lørdag den 15. maj 2010

Husker du? Beckham bliver vist ud af Kim Milton


David Beckhams udvisning mod Argentina i 1998 var skæbnesvanger, men selvom Diego Simeone kunne have vundet en oscar for sin optræden, da han væltede, så var udvisningen uundgåelig.





Det virkede ganske uskyldigt, da David Beckham liggende på maven i græsset løftede sit ben og ramte Diego Simeone, der absolut ikke havde nogle problemer med at vælte. men “overgrebet” resulterede i et rødt kort, Englands endeligt ved VM i 1998 samt en konstant hetz mod Beckham over hele England i et år.

Da England nåede 2. runde ved VM i Frankrig i 1998, gik de ind til kampen mod Argentina med mere selvtillid, end de havde haft, da de gik ind i gruppe-kampene.
Manager Glenn Hoddle, der selv havde været en super taktiker, da han spillede for Tottenham, AS Monaco og England lod til at have flere problemer med at finde vejen som manager. Som en del managers for England før ham modtog Hoddle kraftig kritik for at favorisere spillere fra Tottenham Hotspurs, selv i en tid hvor de måske ikke var på samme niveau som nogle af deres alternativer. Der var absolut intet forkert i at vælge spillere som Sol Campbell, Darren Anderton og Les Ferdinand, men pressen indikerede, at en tidligere Spurs-spiller måske burde have fået en plads på bænken i stedet for i startopstillingen. De mente naturligvis Teddy Sheringham, som var skiftet til Manchester United fra Spurs, og kritikken var ikke fair.

England var ikke undertippede i kampen mod Argentina. De var nok aldrig rigtig undertippede mod noget andet hold. Og i dette tilfælde var det rigtig godt set at bedømme de to hold til at være meget lige.

Argentina havde vundet alle deres tre gruppe-kampe uden at have ladet et eneste mål gå ind. England havde tabt deres anden gruppekamp mod Rumænien, men de havde set fantastiske ud mod Columbia. Glenn Hoddle blev endda rost i den engelske presse for endelig at have valgt det rigtige hold, hvor både Michael Owen og David Beckham spillede fra start. Det var Owen, der lagde den indover til Anderton til 1-0 målet, og Beckham scorede det andet mål i 2-0 sejren.

Begge var også med i startopstillingen mod Argentina, og det så tidligt ud til at være vejen til succes.

Optakten til kampen var brutal. Begge sider havde deres egne versioner af historien mellem de to hold. Argentina følte sig stadig snydt for episoden, da deres anfører Antonio Rattin var blevet smidt ud mod englænderne i 1966 og kaldte endnu den kamp for El Robo del Siglo (på dansk: århundredets røveri). Samtidig hyldede argentinerne deres store mester – Diego Armando Maradona – for begge hans mål mod England i VM i 1986, hvoraf det ene blev scoret med hånden, og det andet måske er det bedste solo-mål, der nogensinde er set i en VM-kamp.

England følte, de havde brug for hævn fra 1986, og der var en spændt stemning fra starten af kampen.

Da David Seaman klodset fældede Diego Simeone i feltet, scorede Gabriel Batistuta sikkert fra pletten. Men kun ti minutter efter var det Englands tur til at få tilkendt et straffe af den danske dommer Kim Milton Nielsen, da Roberto Ayala stod i vejen for Michael Owen. Alan Shearer udlignede sikkert.

Kampen var hektisk fra første fløjt, og blot et kvarter inde i 1. halvleg scorede England til 2-1, da David Beckham med én af sine enestående afleveringer sendte Michael Owen af sted. Owen løb fra José Chamot og passerede Ayala på højre side, før han bankede bolden op i nettaget i venstre side af målet uden for Carlos Roas rækkevidde.

I 1. halvlegs overtid udlignede Argentina på et brillant frispark. Gabriel Batistuta løb over bolden, og Juan Verón spillede den på højre side af den engelske mur, hvor Javier Zanetti dukkede op og med venstre-foden bankede bolden ind bag David Seaman. De 35.600 tilskuere på Geoffrey Guichard stadion i Saint-Étienne kunne umuligt have været bedre underholdt, og 2-2 stillingen ved halvleg efterlod dem bare med en smag efter meget mere i 2. halvleg.

Allerede to minutter inde i 2. halvleg fældede Diego Simeone David Beckham bagfra og fuldendte endda ydmygelsen ved også at træde på ham, mens han lå ned. Beckham valgte den værst tænkelige reaktion på hændelsen, og den skulle han komme til bittert at fortryde – og samtidig komme til at nyde godt af. Han hævede sit ben og strejfede Simeone på læggen. Simeone var en erfaren spiller, der var godt skolet i den argentinske Viveza Criolla, hvilket løst oversat betyder noget i retning af at vinde med alle midler, og han kunne have vundet en Oscar for sin overbevisende måde at falde på.

Kim Milton Nielsen reagerede på det eneste måde, han kunne. Beckham havde sparket ud. Simeone var blevet ramt. Han rakte ned i sin lomme og trak det røde kort frem. Beckham blev vist ud. Gennem historien var der blevet uddelt hundredvis af røde kort til spillere, der fortjente det meget mere, og Nielsen kunne sagtens have lavet sin egen fortolkning af reglerne og kun givet gult kort. Men han tolkede, at det var bevidst (hvilket det var), og han så Simeone blive ramt (hvilket han blev). Ikke mere at diskutere. Beckham vidste det også. Han vendte sig simpelthen om og forlod banen.
England endte med at tabe kampen efter straffespark, da Paul Ince og David Batty (der aldrig havde sparket et straffe før) missede fra 11-meter pletten. I pressen blev Glenn Hoddle igen hængt ud for at være inkompetent, men det var intet imod den voldsomme chikane, Beckham blev udsat for i løbet af det følgende år.

På hvert eneste stadion rundt om i England – med undtagelse af Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford – blev David Beckham mødt af en vred hobe af tilskuere. Han modtog trusler på livet – både ham selv og hans familie.

David Beckham tog sin hævn. Da den følgende sæsoen var overstået, havde han vundet The Treble, ligaen, FA Cup’en og Champions League med Manchester United.

For 72 år siden: Da Wilimowski blev tacklet


Ernest Wilimowski var en fantastisk fodboldspiller, der stadig indeholder VM-rekorden for flest scorede mål for et tabende hold.








Tilsyneladende havde Brasiliens Domingos da Guia læst den forkerte manual, da han under VM i 1938 tacklede Polens Ernest Wilimowski, for han valgte at nedlægge ham på vaskeægte rugby-manér.

Kampen mellem Brasilien og Polen under VM i 1938 var måske den bedste kamp i VMs historie. Det var en kamp, der havde alt, og måske er det ikke så svært at forstå, hvorfor en kamp fra dette VM skiller sig så markant ud.

Nazi-hilsener blev flittigt brugt før, under og efter kampene, anti-fascistiske protester blev gennemført, en enkelt nation var simpelthen ophørt med at eksistere, da Anschluß knyttede Østrig til Tyskland, en træner var blevet truet på livet og meget, meget mere.

Kampen blev spillet i en runde, hvor det tabende hold måtte forlade turneringen efter bare en enkelt kamp. Dette var den 5. juni, 1938 i Strasbourg, og 13.452 tilskuere var vidner til i hvert fald den mest underholdende kamp i fodbold-VM’s historie.

Brasilien havde ikke spillet en landskamp uden for Sydamerika i mere end et år, og de havde tabt i overtid til Argentina i Copa América. Men det flotte resultat var stadig ikke nok til at få træner Adhemar Pimenta til at vælge de samme spillere til holdet i Frankrig. I stedet gjorde han plads til ikke mindre end syv nye navne. Leônidas havde ikke været på landsholdet siden 1934, men han blev valgt igen, og det skulle vise sig at være en rigtig god ide.

Én af de bedste angribere i Europa på dette tidspunkt var den 21-årige Ernest Wilimowski fra Polen, men den måske mest respekterede var Fryderyk Scherfke, der havde været en dominerende spiller i den polske liga i slutningen af 20’erne og op gennem 30’erne.

Scherfke var født i Tyskland 7. september 1909 og debuterede på landsholdet 2. oktober 1932 mod Letland. Han var også en del af det hold, der blev nummer fire til de Olympiske Lege i Berlin i 1936, hvor Italien vandt.

Mens det var Wilimowski, der med fire mål i kampen mod Brasilien stjal rampelyset, skulle Scherfke blive kendt som ham, der scorede det første mål på straffe, efter Wilimowski var offer for en af de mest vanvittige tacklinger nogensinde i en VM-kamp.
I kampens 23. minut forsøgte Wilimowski, der havde seks tæer på sin højre fod, at løbe forbi forsvarsspilleren Domingos da Guia, der ikke bare havde tænkt sig at lade stå til. Da Guia var kendt som Den Guddommelige Mester og var sidste bastion i et nyt og forbedret forsvar. Han spillede for Flamengo og var en meget populær spiller.
I dette tilfælde tog han fusen på alle sine medspillere, trænerne og dommeren såvel som alle dem, der kiggede på, da han tacklede Wilimowski på vaskeægte rugby-manér. Da Guia havde begge sine arme rundt om Wilimowskis hofter og væltede den farlige polak om på jorden.

Scherfke scorede på det efterfølgende straffe, og Polen udlignede til 1-1. Fem minutter tidligere havde Leônidas bragt Brasilien foran, og snart efter gjorde Romeu og Perácio det til 3-1 sydamerikanerne.

Med to mål i 53. og 59. minut levede Wilimowski op til sit ry som Europas bedste angriber, men Perácio bragte igen Brasilien foran. Wilimowskis mål et minut før tid bragte balance i regnskabet, og med 4-4 på tavlen måtte holdene ud i overtid.

Tre minutter inde i overtiden scorede Leônidas sit andet mål, og i 104. minut fuldendte han sit hattrick, før Wilimowski lavede sit fjerde mål. Wilimowski blev den første spiller, der scorede fire mål i en VM-kamp, og han er stadig den eneste, der har gjort det for det tabende hold i en VM-kamp.

Under krigen blev Wilimowski tvunget til at spille for det tyske landshold, og da han arbejdede som politimand, undgik han at ryge til fronten. Hans mor blev sendt til Auschwitz, fordi de var af polsk afstamning, men tyskerne blev så glade for Wilimowski, at han undgik ydmygelsen ved at blive sendt væk eller at skulle gå rundt med et stort ”P” på sin jakke for ”Polak”. Wilimowski fortsatte med at spille fodbold på højeste niveau, indtil han var 45 år gammel. Han døde i Karlsruhe i Tyskland i 1993.
Efter VM blev Scherfke hentet til den tyske Wehrmacht, hvor han var chauffør i det hemmelige politi, Gestapo. Som chauffør lykkedes det ham at hjælpe et stort antal af sine tidligere holdkammerater, der ellers var i kikkerten hos tyskerne. Fryderyk Scherfke døde i Vestberlin i 1983.

Leõnidas blev topscorer ved VM i 1938 med syv mål. Han sluttede sin aktive karriere i 1950 og døde i 2004 i São Paulo 90 år gammel.

Domingos Antônio da Guia, der havde tacklet Wilimowski på så excentrisk en måde, døde i 2000 i Rio de Janeiro 87 år gammel.