Hvad skal vi gøre med doping i sport?

Doping i sport er mere almindeligt, end vi tror.






Vore konstant stigende krav til sportsudøvere og den underholdning, de i det daglige repræsenterer, har gjort konkurrencen fuldstændig umenneskelig. I gamle dage var det kun på steder som balletskolen, at folk oplevede den hårde fravælgelse helt ned i 4-5 års-alderen, med mindre, naturligvis, at du var opvokset bag jerntæppet, og du blev pumpet med hormoner, fra du var kom i børnehave, så du på sigt kunne bringe nationen ære. Disse forventninger er ved at få mange mennesker til at træffe nogle rigtigt uheldige beslutninger vedrørende deres sport.

Det går også ud over vores krav til sportsudøverne. Gennem snart tyve år har vi talt ubønhørligt om doping og snyd i sportsgrene, og der bliver slået hårdt ned på det. Mens vi sidder her og forlanger mere og mere af udøverne og vil se nye rekorder, så straffer vi dem, der snyder hårdere og hårdere.

Men er det ikke okay at have et ambivalent forhold til en mand som Bjarne Riis? Er det ikke okay at stille et kæmpespørgsmål ved værdien af hans sejr i Tour de France i 1996? Der er jo ingen, der ikke kan se, han er en dygtig leder. Der er ikke nogen, der ikke kan se, at han kan sit arbejde. Men når man i et cykelløb reelt siger til sine kolleger i feltet, at man gerne vil køre om kap med dem, men at man har tænkt sig at snyde og starte tre timer før, så er man en fusker. Så har man ikke spillet med åbne og særligt attraktive kort.

År efter år bliver vi først trukket helt op i nærmest fanatisk jubel over den ene fantastiske indsats efter den anden, hvorefter vi bliver banket helt ned i skuffelsens dyb, når vi opdager, at vore helte har snydt. Men hvad er løsningen?

Om tyve år kan vi sagtens stå i den situation, at vi har legaliseret doping. I 60'erne var det slet ikke unormalt, at cykelryttere stod og argumenterede på startlinjerne for enten efedrin eller amfetamin. Og måske er løsningen, at vi accepterer, at vi bare vil være bedre og se sportsfolk, der yder det bedste af det bedste. Måske går vi ind i en tid, hvor vi accepterer, at når vi kan udvikle særlige træningsteknikker til at forbedre os fysisk, særligt udstyr til at forbedre os anatomisk og særlige forberedelsesformer til at forbedre os åndeligt, så må vi også tage særlige præstationsfremmende midler til at forbedre os kemisk. Springet er nok ikke så stort, som mange frygter. Men indtil det er lovligt, så er det snyd. Og så kan vi kaste vore onde øjne på dem, der forsøger at møde vores krav med nogle let tvivlsomme metoder.

For alle mennesker, der kigger på, er doping sort eller hvidt. Du er enten dopet, og så snyder du, eller også er du ren, og så snyder du ikke. Et interview med cykelrytteren Laurent Jalabert før en lang etape i et af hans sidste Tour de France-løb, sagde han, at han ikke kunne drikke en kop kaffe mere om morgenen, selvom han egentlig havde lyst. Da journalisten spurgte ham hvorfor, svarede han, at en kop kaffe mere ville gå ind og blande sig med de "kosttilskudsprodukter", han fik og sende hans tal over på den forkerte side af stregen, hvis han skulle afgive en prøve til dopingtest efter løbet. Er det ikke lidt sygt? Hvor mange sportsfolk bevæger sig på den smalle linje? Og er du dopet eller ikke dopet, hvis en kop kaffe kan smide dig over grænsen?

Vores tiltag har altid været at se på, hvad der er normalt. Så giver vi lidt ekstra, fordi folk af forskellige årsager kan være i en situation, hvor den margen har flyttet sig (som eksempelvis hvis du bor og træner i højt terræn). Og til sidst fastsætter vi så grænsen. Her er du sort. Og her er du hvid. Forbliver du hvid, elsker vi dig. Kommer du over den sorte linje, fordømmer vi dig og kaster dig for løverne.

Til alle professionelle sportsfolk, der gerne vil konkurrere om de helt store medaljer, er der kun et at sige: Held og lykke med den planlægning! Og pas så lige på med den ekstra kop kaffe.