Legenden må indstille sig på sørgeligt farvel

Brett Favre spiller altid og med alle mulige skader. Men nu kan han være færdig på topplan.

Da Minnesota Vikings Brett Favre for to uger siden i kampen mod Buffalo Bills blev tacklet i jorden, kostede det ham mere, end han nok havde regnet med.
En sæson, der i forvejen havde været meget skuffende rent sportsligt, så ud til meget brat at skulle slutte. Og havde det været enhver anden quarterback, ville eksperterne heller ikke have brugt et sekund på at diskutere det.
Men dette var Brett Favre.
Manden er 41 år og han havde spillet 297 grundspilskampe i træk. Hertil kan vi lægge 24 slutspilskampe for både Green Bay Packers og Minnesota Vikings.
Han var og er indbegrebet af en ’tough guy’, og Favre er ikke sådan bare til at lægge ned. Han har spillet med rygskader, brækkede fingre, brækkede fødder og meget mere. Favre spiller altid.
Men i weekendens nederlag til New York Giants – en kamp, der på grund af uvejret i Minnesota måtte udskydes fra søndag til mandag og desuden måtte spilles i Detroit – der spillede Brett Favre ikke. Han havde ingen følelse i sin kastearm, der stadig var klædeligt lilla – et match til hans Vikings-trøje.
I stedet var det hans backup, Tarvaris Jackson, der stod bag center, og det er det måske også i mandagens kamp mod Chicago Bears.
Men er dette det sidste, vi har set til Brett Favre? Er han færdig? Og hvad bør træner Leslie Frazier gøre, hvis Favre melder sig spilleklar?
Hvis vi skal lave en liste over de ti bedste quarterbacks i historien, så er det overvejende sandsynligt, at Brett Favre ikke er med på listen.
Selv blandt de nuværende quarterbacks ville han have svært ved at nå ind blandt de ti bedste. Men hvad er det så, der gør Favre til så godt stof for medierne?
Ja, for det første er han nok den mest underholdende quarterback. Når Favre spiller, ryger de amerikanske tv ratings gevaldigt i vejret, og det betyder penge i banken.
Han fylder fodboldstadions, han skaffer ’folk i sæderne’, som man siger.
Hans imponerende gå-på-mod og hans ’aldrig-give-op’-mentalitet smitter simpelthen af på omgivelserne. Og det er selv om vi aldrig ved, om det bliver en dag, hvor han kaster over 300 yards med 4 touchdowns og afgør kampen med en drømmekast i sidste sekund, eller om det bliver en dag, hvor han kaster fire interceptions, og holdet taber.
Favre er altid underholdende. Han spiller med en glæde og entusiasme som en rookie. Han er seværdig. Han trækker tilskuere, fans, opmærksomhed og reklamekroner til sig. ”Favre is money”, som de siger på de kanter. Og nu er det snart slut.
Gennem de seneste sæsoner har Brett Favre først i sidste sekund besluttet sig for, om han ville spille. På den måde har han igen fået masser af opmærksomhed. Men sådan bliver det ikke næste år. Favre vender ikke tilbage.
For der er ikke noget at vende tilbage for. Han har ikke haft en god sæson. Hans krop er mørbanket, han spiller på et middelmådigt hold, og hans rekord for flest kampe i træk er brudt.
Den bliver meget svært at slå (Peyton Manning er over fem skadesfri sæsoner bagud med 205 kampe). Men hvad sker der, hvis Favre melder sig klar til denne uge?
Leslie Frazier kan sagtens vælge at spille ham. Med kun tre kampe tilbage kan Vikings alligevel ikke nå slutspillet. Men vil det være klogt? Vil det ikke være klogere at afprøve Tarvaris Jackson og se, om han er manden, de skal satse på næste år, eller om de skal ud og handle sig til en ny quarterback? Det er trods alt en forretning.
Én ting er sikkert: Brett Favre har været sublim underholdning gennem tyve fantastiske sæsoner, hvor han har sat et hav af rekorder og spillet i to Super Bowls og vundet den ene.
Så det vil være en skam at se ham slutte af i joggingbukser på sidelinjen. Og hvis ikke Frazier vil lade ham spille i det, der med al sandsynlighed bliver en udendørs kamp i kulden i Minnesota på University of Minnesotas stadion, så er der kun to udekampe tilbage, mod Eagles i Philadelphia og mod Lions i Detroit.
Lad os se ham slutte af med et brag. Lad os se ham i uniform, i kamp og med et stort smil på læben.
Han fortjener hele ligaens hyldest, når han går ud af døren for sidste gang.

Quarterbacks i fokus

Tony Romos sæson er måske overstået, efter han i sidste kamp brækkede kravebenet.

Det er meget sjældent, der er så megen fokus på quarterbacks, som der er i denne uges NFL-kampe.

Den vigtigste plads på et amerikansk fodbold er og har altid været pladsen som quarterback. Derfor er der også altid særlig meget fokus, når der sker noget på denne centrale post – selv på de helt store hold i NFL, hvor man ellers kunne tro, at der var nok reserver til umiddelbart at udfylde pladserne.

Men hvor nogle quarterbacks ofte bliver skadet, så er der andre, der ikke er til at slå af pinden. Den aller største af disse navne er naturligvis Brett Favre. Men netop Brett Favre er under luppen i denne uge. Ikke alene blev han meget uprofessionelt udpeget af sin træner i Minnesota som hovedårsagen til, at Vikings i søndagens opgør i Green Bay tabte kampen 28-24. Han fik om mandagen også konstateret to brud på venstre ankel og er derfor mere end tvivlsom til weekends udekamp mod Patriots.

Det lyder nok tosset. To brud på anklen? Og så er han kun tvivlsom? Enhver anden quarterback med to brud på anklen ville være dømt ude, og reserven ville blive udpeget som starter. Men vi taler altså om Brett Favre her. Han har en helt unik rekord i NFL. Brett Favre har nemlig startet 291 kampe i træk. Fra vores fodboldverden lyder det måske ikke så specielt, men med tanke på, at de i NFL kun spiller 16 kampe per sæson plus højst fire slutspilskampe (hvis de spiller Wild Card-kamp OG når til Super Bowl), så er det en helt enestående rekord, der med al sandsynlighed aldrig nogensinde vil blive slået. Bliv derfor ikke overrasket, hvis Brett Favre stiller til start i New England.

I Dallas måtte Tony Romo forlade kampen mod Giants med et brækket kraveben, der med al sandsynlighed vil holde ham ude i omkring seks uger. Det betyder, at de stiller op med John Kitna som starter i hjemmekampen mod Jacksonville Jaguars. Det kan være både hans og Cowboys held, at modstanderne er Jaguars. Han kan i hvert fald ikke ønske sig en bedre start end en svag modstander som Jaguars.

Hos San Francisco 49ers er Alex Smith røget ud på sidelinjen med en skade. Men i stedet for at gå til backup quarterback David Carr, så tager træner Mike Singletary allerede nu konsekvensen af holdets katastrofale sæson og starter den lille Troy Smith, der vandt Heisman Trophy i 2006, da han spillede for Ohio State University. Han blev draftet af Baltimore Ravens, men da han i 2008 blev syg, regnede de ikke med, han kom til at spille mere, og de skilte sig af med ham. Søndag starter han for 49ers i kampen i London mod Denver Broncos.

Matt Cassel fra Kansas City Chiefs har gennem de sidste fem runder den højeste quarterback rating af alle quarterbacks i NFL.

Detroit Lions får i denne uge Matthew Stafford tilbage fra sin skade til den svære hjemmekamp mod Washington Redskins.

Arizona Cardinals starter med al sandsynlighed den håbløse Derek Anderson i hjemmekampen mod Tampa Bay Buccaneers. Det betyder mindre, for hverken han eller rookie Max Hall kan tilsyneladende finde ligaens bedste wide receiver Larry Fitzgerald.

Og glæd jer så til mesteropgøret søndag nat mellem Super Bowl mester fra 2010, Drew Brees fra New Orleans Saints mod Super Bowl mester fra 2009, Ben Roethlisberger fra Pittsburgh Steelers.

NFL jager de store hits

Det kolossale hit Dunta Robinson lavede på DeSean Jackson i weekenden har fåer NFL til at reagere.

Da Atlantas Dunta Robinson i sidste uge tacklede Philadelphias DeSean Jackson, gik der et sus gennem både tilskuere, eksperter og alle seerne ude i stuerne. Det så meget voldsomt ud, og begge spillere måtte forlade banen.

Gennem de senere år har NFL sat mere fokus på spillernes sikkerhed – både gennem regelændringer, lægeligt fokus og hårdere straffe. Omkring midtvejs gennem forrige sæson, begyndte alle pludseligt at tale om hjernerystelser. Og der er ingen tvivl om, at det ofte har været et emne, både trænere og spillere tidligere har taget alt for let på. Nu skal spillerne sidde ude, hvis de bliver udsat for hits, der bare leder til mistanken om en hjernerystelse. Før sagde man bare, at de havde fået et ordentligt ’hit’ og lige skulle ’ryste det af sig’.

I år har der ikke været en eneste 5-cifret bøde. Nu siger ligaen så pludselig, at det er nok. Ingen forudgående advarsler. Nu er der bare blevet spredt for 175.000 dollars bøder rundt for forskellige hits i sidste runde af NFL. Det er en hårdere straf, end hvis spillerne bliver smidt ud af kampen.

Problemet er, at Robinsons hit på DeSean Jackson ikke en gang var et illegalt hit. Han ramte ham med sin skulderbeskytter og brugte ikke en gang hjelmen som våben. Ligaen skrev, at det var et hit på en forsvarsløs receiver. Den eneste grund til, at han var ’forsvarvsløs’ var, at der var tale om et dårligt kast fra en quarterback, der var på vej ud af problemer.

Årsagen til problemet med de hårde hits skal nok findes mange forskellige steder. ESPN selv glorificerer de seje hits med medleys tilsat musik. Her i Danmark sidder kommentatorer som Claus Elming og kalder det et ’skralderbang’, når en spiller får en ordentlig én på goddag’en. Det er der ikke noget galt i. Sådan har vi altid gjort det. Det var en del af det, der gjorde og gør amerikansk fodbold til en fysisk sport.

Men ifølge college football-eksperten, Kirk Herbstreit, starter problemet ikke der. Det starter allerede i high school, hvor spillerne ikke længere lærer at tackle ordentligt. De går alle efter det hit, der kan stoppe modstanderen. Spillet, der kan få ham ud af kampen. Meget få tackler med deres arme mere.

Kirk Heibstreit præsenterer også en idé, som NFL-guruen John Madden en gang selv lagde frem. Han foreslår nemlig, at man bør gå den helt anden vej. Hvis spillerne spiller uden hjelm, så undgår du nemlig de værste skader. Ingen vil stikke sit hoved ind i situationer, hvor det kan gå galt, mener Madden, og det citerer Herbstreit ham for.

Én ting er, at ligaen har indført hårdere kontrol med hjernerystelser. En anden ting er, at du ikke må bruge dit hjelm som et spyd, når du tackler og lave de såkaldte ’helmet-to-helmet’-tacklinger. Men der er ved at være oprør blandt spillerne nu. For mens ingen har noget imod at fjerne de tacklinger, der er svinske, som eksempelvis dem, James Harrison fra Steelers i sidste uge lavede, så er der heller ingen, der vil fjerne det fysiske aspekt af sporten. Nogle illustrerer det endda ved at sige, at de vel snart skal spille med balletskørt.

Et forsmag på en AFC-finale?

Mens Ravens aldrig har slået Patriots i grundspillet, så har træner Bill Belichick hævn til gode fra nederlaget i slutspillet sidste år.



Man skal være ovenud naiv for ikke at kunne se, at de bedste hold i årets NFL ligger i AFC konferencen. De 4-5 øverste hold på alle eksperternes lister er fra AFC.
Blandt de øverste hold finder vi både Baltimore Ravens og New England Patriots. Og netop Patriots tager søndag aften klokken 19 imod Ravens på Gillette Stadium lige syd for Boston.

New England Patriots havde fri-uge i sidste weekend og spillede derfor ikke. Deres record er 3-1 med sejre over Cincinnati, Buffalo og Miami og nederlag til New York Jets.

Baltimore Ravens har først fri-uge i uge 8, og deres record er 4-1 med sejre over New York Jets, Cleveland, Pittsburgh på udebane og Denver. Nederlaget kom til Cincinnati Bengals i uge 2, hvor Bengals vandt ved at score fem field goals.

De fleste eksperter har Baltimore Ravens som ligaens bedste hold og et solidt bud på en Super Bowl-vinder, og et flertal tipper også Ravens i denne kamp. Men en del statistik taler imod en sejr til gæsterne. For det første har New Englands quarterback Tom Brady vundet 22 hjemmekampe i grundspillet i træk (blot tre fra Brett Favres rekord på 25, som han satte i Green Bay fra 1995-98). For det andet er det en generation siden, at New England har tabt en kamp efter en fri-uge. Og det er aldrig sket under træner Bill Belichick.

Naturligvis har eksperterne medregnet det faktum, at Tom Bradys yndlingsmål, Randy Moss, nu spiller i Minnesota. Randy Moss har altid været den dybe trussel; ham, der kunne gribe de lange kast og derfor skabte mere plads til Patriots tight ends eller spillere som Wes Welker, der er ekspert på de kortere kast. Når den dybe trussel er væk, kan modstanderne tage et par skridt tættere på Tom Brady og derved eliminere de fleste af de korte kast samt ligge meget tættere på løbeangrebet.

Og Baltimore Ravens har et notorisk barskt forsvar under ledelse af Ray Lewis. Det kunne se ud som om, eksperterne får ret.

Da Randy Moss forlod New England, hyrede de i stedet Deion Branch, der tidligere har spillet for Patriots og også har vundet tre Super Bowls med Tom Brady. 6. februar 2005 blev Deion Branch endda kampens mest værdifulde spiller, da Patriots slog Eagles 24-21 i Super Bowl XXXIX (39). I kampen greb Branch 11 bolde for 133 yards.

»Jeg har kastet tusindvis af bolde til Deion, og mit forhold til ham på banen har altid været fantastisk. Vi har altid haft en god kemi sammen, og jeg håber, vi kan genfinde den«, sagde Brady torsdag til ESPN.

Men i sine fire år hos Patriots scorede Branch kun 14 touchdowns i alt. Randy Moss scorede 39 på tre sæsoner. Så om det er nok til at kunne slå Ravens i denne mulige forsmag på en kommende AFC-finale, er svært at spå om. Men spil aldrig penge på, at Patriots taber på hjemmebane. I de fem tidligere opgør mellem Ravens og Patriots i grundspillet, har Patriots vundet dem alle. Til gengæld har Ravens vundet tre ud af deres sidste fire på udebane. Og de slog Patriots i Foxboro i New England 33-14 i slutspillet sidste år.

Fat en mønt, kast den op i luften, og vælg side i luften. For det her bliver et vaskeægte brag af kamp. Og den kan gå til begge sider.

'Big Ben' er tilbage

Efter to gange at have været i alvorlige problemer med politiet i forbindelse med sager om tilsyneladende voldsom behandling af unge collegepiger, ser Ben Roethlisberger ud til at have rettet op på sin rytme og er klar til at styre Steelers tilbage til Super Bowl.



Efter at have siddet ude i sæsonens fire første uger er ’Big’ Ben Roethlisberger klar til at styre Steelers mod slutspillet.

Ben Roethlisberger fik karantæne af NFL kommissær Roger Godell for at have været i klammeri med politiet omkring en episode vedrørende nogle unge collegepiger på en natklub i Georgia i foråret. Politiet havde ikke nok til at anklage ’Big Ben’, men Roger Godell valgte at sætte en grænse for, hvordan hans spillere skulle opføre sig.
Oprindeligt lød straffen på seks uger, men der blev lavet en aftale, der gik på, at hvis ’Big Ben’ holdt sig ude af problemer og et hundrede procent samarbejdede med både Godell og klubben, så kunne straffen blive sat ned til fire uger.

Roethlisberger har været en mønster-elev, men før sæsonstart var der en vis nervøsitet i Pittsburgh. 2. quarterback Dennis Dixon skulle spille, og det gjorde han egentlig godt – indtil han blev skadet. Så kom Byron Leftwich ind – og så blev han skadet, hvorpå de måtte ned til en 4. quarterback, Charlie Batch, der faktisk vandt Steelers kamp over Buccaneers. Men det var også Batch, der var quarterback, da Steelers tabte kampen til Baltimore Ravens 17-14.

Der er dog ingen kritik af Batch eller de øvrige backup-quarterbacks. Steelers havde udtrykt en stille tilfredshed med at eventuelt være på 2-2, når ’Big Ben’ kom tilbage. Nu er de på 3-1.

Onsdag udtalte Ben Roethlisberger, at han var glad for, at Steelers havde haft en fri-uge, for det havde givet ham mulighed for at genfinde sin timing før søndagens hjemmekamp mod divisionsrivalerne fra Cleveland. Og Roethlisberger har været savnet i omklædningsrummet.

Reglerne foreskriver, at når du er suspenderet eller har karantæne, så må du overhovedet ikke være i kontakt med hverken spillere eller trænere i den pågældende periode. Nu udtaler hans medspillere wide receiver Hines Ward og offensive tackle Max Stark, at det er dejligt at have ham tilbage. ”Han sidder ovre i hjørnet og griner som en skoleknægt,” sagde Stark, mens Ward kunne fortælle, at ”Han er den første på banen, og den sidste til at forlade den igen.”

Men der vil også være noget at arbejde med for ’Big Ben’. I hans fravær har Pittsburghs kaste-angreb indtaget sidstepladsen i NFL med sølle 136 yards på 20 forsøg i gennemsnit.
”Jeg skal ikke ud og være Supermand,” sagde han til den amerikanske sportsstation ESPN. ”Jeg skal heller ikke ud og forcere noget. Jeg skal bare ud og spille mit spil.”
Det kan også være mere end godt nok på søndag, hvor mange regner med, at han kan få masser af spilletid. Modstanderne, Cleveland Browns, har nemlig begge deres quarterbacks, Seneca Wallace og Jake Delhomme, ude med skader, og de påregner muligvis at starte med deres nydraftede rookie Colt McCoy, der hos University of Texas slog et hav af quarterback-rekorder. Men der er milevid forskel på college og NFL, og flere eksperter har allerede udtalt, at hvis han skal starte i Pittsburgh, vil det være som at smide ham for løverne.

Men ’Big Ben’ er klar. Og efter Browns venter der ham nok udfordringer til at vise, han var ventetiden værd. Miami ude, New Orleans ude, New England hjemme er de tre næste kampe.

”Der er forskel på Ben og de andre quarterbacks,” sagde Hines Ward til ESPN. ”Når Ben kommer i problemer, kan han ofte selv rode sig ud af dem og lave et stort spil.”
Det får han rig lejlighed til at vise i de kommende uger.

Moss kommer hjem

Randy Moss er efter 12 år tilbage i Minnesota, hvor det hele startede.

De første chokbølger ramte onsdag. Al diskussionen tog til i løbet af dagen, og de første kampe i det amerikanske baseball-slutspil måtte rent faktisk se sig sat lidt ud på et sidespor. Det fantastiske var sket: New England Patriots havde solgt Randy Moss til Minnesota Vikings.

Når vi sidder og kigger på det, så burde det egentlig ikke overraske os. Cheftræner Bill Belichick har altid været god til at få noget for de spillere, han alligevel vidste, han var ved at miste. Sidste år var det Richard Seymour, der blev sendt til Oakland Raiders. Nu er én af ligaens absolut bedste wide receivers blevet solgt til Minnesota Vikings, hvor han skal hjælpe Brett Favre med at opfylde Vikings mål: Vind nu!

Moss blev draftet fra Marshall University i 1. runde i 1998. Han blev taget af Minnesota Vikings som nummer 21, hovedsageligt fordi han havde nogle problemer uden for banen. Kevin Dyson blev taget af Tennessee Titans før Moss. I syv sæsoner for Vikings greb han 90 touchdown kast og fik i alt 9.142 yards. I 2005 blev han solgt til Oakland Raiders, hvor han på to sæsoner vandt blot seks ud af 32 kampe. Her valgte han at sige farvel til Raiders og hans store kontrakt mod en lille kontrakt hos New England Patriots. Han ville vinde. Og i 2007 satte han NFL-rekord med 23 touchdowns i en sæson. Gennem de seneste sæsoner har han været den absolut største trussel på et Patriots-angreb, der bare synes at blive bedre og bedre.

Så hvem vinder egentlig ved denne handel? Der er ingen tvivl om, at Randy Moss var gået lidt i stå hos Patriots. Efter sæsonens første kamp, en vigtig og stor sejr over Cincinnati Bengals, gik Randy Moss ud og holdt en personlig pressekonference, hvor han fortalte, at han var i gang med sin sidste sæson hos Patriots. Måske var det for at lægge lidt pres på klubben, fordi hans kontrakt var ved at løbe ud. Men Patriots har aldrig betalt store kontrakter.

Bill Belichick hev ham ind på kontoret og gav ham en skideballe, og siden har Moss været lidt gnaven. I uge 2 tabte Patriots til Jets, og Moss greb et af de mest fantastiske touchdowns nogensinde. Men i mandag aftens storsejr over Miami Dolphins blev der ikke kastet en eneste bold til ham. Og da jubelscenerne udspillede sig på sidelinjen, var det tydeligt, at Moss ikke var en del af dem.

Nu skal han så til Vikings. Og hvad betyder det for Patriots quarterback Tom Brady? Ja, hans altid farlige mål nedad banen er væk. Det betyder, at modstanderne kan krybe lidt tættere op mod ham og dække bedre af for en mand som Wes Welker, hvis ekspertise er de kortere kast. Det vil også blive lidt sværere at løbe med bolden, hvis ikke de erstatter Moss med en receiver, der kan gribe de lange, spektakulære kast. Og fra at være en mulig Super Bowl-kandidat er Patriots nu kun en mulig slutspilskandidat. Så meget betyder Randy Moss.

Til gengæld sidder Patriots nu med to valg i 1., to valg i 2. og to valg i 3. runde af draften næste år. Så hvis det er fordi, holdet ser fremad, så ser fremtiden gylden ud.
I Minnesota ser de ikke fremad. Du betaler ikke 16 millioner dollars til 40-årige Brett Favre for at komme tilbage i endnu en sæson, hvis det er fremtiden, du er ved at bygge på. Og så længe hans yndlingsmål fra sidste sæson, Sidney Rice, stadig er ude, så er Randy Moss lige det, lægen har anbefalet.

Mandag aften spiller Vikings – med en Randy Moss i sit gamle nummer 84 – mod New York Jets. Med andre ord kan ligaens bedste cornerback, Darelle Revis, komme til at stå overfor ligaens bedste receiver hele tre gange i år – hvis da ikke også holdene skal mødes i Super Bowl. Så bliver det nemlig fire. Og til det havde Jets cheftræner, Rex Ryan med et smil på læben, følgende at sige: ”Helt ærligt, gutter! Kunne I ikke have ventet en uge med at sælge ham?”

Super Bowl'en vi aldrig får

Når Steelers og Ravens tørner sammen, kommer alle de mest underholdende fans frem fra gemmerne for at støtte deres hold.

Baltimore Ravens og Pittsburgh Steelers ligger begge i AFC North, hvilket både er godt og skidt. Det er godt, fordi de mindst kommer til at møde hinanden to gange om året, men det er skidt, fordi de aldrig kan mødes i Super Bowl.

Søndag klokken 19 åbnes op for et ny-klassisk opgør med defensiv fodbold på et næsten uoverskueligt højt plan. Baltimore Ravens hed engang Cleveland Browns, før de flyttede til Baltimore, og der kom et nyt Browns-hold i Cleveland. Holdet har i en menneskealder ligget i samme division som Pittsburgh Steelers, og derfor er der tale om et ægte divisionsopgør.

Da Baltimore Ravens vandt Super Bowl i 2000, slog holdet en rekord, ingen havde troet nogensinde ville blive slået. Det lykkedes dem nemlig at slå den rekord, Bears havde sat, da de i 1985 i hele grundspillet kun lukkede 198 point ind. Det er 12,4 point per kamp. I 2000 lukkede Ravens kun 165 point ind, hvilket er 10,3 point per kamp. Som deres quarterback fra dengang, Trent Dilfer, der i dag er analytiker og kommentator på den amerikanske sportskanal ESPN, sagde: ”Forsvaret kom over til mig og spurgte, om jeg kunne sørge for, at vi scorede et field goal. Det var alt, hvad de behøvede.”
Pittsburgh Steelers er et af de gamle NFL-hold, og selv i dag har de et ry for at spille en langt mere klassisk form for football. De løber meget med bolden, og de har et solidt forsvar. Med den spillestil har de vundet seks Super Bowl-titler, mere end noget andet hold i ligaen.

Men da quarterback ’Big’ Ben Roethlisberger i 2004 blev draftet fra den mindre skole Miami of Ohio, ændrede stilen i Pittsburgh sig langsomt. ’Big Ben’ var en stor dreng på 196 centimeter, og han var meget svær at vælte. Samtidig var han fra sin tid på universitetet blevet vant til at blive jagtet rundt, så han var meget øvet i at kaste ’på farten’ og selv at løbe med bolden. Det gjorde Steelers til et hold, der pludselig var fænomenale til at kaste, og de fleste kender receivere som Heinz Ward og Santonio Holmes (i dag hos Jets).

Pittsburgh har i år måttet starte med deres backup quarterbacks, fordi ’Big Ben’ efter en uheldig optræden på en natklub har fire kampes karantæne. Men ikke nok med det. Deres backup Dennis Dixon er skadet. Hans backup Byron Letwich er skadet. Så i sidste uge var det 4. quarterback’en Charlie Batch, der stillede op og i øvrigt spillede en ganske flot kamp i Steelers sejr over Tampa Bay.

Men den helt store historie har været forsvaret hos Pittsburgh. I tre kampe har de lukket blot to touchdowns ind, og i alt er der scoret i gennemsnit 11 point imod dem. Derfor er de ubesejrede.

Ravens tabte i Cincinnati 15-10, men de vandt deres to øvrige kampe og kan med en sejr over Steelers komme op på 1. pladsen i AFC North. Holdet har kun lukket 13,7 point ind per kamp, og det ville være en underdrivelse at sige, at der venter et herreslagsmål i Pittsburgh i aften.

De store profiler på forsvaret hedder Troy Polamalu hos Steelers og Ray Lewis hos Ravens. De har begge vundet Super Bowl med deres hold, og de er fuldkommen frygtløse og fandenivoldske i deres spil. En hård nød at knække for ethvert angreb, men en sand fryd for tilskuerne. Hvor er det synd, de begge ligger i AFC og derfor ikke kan mødes i en Super Bowl.

NFL tættere på ny aftale

NFLs to stridende parter, ejere og spillere, er måske kommet tættere på en løsning på de økonomiske stridigheder.

Før NFL-sæsonen i år og gennem de tre første runder har der været en meget velbegrundet frygt for, at der næste sæson ikke bliver spillet fodbold i NFL. Men nu kommer et nyt forslag måske i vejen for tankerne om en eventuel strejke eller en direkte lockout.

Den løbende aftale, der ligger mellem spillerne og ejerne i NFL, også kaldet Collective Bargaining Agreement (CBA), udløber i marts, og det betyder, at der skal forhandles om blandt andet det såkaldte lønloft. Lønloftet har indtil videre dikteret, at 60 procent af den samlede indtægt til NFL bliver delt op i 32 lige store portioner og fordelt til de 32 klubber. Det beløb, hver klub så har fået, er til spillerlønninger. Hvordan klubberne så vælger at administrere deres lønninger, er op til klubberne selv. Tjener de selv ekstra penge på events, et lækkert stadion, dyre V.I.P.-bokse eller andet, må pengene gå til klubben, til stadion og til drift men ikke til spillerlønninger.

I forbindelse med finanskrisen har begge sider ytret ønsker om forbedrede forhold. Spillerne mener, de har sværere forhold og vil derfor gerne have hævet deres procent af den samlede ’kage’, mens ejerne mener, de tjener væsentligt mindre i denne tid og derfor vil det samme. Ingen af siderne har villet rykke sig.

Nu er der så kommet forslag på bordet, der går ud på at skære to af de fire preseason-kampe fra og udvide grundspillet fra 16 til 18 kampe. På den måde skal spillerne i princippet ikke spille flere kampe, men de skal spille to mere, der har betydning for sæsonen. Fans skal ikke sidde og se på reserver eller spillere, der ikke giver sig fuldt ud. De kan i stedet se kampe, der betyder noget. NFL kommissær Roger Godell er stor fortaler for idéen, og det er ejerne af klubberne også. Der er nemlig sjældent fulde huse til preseason-kampene, men det kunne der komme nu.

Spillerne, derimod, er mindre begejstrede. Ikke alene vil to ekstra kampe tage enormt på fysikken, og manges karrierer i NFL vil blive markant kortere. Men det vil også giver en stor del af de spillere, der ikke bliver valgt i draften, langt mindre chance for at kunne gøre opmærksom på sig selv. Nogle af de største stjerner i NFL, der ikke blev draftet, er center Jeff Saturday fra Indianapolis Colts, linebacker Bart Scott fra New York Jets, linebacker London Fletcher fra Washington Redskins, quarterback Jake Delhomme fra Cleveland Browns, defensive tackle Pat Williams fra Minnesota Vikings, kicker Adam Vinatieri fra Indianapolis Colts, quarterback Tony Romo fra Dallas Cowboys, tight end Antonio Gates fra San Diego Chargers, netop pensionerede quarterback Kurt Warner fra Arizona Cardinals og wide receiver Wes Welker fra New England Patriots. Med al sandsynlighed ville ingen af disse spillere havde fået en plads i NFL under et system med kun to preseason-kampe.

Sidste gang, der blev ændret på antallet af kampe, var i 1978, da 14 kampe blev til 16. Antallet af preseason-kampe røg fra 6 ned til 4, og det var en stor hjælp for alle. To opvarmningskampe er dog ikke meget, og derfor har blandt andet Indianapolis Colts’ præsident, Bill Polian, udtalt, at han og andre allerede er i gang med at arrangere ekstra træningskampe med hold, der ligger tæt på. På den måde er det også muligt at spare nogle udgifter.

Bill Polian er helt sikkert på, at et 18-kampe grundspil om ganske kort tid bliver en realitet. Og hvis hans løsning med de ekstra træningskampe holder, kan det løse flere problemer, end han måske selv helt er klar over.

De ekstra kampe giver nemlig flere penge i kassen til ejerne. De gør det også ganske tydeligt, at spillerne er nødt til at have mere i løn. Og de gør det måske meget lettere for ejerne og spillerorganisationen at blive enige. Én ting er i hvert fald helt sikker: Nu vil det blive nødvendigt for dem at mødes. Og chancerne for, at der også spilles NFL-fodbold i næste sæson er steget gevaldigt.

Lokalopgør på 1. klasse

Det bliver et brag af et opgør på Reliant Stadium for de to Texas-hold i NFL.

Siden Houston Texans kom ind i NFL i 2002, har de været underhunde i staten Texas. Når talen falder på sport i Texas, handler det altid om Dallas Cowboys. Og med fire Super Bowl-trofæer i skabet, er der ingen som helst tvivl om, hvem der har føringen i USA’s største stat. At de så desuden har tilegnet sig kælenavnet ”America’s Team”, har kun etableret holdet som det mest populære i hele USA.

Det tidligere Houston-hold hed Oilers, men de hedder i dag Tennessee Titans, og al rivalisering mellem dem og Cowboys er stort set væk. Det nye Houston-hold, Texans, lagde faktisk ud med at vinde deres aller første kamp i NFL den 8. september 2002 på hjemmebane med 19-10 over netop Dallas, men de endte sæsonen på 4 sejre og 12 nederlag og har indtil videre aldrig nået en plads i slutspillet.

Den 26. januar 2006 blev den tidligere backup quarterback og offensive coordinator fra Denver Broncos, Gary Kubiak, ansæt som cheftræner, og han svor, at han ville bringe holdet i slutspillet. I sin første sæson hev han holdet fra 2-14 til 6-10. I 2007 var de 8-8, og det samme var de i 2008. Sidste år missede de med nød og næppe slutspillet, selvom holdet med 9-7 oplevede deres bedste sæson nogensinde.

I år var der tre hold, eksperterne før sæsonen pegede på som store favoritter. Det ene hold var Baltimore Ravens, som ser ud til at have truffet en masse rigtige beslutninger, men som i de første par kampe har haft meget svært ved at score. Det andet hold var de forsvarende mestre, New Orleans Saints, der formåede at holde på mange af deres spillere fra sidste år, men som på trods af sejre egentlig ikke har imponeret i de første par kampe i år. Og det sidste hold var Dallas Cowboys, der lagde ud med at tabe i Washington og i søndags tabte hjemme mod Chicago Bears. Houston, derimod, vandt deres hjemmekamp mod storfavoritterne fra Indianapolis Colts og søndag ude over Washington Redskins.

Så når Dallas Cowboys træder ind på Reliant Stadium i Houston søndag, skal de død og pine have en sejr, mens Houston med en hjemmesejr ikke alene sender deres dødsrivaler ned i et sort hul men måske samtidig kan være rigtig godt på vej mod deres første besøg i slutspillet.

Og Texans er blevet et smartere hold. I uge 1 mod divisionsrivalerne Colts løb Arian Foster for hele 231 yards og 3 touchdowns, mens quarterback Matt Schaub holdt sig på 9 ramte kast ud af 17 for 107 yards. Det var nok. I uge 2 skulle Redskins besejres på en helt anden måde, så Schaub ramte på 38 ud af 52 kast for 497 yards, da Texans kom tilbage og med et field goal vandt i overtid.

Texans forsvar kan stoppe løbet. De har kun tilladt modstandere at løbe 44 yards imod dem, men skal Cowboys vinde, er de nødt til at kaste bolden. For mens der endnu ikke er et hold i ligaen, der har fået flere yards eller scoret flere point end Texans, så er der i sæsonens første to kampe blevet kastet for over 900 yards imod dem. Vi skal altså se en mesterkamp fra quarterback Tony Romo og hans tre bedste receivere Miles Austin, Roy Williams og den nye Dez Bryant. Hvis Romo tvinges til at bruge den fænomenale tight end Jason Witten for ofte, så er det et dårligt tegn. Og Cowboys sæson kan være overstået, før den overhovedet rigtigt kom i gang – inklusive deres håb om at blive det første hold, der spiller en Super Bowl på hjemmebane.

Training camp

Brett Favre er måske på vej på pension - igen...


Efter en lang og heftig sportssommer med VM i fodbold, Wimbledon og Tour de France (alle tre med spanske vindere), så er det tid til at varme op til football igen. De 32 hold er gået i training camp og et par historier dominerer overskrifterne.

Store Albert Haynesworth, der sidste år var en stor og meget dyr skuffelse for Washington Redskins, markerede sig yderst uheldigt, da han i april tog sine 31 garanterede millioner dollars og stort set dagen efter sagde, at han ikke ville spille i det system, den nye head coach, Mike Shanahan, ville have ham til at spille i. Det var ikke velset - hverken blandt ejerne, fansene eller spillerne. Hans holdkammerat, London Fletcher tøvede ikke med at slå hånden af den store defensive lineman, og op til training camp så det ud til at skulle ende med at blive en sag for domstolene.

Men til alles overraskelse meldte Albert Haynesworth sig i training camp hos Redskins, og han så oven i købet godt ud. Han har tabt 14 kilo og ligner en mand, der har tænkt sig at tage sin sport alvorligt. Øøøøøh, måske skulle vi også have brugt datid her. Da Shanahan kørte Haynesworth igennem et kort fysisk træningsprogram, bestod den store spiller nemlig ikke, og efter flere forsøg er han endnu ikke kommet gennem nåleøjet. Fortsættelse følger...

Darelle Reevis blev sidste år uofficielt udnævnt til ligaens bedste cornerback, så selvom han endnu ikke er free agent, så er han ikke mødt op i training camp hos Jets. Ifølge hans agent vil han simpelthen have en bedre kontrakt. Jets-fans er bekymret, og det er ganske forståeligt. Dog skal vi lige have på det rene rene, hvad bekymringen tager udgangspunkt i.

De fleste er bange for at miste ham. Ja, det vil ikke være godt, for han er en dygtig cornerback, og han bør spille. Vil det være en katastrofe? Nej, men det vil ikke være godt for Jets. Bekymringen bør nok mest handle om hans ego. Han spiller cornerback. CORNERBACK! Efter uge 2 sidste år var der stort set ingen, der kastede bolden over i hans side, og hans status som den bedste i ligaen tager sit udgangspunkt i, at kun meget få kast er foretaget i den side af banen, han har dækket. Men for at bevise, at han er bedre end eksempelvis Raiders' Nnamdi Asomugha, bør han nok have et par sæsoner mere i bæltet. Han overvurderer sine egne evner, fordi vi i sidste sæson overvurderede ham som spiller. Og det er det, vi bør være bekymrede over.

De er også bekymrede i Minnesota, hvor Vikings-lejren er ved at indstille sig på, at deres store quarterback, Brett Favre, efter 19 sæsoner og i en alder af 39 år nu endelig har valgt at gå på pension. Tilsyneladende har han sendt et par sms'er til nogle holdkammerater, hvori han sagde, at det slut.

Men før vi nu holder et begravelsesoptog for 'gamle' Brett, så bør vi måske lige have i tankerne, at denne melding kommer seks dage før han sidste år meldte det samme ud. Vi kan stadig sagtens se Brett Favre i lilla i september, og det er der mange af hans holdkammerater, der ønsker. Vikings var sidste år en enkelt hurtig Favre-beslutning fra at komme i Super Bowl, og de fleste har en tro på, at han er manden, der kan få dem til 'The Big Dance' i år.

Men ifølge rygterne har Favre altså nu sagt farvel. Måske var hans ankelskade værre, end vi først antog, og operationen gik måske ikke så godt, som vi havde troet. Faktum er, at hvis det passer, at Favre nu trækker sig tilbage, så rykker det på hele magtforskydningen i ikke alene NFC North men i hele NFC. En rask Favre ville muligvis have kunnet guide holdet forbi Green Bay Packers i divisionen, men uden Favre er Packers storfavoritter til titlen. Og med en ag ligaens fem bedste quarterbacks ved roret (Aaron Rodgers) får Packers måske pludselig mulighed for at nå rigtig langt i år - også i slutspillet. Men skal vi nu ikke alle sammen lige klappe hesten? Det er jo trods alt Brett Favre, der er tale om. Og han har trukket sig tilbage tre gange indtil videre.

Husker du? Da Uruguay klarede ærterne

Skotlands møde med Uruguay under VM i 1954 blev en fantastisk underholdende affære for de 34.000 tilskuere, men skotterne selv kunne nok godt have undværet oplevelsen.


Før kampen mod Uruguay i VM i 1954, sagde den skotske anfører Willie Cunningham worded berømte ord: “Hvad skulle forhindre os I at slå Uruguay?” Svaret var: Uruguay.

Hvis du er fan af angrebsfodbold og mange mål, så var VM i 1954 helt fantastisk. I 26 kampe blev der scoret i alt 140 mål. De store favoritter til titlen, Ungarn, scorede hele 27 mål i fem kampe. De lagde ud med en 9-0 sejr over Sydkorea. Derpå slog de Vesttyskland 8-3, før de vandt 4-2 over Brasilien. De besejrede de regerende mestre fra Uruguay med 4-2, før de sluttede af med overraskende at tabe finalen 3-2 i repriseopgøret mod Vesttyskland.

Det var dog ikke kun ungarerne, der bidrog til VM i 1954 med højtscorende kampe. Tyrkiet vandt 7-0 over Sydkorea, og vesttyskerne slog tyrkerne 7-2. Men da Østrig slog værtsnationen Schweiz 7-5 var det – og er stadig – det højeste antal mål, der nogensinde er scoret i en og samme VM-kamp.

Skotland var med ved VM for første gang nogensinde og havde mistet deres manager Andy Beattie, efter de havde tabt 1-0 til Østrig i deres første kamp i gruppe 3. Han var blevet hyret som manager i februar måned men havde indgivet sin afskedsbegæring, efter han så sit hold tabe trods en fantastisk indsats mod et af Europas aller bedste landshold. Beattie ville simpelthen ikke længere være del af et system, hvor en komite hjemme i Skotland valgte hans spillere og kun havde givet ham tretten spillere at vælge imellem i Schweiz.

De skotske spillere havde dog masser af selvtillid efter Østrig-kampen. De var overbeviste om, at de kunne skabe en sensation mod de regerende verdensmestre. Faktisk var de så klar til opgaven, at deres anfører, Willie Cunningham, før kampen modigt udtalte: ”Hvad skulle forhindre os i at slå Uruguay?”

Svaret på det spørgsmål viste sig at være ganske simpelt: Uruguay.

Det var en meget varm dag på Sankt Jakob Stadion i Basel den 19. juni, 1954, da 34.000 tilskuere så de to hold komme på banen. De ville nok aldrig have kunnet regne ud, at de skulle være vidne til noget af det bedste underholdning nogensinde på en fodboldbane.

Julio César Abbadié fangede bolden foran Jock Aird og fandt Carlos Borges foran målet. Borges slap fri af et par forsvarere, før han fyrede en bombe op over målmand Fred Martin og ind i målet.

To skotske forsvarere jagtede Juan Schiaffino, men foran mål fandt han Omar Míguez, der scorede Uruguays andet mål. 2-0 stillingen holdt til halvlegspausen.

Anden halvleg var absolut forfærdelig for Skotland. I 48. minut scorede Borges til 3-0, før Abbadié lavede det næste med et skud i det lange hjørne. Stillingen var 4-0, og der manglede endnu 35 minutter af kampen. Skotlands spillere var tydeligvis ikke på bølgelængde med deres anfører, der før kampen så modigt havde stillet sig frem med sin udtalelse.

Borges driblede forbi en forsvarsspiller og bankede bolden i nettet i 58. minut, og otte minutter før tid gjorde Míguez det til 6-0. Da der blot manglede tre minutter, driblede Abbadié rundt om Fred Martin og scorede til slutresultatet 7-0.

Dette var et resultat, skotterne aldrig nogensinde ville glemme, og de ville måske i fremtiden være en anelse mere forsigtig, før de spåede om udfaldet af en kamp. Dette var deres første deltagelse i et VM. De måtte tage hjem efter en samlet score på 0-8.

Uruguay, derimod, kom i kvartfinalen, hvor de slog England 4-2. I semifinalen mod Ungarn lykkedes det holdet at score to sene mål og sende kampen i forlænget spilletid, hvor de til sidst måtte strække gevær overfor mægtige Ungarn


Uruguay:
Roque Máspoli
José Santamaría
William Martínez
Victor Rodríguez Andrade
Obdulio Varela
Luis Cruz
Julio César Abbadíe
Javier Ambrois
Omar Míguez
Juan Schiaffino
Carlos Borges

Manager:
Juan López

Skotland:
Fred Martin
Willie Cunningham
Jock Aird
Tommy Docherty
Jimmy Davidson
Doug Cowie
John Mackenzie
Allan Brown
Neil Mochan
Willie Fernie
Willie Ormond

Manager:
(Andy Beattie)

Husker du? Tardelli fejrede med stil

Marco Tardelli jubler over sin scoring til 2-0 i finalen mod Vesttyskland i 1982.

VM-finalen i 1982 var en af de mest ensidige finaler, der nogensinde er blevet spillet, men intet skiller sig ud i hukommelsen som fejringen af italienernes andet mål i kampen.

Efter den indledende runde var der ikke mange, der kunne have regnet ud, at VM-finalen i Spanien i 1982 ville ende med at blive et opgør mellem Italien og Vesttyskland. Italien havde spillet tre uafgjorte kampe, der kun med nød og næppe havde skaffet dem billet til deres videre færd i turneringen på en 2.-plads i gruppen efter Polen, og Vesttyskland havde tabt til Algeriet og spillet en meget mindeværdig men absolut forfærdelig kamp mod Østrig, der endte med at få FIFA til at ændre deres regler, således at fremtidige afslutningskampe i samme grupper altid skulle spilles samtidig. Ingen af de to hold havde været i stand til at imponere nogen, mindst af alt deres egne fans.

Mellemrunden viste, at italienerne kunne gennemgå en komplet forvandling. Mod de regerende verdensmestre Argentina dominerede italienerne og spillede attraktiv angrebsfodbold, og i en meget mindeværdig kamp, der med det samme blev en klassiker, besejrede Italien storfavoritterne til VM-titlen, Brasilien, med 3-2. I semifinalen fortsatte Paolo Rossi sin fantastiske nyfundne storform og scorede begge mål i 2-0 sejren over Polen, der sendte Italien på rette spor i kampen om at vinde deres tredje VM-titel.

Vesttyskland slog værtsnationen Spanien 2-1 og spillede uafgjort 0-0 mod England. Det var langt fra imponerende, men det var nok til at bringe dem i semifinalen mod Frankrig. I en fremragende kamp fra begge hold slog tyskerne Frankrig efter straffespark i den første kamp i VM-historien, der blev afgjort på den måde.

Nu gjaldt det. 11. juli, 1982, klokken 20 lokal tid. 90.000 tilskuere på plads på Santiago Bernabéu, Real Madrids hjemmebane. Blandt dem var den vesttyske bundeskansler Helmuth Kohl, den italienske præsident Sandro Pertini og den spanske royale familie.

Begge hold følte det pres, de havde på sig. Tyskerne havde spillet deres semifinale efter italienerne om torsdagen, og fordi deres kamp var røget ind i overtid og straffespark, var de nødt til at ændre deres planer om at tage af sted fra Sevilla med det samme og finde sig til rette i deres nye værelser i Madrid. Som om det ikke var nok, så løb tyskerne også lige ind i en lufthavnsstrejke og kunne ikke komme med deres fly før klokken fire om morgenen, og de endte med at miste en nats søvn på den konto. Det kunne de stadig føle i kroppen, da de løb på banen 11. juli.

Italienerne var uden deres midtbanegeneral Giancarlo Antognoni, og kun syv minutter inde i kampen mistede de deres angriber Francesco Graziani, der måtte udgå med en skadet skulder. Italienerne havde deres bekymringer.

De første 20 minutter af kampen var ganske lige, men i det 25. minut lavede Hans-Peter Briegel straffe, da han væltede Bruno Conti i feltet. Men Antonio Cabrini skød bolden til højre for målet og missede den store mulighed for at bringe italienerne foran. Det var det første brændte straffe i en VM-finale nogensinde.

Claudio Gentile var tilbage efter karantæne, og han havde til opgave at dække den altid farlige Pierre Littbarski. Gentile markerede ham fuldstændig ud af kampen. Samtidig holdt den blot 18-årige Giuseppe Bergomi sin plads i startopstillingen, og han spillede fænomenalt.

Italienerne viste uden tvivl de bedste takter. De spillede bedre, de var bedre organiserede, og de var hurtigst på bolden. Til gengæld var de hele tiden klar over, at det var Vesttyskland, de spillede imod, og tyskerne var kendt for aldrig nogensinde at give op og for altid lige at give den en lille smule ekstra, når det var mest nødvendigt. Det havde de bevist i semifinalen, da de var bagud 3-1 mod franskmændene og alligevel kom tilbage og vandt kampen. I halvlegspausen var det derfor naturligt for anfører Dino Zoff at give sine spillere en lille motiverende tale, hvor han med humor gjorde dem opmærksom på, at de nok skulle score det afgørende mål i 2. halvleg, hvis de blot hele tiden fokuserede på at gøre deres bedste. Hans glimt i øjet og den naturlige respekt, han indgød, lod til at virke.

Fra begyndelsen af 2. halvleg virkede italienerne om muligt endnu mere fokuserede og klar til opgaven. I 57. minut lavede Karl-Heinz Rummenigge frispark mod Gabriele Oriali ved midterlinjen. Marco Tardelli skyndte sig at tage sparket og sendte bolden ud til en helt åben Gentile på højre side. Med masser af plads og tid lagde han den perfekte aflevering ind foran det tyske mål, og her dukkede ingen andre end Paolo Rossi op. Fuld af selvtillid satte han panden på bolden og scorede til 1-0 for italienerne.

Paolo Rossi, der havde haft karantæne på grund af en bestikkelses-skandale, var blevet spilleklar kort før VM. Træner Enzo Bearzot var blevet hængt ud i pressen for at have taget Rossi med i VM-truppen, og alle havde følt, at Rossi var helt ude af form. Med dette åbningsmål i finalen scorede Rossi sit sjette mål i træk for italienerne og blev topscorer i VM i 1982.

Målet var som at se luft sive ud af en ballon. Tyskerne var helt forstenede over målet, og på kun ti minutter lignede det en kamp mellem et verdenshold og et 3. divisionshold. Gaetano Scirea modtog bolden i højre side. Han spillede den med hælen tilbage til Bergomi, tilbage til Scirea, der med lethed fandt en helt fri Marco Tardelli. Tardelli ramte bolden fladt og hårdt, og den fløj sikkert ind i netmaskerne, mens tyskerne lå rundt omkring i deres eget straffesparksfelt som dukker, der havde fået skåret deres snore over. Kampen var blevet en total italiensk opvisning.
Det mest mindeværdige øjeblik var dog den måde, Marco Tardelli fejrede målet på. Han vidste – som enhver anden der så kampen, at der ikke var nogen som helst vej tilbage for tyskerne. Forskellen mellem disse to hold var simpelthen for stor denne søndag i 1982. Tardelli gik i total ekstase, og han pumpede sine lange arme, mens han skreg som en vanvittig og løb ud mod udskiftningsbænken. Hans reaktion var så enestående, at når nogen i dag fejrer en scoring på lignende måde, så kalder man det ”Tardellis skrig”.

Ni minutter før tid var det den brillante wing Bruno Conti, der gjorde ydmygelsen af den normalt ganske stærke tyske back Hans-Peter Briegel total. Conti brød fri af ham og løb ned langs højre side og sendte bolden skråt tilbage til Alessandro Altobelli, der lagde låg på med en flot scoring til 3-0. Alle tre mål var kommet fra Hans-Peter Briegels side af banen.

Paul Breitner scorede et fabelagtigt trøstmål, men han og holdkammeraterne jublede ikke meget, fordi det netop kun var et trøstmål. Breitner kunne senere glæde sig over det faktum, at han nu havde scoret i to VM-finaler, idet han otte år tidligere havde scoret, da tyskerne på hjemmebane besejrede Holland 2-1.

Den 30-årige veteran ville nok hellere have løftet trofæet. I stedet var det Dino Zoff, der fik den ære, og han beviste derved, at alder ikke burde holde nogen tilbage fra at forsøge at gå efter de store mål. Han var 40 år og 133 dage gammel.

Vesttyskland havde ikke tabt en landskamp til et andet europæisk hold siden VM fire år tidligere i Argentina. Men italienerne lod dem aldrig rigtig komme ind i kampen. Fodbold kommentator Nando Martellini sagde det bedst, da han råbte ind i sin mikrofon: Campione del mondo, Campione del mondo, Campione del mondo, som forsøgte han at overbevise sig selv om, at det var rigtigt, og at det virkelig var sket. Det var også lige præcis de ord, der prydede den absolut mest populære sportsavis i Italien, La Gazzetta dello Sport næste morgen. Avisen solgte et rekordstort antal på over halvanden million eksemplarer.

Italienerne havde vundet deres tredje VM-titel, men det øjeblik, der for altid havde printet sig ind i folks bevidsthed, var Marco Tardellis fantastiske måde at fejre på efter målet til 2-0.

Holdet rejste hjem til Italien med præsident Sandro Pertini, som kameraerne havde zoomet en del ind på i løbet af kampen, når han fejrede de mange scoringer. For Pertini lod det til at være en slags ventil for 40 års frustrationer. Pertini var kommunisten, der personligt havde givet ordren til at hænge Benito ’Il Duce’ Mussollini under 2. Verdenskrig. Desuden havde han fra starten kæmpet imod fascismen. Endelig var fjenden blevet slået, og med denne enestående sejr kom der håb for den italienske økonomi, respekt fra resten af verden, og lykke til hans folk. Sejren betød, at hans land var blevet som født igen, og Italien var nu klar til at træde ind i sin nye rolle som det land, der havde verdens bedste nationale fodboldliga.

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Hans-Peter Briegel
Paul Breitner
Karl-Heinz Förster
Bernd Förster
Wolfgang Dremmler 62
Pierre Littbarski
Klaus Fischer
K.-H. Rummenigge 70
Uli Stielike
Manfred Kaltz

Reserver:
Horst Hrubesch 62
Hansi Müller 70

Manager:
Jupp Derwall

Italien:
Dino Zoff
Giuseppe Bergomi
Antonio Cabrini
Fulvio Collovati
Claudio Gentile
Gaetano Scirea
Gabriele Oriali
Marco Tardelli
Bruno Conti
Francesco Graziani 7

Reserver:
A. Altobelli 7 (89)
Franco Causio 89

Manager:
Enzo Bearzot

Vidste du? Han skabte VM-historie

Lucient Laurent var overhovedet ikke klar over, at han skrev VM-historie 13. juli 1930 klokken 15.19 i Uruguay.

Det var et ganske almindeligt mål, og Lucien Laurent jublede med sine holdkammerater, som han havde gjort så mange gange tidligere for sin klub Cercle Athtétique de Paris. Først senere forstod han, at han havde scoret det aller første mål i det aller første VM nogensinde.

Da Frankrigs Ernest Liberati præcis klokken 15.19 den 13. juli, 1930 i kampen mellem Frankrig og Mexico sendte bolden ind fra højre, og Lucien Laurent flugtede den i mål bag målmand Oscar Bonfiglio, havde Laurent ingen idé om, at han havde skrevet historie. Men i modsætning til mange af sine holdkammerater ville han have rigtig lang tid til at lade det synke ind.

Da de 13 hold var ankommet til Uruguay for at deltage i det første fodbold-VM nogensinde, trak man lod om hvem, der skulle spille mod hvem – ikke et sekund før. Oprindeligt havde det været tanken at lave en vind-eller-forsvind turnering, men da FIFA ikke var klar over helt præcist hvor mange af de 16 inviterede hold, der ville dukke op, så valgte de i stedet en model, hvor holdene startede i grupper og derefter spillede efter cup-systemet. Det betød, at de 13 hold var inddelt i fire grupper, en med fire hold og de tre øvrige med tre hold i hver. Frankrig var endt i Gruppe 1 sammen med Mexico, Argentina og Chile.

I 1930 var Frankrig ikke et særlig godt fodboldhold. De havde formået at vinde sølvmedaljer under De Olympiske Lege på hjemmebane i Paris i 1900, da fodbold var en demonstrationssport, men holdet havde bestået af amatører samlet til legene. Den første officielle fodboldkamp Frankrig spillede under Fédération Française de Football var en 3-3 kamp ude mod Belgien 1. maj, 1904.

Det var også en kamp imod Belgien, der repræsenterede franskmændenes sidste sejr, før de ankom til Uruguay, idet de havde slået belgierne en måned før, den første kamp skulle sparkes i gang i de nye verdensmesterskaber. Men den sejr havde været Frankrigs første i de 11 seneste forsøg, og det så ikke godt ud for holdet.

Heldigvis for franskmændene var Mexico i en endnu værre forfatning. Da deres landshold ankom til Uruguay, havde de aldrig prøvet andet end at tabe – undtagen i et enkelt tilfælde, hvor de havde spillet imod Guatemala. Derfor var der håb for franskmændene, der også følte, de måtte vise lidt stolthed over, at FIFA oprindeligt var startet som en fransk idé, og at FIFAs hovedkvarter lå i Paris. Derudover var Jules Rimet – en franskmand – præsident for FIFA, og det lagde også et lille ekstra pres på spillernes skuldre. Heldigvis var det ikke for meget for dem.

To kampe blev sat i gang samtidig. Frankrig imod Mexico, og USA imod Belgien. Klokken 15.00 blev den historiske begivenhed et faktum, men 19 minutter senere, blev der skrevet en endnu vigtigere side i bogen, da Lucien Laurent scorede det første mål i VMs historie.

Ikke alene havde Mexico i deres seneste turneringskamp mod Spanien under De Olympiske Lege i 1928 tabt med hele 7-1, men på den sydlige halvkugle var det officielt vinter. Blot aftenen før var der faldet sne, og det var ikke noget, mexicanerne var glade for.
Frankrig spillede klart bedst i kampen, og selvom målmand Alex Thépot blev skadet efter en halv times spil, hvilket sendte Augustin Chantrel ind i målet for at forsvare på et hold, der nu kun var ti mand dybt, så lykkedes det aldrig mexicanerne at lægge mere pres på europæerne.

Før halvlegspausen havde Marcel Langiller og André Maschinot gjort det til 3-0. Juan Carreño gav mexicanerne en lille smule håb i 70. minut, da han sendte en aflevering fra Dioniso Mejía i netmaskerne, men tre minutter før tid fandt den lynhurtige Langiller igen Maschinot, der scorede sit andet mål i kampen. Frankrig vandt kampen 4-1. De tabte de to næste kampe 1-0 til Argentina og 1-0 til Chile, men kampen ville altid blive husket for at være den med det aller første VM-mål nogensinde. I den anden kamp vandt USA 3-0 over Belgien, men deres første mål før ikke før 41. minut.
Lucien Laurent var den sidste overlevende spiller fra den berømte kamp, da han døde den 11. april, 2005. Laurent blev 97 år gammel.


Frankrig:
Alex Thépot
André Maschinot
Edmond elfour
Marcel Langiller
Marcel Capelle
Augustin Chantrel
Alex Villaplane
Ernest Liberati
Lucien Laurent
Marcel Pinel
Étienne Mattler

Manager:
Raoul Caudron

Mexico:
Oscar Bonfiglio
José Ruiz
Manuel Rosas
Alfredo Sanchez
Dioniso Mejía
Hilario Lopez
Rafael Garza Gutierrez
Efrain Amezcua
Felipe Rosas
Juan Carreño
Luis Perez

Manager:
Juan L. de Serralonga

Husker du? Da én mand vandt VM

Diego Armando Maradona var den meget fortjente hovedperson i VM i 1986, og ingen kunne sige noget imod, at det var ham, der hævede trofæet.



Aldrig før havde én enkelt spiller haft så stor en hånd med i at vinde et VM, som Diego Armando Maradona i Mexico i 1986.

Fodbold er og har altid været en holdsport. 11 spillere samarbejder for at skabe et resultat mod 11 spillere, der som et hold prøver på det samme. Hvert hold består af spillere med forskellige evner. Samlet kan spillernes evner hjælpe til med at nå holdets, trænerens og managerens mål.

En sjælden gang imellem kommer der er spiller frem i søgelyset, der simpelthen bare overgår alt det ovennævnte. En spiller som Pelé var i stand til at skinne igennem som kun meget få angribere før ham. Johan Cruyff var en spiller, der helt og aldeles ændrede fodboldens betydning i Holland og den mentalitet, den hollandske trup spillede med. Alle personer i verden, der interesserer sig for fodbold, kan huske en spiller, der simpelthen bare havde den lille smule ekstra, der gjorde, at han stod ud og var meget mere end en holdspiller.

Da Diego Armando Maradona med Argentina tog til VM-slutrunden i Mexico i 1986, forventede de fleste, at han ville skille sig ud fra mængden. Men det kan kun have været et fåtal, der havde regnet ud, hvor meget han ville skille sig ud. Nu skal man ikke tage noget fra store spillere som Jorge Valdano, Jorge Burruchaga, Ricardo Giusti og andre af Maradonas holdkammerater i Mexico, men det må være nærmest umuligt at finde en fodboldekspert noget sted i verden, der med overbevisning i stemmen kan hævde, at Argentina ville være kommet blot i nærheden af finalen uden Maradona på holdet.

Diego Maradona var den aller sidste spiller, der til VM på hjemmebane i 1978 blev skåret fra det hold, der endte med at vinde titlen, og fire år senere havde alle glædet sig til at se ham i åbningskampen mod Belgien, som Argentina lidt skamfuldt tabte 1-0. Presset på Maradona var enormt i 1982, og han svarede igen ved at score to mål i den næste kamp, en 4-1 sejr over Ungarn, før han sluttede af med at hjælpe Argentina til en pligtsejr på 2-0 over El Salvador.

I mellemrunden vågnede italienerne op og slog Argentina 2-1 i en flot kamp. Argentinerne sluttede deres skuffende Spaniens-eventyr med at blive sendt hjem af ærkerivalerne Brasilien, der slog dem 3-1. Maradona magtede ikke at skjule sin skuffelse og blev vist ud tre minutter før tid efter en grov tackling. Det var en uværdig afslutning på VM i 1982 for argentinerne og især for Maradona, som alle havde haft så høje forventninger til. Fire år senere fik han hævn.

I åbningskampen i 1986 mod Sydkorea trak Maradona stadig en lille smule med en skade, men det var ikke nok til at holde ham ude. Det skulle være hans VM. Du kunne læse det i hans øjne, og fans fra hele verden tunede ind på Argentinas kampe for blot at få et glimt af den lille troldmand.
Han havde forladt Barcelona i Spanien og spillede nu for Napoli i den italienske Serie A. Med Napoli havde han indtil videre vundet to mesterskaber, var blevet nummer to et par gange, havde vundet en Coppa Italia, havde tabt en enkelt pokalfinale og havde vundet UEFA-Cup-pokalen.

Hans enestående evner gjorde ham dog også til et mål, og sydkoreanerne var ekstremt hårde ved ham. Men på trods at han blev sparket, hevet, trukket, skubbet og slået stort set hver eneste gang, han havde bolden, så lykkedes det ham alligevel at lægge op til tre mål og sikre Argentina en sejr på 3-1. Hvad der var endnu mere vigtigt var, at han ikke havde mistet besindelsen, men at han havde holdt sig på måtten.
I den næste kamp imod Italien, fik italienerne straffe, efter Oscar Garré tilsyneladende havde haft hånd på bolden i feltet. Alessandro Altobelli scorede sikkert, og efter blot seks minutter var italienerne i front.

Italienerne satte Salvatore Bagni på Maradona, og han gjorde det ganske godt. Men i 33. minut slap Maradona væk fra sin ”overfrakke”, driblede forbi Gaetano Scirea og bankede bolden flot i mål med sit berømte venstre ben.

Bulgarien havde spillet uafgjort med Italien i den første kamp og med Sydkorea i den anden, og fordi de havde holdt et godt øje med de øvrige grupper, var de klar over, at hvis de kunne komme ud af kampen mod Argentina med blot endnu et point, så ville de have gode chancer for at gå videre. Derfor sendte træner Ivan Vutzov sit hold på banen uden ene eneste angriber. Til gengæld proppede han midtbanen med spillere, men det gik hurtigt galt. Efter blot tre minutter missede de et par tacklinger, og José Cuciuffo fandt Jorge Valdano, der scorede sit tredje mål i turneringen.

Da Maradona sendte et perfekt indlæg indover i 79. minut, kunne Jorge Burruchaga heade 2-0 målet ind.

Da Argentina nåede til næste runde, kunne Maradona stadig føle sin skade, og han spillede med to forskellige størrelser fodboldstøvler. Det var nærmest som en åben invitation til Uruguay. Men Uruguay var blevet advaret og havde fået en bøde af FIFA på grund af hårdt spil, så de kunne ikke gå efter Maradona, som de havde lyst til. Derfor fik han plads til at agere ganske frit og fuldstændigt kontrollere kampen. Han skabte et utal af chancer, ramte overliggeren med et fantastisk frispark og fik endda et mål annulleret. Det var dog ikke Maradona, der stod bag 1-0 målet. Det kom, da Eduardo Acevedo tøvede i Uruguays forsvar og nærmest serverede bolden direkte til Pedro Pasculli, der tog imod chancen med kyshånd.

Dette var den første VM-kamp mellem de to hold siden VM-finalen i 1930. Nu skulle Uruguay hjem, og Argentina skulle videre til kvartfinalen for at møde England.
Dette skulle blive den mest kontroversielle kamp siden VM-finalen i 1966, hvor de stadig den dag i dag diskuterer, om bolden var over linjen eller ej. Det kan hjælpe de engelske fans at huske på, at Argentina i denne kvartfinale faktisk allerede før pausen spillede væsentligt bedre end englænderne, og at de havde fortjent at føre.
Det forsvarer dog ikke de vanvittige hændelser, der fulgte, men det forklarer hvor forskelligt, fodbold kan anskues fra hver sin side af Atlanterhavet. Da Steve Hodge spillede bolden baglæns mod målmand Peter Shilton, røg den op i luften, og Maradona så straks en mulighed. Han hoppede op for at sætte hovedet på bolden. Men hvad han manglede i højden, lagde han til, da han strakte sin arm frem og boksede bolden over Peter Shilton og ind i nettet. Shilton og hans holdkammerater kunne simpelthen ikke forstå, hvordan dommer Ben Nasser fra Tunesien ikke havde set noget og blot havde tilladt scoringen af den argentinske anfører. Maradona fejrede målet ved at knytte næven på den hånd, der havde bokset bolden i mål og holde den op mod tilskuerne.

I fair play-England findes der nok ikke noget værre end at snyde og stjæle sig til en sejr. Det er den absolut laveste måde, hvorpå du kan vinde, og bliver du taget i at snyde, bliver du automatisk frosset ude. Det er af samme årsag, de fleste englændere har så svært ved at håndtere, når sydamerikanske eller sydeuropæiske spillere kaster sig ned og vrider sig i græsset, når de stort set kun er blevet strejfet. Er det en del af spillet? Ja, desværre. Men det er det faktum, at det stort set er umuligt at opdage, hvornår en spiller rent faktisk er blevet sparket ned, og hvornår han bare filmer, der er blevet en del af spillet. Det er en kæmpe fejl i selve spillet, at det overhovedet kan lade sig gøre, og hurtige video-gennemgange ville uden problemer kunne tage sig af 95 % af tilfældene. Spillet er stoppet alligevel, og hvis videoen så viser, at det var snyd, så er der advarsel og kæmpebøde. Det skulle skabe mulighederne for hurtigt at få ryddet op i det. Det værste for englænderne er, at det er snyd. For dem er det lidt ligesom at deltage i Tour de France og sige: ”Nu skal du høre. Jeg vil gerne konkurrere med dig, men er det okay, jeg starter et par timer før dig?”

I Argentina har de en helt anden indgangsvinkel til sporten. En meget vigtig del af spillet er for argentinere det såkaldte Viveza Criolla, hvilket løst oversat betyder noget i retning af, at du kan bruge alle midler til at vinde. Så mens Maradona’s mål i England var den værste form for snyd, så var det i Argentina den perfekte udførelse af Viveza Criolla.

For Argentina var der samtidig tale om hævn helt tilbage fra VM i 1966 og fra Falklandskrigen og meget mere. Men i vores del af verden er det stadig det måske mest forfærdelige mål, der nogensinde er blevet scoret.

Kun tre minutter senere blev Mr. Hyde til Dr. Jekyll, da Maradona viste helt præcist hvorfor, en hel verden elskede at hade ham og hadede at elske ham. Maradona fik bolden omkring midterlinjen og løb mod det engelske mål. På vejen snød han fire engelske spillere, før han fik Peter Shilton til at ligne en klovn og lagde bolden ind i det engelske mål. Det er stadig det måske mest fantastiske VM-mål, der nogensinde er blevet scoret.

Englands manager Bobby Robson skiftede Trevor Steven ud med John Barnes, da der manglede 15 minutter af kampen. Kort efter passerede Barnes to mand på venstrefløjen og sendte bolden perfekt ind til Gary Lineker, som scorede sit 6. mål i tre kampe. Desværre for englænderne var det både for lidt og for sent, og selvom Maradona havde snydt og bedraget, så fortjente Argentina at vinde kampen.

Før semifinalen mod Belgien sagde den belgiske målmand Jean-Marie Pfaff til en horde af journalister, at der egentlig ikke var noget særligt ved Maradonas skud, og at han højst sandsynligt ikke ville have problemer med dem. Det fik han.

I endnu et one-man show passerede Maradona Pfaff to gange. Første gang fangede han den belgiske målmand ude af balance, da han skød fra højre side, og det andet var næsten lige så genialt som målet imod England. Han driblede sig igennem forsvaret og fra venstre side a feltet hoppede han op og sparkede, mens bolden var i luften og - så at sige - på det absolut forkerte tidspunkt – i hvert fald for målmanden. Igen stod Pfaff som cementeret fast og ude af stand til at røre sig. Pfaff var en fabelagtig målmand. Det hersker der ingen tvivl om. Men så god var Maradona bare.

Maradona scorede ikke selv i finalen mod Vesttyskland. Men gjorde stort set resten. Den tyske træner, Franz Beckenbauer, pudsede Lothar Matthäus på Diego Maradona, og det var ikke en helt skidt idé. Til gengæld valgte Harald Schumacher, turneringens bedste målmand med tre gange rent bur bag sig, at forsøge at løbe ud til Burruchagas frispark i 23. minut for at nå bolden. Han havde aldrig en chance, og José Luis Brown headede bolden i mål til 1-0.

Ti minutter inde i 2. halvleg startede Maradona et angreb, der endte med, at Valdano med bolden susede ned mod Schumacher i målet. Før han kom for tæt på mål, fyrede han af, og bolden passerede Schumachers udstrakte fod. 2-0 til Argentina.

De, som kender blot det mindste til tyskere og tysk fodbold, ved, at de aldrig nogensinde giver op. I 74. minut fandt den fabelagtige venstre back Andreas Brehme med et brillant hjørnespark Rudi Völler inde foran mål. Völler sendte bolden videre til Karl-Heinz Rummenigge, der glidende fik bolden over mållinjen.

Völler headede udligningsmålet ind efter endnu et Brehme-hjørnespark, der gennem Thomas Berthold endte i netmaskerne otte minutter før tid. Tyskerne fortsatte med at presse på. De havde indhentet et to-måls forspring, og nu var det tid til at afslutte kampen. Det var en fejl.

Maradona fandt Burruchaga med en genial gennemspilning, og Burruchaga skuffede ikke sit Argentina. Argentinerne vandt kampen 3-2, og Maradona havde gjort dem til verdensmestre. For tyskerne var det anderledes. Rummenigge blev den første anfører, der spillede i to finaler, der endte med nederlag, men Maradona kom selv til at tabe den næste finale i 1990 – til tyskerne.

Argentina:
Nery Pumpido
José Cuciuffo
Julio Olarticoechea
Héctor Enrique
Oscar Ruggeri
José Luis Brown
Ricardo Giusti
Sergio Batista
Jorge Burruchaga 89
Diego Maradona
Jorge Valdano

Reserver:
Marcelo Trobbiani 89

Manager:
Carlos Bilardo

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Thomas Berthold
Hans-Peter Briegel
Dietmar Jakobs
Karlheinz Förster
Norbert Eder
Lothar Matthäus
Andreas Brehme
Klaus Allofs 45
Felix Magath 61
Karl-Heinz Rummenigge

Reserver:
Rudi Völler 45
Dieter Hoeness 61

Manager:
Franz Beckenbauer

Husker du? Da den bedste målmand var et nordirsk mirakel

Harry Gregg stod et helt fantastisk VM for Nordirland og blev fortjent kåret til turneringens bedste målmand.

En helt enestående indsats af et levende mirakel i Nordirlands mål under VM i Sverige i 1958 gav hans hold en plads i play-off runden – og videre.

At Harry Gregg overhovedet stod på mål for Nordirland under VM i Sverige i 1958 er i sig selv fantastisk, men at han spillede på så højt et niveau, at han faktisk blev udnævnt til turneringens bedste målmand, er intet mindre end et mirakel.

Den 5. februar, 1958 var Harry Gregg ombord på en flyver fra Beograd, hvor hans hold Manchester United lige havde spillet uafgjort 3-3 mod Røde Stjerne og derved sikret sig en plads i Europa Cup’ens næste runde. De mellemlandede i München for at få mere brændstof på og forsøgte derefter igen at lette i snevejret. Efter to forsøg begyndte piloterne og teknikerne i lufthavnen at diskutere risikoen ved at blive ved med at forsøge at lette. Der var ingen tvivl om, at den ene af motorerne havde set bedre dage, men flyveren havde mere end nok kraft med sin ene motor til at lette og flyve over den engelske kanal, så de besluttede sig for at give det et sidste forsøg. Faktisk ville de bare rigtig gerne hjem.

Da flyveren for tredje gang bevægede sig nedad startbanen, blev det hurtigt tydeligt for dem alle, at der var noget helt galt, og at det ikke ville lykkes at lette. Johnny Berry, som var kommet til Manchester United fra Birmingham City i 1951 og havde hjulpet holdet frem til tre mesterskaber, begyndte endda at råbe: ”Vi overlever ikke det her!”

Flyveren nåede aldrig ordentligt op i luften og pløjede i stedet gennem et hegn, gled over en vej og bankede ind i et hus. Den ene vinge og en del af halepartiet blev med det samme flået af, hvorefter forenden af flyveren kolliderede med et stort træ. Ifølge de officielle rapporter bankede flyet også ind i et stort skur med ekstra brændstof og dæk. Det var absolut kaos.

I forbindelse med dette flystyrt er der måske flere fortællinger forbundet end med noget andet flystyrt i historien. Fælles for dem alle er, at de er meget sørgelige. Dog handler en af historierne om målmand Harry Gregg, der ikke alene formåede at overleve styrtet, men som var det i en amerikansk Hollywood-film faktisk endte med at blive en vaskeægte helt.

Det lykkedes nemlig Gregg at undslippe flammehelvedet, men i stedet for at løbe i sikkerhed, overvejede han situationen og valgte at kæmpe sig ind i flyet igen. Et minuts tid efter kom han ud med en hårdt såret kvinde og hendes lille baby. Men det var ikke nok. Han løb tilbage gennem flammerne og fandt Dennis Viollet og Bobby Charlton, der begge var bevidstløse på grund af styrtet og den voldsomme røgudvikling. Han tog et godt greb i hver deres bukselinning og trak dem uden for flammernes rækkevidde. Han hjalp også Jackie Blanchflower og manager Matt Busby i sikkerhed
Syv spillere døde i samme øjeblik, flyet bragede ind i huset og skuret, og flammerne begyndte at springe: Angriberne Tommy Taylor, 26, David Pegg, 22, og Liam Whelan, 22 og forsvarerne Roger Byrne, 28, Geoff Bent, 25, Mark Jones, 24 og Eddie Colman, 21. Tre loyale støtter af klubben døde sammen med træner Bert Whalley, træner Tom Curry og klubsekretær Walter Crickmer.

Den mest berømte af alle spillerne var den 22-årige half-back Duncan Edwards, der med nød og næppe holdt ved endnu. Men efter 15 dages intens kamp på Rechts der Isar-hospitalet, gav han endelig op. Hans nyrer stod af, og han døde. På et tidspunkt var det heller ikke sikkert, om manager Matt Busby ville overleve. Han havde så voldsomme skader på brystkassen, at der to gange blev hidkaldt en præst, der kunne give ham den sidste olie.

Det kan være vanskeligt at forstå, hvordan Harry Gregg blot få måneder efter så traumatisk en oplevelse sammen med broderen til en af de mænd, han havde reddet, Danny Blanchflower, Nordirlands anfører, kunne føre holdet på banen til deres første VM-kamp nogensinde – og så med så stor succes.

De lagde ud med at besejre Tjekkoslovakiet 1-0, hvorefter de tabte 3-1 til Argentina, før de måtte ud i den afgørende kamp mod Vesttyskland for at finde ud af, hvor deres skæbne lå.

Fra begyndelsen af kampen var der ingen som helst tvivl om, hvilke af de to hold, der havde mest international erfaring. Tyskerne kastede det ene angreb nedover nordirerne efter det andet, og Harry Gregg hev perleredning efter perleredning frem. Hans helt enestående indsats i kampen var en afgørende faktor, da han endte med at blive valgt til turneringens bedste målmand.

I 18. minut sendte Billy Bingham bolden indover, og den tyske målmand Fritz Herkenrath beregnede dens bane forkert. Han hoppede op og forsøgte at nå den, men den landede lige for fødderne af Peter McParland, der sendte bolden i mål.

Blot to minutter efter lykkedes det Helmuth Rahn med et flot loppet skud at passere Harry Gregg, og det udlignende mål røg ind i det øverste venstre hjørne. Det var et meget flot mål og også meget velfortjent. Stillingen 1-1 holdt til halvleg, hvilket var langt mere, end Nordirland havde turdet håbe på mod de regerende verdensmestre.
I 60. minut var det så tid for tilskuerne inklusive den svenske Kong Gustav på Malmö Stadion at tabe kæben igen. Wilbur Cush sendte et hjørnespark ind i det tyske straffesparksfelt, hvor bolden blev mødt af Billy Bingham, der headede bolden videre til McParland. Igen stod han helt fri foran mål og havde ingen problemer med at gøre det til 2-1. Folkemængden følte, at en sensation kunne være på vej.

Men 12 minutter fra tid var det den altid farlige Uwe Seeler, der fyrede af fra distancen. Ethvert forsøg tæt under mål var blevet afværget af den fabelagtige Gregg i Nordirlands mål, og Seeler vidste godt, han var nødt til at forsøge noget nyt. Det skulle vise sig at være en god idé. Bolden sejlede ind i højre side af målet, og det stod 2-2. Der var ikke mange, der havde forventet at opleve så voldsom en jubel, når tyskerne scorede, men de tyske spillere var godt klar over, at de var oppe imod en modstander, der intet havde at miste, og som havde den bedste mand i målet, de endnu havde stået overfor.

Kampen endte uafgjort 2-2, hvilket skaffede Nordirland en play-off kamp mod Tjekkoslovakiet. I forlænget spilletid vandt de 2-1, men i kvartfinalen mod Frankrig var de løbet tør for damp. Franskmændene med Raymond Kopa og Just Fontaine slog dem 4-0.

I Nordirlands første VM-slutrunde nogensinde havde Harry Gregg været manden bag deres rejse hele vejen til kvartfinalen. Det må siges at være et mirakel fra en mand, der kun var i live på grund af et andet mirakel.

Vesttyskland:
Fritz Herkenrath
Georg Stollenwerk
Erich Juskowiak
Horst Eckel
Herbert Erhardt
Horst Szymaniak
Helmut Rahn
Fritz Walter
Uwe Seeler
Hans Schäfer

Manager:
Sepp Herberger

Nordirland:
Harry Gregg
Willie Cunningham
Alfred McMichael
Richard Keith
Bobby Blanchflower
Bertie Peacock
Billy Bingham
Wilbur Cush
Tommy Casey
Jimmy McIlroy
Peter McParland

Manager:
Peter Doherty

Husker du? Da Sydkorea skabte et mirakel i 2002

Ahn Jung-Hwan fejrer sin ufortjente scoring mod Italien i 2002.



Der er ingen tvivl om, at et af de største mirakler i VMs historie var, da Sydkorea formåede at komme hele vejen til semifinalen på hjemmebane i VM i 2002. Til gengæld så det ud til, at de fik alt den hjælp, de havde brug for undervejs.

Fodbold fans over hele verden lader til at blive ekstra henrykte, når de kan være vidner til de helt store overraskelser. I 1950 vandt USA over England; i 1966 overraskede Nordkorea italienerne; i 1982 slog Algeriet vesttyskerne. Der er masser af overraskelser at vælge imellem gennem VMs lange historie. Men da Sydkorea under det første VM arrangeret i Asien i 2002 formåede at komme hele vejen til semifinalen, var det måske den største overraskelse af alle. Om alt så gik lige efter bogen er nok en lidt anden sag.

FIFA havde en plan om at udvide grænserne for VM-fodbolden, og derfor accepterede de et fælles bud fra Japan og Sydkorea om at være værter for VM i 2002. Det må med det samme siges, at det første VM i Asien var en kæmpesucces, og fans fra begge lande var en fornøjelse at følge på tilskuerpladserne – både når de var ude og støtte deres respektive lande, men især også når de støttede andre nationer som eksempelvis Brasilien, England og Tyskland.

Som fodboldturnering præsenterede VM i 2002 os samtidig for nogle af de mest solide overraskelser, vi havde været vidne til, og for første gang nogensinde kunne vi finde hold fra Europa, Afrika, Nordamerika, Sydamerika og Asien så langt henne i turneringen som kvartfinalerne.

I 2000 forlod hollandske Guus Hiddink jobbet som træner for den spanske klub Real Betis og rejste til Sydkorea for at være manager for landsholdet. Der var flere gange i hans første halvandet år som træner, hvor pressen i Sydkorea kritiserede ham for ikke at tage arbejdet alvorligt nok. Der var ofte billeder i aviserne af Hiddink sammen med sin kæreste på tidspunkter, hvor de mente, han skulle have koncentreret sig om at træne holdet. Da de tabte 2-1 til USA i Gold Cup i starten af 2002, var pressen ude igen og hævdede, at Hiddink ikke havde været i stand til at løfte opgaven og gøre holdet klar til den store opgave, der ventede lige rundt om hjørnet. De havde en forventning om, at Sydkorea i hvert fald kom videre fra VM-grundspillet og ikke blev den første værtsnation nogensinde, der ikke kom videre fra 1. runde.

Da Hiddink og hans trup tog hul på den første kamp mod Polen, skulle det dog hurtigt vise sig, at han i det mindste stillede med det mest veltrænede mandskab af måske samtlige deltagende lande i Sydkorea og Japan. Og da koreanerne for øjnene af 48.760 jublende fans sikkert vandt kampen 2-0 på mål af Hwang Sun-Hong og Yoo Sang-Chul, begyndte stemningen i pressen også at ændre sig.

Indsatsen mod et meget stærkt spillende USA kunne de måske godt stille spørgsmålstegn ved. USA spillede noget rigtig attraktivt fodbold under hele VM i 2002 og udspillede selveste Tyskland i store dele a deres kvartfinale, som de tabte 1-0 på en mål af Michael Ballack i 1. halvleg. Mod sydkoreanerne havde de førertrøjen på fra start til slut. Et tidligt mål af Mathis burde være blevet fordoblet, da den schweiziske dommer Urs Meier missede et klart straffe begået mod Beasley. Senere fik Lee Eul-Yung chancen fra 11-meter pletten men Brad Friedel klarede det svage spark.

I slutningen af 2. halvleg mødte Ahn Jung-Hwan et frispark og headede en meget ufortjent udligning ind, hvilket fik stadion i Daegu til at ryste af begejstring under de 60.778 tilskueres jubel.

Den store overraskelse kom imod storfavoritterne fra Portugal, der kunne klare sig med uafgjort i kampen for at komme videre til ottendedelsfinalerne. Den intense varme samt to røde kort hjalp dem dog ikke. Allerede efter 27 minutter var det João Pinto, der fik direkte rødt kort for en grov forseelse mod Park Ji-Sung. Og i 66. minut måtte den argentinske dommer Ángel Sánchez igen hente det røde kort frem, da Beto indkasserede sit andet gule kort efter en tackling på knæet af Lee Yung-Pyo.

Park Ji-Sung scorede i 70. minut, da han bankede bolden mellem målmand Victor Baias ben. Da de sidste sandkorn var ved at rende igennem timeglasset, kunne Nuño Gomez have udlignet, men han missede den kæmpe store chance foran mål. Sydkorea vandt kampen og avancerede til næste runde sammen med USA.

Ottendedelsfinalerne skulle blive en stor udfordring for Sydkorea. Deres modstandere var ingen ringere end selveste Italien, der havde tre VM-titler med i bæltet, da de gik på banen og var traditionelle mestre af den defensive fodbold. Italienerne havde spillet ganske imponerende indtil videre i turneringen, men det var meget kendetegnende for dem, at de sjældent gjorde mere, end de skulle. Til gengæld var de kendt for altid at gøre det, der var aller mest nødvendigt.

Sydkorea anede ikke, hvad der ramte dem, da kampen gik i gang. Men lidt hårdt og kontant forsvarsspil fra italienernes side fik dommer Byron Moreno fra Ecuador til at fløjte straffe. Gianluigi Buffon i det italienske mål reddede Ahns svage spark uden at anstrenge sig. Lidt over 10 minutter senere trak Choi Jin-Cheul Christian Vieri i trøjen i feltet, men i stedet for at lade sig falde, gik han i stedet efter Francesco Tottis hjørnespark, som han med stor kraft headede i mål til en meget fortjent 1-0 føring.

Men fra italienernes føringsmål syntes alt at gå sydkoreanernes vej. De fleste dommerbeslutninger var i deres favør, og selv de meget livlige fans med de tusinder af viftende røde flag havde det underligt med Morenos meget ensidige beslutninger. I 88. minut lykkedes det for Seol Ki-Hyeon at liste bolden forbi Buffon til 1-1. Det gjorde næsten ondt at se, men det var langt fra det værste ved kampen.

I overtiden modtog Damiano Tommasi en fantastisk aflevering og scorede flot, men målet blev underkendt for en offside, der ikke engang var i nærheden af at være der. Senere blev Francesco Totti helt tydeligt og faktisk meget voldsomt trukket ned i feltet af Song Chong-Gug, men stedet for at få straffe blev Totti udvist for at filme. Dette blev naturligvis for meget for Italiens træner Giovanni Trabattoni, som sprang op af sin stol og bankede på plexiglasset bag ham, hvor fire FIFA repræsentanter stod og kiggede. De så blot på ham og trak forsigtigt på skuldrene, og du skulle lede længe efter et mere perfekt billede af nogle politikere, der var blevet fanget med hænderne alt for dybt begravet i andres lommer.

Jo, Italien missede også en del chancer, før Ahn Jung-Hwan headede bolden ind efter et indlæg fra Seol Ki-Hyeong. I stedet for at stå overfor muligheden for at ryge ud af VM på straffespark for fjerde gang i træk, røg de nu i stedet ud på Golden Goal.
Dommer Moreno fik senere karantæne i 20 kampe hjemme i Ecuador efter en lignende indsats i en ligakamp, og på et feriested på Sicilien opkaldte de en række toiletter efter ham.

Bestyrelsesformand Luciano Gaucci fra Serie A-klubben Perugia meddelte officielt, at han ikke ville forlænge Ahns låneperiode i klubben. Han forklarede, at han ikke havde til hensigt at betale løn til en mand, som havde ødelagt italiensk fodbold. Naturligvis var det ikke alvor, og alle vidste, at både Gaucci og stort set alle øvrige italienere ikke havde noget imod Ahn, der blot spillede fodbold. Hønen, de havde at plukke, var med Moreno og de FIFA repræsentanter, der havde gjort deres for at sikre, at Sydkorea kom igennem til kvartfinalen. Ahn spillede alligevel ikke flere kampe for Perugia men udelukkende på grund af, at hans talent ikke bød på de kvaliteter, Perugia var på udkig efter i den evige kamp mod de stærke Serie A-forsvar, de gennem en lang turnering skulle op imod.

Men sydkoreanernes ”held” strakte sig endnu videre til kvartfinalen imod Spanien. Igen var koreanernes modstandere en klasse bedre på banen men fik en række meget suspekte dommerkendelser imod sig.

Af Gud ved hvilken årsag underkendte den ægyptiske dommer Gamal El-Ghandour et perfekt spansk hovedstødsmål. I overtiden underkendte han endnu et mål, denne gang sat ind på hovedet af Fernando Morientes, fordi linjevogteren hævdede, at Joaquín havde sparket bolden indover, efter den havde været ude over baglinjen. På samtlige mulige kameravinkler er det helt tydeligt, at bolden næsten ikke engang rører ved indersiden af baglinjen. Igen trak FIFA-folkene blot på skuldrene. Spanien tabte kampen efter straffespark.

Hvis der var nogle tv-seere rundt om i verden, der fik et pludseligt flashback til De Olympiske Lege i Seoul i 1988, så var det mere end forståeligt. Det var det berømte OL, hvor den ene koreanske bokser efter den anden blev banket til plukfisk, hvorefter de forbavsede fik løftet deres arm i vejret af dommerne, når det var blevet tid til at afsige dommen i kampen. Var dette lige så tydelig snyd? Nej! Men det fik i hvert fald tilskuerne til at tænke sit. Heldigvis for alle fodboldelskere blev Sydkorea slået ud i semifinalen mod Tyskland.

Sydkorea:
Lee Woon-Jae
Choi Jin-Cheul
Kim Nam-Il 68
Yoo Sang-Chul
Kim Tae-Young 63
Seol Ki-Hyeon
Lee Young-Pyo
Ahn Jung-Hwan
Hong Myung-Bo 83
Park Ji-Sung
Song Chong-Gug

Reserver:
Hwang Sun-Hong 63
Lee Chun-Soo 68
Cha Doo-Ri 83

Manager:
Guus Hiddink

Italien:
Gianluigi Buffon
Christian Panucci
Paolo Maldini
Francesco Coco
Cristiano Zanetti
Alessandro Del Piero 61
Francesco Totti
Mark Iuliano
Damiano Tommasi
Gianluca Zambrotta 72
Christian Vieri

Reserver:
Gennaro Gattuso 61
Angelo Di Livio 72

Manager:
Giovanni Trapattoni

Husker du? Tyskerne brugte nazihilsen under VM i 1938

Det tyske hold med hele fem mand fra Østrig i truppen brugte den forhadte nazihilsen før kampen mod Schweiz under VM i Frankrig i 1938.


Da tyskerne stillede op til deres første kamp ved VM i Frankrig i 1938, brugte de deres nazi hilsen på banen, og det samme gjorde dommeren og hans linjevogtere. Deres modstandere, schweizerne, gjorde ikke.

En række dunkle øjeblikke har gennem årene kastet deres skygge over fodbold-VM, men det kan være svært at finde et øjeblik, der er mørkere, end da det tyske hold før deres første kamp ved VM i Frankrig i 1938 mod Schweiz brugte nazi hilsen.

Ikke alene var det den mest provokerende og overlegne hilsen, de kunne give, men de tillod sig at gøre det på fodboldbanen, hvor politik aldrig har hørt hjemme. Ydermere var tyskerne den 12. marts gået ind i Østrig for at fremtvinge den såkaldte Anschluß, hvor Østrig blev annekteret af Tyskland, og i den tyske holdopstilling var der fem østrigere.

16 nationer burde have været klar til VM i 1938, men kun 15 stillede op. Østrig eksisterede ikke længere som en selvstændig nation, og det betød, at der manglede et hold.

I sidste øjeblik besluttede FIFA sig for at invitere England, men englænderne var stadig ikke glade for hele ideen med FIFA, og det var en strid, der gik helt tilbage til dengang, FIFA først havde luftet tanken om at afholde et verdensmesterskab for landshold og endnu debatterede, hvorvidt de skulle tillade professionelle spillere, eller om de skulle følge eksemplet fra De Olympiske Lege, hvor kun amatører måtte deltage. Englænderne, der havde haft professionelle fodboldspillere i landet gennem årtier blev straks modstandere af det topstyrede og, ja franske, FIFA. Også denne gang sagde de derfor nej. Det var måske også ligegyldigt. Da England blot to måneder før VM havde spillet en venskabskamp mod Tyskland i Berlin, havde de ikke bare slået tyskerne 6-3; de havde også brugt den forhadte nazi hilsen ud af respekt for deres værter.

De engelske spillere var blevet beordret til at hilse på deres værter af det engelske Foreign Office – Udenrigsministeriet – og nogle spillere strittede mere imod end andre. Men efter for nylig at have annekteret Østrig var dette et genialt propaganda træk fra Adolf Hitler, der lod til at være mindre interesseret i sporten end i at vise, at Tyskland ikke var en rovdyrs-nation. De engelske spilleres accept af opfordringen fra Foreign Office ledte til den berømte "Peace in out time"-tale af premierminister Neville Chamberlain og derefter tyskernes invasion af både Polen og Tjekkoslovakiet.

Så da tyskerne gav denne hilsen på Stade de France den 4. juni, 1938, var der mange tilskuere, der ytrede deres mishag og generelle mangel på tilfredshed med situationen. Tyskland spillede under hagekors-flaget, og ingen vidste på det tidspunkt, at flaget meget snart skulle blive det mest forhadte af slagsen i verden.

Før denne kamp havde tyskerne kun vundet en ud af de seneste fem kampe, og det var en 2-1 sejr over Luxembourg. Træner Sepp Herberger havde naturligvis benyttet lejligheden til at forstærke sit hold mod schweizerne, der var berømte for at være meget fysisk stærke og svære at besejre. Østrigerne Hans Mock, Rudi Raftl, Willibald Schmaus, Willi Hahnemann og Hans Pesser fik alle en plads på holdet.

Selvom tyskerne fik Pesser vist ud for en alt for hård håndtering af Severino Minelli, formåede tyskerne at holde et pænt pres på schweizerne gennem det meste af kampen. I 29. minut gjorde Jupp Gaupel det til 1-0 til tyskerne, men lige før halvleg udlignede Trello Abegglen. Resultatet 1-1 holdt kampen ud.

Da der ikke var blevet fundet en vinder, måtte de to hold ud i en omkamp fem dage senere. Til den kamp havde Herberger hevet endnu tre østrigere ind i truppen. Stefan Skoumal, Josef ”Pepi” Stroh og Leopold Neumer skulle gøre tyskerne endnu farligere, og fra starten af kampen så det ud til at virke. Hahnemann scorede det første mål i 8. minut efter et indlæg fra højre, og 22. minut blev Leopold Neumers skud rettet af, da bolden ramte Ernest Lörtscher og fløj ind i mål.

Georges Aeby blev angrebet hårdt af en tysk spiller og måtte udgå med et åbent sår i hovedet. Med kun ti mand på banen og 0-2 på tavlen så det ud til at være en uoverkommelig opgave for schweizerne. Men lige før halvleg stavrede Georges Aeby med store bandager om hovedet tilbage ind på banen, og kort efter reducerede Eugen Walaschek til 1-2 med et hårdt, fladt skud.

Alfred Bickel udlignede i 64. minut, og Trello Abegglen lavede to mere i 75. og 78. minut. Resten af Europa jublede stille over Tysklands nederlag og deres exit fra VM. Og endnu flere var lykkelige over, at flere kampe ikke skulle ødelægges af tyskernes tilstedeværelse.

Schweiz avancerede til kvartfinalerne, hvor de tabte 2-0 til mægtige Ungarn, men de vil altid blive husket med dybeste respekt for, at de aldrig bukkede under for det mægtige tyske pres og bare stod der før kampen med hænderne nede langs siden, mens tyskerne hilste i bedste nazi stil.

Schweiz:
Willy Huber
Severino Minelli
August Lehmann
Hermann Springer
Sirio Vernati
Ernest Lörtscher
Lauro Amadó
Eugen Walaschek
Alfred Bickel
André ’Trello’ Abegglen
Georges Aeby

Manager:
Karl Rappan

Tyskland:
Rudi Raftl
Paul Janes
Willibald Schmaus
Andreas Kupfer
Hans Mock
Albin Kitzinger
Ernst Lehner
Rudi Gellesch
Jupp Gauchel
Willi Hahnemann
Hans Pesser

Manager:
Sepp Herberger