woods skulle være på sex afvænning. Hvorfor? Fordi teoretisk set lider alle mænd af sexafhængighed.
"Hva' så, Niller. Kan du godt lide sex?"
"Hvad? Sex? Nej, tak, det er ikke noget for mig. Jeg tror, jeg vil læse en bog og så sætte et fuglehus op omme i baghaven. Bare se den pornofilm selv."
Mænd er per definition nogle grisebasser, og det er ikke noget, vi er særligt gode til at skjule. Se selv, hvordan reklamer forsøger altid at appellere til den del af vores hjerne. Og de gør det, fordi det er den alvest mulige fællesnævner - lige der, hvor vi befinder os.
Så når vi hører, ordet 'sexafhængighed', så forkaster vi det med det samme, fordi det lyder som et stort tæppe, man har smidt henover et problem for at undskylde folks dårlige opførsel.
"Undskyld, jeg har været ude og pille ved 23 af dine veinder. Jeg lider af sexafhængighed!"
Det er det samme som med så mange andre laster. Drikker jeg øl? Har jeg nogensinde drukket så mange Tuborg, at jeg har været hamrende vissen hele aftenen? Ja da! Men det betyder ikke, at jeg er alkoholiker. Jeg er fuldt ud klar over, at alkoholisme kan være et meget seriøst problem. Hver dag bukker mange mennesker under for netop den last verden over, og jeg har oplevet alkoholisme meget tæt på. Så det forstår jeg fuldt ud.
Tilsyneladende er sexafhængighed også et virkeligt problem, og hvis disse hændelser har ført Tiger til Mississippi, så er det nok, hvor han bør være. Men der er ikke mange mennesker ude i den virkelige verden, der bare vil acceptere den forklaring. Masser af eksperter har allerede udtalt sig om Tigers situation, og de fleste er enige om, at dette ikke er et sexafhjængigheds-problem - det er et troskabs-problem.
Sorry, Tiger! Det lyder simpelæthen bare som om, du endelig er blevet taget i at have været en grum gris, og nu har du så valgt at indrømme, du er 'sexafhængig', så folk igen kan begynde at have lidt medlidenhed med dig.
Duer ikke!