Monti i to...

Luis Monti blev den første (og sidste) fodboldspiller nogensinde, der spillede i to VM-finaler i træk for to forskellige lande.



Luis Monti tabte den første VM-finale nogensinde, men i 1934 fik han en meget usædvanlig chance til – og udnyttede den.

Luisito Monti var en meget hård spiller, og hans metoder blev anset for at være forfærdelige.

Monti var født i Buenos Aires og spillede centromedio – defensiv midtbane, og da hans Argentina tabte VM-finalen i Montevideo i 1930 til Uruguay, var han fuldstændig utrøstelig.

Men de øvrige argentinske spillere var også vrede. De var vrede på Monti. Ifølge Peter Seddon i hans bog ”The World Cup’s Strangest Moments” gav Monti en gang en hånd til en Chelsea-spiller i en venskabskamp, hvorefter han med det samme sparkede ham. Monti var fuldstændig uden hæmninger. Og de øvrige spillere på Argentinas hold følte, at hans facon havde fået tusindvis af Uruguay fans helt op i det røde felt. Derfor havde Monti modtaget flere dødstrusler, da de var sammen i træningslejr, hvilket naturligvis ødelagde stemningen og rytmen i træningen samt spillernes humør.

Da Argentina tabte finalen, blev Monti fuldstændig udstødt i sit eget land. Hvis så i det mindste han havde haft en guldmedalje, ja, så havde det måske været det hele værd.
Monti vidste allerede, at Argentinas hold til VM fire år senere nok ville blive stærkt, og at de måske ville kunne gå hele vejen og vinde det eftertragtede trofæ, der var gået dem forbi denne gang. Men da han var blevet sendt ud på et sidespor, var der ikke store chancer for, at han overhovedet ville få en plads på holdet.

Luis Monti havde en italiensk far, hvilket gjorde Monti til en Oriundi – en fremmed spiller af italiensk afstamning. Kort efter VM-finalen i 1930 rejste Monti derfor til Italien, hvor han blev hyret af Juventus. I løbet af de næste fem år hjalp han Juventus frem til fire scudetti – pokaler, altså: mesterskaber. Han fortsatte sin ekstremt hårde spillestil og fik kælenavnet quello che cammina – den, som vandrer. Det var både en reference til hans måde at spille på, til den skæbne, der ofte ramte de, som blev tacklet af ham og til det faktum, at han var vandret fra Argentina til Italien.

Italien besejrede USA og Spanien, før Monti næsten gjorde super spilleren fra det østrigske Wunderteam, Matthias Sindelar til krøbling og hjalp Italien med at vinde 1-0.

I finalen på Stadio Nazionale del Partite Nazionale Fascista i Rom den 10. juni, 1934 blev Luis Monti den første (og den sidste) spiller nogensinde, der spillede i to VM-finaler for to forskellige lande.

Luis Monti spillede en fantastisk god kamp, og Italien vandt 2-1 efter ekstra-tid, og han ville med stor sandsynlighed været blevet udnævnt til MVP, hvis de ellers havde haft sådan en titel til kampene under VM i 1934 i Italien. Jo, han spillede stadig på sin egen, hårde og kompromisløse facon, men denne gang virkede det som om, han havde en masse at skulle bevise.

Luis Monti havde vundet VM og derfor været med til at gøre truslen ”Vind, eller...!” fra den fascistiske diktator Benito Mussolini ligegyldig.

Monti forklarede i et senere interview, hvordan han havde været i et underligt dilemma i de to VM-finaler, han havde spillet. Hvis Argentina havde vundet i Uruguay, havde Uruguays fans slået ham ihjel, og hvis hans Italien ikke havde vundet i 1934, så havde Benito Mussolini sørget for det samme. Luis Felipe Monti døde som 82-årig den 9. september 1983.

Italien:
Gianpiero Combi
Eraldo Monzeglio
Luigi Allemandi
Attilio Ferraris
Luis Monti
Luigi Bertolini
Enrique Guaita
Giuseppe Meazza
Angelo Schiavio
Giovanni Ferrari
Raimundo Orsi

Manager:
Vittorio Pozzo

Tjekoslovakiet:
Frantisek Plánicka
Ladislav Zenísek
Josef Ctyroky
Josef Kost’álek
Stefan Cambal
Rudolf Krcil
Frantisek Junek
Frantisek Svoboda
Jiri Sobotka
Oldrich Nejedly
Antonín Puc

Manager:
Karel Petru

Husker du? Kampen der ændrede reglerne i VM

Vesttyskland og Østrig spillede den mest skandaløse kamp nogensinde i VMs historie.

I den sidste gruppekamp mellem Østrig og Vesttyskland i VM i Spanien i 1982, skulle tyskerne vinde, og østrigerne matte ikke tabe for stort, for at begge hold skulle gå videre. Derfor besluttede de at få det til at ske.

Når man taler om skandaler under fodbold-VM, er der især en kamp, der springer i øjnene: kampen mellem Østrig og Vesttyskland fra 1982 i Spanien.

Efter en skidt indsats i 1-2 nederlaget mod Algeriet og en komfortabel 4-1 sejr over Chile, var det en bydende nødvendighed, at Vesttyskland slog Østrig for at kunne kvalificere sig til 2. runde.

Østrig havde slået Chile 1-0 og Algeriet 2-0, men idet Algeriet havde slået Chile 3-2 tidligere på dagen, så havde både Østrig og Algeriet efter den overraskende sejr over tyskerne fire point. Det betød, at hvis Østrig tabte med tre mål eller derover til tyskerne, så ville Algeriet følge tyskerne ind i næste runde.

Kampen begyndte med tempo og højt niveau, og allerede efter 11 minutter viste venstre wing Pierre Littbarski nogle af sine fabelagtige evner og sendte en perfekt bold indover, hvorefter den store Horst Hrubesch stort set kun behøvede at løbe ind i bolden for at score. 1-0 til tyskerne.

Nu havde tyskerne fået deres vigtige mål, og hvis de blot kunne holde denne stilling eller måske endda udbygge føringen lidt, så ville de gå videre. Men faktum var, at de ikke behøvede et mål mere, hvilket betød, at de reelt ikke behøvede at gøre så meget mere – så det gjorde de ikke.

Østrigerne blev taget lidt på sengen af det hurtige mål, og de var tydeligvis bange for, at deres storebror mod nord ville løbe dem over ende og eliminere dem fra en plads i næste runde. De besluttede hurtigt, at de kunne leve med et 1-0 nederlag, og at de reelt ikke behøvede at gøre så meget mere – så det gjorde de ikke.

Algeriets spillere kunne ikke gøre andet end at kigge på udefra, mens 22 spillere fra to nabolande i Europa langsomt vandrede rundt på banen og spillede bolden lidt frem og lidt tilbage, lidt til den en side og lidt til den anden. Ingen af dem ville gøre noget for at ødelægge den gensidigt givende situation for begge hold. Det var en pinsel at se på.

Brød vesttyskerne nogle love eller regler? Nej, det gjorde de ikke. Brød østrigerne nogle love eller regler? Nej, de gjorde ikke noget ulovligt. Men de var deltagere i en af de mest skandaløse aftalte kampe i VMs historie set ud fra det synspunkt, at det var en stiltiende aftale, der blev truffet på stedet mellem de to hold. Den skotske dommer Bob Valentine var fuldstændig magtesløs.

Hjemme i Vesttyskland gav aviserne udtryk for den samme afsky, som fansene havde gjort under hele turneringen på grund af tyskernes dårlige spil, og de bad spillerne om at skamme sig over deres manglende indsats. En enkelt spansk avis kaldte endda hele affæren for ”El Anschluss”, men den tyske manager Jupp Derwall viste overhovedet ingen forståelse for kritikken og forklarede blot, at deres mål hele tiden havde været at gå videre til næste runde og ikke at spille flot fodbold. Spillerne syntes at være af samme opfattelse, idet Lothar Matthäus i et interview sagde, at Vesttyskland var gået videre, og det var det eneste, der betød noget.

Fansene var slet ikke tilfredse, og flere hundrede af de mest trofaste samledes under vinduerne på de tyske spilleres hotel i håb om at få en eller anden form for forklaring. Som en slags sidste ydmygelse af deres fans kastede spillerne vand-balloner imod dem. Deres popularitet havde nået nulpunktet.

Efter kampen meddelte FIFA hurtigt, at reglerne ville blive ændret fra den dag. Ved de fremtidige VM-slutrunder skulle de sidste to kampe i alle grupper spilles samtidig, så ingen kunne spille på de andres resultater. I dag er Østrig og Vesttyskland dog stadig husket for at have spillet den mest forfærdelige og skandaløse kamp nogensinde ved et VM.

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Hans-Peter Briegel
Paul Breitner
Karl-Heinz Förster
Wolfgang Dremmler
Pierre Littbarski
Horst Hrubesch 68
K.-H. Rummenigge 66
Felix Magath
Uli Stielike
Manfred Kaltz

Reserver:
Lothar Matthäus 66
Klaus Fischer 68

Manager:
Jupp Derwall

Østrig:
Friedl Koncilia
Bernd Krauss
Erich Obermayer
Josef Degeorgi
Bruno Pezzey
Roland Hattenberger
Walter Schachner
Herbert Prohaska
Hans Krankl
Reinhold Hintermaier
Heribert Weber

Reserver:
None used

Manager:
Georg Schmidt