mandag den 31. maj 2010
Husker du? Da Maxi Rodriguez ramte den perfekt
Maxi Rodriguez jubler efter sit helt fantastiske mål i overtiden mod Mexico under VM i 2006.
Da bolden fra Juan Soríns fod sejlede på tværs af banen, var det en gudsbenådet aflevering. Den argentinske angriber Maxi Rodríguez tog bolden perfekt ned med brystet og helflugtede derefter bolden ind i det fjerneste hjørne af mexicanernes mål og scorede derved det i særklasse flotteste mål i VM i 2006.
Der er blevet scoret et stort antal fantastisk flotte mål gennem VMs 80 år lange historie. Da Maxi Rodriguez scorede argentinernes sejrsmål i overtiden af ottendedelsfinalen mod Mexico i VM i 2006, var det turneringens absolut flotteste mål og et fantastisk øjeblik for et Argentina-hold, der havde imponeret alle og spillet som verdensmestre.
Før både VM i 2002 og 2006 lignede Albiceleste – de hvide og himmelblå – favoritter til den endelige VM-titel. Faktisk var der eksperter, der legede med tanken om, at Argentina var så stærke, at havde de fået lov til at stille op med et 1. og et 2. hold, så havde de nok været favoritter til både guld- og sølvmedaljerne. Det var naturligvis en hypotetisk situation, men hvis man skulle bedømme ud fra, hvordan Argentina spillede i gruppekampene i 2006, så lød idéen slet ikke så tosset, som da den først blev luftet.
Debutanterne Côte d’Ivoire – Elfenbenskysten – var et ekstremt stærkt hold og blev af mange set som en outsider på grund af deres store stjerner som Didier Drogba, Salomon Kalou, Emmanuel Eboué, brødrene Kolo og Yaya Touré og Didier Zokora. De kæmpede bravt, men sydamerikanerne formåede stadig at vifte dem til side med en 2-1 sejr, der var langt mere sikker og komfortabel, end den lyder. Argentinernes erfaring med de store turneringer var en afgørende faktor, og holdet virkede simpelthen mere roligt og selvsikkert på banen.
Men endnu mere overbevisende var deres sejr over Serbien & Montenegro, der blev hamret tilbage til stenalderen med et 6-0 nederlag i en kamp, der viste de altid sejrs-hungrige argentinere spille nærmest brasiliansk. Maximiliano Rodriguez åbnede festen med en scoring efter en aflevering fra Javier Saviola i 6. minut, og 25 minutter senere scorede Esteban Cambiasso det næste mål. Maxi Rodriguez lukkede 1. halvleg med sit andet mål igen efter en aflevering fra Saviola.
I 2. halvleg blev Mateja Kezman udvist efter en alt for sen tackling, og Hernán Crespo fangede Lionel Messis flotte aflevering og gjorde det til 4-0. Carlos Tévez lavede enmands-show, da han scorede det 5. mål, før han serverede en perleaflevering for Messi, der lukkede festen med målet til 6-0. Unge Messi havde afløst Rodriguez i 2. halvleg og viste allerede stort potentiale. Dragoslav Jevric i målet var hjælpeløs, og fra tilskuerpladserne førte legenden Diego Maradona an i heppekoret.
I den sidste ikke-vigtige gruppekamp mod Holland levede ingen af holdene op til de forhåbninger, både tilskuerne og tv-seerne verden over havde haft om at få en slags gentagelse af VM-finalen i Argentina fra 1978, hvor værtsnationen havde vundet og dermed sikret sig trofæet. Denne kamp endte 0-0.
Efter værtsnationen Tyskland havde besejret Sverige den 24. juni, var det tid for Mexico at spille ottendedelsfinale imod Argentina. Mexico havde kvalificeret sig ved at besejre Iran og spille uafgjort imod Angola. Men de havde tabt til Portugal, og det virkede faktisk som om, de var heldige blot at have kvalificeret sig videre fra den måske dårligste gruppe i feltet. Argentinas indsats havde været fantastisk, og det var ikke overraskende, at de blev anset for at være store favoritter.
Da Rafael Márquez scorede til 1-0 til Mexico efter blot seks minutter, var der nok et par kæber, der ramte gulvet, og de mange neutrale fans var klar over, at de nu havde en rigtig god kamp i vente. Allerede i 10. minut blev et hjørnespark fra playmaker Juan Román Riquelme sendt ind i retning af Hernán Crespo, men det var mexicanske Jared Borgetti, der uheldigt ramte den først, og bolden sejlede ind i hans eget mål. Men det, der først havde lignet et selvmål, ændrede status i historiebøgerne, da tv-billederne i langsom gengivelse blev vist fra en anden vinkel. Måltyven Hernán Crespo havde stukket sin rødstøvlede højrefod ekstra langt og akavet ind foran Borgetti, og det var hans tå, der havde ramt bolden, før Borgetti havde nået den. Det var et helt fabelagtigt mål af en rigtig angriber, som i 64 landskampe fra 1995 til 2007 scorede ikke færre end 35 mål. Det var ikke det smukkeste mål, men det vil stå som et af de vigtigste samt være et evigt minde om, hvem Hernán Crespo var og er.
En lang række chancer fra begge sider krydrede en kamp, der af mange blev anset for at være turneringens bedste. Da de første 90 minutter var spillet, var de stadig ikke nået til en afgørelse.
I 8. minut af overtiden afleverede Juan Sorín fra venstre side af banen bolden på tværs af banen til Maxi Rodriguez. Det så næsten ud til, at bolden havde fået for meget, men den 25-årige Atlético Madrid spiller tog bolden perfekt ned med brystet, justerede sit tilløb lidt og fyrede den mest perfekte venstrefods-helflugter ned mod Oswaldo Sánchez i det mexicanske mål. Med ufattelig høj fart fløj bolden mod målets fjerne hjørne. Sánchez kastede sig efter den, men der var aldrig et reelt håb for ham om at nå den. Den ramte netmaskerne og sikrede Argentinas plads blandt de sidste otte hold. Her tabte de til værterne på straffespark, efter den ordinære kamp og ekstra spilletid var endt 1-1.
Maxi Rodriguez scorede det mest fantastiske mål under et VM, der havde flere gode at byde på. Joe Coles flugter op i det højre hjørne i kampen mod Sverige var en udfordrer, men Rodriguez vinder stadig prisen. 43.000 tilskuere på Zentralstadion i Leipzig var begejstrede, og ligeledes var millioner af seere over hele verden. Om du holdt med Mexico eller Argentina. var det tydeligt for alle, at de ikke kun havde været vidne til en god kamp men også et spektakulært mål.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.