onsdag den 23. juni 2010

Husker du? Tardelli fejrede med stil


Marco Tardelli jubler over sin scoring til 2-0 i finalen mod Vesttyskland i 1982.

VM-finalen i 1982 var en af de mest ensidige finaler, der nogensinde er blevet spillet, men intet skiller sig ud i hukommelsen som fejringen af italienernes andet mål i kampen.

Efter den indledende runde var der ikke mange, der kunne have regnet ud, at VM-finalen i Spanien i 1982 ville ende med at blive et opgør mellem Italien og Vesttyskland. Italien havde spillet tre uafgjorte kampe, der kun med nød og næppe havde skaffet dem billet til deres videre færd i turneringen på en 2.-plads i gruppen efter Polen, og Vesttyskland havde tabt til Algeriet og spillet en meget mindeværdig men absolut forfærdelig kamp mod Østrig, der endte med at få FIFA til at ændre deres regler, således at fremtidige afslutningskampe i samme grupper altid skulle spilles samtidig. Ingen af de to hold havde været i stand til at imponere nogen, mindst af alt deres egne fans.

Mellemrunden viste, at italienerne kunne gennemgå en komplet forvandling. Mod de regerende verdensmestre Argentina dominerede italienerne og spillede attraktiv angrebsfodbold, og i en meget mindeværdig kamp, der med det samme blev en klassiker, besejrede Italien storfavoritterne til VM-titlen, Brasilien, med 3-2. I semifinalen fortsatte Paolo Rossi sin fantastiske nyfundne storform og scorede begge mål i 2-0 sejren over Polen, der sendte Italien på rette spor i kampen om at vinde deres tredje VM-titel.

Vesttyskland slog værtsnationen Spanien 2-1 og spillede uafgjort 0-0 mod England. Det var langt fra imponerende, men det var nok til at bringe dem i semifinalen mod Frankrig. I en fremragende kamp fra begge hold slog tyskerne Frankrig efter straffespark i den første kamp i VM-historien, der blev afgjort på den måde.

Nu gjaldt det. 11. juli, 1982, klokken 20 lokal tid. 90.000 tilskuere på plads på Santiago Bernabéu, Real Madrids hjemmebane. Blandt dem var den vesttyske bundeskansler Helmuth Kohl, den italienske præsident Sandro Pertini og den spanske royale familie.

Begge hold følte det pres, de havde på sig. Tyskerne havde spillet deres semifinale efter italienerne om torsdagen, og fordi deres kamp var røget ind i overtid og straffespark, var de nødt til at ændre deres planer om at tage af sted fra Sevilla med det samme og finde sig til rette i deres nye værelser i Madrid. Som om det ikke var nok, så løb tyskerne også lige ind i en lufthavnsstrejke og kunne ikke komme med deres fly før klokken fire om morgenen, og de endte med at miste en nats søvn på den konto. Det kunne de stadig føle i kroppen, da de løb på banen 11. juli.

Italienerne var uden deres midtbanegeneral Giancarlo Antognoni, og kun syv minutter inde i kampen mistede de deres angriber Francesco Graziani, der måtte udgå med en skadet skulder. Italienerne havde deres bekymringer.

De første 20 minutter af kampen var ganske lige, men i det 25. minut lavede Hans-Peter Briegel straffe, da han væltede Bruno Conti i feltet. Men Antonio Cabrini skød bolden til højre for målet og missede den store mulighed for at bringe italienerne foran. Det var det første brændte straffe i en VM-finale nogensinde.

Claudio Gentile var tilbage efter karantæne, og han havde til opgave at dække den altid farlige Pierre Littbarski. Gentile markerede ham fuldstændig ud af kampen. Samtidig holdt den blot 18-årige Giuseppe Bergomi sin plads i startopstillingen, og han spillede fænomenalt.

Italienerne viste uden tvivl de bedste takter. De spillede bedre, de var bedre organiserede, og de var hurtigst på bolden. Til gengæld var de hele tiden klar over, at det var Vesttyskland, de spillede imod, og tyskerne var kendt for aldrig nogensinde at give op og for altid lige at give den en lille smule ekstra, når det var mest nødvendigt. Det havde de bevist i semifinalen, da de var bagud 3-1 mod franskmændene og alligevel kom tilbage og vandt kampen. I halvlegspausen var det derfor naturligt for anfører Dino Zoff at give sine spillere en lille motiverende tale, hvor han med humor gjorde dem opmærksom på, at de nok skulle score det afgørende mål i 2. halvleg, hvis de blot hele tiden fokuserede på at gøre deres bedste. Hans glimt i øjet og den naturlige respekt, han indgød, lod til at virke.

Fra begyndelsen af 2. halvleg virkede italienerne om muligt endnu mere fokuserede og klar til opgaven. I 57. minut lavede Karl-Heinz Rummenigge frispark mod Gabriele Oriali ved midterlinjen. Marco Tardelli skyndte sig at tage sparket og sendte bolden ud til en helt åben Gentile på højre side. Med masser af plads og tid lagde han den perfekte aflevering ind foran det tyske mål, og her dukkede ingen andre end Paolo Rossi op. Fuld af selvtillid satte han panden på bolden og scorede til 1-0 for italienerne.

Paolo Rossi, der havde haft karantæne på grund af en bestikkelses-skandale, var blevet spilleklar kort før VM. Træner Enzo Bearzot var blevet hængt ud i pressen for at have taget Rossi med i VM-truppen, og alle havde følt, at Rossi var helt ude af form. Med dette åbningsmål i finalen scorede Rossi sit sjette mål i træk for italienerne og blev topscorer i VM i 1982.

Målet var som at se luft sive ud af en ballon. Tyskerne var helt forstenede over målet, og på kun ti minutter lignede det en kamp mellem et verdenshold og et 3. divisionshold. Gaetano Scirea modtog bolden i højre side. Han spillede den med hælen tilbage til Bergomi, tilbage til Scirea, der med lethed fandt en helt fri Marco Tardelli. Tardelli ramte bolden fladt og hårdt, og den fløj sikkert ind i netmaskerne, mens tyskerne lå rundt omkring i deres eget straffesparksfelt som dukker, der havde fået skåret deres snore over. Kampen var blevet en total italiensk opvisning.
Det mest mindeværdige øjeblik var dog den måde, Marco Tardelli fejrede målet på. Han vidste – som enhver anden der så kampen, at der ikke var nogen som helst vej tilbage for tyskerne. Forskellen mellem disse to hold var simpelthen for stor denne søndag i 1982. Tardelli gik i total ekstase, og han pumpede sine lange arme, mens han skreg som en vanvittig og løb ud mod udskiftningsbænken. Hans reaktion var så enestående, at når nogen i dag fejrer en scoring på lignende måde, så kalder man det ”Tardellis skrig”.

Ni minutter før tid var det den brillante wing Bruno Conti, der gjorde ydmygelsen af den normalt ganske stærke tyske back Hans-Peter Briegel total. Conti brød fri af ham og løb ned langs højre side og sendte bolden skråt tilbage til Alessandro Altobelli, der lagde låg på med en flot scoring til 3-0. Alle tre mål var kommet fra Hans-Peter Briegels side af banen.

Paul Breitner scorede et fabelagtigt trøstmål, men han og holdkammeraterne jublede ikke meget, fordi det netop kun var et trøstmål. Breitner kunne senere glæde sig over det faktum, at han nu havde scoret i to VM-finaler, idet han otte år tidligere havde scoret, da tyskerne på hjemmebane besejrede Holland 2-1.

Den 30-årige veteran ville nok hellere have løftet trofæet. I stedet var det Dino Zoff, der fik den ære, og han beviste derved, at alder ikke burde holde nogen tilbage fra at forsøge at gå efter de store mål. Han var 40 år og 133 dage gammel.

Vesttyskland havde ikke tabt en landskamp til et andet europæisk hold siden VM fire år tidligere i Argentina. Men italienerne lod dem aldrig rigtig komme ind i kampen. Fodbold kommentator Nando Martellini sagde det bedst, da han råbte ind i sin mikrofon: Campione del mondo, Campione del mondo, Campione del mondo, som forsøgte han at overbevise sig selv om, at det var rigtigt, og at det virkelig var sket. Det var også lige præcis de ord, der prydede den absolut mest populære sportsavis i Italien, La Gazzetta dello Sport næste morgen. Avisen solgte et rekordstort antal på over halvanden million eksemplarer.

Italienerne havde vundet deres tredje VM-titel, men det øjeblik, der for altid havde printet sig ind i folks bevidsthed, var Marco Tardellis fantastiske måde at fejre på efter målet til 2-0.

Holdet rejste hjem til Italien med præsident Sandro Pertini, som kameraerne havde zoomet en del ind på i løbet af kampen, når han fejrede de mange scoringer. For Pertini lod det til at være en slags ventil for 40 års frustrationer. Pertini var kommunisten, der personligt havde givet ordren til at hænge Benito ’Il Duce’ Mussollini under 2. Verdenskrig. Desuden havde han fra starten kæmpet imod fascismen. Endelig var fjenden blevet slået, og med denne enestående sejr kom der håb for den italienske økonomi, respekt fra resten af verden, og lykke til hans folk. Sejren betød, at hans land var blevet som født igen, og Italien var nu klar til at træde ind i sin nye rolle som det land, der havde verdens bedste nationale fodboldliga.

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Hans-Peter Briegel
Paul Breitner
Karl-Heinz Förster
Bernd Förster
Wolfgang Dremmler 62
Pierre Littbarski
Klaus Fischer
K.-H. Rummenigge 70
Uli Stielike
Manfred Kaltz

Reserver:
Horst Hrubesch 62
Hansi Müller 70

Manager:
Jupp Derwall

Italien:
Dino Zoff
Giuseppe Bergomi
Antonio Cabrini
Fulvio Collovati
Claudio Gentile
Gaetano Scirea
Gabriele Oriali
Marco Tardelli
Bruno Conti
Francesco Graziani 7

Reserver:
A. Altobelli 7 (89)
Franco Causio 89

Manager:
Enzo Bearzot

søndag den 13. juni 2010

Vidste du? Han skabte VM-historie


Lucient Laurent var overhovedet ikke klar over, at han skrev VM-historie 13. juli 1930 klokken 15.19 i Uruguay.

Det var et ganske almindeligt mål, og Lucien Laurent jublede med sine holdkammerater, som han havde gjort så mange gange tidligere for sin klub Cercle Athtétique de Paris. Først senere forstod han, at han havde scoret det aller første mål i det aller første VM nogensinde.

Da Frankrigs Ernest Liberati præcis klokken 15.19 den 13. juli, 1930 i kampen mellem Frankrig og Mexico sendte bolden ind fra højre, og Lucien Laurent flugtede den i mål bag målmand Oscar Bonfiglio, havde Laurent ingen idé om, at han havde skrevet historie. Men i modsætning til mange af sine holdkammerater ville han have rigtig lang tid til at lade det synke ind.

Da de 13 hold var ankommet til Uruguay for at deltage i det første fodbold-VM nogensinde, trak man lod om hvem, der skulle spille mod hvem – ikke et sekund før. Oprindeligt havde det været tanken at lave en vind-eller-forsvind turnering, men da FIFA ikke var klar over helt præcist hvor mange af de 16 inviterede hold, der ville dukke op, så valgte de i stedet en model, hvor holdene startede i grupper og derefter spillede efter cup-systemet. Det betød, at de 13 hold var inddelt i fire grupper, en med fire hold og de tre øvrige med tre hold i hver. Frankrig var endt i Gruppe 1 sammen med Mexico, Argentina og Chile.

I 1930 var Frankrig ikke et særlig godt fodboldhold. De havde formået at vinde sølvmedaljer under De Olympiske Lege på hjemmebane i Paris i 1900, da fodbold var en demonstrationssport, men holdet havde bestået af amatører samlet til legene. Den første officielle fodboldkamp Frankrig spillede under Fédération Française de Football var en 3-3 kamp ude mod Belgien 1. maj, 1904.

Det var også en kamp imod Belgien, der repræsenterede franskmændenes sidste sejr, før de ankom til Uruguay, idet de havde slået belgierne en måned før, den første kamp skulle sparkes i gang i de nye verdensmesterskaber. Men den sejr havde været Frankrigs første i de 11 seneste forsøg, og det så ikke godt ud for holdet.

Heldigvis for franskmændene var Mexico i en endnu værre forfatning. Da deres landshold ankom til Uruguay, havde de aldrig prøvet andet end at tabe – undtagen i et enkelt tilfælde, hvor de havde spillet imod Guatemala. Derfor var der håb for franskmændene, der også følte, de måtte vise lidt stolthed over, at FIFA oprindeligt var startet som en fransk idé, og at FIFAs hovedkvarter lå i Paris. Derudover var Jules Rimet – en franskmand – præsident for FIFA, og det lagde også et lille ekstra pres på spillernes skuldre. Heldigvis var det ikke for meget for dem.

To kampe blev sat i gang samtidig. Frankrig imod Mexico, og USA imod Belgien. Klokken 15.00 blev den historiske begivenhed et faktum, men 19 minutter senere, blev der skrevet en endnu vigtigere side i bogen, da Lucien Laurent scorede det første mål i VMs historie.

Ikke alene havde Mexico i deres seneste turneringskamp mod Spanien under De Olympiske Lege i 1928 tabt med hele 7-1, men på den sydlige halvkugle var det officielt vinter. Blot aftenen før var der faldet sne, og det var ikke noget, mexicanerne var glade for.
Frankrig spillede klart bedst i kampen, og selvom målmand Alex Thépot blev skadet efter en halv times spil, hvilket sendte Augustin Chantrel ind i målet for at forsvare på et hold, der nu kun var ti mand dybt, så lykkedes det aldrig mexicanerne at lægge mere pres på europæerne.

Før halvlegspausen havde Marcel Langiller og André Maschinot gjort det til 3-0. Juan Carreño gav mexicanerne en lille smule håb i 70. minut, da han sendte en aflevering fra Dioniso Mejía i netmaskerne, men tre minutter før tid fandt den lynhurtige Langiller igen Maschinot, der scorede sit andet mål i kampen. Frankrig vandt kampen 4-1. De tabte de to næste kampe 1-0 til Argentina og 1-0 til Chile, men kampen ville altid blive husket for at være den med det aller første VM-mål nogensinde. I den anden kamp vandt USA 3-0 over Belgien, men deres første mål før ikke før 41. minut.
Lucien Laurent var den sidste overlevende spiller fra den berømte kamp, da han døde den 11. april, 2005. Laurent blev 97 år gammel.


Frankrig:
Alex Thépot
André Maschinot
Edmond elfour
Marcel Langiller
Marcel Capelle
Augustin Chantrel
Alex Villaplane
Ernest Liberati
Lucien Laurent
Marcel Pinel
Étienne Mattler

Manager:
Raoul Caudron

Mexico:
Oscar Bonfiglio
José Ruiz
Manuel Rosas
Alfredo Sanchez
Dioniso Mejía
Hilario Lopez
Rafael Garza Gutierrez
Efrain Amezcua
Felipe Rosas
Juan Carreño
Luis Perez

Manager:
Juan L. de Serralonga

lørdag den 12. juni 2010

Husker du? Da én mand vandt VM


Diego Armando Maradona var den meget fortjente hovedperson i VM i 1986, og ingen kunne sige noget imod, at det var ham, der hævede trofæet.



Aldrig før havde én enkelt spiller haft så stor en hånd med i at vinde et VM, som Diego Armando Maradona i Mexico i 1986.

Fodbold er og har altid været en holdsport. 11 spillere samarbejder for at skabe et resultat mod 11 spillere, der som et hold prøver på det samme. Hvert hold består af spillere med forskellige evner. Samlet kan spillernes evner hjælpe til med at nå holdets, trænerens og managerens mål.

En sjælden gang imellem kommer der er spiller frem i søgelyset, der simpelthen bare overgår alt det ovennævnte. En spiller som Pelé var i stand til at skinne igennem som kun meget få angribere før ham. Johan Cruyff var en spiller, der helt og aldeles ændrede fodboldens betydning i Holland og den mentalitet, den hollandske trup spillede med. Alle personer i verden, der interesserer sig for fodbold, kan huske en spiller, der simpelthen bare havde den lille smule ekstra, der gjorde, at han stod ud og var meget mere end en holdspiller.

Da Diego Armando Maradona med Argentina tog til VM-slutrunden i Mexico i 1986, forventede de fleste, at han ville skille sig ud fra mængden. Men det kan kun have været et fåtal, der havde regnet ud, hvor meget han ville skille sig ud. Nu skal man ikke tage noget fra store spillere som Jorge Valdano, Jorge Burruchaga, Ricardo Giusti og andre af Maradonas holdkammerater i Mexico, men det må være nærmest umuligt at finde en fodboldekspert noget sted i verden, der med overbevisning i stemmen kan hævde, at Argentina ville være kommet blot i nærheden af finalen uden Maradona på holdet.

Diego Maradona var den aller sidste spiller, der til VM på hjemmebane i 1978 blev skåret fra det hold, der endte med at vinde titlen, og fire år senere havde alle glædet sig til at se ham i åbningskampen mod Belgien, som Argentina lidt skamfuldt tabte 1-0. Presset på Maradona var enormt i 1982, og han svarede igen ved at score to mål i den næste kamp, en 4-1 sejr over Ungarn, før han sluttede af med at hjælpe Argentina til en pligtsejr på 2-0 over El Salvador.

I mellemrunden vågnede italienerne op og slog Argentina 2-1 i en flot kamp. Argentinerne sluttede deres skuffende Spaniens-eventyr med at blive sendt hjem af ærkerivalerne Brasilien, der slog dem 3-1. Maradona magtede ikke at skjule sin skuffelse og blev vist ud tre minutter før tid efter en grov tackling. Det var en uværdig afslutning på VM i 1982 for argentinerne og især for Maradona, som alle havde haft så høje forventninger til. Fire år senere fik han hævn.

I åbningskampen i 1986 mod Sydkorea trak Maradona stadig en lille smule med en skade, men det var ikke nok til at holde ham ude. Det skulle være hans VM. Du kunne læse det i hans øjne, og fans fra hele verden tunede ind på Argentinas kampe for blot at få et glimt af den lille troldmand.
Han havde forladt Barcelona i Spanien og spillede nu for Napoli i den italienske Serie A. Med Napoli havde han indtil videre vundet to mesterskaber, var blevet nummer to et par gange, havde vundet en Coppa Italia, havde tabt en enkelt pokalfinale og havde vundet UEFA-Cup-pokalen.

Hans enestående evner gjorde ham dog også til et mål, og sydkoreanerne var ekstremt hårde ved ham. Men på trods at han blev sparket, hevet, trukket, skubbet og slået stort set hver eneste gang, han havde bolden, så lykkedes det ham alligevel at lægge op til tre mål og sikre Argentina en sejr på 3-1. Hvad der var endnu mere vigtigt var, at han ikke havde mistet besindelsen, men at han havde holdt sig på måtten.
I den næste kamp imod Italien, fik italienerne straffe, efter Oscar Garré tilsyneladende havde haft hånd på bolden i feltet. Alessandro Altobelli scorede sikkert, og efter blot seks minutter var italienerne i front.

Italienerne satte Salvatore Bagni på Maradona, og han gjorde det ganske godt. Men i 33. minut slap Maradona væk fra sin ”overfrakke”, driblede forbi Gaetano Scirea og bankede bolden flot i mål med sit berømte venstre ben.

Bulgarien havde spillet uafgjort med Italien i den første kamp og med Sydkorea i den anden, og fordi de havde holdt et godt øje med de øvrige grupper, var de klar over, at hvis de kunne komme ud af kampen mod Argentina med blot endnu et point, så ville de have gode chancer for at gå videre. Derfor sendte træner Ivan Vutzov sit hold på banen uden ene eneste angriber. Til gengæld proppede han midtbanen med spillere, men det gik hurtigt galt. Efter blot tre minutter missede de et par tacklinger, og José Cuciuffo fandt Jorge Valdano, der scorede sit tredje mål i turneringen.

Da Maradona sendte et perfekt indlæg indover i 79. minut, kunne Jorge Burruchaga heade 2-0 målet ind.

Da Argentina nåede til næste runde, kunne Maradona stadig føle sin skade, og han spillede med to forskellige størrelser fodboldstøvler. Det var nærmest som en åben invitation til Uruguay. Men Uruguay var blevet advaret og havde fået en bøde af FIFA på grund af hårdt spil, så de kunne ikke gå efter Maradona, som de havde lyst til. Derfor fik han plads til at agere ganske frit og fuldstændigt kontrollere kampen. Han skabte et utal af chancer, ramte overliggeren med et fantastisk frispark og fik endda et mål annulleret. Det var dog ikke Maradona, der stod bag 1-0 målet. Det kom, da Eduardo Acevedo tøvede i Uruguays forsvar og nærmest serverede bolden direkte til Pedro Pasculli, der tog imod chancen med kyshånd.

Dette var den første VM-kamp mellem de to hold siden VM-finalen i 1930. Nu skulle Uruguay hjem, og Argentina skulle videre til kvartfinalen for at møde England.
Dette skulle blive den mest kontroversielle kamp siden VM-finalen i 1966, hvor de stadig den dag i dag diskuterer, om bolden var over linjen eller ej. Det kan hjælpe de engelske fans at huske på, at Argentina i denne kvartfinale faktisk allerede før pausen spillede væsentligt bedre end englænderne, og at de havde fortjent at føre.
Det forsvarer dog ikke de vanvittige hændelser, der fulgte, men det forklarer hvor forskelligt, fodbold kan anskues fra hver sin side af Atlanterhavet. Da Steve Hodge spillede bolden baglæns mod målmand Peter Shilton, røg den op i luften, og Maradona så straks en mulighed. Han hoppede op for at sætte hovedet på bolden. Men hvad han manglede i højden, lagde han til, da han strakte sin arm frem og boksede bolden over Peter Shilton og ind i nettet. Shilton og hans holdkammerater kunne simpelthen ikke forstå, hvordan dommer Ben Nasser fra Tunesien ikke havde set noget og blot havde tilladt scoringen af den argentinske anfører. Maradona fejrede målet ved at knytte næven på den hånd, der havde bokset bolden i mål og holde den op mod tilskuerne.

I fair play-England findes der nok ikke noget værre end at snyde og stjæle sig til en sejr. Det er den absolut laveste måde, hvorpå du kan vinde, og bliver du taget i at snyde, bliver du automatisk frosset ude. Det er af samme årsag, de fleste englændere har så svært ved at håndtere, når sydamerikanske eller sydeuropæiske spillere kaster sig ned og vrider sig i græsset, når de stort set kun er blevet strejfet. Er det en del af spillet? Ja, desværre. Men det er det faktum, at det stort set er umuligt at opdage, hvornår en spiller rent faktisk er blevet sparket ned, og hvornår han bare filmer, der er blevet en del af spillet. Det er en kæmpe fejl i selve spillet, at det overhovedet kan lade sig gøre, og hurtige video-gennemgange ville uden problemer kunne tage sig af 95 % af tilfældene. Spillet er stoppet alligevel, og hvis videoen så viser, at det var snyd, så er der advarsel og kæmpebøde. Det skulle skabe mulighederne for hurtigt at få ryddet op i det. Det værste for englænderne er, at det er snyd. For dem er det lidt ligesom at deltage i Tour de France og sige: ”Nu skal du høre. Jeg vil gerne konkurrere med dig, men er det okay, jeg starter et par timer før dig?”

I Argentina har de en helt anden indgangsvinkel til sporten. En meget vigtig del af spillet er for argentinere det såkaldte Viveza Criolla, hvilket løst oversat betyder noget i retning af, at du kan bruge alle midler til at vinde. Så mens Maradona’s mål i England var den værste form for snyd, så var det i Argentina den perfekte udførelse af Viveza Criolla.

For Argentina var der samtidig tale om hævn helt tilbage fra VM i 1966 og fra Falklandskrigen og meget mere. Men i vores del af verden er det stadig det måske mest forfærdelige mål, der nogensinde er blevet scoret.

Kun tre minutter senere blev Mr. Hyde til Dr. Jekyll, da Maradona viste helt præcist hvorfor, en hel verden elskede at hade ham og hadede at elske ham. Maradona fik bolden omkring midterlinjen og løb mod det engelske mål. På vejen snød han fire engelske spillere, før han fik Peter Shilton til at ligne en klovn og lagde bolden ind i det engelske mål. Det er stadig det måske mest fantastiske VM-mål, der nogensinde er blevet scoret.

Englands manager Bobby Robson skiftede Trevor Steven ud med John Barnes, da der manglede 15 minutter af kampen. Kort efter passerede Barnes to mand på venstrefløjen og sendte bolden perfekt ind til Gary Lineker, som scorede sit 6. mål i tre kampe. Desværre for englænderne var det både for lidt og for sent, og selvom Maradona havde snydt og bedraget, så fortjente Argentina at vinde kampen.

Før semifinalen mod Belgien sagde den belgiske målmand Jean-Marie Pfaff til en horde af journalister, at der egentlig ikke var noget særligt ved Maradonas skud, og at han højst sandsynligt ikke ville have problemer med dem. Det fik han.

I endnu et one-man show passerede Maradona Pfaff to gange. Første gang fangede han den belgiske målmand ude af balance, da han skød fra højre side, og det andet var næsten lige så genialt som målet imod England. Han driblede sig igennem forsvaret og fra venstre side a feltet hoppede han op og sparkede, mens bolden var i luften og - så at sige - på det absolut forkerte tidspunkt – i hvert fald for målmanden. Igen stod Pfaff som cementeret fast og ude af stand til at røre sig. Pfaff var en fabelagtig målmand. Det hersker der ingen tvivl om. Men så god var Maradona bare.

Maradona scorede ikke selv i finalen mod Vesttyskland. Men gjorde stort set resten. Den tyske træner, Franz Beckenbauer, pudsede Lothar Matthäus på Diego Maradona, og det var ikke en helt skidt idé. Til gengæld valgte Harald Schumacher, turneringens bedste målmand med tre gange rent bur bag sig, at forsøge at løbe ud til Burruchagas frispark i 23. minut for at nå bolden. Han havde aldrig en chance, og José Luis Brown headede bolden i mål til 1-0.

Ti minutter inde i 2. halvleg startede Maradona et angreb, der endte med, at Valdano med bolden susede ned mod Schumacher i målet. Før han kom for tæt på mål, fyrede han af, og bolden passerede Schumachers udstrakte fod. 2-0 til Argentina.

De, som kender blot det mindste til tyskere og tysk fodbold, ved, at de aldrig nogensinde giver op. I 74. minut fandt den fabelagtige venstre back Andreas Brehme med et brillant hjørnespark Rudi Völler inde foran mål. Völler sendte bolden videre til Karl-Heinz Rummenigge, der glidende fik bolden over mållinjen.

Völler headede udligningsmålet ind efter endnu et Brehme-hjørnespark, der gennem Thomas Berthold endte i netmaskerne otte minutter før tid. Tyskerne fortsatte med at presse på. De havde indhentet et to-måls forspring, og nu var det tid til at afslutte kampen. Det var en fejl.

Maradona fandt Burruchaga med en genial gennemspilning, og Burruchaga skuffede ikke sit Argentina. Argentinerne vandt kampen 3-2, og Maradona havde gjort dem til verdensmestre. For tyskerne var det anderledes. Rummenigge blev den første anfører, der spillede i to finaler, der endte med nederlag, men Maradona kom selv til at tabe den næste finale i 1990 – til tyskerne.

Argentina:
Nery Pumpido
José Cuciuffo
Julio Olarticoechea
Héctor Enrique
Oscar Ruggeri
José Luis Brown
Ricardo Giusti
Sergio Batista
Jorge Burruchaga 89
Diego Maradona
Jorge Valdano

Reserver:
Marcelo Trobbiani 89

Manager:
Carlos Bilardo

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Thomas Berthold
Hans-Peter Briegel
Dietmar Jakobs
Karlheinz Förster
Norbert Eder
Lothar Matthäus
Andreas Brehme
Klaus Allofs 45
Felix Magath 61
Karl-Heinz Rummenigge

Reserver:
Rudi Völler 45
Dieter Hoeness 61

Manager:
Franz Beckenbauer

torsdag den 10. juni 2010

Husker du? Da den bedste målmand var et nordirsk mirakel


Harry Gregg stod et helt fantastisk VM for Nordirland og blev fortjent kåret til turneringens bedste målmand.

En helt enestående indsats af et levende mirakel i Nordirlands mål under VM i Sverige i 1958 gav hans hold en plads i play-off runden – og videre.

At Harry Gregg overhovedet stod på mål for Nordirland under VM i Sverige i 1958 er i sig selv fantastisk, men at han spillede på så højt et niveau, at han faktisk blev udnævnt til turneringens bedste målmand, er intet mindre end et mirakel.

Den 5. februar, 1958 var Harry Gregg ombord på en flyver fra Beograd, hvor hans hold Manchester United lige havde spillet uafgjort 3-3 mod Røde Stjerne og derved sikret sig en plads i Europa Cup’ens næste runde. De mellemlandede i München for at få mere brændstof på og forsøgte derefter igen at lette i snevejret. Efter to forsøg begyndte piloterne og teknikerne i lufthavnen at diskutere risikoen ved at blive ved med at forsøge at lette. Der var ingen tvivl om, at den ene af motorerne havde set bedre dage, men flyveren havde mere end nok kraft med sin ene motor til at lette og flyve over den engelske kanal, så de besluttede sig for at give det et sidste forsøg. Faktisk ville de bare rigtig gerne hjem.

Da flyveren for tredje gang bevægede sig nedad startbanen, blev det hurtigt tydeligt for dem alle, at der var noget helt galt, og at det ikke ville lykkes at lette. Johnny Berry, som var kommet til Manchester United fra Birmingham City i 1951 og havde hjulpet holdet frem til tre mesterskaber, begyndte endda at råbe: ”Vi overlever ikke det her!”

Flyveren nåede aldrig ordentligt op i luften og pløjede i stedet gennem et hegn, gled over en vej og bankede ind i et hus. Den ene vinge og en del af halepartiet blev med det samme flået af, hvorefter forenden af flyveren kolliderede med et stort træ. Ifølge de officielle rapporter bankede flyet også ind i et stort skur med ekstra brændstof og dæk. Det var absolut kaos.

I forbindelse med dette flystyrt er der måske flere fortællinger forbundet end med noget andet flystyrt i historien. Fælles for dem alle er, at de er meget sørgelige. Dog handler en af historierne om målmand Harry Gregg, der ikke alene formåede at overleve styrtet, men som var det i en amerikansk Hollywood-film faktisk endte med at blive en vaskeægte helt.

Det lykkedes nemlig Gregg at undslippe flammehelvedet, men i stedet for at løbe i sikkerhed, overvejede han situationen og valgte at kæmpe sig ind i flyet igen. Et minuts tid efter kom han ud med en hårdt såret kvinde og hendes lille baby. Men det var ikke nok. Han løb tilbage gennem flammerne og fandt Dennis Viollet og Bobby Charlton, der begge var bevidstløse på grund af styrtet og den voldsomme røgudvikling. Han tog et godt greb i hver deres bukselinning og trak dem uden for flammernes rækkevidde. Han hjalp også Jackie Blanchflower og manager Matt Busby i sikkerhed
Syv spillere døde i samme øjeblik, flyet bragede ind i huset og skuret, og flammerne begyndte at springe: Angriberne Tommy Taylor, 26, David Pegg, 22, og Liam Whelan, 22 og forsvarerne Roger Byrne, 28, Geoff Bent, 25, Mark Jones, 24 og Eddie Colman, 21. Tre loyale støtter af klubben døde sammen med træner Bert Whalley, træner Tom Curry og klubsekretær Walter Crickmer.

Den mest berømte af alle spillerne var den 22-årige half-back Duncan Edwards, der med nød og næppe holdt ved endnu. Men efter 15 dages intens kamp på Rechts der Isar-hospitalet, gav han endelig op. Hans nyrer stod af, og han døde. På et tidspunkt var det heller ikke sikkert, om manager Matt Busby ville overleve. Han havde så voldsomme skader på brystkassen, at der to gange blev hidkaldt en præst, der kunne give ham den sidste olie.

Det kan være vanskeligt at forstå, hvordan Harry Gregg blot få måneder efter så traumatisk en oplevelse sammen med broderen til en af de mænd, han havde reddet, Danny Blanchflower, Nordirlands anfører, kunne føre holdet på banen til deres første VM-kamp nogensinde – og så med så stor succes.

De lagde ud med at besejre Tjekkoslovakiet 1-0, hvorefter de tabte 3-1 til Argentina, før de måtte ud i den afgørende kamp mod Vesttyskland for at finde ud af, hvor deres skæbne lå.

Fra begyndelsen af kampen var der ingen som helst tvivl om, hvilke af de to hold, der havde mest international erfaring. Tyskerne kastede det ene angreb nedover nordirerne efter det andet, og Harry Gregg hev perleredning efter perleredning frem. Hans helt enestående indsats i kampen var en afgørende faktor, da han endte med at blive valgt til turneringens bedste målmand.

I 18. minut sendte Billy Bingham bolden indover, og den tyske målmand Fritz Herkenrath beregnede dens bane forkert. Han hoppede op og forsøgte at nå den, men den landede lige for fødderne af Peter McParland, der sendte bolden i mål.

Blot to minutter efter lykkedes det Helmuth Rahn med et flot loppet skud at passere Harry Gregg, og det udlignende mål røg ind i det øverste venstre hjørne. Det var et meget flot mål og også meget velfortjent. Stillingen 1-1 holdt til halvleg, hvilket var langt mere, end Nordirland havde turdet håbe på mod de regerende verdensmestre.
I 60. minut var det så tid for tilskuerne inklusive den svenske Kong Gustav på Malmö Stadion at tabe kæben igen. Wilbur Cush sendte et hjørnespark ind i det tyske straffesparksfelt, hvor bolden blev mødt af Billy Bingham, der headede bolden videre til McParland. Igen stod han helt fri foran mål og havde ingen problemer med at gøre det til 2-1. Folkemængden følte, at en sensation kunne være på vej.

Men 12 minutter fra tid var det den altid farlige Uwe Seeler, der fyrede af fra distancen. Ethvert forsøg tæt under mål var blevet afværget af den fabelagtige Gregg i Nordirlands mål, og Seeler vidste godt, han var nødt til at forsøge noget nyt. Det skulle vise sig at være en god idé. Bolden sejlede ind i højre side af målet, og det stod 2-2. Der var ikke mange, der havde forventet at opleve så voldsom en jubel, når tyskerne scorede, men de tyske spillere var godt klar over, at de var oppe imod en modstander, der intet havde at miste, og som havde den bedste mand i målet, de endnu havde stået overfor.

Kampen endte uafgjort 2-2, hvilket skaffede Nordirland en play-off kamp mod Tjekkoslovakiet. I forlænget spilletid vandt de 2-1, men i kvartfinalen mod Frankrig var de løbet tør for damp. Franskmændene med Raymond Kopa og Just Fontaine slog dem 4-0.

I Nordirlands første VM-slutrunde nogensinde havde Harry Gregg været manden bag deres rejse hele vejen til kvartfinalen. Det må siges at være et mirakel fra en mand, der kun var i live på grund af et andet mirakel.

Vesttyskland:
Fritz Herkenrath
Georg Stollenwerk
Erich Juskowiak
Horst Eckel
Herbert Erhardt
Horst Szymaniak
Helmut Rahn
Fritz Walter
Uwe Seeler
Hans Schäfer

Manager:
Sepp Herberger

Nordirland:
Harry Gregg
Willie Cunningham
Alfred McMichael
Richard Keith
Bobby Blanchflower
Bertie Peacock
Billy Bingham
Wilbur Cush
Tommy Casey
Jimmy McIlroy
Peter McParland

Manager:
Peter Doherty

tirsdag den 8. juni 2010

Husker du? Da Sydkorea skabte et mirakel i 2002


Ahn Jung-Hwan fejrer sin ufortjente scoring mod Italien i 2002.



Der er ingen tvivl om, at et af de største mirakler i VMs historie var, da Sydkorea formåede at komme hele vejen til semifinalen på hjemmebane i VM i 2002. Til gengæld så det ud til, at de fik alt den hjælp, de havde brug for undervejs.

Fodbold fans over hele verden lader til at blive ekstra henrykte, når de kan være vidner til de helt store overraskelser. I 1950 vandt USA over England; i 1966 overraskede Nordkorea italienerne; i 1982 slog Algeriet vesttyskerne. Der er masser af overraskelser at vælge imellem gennem VMs lange historie. Men da Sydkorea under det første VM arrangeret i Asien i 2002 formåede at komme hele vejen til semifinalen, var det måske den største overraskelse af alle. Om alt så gik lige efter bogen er nok en lidt anden sag.

FIFA havde en plan om at udvide grænserne for VM-fodbolden, og derfor accepterede de et fælles bud fra Japan og Sydkorea om at være værter for VM i 2002. Det må med det samme siges, at det første VM i Asien var en kæmpesucces, og fans fra begge lande var en fornøjelse at følge på tilskuerpladserne – både når de var ude og støtte deres respektive lande, men især også når de støttede andre nationer som eksempelvis Brasilien, England og Tyskland.

Som fodboldturnering præsenterede VM i 2002 os samtidig for nogle af de mest solide overraskelser, vi havde været vidne til, og for første gang nogensinde kunne vi finde hold fra Europa, Afrika, Nordamerika, Sydamerika og Asien så langt henne i turneringen som kvartfinalerne.

I 2000 forlod hollandske Guus Hiddink jobbet som træner for den spanske klub Real Betis og rejste til Sydkorea for at være manager for landsholdet. Der var flere gange i hans første halvandet år som træner, hvor pressen i Sydkorea kritiserede ham for ikke at tage arbejdet alvorligt nok. Der var ofte billeder i aviserne af Hiddink sammen med sin kæreste på tidspunkter, hvor de mente, han skulle have koncentreret sig om at træne holdet. Da de tabte 2-1 til USA i Gold Cup i starten af 2002, var pressen ude igen og hævdede, at Hiddink ikke havde været i stand til at løfte opgaven og gøre holdet klar til den store opgave, der ventede lige rundt om hjørnet. De havde en forventning om, at Sydkorea i hvert fald kom videre fra VM-grundspillet og ikke blev den første værtsnation nogensinde, der ikke kom videre fra 1. runde.

Da Hiddink og hans trup tog hul på den første kamp mod Polen, skulle det dog hurtigt vise sig, at han i det mindste stillede med det mest veltrænede mandskab af måske samtlige deltagende lande i Sydkorea og Japan. Og da koreanerne for øjnene af 48.760 jublende fans sikkert vandt kampen 2-0 på mål af Hwang Sun-Hong og Yoo Sang-Chul, begyndte stemningen i pressen også at ændre sig.

Indsatsen mod et meget stærkt spillende USA kunne de måske godt stille spørgsmålstegn ved. USA spillede noget rigtig attraktivt fodbold under hele VM i 2002 og udspillede selveste Tyskland i store dele a deres kvartfinale, som de tabte 1-0 på en mål af Michael Ballack i 1. halvleg. Mod sydkoreanerne havde de førertrøjen på fra start til slut. Et tidligt mål af Mathis burde være blevet fordoblet, da den schweiziske dommer Urs Meier missede et klart straffe begået mod Beasley. Senere fik Lee Eul-Yung chancen fra 11-meter pletten men Brad Friedel klarede det svage spark.

I slutningen af 2. halvleg mødte Ahn Jung-Hwan et frispark og headede en meget ufortjent udligning ind, hvilket fik stadion i Daegu til at ryste af begejstring under de 60.778 tilskueres jubel.

Den store overraskelse kom imod storfavoritterne fra Portugal, der kunne klare sig med uafgjort i kampen for at komme videre til ottendedelsfinalerne. Den intense varme samt to røde kort hjalp dem dog ikke. Allerede efter 27 minutter var det João Pinto, der fik direkte rødt kort for en grov forseelse mod Park Ji-Sung. Og i 66. minut måtte den argentinske dommer Ángel Sánchez igen hente det røde kort frem, da Beto indkasserede sit andet gule kort efter en tackling på knæet af Lee Yung-Pyo.

Park Ji-Sung scorede i 70. minut, da han bankede bolden mellem målmand Victor Baias ben. Da de sidste sandkorn var ved at rende igennem timeglasset, kunne Nuño Gomez have udlignet, men han missede den kæmpe store chance foran mål. Sydkorea vandt kampen og avancerede til næste runde sammen med USA.

Ottendedelsfinalerne skulle blive en stor udfordring for Sydkorea. Deres modstandere var ingen ringere end selveste Italien, der havde tre VM-titler med i bæltet, da de gik på banen og var traditionelle mestre af den defensive fodbold. Italienerne havde spillet ganske imponerende indtil videre i turneringen, men det var meget kendetegnende for dem, at de sjældent gjorde mere, end de skulle. Til gengæld var de kendt for altid at gøre det, der var aller mest nødvendigt.

Sydkorea anede ikke, hvad der ramte dem, da kampen gik i gang. Men lidt hårdt og kontant forsvarsspil fra italienernes side fik dommer Byron Moreno fra Ecuador til at fløjte straffe. Gianluigi Buffon i det italienske mål reddede Ahns svage spark uden at anstrenge sig. Lidt over 10 minutter senere trak Choi Jin-Cheul Christian Vieri i trøjen i feltet, men i stedet for at lade sig falde, gik han i stedet efter Francesco Tottis hjørnespark, som han med stor kraft headede i mål til en meget fortjent 1-0 føring.

Men fra italienernes føringsmål syntes alt at gå sydkoreanernes vej. De fleste dommerbeslutninger var i deres favør, og selv de meget livlige fans med de tusinder af viftende røde flag havde det underligt med Morenos meget ensidige beslutninger. I 88. minut lykkedes det for Seol Ki-Hyeon at liste bolden forbi Buffon til 1-1. Det gjorde næsten ondt at se, men det var langt fra det værste ved kampen.

I overtiden modtog Damiano Tommasi en fantastisk aflevering og scorede flot, men målet blev underkendt for en offside, der ikke engang var i nærheden af at være der. Senere blev Francesco Totti helt tydeligt og faktisk meget voldsomt trukket ned i feltet af Song Chong-Gug, men stedet for at få straffe blev Totti udvist for at filme. Dette blev naturligvis for meget for Italiens træner Giovanni Trabattoni, som sprang op af sin stol og bankede på plexiglasset bag ham, hvor fire FIFA repræsentanter stod og kiggede. De så blot på ham og trak forsigtigt på skuldrene, og du skulle lede længe efter et mere perfekt billede af nogle politikere, der var blevet fanget med hænderne alt for dybt begravet i andres lommer.

Jo, Italien missede også en del chancer, før Ahn Jung-Hwan headede bolden ind efter et indlæg fra Seol Ki-Hyeong. I stedet for at stå overfor muligheden for at ryge ud af VM på straffespark for fjerde gang i træk, røg de nu i stedet ud på Golden Goal.
Dommer Moreno fik senere karantæne i 20 kampe hjemme i Ecuador efter en lignende indsats i en ligakamp, og på et feriested på Sicilien opkaldte de en række toiletter efter ham.

Bestyrelsesformand Luciano Gaucci fra Serie A-klubben Perugia meddelte officielt, at han ikke ville forlænge Ahns låneperiode i klubben. Han forklarede, at han ikke havde til hensigt at betale løn til en mand, som havde ødelagt italiensk fodbold. Naturligvis var det ikke alvor, og alle vidste, at både Gaucci og stort set alle øvrige italienere ikke havde noget imod Ahn, der blot spillede fodbold. Hønen, de havde at plukke, var med Moreno og de FIFA repræsentanter, der havde gjort deres for at sikre, at Sydkorea kom igennem til kvartfinalen. Ahn spillede alligevel ikke flere kampe for Perugia men udelukkende på grund af, at hans talent ikke bød på de kvaliteter, Perugia var på udkig efter i den evige kamp mod de stærke Serie A-forsvar, de gennem en lang turnering skulle op imod.

Men sydkoreanernes ”held” strakte sig endnu videre til kvartfinalen imod Spanien. Igen var koreanernes modstandere en klasse bedre på banen men fik en række meget suspekte dommerkendelser imod sig.

Af Gud ved hvilken årsag underkendte den ægyptiske dommer Gamal El-Ghandour et perfekt spansk hovedstødsmål. I overtiden underkendte han endnu et mål, denne gang sat ind på hovedet af Fernando Morientes, fordi linjevogteren hævdede, at Joaquín havde sparket bolden indover, efter den havde været ude over baglinjen. På samtlige mulige kameravinkler er det helt tydeligt, at bolden næsten ikke engang rører ved indersiden af baglinjen. Igen trak FIFA-folkene blot på skuldrene. Spanien tabte kampen efter straffespark.

Hvis der var nogle tv-seere rundt om i verden, der fik et pludseligt flashback til De Olympiske Lege i Seoul i 1988, så var det mere end forståeligt. Det var det berømte OL, hvor den ene koreanske bokser efter den anden blev banket til plukfisk, hvorefter de forbavsede fik løftet deres arm i vejret af dommerne, når det var blevet tid til at afsige dommen i kampen. Var dette lige så tydelig snyd? Nej! Men det fik i hvert fald tilskuerne til at tænke sit. Heldigvis for alle fodboldelskere blev Sydkorea slået ud i semifinalen mod Tyskland.

Sydkorea:
Lee Woon-Jae
Choi Jin-Cheul
Kim Nam-Il 68
Yoo Sang-Chul
Kim Tae-Young 63
Seol Ki-Hyeon
Lee Young-Pyo
Ahn Jung-Hwan
Hong Myung-Bo 83
Park Ji-Sung
Song Chong-Gug

Reserver:
Hwang Sun-Hong 63
Lee Chun-Soo 68
Cha Doo-Ri 83

Manager:
Guus Hiddink

Italien:
Gianluigi Buffon
Christian Panucci
Paolo Maldini
Francesco Coco
Cristiano Zanetti
Alessandro Del Piero 61
Francesco Totti
Mark Iuliano
Damiano Tommasi
Gianluca Zambrotta 72
Christian Vieri

Reserver:
Gennaro Gattuso 61
Angelo Di Livio 72

Manager:
Giovanni Trapattoni

fredag den 4. juni 2010

Husker du? Tyskerne brugte nazihilsen under VM i 1938


Det tyske hold med hele fem mand fra Østrig i truppen brugte den forhadte nazihilsen før kampen mod Schweiz under VM i Frankrig i 1938.


Da tyskerne stillede op til deres første kamp ved VM i Frankrig i 1938, brugte de deres nazi hilsen på banen, og det samme gjorde dommeren og hans linjevogtere. Deres modstandere, schweizerne, gjorde ikke.

En række dunkle øjeblikke har gennem årene kastet deres skygge over fodbold-VM, men det kan være svært at finde et øjeblik, der er mørkere, end da det tyske hold før deres første kamp ved VM i Frankrig i 1938 mod Schweiz brugte nazi hilsen.

Ikke alene var det den mest provokerende og overlegne hilsen, de kunne give, men de tillod sig at gøre det på fodboldbanen, hvor politik aldrig har hørt hjemme. Ydermere var tyskerne den 12. marts gået ind i Østrig for at fremtvinge den såkaldte Anschluß, hvor Østrig blev annekteret af Tyskland, og i den tyske holdopstilling var der fem østrigere.

16 nationer burde have været klar til VM i 1938, men kun 15 stillede op. Østrig eksisterede ikke længere som en selvstændig nation, og det betød, at der manglede et hold.

I sidste øjeblik besluttede FIFA sig for at invitere England, men englænderne var stadig ikke glade for hele ideen med FIFA, og det var en strid, der gik helt tilbage til dengang, FIFA først havde luftet tanken om at afholde et verdensmesterskab for landshold og endnu debatterede, hvorvidt de skulle tillade professionelle spillere, eller om de skulle følge eksemplet fra De Olympiske Lege, hvor kun amatører måtte deltage. Englænderne, der havde haft professionelle fodboldspillere i landet gennem årtier blev straks modstandere af det topstyrede og, ja franske, FIFA. Også denne gang sagde de derfor nej. Det var måske også ligegyldigt. Da England blot to måneder før VM havde spillet en venskabskamp mod Tyskland i Berlin, havde de ikke bare slået tyskerne 6-3; de havde også brugt den forhadte nazi hilsen ud af respekt for deres værter.

De engelske spillere var blevet beordret til at hilse på deres værter af det engelske Foreign Office – Udenrigsministeriet – og nogle spillere strittede mere imod end andre. Men efter for nylig at have annekteret Østrig var dette et genialt propaganda træk fra Adolf Hitler, der lod til at være mindre interesseret i sporten end i at vise, at Tyskland ikke var en rovdyrs-nation. De engelske spilleres accept af opfordringen fra Foreign Office ledte til den berømte "Peace in out time"-tale af premierminister Neville Chamberlain og derefter tyskernes invasion af både Polen og Tjekkoslovakiet.

Så da tyskerne gav denne hilsen på Stade de France den 4. juni, 1938, var der mange tilskuere, der ytrede deres mishag og generelle mangel på tilfredshed med situationen. Tyskland spillede under hagekors-flaget, og ingen vidste på det tidspunkt, at flaget meget snart skulle blive det mest forhadte af slagsen i verden.

Før denne kamp havde tyskerne kun vundet en ud af de seneste fem kampe, og det var en 2-1 sejr over Luxembourg. Træner Sepp Herberger havde naturligvis benyttet lejligheden til at forstærke sit hold mod schweizerne, der var berømte for at være meget fysisk stærke og svære at besejre. Østrigerne Hans Mock, Rudi Raftl, Willibald Schmaus, Willi Hahnemann og Hans Pesser fik alle en plads på holdet.

Selvom tyskerne fik Pesser vist ud for en alt for hård håndtering af Severino Minelli, formåede tyskerne at holde et pænt pres på schweizerne gennem det meste af kampen. I 29. minut gjorde Jupp Gaupel det til 1-0 til tyskerne, men lige før halvleg udlignede Trello Abegglen. Resultatet 1-1 holdt kampen ud.

Da der ikke var blevet fundet en vinder, måtte de to hold ud i en omkamp fem dage senere. Til den kamp havde Herberger hevet endnu tre østrigere ind i truppen. Stefan Skoumal, Josef ”Pepi” Stroh og Leopold Neumer skulle gøre tyskerne endnu farligere, og fra starten af kampen så det ud til at virke. Hahnemann scorede det første mål i 8. minut efter et indlæg fra højre, og 22. minut blev Leopold Neumers skud rettet af, da bolden ramte Ernest Lörtscher og fløj ind i mål.

Georges Aeby blev angrebet hårdt af en tysk spiller og måtte udgå med et åbent sår i hovedet. Med kun ti mand på banen og 0-2 på tavlen så det ud til at være en uoverkommelig opgave for schweizerne. Men lige før halvleg stavrede Georges Aeby med store bandager om hovedet tilbage ind på banen, og kort efter reducerede Eugen Walaschek til 1-2 med et hårdt, fladt skud.

Alfred Bickel udlignede i 64. minut, og Trello Abegglen lavede to mere i 75. og 78. minut. Resten af Europa jublede stille over Tysklands nederlag og deres exit fra VM. Og endnu flere var lykkelige over, at flere kampe ikke skulle ødelægges af tyskernes tilstedeværelse.

Schweiz avancerede til kvartfinalerne, hvor de tabte 2-0 til mægtige Ungarn, men de vil altid blive husket med dybeste respekt for, at de aldrig bukkede under for det mægtige tyske pres og bare stod der før kampen med hænderne nede langs siden, mens tyskerne hilste i bedste nazi stil.

Schweiz:
Willy Huber
Severino Minelli
August Lehmann
Hermann Springer
Sirio Vernati
Ernest Lörtscher
Lauro Amadó
Eugen Walaschek
Alfred Bickel
André ’Trello’ Abegglen
Georges Aeby

Manager:
Karl Rappan

Tyskland:
Rudi Raftl
Paul Janes
Willibald Schmaus
Andreas Kupfer
Hans Mock
Albin Kitzinger
Ernst Lehner
Rudi Gellesch
Jupp Gauchel
Willi Hahnemann
Hans Pesser

Manager:
Sepp Herberger

tirsdag den 1. juni 2010

Husker du? Da Jugoslavien mødte Vesttyskland igen - igen


I 1962 i Chile gentog vesttyskerne og jugoslaverne et traditionelt møde. Og det skulle ikke blive sidste gang.


Da Vesttyskland skulle spille mod Jugoslavien i kvartfinalen ved VM i 1962 i Chile, lignede det på papiret bare endnu en kamp. Men begge hold havde været her før – flere gange, og de ville komme det igen.

Det er måske ikke selve kampen, der udgør et mindeværdigt øjeblik, men at Vesttyskland mødte Jugoslavien i kvartfinalen ved VM i Chile i 1962 var faktisk ret unikt – af flere forskellige årsager.

Da Vesttyskland for første gang siden 2. Verdenskrig havde fået tilladelse til at gå ind i VM-kvalifikationen i 1954, var deres eneste håb for deltagelsen, at de kunne genvinde lidt ansigt, lidt stolthed og forhåbentlig en masse nye venner. De skulle få endnu mere end det. De lagde ud med at besejre Tyrkiet 4-1, før de tabte 8-3 til mægtige Ungarn. Det sendte dem ud i en play-off kamp mod Tyrkiet igen, en kamp de vandt med 7-2, hvilket sendte dem videre til kvartfinalen.

I Gruppe 1 vandt Jugoslavien 1-0 over Frankrig og spillede uafgjort med de forsvarende mestre Brasilien 1-1. Det sendte jugoslaverne videre til næste runde.

I kvartfinalen i 1954 spillede Vesttyskland mod Jugoslavien. Tyskerne vandt kampen 2-0 og gik hele vejen i finalen og overraskede alle eksperterne ved at slå Ungarn 3-2 og vinde VM-trofæet.

I Sverige i 1958 lagde Vesttyskland ud med at besejre Argentina 3-1, hvorefter de spillede 2-2 mod Tjekkoslovakiet, der ellers førte med to ved halvleg. Vesttyskerne spillede også uafgjort mod Nordirland med den fabelagtige Harry Gregg i målet, og med fem point i tre kampe var Vesttyskland videre til næste runde.

I Gruppe 2 spillede Jugoslavien 1-1 mod Skotland, før de slog Frankrig – ligesom fire år tidligere – denne gang 3-2 på et mål af Todor Veselinovic tre minutter før tid. 3-3 i den sidste kamp mod Paraguay gav dem de fire point, de havde brug for til at komme videre til næste runde.

I kvartfinalen i 1958 i Sverige spillede Vesttyskland mod Jugoslavien. Vesttyskland vandt kampen 1-0 på et mål af Uwe Rahn efter blot 12 minutter, men i semifinalen mod Sverige var de oppe imod en bedre modstander og tabte kampen.

I Chile i 1962 lagde Vesttyskland ud med at spillede 0-0 mod Italien, før de slog Schweiz 2-1 og værterne fra Chile med 2-0. Med fem point på kontoen var Vesttyskland klar til næste runde tæt fulgt af Chile.

Imens i Gruppe 1 havde Jugoslavien tabt 2-0 til Sovjetunionen, men de kom flot igen og besejrede de tidligere dobbelte verdensmestre Uruguay 3-2 og fik deres første to point. De havde brug for en sejr over Columbia, der ellers havde overrasket alt og alle ved i en flot kamp at spille 4-4 mod Sovjetunionen. Jugoslaverne lod sig dog ikke tage på sengen og spillede en fremragende kamp. De vandt 5-0 over Columbia og sikrede sig videre adgang i turneringen.

I kvartfinalen i 1962 i Chile spillede Vesttyskland mod Jugosla..., vent lige et øjeblik! Har vi ikke hørt det før? Ligegyldigt hvilke odds, du ville få, eller hvor små chancerne var, så var faktum, at Vesttyskland i endnu en VM-slutrunde i juni måned stod overfor Jugoslavien. Denne gang vandt jugoslaverne dog 1-0, før de måtte give efter over for de stærke tjekker i semifinalen.
Da det stod klart, at de to nationer endnu engang skulle spille mod hinanden i kvartfinalen i 1962, var der ingen, der kunne tro det. Men de måtte hellere vænne sig til tanken.

Sepp Herberger blev erstattet som Vesttysklands landstræner i 1964 af sin ”elev” Helmut Schön. Men det mest berømte juni-møde i VMs historie sluttede ikke, da Herberger sagde farvel.

Den 26. juni, 1974 slog Vesttyskland Jugoslavien på Rheinstadion i Düsseldorf på vej mod deres 2. VM-titel. Den 10. juni, 1990 var 74.765 tilskuere på Guiseppe Meazza stadion i Milano vidne til, at Vestyskland slog Jugoslavien 4-1 på to mål af Lothar Matthäus, et af Jürgen Klinsmann og et af Rudi Völler.

Selv ikke opdelingen af det gamle Jugoslavien i 1991 ændrede meget på traditionerne inden for det mest klassiske opgør i VM-fodbolden. Den 21. juni, 1998 spillede Tyskland og Jugoslavien uafgjort 2-2 på Félix Bollaert i Lens, mens det var ex-Jugoslaviens anden store fraktion, Kroatien, der gjorde det af med tyskerne 3-0 i semifinalen.

Jugoslavien:
Milutin Soskic
Vladimir Durkovic
Fahrudin Jusufi
Petar Radakovic
Vladimir Markovic
Vladimir Popovic
Vladimir Kovacevic
Dragoslav Sekularac
Drazen Jerkovic
Milan Galic
Josip Skoblar

Manager:
Milovan Ciric

Vesttyskland:
Wolfgang Fahrian
Hans Nowak
Karl-Heinz Schnellinger
Willi Schultz
Herbert Erhardt
Willi Giesemann
Albert Brülls
Helmut Haller
Uwe Seeler
Horst Szymaniak
Hans Schäfer

Manager:
Sepp Herberger