lørdag den 30. oktober 2010

Quarterbacks i fokus


Tony Romos sæson er måske overstået, efter han i sidste kamp brækkede kravebenet.

Det er meget sjældent, der er så megen fokus på quarterbacks, som der er i denne uges NFL-kampe.

Den vigtigste plads på et amerikansk fodbold er og har altid været pladsen som quarterback. Derfor er der også altid særlig meget fokus, når der sker noget på denne centrale post – selv på de helt store hold i NFL, hvor man ellers kunne tro, at der var nok reserver til umiddelbart at udfylde pladserne.

Men hvor nogle quarterbacks ofte bliver skadet, så er der andre, der ikke er til at slå af pinden. Den aller største af disse navne er naturligvis Brett Favre. Men netop Brett Favre er under luppen i denne uge. Ikke alene blev han meget uprofessionelt udpeget af sin træner i Minnesota som hovedårsagen til, at Vikings i søndagens opgør i Green Bay tabte kampen 28-24. Han fik om mandagen også konstateret to brud på venstre ankel og er derfor mere end tvivlsom til weekends udekamp mod Patriots.

Det lyder nok tosset. To brud på anklen? Og så er han kun tvivlsom? Enhver anden quarterback med to brud på anklen ville være dømt ude, og reserven ville blive udpeget som starter. Men vi taler altså om Brett Favre her. Han har en helt unik rekord i NFL. Brett Favre har nemlig startet 291 kampe i træk. Fra vores fodboldverden lyder det måske ikke så specielt, men med tanke på, at de i NFL kun spiller 16 kampe per sæson plus højst fire slutspilskampe (hvis de spiller Wild Card-kamp OG når til Super Bowl), så er det en helt enestående rekord, der med al sandsynlighed aldrig nogensinde vil blive slået. Bliv derfor ikke overrasket, hvis Brett Favre stiller til start i New England.

I Dallas måtte Tony Romo forlade kampen mod Giants med et brækket kraveben, der med al sandsynlighed vil holde ham ude i omkring seks uger. Det betyder, at de stiller op med John Kitna som starter i hjemmekampen mod Jacksonville Jaguars. Det kan være både hans og Cowboys held, at modstanderne er Jaguars. Han kan i hvert fald ikke ønske sig en bedre start end en svag modstander som Jaguars.

Hos San Francisco 49ers er Alex Smith røget ud på sidelinjen med en skade. Men i stedet for at gå til backup quarterback David Carr, så tager træner Mike Singletary allerede nu konsekvensen af holdets katastrofale sæson og starter den lille Troy Smith, der vandt Heisman Trophy i 2006, da han spillede for Ohio State University. Han blev draftet af Baltimore Ravens, men da han i 2008 blev syg, regnede de ikke med, han kom til at spille mere, og de skilte sig af med ham. Søndag starter han for 49ers i kampen i London mod Denver Broncos.

Matt Cassel fra Kansas City Chiefs har gennem de sidste fem runder den højeste quarterback rating af alle quarterbacks i NFL.

Detroit Lions får i denne uge Matthew Stafford tilbage fra sin skade til den svære hjemmekamp mod Washington Redskins.

Arizona Cardinals starter med al sandsynlighed den håbløse Derek Anderson i hjemmekampen mod Tampa Bay Buccaneers. Det betyder mindre, for hverken han eller rookie Max Hall kan tilsyneladende finde ligaens bedste wide receiver Larry Fitzgerald.

Og glæd jer så til mesteropgøret søndag nat mellem Super Bowl mester fra 2010, Drew Brees fra New Orleans Saints mod Super Bowl mester fra 2009, Ben Roethlisberger fra Pittsburgh Steelers.

torsdag den 21. oktober 2010

NFL jager de store hits


Det kolossale hit Dunta Robinson lavede på DeSean Jackson i weekenden har fåer NFL til at reagere.

Da Atlantas Dunta Robinson i sidste uge tacklede Philadelphias DeSean Jackson, gik der et sus gennem både tilskuere, eksperter og alle seerne ude i stuerne. Det så meget voldsomt ud, og begge spillere måtte forlade banen.

Gennem de senere år har NFL sat mere fokus på spillernes sikkerhed – både gennem regelændringer, lægeligt fokus og hårdere straffe. Omkring midtvejs gennem forrige sæson, begyndte alle pludseligt at tale om hjernerystelser. Og der er ingen tvivl om, at det ofte har været et emne, både trænere og spillere tidligere har taget alt for let på. Nu skal spillerne sidde ude, hvis de bliver udsat for hits, der bare leder til mistanken om en hjernerystelse. Før sagde man bare, at de havde fået et ordentligt ’hit’ og lige skulle ’ryste det af sig’.

I år har der ikke været en eneste 5-cifret bøde. Nu siger ligaen så pludselig, at det er nok. Ingen forudgående advarsler. Nu er der bare blevet spredt for 175.000 dollars bøder rundt for forskellige hits i sidste runde af NFL. Det er en hårdere straf, end hvis spillerne bliver smidt ud af kampen.

Problemet er, at Robinsons hit på DeSean Jackson ikke en gang var et illegalt hit. Han ramte ham med sin skulderbeskytter og brugte ikke en gang hjelmen som våben. Ligaen skrev, at det var et hit på en forsvarsløs receiver. Den eneste grund til, at han var ’forsvarvsløs’ var, at der var tale om et dårligt kast fra en quarterback, der var på vej ud af problemer.

Årsagen til problemet med de hårde hits skal nok findes mange forskellige steder. ESPN selv glorificerer de seje hits med medleys tilsat musik. Her i Danmark sidder kommentatorer som Claus Elming og kalder det et ’skralderbang’, når en spiller får en ordentlig én på goddag’en. Det er der ikke noget galt i. Sådan har vi altid gjort det. Det var en del af det, der gjorde og gør amerikansk fodbold til en fysisk sport.

Men ifølge college football-eksperten, Kirk Herbstreit, starter problemet ikke der. Det starter allerede i high school, hvor spillerne ikke længere lærer at tackle ordentligt. De går alle efter det hit, der kan stoppe modstanderen. Spillet, der kan få ham ud af kampen. Meget få tackler med deres arme mere.

Kirk Heibstreit præsenterer også en idé, som NFL-guruen John Madden en gang selv lagde frem. Han foreslår nemlig, at man bør gå den helt anden vej. Hvis spillerne spiller uden hjelm, så undgår du nemlig de værste skader. Ingen vil stikke sit hoved ind i situationer, hvor det kan gå galt, mener Madden, og det citerer Herbstreit ham for.

Én ting er, at ligaen har indført hårdere kontrol med hjernerystelser. En anden ting er, at du ikke må bruge dit hjelm som et spyd, når du tackler og lave de såkaldte ’helmet-to-helmet’-tacklinger. Men der er ved at være oprør blandt spillerne nu. For mens ingen har noget imod at fjerne de tacklinger, der er svinske, som eksempelvis dem, James Harrison fra Steelers i sidste uge lavede, så er der heller ingen, der vil fjerne det fysiske aspekt af sporten. Nogle illustrerer det endda ved at sige, at de vel snart skal spille med balletskørt.

søndag den 17. oktober 2010

Et forsmag på en AFC-finale?


Mens Ravens aldrig har slået Patriots i grundspillet, så har træner Bill Belichick hævn til gode fra nederlaget i slutspillet sidste år.



Man skal være ovenud naiv for ikke at kunne se, at de bedste hold i årets NFL ligger i AFC konferencen. De 4-5 øverste hold på alle eksperternes lister er fra AFC.
Blandt de øverste hold finder vi både Baltimore Ravens og New England Patriots. Og netop Patriots tager søndag aften klokken 19 imod Ravens på Gillette Stadium lige syd for Boston.

New England Patriots havde fri-uge i sidste weekend og spillede derfor ikke. Deres record er 3-1 med sejre over Cincinnati, Buffalo og Miami og nederlag til New York Jets.

Baltimore Ravens har først fri-uge i uge 8, og deres record er 4-1 med sejre over New York Jets, Cleveland, Pittsburgh på udebane og Denver. Nederlaget kom til Cincinnati Bengals i uge 2, hvor Bengals vandt ved at score fem field goals.

De fleste eksperter har Baltimore Ravens som ligaens bedste hold og et solidt bud på en Super Bowl-vinder, og et flertal tipper også Ravens i denne kamp. Men en del statistik taler imod en sejr til gæsterne. For det første har New Englands quarterback Tom Brady vundet 22 hjemmekampe i grundspillet i træk (blot tre fra Brett Favres rekord på 25, som han satte i Green Bay fra 1995-98). For det andet er det en generation siden, at New England har tabt en kamp efter en fri-uge. Og det er aldrig sket under træner Bill Belichick.

Naturligvis har eksperterne medregnet det faktum, at Tom Bradys yndlingsmål, Randy Moss, nu spiller i Minnesota. Randy Moss har altid været den dybe trussel; ham, der kunne gribe de lange kast og derfor skabte mere plads til Patriots tight ends eller spillere som Wes Welker, der er ekspert på de kortere kast. Når den dybe trussel er væk, kan modstanderne tage et par skridt tættere på Tom Brady og derved eliminere de fleste af de korte kast samt ligge meget tættere på løbeangrebet.

Og Baltimore Ravens har et notorisk barskt forsvar under ledelse af Ray Lewis. Det kunne se ud som om, eksperterne får ret.

Da Randy Moss forlod New England, hyrede de i stedet Deion Branch, der tidligere har spillet for Patriots og også har vundet tre Super Bowls med Tom Brady. 6. februar 2005 blev Deion Branch endda kampens mest værdifulde spiller, da Patriots slog Eagles 24-21 i Super Bowl XXXIX (39). I kampen greb Branch 11 bolde for 133 yards.

»Jeg har kastet tusindvis af bolde til Deion, og mit forhold til ham på banen har altid været fantastisk. Vi har altid haft en god kemi sammen, og jeg håber, vi kan genfinde den«, sagde Brady torsdag til ESPN.

Men i sine fire år hos Patriots scorede Branch kun 14 touchdowns i alt. Randy Moss scorede 39 på tre sæsoner. Så om det er nok til at kunne slå Ravens i denne mulige forsmag på en kommende AFC-finale, er svært at spå om. Men spil aldrig penge på, at Patriots taber på hjemmebane. I de fem tidligere opgør mellem Ravens og Patriots i grundspillet, har Patriots vundet dem alle. Til gengæld har Ravens vundet tre ud af deres sidste fire på udebane. Og de slog Patriots i Foxboro i New England 33-14 i slutspillet sidste år.

Fat en mønt, kast den op i luften, og vælg side i luften. For det her bliver et vaskeægte brag af kamp. Og den kan gå til begge sider.

'Big Ben' er tilbage


Efter to gange at have været i alvorlige problemer med politiet i forbindelse med sager om tilsyneladende voldsom behandling af unge collegepiger, ser Ben Roethlisberger ud til at have rettet op på sin rytme og er klar til at styre Steelers tilbage til Super Bowl.



Efter at have siddet ude i sæsonens fire første uger er ’Big’ Ben Roethlisberger klar til at styre Steelers mod slutspillet.

Ben Roethlisberger fik karantæne af NFL kommissær Roger Godell for at have været i klammeri med politiet omkring en episode vedrørende nogle unge collegepiger på en natklub i Georgia i foråret. Politiet havde ikke nok til at anklage ’Big Ben’, men Roger Godell valgte at sætte en grænse for, hvordan hans spillere skulle opføre sig.
Oprindeligt lød straffen på seks uger, men der blev lavet en aftale, der gik på, at hvis ’Big Ben’ holdt sig ude af problemer og et hundrede procent samarbejdede med både Godell og klubben, så kunne straffen blive sat ned til fire uger.

Roethlisberger har været en mønster-elev, men før sæsonstart var der en vis nervøsitet i Pittsburgh. 2. quarterback Dennis Dixon skulle spille, og det gjorde han egentlig godt – indtil han blev skadet. Så kom Byron Leftwich ind – og så blev han skadet, hvorpå de måtte ned til en 4. quarterback, Charlie Batch, der faktisk vandt Steelers kamp over Buccaneers. Men det var også Batch, der var quarterback, da Steelers tabte kampen til Baltimore Ravens 17-14.

Der er dog ingen kritik af Batch eller de øvrige backup-quarterbacks. Steelers havde udtrykt en stille tilfredshed med at eventuelt være på 2-2, når ’Big Ben’ kom tilbage. Nu er de på 3-1.

Onsdag udtalte Ben Roethlisberger, at han var glad for, at Steelers havde haft en fri-uge, for det havde givet ham mulighed for at genfinde sin timing før søndagens hjemmekamp mod divisionsrivalerne fra Cleveland. Og Roethlisberger har været savnet i omklædningsrummet.

Reglerne foreskriver, at når du er suspenderet eller har karantæne, så må du overhovedet ikke være i kontakt med hverken spillere eller trænere i den pågældende periode. Nu udtaler hans medspillere wide receiver Hines Ward og offensive tackle Max Stark, at det er dejligt at have ham tilbage. ”Han sidder ovre i hjørnet og griner som en skoleknægt,” sagde Stark, mens Ward kunne fortælle, at ”Han er den første på banen, og den sidste til at forlade den igen.”

Men der vil også være noget at arbejde med for ’Big Ben’. I hans fravær har Pittsburghs kaste-angreb indtaget sidstepladsen i NFL med sølle 136 yards på 20 forsøg i gennemsnit.
”Jeg skal ikke ud og være Supermand,” sagde han til den amerikanske sportsstation ESPN. ”Jeg skal heller ikke ud og forcere noget. Jeg skal bare ud og spille mit spil.”
Det kan også være mere end godt nok på søndag, hvor mange regner med, at han kan få masser af spilletid. Modstanderne, Cleveland Browns, har nemlig begge deres quarterbacks, Seneca Wallace og Jake Delhomme, ude med skader, og de påregner muligvis at starte med deres nydraftede rookie Colt McCoy, der hos University of Texas slog et hav af quarterback-rekorder. Men der er milevid forskel på college og NFL, og flere eksperter har allerede udtalt, at hvis han skal starte i Pittsburgh, vil det være som at smide ham for løverne.

Men ’Big Ben’ er klar. Og efter Browns venter der ham nok udfordringer til at vise, han var ventetiden værd. Miami ude, New Orleans ude, New England hjemme er de tre næste kampe.

”Der er forskel på Ben og de andre quarterbacks,” sagde Hines Ward til ESPN. ”Når Ben kommer i problemer, kan han ofte selv rode sig ud af dem og lave et stort spil.”
Det får han rig lejlighed til at vise i de kommende uger.

fredag den 8. oktober 2010

Moss kommer hjem


Randy Moss er efter 12 år tilbage i Minnesota, hvor det hele startede.

De første chokbølger ramte onsdag. Al diskussionen tog til i løbet af dagen, og de første kampe i det amerikanske baseball-slutspil måtte rent faktisk se sig sat lidt ud på et sidespor. Det fantastiske var sket: New England Patriots havde solgt Randy Moss til Minnesota Vikings.

Når vi sidder og kigger på det, så burde det egentlig ikke overraske os. Cheftræner Bill Belichick har altid været god til at få noget for de spillere, han alligevel vidste, han var ved at miste. Sidste år var det Richard Seymour, der blev sendt til Oakland Raiders. Nu er én af ligaens absolut bedste wide receivers blevet solgt til Minnesota Vikings, hvor han skal hjælpe Brett Favre med at opfylde Vikings mål: Vind nu!

Moss blev draftet fra Marshall University i 1. runde i 1998. Han blev taget af Minnesota Vikings som nummer 21, hovedsageligt fordi han havde nogle problemer uden for banen. Kevin Dyson blev taget af Tennessee Titans før Moss. I syv sæsoner for Vikings greb han 90 touchdown kast og fik i alt 9.142 yards. I 2005 blev han solgt til Oakland Raiders, hvor han på to sæsoner vandt blot seks ud af 32 kampe. Her valgte han at sige farvel til Raiders og hans store kontrakt mod en lille kontrakt hos New England Patriots. Han ville vinde. Og i 2007 satte han NFL-rekord med 23 touchdowns i en sæson. Gennem de seneste sæsoner har han været den absolut største trussel på et Patriots-angreb, der bare synes at blive bedre og bedre.

Så hvem vinder egentlig ved denne handel? Der er ingen tvivl om, at Randy Moss var gået lidt i stå hos Patriots. Efter sæsonens første kamp, en vigtig og stor sejr over Cincinnati Bengals, gik Randy Moss ud og holdt en personlig pressekonference, hvor han fortalte, at han var i gang med sin sidste sæson hos Patriots. Måske var det for at lægge lidt pres på klubben, fordi hans kontrakt var ved at løbe ud. Men Patriots har aldrig betalt store kontrakter.

Bill Belichick hev ham ind på kontoret og gav ham en skideballe, og siden har Moss været lidt gnaven. I uge 2 tabte Patriots til Jets, og Moss greb et af de mest fantastiske touchdowns nogensinde. Men i mandag aftens storsejr over Miami Dolphins blev der ikke kastet en eneste bold til ham. Og da jubelscenerne udspillede sig på sidelinjen, var det tydeligt, at Moss ikke var en del af dem.

Nu skal han så til Vikings. Og hvad betyder det for Patriots quarterback Tom Brady? Ja, hans altid farlige mål nedad banen er væk. Det betyder, at modstanderne kan krybe lidt tættere op mod ham og dække bedre af for en mand som Wes Welker, hvis ekspertise er de kortere kast. Det vil også blive lidt sværere at løbe med bolden, hvis ikke de erstatter Moss med en receiver, der kan gribe de lange, spektakulære kast. Og fra at være en mulig Super Bowl-kandidat er Patriots nu kun en mulig slutspilskandidat. Så meget betyder Randy Moss.

Til gengæld sidder Patriots nu med to valg i 1., to valg i 2. og to valg i 3. runde af draften næste år. Så hvis det er fordi, holdet ser fremad, så ser fremtiden gylden ud.
I Minnesota ser de ikke fremad. Du betaler ikke 16 millioner dollars til 40-årige Brett Favre for at komme tilbage i endnu en sæson, hvis det er fremtiden, du er ved at bygge på. Og så længe hans yndlingsmål fra sidste sæson, Sidney Rice, stadig er ude, så er Randy Moss lige det, lægen har anbefalet.

Mandag aften spiller Vikings – med en Randy Moss i sit gamle nummer 84 – mod New York Jets. Med andre ord kan ligaens bedste cornerback, Darelle Revis, komme til at stå overfor ligaens bedste receiver hele tre gange i år – hvis da ikke også holdene skal mødes i Super Bowl. Så bliver det nemlig fire. Og til det havde Jets cheftræner, Rex Ryan med et smil på læben, følgende at sige: ”Helt ærligt, gutter! Kunne I ikke have ventet en uge med at sælge ham?”

søndag den 3. oktober 2010

Super Bowl'en vi aldrig får


Når Steelers og Ravens tørner sammen, kommer alle de mest underholdende fans frem fra gemmerne for at støtte deres hold.

Baltimore Ravens og Pittsburgh Steelers ligger begge i AFC North, hvilket både er godt og skidt. Det er godt, fordi de mindst kommer til at møde hinanden to gange om året, men det er skidt, fordi de aldrig kan mødes i Super Bowl.

Søndag klokken 19 åbnes op for et ny-klassisk opgør med defensiv fodbold på et næsten uoverskueligt højt plan. Baltimore Ravens hed engang Cleveland Browns, før de flyttede til Baltimore, og der kom et nyt Browns-hold i Cleveland. Holdet har i en menneskealder ligget i samme division som Pittsburgh Steelers, og derfor er der tale om et ægte divisionsopgør.

Da Baltimore Ravens vandt Super Bowl i 2000, slog holdet en rekord, ingen havde troet nogensinde ville blive slået. Det lykkedes dem nemlig at slå den rekord, Bears havde sat, da de i 1985 i hele grundspillet kun lukkede 198 point ind. Det er 12,4 point per kamp. I 2000 lukkede Ravens kun 165 point ind, hvilket er 10,3 point per kamp. Som deres quarterback fra dengang, Trent Dilfer, der i dag er analytiker og kommentator på den amerikanske sportskanal ESPN, sagde: ”Forsvaret kom over til mig og spurgte, om jeg kunne sørge for, at vi scorede et field goal. Det var alt, hvad de behøvede.”
Pittsburgh Steelers er et af de gamle NFL-hold, og selv i dag har de et ry for at spille en langt mere klassisk form for football. De løber meget med bolden, og de har et solidt forsvar. Med den spillestil har de vundet seks Super Bowl-titler, mere end noget andet hold i ligaen.

Men da quarterback ’Big’ Ben Roethlisberger i 2004 blev draftet fra den mindre skole Miami of Ohio, ændrede stilen i Pittsburgh sig langsomt. ’Big Ben’ var en stor dreng på 196 centimeter, og han var meget svær at vælte. Samtidig var han fra sin tid på universitetet blevet vant til at blive jagtet rundt, så han var meget øvet i at kaste ’på farten’ og selv at løbe med bolden. Det gjorde Steelers til et hold, der pludselig var fænomenale til at kaste, og de fleste kender receivere som Heinz Ward og Santonio Holmes (i dag hos Jets).

Pittsburgh har i år måttet starte med deres backup quarterbacks, fordi ’Big Ben’ efter en uheldig optræden på en natklub har fire kampes karantæne. Men ikke nok med det. Deres backup Dennis Dixon er skadet. Hans backup Byron Letwich er skadet. Så i sidste uge var det 4. quarterback’en Charlie Batch, der stillede op og i øvrigt spillede en ganske flot kamp i Steelers sejr over Tampa Bay.

Men den helt store historie har været forsvaret hos Pittsburgh. I tre kampe har de lukket blot to touchdowns ind, og i alt er der scoret i gennemsnit 11 point imod dem. Derfor er de ubesejrede.

Ravens tabte i Cincinnati 15-10, men de vandt deres to øvrige kampe og kan med en sejr over Steelers komme op på 1. pladsen i AFC North. Holdet har kun lukket 13,7 point ind per kamp, og det ville være en underdrivelse at sige, at der venter et herreslagsmål i Pittsburgh i aften.

De store profiler på forsvaret hedder Troy Polamalu hos Steelers og Ray Lewis hos Ravens. De har begge vundet Super Bowl med deres hold, og de er fuldkommen frygtløse og fandenivoldske i deres spil. En hård nød at knække for ethvert angreb, men en sand fryd for tilskuerne. Hvor er det synd, de begge ligger i AFC og derfor ikke kan mødes i en Super Bowl.

NFL tættere på ny aftale


NFLs to stridende parter, ejere og spillere, er måske kommet tættere på en løsning på de økonomiske stridigheder.

Før NFL-sæsonen i år og gennem de tre første runder har der været en meget velbegrundet frygt for, at der næste sæson ikke bliver spillet fodbold i NFL. Men nu kommer et nyt forslag måske i vejen for tankerne om en eventuel strejke eller en direkte lockout.

Den løbende aftale, der ligger mellem spillerne og ejerne i NFL, også kaldet Collective Bargaining Agreement (CBA), udløber i marts, og det betyder, at der skal forhandles om blandt andet det såkaldte lønloft. Lønloftet har indtil videre dikteret, at 60 procent af den samlede indtægt til NFL bliver delt op i 32 lige store portioner og fordelt til de 32 klubber. Det beløb, hver klub så har fået, er til spillerlønninger. Hvordan klubberne så vælger at administrere deres lønninger, er op til klubberne selv. Tjener de selv ekstra penge på events, et lækkert stadion, dyre V.I.P.-bokse eller andet, må pengene gå til klubben, til stadion og til drift men ikke til spillerlønninger.

I forbindelse med finanskrisen har begge sider ytret ønsker om forbedrede forhold. Spillerne mener, de har sværere forhold og vil derfor gerne have hævet deres procent af den samlede ’kage’, mens ejerne mener, de tjener væsentligt mindre i denne tid og derfor vil det samme. Ingen af siderne har villet rykke sig.

Nu er der så kommet forslag på bordet, der går ud på at skære to af de fire preseason-kampe fra og udvide grundspillet fra 16 til 18 kampe. På den måde skal spillerne i princippet ikke spille flere kampe, men de skal spille to mere, der har betydning for sæsonen. Fans skal ikke sidde og se på reserver eller spillere, der ikke giver sig fuldt ud. De kan i stedet se kampe, der betyder noget. NFL kommissær Roger Godell er stor fortaler for idéen, og det er ejerne af klubberne også. Der er nemlig sjældent fulde huse til preseason-kampene, men det kunne der komme nu.

Spillerne, derimod, er mindre begejstrede. Ikke alene vil to ekstra kampe tage enormt på fysikken, og manges karrierer i NFL vil blive markant kortere. Men det vil også giver en stor del af de spillere, der ikke bliver valgt i draften, langt mindre chance for at kunne gøre opmærksom på sig selv. Nogle af de største stjerner i NFL, der ikke blev draftet, er center Jeff Saturday fra Indianapolis Colts, linebacker Bart Scott fra New York Jets, linebacker London Fletcher fra Washington Redskins, quarterback Jake Delhomme fra Cleveland Browns, defensive tackle Pat Williams fra Minnesota Vikings, kicker Adam Vinatieri fra Indianapolis Colts, quarterback Tony Romo fra Dallas Cowboys, tight end Antonio Gates fra San Diego Chargers, netop pensionerede quarterback Kurt Warner fra Arizona Cardinals og wide receiver Wes Welker fra New England Patriots. Med al sandsynlighed ville ingen af disse spillere havde fået en plads i NFL under et system med kun to preseason-kampe.

Sidste gang, der blev ændret på antallet af kampe, var i 1978, da 14 kampe blev til 16. Antallet af preseason-kampe røg fra 6 ned til 4, og det var en stor hjælp for alle. To opvarmningskampe er dog ikke meget, og derfor har blandt andet Indianapolis Colts’ præsident, Bill Polian, udtalt, at han og andre allerede er i gang med at arrangere ekstra træningskampe med hold, der ligger tæt på. På den måde er det også muligt at spare nogle udgifter.

Bill Polian er helt sikkert på, at et 18-kampe grundspil om ganske kort tid bliver en realitet. Og hvis hans løsning med de ekstra træningskampe holder, kan det løse flere problemer, end han måske selv helt er klar over.

De ekstra kampe giver nemlig flere penge i kassen til ejerne. De gør det også ganske tydeligt, at spillerne er nødt til at have mere i løn. Og de gør det måske meget lettere for ejerne og spillerorganisationen at blive enige. Én ting er i hvert fald helt sikker: Nu vil det blive nødvendigt for dem at mødes. Og chancerne for, at der også spilles NFL-fodbold i næste sæson er steget gevaldigt.