Husker du? Da Maxi Rodriguez ramte den perfekt

Maxi Rodriguez jubler efter sit helt fantastiske mål i overtiden mod Mexico under VM i 2006.



Da bolden fra Juan Soríns fod sejlede på tværs af banen, var det en gudsbenådet aflevering. Den argentinske angriber Maxi Rodríguez tog bolden perfekt ned med brystet og helflugtede derefter bolden ind i det fjerneste hjørne af mexicanernes mål og scorede derved det i særklasse flotteste mål i VM i 2006.

Der er blevet scoret et stort antal fantastisk flotte mål gennem VMs 80 år lange historie. Da Maxi Rodriguez scorede argentinernes sejrsmål i overtiden af ottendedelsfinalen mod Mexico i VM i 2006, var det turneringens absolut flotteste mål og et fantastisk øjeblik for et Argentina-hold, der havde imponeret alle og spillet som verdensmestre.

Før både VM i 2002 og 2006 lignede Albiceleste – de hvide og himmelblå – favoritter til den endelige VM-titel. Faktisk var der eksperter, der legede med tanken om, at Argentina var så stærke, at havde de fået lov til at stille op med et 1. og et 2. hold, så havde de nok været favoritter til både guld- og sølvmedaljerne. Det var naturligvis en hypotetisk situation, men hvis man skulle bedømme ud fra, hvordan Argentina spillede i gruppekampene i 2006, så lød idéen slet ikke så tosset, som da den først blev luftet.

Debutanterne Côte d’Ivoire – Elfenbenskysten – var et ekstremt stærkt hold og blev af mange set som en outsider på grund af deres store stjerner som Didier Drogba, Salomon Kalou, Emmanuel Eboué, brødrene Kolo og Yaya Touré og Didier Zokora. De kæmpede bravt, men sydamerikanerne formåede stadig at vifte dem til side med en 2-1 sejr, der var langt mere sikker og komfortabel, end den lyder. Argentinernes erfaring med de store turneringer var en afgørende faktor, og holdet virkede simpelthen mere roligt og selvsikkert på banen.

Men endnu mere overbevisende var deres sejr over Serbien & Montenegro, der blev hamret tilbage til stenalderen med et 6-0 nederlag i en kamp, der viste de altid sejrs-hungrige argentinere spille nærmest brasiliansk. Maximiliano Rodriguez åbnede festen med en scoring efter en aflevering fra Javier Saviola i 6. minut, og 25 minutter senere scorede Esteban Cambiasso det næste mål. Maxi Rodriguez lukkede 1. halvleg med sit andet mål igen efter en aflevering fra Saviola.

I 2. halvleg blev Mateja Kezman udvist efter en alt for sen tackling, og Hernán Crespo fangede Lionel Messis flotte aflevering og gjorde det til 4-0. Carlos Tévez lavede enmands-show, da han scorede det 5. mål, før han serverede en perleaflevering for Messi, der lukkede festen med målet til 6-0. Unge Messi havde afløst Rodriguez i 2. halvleg og viste allerede stort potentiale. Dragoslav Jevric i målet var hjælpeløs, og fra tilskuerpladserne førte legenden Diego Maradona an i heppekoret.

I den sidste ikke-vigtige gruppekamp mod Holland levede ingen af holdene op til de forhåbninger, både tilskuerne og tv-seerne verden over havde haft om at få en slags gentagelse af VM-finalen i Argentina fra 1978, hvor værtsnationen havde vundet og dermed sikret sig trofæet. Denne kamp endte 0-0.

Efter værtsnationen Tyskland havde besejret Sverige den 24. juni, var det tid for Mexico at spille ottendedelsfinale imod Argentina. Mexico havde kvalificeret sig ved at besejre Iran og spille uafgjort imod Angola. Men de havde tabt til Portugal, og det virkede faktisk som om, de var heldige blot at have kvalificeret sig videre fra den måske dårligste gruppe i feltet. Argentinas indsats havde været fantastisk, og det var ikke overraskende, at de blev anset for at være store favoritter.

Da Rafael Márquez scorede til 1-0 til Mexico efter blot seks minutter, var der nok et par kæber, der ramte gulvet, og de mange neutrale fans var klar over, at de nu havde en rigtig god kamp i vente. Allerede i 10. minut blev et hjørnespark fra playmaker Juan Román Riquelme sendt ind i retning af Hernán Crespo, men det var mexicanske Jared Borgetti, der uheldigt ramte den først, og bolden sejlede ind i hans eget mål. Men det, der først havde lignet et selvmål, ændrede status i historiebøgerne, da tv-billederne i langsom gengivelse blev vist fra en anden vinkel. Måltyven Hernán Crespo havde stukket sin rødstøvlede højrefod ekstra langt og akavet ind foran Borgetti, og det var hans tå, der havde ramt bolden, før Borgetti havde nået den. Det var et helt fabelagtigt mål af en rigtig angriber, som i 64 landskampe fra 1995 til 2007 scorede ikke færre end 35 mål. Det var ikke det smukkeste mål, men det vil stå som et af de vigtigste samt være et evigt minde om, hvem Hernán Crespo var og er.
En lang række chancer fra begge sider krydrede en kamp, der af mange blev anset for at være turneringens bedste. Da de første 90 minutter var spillet, var de stadig ikke nået til en afgørelse.

I 8. minut af overtiden afleverede Juan Sorín fra venstre side af banen bolden på tværs af banen til Maxi Rodriguez. Det så næsten ud til, at bolden havde fået for meget, men den 25-årige Atlético Madrid spiller tog bolden perfekt ned med brystet, justerede sit tilløb lidt og fyrede den mest perfekte venstrefods-helflugter ned mod Oswaldo Sánchez i det mexicanske mål. Med ufattelig høj fart fløj bolden mod målets fjerne hjørne. Sánchez kastede sig efter den, men der var aldrig et reelt håb for ham om at nå den. Den ramte netmaskerne og sikrede Argentinas plads blandt de sidste otte hold. Her tabte de til værterne på straffespark, efter den ordinære kamp og ekstra spilletid var endt 1-1.

Maxi Rodriguez scorede det mest fantastiske mål under et VM, der havde flere gode at byde på. Joe Coles flugter op i det højre hjørne i kampen mod Sverige var en udfordrer, men Rodriguez vinder stadig prisen. 43.000 tilskuere på Zentralstadion i Leipzig var begejstrede, og ligeledes var millioner af seere over hele verden. Om du holdt med Mexico eller Argentina. var det tydeligt for alle, at de ikke kun havde været vidne til en god kamp men også et spektakulært mål.

Monti i to...

Luis Monti blev den første (og sidste) fodboldspiller nogensinde, der spillede i to VM-finaler i træk for to forskellige lande.



Luis Monti tabte den første VM-finale nogensinde, men i 1934 fik han en meget usædvanlig chance til – og udnyttede den.

Luisito Monti var en meget hård spiller, og hans metoder blev anset for at være forfærdelige.

Monti var født i Buenos Aires og spillede centromedio – defensiv midtbane, og da hans Argentina tabte VM-finalen i Montevideo i 1930 til Uruguay, var han fuldstændig utrøstelig.

Men de øvrige argentinske spillere var også vrede. De var vrede på Monti. Ifølge Peter Seddon i hans bog ”The World Cup’s Strangest Moments” gav Monti en gang en hånd til en Chelsea-spiller i en venskabskamp, hvorefter han med det samme sparkede ham. Monti var fuldstændig uden hæmninger. Og de øvrige spillere på Argentinas hold følte, at hans facon havde fået tusindvis af Uruguay fans helt op i det røde felt. Derfor havde Monti modtaget flere dødstrusler, da de var sammen i træningslejr, hvilket naturligvis ødelagde stemningen og rytmen i træningen samt spillernes humør.

Da Argentina tabte finalen, blev Monti fuldstændig udstødt i sit eget land. Hvis så i det mindste han havde haft en guldmedalje, ja, så havde det måske været det hele værd.
Monti vidste allerede, at Argentinas hold til VM fire år senere nok ville blive stærkt, og at de måske ville kunne gå hele vejen og vinde det eftertragtede trofæ, der var gået dem forbi denne gang. Men da han var blevet sendt ud på et sidespor, var der ikke store chancer for, at han overhovedet ville få en plads på holdet.

Luis Monti havde en italiensk far, hvilket gjorde Monti til en Oriundi – en fremmed spiller af italiensk afstamning. Kort efter VM-finalen i 1930 rejste Monti derfor til Italien, hvor han blev hyret af Juventus. I løbet af de næste fem år hjalp han Juventus frem til fire scudetti – pokaler, altså: mesterskaber. Han fortsatte sin ekstremt hårde spillestil og fik kælenavnet quello che cammina – den, som vandrer. Det var både en reference til hans måde at spille på, til den skæbne, der ofte ramte de, som blev tacklet af ham og til det faktum, at han var vandret fra Argentina til Italien.

Italien besejrede USA og Spanien, før Monti næsten gjorde super spilleren fra det østrigske Wunderteam, Matthias Sindelar til krøbling og hjalp Italien med at vinde 1-0.

I finalen på Stadio Nazionale del Partite Nazionale Fascista i Rom den 10. juni, 1934 blev Luis Monti den første (og den sidste) spiller nogensinde, der spillede i to VM-finaler for to forskellige lande.

Luis Monti spillede en fantastisk god kamp, og Italien vandt 2-1 efter ekstra-tid, og han ville med stor sandsynlighed været blevet udnævnt til MVP, hvis de ellers havde haft sådan en titel til kampene under VM i 1934 i Italien. Jo, han spillede stadig på sin egen, hårde og kompromisløse facon, men denne gang virkede det som om, han havde en masse at skulle bevise.

Luis Monti havde vundet VM og derfor været med til at gøre truslen ”Vind, eller...!” fra den fascistiske diktator Benito Mussolini ligegyldig.

Monti forklarede i et senere interview, hvordan han havde været i et underligt dilemma i de to VM-finaler, han havde spillet. Hvis Argentina havde vundet i Uruguay, havde Uruguays fans slået ham ihjel, og hvis hans Italien ikke havde vundet i 1934, så havde Benito Mussolini sørget for det samme. Luis Felipe Monti døde som 82-årig den 9. september 1983.

Italien:
Gianpiero Combi
Eraldo Monzeglio
Luigi Allemandi
Attilio Ferraris
Luis Monti
Luigi Bertolini
Enrique Guaita
Giuseppe Meazza
Angelo Schiavio
Giovanni Ferrari
Raimundo Orsi

Manager:
Vittorio Pozzo

Tjekoslovakiet:
Frantisek Plánicka
Ladislav Zenísek
Josef Ctyroky
Josef Kost’álek
Stefan Cambal
Rudolf Krcil
Frantisek Junek
Frantisek Svoboda
Jiri Sobotka
Oldrich Nejedly
Antonín Puc

Manager:
Karel Petru

Husker du? Kampen der ændrede reglerne i VM

Vesttyskland og Østrig spillede den mest skandaløse kamp nogensinde i VMs historie.

I den sidste gruppekamp mellem Østrig og Vesttyskland i VM i Spanien i 1982, skulle tyskerne vinde, og østrigerne matte ikke tabe for stort, for at begge hold skulle gå videre. Derfor besluttede de at få det til at ske.

Når man taler om skandaler under fodbold-VM, er der især en kamp, der springer i øjnene: kampen mellem Østrig og Vesttyskland fra 1982 i Spanien.

Efter en skidt indsats i 1-2 nederlaget mod Algeriet og en komfortabel 4-1 sejr over Chile, var det en bydende nødvendighed, at Vesttyskland slog Østrig for at kunne kvalificere sig til 2. runde.

Østrig havde slået Chile 1-0 og Algeriet 2-0, men idet Algeriet havde slået Chile 3-2 tidligere på dagen, så havde både Østrig og Algeriet efter den overraskende sejr over tyskerne fire point. Det betød, at hvis Østrig tabte med tre mål eller derover til tyskerne, så ville Algeriet følge tyskerne ind i næste runde.

Kampen begyndte med tempo og højt niveau, og allerede efter 11 minutter viste venstre wing Pierre Littbarski nogle af sine fabelagtige evner og sendte en perfekt bold indover, hvorefter den store Horst Hrubesch stort set kun behøvede at løbe ind i bolden for at score. 1-0 til tyskerne.

Nu havde tyskerne fået deres vigtige mål, og hvis de blot kunne holde denne stilling eller måske endda udbygge føringen lidt, så ville de gå videre. Men faktum var, at de ikke behøvede et mål mere, hvilket betød, at de reelt ikke behøvede at gøre så meget mere – så det gjorde de ikke.

Østrigerne blev taget lidt på sengen af det hurtige mål, og de var tydeligvis bange for, at deres storebror mod nord ville løbe dem over ende og eliminere dem fra en plads i næste runde. De besluttede hurtigt, at de kunne leve med et 1-0 nederlag, og at de reelt ikke behøvede at gøre så meget mere – så det gjorde de ikke.

Algeriets spillere kunne ikke gøre andet end at kigge på udefra, mens 22 spillere fra to nabolande i Europa langsomt vandrede rundt på banen og spillede bolden lidt frem og lidt tilbage, lidt til den en side og lidt til den anden. Ingen af dem ville gøre noget for at ødelægge den gensidigt givende situation for begge hold. Det var en pinsel at se på.

Brød vesttyskerne nogle love eller regler? Nej, det gjorde de ikke. Brød østrigerne nogle love eller regler? Nej, de gjorde ikke noget ulovligt. Men de var deltagere i en af de mest skandaløse aftalte kampe i VMs historie set ud fra det synspunkt, at det var en stiltiende aftale, der blev truffet på stedet mellem de to hold. Den skotske dommer Bob Valentine var fuldstændig magtesløs.

Hjemme i Vesttyskland gav aviserne udtryk for den samme afsky, som fansene havde gjort under hele turneringen på grund af tyskernes dårlige spil, og de bad spillerne om at skamme sig over deres manglende indsats. En enkelt spansk avis kaldte endda hele affæren for ”El Anschluss”, men den tyske manager Jupp Derwall viste overhovedet ingen forståelse for kritikken og forklarede blot, at deres mål hele tiden havde været at gå videre til næste runde og ikke at spille flot fodbold. Spillerne syntes at være af samme opfattelse, idet Lothar Matthäus i et interview sagde, at Vesttyskland var gået videre, og det var det eneste, der betød noget.

Fansene var slet ikke tilfredse, og flere hundrede af de mest trofaste samledes under vinduerne på de tyske spilleres hotel i håb om at få en eller anden form for forklaring. Som en slags sidste ydmygelse af deres fans kastede spillerne vand-balloner imod dem. Deres popularitet havde nået nulpunktet.

Efter kampen meddelte FIFA hurtigt, at reglerne ville blive ændret fra den dag. Ved de fremtidige VM-slutrunder skulle de sidste to kampe i alle grupper spilles samtidig, så ingen kunne spille på de andres resultater. I dag er Østrig og Vesttyskland dog stadig husket for at have spillet den mest forfærdelige og skandaløse kamp nogensinde ved et VM.

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Hans-Peter Briegel
Paul Breitner
Karl-Heinz Förster
Wolfgang Dremmler
Pierre Littbarski
Horst Hrubesch 68
K.-H. Rummenigge 66
Felix Magath
Uli Stielike
Manfred Kaltz

Reserver:
Lothar Matthäus 66
Klaus Fischer 68

Manager:
Jupp Derwall

Østrig:
Friedl Koncilia
Bernd Krauss
Erich Obermayer
Josef Degeorgi
Bruno Pezzey
Roland Hattenberger
Walter Schachner
Herbert Prohaska
Hans Krankl
Reinhold Hintermaier
Heribert Weber

Reserver:
None used

Manager:
Georg Schmidt

Husker du? Da Nesti reagerede som et lyn

Fulvio Nesti ville nok gerne have byttet sit magiske hovedstødsmål i playoff kampen mod Schweiz under VM i 1954 ud med en sejr.




Da Fulvio Nesti scorede til 1-2 mod Schweiz i play-off kampen i VM i 1954, viste han helt unik hurtighed og reaktionsevne.

Da VM i Schweiz i 1954 begyndte, var der det specielle ved situationen, at det var det 5. VM, men kun to lande havde prøvet at vinde titlen. Uruguay have vundet i 1930 på hjemmebane, og de havde igen vundet fire år tidligere i Brasilien. Italien havde vundet på hjemmebane i 1934 og gentaget succesen fire år senere i Frankrig.

2. Verdenskrig havde dog ændret mange ting. Det var stadig kun ni år siden, krigen sluttede, og det havde været meget naturligt, at valget var faldet på Schweiz som værtsnation, siden Schweiz havde forholdt sig neutrale under krigen og havde undgået at blive bombet synder og sammen. Beslutningen blev taget tilbage i 1946, og det gav schweizerne masser af tid til at få bygget det nødvendige antal fodbold stadion, der gjorde dem i stand til at være gode værter.

Selve turneringen blev afviklet på en lidt underlig facon. De 16 deltagerlande var delt op i fire grupper baseret på deres rangering hos FIFA. De bedst rangerede hold på dette tidspunkt var i alfabetisk orden: Brasilien, England, Frankrig, Italien, Tyrkiet, Ungarn, Uruguay og Østrig. To seedede nationer røg ind i hver pulje sammen med to ikke-seedede hold.

Hvert seedet hold spillede to gruppe kampe mod ikke-seedede hold (og altså ikke mod hinanden), men kun én gruppe bød ikke på de store overraskelser.

I Gruppe 1 slog Jugoslavien Frankrig og gik videre sammen med Brasilien. I Gruppe 2 slap Vesttyskland forbi Tyrkiet og gik videre sammen med Ungarn. Og i Gruppe 3 var det de to favoritter Uruguay og Østrig, der uden problemer gik videre.

Gruppe 4 bestod af Belgien, England, Italien og hjemmeholdet Schweiz, der i første gruppekamp overraskede alle ved at besejre de tidligere verdensmestre fra Italien med 2-1, mens England og Belgien spillede 4-4. Italienerne tog sig sammen til deres anden kamp og vandt 4-1 over Belgien, men da England så besejrede Schweiz 2-0, stod det lige. Det indbyrdes opgør mellem Italien og Schweiz talte ikke, og i stedet måtte de to lande ud i en play-off kamp for at afgøre hvem af dem, der skulle gå videre sammen med England.

Alle forventede, at italienerne nu ville mønstre de nødvendige kræfter for at besejre schweizerne, og de gik faktisk på banen i Basel den 23. juni, 1954 med masser af selvtillid. Men italienerne så trætte ud i deres spil, og det varede ikke længe, før Schweiz tog over på banen. I det 14. minut fyrede Josef Hügi bolden hårdt og lavt forbi målmand Giovanni Viola i det italienske mål.

Benito Lorenzi nægtede at blive besejret for anden gang af Schweiz, og han bad anfører Egisto Pandolfini om at sende tropperne længere frem på banen. Først blev Lorenzis skud reddet på mållinjen, og derefter var det den velspillende målmand Eugène Parlier, der stod i vejen for ham. Det stod 1-0 ved halvleg, men det så faktisk lovende ud for italienerne.

Schweiz kom ud til anden halvleg sprængfyldt med energi og kraft. Viola måtte have fingerspidserne til hjælp for at vippe et flot hovedstød over målet, men da Robert Ballaman et øjeblik senere var først på et hjørnespark, kunne Viola kun kigge på, mens bolden fløj ind i netmaskerne bag ham.

Italienerne var sikkert det bedste hold på banen og havde helt sikkert bedre spillere, men schweizerne arbejdede flot sammen som et hold og tillod ikke italienerne at komme tæt på målet. En enkelt chance var dog helt uundgåelig – også selvom forsvarerne gjorde deres aller bedste.

I 67. minut viste Ermes Muccinelli sine evner med en fræk hælaflevering foran mål. Men bolden blev banket væk med en knaldhård halvflugter, der susede direkte hen imod Fulvio Nesti, der stod kun fem meter væk.

Bolden kom direkte imod hans hoved, men det, der ved første øjekast truede med at ende med en brækket næse til Nesti, blev i stedet vendt til ren magi. Nesti så hurtigt op, og med lynets hastighed ændrede han sin kropsstilling lidt og satte i stedet panden på. Bolden fløj med høj fart lige tilbage mod mål og ind over målmand Parlier. Det er et af de mest magiske hovedstødsmål i VMs historie, og Nesti fortjente al den opmærksomhed, han fik ved sin enestående reaktionsevne og den hastighed, med hvilken han rettede sig ind efter situationen.

Fulvio Nesti ville dog nok gerne have byttet sin personlige succes med en sejr, idet endnu et mål af Hügi i 85. minut samt et af Jacky Fatton blot et minut før tid afgjorde sagen. Schweiz gik videre, og Italien var ude.

Husker du? Den værste dommerfejl i 1970

Efter målet til 1-0 placerede dommer Ali Kandil bolden på midterlinjen, men El Salvador nægtede at sætte spillet i gang igen.



Da den ægyptiske dommer Ali Kandil dømte indkast til El Salvador i kampen mod Mexico i VM i 1970, lod han Mexico tage det og løbe ned og score kampens første mål.

Gennem VMs historie finder vi masser eksempler på, at dommere i visse situationer har taget fejl. Nogle fejl har været store, andre har været mindre. Nogle fejl har ikke betydet noget i den store sammenhæng; andre har totalt ændret udfaldet af en kamp. Da den ægyptiske dommer Ali Kandil under VM i 1970 i Mexico så bolden gå ud over sidelinjen til indkast til El Salvador i kampen mellem El Salvador og Mexico, begik han en fejl, der var så stor, at han aldrig mere ville få lov til at dømme en VM-kamp.

El Salvador havde kvalificeret sig til VM-slutrunden for første gang nogensinde. Siden Mexico automatisk kvalificerede sig som værter, var der åbnet en plads mere op. Honduras og El Salvador vandt deres respektive kvalifikationsgrupper, og de måtte ud i en runde play-off kampe. Den 8. juni, 1969 vandt Honduras 1-0 hjemme i Tegucigalpa, men i returkamepn i San Salvador syv dage senere vandt El Salvador 3-0.

Det blev derfor besluttet, at en tredje play-off kamp skulle afgøre striden på neutral grund, og hvor bedre end i den kommende VM-by Ciudad de México – også kaldet Mexico City.

Efter overtid vandt El Salvador kampen 3-2 og var klar til slutrunden. Men sejren havde sin pris. El Salvador og Honduras var to lande, der havde haft det skidt med hinanden gennem omkring hundrede år, og nu lod det endelig til, at de havde fundet en årsag til at reagere på det. Efter nederlaget smed Honduras således tusinder af gæstearbejdere fra El Salvador ud af landet. Dette fik El Salvador til at sende kampvogne ind over grænsen, og flere tusinde mennesker blev dræbt i konflikten. Den blev kaldt La Guerra del Fútbol – Fodboldkrigen, fordi den foregik samtidig med fodboldkampene og varede i fire dage.

Krisen endte med en våbenhvile, men det var faktisk først 11 år enere, at en rigtig fredstraktat blev underskrevet.

Mexico var blevet valgt som værtsnation med 56 stemmer foran 32 på Argentina. Afstemningen var blevet foretaget den 8. oktober 1964 under OL i Tokyo, og endnu engang var det Argentina, der blev den lille, selvom de aktivt havde ansøgt om værtskab siden VM i 1938.

Bekymringerne om Mexico som værtsnation var de samme som den olympiske komite havde haft, da de valgte Mexico som værter i 1968. Både de intense temperaturer om sommeren og den tynde luft i den højtliggende by ville blive et problem for deltagerlandene.
Samtidig ville en ny udvikling inden for medierne få en betydning for turneringen. Dette var første gang, at tv ville vise alle kampe i farver, og på grund af tidsforskellen betød det, at nogle af de europæiske tv-stationer havde brug for, at kampene blev spillet midt på dagen i Mexico i den stegende sol.

Hjemmeholdet var vant til temperaturerne, og for dem var det ikke et ekstra problem at skulle forholde sig til. I deres åbningskamp mod Sovjetunionen var der ingen af holdene, der så ud til at have lyst til at tage for mange chancer. Sovjetunionen var store favoritter, men Mexico havde 107.160 fans at imponere. 0-0 resultatet var derfor forventet, men det var varmen og de hårde tacklinger ikke.

El Salvador kom fra start i et andet tempo. De var stærkt undertippede mod Belgien, og ingen forventede, at de skulle kvalificere sig videre fra Gruppe 1. Belgien vandt kampen 3-0.

Den 7. juni på Azteca i Mexico City gjorde Mexico sig klar til at få deres første sejr over El Salvador foran 103.058 fans, men problemet var, at de ikke rigtigt kunne finde rytmen og derfor ikke spillede særlig godt. Faktisk spillede de så dårligt, at der siden ofte er blevet spekuleret i, om El Salvador mon kunne have holdt dem på uafgjort, hvis ikke det lige havde været for den forfærdelige fejl af dommer Ali Kandil fra Ægypten.

Lige før halvlegspausen dømte Kandil korrekt indkast til El Salvador. Da en af spillerne stod og ventede på bolden på sidelinjen, løb en mexicansk spiller hen og tog bolden og kastede indkastet. El Salvadors spillere kunne ikke tro deres egne øjne. De ventede på, at dommeren skulle blæse i sin fløjte, men de ventede forgæves. Han tillod blot spillet at fortsætte, og Aaron Padilla spurtede op langs sidelinjen og sendte bolden indover. Inde i feltet missede Enrique Borja en kæmpe chance, men da bolden landede lige for fødderne af Javier Valdivia, missede han ikke. Hans mål gjorde det til 1-0 til Mexico.

Spillerne fra El Salvador var af gode grunde rasende. Hvordan kunne Kandil have godkendt målet, når det kom fra et indkast taget af det forkerte hold? Da mexicanerne havde jublet færdigt, placerede Kandil bolden på midten, men El Salvador-spillerne nægtede at sparke kampen i gang igen. I stedet fortsatte de med at komme med indsigelser og med at sparke bolden væk fra midtercirklen. Flere spillere gik endda ud til linjevogter Keith Dunstan, der havde været vidne til hele fiaskoen, men som ikke havde gjort noget. De sparkede også bolden ud til tilskuerne. Kandils løsning var til sidst at samle bolden op og fløjte. Halvleg.

El Salvador kom ud til 2. halvleg med en helt anden plan. De var stadig voldsomt ophidsede over, at de var blevet snydt, og nu stod der hævn skrevet i deres øjne. De forsøgte at sparke så mange af mexicanerne som muligt, og gav hele tiden bolden til hjemmeholdet i de grønne trøjer. Mexico scorede tre mål yderligere og vandt kampen sikkert.

Efter at have været hovedårsagen til det opståede kaos på Azteca dømte Ali Kandil aldrig mere en VM-kamp.


Mexico:
Ignacio Calderón
Gustavo Peña
Mario Peréz jnr Antonio Munguia
Enrique Borja 45
Aaron Padilla
Javier Guzmán
José Vantolra
José Gonzalez
Javier Valdivia
Javier Fragoso

Reserver:
Jaime Lopez 45 (76)
Ignacio Basaguren 76

Manager:
Raúl Cárdenas

El Salvador:
Raúl Magaña
Roberto Rivas
Salvador Mariona
Santiago Cortez 61
Saturnino Osorio
Antonio Quintanilla
Mauricio Rodríguez
Alfredo Vasquez
Juan Martínez
Salvador Cabezas
Ernesto Aparicio 53

Reserver:
Sergio Mendez 53
Mario Monge 61

Manager:
Hernán Carrasco

Husker du? Da Rattin så rødt

Englands træner Alf Ramsey er så vred på argentinerne efter kampen, at han skynder sig over for at forhindre George Cohen i at bytte trøje med Mario González.



I Argentina kalder de stadig kampen El robo del siglo – Århundredets røveri – men da Argentina tabte til England i kvartfinalen i 1966, brugte de samtlige kendte og ukendte tricks i bogen, og Antonio Rattin lavede en mindeværdig sortie.

De frygtede det værste. Det blev endnu værre. Og måske var det dem selv, der begyndte det hele.

Før englænderne mødte Argentina i kvartfinalen under VM i England i 1966, havde de siddet og set film fra 0-0 gruppekampen mellem Argentina og Vesttyskland. Spillerne vidste, hvad de kunne forvente, og det samme gjorde manager Alf Ramsey.

Når Argentina spillede godt, spillede de rigtig, rigtig godt. Men når de ikke opførte sig ordentligt på banen, var de forfærdelige at se på. De brugte samtlige kendte og ukendte tricks i bogen – ikke kun for at sikre sig sejren men også for at irritere og direkte skade modstanderne.

Skaden, alle fans stadig talte om før kampen, havde dog intet med Argentina at gøre. Englands super angriber Jimmy Greaves havde fået en slem skade i benet i kampen mod Frankrig, og Ramsey var nødt til at erstatte ham i startopstillingen. Greaves var en fænomenal spiller først for Chelsea og siden Tottenham i den engelske liga, og i 57 landskampe havde han scoret ikke færre end 44 mål. Det var ikke kun Ramsey men også hans holdkammerater, der havde store forventninger til Greaves i denne turnering, men nu lod det desværre til, at han ikke ville være i stand til at leve op til dem.
Grundet argentinernes brutale spillestil fra kampen mod Vesttyskland besluttede Alf Ramsey, at han ville have den altid hårdt-arbejdende Alan Ball med fra start. Men da han i praksis erstattede Greaves, betød det nu, at England spillede en forløber til det, der senere ville blive kendt som 4-4-2 systemet.

Det var ikke en velspillet kamp. Englænderne forsøgte desperat at spille deres egen kontante stil, mens argentinerne, der hurtigt mærkede, at de var oppe imod en klassemodstander, hurtigt begyndte på deres berygtede stil, mange kendte dem for hjemmefra. Det betød, at de begyndte at trække englænderne i trøjerne, hive i spillernes hår, sparke dem på anklerne, træde dem over tæerne og spytte på dem, så snart dommeren så den anden vej.

Alf Ramsey havde været meget bestemt før kampen, da han gav sine spillere besked på under ingen omstændigheder at gøre gengæld, hvis disse situationer skulle opstå. Det var ligegyldigt, hvad argentinerne lavede. Spillerne måtte simpelthen bare finde sig i det. Ramsey var overbevist om, at hans spillere kunne vinde kampen ved hjælp af rene midler, og han havde ikke råd til at miste endnu en spiller i startopstillingen på grund af karantæne eller det, der var værre: en skade efter et slagsmål.

Det var meget svært for spillerne ikke at reagere på det, de oplevede på banen. Argentinerne brugte ethvert tænkeligt trick i bogen, og måske var de endda en anelse vrede over den måde, hvorpå dommerne indtil videre i turneringen havde håndteret bedømmelserne af kampene. Hele dommerstanden havde været meget hårde over for de sydamerikanske hold, og mens de havde set til, da portugiserne sparkede Pelé ud af turneringen, så valgte de at udvise en argentiner i kampen mod Vesttyskland. I tyskernes kamp mod Uruguay samme dag var to sydamerikanere blevet udvist, og det var generelt forstået blandt dommerne, at de specielt skulle holde øje med det hårde sydamerikanske spil. Det var instruktioner, der var kommet direkte fra FIFA. Så når England, Vesttyskland, Portugal eller Sovjetunionen fik lov til at spille hårdt, virkede det unfair på sydamerikanerne, og i denne kamp fik det argentinerne til at se rødt.

Hver eneste gang den tyske dommer Rudolf Kreitlein blæste i sin fløjte, stod argentinerne helt oppe i fjæset på ham, og der var ingen tvivl om, at det især var anføreren med nummer 10 på ryggen, Antonio Rattin, der irriterede Kreitlein. Tre argentinske spillere fik en advarsel inden for de første 30 minutter.

I 35. minut havde Kreitlein fået nok. Rattin havde fået en advarsel for en alt for hård tackling på Bobby Charlton, og nu fik han det røde kort for at blive ved med at brokke sig. Rattin blev rasende, og han nægtede at forlade banen. Kreitlein forstod ikke et ord spansk, og Rattin talte hverken tysk eller engelsk, og senere hævdede han, at han blot havde bedt om at få en oversætter på banen, så han kunne forstå, hvad der var sket. Hvis det er sandt, så begik Kreitlein en kæmpe fejl, men det lyder som en underlig forklaring. Hvem får en advarsel for en hård tackling i en fodboldkamp og beder derefter om en tolk?

Kreitlein forklarede efter kampen, at han ikke brød sig om den måde, Rattin så på ham, da han fik advarslen, og i de officielle bøger står der, at Rattin fik advarslen for at bruge groft sprog. Men siden Kreitlein ikke forstod spansk, har det vel været svært for ham at afgøre.

José Albrecht var rasende. Han opfordrede alle spillerne til at forlade banen sammen med Rattin, og enkelte begyndte faktisk at gå. Andre stod stadig tæt på Kreitlein og råbte ad ham, hvilket gjorde ham endnu mere forvirret. Det tog omkring ti minutter og en masse snak frem og tilbage, før Rattin til slut tillod FIFAs repræsentanter eskortere ham af banen. Bobby Charlton havde forsøgt at tale lidt fornuft ind i ham og havde blandt andet fortalt ham, at hvis de andre spillere forlod banen, ville Argentina tabe automatisk kampen.

Antonio Rattin lod ikke til at høre efter, eller også havde han blot ikke lært at tale engelsk i den korte tid, fra han fik advarslen, til Charlton forsøgte at tale med ham. Den argentinske spilfordeler satte sig på sidelinjen, og der blev han i protest. I Argentina var han allerede definitionen på en martyr, men i Europa var han set som den værste lovovertræder. Til slut rejste han sig endelig langsomt op og forlod banen, så spillet kunne fortsætte. Det tog ham meget lang tid at finde ud af Wembley, fordi han hele tiden skulle stoppe og se, hvordan det gik med hans holdkammerater.

Det tog England meget lang tid, før de fik noget ud af udvisningen af Rattin. I 78. minut headede Geoff Hurst bolden ind bag målmand Antonio Roma efter at have modtaget en flot aflevering fra sin West Ham-kollega Martin Peters.

Statistikkerne siger, at England lavede 33 frispark i kampen, Argentina 19. Rudolf Kreitlein mistede fuldstændig grebet om kampen, og mens dommeren blev eskorteret af banen efter slutfløjtet, skyndte Alf Ramsey sig over for at forhindre George Cohen i at bytte trøjer med Mario González. González skyndte sig derpå at bytte trøjer med Ramon Wilson i stedet, mens Ramsey ikke så det, men Ramsey var rasende på argentinerne. Næste dag lød overskriften på en af de største aviser: ”Dyr!, siger Ramsey”. Men tilsyneladende havde hans hold og dommerne været med til at skabe de dyr, og denne kamp ville blive hængende i erindringen hos argentinske spillere i de næste generationer og være med til at skabe en rivalisering mellem de to lande. Dengang betød resultatet sejr til England, men for Argentina var det El robo del siglo – Århundredets røveri.

England:
Gordon Banks
George Cohen
Ramon Wilson
Nobby Stiles
Jack Charlton
Bobby Moore
Alan Ball
Bobby Charlton
Geoff Hurst
Martin Peters
Roger Hunt

Manager:
Alf Ramsey

Argentina:
Antonio Roma
Oscar Ferreiro
Silvio Marzolini
José Albrecht
Antonio Rattin
Jorge Solari
Roberto Perfumo
Mario González
Luís Artime
Erminio Onega
Oscar Mas

Manager:
Juan Carlos Lorenzo

Husker du? Da Danmark blev Europas bedste håb

Michael Laudrup scorer et meget mindeværdigt mål i kampen mod Uruguay.



Da Danmark slog Vesttyskland 2-0 ved VM i Mexico i 1986 og dermed vandt deres gruppe, blev VM-debutanterne pludselig regnet for at være eksperternes bedste bud på en finalist fra Europa.

Vejen til Danmarks første deltagelse ved VM var lang og hård, og sjovt nok blev de første sten lagt i den aller første kamp i kvalifikationen – en kamp, Danmark slet ikke selv spillede med i. Da Irland besejrede Sovjetunionen 1-0 i Dublin den 12- september, 1984, havde gruppens største favoritter allerede tabt point.

To hold fra hver gruppe på fem ville være direkte kvalificerede, og udover Irland og Sovjetunionen skulle danskerne møde Norge og Schweiz. Men nu havde Sovjetunionen vist, at de kunne besejres. Rent praktisk var det ikke så godt, idet én af Danmarks rivaler til 2.-pladsen nu havde fået point, men mentalt var det en vigtig besked, der skulle betyde meget for danskerne.

Danskerne selv kom godt fra start i gruppen ved at besejre Norge 1-0 hjemme, og da Norge spillede uafgjort mod Sovjetunionen i Oslo, begyndte det at se meget lyst ud for danskerne. De kom dog hurtigt ned på jorden igen, da de tabte 1-0 til Schweiz i Bern. Nu ventede Irland hjemme.

I en fantastisk kamp for den lille fodboldnation på kun lige over fem millioner mennesker lykkedes det landsholdet at besejre irerne 3-0, og det gav en bunke nødvendig selvtillid før mødet med Sovjetunionen i Idrætsparken på selveste Grundlovsdag i 1985. I en fuldstændig uforglemmelig kamp scorede Preben Elkjær to mål og den unge Michael Laudrup endnu to, og Danmark vandt kampen 4-2 imod storfavoritterne.

Et 1-0 nederlag i Moskva blev fulgt op af 1-1 hjemme mod Schweiz, og det satte holdet i en helt særlig situation før den sidste gruppekamp ude imod Irland. Heldigvis havde de slået Norge 5-1 i Oslo og var derved sikre på deres første kvalifikation, men en sejr i Dublin ville sende dem til Mexico som vindere af kvalifikationsgruppe 6.

Især en spiller på det danske hold vil aldrig glemme denne kamp. Holdet havde brug for stærke Søren Lerby til kampen, men hans klubhold Bayern München råbte også på ham, fordi de havde en vigtig pokalkamp imod Bochum samme dag. Da han insisterede på at spille for landsholdet men samtidig havde fuld forståelse for, hvem der betalte hans løn, fandt han en utraditionel løsning.

Da John Sivebæk med sit eneste mål i A-landsholdstrøjen efter 57 minutter af kampen i Dublin havde gjort det til 3-1, lod Lerby sig udskifte. Han forlod med det samme Landsdowne Road og tog til lufthavnen, hvor Bayern München havde stillet deres privatfly til rådighed for ham for at flyve ham tilbage til Tyskland.

Danmark vandt kampen 4-1 og sikrede sig 1.-pladsen i gruppen, mens Lerby ankom til Olympiastadion tids nok til at spille 2. halvleg for sit klubhold. Han hjalp dem med at sikre uafgjort 1-1, og Søren Lerby er dermed den eneste spiller, der nogensinde har spillet for sit land og sin klub på to forskellige lande på samme dag.

Siden Danmarks tyske træner Sepp Piontek havde taget over i 1979, havde tingene ændret sig dramatisk for det danske fodboldlandshold. Spillerne ville simpelthen vinde. Det var ikke længere nok at tabe men have scoret et flot mål. De fleste af spillerne på landsholdet boede og spillede (eller havde gjort det) i Holland, og det var ikke overraskende, at den danske spillestil mindede om den, hollænderne havde begejstret verden med i 70’erne.

Kun meget få af de danske spillere repræsenterede danske klubber. Så da eksperterne gættede på, at danskerne ville ryge hurtigt ud i Mexico, var der mange af deres modstandere, der følte, at de vidste bedre. De kendte mange af de danske spillere fra møder med dem i topklubberne i Europa.

Den første kamp imod Skotland var nok Danmarks mest nervøse kamp. Men efter de første VM-nerver var blevet rystet af, begyndte danskerne at spille rigtig godt, og skotterne havde ikke meget at byde ind med. Kun Gordon Strachan fortjente med sin indsats at skaffe skotterne et godt resultat, mens danskerne begyndte at producere den ene chance efter den anden. Især Preben Elkjær og vidunderdrengen Michael Laudrup udgjorde store trusler for skotterne, og i 57. minut scorede Preben Elkjær på et hårdt fladt skud i målmand Jim Leighton’s lange hjørne. Danmark havde vundet sin første VM-kamp, og de havde gjort det i en stil, der efterlod tvivlerne godt røde om ørerne.

Men hvis Skotland-kampen havde efterladt tvivlerne på Danmark en anelse skamfulde, så skulle kampen mod de tidligere dobbelte verdensmestre Uruguay få de sidste tvivlere overbevist. I en helt enestående kamp lavede Danmark nærmest opvisning i angrebsfodbold, da de ydmygede de regerende Copa América-mestre med hele 6-1. Preben Elkjær scorede tre, og Laudrup scorede et af de mest elegante mål nogensinde. Nu begyndte alle at skæve til danskerne, før den kamp, de vidste ville blive den ultimative test, hvis de skulle tages alvorligt i det videre forløb.

Vesttyskerne havde spillet uafgjort 1-1 mod Uruguay og slået skotterne 2-1, hvilket faktisk betød, at både Danmark og Tyskland var klar til næste runde. Vinderne af Danmarks Gruppe E skulle spille mod nummer to i Gruppe D, mens nummer to i Danmarks gruppe skulle møde vinderne af Gruppe F. Før turneringens start ville valget nok have været vanskeligt, men Gruppe F var spillet færdig to dage før, og her var Marokko endt som vindere foran England, mens Spanien var endt på 2.-pladsen i Gruppe D efter Brasilien.

Med andre ord: Hvis Danmark vandt eller spillede uafgjort mod tyskerne, skulle de møde Spanien, og tyskerne ville få æren af Marokko i ottendedelsfinalerne. Hvis Danmark tabte, hed modstanderen Marokko. Men danskerne kunne ikke stoppes. Nu ville de vinde, og de ville vinde med stil. Vesttyskland producerede masser af chancer, og det lod ikke til, at de spillede på at tabe. Danskerne var simpelthen bare bedre på dagen, og de vandt over Vesttyskland med 2-0 på mål af Jesper Olsen og John Eriksen. Til gengæld blev dynamoen Frank Arnesen udvist i 88. minut efter en dum tackling på Lothar Matthäus.

Danmark havde vundet puljen, og især den overbevisende sejr over de tidligere dobbelte verdensmestre gav genlyd blandt eksperterne. Intet andet europæisk land havde vist deres potentiale. England var blevet nummer to i deres pulje efter Marokko. Italien var blevet nummer to efter Argentina. Spanien var blevet nummer to efter Brasilien, og Belgien var endt som nummer 3 efter både Paraguay og Mexico. Eksperterne begyndte at stille spørgsmålet: Var Danmark den bedste mulighed at få VM-pokalen med hjem til Europa? Var disse debutanter det bedste europæiske hold? Kunne de gå hele vejen i finalen?

Måden hvorpå de havde besejret Skotland, Uruguay og Vesttyskland antydede, at de kunne. Næste test ville blive Spanien i ottendedelsfinalen. Og 1. halvleg gav en god indikation. Tilsyneladende var danskerne virkelig så gode, som gruppespillet havde antydet. Klaus Berggren blev fældet i straffesparksfeltet, og Jesper Olsen sendte bolden køligt ind bag Andoni Zubizarreta i det spanske mål. Ude på banen dominerede danskerne og kontrollerede spillet fuldstændigt. Lige indtil to minutter før halvleg.
Jesper Olsen forsøgte at spille bolden ind i målmand Lars Høgh og så ikke Emilio Butragueño komme løbende og stjæle bolden foran mål. Han udlignede let og sikkert, så Spanien kunne gå til pause i medvind. Danmark havde for første gang i turneringen vist svaghedstegn.

I 2. halvleg kunne Danmark virkelig have brugt Frank Arnesen, der var blevet vist ud mod Vesttyskland. Butragueño scorede tre mål mere, og Andoni Goikoetxea lavede et enkelt, da Spanien fuldstændigt ydmygede de uerfarne danskere. Til slut var det Vesttyskland, der viste sig at være det bedste hold fra Europa, da de tabte 3-2 til Argentina i en mindeværdig finale, men i et meget langt og meget mindeværdigt øjeblik var Danmark på alles læber i Mexico.

Husker du: Et nyt England møder en ny modstander

Lev Yashin i Sovjetunionens mål fik en travl aften i sit lands første VM-kamp nogensinde.



Den 8. juni, 1958 var det et rystet England, der stillede op mod Sovjetunionen, der ikke alene var med i VM for første gang, men også repræsenterede en nation, der to år forinden havde invaderet Ungarn.

Da England og Sovjetunionen gik ind på Nya Ullevi den 8. juni, 1958 ventede der de 49.348 tilskuere en ganske særlig oplevelse. De fleste fodboldfans havde fulgt de to nationer meget tæt gennem det seneste stykke tid men af årsager, der havde meget lidt med fodbold at gøre.

Dette var første gang, Sovjetunionen var med ved VM, og efter at være sluttet på en delt 1.-plads med Polen i deres kvalifikationspulje, måtte de ud i en omkamp, hvor de slog deres naboer på ”neutralt” græs i Leipzig i Østtyskland.

Sovjetunionen var allerede fasttømrede i mange menneskers bevidsthed, eftersom de havde vundet olympisk guld i Melbourne i 1956. Men de var også vadet ind i resten af verdens bevidsthed i en ikke-sportslig forstand, da de invaderede et frihedssøgende Ungarn i 1956 og derved var med til at sikre, at det ungarske landshold ved VM i 1958 var blot en skygge af sig selv. Store spillere som Puskás, Kocsis og Czibor var ikke længere en mulighed at nyde for Ungarn. At påstå at Sovjetunionen ikke var den mest populære nation er en kæmpe underdrivelse, men de øvrige hold lod til at forstå, at det nok ikke var de sovjetiske spillere, de skulle skyde skylden på. Derfor behandlede de dem på samme måde som deres øvrige kolleger. Dette var jo trods alt deres første VM-kamp nogensinde.

Det England, de mødte, var et rystet England og på mange måder et nyt England. Den 5. februar, 1958 havde en tragisk flyulykke i lufthavnen i München kostet syv Manchester United-spillere livet, heriblandt flere faste spillere på Englands landshold.
Venstre back Roger Byrne, angriber Tommy Taylor og perlen på Englands hold, det 22-årige midtbanegeni Duncan Edwards, der havde hjulpet Manchester United frem til at blive et af de aller bedste hold i hele Europa, havde alle været blandt ofrene. Under ledelse af Skotlands deltidsmanager og Uniteds fuldtids-boss, Matt Busby, havde Edwards hjulpet United frem til at blive et rigtig seriøst bud på en afløser af Real Madrids dominans i Europa, hvor spanierne havde vundet de første fem Europa Cup-trofæer. Og med den høje, stærke Edwards på midtbanen, var England cyklet ubesværet gennem kvalifikationen og havde kun tabt et enkelt point i den uafgjorte kamp i Irland.

To ud af de tre døde landsholdsspillere havde scoret 10 ud af de 15 mål med Edwards på tavlen to gange og Taylor otte gange. De ville blive voldsomt savnet, og tragedien påvirkede hele truppen såvel som de fleste af de, der var tilskuere på Nya Ullevi den dag, fordi det var første gang siden ulykken, at de havde set holdet.

Fra starten af kampen virkede englænderne en anelse ufokuserede og var måske påvirkede af den intensitet, der herskede omkring kampen. De spillede udmærket og stod godt til Sovjetunionen, men de kunne ikke score. I det 13. minut blev debutanternes anfører Nikita Simonian tilskrevet et mål, der ramte flere spillere, før den endte bag Burnley målmand Colin McDonald.

Det andet mål kom i 56. minut, da Viktor Tsarev fandt Alexandr Ivanov med et flot aflevering. Ivanov driblede rundt om McDonald og scorede.

I 66. minut reducerede Derek Kevan med et flot hovedstød, der fik Lev Yashin i Sovjetunions mål til at se lidt fortabt ud, og han så endnu mere tosset ud, da hans reaktion på straffesparket i 85. minut var at kaste sin kasket efter den ungarske dommer, István Zsolt. Den tackling, Yuri Voinov havde sat ind på Johnny Haynes, var ikke at finde i nogen fodboldbog, og Tom Finney scorede flot fra pletten, da han placerede den lavt og hårdt i det venstre hjørne.

2-2 resultatet var i det store og hele ganske retfærdigt , men kampen bliver husket som Englands første VM-kamp efter den forfærdelige ulykke i München, og som den første kamp ved et VM af Sovjetunionen.

HOLDENE:
England:
Colin McDonald
Don Howe
Tommy Banks
Eddie Clamp
Billy Wright
Bill Slater
Bryan Douglas
Bobby Robson
Derek Kevan
Johnny Haynes
Tom Finney

Manager:
Walter Winterbottom

Sovjetunionen:
Lev Yashin
Vladimir Kessarev
Boris Kuznetsov
Yuri Voinov
Konstantin Krijevsky
Viktor Tsarev
Aleksandr Ivanov
Valentin Ivanov
Nikita Simonian
Sergei Salnikov
Anatoly Ilyin

Manager:
Gavril Katchalin

Husker du? Da Ungarn satte et par ting på plads

VM i 1982 bød på masser af lækker fodbold, og noget af det bedste stod Ungarn for i deres første gruppekamp mod El Salvador.




Efter at have tabt tre kampe i træk i VM fire år tidligere var Ungarn opsat på at sætte tingene på plads i deres åbningskamp i 1982 mod El Salvador.

FIFAs præsident Joaõ Havelange var blandt de heldige tilskuere, der var på plads i Elche den 15. juni, 1982 til Gruppe 3-kampen mellem Ungarn og El Salvador. To dage forinden havde Belgien chokeret verden ved at slå de forsvarende mestre Argentina med 1-0 i åbningskampen i samme gruppe, og dette åbnede helt nye muligheder for ungarerne, der havde hævn i tankerne.

El Salvador havde kvalificeret sig til VM for anden gang på bare 12 år, og de var den ene af to repræsentanter fra den svage Nord- og Central-amerikanske region. Eksperterne havde længe hævdet, at to hold fra denne region var et for meget, men dette var det første VM med 24 hold i stedet for de tidligere 16, så derfor havde de fået to pladser. Men da Tibor Nyilasi allerede i 3. minut headede bolden i mål til 1-0 bag målmand Luis Guevara Mora, var ungarerne godt i gang med at bevise, at eksperterne havde ret.

Ungarn havde bitre minder fra VM fire år tidligere, da de tabte deres første kamp til værtsnationen og de senere mestre Argentina med 2-1 og fik to af deres stjernespillere András Töröcsik og Tibor Nyilasi vist ud. Det var et hårdt nederlag at sluge, og de kom sig aldrig helt over det og tabte også begge deres følgende gruppekampe til Italien og Frankrig. Der var ingen tvivl om, at der var kommet ridser i lakken hos de stolte ungarere med de flotte traditioner. Derfor var denne åbningskamp mod El Salvador meget vigtig.

Allerede i 10. minut gjorde Gábor Pölöskei det til 2-0, og da legenden László Fazekas bankede et flot langskud i kassen i det 23. minut, var grundarbejdet gjort.

3-0 holdt til halvleg, og på det tidspunkt var kampen allerede vundet. Men manager Kálmán Mészöly, der selv havde gode VM-minder fra deltagelse på Ungarns landshold ved VM i 1962 og 1966, ville have mere. I omklædningsrummet i pausen mindede han sine spillere om det, der var sket i 1978 i Argentina. Dette var VM. Det var ikke nu, de skulle slappe af eller holde tilbage. Spillerne skulle give den alt, hvad den kunne trække og ikke vise nåde over for mellemamerikanerne.

József Tóth gjorde det til 4-0 i 51. minut, og fire minutter senere var det anføreren fra for fire år siden, László Fazekas, der i sin 86. kamp for Ungarn scorede til 5-0. Det var tydeligt at læse beslutsomheden i veteranens ansigt, da han sendte bolden i nettet.

El Salvador oplevede ikke mange tilråb fra tilskuerpladserne, og de få trofaste støtter dæmpede hurtigt deres jublen, efterhånden som resultatet blev mere og mere vildt. Men i 65. minut kunne man kort høre dem igen, da deres spillere gav dem noget at juble over.

Efter et forbavsende flot angreb endte bolden hos Luis Ramirez Zapata, der sendte den forbi Ferenc Mészáros in Ungarns mål. Stillingen var nu 5-1, men skulle man bedømme ud fra Zapatas jubel, skulle man tro, det var det eneste mål i kampen indtil videre. De forsøgte endda at få bolden hurtigt fra målmanden, så de hurtigt kunne få sat spillet i gang igen, som om de havde kampen under kontrol og nu med Zapatas mål havde ungarerne lige der, hvor de ville have dem. Det irriterede ungarerne endnu mere, og de indledte en tæppebombning af El Salvadors mål.

László Kiss var blevet opdaget af manager Mészáros i Budapest-klubben Vasas SC, hvor Mészáros selv havde spillet gennem hele sin egen karriere. Kiss var en spiller, der elskede de store øjeblikke, som han havde bevist, da han scorede to mål i sin debut på landsholdet i en kamp mod Norge. Denne gang cementerede han sit navn fast i historie-bøgerne, da han scorede det hurtigste hattrick nogensinde i en VM-kamp. Han afløste András Töröcsik i 55. minut og scorede tre brillante mål på blot ni minutter, kun afbrudt af målet til 7-1, der blev scoret af den anden indhopper László Szentes. Kiss blev således også den eneste spiller, der nogensinde er kommet ind i en VM-kamp og har scoret et hattrick.

Tibor Nyilasi sluttede showet med endnu et fabelagtigt hovedstødsmål og satte dermed ramme om kampen på flottest mulige måde.

Det var en absolut enestående kamp af Ungarn og tilsvarende dårlig kamp af El Salvador. Kun angriber Jorge Mágico Gonzáles kom fra kampen med lidt af sin værdighed intakt. Han talent var meget tydeligt, og lokale spejdere lavede den nødvendige kontakt og sikrede, at han blev i Spanien efter turneringen var slut. Han skrev kontrakt med Cadiz.

Desværre for ungarerne blev det deres eneste sejr, og deres 1-1 mod Belgien gav dem tre point på 3.-pladsen og sendte dem ud af turneringen sammen med netop El Salvador. Men i et kort og uforglemmeligt øjeblik fik de verden til at huske, at Ungarn var en formidabel fodbold-nation.

Husker du? Da Sydafrika fik tildelt VM 2010

Det nyrestaurerede Orlando Stadium nær Soweto i Sydafrika vil kun blive brugt som træningsbane under VM.


15. maj, 2004 var en meget stor dag for Sydafrika. Det var dagen, hvor FIFA valgte at tildele dem VM 2010 og på den måde gøre den tidligere udstødte nation til det første afrikanske land, der afvikler verdens største fodboldturnering.

VM 2010 i Sydafrika bliver den 19. i rækken af FIFA verdensmesterskaber, siden begyndelsen i 1930 i Uruguay. Men det er det første VM, der afholdes på det afrikanske kontinent, og faktisk er Sydafrika langt fra så oplagt en kandidat, som man kunne have forestillet sig.

Sydafrika er et land, der traditionelt set har været mest kendt for sin racepolitik kaldet apartheid. Da apartheid efter 2. Verdenskrig blev den officielle politik, havde det voldsomme menneskelige og sociale konsekvenser. En af disse var, at det blev naturligt ikke at blande racer i sportsturneringer. De hvide havde deres egne turneringer, og det samme havde de sorte sydafrikanere. Men det gik endnu dybere.
På grund af den officielle apartheid politik blev Sydafrika diskvalificeret fra at spille med i den første Africa Nations Cup i 1957 Senere blev Sydafrika smidt ud af CAF – Confederation of African Football, og i 1964 suspenderede FIFA sydafrikanerne for siden at smide dem helt ud.

I løbet af de følgende år begyndte den hvide del af befolkningen langsomt at miste interessen for fodbold. I stedet spillede de rugby eller cricket, men fodbold var ikke en sport, mange hvide valgte at spille. Samtidig fulgte fodbold det samme mønster, som det både før og siden har fulgt i mange fattige lande. Som i Brasilien og en række andre sydamerikanske lande, hvor fodbold blev spillet i gaderne og på stranden, blev fodbold i Sydafrika de fattiges sport. I Sydafrika blev det spillet i de fattige townships og andre steder under ganske særlige omstændigheder.

På den berygtede fængsels-ø Robben Island ud for Cape Towns kyst. hvor en række af landets mest frygtede modstandere af regimet sad fanget, begyndte fangerne at forlange, at skulle have lov til at spille fodbold. I starten blev det nægtet, men efter fire års konstante krav, fik de lov til at spille hver lørdag.
Al sport i Sydafrika blev på dette tidspunkt boycottet, og måske havde regeringen den tanke, at hvis de lod fangerne spille, så ville de måske vinde lidt internationalt goodwill.

Fangerne ville spille efter de rigtige regler, så de grundlagde Makana Football Association. Alle FIFAs regler blev inkorporeret i Makana, og en rigtig liga blev formet. Sydafrikas præsident Jacob Zuma var en af fangerne, og han var hård forsvarsspiller på et af holdene på Robben Island. I 2007 blev Makana Football Association optaget som æresmedlem i FIFA.

Fodbold blomstrede op som den sorte mands sport, og selv i dag er hovedparten af spillerne i den sydafrikanske liga og på landsholdet sorte. Da Sydafrika spillede åbningskampen mod Irak i Confederations Cup i 2009, var der kun en enkelt mand på holdet, der var hvid. Hans navn var Matthew Booth, og med sine lige over to meter ragede han godt op over de fleste af sine holdkammerater. Mange af journalisterne, der dækkede kampen, rapporterede forkert, at han var meget upopulær blandt tilskuerne, da de hørte de konstante tilråb ”Boooooooth!” som ”Buuuuuuuh!” Boothe er gift med en sort kvinde og er elsket af en meget bred fanskare.

Da ANC og National Party i slutningen af 80’erne indledte processen, der skulle afskaffe apartheid, begyndte samtalerne om oprettelsen af en ny fælles fodbold-liga. I 1991 blev SAFA grundlagt, og året efter blev de optaget i FIFA som fuldt medlem. Kun fire år senere triumferede Sydafrika ved at vinde sin første African Nations Cup på hjemmebane.

FIFAs nye politik var at få hver af de store fodboldforbund til at komme med et bud på en mulig vært til VM. Ægypten, Marokko og et fælles bud fra Libyen og Tunesien blev modtaget sammen med buddet fra Sydafrika. Tilbage i 2007 havde FIFA dog allerede opgivet idéen om at skifte mellem kontinenterne, og de havde inden ligeledes offentliggjort, at de ikke længere ville kigge på bud fra to lande. Det fik Tunesien til at trække sig, og Libyen kunne ikke alene stå for det store arrangement. Med tre lande tilbage valgte FIFA at stemme første gang den 15. maj, 2004. Sydafrika fik 14 stemmer, Marokko fik 10, og Ægypten fik ingen. Beslutningen var taget, før der overhovedet var nået at opstå nogle kontroverser. Sydafrika var blevet valgt til at være vært for VM 2010.

Det har været en tradition, at både værterne og de regernde verdensmestre ikke skulle spille med i kvalifikationsrunden til VM. Denne gang spillede både Italien og Sydafrika. Som vært er Sydafrika automatisk kvalificeret, men da kvalifikationsrunden også virker som kvalifikation til African Nations Cup 2010, var Sydafrika med. Til gengæld var det første gang, at mestrene skulle igennem kvalifikation.

Om genfødslen af fodbold i Sydafrika vil hjælpe racerne tættere på hinanden er en anden historie. De har brugt mange hundrede millioner kroner på at genopbygge det populære Orlando Stadium nær Soweto. Det har nu VIP bokse, lounges, konference-lokaler og plads til 45.000 tilskuere i et område, der traditionelt har været et fodbold-mekka for den sorte befolkning i Soweto. Men stadion vil kun blive brugt som træningsbane under VM 2010.

Det er ikke usandsynligt at forestille sig, at en stor del af den sorte befolkning vil have svært ved at få råd til at gå til kampene. Der er stadig stor forskel på lønningerne, og tv-seerne fra hele verden vil nok nærmere se en stor skare af turister på tilskuerpladserne end lokale sorte fans. Men de lokale fans, der dukker op til kampene vil til gengæld med sikkerhed være med til at præge stemningen, ligesom de gjorde, da Sydafrika var værter ved den meget succesrige Confederations Cup i 2009. Med masser af stegt kylling og deres vuvuzela, de larmende plastic horn, vil de heppe på Bafana Bafana og hjælpe Sydafrika til at undgå at blive den første værtsnation i historien, der ikke kvalificerer sig til 2. runde.

Spillesteder:
Johannesburg:
Soccer City 94.700
Coca-Cola Park 62.567

Durban:
Moses Mabhida Stadion 70.000

Cape Town:
Green Point Stadion 69.070

Pretoria:
Loftus Versfeld Stadion 51.760

Port Elizabeth:
Nelson Mandela Bay Stadion 48.000

Bloemfontein:
Free State Stadion 48.070

Polokwane:
Peter Mokoba Stadion 46.000

Nelspruit:
Mbombela Stadion 44.000

Rustenburg:
Royal Bafokeng Stadion 42.000

31 holde spiller 64 kampe fra 11. juni til 11. juli

Gabriel Batistuta vil altid blive husket som en af de bedste sydamerikanske angribere nogensinde.




Med en af de bedste trænere nogensinde ved roret, kunne Argentina have vundet sin tredje VM-titel, men det mest mindeværdige øjeblik fra deres VM i 2002 er billedet af Batistuta, der efter 1-1 kampen mod Sverige står tilbage badet i sved og med et udseende, der får os til at tænke på Jesus på korset.

Der er mange mindeværdige øjeblikke fra VM i 2002, men et billede, der for millioner af mennesker for altid vil være stå tilbage, er af den formidable argentinske angriber Gabriel Batistuta efter den sidste gruppekamp mod Sverige. Efter en middelmådig indsats blev han udskiftet med Hernán Crespo 13 minutter inde i 2. halvleg. På det tidspunkt kunne han nok ikke forestille sig, at det skulle være hans sidste kamp på det argentinske landshold.

I 1998 blev Marcelo Bielsa officielt tilbudt jobbet som manager hos Espanyol i den spanske La Liga. Han takkede ja men trak sig snart efter tilbage, efter at han blev tilbudt jobbet som Argentinas landstræner, Han skulle tage over efter Daniel Passarella.

Marcelo Bielsa var helt unik som manager og træner, og hans særlige angrebsstil krævede ekstra meget af spillerne. Han blev kendt for sit 3-1-3-3 system, og med det udført til perfektion piskede Argentina til tops i den sydamerikanske kvalifikationspulje. Argentinas VM-chancer så mere end gyldne ud.

Et problem med hans unikke spillesystem var, at det krævede, at alle mand var i absolut topform. Det ville ikke være muligt for dem at spille det attraktive angrebs-presfodbold, hvis ikke alle spillerne var i absolut bedste form.

VM i Sydkorea og Japan var blevet flyttet en hel måned frem, fordi de ville undgå at løbe ind i monsun-tiden. Det betød, at alle spillerne fra den europæiske liga havde en måned mindre til at komme sig over sæsonens strabadser. Næsten alle Argentinas landsholdsspillere var på europæiske hold.

Det begyndte ganske godt i den første gruppekamp mod Nigeria. Efter anfører Roberto Ayala måtte udgå med en skade allerede under opvarmningen, da han forstrakte en lårmuskel, gik Argentina i angreb fra start og blev der lige til slut. En enkelt chance fra den spændende Jay-Jay Okocha var alt, Nigeria havde at byde på.

Da Gabriel Batitstuta headede 1-0 ind i 63. minut, havde han allerede misset et par store chancer, og Argentina skulle på det tidspunkt have ført stort. 1-0 blev også slutresultatet, og Batistutas mål blev faktisk historisk. Det var første gang nogensinde, at den samme spiller havde scoret det første mål i sit lands åbningskampe i tre VM i træk.

Den anden gruppekamp var den længe ventede revanchekamp mod England. Fire år tidligere var David Beckham blevet vist ud imod Argentina, og England havde tabt. Mod Argentinas super talenter udskreg eksperterne før kampen igen England som tabere.

Kampen blev spillet i Sapporo Dome i Japan, og det skulle blive en historisk kamp – ikke så meget på grund af selve spillet men på grund af resultatet. Ikke alene formåede englænderne at spille et utraditionelt flot forsvarsspil, der holdt de angrebslystne argentinere fra at score, men de formåede også at fremskaffe et straffespark på en måde, der ville have gjort argentinerne stolte. Michael Owen ventede pænt på, at Mauricio Pochettino stak sit ben ud, så han kunne skabe kontakt og falde så tungt som muligt.

For at fuldene farcen, var det ingen ringere end David Beckham, der trådte frem for at tage straffesparket. Sapporo Dome praktisk taget eksploderede, da han sendte bolden i netmaskerne. Hvis denne stilling kunne holde, ville han fuldstændig have vendt tragedien fra fire år tidligere, hvor han var blevet offer for en national smædekampagne, efter han blev vist ud for en mindre forseelse mod Diego Simeone.
England begravede sig igen dybt i deres eget territorium og forhindrede igen og igen, at Argentinerne kom frem til chancer. Slutresultatet på 1-0 var Englands første sejr over Argentina i VM-sammenhæng siden den skandaløse kamp i 1966. Resultatet var det samme. Og der syntes at vær nok ironi til at dele ud af ved, at det var David Beckham, der scorede det mål, der afgjorde Diego Simeones sidste kamp på det argentinske landshold.

Pludselig hvilede presset tungt på Bielsa, Batustuta og hele den argentinske lejr. De havde brug for en sejr over Sverige i den sidste gruppespilskamp for at klare sig videre til næste runde. Argentinerne kom på banen med masser af selvtillid. Claudio Lopez fyrede to skud tæt forbi det svenske mål i 1. halvleg, og Juan Sorín havde to gode hovedstød, der også udfordrede svenskerne.

Det skulle blive et frispark fra 30 meter af Anders Svensson, der vendte kampen i 2. halvleg. Målmand Pablo Cavallero var kun i stand til at få fingrene på bolden, der fortsatte ind i sidenettet. 1-0 til Sverige.

Et sent straffe taget af Ariel Ortega blev reddet af Magnus Hedman, men Hernán Crespo fulgte op og bankede returen ind. Derved holdt argentinerne liv i håbet lidt endnu. Men det skulle ikke blive deres dag. Argentinerne havde ikke formået blot at nærme sig den fantastiske form, de havde vist i kvalifikationen, og alligevel var de stadig meget tæt på at gå videre. Det er skræmmende at tænke på hvor dominerende, de havde været, hvis turneringen var blevet spillet i juli.

Billedet af Gabriel Batistutas ansigt efter kampens afslutning, med det lange hår vredet af sved efter de høje temperaturer i den store hal, vil aldrig blive glemt. Batigol sluttede sin fremragende landsholdskarriere med 56 mål i 78 kampe for Argentina og vil altid blive erindret som en af Sydamerikas bedste angribere nogensinde.

Husker du: Polen gik til angreb i 1974

Grzegorz Lato blev en noget overraskende topscorer i VM i Vesttyskland i 1974, og generelt leverede polakkerne noget af det mest underholdende fodbold, verden havde set i mange år.




Polen havde spillet det mest hårde og decideret defensive spil i kvalifikationen, men de lovede at spille langt mere elegant og offensivt, når de nåede til VM i Vesttyskland i 1974. De holdt, hvad de lovede.

Da Polen kom til VM i Vesttyskland i 1974, var der ikke mange, der havde de store forventninger til dem. De havde spillet særdeles uattraktivt fodbold i den chokerende kvalifikationsrunde, der havde sendt dem i gruppe med England og Wales.
Der havde stået hårdtslående, slavisk, østeuropæisk fodbold uden skygge af finesse på programmet, og den eneste virkelige stjerne på holdet var målmand Jan Tomaszewski, der var en fabelagtig atlet.

England havde besejret Wales 1-0 ude og spillet uafgjort mod dem hjemme på Wembley. Alf Ramsey var stadig manager, men efter udskiftninger blev tilladt, havde han haft mindre succes. Ramsey var fabelagtig til at inspirere sine spillere og til at planlægge en kamp fra starten, men han var ikke særlig god til at rette til og justere undervejs i kampene.

Folk anså stadig England for at være en af verdens bedste fodboldnationer. Sejren i 1966 stod stadig frisk i erindringen, og nederlaget til Vesttyskland i kvartfinalen i 1970 blev set som hovedsagelig reservemålmand Peter Bonettis fejl. Han havde været nødt til at erstatte den fabelagtige Gordon Banks, der var blevet syg. Bonetti havde lukket tre mål ind, efter England havde ført 2-0, og England havde tabt kampen.
Gordon Banks var alligevel ikke længere Englands målmand. En bilulykke året forinden havde kostet ham synet på det ene øje. Nu stod Peter Shilton i målet.

Wales slog Polen 2-0 hjemme og blandede sig pludselig mere, end englænderne havde forventet. Alligevel var sejren ikke rigtig overraskende imod et polsk hold, der kun med sjældne mellemrum havde klaret sig godt på den store scene. Men da Polen slog England 2-0 hjemme og derefter vandt 3-0 over Wales, betød det ikke alene, at Wales var ude men også, at polakkerne kunne klare sig med uafgjort på Wembley. Englænderne skulle bruge en sejr.

Bobby Moores tvivlsomme indsats i kampen i Polen kostede ham pladsen i startopstillingen på Wembley, og fra holdet, der vandt VM-finalen i 1966, var nu kun Martin Peters tilbage på banen.

Det skulle blive en forfærdelig aften for England. Polen viste absolut intet offensivt, mens englænderne væltede angreb på angreb nedover polakkerne. Målmand Jan Tomaszewski havde den absolut bedste kamp i sit liv og præsterede den ene fantastiske redning efter den anden – og så på landsdækkende tv. Dette var en af de meget få kvalifikationskampe, BBC havde valgt at vise i sin fulde længde.

I anden halvleg havde polakkerne stort set kun et enkelt angreb – og det scorede de på. Grzegorz Lato undgik en tackling fra Norman Hunter og spurtede ned langs venstre side, før han fandt Jan Domarski foran målet. Domarski lagde sikkert bolden under målmand Peter Shilton til 1-0.

Da Martin Peters senere blev fældet i straffesparksfeltet, scorede Allan Clarke med megen stor sikkerhed til 1-1. Desværre for englænderne holdt resultatet kampen ud, og polakkerne var dermed kvalificeret til VM. Og da de gik på banen mod Argentina på Neckar Stadion i Stuttgart den 15. juni, 1974, var der virkelig ingen, der forventede noget af polakkerne. Faktisk var det ventet, at de ville forlade turneringen hurtigt og efterlade scenen og den videre kvalifikation til Argentina og stor-favoritterne Italien.
Manager Kazimierz Górsky havde i et anstrengt interview forklaret, at hans hold nu ville spille offensive fodbold, men det var simpelthen umuligt for eksperterne at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

Polens bedste angriber var Wlodzimierz Lubanski, men Roy McFarlands hårde tackling af ham på Wembley holdt ham ude af topfodbold i næsten to år. Derfor var han ikke med i truppen længere. På grund af manglen på gode angribere havde Górski valgt at spille med et nyt system, og det vesttyske med to hurtige wings lod til at stå godt til polakkerne, mente han. Det virkede.

Under hele VM i 1974 var kun Holland mere underholdende at se på, og Polens ny-adopterede måde at spille på fik dem hele vejen i semi-finalen, hvor de tabte 1-0 til Vesttyskland i en tæt kamp, der kunne have gået begge veje.

Navne som Tomaszewski, Lato, Szarmach og Deyna blev kendt i de fleste fodboldinteresserede hjem, og pludselig var Polens måde at spille på så populær, at det blev kopieret af flere lande til næste VM.

I åbningskampen mod Argentina tabte Argentinas målmand Daniel Carnevali et hjørnespark lige for fødderne af Lato, der ikke tøvede et sekund og gjorde det til 1-0. Lato stod også bag det andet mål, da han fik foden på en dårlig argentinsk aflevering og fandt Andrzej Scharmach, der slap forbi to forsvarere, før han med et kraftigt venstrebens-skud sendte bolden ind over Carnevali.

Lato’s andet mål kom i 62. minut, og Polen slog Argentina 3-2. Polen havde derefter ren opvisning mod Haiti, som de slog 7-0. Italien havde slået Haiti 3-1 og spillet uafgjort 1-1 mod Argentina, da de gik på banen mod Polen i den sidste gruppe-kamp. Italienerne skulle blot bruge uafgjort for at kvalificere sig til næste runde sammen med polakkerne, men de fik den ikke. To mål af henholdsvis Szarmach og anfører Kazimierz Deyna i første halvleg var nok, og et sent trøstemål af Fabio Capello var ubrugeligt for italienerne.

I næste runde slog Polen svenskerne 1-0 på et mål af Lato og Jugoslavien 2-1 på mål af Deyna og Lato, før de tabte 1-0 til Vesttyskland og missede en plads i finalen. Det var også Lato, der i 36. minut af kampen om 3.-pladsen mod Brasilien sikrede Polen bronzemedaljerne. Målet sikrede også, at Lato med i alt syv mål vandt Den Gyldne Støvle som turneringens topscorer. Polen var ankommet til den store scene med bravour. Og Górski havde holdt sit løfte. Polen havde spillet vidunderligt, offensivt fodbold.

Husker du? Beckham bliver vist ud af Kim Milton

David Beckhams udvisning mod Argentina i 1998 var skæbnesvanger, men selvom Diego Simeone kunne have vundet en oscar for sin optræden, da han væltede, så var udvisningen uundgåelig.





Det virkede ganske uskyldigt, da David Beckham liggende på maven i græsset løftede sit ben og ramte Diego Simeone, der absolut ikke havde nogle problemer med at vælte. men “overgrebet” resulterede i et rødt kort, Englands endeligt ved VM i 1998 samt en konstant hetz mod Beckham over hele England i et år.

Da England nåede 2. runde ved VM i Frankrig i 1998, gik de ind til kampen mod Argentina med mere selvtillid, end de havde haft, da de gik ind i gruppe-kampene.
Manager Glenn Hoddle, der selv havde været en super taktiker, da han spillede for Tottenham, AS Monaco og England lod til at have flere problemer med at finde vejen som manager. Som en del managers for England før ham modtog Hoddle kraftig kritik for at favorisere spillere fra Tottenham Hotspurs, selv i en tid hvor de måske ikke var på samme niveau som nogle af deres alternativer. Der var absolut intet forkert i at vælge spillere som Sol Campbell, Darren Anderton og Les Ferdinand, men pressen indikerede, at en tidligere Spurs-spiller måske burde have fået en plads på bænken i stedet for i startopstillingen. De mente naturligvis Teddy Sheringham, som var skiftet til Manchester United fra Spurs, og kritikken var ikke fair.

England var ikke undertippede i kampen mod Argentina. De var nok aldrig rigtig undertippede mod noget andet hold. Og i dette tilfælde var det rigtig godt set at bedømme de to hold til at være meget lige.

Argentina havde vundet alle deres tre gruppe-kampe uden at have ladet et eneste mål gå ind. England havde tabt deres anden gruppekamp mod Rumænien, men de havde set fantastiske ud mod Columbia. Glenn Hoddle blev endda rost i den engelske presse for endelig at have valgt det rigtige hold, hvor både Michael Owen og David Beckham spillede fra start. Det var Owen, der lagde den indover til Anderton til 1-0 målet, og Beckham scorede det andet mål i 2-0 sejren.

Begge var også med i startopstillingen mod Argentina, og det så tidligt ud til at være vejen til succes.

Optakten til kampen var brutal. Begge sider havde deres egne versioner af historien mellem de to hold. Argentina følte sig stadig snydt for episoden, da deres anfører Antonio Rattin var blevet smidt ud mod englænderne i 1966 og kaldte endnu den kamp for El Robo del Siglo (på dansk: århundredets røveri). Samtidig hyldede argentinerne deres store mester – Diego Armando Maradona – for begge hans mål mod England i VM i 1986, hvoraf det ene blev scoret med hånden, og det andet måske er det bedste solo-mål, der nogensinde er set i en VM-kamp.

England følte, de havde brug for hævn fra 1986, og der var en spændt stemning fra starten af kampen.

Da David Seaman klodset fældede Diego Simeone i feltet, scorede Gabriel Batistuta sikkert fra pletten. Men kun ti minutter efter var det Englands tur til at få tilkendt et straffe af den danske dommer Kim Milton Nielsen, da Roberto Ayala stod i vejen for Michael Owen. Alan Shearer udlignede sikkert.

Kampen var hektisk fra første fløjt, og blot et kvarter inde i 1. halvleg scorede England til 2-1, da David Beckham med én af sine enestående afleveringer sendte Michael Owen af sted. Owen løb fra José Chamot og passerede Ayala på højre side, før han bankede bolden op i nettaget i venstre side af målet uden for Carlos Roas rækkevidde.

I 1. halvlegs overtid udlignede Argentina på et brillant frispark. Gabriel Batistuta løb over bolden, og Juan Verón spillede den på højre side af den engelske mur, hvor Javier Zanetti dukkede op og med venstre-foden bankede bolden ind bag David Seaman. De 35.600 tilskuere på Geoffrey Guichard stadion i Saint-Étienne kunne umuligt have været bedre underholdt, og 2-2 stillingen ved halvleg efterlod dem bare med en smag efter meget mere i 2. halvleg.

Allerede to minutter inde i 2. halvleg fældede Diego Simeone David Beckham bagfra og fuldendte endda ydmygelsen ved også at træde på ham, mens han lå ned. Beckham valgte den værst tænkelige reaktion på hændelsen, og den skulle han komme til bittert at fortryde – og samtidig komme til at nyde godt af. Han hævede sit ben og strejfede Simeone på læggen. Simeone var en erfaren spiller, der var godt skolet i den argentinske Viveza Criolla, hvilket løst oversat betyder noget i retning af at vinde med alle midler, og han kunne have vundet en Oscar for sin overbevisende måde at falde på.

Kim Milton Nielsen reagerede på det eneste måde, han kunne. Beckham havde sparket ud. Simeone var blevet ramt. Han rakte ned i sin lomme og trak det røde kort frem. Beckham blev vist ud. Gennem historien var der blevet uddelt hundredvis af røde kort til spillere, der fortjente det meget mere, og Nielsen kunne sagtens have lavet sin egen fortolkning af reglerne og kun givet gult kort. Men han tolkede, at det var bevidst (hvilket det var), og han så Simeone blive ramt (hvilket han blev). Ikke mere at diskutere. Beckham vidste det også. Han vendte sig simpelthen om og forlod banen.
England endte med at tabe kampen efter straffespark, da Paul Ince og David Batty (der aldrig havde sparket et straffe før) missede fra 11-meter pletten. I pressen blev Glenn Hoddle igen hængt ud for at være inkompetent, men det var intet imod den voldsomme chikane, Beckham blev udsat for i løbet af det følgende år.

På hvert eneste stadion rundt om i England – med undtagelse af Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford – blev David Beckham mødt af en vred hobe af tilskuere. Han modtog trusler på livet – både ham selv og hans familie.

David Beckham tog sin hævn. Da den følgende sæsoen var overstået, havde han vundet The Treble, ligaen, FA Cup’en og Champions League med Manchester United.

For 72 år siden: Da Wilimowski blev tacklet

Ernest Wilimowski var en fantastisk fodboldspiller, der stadig indeholder VM-rekorden for flest scorede mål for et tabende hold.








Tilsyneladende havde Brasiliens Domingos da Guia læst den forkerte manual, da han under VM i 1938 tacklede Polens Ernest Wilimowski, for han valgte at nedlægge ham på vaskeægte rugby-manér.

Kampen mellem Brasilien og Polen under VM i 1938 var måske den bedste kamp i VMs historie. Det var en kamp, der havde alt, og måske er det ikke så svært at forstå, hvorfor en kamp fra dette VM skiller sig så markant ud.

Nazi-hilsener blev flittigt brugt før, under og efter kampene, anti-fascistiske protester blev gennemført, en enkelt nation var simpelthen ophørt med at eksistere, da Anschluß knyttede Østrig til Tyskland, en træner var blevet truet på livet og meget, meget mere.

Kampen blev spillet i en runde, hvor det tabende hold måtte forlade turneringen efter bare en enkelt kamp. Dette var den 5. juni, 1938 i Strasbourg, og 13.452 tilskuere var vidner til i hvert fald den mest underholdende kamp i fodbold-VM’s historie.

Brasilien havde ikke spillet en landskamp uden for Sydamerika i mere end et år, og de havde tabt i overtid til Argentina i Copa América. Men det flotte resultat var stadig ikke nok til at få træner Adhemar Pimenta til at vælge de samme spillere til holdet i Frankrig. I stedet gjorde han plads til ikke mindre end syv nye navne. Leônidas havde ikke været på landsholdet siden 1934, men han blev valgt igen, og det skulle vise sig at være en rigtig god ide.

Én af de bedste angribere i Europa på dette tidspunkt var den 21-årige Ernest Wilimowski fra Polen, men den måske mest respekterede var Fryderyk Scherfke, der havde været en dominerende spiller i den polske liga i slutningen af 20’erne og op gennem 30’erne.

Scherfke var født i Tyskland 7. september 1909 og debuterede på landsholdet 2. oktober 1932 mod Letland. Han var også en del af det hold, der blev nummer fire til de Olympiske Lege i Berlin i 1936, hvor Italien vandt.

Mens det var Wilimowski, der med fire mål i kampen mod Brasilien stjal rampelyset, skulle Scherfke blive kendt som ham, der scorede det første mål på straffe, efter Wilimowski var offer for en af de mest vanvittige tacklinger nogensinde i en VM-kamp.
I kampens 23. minut forsøgte Wilimowski, der havde seks tæer på sin højre fod, at løbe forbi forsvarsspilleren Domingos da Guia, der ikke bare havde tænkt sig at lade stå til. Da Guia var kendt som Den Guddommelige Mester og var sidste bastion i et nyt og forbedret forsvar. Han spillede for Flamengo og var en meget populær spiller.
I dette tilfælde tog han fusen på alle sine medspillere, trænerne og dommeren såvel som alle dem, der kiggede på, da han tacklede Wilimowski på vaskeægte rugby-manér. Da Guia havde begge sine arme rundt om Wilimowskis hofter og væltede den farlige polak om på jorden.

Scherfke scorede på det efterfølgende straffe, og Polen udlignede til 1-1. Fem minutter tidligere havde Leônidas bragt Brasilien foran, og snart efter gjorde Romeu og Perácio det til 3-1 sydamerikanerne.

Med to mål i 53. og 59. minut levede Wilimowski op til sit ry som Europas bedste angriber, men Perácio bragte igen Brasilien foran. Wilimowskis mål et minut før tid bragte balance i regnskabet, og med 4-4 på tavlen måtte holdene ud i overtid.

Tre minutter inde i overtiden scorede Leônidas sit andet mål, og i 104. minut fuldendte han sit hattrick, før Wilimowski lavede sit fjerde mål. Wilimowski blev den første spiller, der scorede fire mål i en VM-kamp, og han er stadig den eneste, der har gjort det for det tabende hold i en VM-kamp.

Under krigen blev Wilimowski tvunget til at spille for det tyske landshold, og da han arbejdede som politimand, undgik han at ryge til fronten. Hans mor blev sendt til Auschwitz, fordi de var af polsk afstamning, men tyskerne blev så glade for Wilimowski, at han undgik ydmygelsen ved at blive sendt væk eller at skulle gå rundt med et stort ”P” på sin jakke for ”Polak”. Wilimowski fortsatte med at spille fodbold på højeste niveau, indtil han var 45 år gammel. Han døde i Karlsruhe i Tyskland i 1993.
Efter VM blev Scherfke hentet til den tyske Wehrmacht, hvor han var chauffør i det hemmelige politi, Gestapo. Som chauffør lykkedes det ham at hjælpe et stort antal af sine tidligere holdkammerater, der ellers var i kikkerten hos tyskerne. Fryderyk Scherfke døde i Vestberlin i 1983.

Leõnidas blev topscorer ved VM i 1938 med syv mål. Han sluttede sin aktive karriere i 1950 og døde i 2004 i São Paulo 90 år gammel.

Domingos Antônio da Guia, der havde tacklet Wilimowski på så excentrisk en måde, døde i 2000 i Rio de Janeiro 87 år gammel.

Husker du? Farvel til Maradona

Diego Maradona var ikke bare overraskende fit men nærmest euforisk, da han overtog styringen på det argentinske hold under VM i 1994.







Efter to fantastiske kampe og to sejre i kassen blev Diego Maradona taget for at have brugt doping og smidt ud af VM i USA i 1994. Argentina vandt ikke flere kampe.

Det er ikke altid let at sige farvel, men Diego Armando Maradona, en af de bedste og mest betydningsfulde spillere i VMs historie, kunne nok godt have ønsket sig en anden udgang på sin VM-karriere end den, han oplevede i 1994.

Diego Maradona var 33 år, da VM i USA begyndte, og han skulle slet ikke have været der. Officielt repræsenterede han argentinske Newell’s Old Boys, men havde kun spillet syv kampe for klubben og led af stærk overvægt og manglende form efter at have indtaget alt for meget vin, alt for meget mad og alt for mange stoffer. Et billede af Maradona taget et par måneder før VM viste helt tydeligt, at han umuligt kunne blive klar til turneringen startede.

Et resultat af Maradonas manglende form var, at Argentina ikke havde spillet godt i deres kvalifikations-runde. De havde afsluttet en forfærdelig turnering med at tabe 5-0 hjemme til Columbia og havde kun kvalificeret sig til USA gennem to playoff-kampe mod Australien. Efter 1-1 i Sydney, vandt de 1-0 hjemme i Buenos Aires.

De fleste eksperter var mildest talt overraskede, da de så en fuldstændig veltrænet Diego Maradona stille op for Argentina den 21. juni, 1994 på Foxboro Stadion omkring 17 miles syd for Boston for at spille imod Grækenland i deres åbningskamp. Hans forvandling var uhyggelig og ikke normal.
Det var ikke kun Maradona men hele holdet, der kom blæsende ud af starthullerne. Efter kun to minutter driblede Gabriel Batistuta hele vejen fra midten af banen gennem grækernes forsvar og bankede bolden forbi målmand Antonis Minou til stillingen 1-0. For Argentina var dette en absolut drømmestart på turneringen.

Lige før halvleg fintede Batistuta en aflevering til José Chamot og fyrede bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet.

Da en halv times tid var spillet, afsluttede Maradona nogle elegante et-to afleveringer med et brag af et venstrebensskud i nettet, hvorpå han løb ud mod kameraet ved sidelinjen og stak sit euforiske fjæs helt op i skærmen som for virkelig at lade alle tvivlerne vide, at han for alvor var tilbage. Batistuta sluttede festen med at score på straffe i sidste minut. Argentina havde åbnet turneringen med en 4-0 sejr over grækerne.

Nigeria havde slået Bulgarien 3-0 i deres åbningskamp, og de blev ikke overraskende anset for at være det bedste afrikanske hold, der nogensinde havde været med i VM. Mange havde dem som favoritter i Gruppe D, men den imponerende indsats af Maradona og hans holdkammerater havde måske ændret den holdning en anelse.

Da Samson Siasia skød bolden over den argentinske målmand Luis Islas i 8. minut i den næste kamp, så det kort ud til, at den originale profeti måske ikke havde været helt ved siden af. Men du kan aldrig slappe af i en kamp, hvor Maradona står på den anden side. I 22. minut fandt det 33-årige boldgeni med et perfekt frispark Claudio Caniggia, der udlignede sikkert.

Syv minutter senere fandt Maradona Batistuta med et hælspark, og Batistuta skød hårdt og lavt. Peter Rufai i Nigerias mål kunne ikke holde bolden, og igen var Caniggia på plads for at tage sig af situationen. Han bragede bolden op i nettaget.

Nigeria kom sig aldrig over det, og mens alle skrev historier om Maradonas fantastiske ”genfødsel”, gik det de fleste næser forbi, at Caniggia selv var blevet ”genfødt”. Det var blot en måned siden, han var kommet tilbage fra sin udelukkelse på grund af kokain. En mere interessant historie om stoffer skulle dog snart se dagens lys, og så glemte alle historien om Caniggia.

Maradona blev testet positiv for fem forskellige præstationsfremmende midler, og da et af dem var efedrin, fik alle svaret på, hvordan Maradona havde formået at tabe så mange kilo så hurtigt. Han havde tidligere måttet forlade Napoli i skam efter at have kæmpet med afhængighed af kokain, hvorefter han var med i en kampagne mod stoffer. I 1997 blev han igen testet positiv.

Diego Armando Maradona var ude af VM. Han nåede at spille 21 VM-kampe, vandt turneringen én gang og blev nummer to én gang. Han havde haft en fantastisk karriere. Men sikke en sørgelig måde at slutte den på.

Maradona valgte at blive i USA og heppe på sit hold, og han arbejdede også som ekspert på en argentinsk radiostation. Men på banen kunne Argentina ikke fungere uden deres naturlige leder. Okay, de var allerede videre til næste runde, da de tabte 2-0 til Bulgarien, men de forsøgte faktisk at vinde kampen. De kunne bare ikke.

I ottendedels-finalerne slog Rumænien Argentina ved simpelthen at spille bedre og mere organiseret fodbold. Maradona var savnet som aldrig før, og kameraerne fandt ham konstant ude på tilskuerpladserne. Men Maradona var ude. Og det samme var Argentina nu også.

USA overraskede England

Den største og mest fantastiske overraskelse i VMs historie skete under VM i Brasilien i 1950. USA vandt 1-0 over England i den anden gruppekamp.

Den måske aller største overraskelse i VMs historie kom i Brasilien i 1950, da USA slog England og var skyld i en ændring hos englænderne, der stadig gælder i dag.


I dag virker det måske ikke som noget specielt, at England tabte til USA i en VM-kamp. England tabte også deres sidste kamp til Spanien, og hverken englænderne eller amerikanerne gik videre fra Gruppe 2. Men for helt at forstå den betydning nederlaget havde for England og for resten af fodbold-verdenen, er man nødt til at sætte resultatet i perspektiv.

England var det mest berømte fodboldland i verden. De havde opfundet sporten, og de havde spillet under fuldt organiserede forhold og i en fuld-professionel liga i tæt på 100 år. De turnerede rundt i hele verden med et udvalg af ”landshold” og spillede opvisningskampe, og de blev hyldet og tiljublet overalt, hvor de spillede.

Den helt store stjerne på Englands hold var Stanley Mortensen. Hvis du spurgte fodbold-eksperter på den tid, hvem den bedste spiller i verden var, ville det være meget svært for dem at komme på et alternativ til Stanley Mortensen. Mortensen var en elegant spiller med en sublim boldkontrol, og så var han lynhurtig, havde en fantastisk kraft i sine skud og var meget præcis. Han var med andre ord en af de mest perfekte spillere nogensinde i fodbold.

En endnu mere populær spiller var Stanley Matthews, men den store Blackpool-spiller havde ikke spillet i de sidste kampe for England, og i Brasilien kom han kun ind i den sidste kamp mod Spanien.

Stanley Mortensen spillede på et udvalgt ”landshold”, der turnerede i Nordamerika før VM i Brasilien, og siden dette var Englands første optræden i VM, efter de var trådt ind i FIFA, havde de forberedt sig rigtig godt og grundigt.

At sige at englænderne så sig selv som ”Konger af fodbold” er en stærk underdrivelse. Efter 2. Verdenskrig havde England spillet 30 kampe, vundet 23 og spillet 3 uafgjort. De havde de mest veltrænede og bedst spillende folk til deres rådighed på samtlige pladser på banen, og der var så meget selvtillid i truppen, at det er svært at argumentere imod en påstand om, at det var gået langt over stregen og var blevet til helstøbt arrogance.


St. Louis i Missouri var et af blot to større fodboldcentre i USA. Der var nok immigranter i New York til at spille fodbold, men St. Louis havde også mange ”italienere” som eksempelvis målmand Frank Borghi, Joe Maca, Charlie Colombo, Gino Pariani og Frank Wallace, hvis rigtige efternavn var Valicenti. Han blev dog stadig kaldt ”Pee Wee” (på dansk: ”stump”) på grund af sin størrelse. Charlie Colombo blev kaldt ”Gloves” (på dansk: vanter), fordi han altid bar tykke, brune læderluffer, når han spillede – selv når det var varmt.

Da manager Bill Jeffrey en dag efter en lokal-kamp mod et andet St. Louis-hold fortalte dem om muligheden for at komme til at spille i VM, kiggede de på hinanden, som var det en vittighed. For det første havde de alle sammen et arbejde og spillede kun fodbold i deres fritid. For det andet havde de ingen som helst grund til at tro andet end, at de ville blive blæst af banen i samtlige kampe, hvis de forsøgte at spille med i en turnering mod verdens bedste lande. Men måske vigtigst af alt: VM startede kun to uger senere.

De indvilligede i at spille en kamp mod en kombineret hold af spillere fra østkysten, og tanken var, at efter kampen skulle Jeffrey så udvælge de spillere fra de to hold, han mente ville kunne klare sig bedst i Brasilien.

Gino Pariani fik fremskudt sit bryllup, fordi han nu skulle være i Brasilien på den originalt fastsatte dato, og ”Pee Wee” Wallace var nødt til at få noget meget stærkt i sin drink for overhovedet at sætte sine ben i en flyver, efter han havde erhvervet sig nogle kraftige psykiske problemer under krigen.

Spillere fra østkysten og spillere fra St. Louis blev valgt til holdet, og så var det ellers af sted til New York for at få ti koncentrerede dage i træningslejr. De boede på det ikke særligt fine Broadway Hotel, og de festede om aftenen og trænede om dagen.
En dag fik de nyheden om, at det udvalgte ”landshold” med Stanley Mortensen var ved at afslutte deres turné i Nordamerika, og at de gerne ville spille en kamp mod det amerikanske landshold. De accepterede men fortrød det med det samme. I øsende regnvejr tabte de kampen stort, og USA havde nu tabt de syv seneste landskampe, de havde spillet – inklusive kampene ved VM i 1934 og OL i 1948 – med sammenlagt 45-2.

Før amerikanerne ankom til Brasilien, vidste de, at de måtte have fat på Joseph Gaetjens, en spiller fra Haiti på studenter-visum. Anfører Walter Bahr kendte ham fra tidligere og insisterede på, at han kom med. De havde også Joe Maca, der oprindeligt var fra Belgien med på holdet samt den store skotte Ed McIlvenny. De besluttede at udnævne McIlvenny til anfører, fordi han var brite, men der var ingen tvivl om, at Walter Bahr, der var af tysk oprindelse, var den naturlige leder på holdet.

Det skal også nævnes, at Walter Bahrs sønner Matt og Chris begge har prøvet at sparke field goals i hver deres Super Bowl. Matt vandt en ring med Pittsburgh Steelers i 1991, og Chris vandt to ringe med Raiders i 1981 og 1984.


Efter at Gino Paiani scorede et tidligt føringsmål mod Spanien, modstod amerikanerne det spanske pres, indtil der var ti minutter tilbage af kampen. Først udlignede Silvestre Igoa i 80. minut, og to minutter senere gjorde Estanislao Basora det til 2-1 til Spanien. Telo Zarraonandía, også kaldet ”Zarra” bankede det sidste søm i kisten tre minutter senere.

I det mindste havde amerikanerne bevist, at de kunne konkurrere indtil det sidste, og de var faktisk opstemte og fulde af selvtillid før kampen mod England. England havde selv slået Chile 2-0 på mål af Stanley Mortensen og Wilf Mannion. Nu var de klar til at sønderbanke ”kolonisterne”.

Kampen blev spillet omkring 300 kilometer fra Rio i en by, der hed Belo Horizonte. Ved kampens start var 10.151 tilskuere på plads.

Englænderne startede kampen i et rivende tempo. De missede den ene gode chance efter den anden, og i målet begyndte Frank Borghi at forstå, at han ville få den bedste dag i hele sin karriere. Stanley Mortensen havde alene mindst seks store chancer i 1. halvleg, men hvis ikke bolden ramte overliggeren eller stolperne, så var Frank Borghi i vejen.

I 38. minut modtog Walter Bahr et indkast og sendte med det samme bolden ind i det engelske straffesparksfelt. Hjemme i New York var Joseph Gatjens berømt for sine mange mål, hvor han kastede sig frem og scorede med hovedet. Endnu en gang kastede han sig frem foran forsvarsspillerne og headede bolden forbi målmand Bert Williams. 1-0 resultatet var ikke en god indikator for spillets og chancernes fordeling, men det var et hårdt tilkæmpet resultat – og det var historisk. Stillingen holdt til pausen.

England besluttede sig for at flytte Stanley Mortensen frem som center-forward og Roy Bentley ud som wing. Det ændrede ikke meget. England havde stadig kontrollen, og de skabte stadig chancer. Men den levende mur mellem målstolperne kunne de ikke slå. To gange hævdede englænderne, at bolden var over linjen, men den italienske dommer Generoso Dattilo sagde nej.

Da kampen nærmede sig sin afslutning, begyndte amerikanerne selv at skabe flere chancer. Blandt andet måtte Bert Williams hente en af sine aller bedste redninger frem for at stoppe et skud fra Pariani, og Alf Ramsey måtte redde bolden på mållinjen.

I løbet af kampen var flere og flere tilskuere ankommet til stadion, efterhånden som den sensationelle nyhed bredte sig. Fotos fra dengang bekræfter, at over 40.000 tilskuere befandt sig på stadion, da Dattilo blæste i sin fløjte for sidste gang. De løb ind på banen og fejrede begivenheden med amerikanerne. Den legendariske sportsjournalist Dent McSkimming fra St. Louis Post-Despatch var den eneste amerikanske journalist ved VM i Brasilien, og han havde endda selv betalt sin tur derned. Og faktisk var hans avis den eneste amerikanske avis, der bragte nyheden om den sensationelle sejr.

I England troede de ikke på de første nyheder, der tikkede ind. De var overbeviste om, at der var tale om en skrivefejl, og at England havde vundet 10-1, hvilket slet ikke var et utænkeligt resultat, og det var det, de første sendte ud. Da de fandt ud af det rigtige resultat, var de helt igennem chokerede.

Sjovt nok var amerikanerne ikke de eneste ”kolonister”, der generede englænderne den 29. juni, 1950. På selv samme dag tabte England en cricket kamp på hjemmebane til Vestindien for første gang nogensinde.

I Brasilien slog Spanien englænderne 1-0 i den sidste gruppekamp, og amerikanerne tabte 5-2 til Chile, efter at have holdt dem til 2-2, indtil der var en halv time tilbage af kampen. Begge hold var ude. Men hvor englænderne forlod Brasilien tunge i hjertet, så smiler amerikanerne stadig, når de tænker tilbage på den dag.

England begyndte at tage deres egen sport endnu mere seriøst efter ydmygelsen i Brasilien, og nederlaget havde en meget direkte effekt. Aldrig nogensinde siden har englænderne spillet i blå trøjer, som de gjorde den dag.