OL er som en ferie

At se OL i tv er ligesom at tage på ferie.








De Olympiske lege har rigtigt pæne seertal, og masser af mennesker ved, hvad der sker i Vancouver i disse dage. Men hvad er OL egentlig? Hvordan skal vi betegne disse Lege, der kommer dumpende forbi hvert andet år - enten i varme eller i kulde? Og nærmere: Hvordan skal vi forklare vores kone eller kæreste, hvad i al verden det er, vi sidder og ser på?

OL er som en ferie. De fleste af os lever nogle vanvittigt fortravlede liv, hvor vi styrter rundt fra det ene engagement og arrangement til det næste. Så når vi tager på ferie i to uger til Gran Canaria, så skal det være total afslapning. Vi laver ting, vi aldrig ville gøre hjemme i København, Århus, Odense, Aalborg, eller hvor vi nu kommer fra.

Når vi er på ferie, kaster vi os ned i skjorter, vi håber, ingen nogensinde opdager, vi har haft på. Vi drikker ting, fordi de har en anden farve. Vi spiser retter, fordi de lyder eksotiske. Vi kommer ting i vores hår, i vores ører, på vores hud. Vi opfører os anderledes.

I kort efter vi er kommet hjem fra disse ferier, forsøger vi endda at holde den kørende. "Jeg vil leve sådan her altid!" skriger vi fra tagtoppene. Men når vi for tredje dag i træk er kommet på arbejde i Hawaii-skjorte og med lyserøde fjer i håret, og de andre har grint nok af os, så stopper det igen. Ferien bliver et minde. De pæne eller praktiske sko kommer frem igen. Arbejdsskjorten og det rigtige tøj kommer tilbage på kroppen, men frem for alt lander vi igen i vores velkendte vanvittige tempo.

Det er der ikke noget galt i. Det hedder 'ferie' af en årsag. Vi tager væk fra vores hverdag for at gøre noget andet, og når vi desperat forsøger at holde fast i det, når vi kommer hjem, så er det fordi, vi har valgt den rigtige ferie. Det burde vi glæde os over.

Det er meget ofte smagsindtrykkene, der hiver os tilbage til hverdagen. Når du sidder nede på det smukke afslappende italienske agriturismo og nyder den hjemmelavede økologiske vin på terrassen og har udsigt til både bjerge, floder og måske en dejlig nats romantik, så har du nok aldrig smagt en bedre vin. Og ja, du begår den fejl, at du køber fire flasker med hjem. Og ja, du åbner én allerede den anden aften og sætter dig ned og holder fruen i hånden. Men udsigten er nu den brugtvognsforhandler, det altid har været. Det pisseregner. Og i øvrigt brokker konen sig over sine kolleger på arbejde - eller var det dig selv, du hørte? Den vin smager bare ikke særlig godt mere.

Sådan er OL.

Vi sætter os til at se nogle sportsgrene, vi normalt aldrig ville se. Vi hepper på mennesker og nationer, vi knap nok kan udtale. Og et OL er måske det eneste tidspunkt, du som mand vil høre dig selv sige: "Jeg kommer lige om lidt. Jeg skal lige se resultatet af den her bobslæde-konkurrence."

OL er en ferie. Vi driver ind i en række begivenheder og sportsgrene, vi dårligt kender, og vi suger indtrykkene til os og lader dem fylde vores hverdag i to uger. Hvor mange timer på et normalt år bruger du på at se langrend, isdans eller snowboard i tv? Det kan tælles på en hånd, ikke? Men nu er det OL. Så lad os se det hele. Lad os nyde vores nysgerighed. Lad os bruge hvert et sekund, det er os muligt. For lige om lidt slutter ferien.

Det største mirakel

Verdens største sportsblad Sports Illustrated vidste godt, hvordan den begivenhed skulle fejres.




Gennem De Olympiske Leges fantastiske og indtagende historie har et hav af begivenheder fascineret deltagere, arrangører, tilskuere, trænere, fans og tv-seere. Men spørgsmålet er, om der findes en olympisk begivenhed, der har skabt så megen omtale og overrasket så mange mennesker, som da det amerikanske ishockeyhold ved OL i Lake Placid i 1980 vandt guld.

Ikke alene slog de et hold, der var de måske største favoritter nogensinde. Sovjetunionen havde vundet guld ved samtlige OL siden 1956 kun afbrudt af USA's guld i Squaw Valley i 1960, og den store sovjetiske maskine havde siden fejet al modstand af banen.

Rent teknisk var de sovjetiske spillere ikke professionelle, men de levede af at spille ishockey. De fik deres bolig, kost og forlystelser betalt af den sovjetiske stat og spillede ishockey op mod otte timer hver eneste dag. De fleste af spillerne var ansat i militæret, og hele A-kæden kom fra hovedstadsklubben CSKA Moskva.

I dag har vi et anderledes billede af spillere som Vladislav Tretiak, Alexei Kasatonov, Igor Larionov, Viatjeslav Fetisov, Vladimir Krutov og Sergei Makarov. Tretiak var den fænomenale målmand, og sammen med Larionov og anfører Krutov udgjorde Makarov den farligste A-kæde i historien. Det skal nævnes, at det ikke var nødvendigt at slå disse navne op. Hos os, der endnu husker disse spillere, er de for altid hamret fast i hukommelsen.

Men det var et underligt had/kærlighed forhold, vi havde til dem. Samtidig med at de stort set altid spillede helt fantastisk og derfor så godt som altid vandt, så holdt vi aldrig, aldrig nogensinde med dem. De repræsenterede de onde; den store Sovjetunion, som dengang var vores hovedfjende. Og for os, der var vokset op med tre tv-kanaler - to svenske og en dansk - var det om muligt endnu værre. Det svenske ishockeylandshold var jo som vores eget landshold. Vi heppede altid på svenskerne, hvilket gav os endnu en grund til ikke at holde med Sovjetunionen.

Værst var det næsten, når Sovjetunionen spillede imod Tjekoslovakiet. Det hang stadigvæk i luften, at Sovjetunionen havde invaderet Tjekoslovakiet i 1968 og slået tusinder ihjel og sendt endnu flere i straffelejr. Sovjetunionen var billedet på alt det onde i verden.

USA kom ind til OL i Lake Placid, som de var kommet ind til mange OL før det. Spillerne fandt den nye træner Herb Brooks på landets universiteter, og de har ikke andet end store drenge, der håbede på at kunne gøre far og mor stolte på hjemmebane. De nåede lidt mere end det.

Målmanden hed Jim Craig, anføreren Mike Eruzione, og nogle af de mest markante markspillere var Neil Broten, Mark Johnson, Buzz Schneider og Dave Christian. Ingen kendte dem - endnu.

Mens Sovjetunionen kørte over al modstand på deres sædvanlige overlegne maner med den aldrig smilende træner Viktor Tikhonov bag sine robotagtige spillere i boksen, så kæmpede amerikanerne indædt for hvert et point. I den første kamp mod storfavoritterne fra Sverige måtte målmand Jim Craig tages ud til slut i kampen, før det lykkedes at hive 2-2 hjem. Derefter kom den første store overraskelse, da USA slog Tjekoslovakiet 7-3. Tjekkerne blev anset for at være det andetbedste hold efter Sovjetunionen, så det var noget, der skabte overskrifter.

De to sværeste modstandere var overstået, og USA kom gennem de tre sidste gruppekampe med 5-1 over Norge, 7-2 over Rumænien og 4-2 over Vesttyskland. Det var en overraskende og flot serie. Men spillet havde ikke været nær i samme klasse som Sovjetunionens i den anden gruppe. Ingen forventede noget som helst af amerikanerne før mødet med Sovjetunionen i medaljerunden. Og i New York Times skrev klummeskriver Dave Anderson: "Med mindre isen smelter eller med mindre det amerikanske hold kan skabe et mirakel, som holdet i 1960, så vinder russerne med lethed deres sjette olympiske guldmedaljer i de sidste syv turneringer."

Det kan godt være kommet som lidt af en overraskelse for begge hold, da de så alt det liv og hørte al den larm, de 8500 tilskuere i The Field House leverede, da spillerne kom på isen. For russerne var det nok ikke så slemt. De var ikke populære noget sted i verden. Og de plejede at svare igen ved at udradere deres modstandere på isen. For amerikanerne var det et ekstra tryk på nogle skoledrenge, der ellers havde nok at tænke på.

Da Krutov rettede et skud fra Kasatonov af og bragte russerne foran tidligt, føltes det anderledes end det plejede. Godt nok havde amerikanerne mange gange prøvet at komme bagud tidligt, men denne gang spillede de altså mod et hold, du ikke bare sådan lige kom tilbage imod. Derfor var følelsen nærmere, at det var begyndelsen til enden for det unge hold.

Som optakt til kampen havde Viktor Tikhonov ladet sine spillere sidde og studere taktik og spilsystemer, mens Herb Brooks havde haft sine spillede på isen konstant til hårde øvelser og trættende træning. Og amerikanerne spillede videre, som om intet var hændt. Tilskuerne var lidt trykkede af målet, men stemningen var stadig rigtig god. Dave Christian fik udlignet til tilskuernes uendelige jubel, men Sergei Makarov gjorde det til 2-1 til russerne. Som tilskuerne på plads i arenaen sad vi tv-seere rundt om verden med håbet helt oppe i halsen. Alligevel var der hele tiden den der nagende følelse af, at Sovjetunionen altid - ALTID - ville kunne score det nødvendige ekstra mål, hvis de gad.

Med få sekunder tilbage af første periode fyrede Dave Christian et slagskud af mod Tretiak. Han kom i vejen for pucken men kunne ikke kontrollere rebounden, der gled 6-7 meter ud foran målet, hvor de to russiske backs bare lod den være i håb om, at tiden ville løbe ud. Tretiak begyndte at bevæge sig ud af målet, men Mark Johnson fik fat på pucken og fyrede den forbi Tretiak og udlignede til 2-2 med 1 sekund igen på klokken. Amerikanerne kunne ikke havde afsluttet første periode bedre.

Tikhonov udskiftede målmand Tretiak med Vladimir Myshkin lige efter 2-2 målet. Ingen af spillerne på nogen af holdene kunne helt forstå hvorfor. Og Fetisov har senere udtalt, at det var udskiftningen og ikke selve målet, der var vendepunktet i kampen. Tikhonov selv har senere udtalt, at det var den største fejl i hans karriere.

Russerne dominere totalt i 2. periode. Skudstatistikken lød på 12-2, men de scorede kun en enkelt gang, da Alexandr Maltsev fik pucken forbi Jim Craig. Stillingen før sidste periode var 3-2 til russerne. Men havde du tilbudt de unge drenge på amerikanernes hold den stilling før kampen, så havde de solgt alt, hvad de ejede for at få den. Det var langt bedre, end de nogensinde havde kunnet forvente. Og det bedste ved det hele var, at den sølle ene mål på måltavlen gjorde, at tilskuerne stadig var fulde af måb om et vaskeægte mirakel.

Da Vladimir Krutov blev sendt ud til to minutters udvisning lidt før det syvende minut, var det en unik chance for amerikanerne. I hele 27 minutter havde de kun haft to skud på Myshkin, men nu havde de chancen for et power play. I slutningen af dette power play løb Dave Silk ind i den russiske zone med pucken. Han blev væltet af Vasilev, men pucken gled videre til Mark Johnson, der bankede den under Myshkin og ind til 3-3. Jublen ville ingen ende tage. Med lidt over 11 minutter tilbage var stillingen lige. Og selvom russerne havde været dominerende, så kunne alt nu ske.

Minuttet senere vandt Mark Pavelich den amerikanske anfører Mike Eruzione. Han sendte et slagskud afsted, der susede lige forbi Myshkin og ind i målet. USA var for første gang i kampen foran, og der manglede præcis ti minutter.

I stedet for at gå i defensiven, forsøgte amerikanerne at holde deres offensive indstilling. Herb Brooks instruerede dem sikkert fra bænken og bad dem blive ved med at spille deres spil. Russerne ramte stolpen. "Spil jeres spil!" Russerne skød tæt forbi mål. "Spil jeres spil!"

Minutterne tikkede ned, og da der var under et minut tilbage, fik russerne igen pucken ind i amerikanernes zone. Tilskuerne var helt oppe i det røde felt. De var klar over, at de måske var vidner til noget helt ekseptionelt. Mikhailov fandt Petrov. Skud! Tæt forbi mål igen. I stedet for lettelsens suk var det jubelråb, der kom. Til alles overraskelse trak russerne aldrig Myshkin ud for at få en ekstra markspiller ind. Det var simpelthen noget, de aldrig øvede. De brugte det ikke. Tikhonov troede ikke på det. På den anden side, han havde næsten heller aldrig haft grund til at prøve det, idet de altid vandt. Bare ikke i dag.

Den tidligere Montreal Canadian-målmand, Ken Dryden, var helt ekstatisk. Som kommentator for den amerikanske tv-station ABC er han blevet verdenskendt for sin legendariske nedtælling:

"Eleven seconds, you've got ten seconds, the countdown going on right now! Morrow, up to Silk. Five seconds left in the game. Do you believe in miracles? YEEEES!"

Jubelen var øredøvende. Det var intet mindre end et mirakel. USA's amatører havde slået verdens i særklasse bedste ishockeyhold. Det var intet mindre end lige nøjagtigt det, Ken Dryden havde sagt: et mirakel.

Mange husker tilbage på kampen, som var det finalen. Det var det faktisk ikke. For at vinde guldet måtte amerikanerne slå Finland i den sidste kamp. De var bagud 2-1 i sidste periode men kom sædvanen tro tilbage og vandt kampen 4-2. Miraklet var fuldendt. Og alle de amerikanske spillere, der havde set en karriere i National Hockey League som det absolut bedste i deres liv, fik pludselig blandede følelser. For Mike Eruzione selv var dette nok. Han mente aldrig, han ville kunne overgå denne følelse. Og selvom han fik tilbudt flere million-kontrakter, valgte han at trække sig tilbage fra ishockey. Intet mirakel ville kunne slå dette.

Se eventuelt filmen "Miracle on Ice" med Kurt Russell som Herb Brooks. Den tager dig med tilbage til en helt særlig tid og måske den største overraskelse i OL's historie.

Nye fans

Dan Jensen er en af de bedste historier ved OL nogensinde.




Mens OL på tv lystigt udfolder et tæppe af intrigerende sportsgrene for øjnene af os, så er det så som så med de ægte fans. Du skal nok have løbet på skøjter for selv at blive en ægte fan af skøjteløb. Det er nok nødvendigt, du selv har spillet ishockey, før du vil katagorisere dig som en ægte fan. Det samme kan nok siges om langrend, curling, bobslæde og de fleste andre sportsgrene ved OL.

Vi ved godt, vi kan blive fanget af et øjeblik, som da det amerikanske ishockeyhold slog Sovjetunionen i Lake Placid i 1980, da Thomas Wassberg slog finske Juha Miehto med 1/100 på 15 kilometer langrend samme år eller da Vegard Ulvang endelig fik sin guldmedalje, da han på 30 kilometer distancen i 1992 satte de andre til vægs. Derfor består OL for de fleste af en masse små øjeblikke.

For danskere er der endnu mindre at kaste sig over, hvis du skal bruge det nationale som trækplaster. Curling er et godt eksempel. Ellers må vi kigge på andre ting. Men hvad er det, der fanger os? Hvad er det, der skaber fans eller tv-seere?

De fleste sportsgrene er stort set ligeglade med dig, der i forvejen følger sporten. Ser du allerede ishockey, er det ikke dig, de er interesseret i. Det er dine venner, din mor, din søster, sin bror, din far, din fætter, din kusine, dine kolleger, dine holdkammerater, medskyldige, børn, bekendte, underboer, overboer, naboer, genboer og mange, mange flere. Amerikanerne kalder det "cross-over". Hvordan får de skabt nogle flere "cross-over"-fans?

Lad os lige forlade OL et øjeblik og se på den forgangne weekends helt store sportsbegivenhed. Den amerikanske Nascar-serie rykkede i gang med det berømte Daytona 500, hvor bilerne kører 500 miles rundt på en bane i Daytona Beach i Florida. Det er et kæmpe arrangement og en meget stor begivenhed i sportsverdenen. Men fik sporten flere fans i denne uge?

Jamie McMurray vandt til slut løbet, der havde 21 skiftende føringer (det største antal nogensinde), og der var over to en halv times pauser i løbet på grund af et hul i banen. Hvordan skal man nogensinde kunne sælge den sport til vennerne, familien og alle de andre?

"Nu skal I høre. Jeg sad lige og så et fantastisk løb på tv. I må simpelthen følge det her med mig næste gang, det kommer på."
"Okay, fortæl os om det."
"Altså, 43 biler stillede op, og de kørte 500 miles på denne her bane. Der var godt nok nogle pauser undervejs på grund af et hul i banen, og til sidst vandt Jamie McMurray i et tæt opløb..."
"Hvorfor var der et hul i banen?"

Allerede der vil samtalen nok stoppe. Spørgsmålet er jo rigtigt. Hvordan i alverden kan der være et hul i banen, der forårsager omkring to en halv times forsinkelse? Det er stort set det mest basale, der skal være klar til denne årlige begivenhed: asfalten. Det svarer lidt til, at vi liner op til VM-finalen i fodbold og spørger: er der nogen, der har en bold?

Nascar fik ingen nye fans i denne weekend. Men har OL fået nye fans? Ja, helt sikkert. Masser af unge mennesker falder for pukkelpist og snowboard, fordi det er de nye, smarte sportsgrene. Skiskydning er som altid noget af det mest fantastiske at se, og selv bobslæde og kælk kan fange, hvis du bliver ramt i det rigtige humør. Men hvad er det, der fanger? Hvordan får vi lillemor til at se hurtigløb på skøjter?

Svaret er ganske simpelt. Det handler om "the storyline" - den gode historie. Når der er en god historie, så vil vi gerne se med. En af de bedste OL-historier fra vinterlegene tilhører den amerikanske hurtigløber på skøjter, Dan Jensen:

Dan Jensen blev født i 1965 i Wisconsin, og han blev inspireret af sin søster Jane til at starte på sin sport. Og han blev hurtigt rigtig god til det. Allerede som 16-årig satte han junior verdensrekord på 500 meter. Ved vinter OL i 1984 i Sarajevo blev han nummer 16 på 1.000 meter og nummer 4 på 500 meter.

I 1988 i Calgary kom Jensen til OL som regerende verdensmester, og han var favorit på både 500 meter og 1.000 meter. Og det på trods af , at han var kommet igennem en meget svær tid med mononukleose året før. Om morgenen da han skulle løbe, fik han en rædselsfuld telefonopringning. Hans søster var ved at dø af blodkræft, og hun kunne næsten ikke tale. De havde ikke villet ringe og ødelægge hans koncentration, men hendes tilstand var lynhurtigt blevet forværret, og hun ville ikke risikere, at han aldrig nåede at opdage, hvad der var sket og aldrig nåede at tale med hende. Det viste sig at være den rigtige beslutning. Lidt senere på formiddagen ringede telefonen igen. Jane var død.

Om aftenen deltog Dan Jensen i 500 meter løbet, men han faldt tidligt i løbet og var ude. Et par dage senere i 1.000 meter løbet lagde han ud i rekordfart men faldt igen. Han kom ind i OL 1988 som kæmpe favorit, men han forlod OL uden medaljer og i dyb sorg over sin søsters død.

I 1992 i Albertville var Dan Jensen tilbage på toppen. Året før havde han sat verdensrekord på 500 meter, mens hans OL-nerver ramte ham igen. Han kom ind på 4.-pladsen, og i 1.000 meter-løbet blev han nummer 26. Hele verden heppede på Dan Jensen, der med sit rare og vindende væsen og sin tragiske historie var blevet en rigtig publikum-favorit. Men heller ikke denne gang var der medalje til ham.

Den Olympiske Komite valgte, at de ikke længere ville have vinter-OL samme år som sommer-OL, og det betød, at der allerede to år senere var vinter-OL igen. Denne gang var det Lillehammer i Norge, der var værter, og igen stod Dan Jensens navn på startlisten over amerikanerne i hurtigløb på skøjter. Til alles overraskelse havde Dan Jensen vundet sit andet verdensmesterskab, og der var ingen tvivl om, at Lillehammer ville blive Dan Jensens sidste chance for at vinde en OL-medalje. Igen så det godt ud. Mellem de to OL var han den eneste sprinter, der havde knækket 36 sekunder på 500 meter, og han havde gjort det hele fire gange. Men han var før kommet ind til et OL som favorit. Også denne gang gik det galt. Han sluttede som en skuffende nummer 8, og alle græd med Dan Jensen.

Han stillede op i sin sidste OL-konkurrence overbevist om, at han ville forlade sit sidste OL uden at have fået en medalje. Og han accepterede det. Han havde skøjtet i mange år for at nå en OL-medalje - for sin søster. Men han havde ikke nået det. Hans træner var Peter Alan Mueller, der selv havde vundet 1.000 meter guld i 1976 i Innsbruck. Og uden nerver og med al fokus rettet mod at nyde begivenheden og suge det sidste af OL-stemningen til sig, løb Dan Jensen i mål i ny verdensrekord og fik endelig sin guldmedalje. Han dedikerede sejren til sin søster.

Se, det er en historie, der kan fange de fleste. Og det kan få flere til at se hurtigløb på skøjter.

Den største overraskelse i historien

Buster Douglas stod for 20 år siden for den største overraskelse i sportshistorien.





Det er 20 år siden, at sportsverdenen oplevede den største overraskelse nogensinde. Aldrig nogensinde før har et resultat været så chokerende og overrasket bookmakerne så meget, og det vil med al sandsynlighed heller aldrig ske igen.

Den 11. februar 1990 var der et vaskeægte showdown i Tokyo. Nej, det er ikke et eller andet obskurt karateresultat eller en sumokamp. Men det var ved Gud en fight, der ville noget.

Allerede fra første runde af boksekampen, kom James Buster Douglas flyvende ud. Mens alle bare ventede på, at Mike Tyson skulle fortsætte sin stime af sejre og sende Buster Douglas i gulvet i løbet af ingen tid, så ville den 29-årige bokser det helt anderledes.

I kamp efter kamp havde Tyson sendt sine modstandere til tælling. Og han havde ikke ventet længe. Mange var røget ned allerede i 1. runde, og det var ikke unormalt, at karrierer blev ødelagt efter et møde med Tysons næver. Derfor blev hans modstandere også rigtig godt betalt.

Tyson gik ind til denne kamp med 37 sejre og 0 nederlag. Kun fire kampe var blevet afgjort af dommerne. 33 gange var modstanderne blevet sendt i gulvet eller blevet nægtet at fortsætte af dommerne, fordi de stort set ikke kunne gå mere. Hele 17 gange var modstanderne banket ned i 1. runde. Der var ikke noget at sige til, at forventningerne til Tyson var store.

Buster Douglas selv var en dygtig bokser. Han kom ind til kampen med 29 sejre, fire nederlag og en underlig uafgjort kamp mod norske Steffen Tangstad i Chicago i 1982. De to seneste kampe året før var gået tiden ud, men de var blevet vundet. Men sølle 23 dage før kampen mod Tyson, havde Buster Douglas mistet sin mor.

Ingen regnede med Douglas. Du fik pengene 42 gange igen, hvis du valgte at spille på Douglas. Tyson undervurderede også Douglas voldsomt. Og ikke engang hans assistenter i ringhjørnet havde noget bud på, hvordan Tyson skulle svare igen på Douglas' dominans og komme tilbage i kampen. Tilskuerne var lige så chokerede som resten af bokseverdenen og de mange millioner tv-seere.

Efterhånden som runderne sluttede, blev Tysons ene øje mere og mere hævet, indtil det i 8. runde var helt lukket til. Han var håbløst bagud på point, kunne kun se ud af det ene øje og var på vej til at tabe sin første kamp nogensinde. Og så slog han til.

Douglas fortsatte sine angreb, men i et koldblodigt øjeblik undveg Tyson, og med en uppercut sendte han Douglas i gulvet. Salen eksploderede. Efter otte runder havde Tyson endelig givet publikum, hvad de var kommet efter. Douglas var rystet. Og det var dommeren egentlig også. Det var lidt kontroversielt, at han lod Douglas fortsætte, for han var reelt først på benene og klar, da dommeren havde talt til 9.

Tyson kom blæsende ud til 9. runde. Han vidste, hans eneste chance ville være at slå Douglas i gulvet, og nu havde han bevist, at han kunne. Men det var ikke noget problem for Douglas at holde den aggressive Tyson på afstand med sine effektive jabs. Så mens Tyson forsøgte at være bestemmende, så var det Douglas, der dominerede runden. Og så skete det.

Douglas leverede et sønderlæmmende uppercut på Tysons kæbe, og han fulgte den op med en hurtig kombination, så Tyson fløj i gulvet. Han var fuldstændig groggy. Det var første gang i hans karriere, at han havde været i gulvet. Han kom op på knæ og fik lokaliseret sin tandbeskytter, der var fløjet ud af munden på ham, da han røg ned. Hele verden ventede.

Men dommeren ventede ikke. Han talte stille og roligt mod 10, og det blev hurtigt klart, at dette var enden på eventyret. Tyson kunne ikke nå det. Hans øjne svømmede stadig i hovedet på ham, og hans tandbeskytter hang og dinglede fra hans mund, da dommeren nåede til 10. Kampen var tabt. Buster Douglas var ny verdensmester.

Buster Douglas tabte verdensmesterskabet i oktober samme år til Evander Holyfield og endte sin karriere med 38 sejre, 6 nederlag og 1 uafgjort. Tyson var tilbage i ringen igen allerede i juni måned, hvor han i traditionel stil i 1. runde knockoutede landsmanden Henry Tillman. Han fortsatte sin ubesejrede stime, indtil han i 1996 tabte til Evander Holyfield. Året efter ville han have revanche mod Holyfield og blev diskvalificeret, da han bed Holyfield i øret. Tyson sluttede sin karriere i 2005 med 50 sejre og 6 nederlag.

Men denne 11. februar i 1990 i Tokyo var dagen, hvor Buster Douglas ikke alene skrev verdenshistorie ved at være den første bokser nogensinde, der besejrede Mike Tyson. Han sikrede sig også overskriften på den største overraskelse i sportens samlede historie.

Skæbne er et taber-ord.

Destiny (på dansk: skæbne) havde intet med New Orleans Saints' sejr at gøre.





Mens det meste af USA og en stor del af den øvrige sportsverden har svært ved at få armene ned over, at New Orleans Saints vandt Super Bowl, så er der et ord, der synes at have taget over i hele tilbageblik-fasen. Og det er ikke alene medierne, der svømmer over med ordet; også byens egne indbyggere synes at have taget det til sig: Det var skæbnen, der fik Saints til at vinde.

Nu skal vi ikke sidde og diskutere, om skæbne reelt findes eller ej. Lad os bare sige, at det ikke er til at bevise, og for diskusionens skyld, så er det et hjælpeord, som mange millioner gennem vor historie har kunnet finde trøst i. Men for vinderne af Super Bowl er det et taber-ord.

Er Saints-fans ikke klar over, at når de taler om, at det var skæbnen, der gjorde, at Saints vandt Super Bowl, så taler de ned om deres eget hold? Er de ikke klar over, at når de taler om, at Super Bowl-sejren skal ses som en modvægt til det, de oplevede med orkanen Katrina for fem år siden, så ser de ned på holdet og spillerne og den indsats, de i søndags benovede en fascineret sportsverden med?

New Orleans Saints vandt Super Bowl over et fantastisk football-hold, der af de fleste eksperter - inklusive mig selv - var blevet tippet til at være næsten umulige at besejre. De fleste havde regnet med, at Colts ville komme flyvende fra start, og at hvis Saints skulle have en chance, så måtte de hele tiden komme fra baghjul. En del af det holdt stik. Men det havde intet med skæbne at gøre.

Indianapolis blev gennem tre quarters slået at et hold, der var bedre forberedt, havde lagt en bedre plan, spillede bedre, tacklede bedre og havde mere selvtillid. Spillerne på sidelinjen lignede jo et hold fra high school, som de hoppede og dansede rundt.

Men havde Katrina slet ikke noget med dette at gøre? Jo, det havde den ganske sikkert. Drew Brees var aldrig taget til New Orleans med samme iver og dedikation, hvis ikke det havde været for Katrina. Cheftræner Sean Payton var ikke endt i New Orleans og havde ikke taget imod et job fra et hold, der ikke havde en hjemmebane men var nødt til at spille i San Antonio i et helt år, hvis ikke det havde været for Katrina. Ville Tracy Porter (der interceptede den sidste bold fra Brett Favre i NFC-finalen og interceptede Peyton Manning i Super Bowl og scorede det afgørende touchdown) have spillet med samme intensitet, hvis han ikke var født i Louisiana og havde gået på college i Indiana? Sikkert ikke. Ville Sean Payton havde tilbudt en del af sin egen løn for at holde på defensive coordinator Greg Williams, hvis ikke det havde været fordi, han følte, der var noget mere at spille for i en region, der som ingen anden i USA havde brug for en sejr? Sikkert ikke. Men det har stadig intet med skæbne at gøre.

Skæbne er i denne sammenhæng et taber-ord. Og det er ikke fair over for et hold, der leverede en helt igennem fantastisk indsats i Super Bowl XLIV (44). At orkanen Katrina så har haft den indflydelse, at det stort set er umuligt at finde nogen som helst, der ikke kan lide, at Saints vandt, er en helt anden ting. New Orleans Saints er måske den mest populære mester i nogen sport nogensinde. Selv inkarnerede Colts-fans udtaler, at hvis de skulle tabe til et hold, så er Saints det bedste bud. Men at Saints er populære, og at vi alle sammen under dem sejren og under byen en form for moralsk oprejsning efter Katrina har absolut ikke det mindste med skæbne at gøre.

Hvad skal vi gøre med doping i sport?

Doping i sport er mere almindeligt, end vi tror.






Vore konstant stigende krav til sportsudøvere og den underholdning, de i det daglige repræsenterer, har gjort konkurrencen fuldstændig umenneskelig. I gamle dage var det kun på steder som balletskolen, at folk oplevede den hårde fravælgelse helt ned i 4-5 års-alderen, med mindre, naturligvis, at du var opvokset bag jerntæppet, og du blev pumpet med hormoner, fra du var kom i børnehave, så du på sigt kunne bringe nationen ære. Disse forventninger er ved at få mange mennesker til at træffe nogle rigtigt uheldige beslutninger vedrørende deres sport.

Det går også ud over vores krav til sportsudøverne. Gennem snart tyve år har vi talt ubønhørligt om doping og snyd i sportsgrene, og der bliver slået hårdt ned på det. Mens vi sidder her og forlanger mere og mere af udøverne og vil se nye rekorder, så straffer vi dem, der snyder hårdere og hårdere.

Men er det ikke okay at have et ambivalent forhold til en mand som Bjarne Riis? Er det ikke okay at stille et kæmpespørgsmål ved værdien af hans sejr i Tour de France i 1996? Der er jo ingen, der ikke kan se, han er en dygtig leder. Der er ikke nogen, der ikke kan se, at han kan sit arbejde. Men når man i et cykelløb reelt siger til sine kolleger i feltet, at man gerne vil køre om kap med dem, men at man har tænkt sig at snyde og starte tre timer før, så er man en fusker. Så har man ikke spillet med åbne og særligt attraktive kort.

År efter år bliver vi først trukket helt op i nærmest fanatisk jubel over den ene fantastiske indsats efter den anden, hvorefter vi bliver banket helt ned i skuffelsens dyb, når vi opdager, at vore helte har snydt. Men hvad er løsningen?

Om tyve år kan vi sagtens stå i den situation, at vi har legaliseret doping. I 60'erne var det slet ikke unormalt, at cykelryttere stod og argumenterede på startlinjerne for enten efedrin eller amfetamin. Og måske er løsningen, at vi accepterer, at vi bare vil være bedre og se sportsfolk, der yder det bedste af det bedste. Måske går vi ind i en tid, hvor vi accepterer, at når vi kan udvikle særlige træningsteknikker til at forbedre os fysisk, særligt udstyr til at forbedre os anatomisk og særlige forberedelsesformer til at forbedre os åndeligt, så må vi også tage særlige præstationsfremmende midler til at forbedre os kemisk. Springet er nok ikke så stort, som mange frygter. Men indtil det er lovligt, så er det snyd. Og så kan vi kaste vore onde øjne på dem, der forsøger at møde vores krav med nogle let tvivlsomme metoder.

For alle mennesker, der kigger på, er doping sort eller hvidt. Du er enten dopet, og så snyder du, eller også er du ren, og så snyder du ikke. Et interview med cykelrytteren Laurent Jalabert før en lang etape i et af hans sidste Tour de France-løb, sagde han, at han ikke kunne drikke en kop kaffe mere om morgenen, selvom han egentlig havde lyst. Da journalisten spurgte ham hvorfor, svarede han, at en kop kaffe mere ville gå ind og blande sig med de "kosttilskudsprodukter", han fik og sende hans tal over på den forkerte side af stregen, hvis han skulle afgive en prøve til dopingtest efter løbet. Er det ikke lidt sygt? Hvor mange sportsfolk bevæger sig på den smalle linje? Og er du dopet eller ikke dopet, hvis en kop kaffe kan smide dig over grænsen?

Vores tiltag har altid været at se på, hvad der er normalt. Så giver vi lidt ekstra, fordi folk af forskellige årsager kan være i en situation, hvor den margen har flyttet sig (som eksempelvis hvis du bor og træner i højt terræn). Og til sidst fastsætter vi så grænsen. Her er du sort. Og her er du hvid. Forbliver du hvid, elsker vi dig. Kommer du over den sorte linje, fordømmer vi dig og kaster dig for løverne.

Til alle professionelle sportsfolk, der gerne vil konkurrere om de helt store medaljer, er der kun et at sige: Held og lykke med den planlægning! Og pas så lige på med den ekstra kop kaffe.

Er der for meget sport?

Sporten rykker meget tæt på familierne.


I dag går der dårligt en uge, uden vi er vidne til et mesterskab, en kåring af en verdensmester, Europamester, Danmarksmester, turneringssejr eller andet, vi kan kaste armene i vejret over. Sporten er over alt. Men er det for meget?

I Danmark koncentrerer de fleste sportsfans sig om fodbold. Fodbold er nummer et herhjemme, men fra tid til anden stikker andre sportsgrene hovedet frem og lokker fans inden for. Og det kan der være mange forskellige årsager til. For eksempel blev det pludselig for dyrt for Danmarks Radio at købe engelske fodboldkampe til deres ellers faste lørdagsudsendelse Tipslørdag, og da de i 80'erne havde forsøgt sig med tysk fodbold, valgte de i stedet at kaste sig over håndbold.

Håndbold er en lille bitte sport på verdensplan. I enkelte lande kan den mønstre et pænt antal tilskuere, men på enhver acceptabel skala er håndbold meget, meget lille. Men på grund af priserne på engelsk fodbold, blev håndbold pludselig Danmarks anden nationalsport.

Da tv-markedet blev frit, og tv2 kom på banen, begyndte de at vise cykelløb, heriblandt Tour de France, og pludselig var cykelsport en stor sport i folks bevidsthed. Folk begyndte at planlægge sommerferier i Frankrig, så de kunne se feltet i Le Tour, og mange valgte sommerhus-løsningen herhjemme og var sikker på, at der var tv2 på fjernsynet, så de kunne følge begivenhederne om eftermiddagen.

Reklamer har haft stor betydning. Så snart en sport kan skabe et idol, vil en hel generation af unge fans få endnu mere grund til at følge sporten. Og netop heltedyrkelsen kommer ofte gennem reklamer og de kontrakter, de pågældende sportsfolk tegner.

I dag har vi adgang til flere tv-kanaler, end vi kan overskue. Og fra alle sider bliver vi bombarderet med sport som fodbold, håndbold, badminton, tennis, skiløb, basketball, amerikansk fodbold og meget, meget mere. Mange har så stort et udbud, at det er svært at vælge. Og nogle vælger bare det hele fra.

I store lande som USA er det et endnu større problem. I dag er der så mange store sportsgrene, der har sæsoner, der krydser over hinanden, at der stort set ikke er en dags ro, hvis du gerne vil følge bare en lille smule med. I den sammenhæng kommer den meget korte football-sæson som en velsignelse. Men udbudet er så omfattende, at det i mange familier direkte tager overhånd.

Ved OL i Barcelona i 1992 havde de udviklet nye metoder til at vise sejlsport på, så det blev spændende at følge for andre end dem, der sidder i bådene. Med computergrafik og nye kamerateknikker fik sporten tilskuere, ingen havde troet var muligt. Da nogle geniale mennesker tog den teknik og forsøgte at overføre den på andre publikumsfjendtlige sportsgrene, blev det også en kæmpe-succes. Se på golf i dag. Der er folk, der sidder op til seks timer på en solskinsfyldt lørdag og kigger på golf på tv.

Og hvad er der så galt med det? Ikke det mindste. Det er et helt naturligt menneskeligt instinkt at bruge alle vore kræfter på at gøre lige præcis vores del af lagkagen så attraktiv som muligt. Og når alle har det på den måde, så vil alt hele tiden blive flottere, bedre og større og mere attraktivt for os som tv-seere. Problemet er, at vi ikke får flere timer i døgnet, og vi stadig gerne vil følge så meget med, som det overhovedet er muligt.

Vi må altså prioritere. Nogle vælger fra i bunden. De ser måske kun Manchester Uniteds eller Liverpools kamp i tv samt måske Juventus-kampen. Nåh ja, og så lige OB, fordi de nu lige er født i Odense. Tre fodboldkampe må være okay. Så er der en håndboldkamp. Vi følger lige en enkelt kamp. Det må også være i orden. Og hvis vi nu ser afslutningen af golfturneringen, og semifinaler samt finaler fra tennisturneringen og ... og ... Der er allerede gået et døgn, venner! Og sikkert også mere til.

Situationen bliver ikke bedre. Den bliver værre. Og ude i det ganske land, ja i den ganske verden er mange familier gået i opløsning på grund af de nye former for prioritering, vi må igennem. Sport er vigtig. Sport kan være ekstrem vigtig. Sport kan være så vigtig, at vi næsten ikke kan forstå det, som vi i disse dage ser et levende eksempel på i New Orleans. Men vælg nu jeres kampe, om man så må sige. De spiller igen i næste uge.

Er Saints-sejren begyndelsen på et nyt dynasti?

Efter New Orleans Saints overraskende Super Bowl-sejr ligger vejen åben for at skabe et nyt football-dynasti.

New Orleans Saints slog søndag nat dansk tid benene væk under de fleste eksperter, da de besejrede favoritterne Indianapolis Colts og vandt Super Bowl XLIV i Miami. Og mens indbyggerne i den ellers så hårdt plagede by tyvstartede to festuger, hvor både parader og Mardi Gras står på programmet, begyndte eksperterne allerede at spekulere på, om sejren var begyndelsen på et nyt dynasti.

De store dynastier er kommet og gået i NFL. Og derfor er det også helt naturligt, at der er sat nogle rammer for, hvornår du kan kalde dig et dynasti. Men Saints er allerede på vej. De er faktisk det eneste hold, der to gange har spillet i NFC-finalen i de sidste fem år. Nu har de så første Super Bowl-sejr under hjelmen.

Da NFL første gang accepterede at spille en finale imod de nye ”opkomlinge” fra AFL i januar 1967, var der to hold, der havde været dominerende. Baltimore Colts og Green Bay Packers. Derfor var det ikke overraskende, at de to hold var deltagere i de tre første Super Bowls, og Green Bay Packers var endda ledet af Vince Lombardi, efter hvem Super Bowl trofæet er opkaldt.

Green Bays sejre i de to første Super Bowl er derfor årsagen til, at Packers var det første dynasti i NFL. Og der skulle gå lidt tid, før vi så det næste. Skiftende sejre til forskellige hold fra både den ene og den anden halvdel af ligaen (nu kaldt AFC og NFC under det samlede NFL) gjorde, at vi ikke rigtigt kan tale om dynastier. Ikke før Terry Bradshaw og hans Steelers vandt fire Super Bowls fra midten af 70’erne.

Nogle taler om et dynasti, når vi tænker tilbage på Don Schula og hans Dolphins, der vandt to ud af tre Super Bowls fra 1972 til 1974, og især den midterste står stadig klart i historien, fordi det var året, hvor Miami Dolphins gik ubesejrede gennem sæsonen. Og Tom Landry og hans Cowboys vandt to og tabte to Super Bowls. Derfor skal vi nok helt frem til 80’erne, hvor San Francisco 49ers med quarterback Joe Montana spillede og vandt fire Super Bowls, for at finde det næste reelle dynasti.

I 90’erne var det Dallas Cowboys, der med tre sejre på fire år lavede et ægte dynasti med quarterback Troy Aikman, running back Emmitt Smith og wide receivers som Michael Irving og Alvin Harper. Og i det seneste årti har der stået Tom Brady og New England Patriots på dynasti-pokalen. USA er klar til et nyt dynasti.

På pressekonferencen mandag eftermiddag dansk tid kunne NFL-kommissær Roger Godell fortælle, at vi havde været vidne til endnu en kamp af høj klasse. Han fortalte også, at det så ud til, at 151 millioner mennesker i USA havde kigget med, hvilket er en stigning 10 procent fra sidste år og en ny rekord. Og så lykønskede han New Orleans og deres Saints og fortalte, at han forstod, at for den hårdt ramte by var det meget mere end bare en sejr.

”New Orleans Saints demonstrerer også værdien af sport. For træner Payton og quarterback Brees var det mere end en fodboldkamp. De repræsenterer hver dag en hel by og dens lidelser. Derfor er det et meget stort tillykke, jeg sender deres vej,” sagde han.

Han roste også Drew Brees som spiller og som menneske.
”For et par år siden havde jeg den fornøjelse i syv dage at dele en køje med Drew Brees, da vi besøgte Irak, og jeg kan uden at tøve sige, at Drew Breew er ikke bare kampens Mest Værdifulde Spiller – han er den Mest Værdifulde Person.”

New Orleans Saints har alle mulighederne for at kunne opbygge et nyt dynasti og komme tilbage til Super Bowl og vinde igen næste år.

Holdet er ungt og sultent, som træner Sean Payton sagde på pressemødet.
”Og sådan en sejr gør kun, at vi rykker endnu tættere sammen og har lyst til at gøre det igen. Der er så meget ved denne situation, der føles rigtigt. Der er så meget, der føles specielt. Og der findes ikke en kamp som Super Bowl, sagde Sean Payton.

Når foråret kommer, og sårene er slikkede, skal Saints så forsøge at holde fast på en række spillere, der pludselig vil blive meget efterspurgte af de øvrige sultne hold i ligaen. Folk som Reggie Bush og Darren Sharper skal have nye kontrakter, og måske kan de ikke tilbyde dem nok. Men en by som New Orleans, hvor football er mere end en sport, og hvor spillerne er mere end bare sportsudøvere, der kan udsigten til at blive en del af et helt nyt slags dynasti være nok til at lokke spillere til.

Drew Brees sagde det måske bedst af alle:
”Da vi kom så tæt på i 2006, sagde jeg det med det samme: På et tidspunkt vil vi vinde et mesterskab. Og når vi gør, vi vil for altid være knyttet sammen. Denne sejr vil aldrig forsvinde. Og jeg vil gøre mit yderste for at komme tilbage og vinde et par stykker mere.”

Kan han holde det løfte, har han også gjort Saints til et dynasti.

En fantastisk historie

Det vil være en fantastisk historie, hvis New Orleans Saints vinder Super Bowl. Det vil ikke alene være en ende på 43 års lidelse uden nogle former for nævneværdige sejre; det vil have en helt særlig betydning for byen New Orleans.

Saints er blevet en slags metafor for byen New Orleans. Holdet har været så dårlige i så lang tid og gennemgået så mange rent sportsligt håbløse sæsoner, at publikum simpelthen har fået nok. The Saints har hedder the Aints, og deres fans har siddet med brune papirsposer over hovedet i skam, fordi de ikke ville genkendes. The Saints var et hold uden håb.

Nu taler man om, at holdet er blevet et symbol på håb. Et håb om genoprejsning efter orkanen Katrine, der i 2005 skyllede vandmasserne ind over byen og slog tusinder af mennesker ihjel. Men det er bare for let.

Det er helt sikkert dejligt, når et sportshold kan løfte stemningen i en by, men for Saints er det stadig kun et plaster på et sår, der har brug for en kirurg.
Året efter Katrina valgte quarterback Drew Brees at sige farvel til San Diego Chargers og skrive kontrakt med et hold, der ikke engang havde en hjemmebane. Han valgte at kaste sin kærlighed på en by og et hold, der ikke kunne komme længere ned i mudderet, og gennem sine fire år i klubben har han givet en by, der ellers aldrig har savnet en undskyldning for at starte en fest, endnu en grund til at tyvstarte den store Mardi Gras-fest.

Men kig på byen. Området Lower Ninth Ward var hjem for omkring 15.000 mennesker, der alle hørte til den lavere middelklasse af hårdt arbejdende hovedsageligt sorte amerikanere, og hele området blev skyllet væk af Katrina. Omkring 80 procent er aldrig vendt tilbage til området.

Imens gik 170 millioner dollars af den såkaldte Public Assistance-pulje til at reparere hullerne i taget på Louisiana Superdome, købe en ny scoringstavle og lave en masser andre restaureringer af det medtagede indendørs stadion. På den måde fik Saints en genopfrisket og nærmest ny hjemmebane – på trods af at det var i selv samme Superdome, at ligene af de mange døde, der havde søgt tilflugt på stadion var blevet opbevaret i køleskabe og fryserum.

Lower Ninth Ward ligger stadig som en spøgelsesby helt nede ved vandet, og derfor kan man altid diskutere, om prioriteterne har været rigtige. Men når man forrige søndag så store mandfolk stå og omfavne hinanden på tværs af samtlige kendte hudfarver og religioner, og vi så tårerne få frit glædesløb efter sejren over Minnesota Vikings, så kan man se beslutningen i et nyt lys.

Saints spiller og kæmper for alle dem, der blev og kæmpede rædslerne igennem. Glæden er intet mindre end enorm. Men lad os nu være ærlige omkring det, byen har, og det, som aldrig kommer igen. Ja, der ER masser af liv og passion omkring Saints, og holdet HAR samlet byen og skabt en fantastisk stemning. Men når Super Bowl er overstået, så brug noget af den stemning og det gode humør, der igen er fundet frem til at få bygget de områder op, der endnu ligger øde hen i glemslen.

Alle tilskuere har hjertet hos New Orleans i denne kamp. Selv Peyton Manning, der er født og opvokset i byen, kan ikke argumentere imod et ønske om succes for New Orleans. Men pas nu på med at bruge succes i en football-kamp til andet end det, det reelt er.

En skadet mand

Hvornår er en spiller egentlig skadet? Og hvornår er det noget, han taler om?

På den såkaldte Media Day, tirsdag før Super Bowl, var én af Indianapolis Colts absolut bedste spillere, defensive end Dwight Freeney, meget åbenmundet omkring sin skade. Vel vidende at en skade som hans har været i fokus siden AFC-finalen talte han om alle mulige og umulige sider af hans skade.

Problemet er, at stort set alle spillere og ex-spillere, der er blevet spurgt om den åbenhed, har svaret ens. Ja, de ville alle gå efter skaden. Og ja, de ville alle forsøge at få Freeney ud af kampen. Det betyder, at jo flere oplysninger han frigiver omkring sin skade, des større er chancen for, at han vil blive ramt der, hvor det gør aller mest ondt. Han udsætter med andre ord sig selv for at blive skadet yderligere og derved for ikke at kunne spille for sine Colts.

Det kan være svært at finde logikken i hans beslutning. Alle spillerne, der har udtalt, at de ville gå efter ham med det samme, har naturligvis ingen ønsker om at skade ham permanent. Men hvis de kan lave en tackling, så Freeney er ude i de næste fire timer, så er opgaven løst.

Når vi sammenligner Freeneys beslutning om at være helt åben om sin skade med eksempelvis New England, der er den mest lukkede organisation i NFL, så er der så kæmpe forskel, at man ikke skulle tro, de spillede i samme liga, ja endda i samme sport.

Efter sæsonens afslutning er det kommet frem, at Patriots quarterback Tom Brady spillede mindst to kampe med brækkede ribben, og at holdets stjerne-receiver, Randy Moss, i en kamp mod Denver Broncos helt tilbage i Week 5 fik separeret sin skulder. Hvis I husker tilbage, så var det kort herefter, at journalister og eksperter, ja endda spillere begyndte at kommentere på Randy Moss' indsats på banen. Efter sejren i uge 14 på 20-10 over Carolina Panthers, var der flere Panthers-spillere, der var ude med riven for at få skovlen under Moss. De klandrede ham for ikke at være en faktor, og de sagde, at det tydede på, at hans karriere var ved at være slut.

Randy Moss er en herre med både æresfølelse, retfærdighedssans og stolthed, så før han gik ud og svarede igen og måske fik fortalt om sin separerede skulder, var træner Bill Belichick hurtig. Han gik op foran mikrofonen og kølede hele situationen ned ved at sige: "Det var dog en voldsom masse snak fra et hold, der lige har tabt endnu en fodboldkamp." Ja, han formår at lukke munden på de fleste. Men Moss kunne smile og trække hornene til sig. Og først i dag ved vi, hvordan tingene forholdt sig.

Når Dwight Freeney vælger at tale så åbent om sin skade er mest af alt et udtryk for den stik modsatte taktik. Og det ville da også være ønskværdigt, at alle kunne tale så åbent om den slags. Men efter min mening kan det kun betyde en af to ting:

1. Skaden er så voldsom, at han med sikkerhed ikke kommer til at spille. Hans lille 'optræden' er et nummer for at holde Saints-spillerne på mærkerne, så de ikke ved, hvad der møder dem på søndag i Super Bowl.

2. Skaden er stort set overstået, og Freeney er helt rask. Nu holder han så bare Saints-spillerne i håbet om, at han ikke stiller op, men det gør han, og han vil terrorisere Saints-angrebet, som han har terroriseret samtlige angreb gennem hele sæsonen.

Om det er 1 eller 2 er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det også er et spil. Og så er Freeney ikke meget bedre end New England.

Hvem? Hvad? Hvor?

Matt Leinart i aktion.

Kurt Warners farvel i Arizona har sat godt gang i spekulationerne omkring, hvem der mon skal afløse ham. De fleste eksperter enige om, at Cardinals har et hold, der er godt nok til også næste år at kaste sig ind i kampen om en plads i slutspillet, men hvor nogen mener, det var Kurt Warner, der var nøglen bag Cardinals succes, så mener andre, at hele holdet bragte dem ind i rampelyset.

Hvad enten Cardinals har reddet på skuldrene af fantastiske Kurt Warner eller ej, så er det et faktum, at han efterlader et vacuum, når han ikke længere er at finde bag centeren.Men hvem er så manden, der skal afløse ham? Er det Matt Leinart, som Cardinals draftede som fremtidens mand i 2006. Hos USC havde han vundet Heismann Trophy og sammen med Reggie Bush (Saints) og LenDale White (Titans) var han en næsten ustoppelig angrebsmaskine. Men han er bare ikke rigtig slået igennem hos Cardinals. Så tør de satse på ham?

I et interview med Mike Green og Mike Golic i ESPN's radioshow "Mike and Mike in the morning" sagde Warner, at han godt kunne forstå, at det var svært at bedømme, hvorvidt Leinart var klar. Men mens alle eksperterne har sagt, at Leinart aldrig har set ud til at kunne tage det endelige skridt op på podiet, så var Warnet mere fair. Han sagde, at det skulle blive interessant at se, hvordan Leinart ville klare sig i et system, der var bygget op ud fra hans styrker, fremfor at se ham i et system, der var bygget op efter Warners styrker. Og det er en pokkers god pointe. Og et smukt uppercut til eksperterne. Vi kommer til at savne Warner.

Skulle Cardinals beslutte sig for ikke at ville bruge Leinart som starter, så skal de allerede nu ud og finde en erstatning for Warner. Her vil det være meget naturligt at skue mod Philadelphia, som har ikke en, ikke to, men hele tre quarterbacks, der alle har et sølle år tilbage af deres kontrakt. De er simpelthen nødt til at skille sig af med mindst en af dem, hvis de ikke skal punge mere ud, end de har råd til. Og nu er det tilfældigvis sådan, at den startende quarterback hos Eagles, Donovan McNabb, har et hus i Arizona. Ja, faktisk bor han tre huse fra Arizona Cardinals head coach, Ken Whisenhunt. Det der udtryk med, at der er noget, der ligger lige til højrtebenet, har næppe passet bedre end her.

Men hvad med Michael Vick? Michaek Vicj var manden, der fik hele Atlanta op og ringe, da han som halvt quarterback, halvt running back førte Falcons frem til storhed, de ikke rigtig havde kendt til før. Og det var ham, der smed hele sin karriere væk, efter at have været ligaens ansigt udadtil, da han blev afsløret som manden bag en stor og modbydelig ring af mennesker, der arrangerede hundekampe og misbrug af dyr. To år i fængsel sendte ham tilbage til NFL's stenalder. Før sæsonen, der netop er ved at slutte, bev han så hyret af Philadelphia Eagles som en slags 3. quarterback, der kunne noget specielt. Og mod netop Atlanta i grundspillet scorede han faktisk to touchdowns, et på løb og et på kast - og publikum hyldede ham i Atlanta.

Cardinals vil ikke hyre Vick. De kan ikke bruge ham og hans spillestil. Men det kan Buffalo Bills og deres nye træner Chan Gailey. Mange siger, at Vick ryger til St. Louis Rams. Gættet går på, at de vil tage Ndamukong Suh fra Nebraska i 1. runde og så handle sig til Vick. Det tror jeg ikke. De vil med al sandsynlighed udskifte Marc Bulger, men de vil gøre det i draften. Jeg tror, de vælger Jimmy Clausen fra Notre Dame, og så må Vick et andet sted hen - hvis han da overhovedet vil rejse. Så derfor er mit bud følgende:

Hvis McNabb er til at lokke væk fra Philadelphia, så vil han tage til Arizona. Kevin Kolb vil overtage roret i Philadelphia, og måske vil Eagles igen kigge på nu 40 år gamle Jeff Garcia som backup. Ellers er Garcia også et godt bud til Cardinals. Og så ryger Vick nok til Buffalo.

Resultat Cardinals:
McNabb vil kunne hjælpe Cardinals til endnu en plads i slutspillet og måske endda med et flot resultat.
Leinart skal have meget hjælp for at vinde NFC West foran et stadigt stærkere San Francisco.
Jeff Garcia hos Cardinals vil være en nødløsning, der ikke vil hiolde i længden, og skader vil med al sandsynlighed alligevel ende med at sende Leinart ind på posten.

Resultat Rams:
Hvis de vælger Ndamukong Suh, vil det styrke et i forvejen godt forsvar, men det vil ikke hjælpe et håbløst angreb, hvor der er brug for noget beskyttelse og en ny quarterback, so den fantastiske running back Steven Jackson kan nå op på de højder, hvor han hører hjemme. Vælger de Suh, vil Jimmy Clausen højst sandsynligt ryge til Seattle, og det vil være et godt match. SÅ kan Matt Hasselbeck ryge til St. Louis eller måske til Arizona???

Resultat Bills:
Hvis Michael Vick ryger til Buffalo, kunne det være rigtig interessant, hvis de også beholder Terrell Owens. Den match vil jeg meget gerne se.

Imens kigger alle mod Arizona...