Husker du? Beckham bliver vist ud af Kim Milton

David Beckhams udvisning mod Argentina i 1998 var skæbnesvanger, men selvom Diego Simeone kunne have vundet en oscar for sin optræden, da han væltede, så var udvisningen uundgåelig.





Det virkede ganske uskyldigt, da David Beckham liggende på maven i græsset løftede sit ben og ramte Diego Simeone, der absolut ikke havde nogle problemer med at vælte. men “overgrebet” resulterede i et rødt kort, Englands endeligt ved VM i 1998 samt en konstant hetz mod Beckham over hele England i et år.

Da England nåede 2. runde ved VM i Frankrig i 1998, gik de ind til kampen mod Argentina med mere selvtillid, end de havde haft, da de gik ind i gruppe-kampene.
Manager Glenn Hoddle, der selv havde været en super taktiker, da han spillede for Tottenham, AS Monaco og England lod til at have flere problemer med at finde vejen som manager. Som en del managers for England før ham modtog Hoddle kraftig kritik for at favorisere spillere fra Tottenham Hotspurs, selv i en tid hvor de måske ikke var på samme niveau som nogle af deres alternativer. Der var absolut intet forkert i at vælge spillere som Sol Campbell, Darren Anderton og Les Ferdinand, men pressen indikerede, at en tidligere Spurs-spiller måske burde have fået en plads på bænken i stedet for i startopstillingen. De mente naturligvis Teddy Sheringham, som var skiftet til Manchester United fra Spurs, og kritikken var ikke fair.

England var ikke undertippede i kampen mod Argentina. De var nok aldrig rigtig undertippede mod noget andet hold. Og i dette tilfælde var det rigtig godt set at bedømme de to hold til at være meget lige.

Argentina havde vundet alle deres tre gruppe-kampe uden at have ladet et eneste mål gå ind. England havde tabt deres anden gruppekamp mod Rumænien, men de havde set fantastiske ud mod Columbia. Glenn Hoddle blev endda rost i den engelske presse for endelig at have valgt det rigtige hold, hvor både Michael Owen og David Beckham spillede fra start. Det var Owen, der lagde den indover til Anderton til 1-0 målet, og Beckham scorede det andet mål i 2-0 sejren.

Begge var også med i startopstillingen mod Argentina, og det så tidligt ud til at være vejen til succes.

Optakten til kampen var brutal. Begge sider havde deres egne versioner af historien mellem de to hold. Argentina følte sig stadig snydt for episoden, da deres anfører Antonio Rattin var blevet smidt ud mod englænderne i 1966 og kaldte endnu den kamp for El Robo del Siglo (på dansk: århundredets røveri). Samtidig hyldede argentinerne deres store mester – Diego Armando Maradona – for begge hans mål mod England i VM i 1986, hvoraf det ene blev scoret med hånden, og det andet måske er det bedste solo-mål, der nogensinde er set i en VM-kamp.

England følte, de havde brug for hævn fra 1986, og der var en spændt stemning fra starten af kampen.

Da David Seaman klodset fældede Diego Simeone i feltet, scorede Gabriel Batistuta sikkert fra pletten. Men kun ti minutter efter var det Englands tur til at få tilkendt et straffe af den danske dommer Kim Milton Nielsen, da Roberto Ayala stod i vejen for Michael Owen. Alan Shearer udlignede sikkert.

Kampen var hektisk fra første fløjt, og blot et kvarter inde i 1. halvleg scorede England til 2-1, da David Beckham med én af sine enestående afleveringer sendte Michael Owen af sted. Owen løb fra José Chamot og passerede Ayala på højre side, før han bankede bolden op i nettaget i venstre side af målet uden for Carlos Roas rækkevidde.

I 1. halvlegs overtid udlignede Argentina på et brillant frispark. Gabriel Batistuta løb over bolden, og Juan Verón spillede den på højre side af den engelske mur, hvor Javier Zanetti dukkede op og med venstre-foden bankede bolden ind bag David Seaman. De 35.600 tilskuere på Geoffrey Guichard stadion i Saint-Étienne kunne umuligt have været bedre underholdt, og 2-2 stillingen ved halvleg efterlod dem bare med en smag efter meget mere i 2. halvleg.

Allerede to minutter inde i 2. halvleg fældede Diego Simeone David Beckham bagfra og fuldendte endda ydmygelsen ved også at træde på ham, mens han lå ned. Beckham valgte den værst tænkelige reaktion på hændelsen, og den skulle han komme til bittert at fortryde – og samtidig komme til at nyde godt af. Han hævede sit ben og strejfede Simeone på læggen. Simeone var en erfaren spiller, der var godt skolet i den argentinske Viveza Criolla, hvilket løst oversat betyder noget i retning af at vinde med alle midler, og han kunne have vundet en Oscar for sin overbevisende måde at falde på.

Kim Milton Nielsen reagerede på det eneste måde, han kunne. Beckham havde sparket ud. Simeone var blevet ramt. Han rakte ned i sin lomme og trak det røde kort frem. Beckham blev vist ud. Gennem historien var der blevet uddelt hundredvis af røde kort til spillere, der fortjente det meget mere, og Nielsen kunne sagtens have lavet sin egen fortolkning af reglerne og kun givet gult kort. Men han tolkede, at det var bevidst (hvilket det var), og han så Simeone blive ramt (hvilket han blev). Ikke mere at diskutere. Beckham vidste det også. Han vendte sig simpelthen om og forlod banen.
England endte med at tabe kampen efter straffespark, da Paul Ince og David Batty (der aldrig havde sparket et straffe før) missede fra 11-meter pletten. I pressen blev Glenn Hoddle igen hængt ud for at være inkompetent, men det var intet imod den voldsomme chikane, Beckham blev udsat for i løbet af det følgende år.

På hvert eneste stadion rundt om i England – med undtagelse af Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford – blev David Beckham mødt af en vred hobe af tilskuere. Han modtog trusler på livet – både ham selv og hans familie.

David Beckham tog sin hævn. Da den følgende sæsoen var overstået, havde han vundet The Treble, ligaen, FA Cup’en og Champions League med Manchester United.