Husker du? Tardelli fejrede med stil

Marco Tardelli jubler over sin scoring til 2-0 i finalen mod Vesttyskland i 1982.

VM-finalen i 1982 var en af de mest ensidige finaler, der nogensinde er blevet spillet, men intet skiller sig ud i hukommelsen som fejringen af italienernes andet mål i kampen.

Efter den indledende runde var der ikke mange, der kunne have regnet ud, at VM-finalen i Spanien i 1982 ville ende med at blive et opgør mellem Italien og Vesttyskland. Italien havde spillet tre uafgjorte kampe, der kun med nød og næppe havde skaffet dem billet til deres videre færd i turneringen på en 2.-plads i gruppen efter Polen, og Vesttyskland havde tabt til Algeriet og spillet en meget mindeværdig men absolut forfærdelig kamp mod Østrig, der endte med at få FIFA til at ændre deres regler, således at fremtidige afslutningskampe i samme grupper altid skulle spilles samtidig. Ingen af de to hold havde været i stand til at imponere nogen, mindst af alt deres egne fans.

Mellemrunden viste, at italienerne kunne gennemgå en komplet forvandling. Mod de regerende verdensmestre Argentina dominerede italienerne og spillede attraktiv angrebsfodbold, og i en meget mindeværdig kamp, der med det samme blev en klassiker, besejrede Italien storfavoritterne til VM-titlen, Brasilien, med 3-2. I semifinalen fortsatte Paolo Rossi sin fantastiske nyfundne storform og scorede begge mål i 2-0 sejren over Polen, der sendte Italien på rette spor i kampen om at vinde deres tredje VM-titel.

Vesttyskland slog værtsnationen Spanien 2-1 og spillede uafgjort 0-0 mod England. Det var langt fra imponerende, men det var nok til at bringe dem i semifinalen mod Frankrig. I en fremragende kamp fra begge hold slog tyskerne Frankrig efter straffespark i den første kamp i VM-historien, der blev afgjort på den måde.

Nu gjaldt det. 11. juli, 1982, klokken 20 lokal tid. 90.000 tilskuere på plads på Santiago Bernabéu, Real Madrids hjemmebane. Blandt dem var den vesttyske bundeskansler Helmuth Kohl, den italienske præsident Sandro Pertini og den spanske royale familie.

Begge hold følte det pres, de havde på sig. Tyskerne havde spillet deres semifinale efter italienerne om torsdagen, og fordi deres kamp var røget ind i overtid og straffespark, var de nødt til at ændre deres planer om at tage af sted fra Sevilla med det samme og finde sig til rette i deres nye værelser i Madrid. Som om det ikke var nok, så løb tyskerne også lige ind i en lufthavnsstrejke og kunne ikke komme med deres fly før klokken fire om morgenen, og de endte med at miste en nats søvn på den konto. Det kunne de stadig føle i kroppen, da de løb på banen 11. juli.

Italienerne var uden deres midtbanegeneral Giancarlo Antognoni, og kun syv minutter inde i kampen mistede de deres angriber Francesco Graziani, der måtte udgå med en skadet skulder. Italienerne havde deres bekymringer.

De første 20 minutter af kampen var ganske lige, men i det 25. minut lavede Hans-Peter Briegel straffe, da han væltede Bruno Conti i feltet. Men Antonio Cabrini skød bolden til højre for målet og missede den store mulighed for at bringe italienerne foran. Det var det første brændte straffe i en VM-finale nogensinde.

Claudio Gentile var tilbage efter karantæne, og han havde til opgave at dække den altid farlige Pierre Littbarski. Gentile markerede ham fuldstændig ud af kampen. Samtidig holdt den blot 18-årige Giuseppe Bergomi sin plads i startopstillingen, og han spillede fænomenalt.

Italienerne viste uden tvivl de bedste takter. De spillede bedre, de var bedre organiserede, og de var hurtigst på bolden. Til gengæld var de hele tiden klar over, at det var Vesttyskland, de spillede imod, og tyskerne var kendt for aldrig nogensinde at give op og for altid lige at give den en lille smule ekstra, når det var mest nødvendigt. Det havde de bevist i semifinalen, da de var bagud 3-1 mod franskmændene og alligevel kom tilbage og vandt kampen. I halvlegspausen var det derfor naturligt for anfører Dino Zoff at give sine spillere en lille motiverende tale, hvor han med humor gjorde dem opmærksom på, at de nok skulle score det afgørende mål i 2. halvleg, hvis de blot hele tiden fokuserede på at gøre deres bedste. Hans glimt i øjet og den naturlige respekt, han indgød, lod til at virke.

Fra begyndelsen af 2. halvleg virkede italienerne om muligt endnu mere fokuserede og klar til opgaven. I 57. minut lavede Karl-Heinz Rummenigge frispark mod Gabriele Oriali ved midterlinjen. Marco Tardelli skyndte sig at tage sparket og sendte bolden ud til en helt åben Gentile på højre side. Med masser af plads og tid lagde han den perfekte aflevering ind foran det tyske mål, og her dukkede ingen andre end Paolo Rossi op. Fuld af selvtillid satte han panden på bolden og scorede til 1-0 for italienerne.

Paolo Rossi, der havde haft karantæne på grund af en bestikkelses-skandale, var blevet spilleklar kort før VM. Træner Enzo Bearzot var blevet hængt ud i pressen for at have taget Rossi med i VM-truppen, og alle havde følt, at Rossi var helt ude af form. Med dette åbningsmål i finalen scorede Rossi sit sjette mål i træk for italienerne og blev topscorer i VM i 1982.

Målet var som at se luft sive ud af en ballon. Tyskerne var helt forstenede over målet, og på kun ti minutter lignede det en kamp mellem et verdenshold og et 3. divisionshold. Gaetano Scirea modtog bolden i højre side. Han spillede den med hælen tilbage til Bergomi, tilbage til Scirea, der med lethed fandt en helt fri Marco Tardelli. Tardelli ramte bolden fladt og hårdt, og den fløj sikkert ind i netmaskerne, mens tyskerne lå rundt omkring i deres eget straffesparksfelt som dukker, der havde fået skåret deres snore over. Kampen var blevet en total italiensk opvisning.
Det mest mindeværdige øjeblik var dog den måde, Marco Tardelli fejrede målet på. Han vidste – som enhver anden der så kampen, at der ikke var nogen som helst vej tilbage for tyskerne. Forskellen mellem disse to hold var simpelthen for stor denne søndag i 1982. Tardelli gik i total ekstase, og han pumpede sine lange arme, mens han skreg som en vanvittig og løb ud mod udskiftningsbænken. Hans reaktion var så enestående, at når nogen i dag fejrer en scoring på lignende måde, så kalder man det ”Tardellis skrig”.

Ni minutter før tid var det den brillante wing Bruno Conti, der gjorde ydmygelsen af den normalt ganske stærke tyske back Hans-Peter Briegel total. Conti brød fri af ham og løb ned langs højre side og sendte bolden skråt tilbage til Alessandro Altobelli, der lagde låg på med en flot scoring til 3-0. Alle tre mål var kommet fra Hans-Peter Briegels side af banen.

Paul Breitner scorede et fabelagtigt trøstmål, men han og holdkammeraterne jublede ikke meget, fordi det netop kun var et trøstmål. Breitner kunne senere glæde sig over det faktum, at han nu havde scoret i to VM-finaler, idet han otte år tidligere havde scoret, da tyskerne på hjemmebane besejrede Holland 2-1.

Den 30-årige veteran ville nok hellere have løftet trofæet. I stedet var det Dino Zoff, der fik den ære, og han beviste derved, at alder ikke burde holde nogen tilbage fra at forsøge at gå efter de store mål. Han var 40 år og 133 dage gammel.

Vesttyskland havde ikke tabt en landskamp til et andet europæisk hold siden VM fire år tidligere i Argentina. Men italienerne lod dem aldrig rigtig komme ind i kampen. Fodbold kommentator Nando Martellini sagde det bedst, da han råbte ind i sin mikrofon: Campione del mondo, Campione del mondo, Campione del mondo, som forsøgte han at overbevise sig selv om, at det var rigtigt, og at det virkelig var sket. Det var også lige præcis de ord, der prydede den absolut mest populære sportsavis i Italien, La Gazzetta dello Sport næste morgen. Avisen solgte et rekordstort antal på over halvanden million eksemplarer.

Italienerne havde vundet deres tredje VM-titel, men det øjeblik, der for altid havde printet sig ind i folks bevidsthed, var Marco Tardellis fantastiske måde at fejre på efter målet til 2-0.

Holdet rejste hjem til Italien med præsident Sandro Pertini, som kameraerne havde zoomet en del ind på i løbet af kampen, når han fejrede de mange scoringer. For Pertini lod det til at være en slags ventil for 40 års frustrationer. Pertini var kommunisten, der personligt havde givet ordren til at hænge Benito ’Il Duce’ Mussollini under 2. Verdenskrig. Desuden havde han fra starten kæmpet imod fascismen. Endelig var fjenden blevet slået, og med denne enestående sejr kom der håb for den italienske økonomi, respekt fra resten af verden, og lykke til hans folk. Sejren betød, at hans land var blevet som født igen, og Italien var nu klar til at træde ind i sin nye rolle som det land, der havde verdens bedste nationale fodboldliga.

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Hans-Peter Briegel
Paul Breitner
Karl-Heinz Förster
Bernd Förster
Wolfgang Dremmler 62
Pierre Littbarski
Klaus Fischer
K.-H. Rummenigge 70
Uli Stielike
Manfred Kaltz

Reserver:
Horst Hrubesch 62
Hansi Müller 70

Manager:
Jupp Derwall

Italien:
Dino Zoff
Giuseppe Bergomi
Antonio Cabrini
Fulvio Collovati
Claudio Gentile
Gaetano Scirea
Gabriele Oriali
Marco Tardelli
Bruno Conti
Francesco Graziani 7

Reserver:
A. Altobelli 7 (89)
Franco Causio 89

Manager:
Enzo Bearzot