Husker du: Polen gik til angreb i 1974

Grzegorz Lato blev en noget overraskende topscorer i VM i Vesttyskland i 1974, og generelt leverede polakkerne noget af det mest underholdende fodbold, verden havde set i mange år.




Polen havde spillet det mest hårde og decideret defensive spil i kvalifikationen, men de lovede at spille langt mere elegant og offensivt, når de nåede til VM i Vesttyskland i 1974. De holdt, hvad de lovede.

Da Polen kom til VM i Vesttyskland i 1974, var der ikke mange, der havde de store forventninger til dem. De havde spillet særdeles uattraktivt fodbold i den chokerende kvalifikationsrunde, der havde sendt dem i gruppe med England og Wales.
Der havde stået hårdtslående, slavisk, østeuropæisk fodbold uden skygge af finesse på programmet, og den eneste virkelige stjerne på holdet var målmand Jan Tomaszewski, der var en fabelagtig atlet.

England havde besejret Wales 1-0 ude og spillet uafgjort mod dem hjemme på Wembley. Alf Ramsey var stadig manager, men efter udskiftninger blev tilladt, havde han haft mindre succes. Ramsey var fabelagtig til at inspirere sine spillere og til at planlægge en kamp fra starten, men han var ikke særlig god til at rette til og justere undervejs i kampene.

Folk anså stadig England for at være en af verdens bedste fodboldnationer. Sejren i 1966 stod stadig frisk i erindringen, og nederlaget til Vesttyskland i kvartfinalen i 1970 blev set som hovedsagelig reservemålmand Peter Bonettis fejl. Han havde været nødt til at erstatte den fabelagtige Gordon Banks, der var blevet syg. Bonetti havde lukket tre mål ind, efter England havde ført 2-0, og England havde tabt kampen.
Gordon Banks var alligevel ikke længere Englands målmand. En bilulykke året forinden havde kostet ham synet på det ene øje. Nu stod Peter Shilton i målet.

Wales slog Polen 2-0 hjemme og blandede sig pludselig mere, end englænderne havde forventet. Alligevel var sejren ikke rigtig overraskende imod et polsk hold, der kun med sjældne mellemrum havde klaret sig godt på den store scene. Men da Polen slog England 2-0 hjemme og derefter vandt 3-0 over Wales, betød det ikke alene, at Wales var ude men også, at polakkerne kunne klare sig med uafgjort på Wembley. Englænderne skulle bruge en sejr.

Bobby Moores tvivlsomme indsats i kampen i Polen kostede ham pladsen i startopstillingen på Wembley, og fra holdet, der vandt VM-finalen i 1966, var nu kun Martin Peters tilbage på banen.

Det skulle blive en forfærdelig aften for England. Polen viste absolut intet offensivt, mens englænderne væltede angreb på angreb nedover polakkerne. Målmand Jan Tomaszewski havde den absolut bedste kamp i sit liv og præsterede den ene fantastiske redning efter den anden – og så på landsdækkende tv. Dette var en af de meget få kvalifikationskampe, BBC havde valgt at vise i sin fulde længde.

I anden halvleg havde polakkerne stort set kun et enkelt angreb – og det scorede de på. Grzegorz Lato undgik en tackling fra Norman Hunter og spurtede ned langs venstre side, før han fandt Jan Domarski foran målet. Domarski lagde sikkert bolden under målmand Peter Shilton til 1-0.

Da Martin Peters senere blev fældet i straffesparksfeltet, scorede Allan Clarke med megen stor sikkerhed til 1-1. Desværre for englænderne holdt resultatet kampen ud, og polakkerne var dermed kvalificeret til VM. Og da de gik på banen mod Argentina på Neckar Stadion i Stuttgart den 15. juni, 1974, var der virkelig ingen, der forventede noget af polakkerne. Faktisk var det ventet, at de ville forlade turneringen hurtigt og efterlade scenen og den videre kvalifikation til Argentina og stor-favoritterne Italien.
Manager Kazimierz Górsky havde i et anstrengt interview forklaret, at hans hold nu ville spille offensive fodbold, men det var simpelthen umuligt for eksperterne at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

Polens bedste angriber var Wlodzimierz Lubanski, men Roy McFarlands hårde tackling af ham på Wembley holdt ham ude af topfodbold i næsten to år. Derfor var han ikke med i truppen længere. På grund af manglen på gode angribere havde Górski valgt at spille med et nyt system, og det vesttyske med to hurtige wings lod til at stå godt til polakkerne, mente han. Det virkede.

Under hele VM i 1974 var kun Holland mere underholdende at se på, og Polens ny-adopterede måde at spille på fik dem hele vejen i semi-finalen, hvor de tabte 1-0 til Vesttyskland i en tæt kamp, der kunne have gået begge veje.

Navne som Tomaszewski, Lato, Szarmach og Deyna blev kendt i de fleste fodboldinteresserede hjem, og pludselig var Polens måde at spille på så populær, at det blev kopieret af flere lande til næste VM.

I åbningskampen mod Argentina tabte Argentinas målmand Daniel Carnevali et hjørnespark lige for fødderne af Lato, der ikke tøvede et sekund og gjorde det til 1-0. Lato stod også bag det andet mål, da han fik foden på en dårlig argentinsk aflevering og fandt Andrzej Scharmach, der slap forbi to forsvarere, før han med et kraftigt venstrebens-skud sendte bolden ind over Carnevali.

Lato’s andet mål kom i 62. minut, og Polen slog Argentina 3-2. Polen havde derefter ren opvisning mod Haiti, som de slog 7-0. Italien havde slået Haiti 3-1 og spillet uafgjort 1-1 mod Argentina, da de gik på banen mod Polen i den sidste gruppe-kamp. Italienerne skulle blot bruge uafgjort for at kvalificere sig til næste runde sammen med polakkerne, men de fik den ikke. To mål af henholdsvis Szarmach og anfører Kazimierz Deyna i første halvleg var nok, og et sent trøstemål af Fabio Capello var ubrugeligt for italienerne.

I næste runde slog Polen svenskerne 1-0 på et mål af Lato og Jugoslavien 2-1 på mål af Deyna og Lato, før de tabte 1-0 til Vesttyskland og missede en plads i finalen. Det var også Lato, der i 36. minut af kampen om 3.-pladsen mod Brasilien sikrede Polen bronzemedaljerne. Målet sikrede også, at Lato med i alt syv mål vandt Den Gyldne Støvle som turneringens topscorer. Polen var ankommet til den store scene med bravour. Og Górski havde holdt sit løfte. Polen havde spillet vidunderligt, offensivt fodbold.