Algeriet rystede tyskerne

Ikke mange tyskere fra VM-holdet i 1982 kan glemme Lakhdar Belloumi fra undertippede Algeriet.






Vesttyskland var fast besluttede på at genvinde den titel, de havde tabt fire år tidligere, så de gik ind til åbningskampen i VM 1982 i Spanien mod Algeriet med masser af talent, selvsikkerhed og viljestyrke. Men den lille Nordafrikanske fodboldnation tog fusen på de tidligere verdensmestre såvel som resten af verden.

I mange år så tyskerne det som en skandale. At gå fra en åbningskamp i VM uden sejr er acceptabelt, især hvis du er oppe imod en god modstander med masser af potentiale til at komme langt i turneringen. At tabe er aldrig acceptabelt. Men når du taber til en lille Nordafrikansk fodboldnation, så er det værre. Det er ... ja, en skandale.

42.000 tilskuere var på plads på El Molinón i Gijón 16. juni, 1982, da de frygtede tyskere i deres hvide trøjer indtog græstæppet for at tage imod Algeriet i grønt. Det skulle blive en kamp, ingen af de to hold ville komme til at glemme.

Vesttyskland var opsatte på at genvinde den titel, de havde tabt fire år tidligere i Argentina. De havde jo trods alt vundet det sidste VM, der blev afholdt i Europa, da de løftede trofæet på hjemmebane i 1974. Under ledelse af den karismatiske Karl-Heinz Rummenigge var de klar til at gøre det igen. Og ingen lille afrikansk nation skulle stå i vejen for dem.

Når du kigger på statistikken for kampen, taler den sit eget sprog. 16 hjørnespark til Vesttyskland mod fire til Algeriet. Tyskerne var gennem størstedelen af kampen hele tiden et skridt foran. Og selvom stillingen ved halvleg var 0-0, kunne det blot være et spørgsmål om minutter, før storfavoritterne ville få lirket Algeriets forsvar op og scoret kampens første mål.

Algeriet havde en anden plan. Da årets afrikanske fodboldspiller, Lkhdar Belloumi i det 54. minut fyrede et skud af udefra, blokkede tyskernes målmand Harald ”Toni” Schumacher bolden. Uheldigvis landede den lige for fødderne af Rabah Madjer, der sendte bolden i nettet. Algeriet førte 1-0.

Vesttyskerne gik ikke i panik. De havde masser af tid, og de havde jo ikke spillet dårligt. De vidste, de ville skabe chancer, for det gjorde de altid. De savnede deres måske mest kreative midtbanespiller, Hansi Müller, men i hans sted havde de fundet Felix Magath, og han gjorde det ganske udmærket. I det 67. minut var Magath manden bag den forventede udligning, da han sendte en hård, flad aflevering ind foran mål, som Karl-Heinz Rummenigge kunne glide ind i. Mål til Vesttyskland. Nu måtte de da være på rette spor mod en sejr. Rummenigge, som Bayern München havde hentet for omkring 70.000 kroner hos Borussia Lippstadt tilbage i 1974, var begyndt at leve op til forventningerne, og nu havde han scoret det første af fem mål i turneringen.

Et minut tog det. Vesttyskerne var stort set lige kommet på plads, da Lakhdar Belloumi besluttede sig for at vise, at Algeriet skulle tages alvorligt. Da han på en aflevering fra Salah Assad i venstre side sendte bolden ind bag en rystet Toni Schumacher, kunne man læse tvivlen i de tyske ansigter. Algeriet var igen foran.

Vesttyskland pressede på i de sidste 20 minutter, men Algeriet holdt ud og vandt kampen. Det var en af de største overraskelser i Vesttysklands fodboldhistorie såvel som i VM’s historie.

Algeriet blev den første afrikanske nation, der slog en europæisk i VM-historien. Og kun en forfærdelig kamp mellem Vesttyskland og Østrig, der endte med at have den konsekvens, at den fik ændret på FIFA’s regler, bragte tyskerne videre foran Algeriet.

"Er din mor prostitueret?"

Jeff Ireland er kommet under alvorlig beskydning i pressen for at have stillet et meget direkte spørgsmål under et interview, men er det berettiget?






I forbindelse med den nyligt overståede draft til NFL er der kommet en mængde interessante historier frem. Én af dem, der i går trak de store overskrifter i USA, var den om Miami Dolphins general manager Jeff Ireland, der under et interview med wide receiver Dez Bryant før draften tilsyneladende havde spurgt ham, om hans mor var prostitueret. Hold da op, hvor det fik folk op ad stolene.

Emails, blogs, læserbreve og avisartikler var fyldt med diskussioner, debatter og generel misbilligelse af Jeff Ireland. Nogle kaldte endda på en straf til ham, ligesom spillerne bliver givet straffe, når de overtræder det moralske kodeks, der eksisterer i NFL.

På det populære radioshow "Mike and Mike in the Morning", hvor journalisten Mike Greenberg og den tidligere football-spiller fra Philadelphia Eagles Mike Golic underholder om sport hver eneste morgen, var Golic ikke i tvivl. "Jeg ville have rejst mig op og knaldet ham en lige i smasken," sagde han onsdag morgen.

Golic er langt fra alene om det synspunkt. Mange mener endda, Jeff Ireland burde indberettes til alle mulige råd og domstole for at have stillet dette spørgsmål. Han har fornærmet Dez Bryant. Han har fornærmet hans mor. Og han har stillet et spørgsmål, der i aller bedste fald må siges at være helt irrelevant, mener kritikerne. Virkelig?

Lad mig med det samme sige, at havde jeg siddet i samme situation, så havde jeg ikke stillet det spørgsmål på den måde. Så skulle det lige være på plads. Men på spørgsmålet om, hvorvidt det er relevant, vil jeg tillade mig at sætte et temmelig stort spørgsmålstegn.

Dez Bryant kommer fra en familie, der ikke har levet under de bedste kår. Hans mor har endda været i fængsel og har i mange år bevæget sig i de kriminelle kredse. Når spørgsmålet om, hvorvidt hun har været prostitueret, har relevans, så er det fordi, mange prostituerede mødre i USA på et tidspunkt også vælger på et eller andet plan at prostuere deres børn. Det er handlinger, der er helt uden for barnets egen skyldsfære, og Dez Bryant ville aldrig kunne klandres for, hvis han havde været udsat for den slags. Men det vil automatisk have efterladt nogle voldsomme psykologiske ar og have givet ham en mental baggage, der ville have haft alle mulige chancer for at påvirke ham som fodboldspiller. Igen: Dez Bryant kan være jordens rareste menneske. Det er ikke hans skyld. Men stod jeg over for en mand i den situation, ville jeg aldrig hyre ham til et arbejde. Jeg ville have stabilitet og sikkerhed og pålidelig ind på min arbejdsplads, og en mand med den baggrund ville næsten garantere det modsatte. Jeg understreger, at det ikke har noget med Dez Bryant at gøre. Det er ikke hans skyld. Jeg ville bare ikke have ham.

En anden ting er, at vi egentlig ikke ved, hvordan spørgsmålet er blevet stillet. Hvis Jeff Ireland rejste sig op og pegede på Bryant og med hævet og spydig stemme sagde: "Er din mor luder?", så efterlader det et andet indtryk, end hvis han efter 90 minutters samtale, hvor Bryant har åbnet op omkring sin mors fortid, forsigtigt siger: "Så du fortæller mig, at din mor er prostitueret?" Der er kæmpe forskel på de to måder at spørge på. Vi ved ikke, hvordan det blev sagt.

Den tredje og måske aller vigtigste ting at tage med i sine overvejelser er situationen. Jeff Ireland sidder jo ikke og skal hyre en gut til at stå og sælge burgere på McDonalds. Han spørger jo ikke ind til en mands familie-forhold, fordi han skal bruge en, der kan stå i et skydetelt over sommeren. Han er ved at overveje, hvorvidt han skal bruge 30 millioner dollars på en investering, der vil kunne betyde sejr eller nederlag for hans virksomhed, Miami Dolphins, i de kommende år. Der er så store forretningsmæssige og økonomiske aspekter i denne samtale, at han må tillades at tage sig større friheder end andre. Du og jeg kan brokke os over en arbejdsgiver, der stiller den slags spørgsmål, men for folk som Kobe Bryant, Lionel Messi og Dez Bryant gælder der simpelthen nogle andre regler. De må og skal finde sig i mere, end vi andre gør, fordi de også i det daglige vil blive udsat for så meget mere og som betaling vil få så meget mere igen. Det skal der ikke herske nogen diskussion om.

Efter det kom frem, hvad Jeff Ireland havde spurgt om, har han ringet til Dez Bryant og undskyldt og sagt, at han ikke mente noget med det, og at det i hvert fald ikke skulle ses som manglende respekt. Han ønskede ham desuden held og lykke med sin karriere hos Dallas Cowboys. Betyder det, at han ikke mente det? Betyder det, at han fortryder sit spørgsmål? Sikkert ikke. Vi oplever dagligt undskylder fra folk, som ikke mener dem, og som kun siger undskyld, fordi vi skal videre, og der skal glattes ud. De mente stadig det, de sagde, da de sagde det. Og det er okay. Spørgsmålet var stadig legitimt. Kunne det have været stillet på en anden måde? Sikkert. Men vi ved ikke, hvordan det blev stillet. Og med al den ballade, der har været omkring Pittsburgh Steelers quarterback Ben Roethlisberger og hans to anklager om seksuelt overgreb med efterfølgende suspendering i seks kampe, så er der vel ikke noget at sige til, at spørgsmålene er lidt hårdere, lidt mere nærgående og væsentligt mere provokerende, end de er nede på grillbaren.

Dez Bryants mor fødte sin søn, da hun var meget ung. Hun har handlet med crack og har været i fængsel for det, og derfor var spørgsmålet stort set det naturlige næste spørgsmål i samtalen. Vi kan måske hurtigt blive enige om, at det var et spørgsmål, der i den grad gik over grænsen mand-til-mand. Ingen mænd kan lide at høre noget med sex og deres mor i samme sætning. Det virker bare ikke for os. Men derfra og til at hoppe helt op på barrikaderne over et spørgsmål som dette, det er bare forkert. Disse mennesker sidder og sælger en pakke. De sælger sig selv som sportsfolk. De sælger deres stabilitet, deres baggrund, deres pålidelighed. De skal gå med din uniform på og tale og agere som repræsentanter for dig og din virksomhed. Nåh ja, og i øvrigt er du ved at skrive en check på 30 millioner dollars til ham. Og så må du ikke sikre dig, at der ikke er flere skeletter i skabet, end dem, du umiddelbart kender til?

Nogle har også foreslået, at det måske var en test. Jeff Ireland provokerede Dez Bryant og ledte efter en reaktion. Men hvilken reaktion? Var det 'Den lydige Bryant', der ikke brokker sig eller mister fokus ved ubehagelige spørgsmål eller provokationer? Eller var det 'Den tændte Bryant', der kan bruge den slags provokationer til at blive bedre og vise, hvem der er den bedste? Ville det måske have været bedre, hvis han rent faktisk havde gjort, som Golic sagde, han ville have gjort? Måske skulle han have rejst sig op og smasket Jeff Ireland en lussing? Han kunne også have været hurtig og vendt den om og spurgt: "Er din?" Faktum er i hvert fald, at han ikke efterlod et godt nok indtryk og derfor gjorde eller sagde noget, der ikke faldt i Jeff Irelands smag. I dag skal han nemlig spille for Dallas Cowboys.

Der er dog en ting, vi med sikkerhed ved. Der vil ikke være mange cornerbacks, der i fremtiden står over for Dez Bryant uden at sige noget ganske ubehageligt om hans mor.

Maradona scorer det bedste mål

Der er nok ingen spiller, der alene har haft så stor betydning for et holds succes, som Diego Armando Maradona havde i Mexico i 1986. Her scorer han det måske bedste solo-mål i VM's historie.







Efter at have scoret et forfærdeligt mål med hånden viste Diego Armando Maradona kort efter en hel verden, hvorfor han blev anset for at være unik, da han scorede sit andet og muligvis det bedste mål nogensinde i kampen mod England i VM 1986.

Det er højst sandsynligt, at han altid vil blive husket i forbindelse med et andet rigtig grimt mål, men måske blev det bedste mål nogensinde i en VM-kamp scoret af Diego Armando Maradona i kvartfinalen i VM 1986 i Mexico.

For øjnene af 114.580 tilskuere på Stadio Azteca i Mexico City den 22. juni viste Diego Maradona den absolut værste og den absolut bedste side af sit unikke talent.
I det 51. minut havde han scoret det famøse mål med hånden, som han senere henviste til som El Mano de Dios – Guds hånd – men blot tre minutter senere besluttede den lille argentiner – og måske den bedste fodboldspiller nogensinde – at vise verden, at han også kunne score et ordentligt mål.

England havde ikke startet turneringen godt. De havde tabt til Portugal og spillet uafgjort mod Marokko og var kun kommet videre til næste runde takket være Gary Lineker, Everton-angriberen, der efter sommerferien skulle ned og prøve kræfter med den spanske liga for FC Barcelona. Med et vaskeægte hattrick mod Polen sikrede han, at England kom i ottendedelsfinalen mod Paraguay. Her scorede Lineker to mere, og Peter Beardsley lukkede og slukkede, da han sikrede Englands anden 3-0 sejr i træk. Det lod til, at englænderne var varmet rigtig godt op til kvartfinalen.

Argentina havde spillet bedre under ledelse af deres nye anfører Diego Maradona. De slog Sydkorea 3-1, spillede uafgjort 1-1 mod de forsvarende mestre fra Italien og slog Bulgarien 2-0. I ottendedelsfinalen slog de deres sydamerikanske rivaler Uruguay 1-0 og var klar til kampen mod England.

Efter det berygtede Guds hånd-mål, der nok vil gå over i historien som det værste mål, der nogensinde er scoret i en VM-kamp, kom Maradona tilbage og scorede det mål, der nok vil blive husket som det bedste.

Maradona fik bolden et stykke inde på sin egen banehalvdel. Han vendte lynhurtigt om og begyndte sit løb mod det engelske mål.

Som dreng havde Maradona lært den særlige driblestil, der gik under navnet Gambetta. Ifølge hans daværende holdkammerat Jorge Valdano er der to dele af Gambetta. Først er der de finter, du udfører med din fod. De finter viser, at du er i stand til at gøre hvad som helst med bolden, og det giver dig værdighed. Den anden del er ”løgnen”. Du forsøger at vise modstanderen, at du vil gøre en ting, men du ”lyver” og gør i virkeligheden det stik modsatte. Smagen for ”løgnen” er – for at sige det mildt – meget veludviklet i Argentina. Og tilsammen udgør de to dele den højt elskede fodbold-finte i Argentina kaldet Gambetta.

Det var denne finte, Maradona brugte på hele fem englændere, da han løb over midterlinjen og ned mod Peter Shilton i det engelske mål. Selve målet er uden sammenligning i VM-fodboldens historie, og det viste hele verden, hvorfor Diego Maradona var den mest feterede spiller på sin tid.

Efter at have scoret målet løb Maradona ud mod Hjørneflaget, og med det samme kom Jorge Burruchaga løbende hen til ham for at hylde ham.

Gary Lineker stod på midterlinjen og så til uden at kunne tro sine egne øjne. Han har siden givet udtryk for, at det eneste ord, han kunne komme på, da han så målet var: ”Wow!” Hans eget reduceringsmål betød mindre.

Diego Maradona havde egenhændigt sendt England ud af turneringen. Hans Guds-hånd-mål havde forarget en hel fodbold-verden, men hans Gambetta-mål havde begejstret alle. Det var et fodbold-genis største bedrift, og det står endnu som det bedste mål, der nogensinde er scoret i en VM-kamp.

Sådan var draften

At Tim Tebow blev taget af Denver Broncos i 1. runde var ikke den eneste overraskelse i årets draft.









Årets draft udviklede sig til noget, det ikke har været før. Fordelt ud på tre dage, var 1. runde nu lagt om torsdagen for sig selv, og det viste sig at være en rigtig god idé. Dallas Mavericks ejer Mark Cuban var ude og brokke sig over det, men på den anden side, den torsk brokker sig jo over alt. Han hævdede, at NFL var arrogant, fordi draften nu gik ind og kæmpede i endnu en dag om seerne til basketball. Et eller andet sted kunne NFL jo bare være kold og sige til ham: "Ja, selv når vi lægger det mest statiske football overfor jeres finalekampe, så slår vi jer." Men det ved han nok godt. Der er intet, der slår football på tv i USA. Tilsyneladende heller ikke valget af nye spillere til holdene.

Selve draften bød på et par pæne overraskelser. De første ni spillere vakte ikke den helt store overraskelse - udover at kun en enkelt af de store quarterbacks blev taget. Sam Bradford røg til St. Louis i 1. runde, og det bliver fantastisk at følge ham. Der er alle muligheder for, at han måske allerede kommer til at starte inde i sit første år i klubben.

Detroit har i den grad skudt papegøjen ved at erhverve sig Ndamukong Sue fra Nebraska. Han er et beast, og han vil med sikkerhed få betydning for holdet allerede fra første dag. Men at defensive end Tyson Alualu fra Cal blev taget af Jacksonville allerede som nummer 10 er lidt af et mysterium. Mange hævder, at de ville kunne have fået ham billigere ved at handle ned i draften og måske endda vinde 2. runde pick tilbage, som de grundet en anden handel havde mistet.

Kigger vi på den samlede draft oversigt, er der også nogle ting, der skiller sig ud. Den meget offensivt orienterede Josh McDaniels, der er head coach for Denver Broncos, draftede til hjertet fra første dag. Ikke alene fik han fat på wide receiver Demariyus Thomas med sit 1. pick (som erstatning for den afgåede Brandon Marshall, der nu er i Miami). Han valgte også at gå efter Tim Tebow, som Josh McDaniels fuldstændigt forelskede sig i, da han i mandags besøgte den unge mand i Gainesville og tilbragte ikke mindre end syv timer i selskab med ham. Der er ingen tvivl om, hvad McDaniels er i gang med. Han har skilt sig af med quarterback Jay Cutler, der var en selvisk kværulant. Han har skilt sig at med Brandon Marshall, der også var en kilde til masser af ballade både uden for banen og i træningen. Han vil simpelthen have et rent omklædningsrum, hvor der ikke er nogle divaer, og hvor stemningen er god. De første skridt i den retning er taget med de to picks.

Denvers første fem picks var angrebsspillere, og det siger både noget om træneren og de behov, han har bedømt til at være holdets største. Men om hans valg af Tim Tebow har været godt er stadig ikke let at svare på. Tim Tebow er quarterback'en, der har bragt de fleste meninger frem hos eksperterne. Ingen betvivler hans suverænitet som quarterback i college, og mange af dem er endda villige til at kalde ham den bedste collegespiller nogensinde. Til gengæld har rigtigt mange været i tvivl om, hvorvidt han vil kunne spille i NFL på grund af den meget anderledes spillestil. At han så bliver valgt i første runde er en kæmpe beslutning fra Josh McDaniels side. Det er nok ikke forkert at sige, at han har kastet hele sin karriere som head coach i Denver ind på det valg. Det bliver fantastisk at følge Broncos i de kommende år.

Der skulle gå langt tid, før en af forhåndsfavoritterne, quarterback Jimmy Clausen fra Notre Dame, blev valgt. Med pick nummer 48 tog Carolina Panthers ham, og det giver mening, da de havde skilt sig af med Jake Delhomme (der nu er i Cleveland). Men Carolina overraskede ved også som tredje pick at tage en quarterback, nemlig Armanti Edwards fra Appalachian State. Edwards var helt fantastisk for sin skole, men han kan måske se frem til at skulle spille den efterhånden så berømte wild cat-formation. Måske er det endda en fremtid som wide receiver, der venter ham hos Panthers.

Det helt uforståelige er, hvorfor John Fox og hans Panthers senere valgte at tilføje en tredje quarterback i Tony Pike, der spillede fremragende for University of Cincinnati sidste år. Med Clausen, Edwards og Pike som nye quarterbacks på holdet, kunne det måske være fornuftigt, hvis Matt Moore kiggede sig om efter en anden arbejdsgiver. Det lader ikke til, at der er megen tiltro til ham hos Panthers.

Igen bør man nok også lægge mærke til Patriots. Normalt plejer holdet at have sikret fremtiden allerede før draften, men i år gik de ind i draften med mange større behov. Og uden at imponere eller lave for mange krusninger i vandoverfladen fik de dækket samtlige de behov, der havde - plus mange flere. Hvis AFC East i år ikke bliver en monster-division, så er der et eller andet galt. Miami har opgraderet ganske flot. New York Jets er blevet endnu stærkere end sidste år, hvor de blev slået ud i AFC-finalen, og Patriots er som sagt igen rettet ind på en kamp om divisionstitlen. Buffalo vil stadig få det svært, men den nye head coach Chan Gailey skal 'spilles på plads'.

Vi glæder os allerede til de første mini camps, derefter training camps, preseason og så den rigtige sæson. Det bliver endnu et monster år i NFL.

Clausen faldt helt til 48!

Jimmy Clausen er indtil videre draftens helt store historie. Den indledende snak gik på, om han kunne vippe Sam Bradford af pinden og blive valgt som nummer 1, men han måtte vente til nummer 48.









Det blev en overraskende lang ventetid for Notre Dame quarterback Jimmy Clausen i årets college draft. Den unge superstjerne, der gennem hele sin tid i college har spillet i et pro-style offense og derfor af mange eksperter blev anset for at være den af årets quarterbacks i draften, der var mest klar til at gå direkte ind og spille på et NFL-hold, blev holdt hen i al for lang tid.

Men med pick nummer 48 - og deres første i årets draft - var Carolina Panthers på pletten. Og med al sandsynlighed havde de nærmet sig pick nummer 48 med større og større smil på læberne. Hvis nogen havde fortalt dem, at de - uden at være nødt til at handle sig højere op - ville kunne læne sig tilbage og vælge Jimmy Clausen, er der ikke mange chancer for, at de ville have troet på det.

Mel Kiper Jnr, der af mange anses for at være draft guruen over dem alle, havde endda bedømt Jimmy Clausen til at være bedre end Sam Bradford, og derfor var det en meget overraskende udvikling.

Det skal nævnes, at der kun er omkring en håndfuld hold, der i dette års draft direkte er på jagt efter en quarterback. Buffalo er anset for at være et af holdene, og med pick nummer 9 lå det meget godt til Jimmy Clausen, hvis da ikke han endda kunne komme forbi Bradford. Men da St. Louis tog Bradford, og Buffalo ikke kunne lade være med at tage running back C.J. Spiller, så begyndte folk at kigge nedad i rækkerne. Hvad ville Seattle gøre? Hvad ville Cleveland? Hvad med Kansas City?

Tja, Seattle tog offensive tackle Russell Okung som nummer seks, men da de havde handlet sig op med Denver, havde de også pick nummer 14. Her havde de fleste regnet med, at Seattles nye træner, Pete Carroll, ville have taget safety Taylor Mays, som han kendte så godt fra USC, og som han endda selv havde rekrutteret fra Seattle. Den lå lige til højrebenet, om man så må sige. Men da Earl Thomas endnu ikke var taget, og han var bedømt til at være den næstbedste safety i draften efter Eric Berry, der var taget som nummer tre af Tampa Bay, så gik det ud over Mays - og Jimmy Clausen. Cleveland havde allerede før draften sendt deres to quarterbacks ud af byen. Brady Quinn er røget til Denver, og Derek Anderson er nu i Arizona. Til gengæld har Browns hevet Jake Delhomme ind fra Carolina og Seneca Wallace ind fra Seattle. Og det lå nok lidt i luften, at de havde mere brug for en type som Colt McCoy fra Texas Longhorns end en Jimmy Clausen. Kansas City var også et bud, fordi deres nye offensive koordinator, Charlie Weis, var Clausens head coach hos Notre Dame. Men Weis havde ikke det sidste ord i den sag, og igen blev quarterbacken forbigået. Derfor blev Clausen hængende i hele første runde. Han kunne se sin startløn blive mindre og mindre, samtidig med at han selv blev mere og mere arrig.

Endelig blev det så Carolinas tur, og det er nok ikke så skidt for Clausen, at han er landet der. Jaja, hans første kontrakt bliver ikke så stor. Men det må han jo så sørge for, at den næste bliver. McCoy røg til slut til Cleveland i 3. runde som pick nummer 85, men Clausen har alle muligheder for at tage Carolina med storm. Vinder han startjobbet over Matt Moore, så ligger alle muligheder åbne. Han har en af ligaens måske bedste wide receivers i Steve Smith, og oven i købet har han nu noget ekstra at bevise. Det vil han med al sandsynlighed gøre hos Panthers.

Bradford blev nummer 1

Sam Bradford, quarterback fra Oklahoma, var ikke overraskende den første spiler, der blev taget i årets NFL draft.







Så blev 1. runde af draften kørt. Og da NFL kommissær Roger Godell torsdag aften stillede sig op på podiet og kaldte : "With the first pick of the 2010 NFL draft the St. Louis Rams pick ...... Sam Bradford" var der ikke mange eksperter, der blev overrasket. Unge Bradford havde måske nok været ude det meste af sidste sæson med en skade, men da han holdt sin såkaldte Pro Day, hvor de forskellige scouts og coaches kunne se ham, viste han med al tydelighed, at han er tilbage. Ud af 50 kast ramte han en receiver på hver eneste!

Sam Bradford gennemgik sin operation i skulderen allerede sidste år og er fuldstændig klar til at gå ud og gøre en forskel for Rams, der i den grad har brug for en quarterback. Det var et fornuftigt valg, når du vil bygge dit hold op omkring en central nøglefigur. Han er dyr - meget dyr - men han vil med stor sandsynlighed vise sig at være pengene værd.

Defensive tackle Ndamukong Suh røg som nummer to i draften til Detroit Lions. Sidste år fik de med det første pick quarterback Matthew Stafford, der viste sig at være en fænomenal offensiv leder på holdet. Med Suh har de fundet en defensiv leder, der er ligeglad med double teams og kan gå ud og gøre en forskel med det samme. Der kan være store ting i vente for Detroit.

Gerald McCoy var den næste defensive tackle, der kom på tavlen, da Tampa Bay Buccaneers kom til fadet. Det var heller ikke uventet, og McCoy vil også være en af de spillere, Bucs forventer at få glæde af med det samme.

Trent Williams er offensive tackle, og han blev den tredje Oklahoma-spiller af de første fire, der blev valgt. Det blev Washington Redskins, der valgte ham, og de vil også håbe, han kan gå ind med det samme på linjens højre side og beskytte Donovan McNabb, der nu skal vinde med Redskins.

Kansas City Chiefs har investeret for meget i quarterback Matt Cassell til at gå efter en quarterback. Da de også fik frembragt en herlig running back sidste år i Jamaal Charles, gik de efter en styrkelse af forsvaret, og safety Erin Berry fra Tennessee var et rigtig godt valg.

Offensive Tackle Russell Okung fra Oklahoma State røg til Seattle Seahawks som nummer 6, hvilket godt kan undre lidt. Quarterback Matt Hasselbeck er 35, når sæsonen starter, og bag ham ser Mike Teel og Charlie Whitehurst ikke ud til at være de stærkeste kort. Men nu har de i det mindste en god mand til at beskytte quarterbacken, og mon ikke også det er svært for Pete Carroll, den tidligere USC-træner, at tage en quarterback som Jimmy Clausen, fra ærkefjenden Notre Dame? Det burde det ikke være, meeeen...

Som nummer syv tog Cleveland Browns cornerback Joe Haden fra Florida Gators. Browns har brug for at lappe rigtig mange huller, og at de starter med forsvaret er ikke overraskende. Haden er en fremragende opdækker, og selvom han ikke løb en super hurtig 40 yard tid til Scouting Combine, så vidste folk godt, hvad han stod for. Han havde nemlig en rygskade. Eksperter vurderer, at hvis han bliver trænet rigtigt, kan han udvikle sig til at blive én af de cornerbacks, der kan lukke hele den ene side af en fodboldbane af. Hans størrelse er lidt imod ham, men det har ikke påvirket ham endnu. Mod spillere som Andre Johnson, Larry Fitzgerald og Randy Moss vil han nok få problemer i begyndelsen, men han kan sagtens komme efter det. Et meget spændende valg.

Rolando McClain er den første spillere fra college mestrene Alabama Crimson Tide, der blev taget i draften. Han er inside linebacker og er nu klar til at spille for Raiders. Han er dygtig til at læse modstanderne, og han lader altid til at have tyvstartet, fordi han er så dygtig til at studere film. Raiders kan bruge ham med det samme.

Som nummer ni har Bufalo Bills skudt papegøjen. For snart rigtig mange år siden draftede de en af historiens bedste running backs (der dog siden blev kendt for noget andet). Han hed O.J. Simpson. Denne gang har de taget C.J. Spiller fra Clemson. Spiller blev den første running back, der røg i første runde. Spiller er med hele 7 kickoff returns for touchdowns rekordholder i NCAA, og han er meget eksplosiv. Han kan bruges på special teams med det samme, og i en liga, hvor der er større og større pres på quarterbacks, kan han også få plads i angrebet, da han både er hurtig indenom og udenom. Han er ikke den største spiller, men hans hurtighed gør meget.

Tyson Alualu er defensive tackle, og som nummer ti tog Jacksonville Jaguars ham. Jaguars er også et hold, der har mange huller at udfylde. Også her kunne man have fundet plads til enten Jimmy Clausen eller Colt McCoy fra Texas Longhorns, fordi David Garrard og Luke McCown måske ikke er så stabile mere. Men Alualu vil med sikkerhed også opfylde et stort behov, de har.

San Francisco har valgt at blive ved med at satse på quarterback Alex Smith, men han skal bare beskyttes. 49ers havde to picks i 1. runde og valgte offensive line begge gange. Offensive Tackle Anthony Davis Fra Rutgers blev første valgt som nummer 11, og som nummer 17 valgte de Mike Iupati fra Idaho. Det er to meget kloge valg, der fortæller meget om, hvad træner Mike Singletary vil i år.

Som nummer 12 var det San Diego Chargers, der havde handlet sig frem til en bedre plads i rækken. Running back LaDainian Tomlinson er nu i New York Jets, og holdet havde brug for en stærk mand på den post. De mener, Ryan Mathews fra Fresno State er manden, der kan gøre det for dem. Mathews har masser af evner som en inside runner, og han har frem for alt tålmodighed. Det gør ham ekceptionelt god i et angreb der laver zoneblokering. Det gør ham også god bag en fullback, og da han under Scouting Combine endda viste gode hænder til at gribe selv dårligt kastede bolde, så var Chargers' opmærksomhed vakt. En god mand på det rette tidspunkt.

Eagles har taget outside linebacker Brandon Graham fra Michigan, mens Seahawks med deres andet valg i første runde som nummer 14 tog Earl Thomas, safety fra Texas. Defensive end Jason Pierre-Paul fra South Florida blev taget af New York Giants som nummer 15, og Giants har gode erfaringer med dygtige defensive ends og lader med dette valg til at fortsætte den gode tradition med en sublim pass rusher. Derrick Morgan, defensive end fra Georgia Tech, røg til Tennessee Titans som nummer 16, hvilket er et rigtig godt valg for dem. Maurkice Pouncey er center fra Florida, og som nummer 18 er han røget til Pittsburgh. Han kan også spille offensive Guard, og han kender wildcat angrebet bedre end nogen anden. Det bliver spændende at se, hvornår han får spilletid, nu hvor Roethlisberger er ude i mindste fire kampe.

Sean Witherspoon er outside linebacker og er røget til Atlanta Falcons, der i nogle år har opgraderet deres angreb og nu tænker forsvar. Kareem Jacksom er cornerback fra Alabama, og som nummer 20 er han taget af Houston Texans. Tight end Jermaine Gresham fra Oklahoma er røget til Cincinnati, og som nummer 22 tog Denver Broncos wide receiver Demaryius Thomas fra Georgia Tech. Han skal udfylde rollen efter Brandon Marshall, som er blevet sendt til Miami. Det var overraskende for de fleste, at Thomas blev den første wide receiver på tavlen, men han minder i statur meget om Marshall, og selvom han var skadet og ikke kunne løbe en 40 yard på Scouting Combine, så har han vist, at han kan udvikle sig til en rigtig stabil receiver. Han er en fremragende ruteløber, men skal naturligvis lære nogle nye af slagsen. Han er også god til at komme op og hente boldene, og Broncos håber også på, at han vil være effektiv, efter bolden er grebet.

Offensive Tackle Brian Baluga fra Iowa røg til Packers, før Cowboys fik wide receiver Dez Bryant fra Oklahoma State forærende i runde 24. Som nummer 25 kom draftens største overraskelse, da Denver tradede op for at tage quarterback Tim Tebow. Tebow er af stort set alle eksperter bedømt som den bedste quarterback nogensinde i collegefodbold, måske endda den bedste spiller. Men de har samtidig stillet store spørgsmål ved, om hans evner vil række til NFL, da han hos Florida spillede en type quarterback, der overhovedet ikke eksisterer i NFL. Men Broncos har kunnet lide den udvikling og det arbejde, han har lagt i træningen siden januar. Og med en Tebow i omklædningsrummet har de sendt et kæmpe signal ud til alle. Ud med problembarnet Marshall. Ind med englebarnet Tebow. Og måske har de for alvor scoret en rå diamant her. Udover en sand leder og et super menneske at have i sit omklædningsrum, så har Denver faktisk fået den bedste fullback i draften, og det skulle undre mig meget, om vi ikke allerede i hans første sæson i Colorado får lov at se ham i flere 3. down situationer og short yardage-plays. Et super spændende pick.

Tennessee Volunteers defensive tackle Dan Williams er røget til Arizona Cardinals, hvor det også vil blive forventet, at han kan levere fra starten. Cornerback Devin McCourty fra Rutgers udfylder en nødvendig plads hos New England patriots, der ellers har været overraskende stille op til draften. Defensive tackle Jared Odrick fra Penn State er røget til Miami, og New York Jets har overraskende taget cornerback Kyle Wilson fra Boise State. Med Darelle Revis og nyindkøbte Antonio Cromartie er de ellers godt besat på den plads, og en running back ville have været et bedre valg som supplement til den aldrende LaDainian Tomlinson. Leon Washington bliver dog nok stadig den running back, der skal slæbe det største læs hos Jets.

Detroits andet pick i første runde gik på running back Jahvid Best fra California. Han er ikke så stor, og han har været gennem en del skader i sin collegetid, men han har alle muligheder for at udvikle sig til en ny Barry Sanders i Detroit, og ham har de ledt efter, siden han trak sig tilbage. Colts har med det næstsidste pick i 1. runde taget outside linebacker Jerry Hughes fra Texas Christian og fortsætter dermed med at fokusere på et ultrahurtigt linebacker korps. Sidst tog New Orleans Saints cornerback Patrick Robinson fra Florida State.

Det mest overraskende ved første runde var altså, at Denver pludselig tradede op for at få Tim Tebow, og at hverken Jimmy Clausen eller Colt McCoy blev taget. I aften venter de næste omgange.

Draft Day i USA

Ndamukong Suh fra University of Nebraska er uden sammenligning den bedste spiller i draften. Men hvis St. Louis, der skal vælge først, ikke mener, de har brug for en defensive tackle, så må han vente og høre, om Detroit som nummer to vil have ham.









Den amerikanske baseball-sæson er lige blevet skudt i gang. NHL-ishockey er gået i gang med det, der ser ud til at blive et fremragende slutspil. Og NBA-basketball er også nogle kampe inde i et meget spændende slutspil. Alligevel træder alle sportsgrenene to skridt tilbage og bukker for den største af dem alle i aften og de to næste dage. Det er tid til den store NFL draft.

For de, der ikke kender til det, så er Draft Day noget, der har udviklet sig voldsomt gennem årene. Men først og fremmest drejer det sig om valget af spillere fra universiteterne til de store hold i NFL - National Football League. Dernæst drejer det sig om penge, planlægning og power, og derfor er Draft Day (som i år strækker sig over hele tre dage) noget ganske særligt.

Draften er bygget således op, at hvert hold har syv picks (valg), startende med det hold, der sidste år havde den dårligste sæson. St. Louis Rams, der kun vandt en enkelt kamp sidste år, skal altså vælge først i hver af de syv runder. New Orleans Saints, der vandt Super Bowl, skal vælge sidst i hver runde. Ganske simpelt.

Men op til draften har holdene handlet på livet løs indbyrdes med hinanden. Nogle har handlet spillere, andre draft picks (hvilket nummer de skal vælge eller endda antallet af picks), og nogle har handlet spillere for draft picks. Enkelt hold har sidste år eller året før lavet handler, der påvirker årets draft, men alt i alt er systemet bygget ganske logisk op.

Det er ikke altid den bedste spiller, der bliver valgt som nummer 1 i draften. Det afhænger nemlig helt og holdent af de behov, der er hos de hold, der skal vælge først. For eksempel har St. Louis Rams ikke valgt en quarterback i 1. runde siden 70'erne, men i år skulle der være en chance for, at det vil ændre sig. Mange af eksperterne peger på den unge Sam Bradford fra Oklahoma som det bedste bud, mens andre mener, at Jimmy Clausen fra Notre Dame kan ende med at gå som nummer 1. De to quarterbacks er meget forskellige. Sam Bradford er det mere rå talent med den stærke kastearm, men han sad ude det meste af sidste år på grund af en skulderskade. Jimmy Clausen er den lidt mere arrogante Californien-knægt, der har haft stor glæde af at spille på et Notre Dame-hold, der var langt fra tidlige tiders storhed. Det skal forstås på den måde, at han på ingen måde har været en frontfigur på et godt hold. Til gengæld har han spillet i mange kampe, hvor han var meget presset og har skullet skabe resultaterne. Det gør ham meget attraktiv for NFL-holdene, fordi det ofte er den situation, de selv befinder sig i. Og Clausen har igen og igen bevist, at han kan spille i 4. quarter, når det hele brænder på.

Den tredje store quarterback i draften hedder Colt McCoy. Han var den ukronede konge hos Texas Longhorns, som han førte frem til mesterskabskampen i år. Han er en hård knægt, der med sikker hånd styrede et af de bedste collegehold frem til succes år efter år, og han kan blive et rigtigt stort navn i NFL.

Den sidste af de store quarterbacks, der tales om, er også den mest interessante. Hans navn er Tim Tebow, og han er af mange betegnet som den bedste quarterback i collegefodboldens historie, endda den bedste spiller nogensinde. Hans store problem er, at han spillede quarterback hos Florida Gators, der spiller med så specielt et system, at han er meget svær at passe ind på et hold i NFL. Til gengæld vandt han Heisman Trophy (den bedste collegespiller) forrige år og var lige ved at vinde den sidste år også. Han har vundet to mesterskaber og står som en lysende stjerne i collegefodboldens historie. Enkelte har opfordret til, at NFL-holdene skynder sig at drafte ham og ændrer holdets stil, så det passer til ham. Så god er han. Når du som quarterback selv løber 57 touchdowns ind i din collegkarriere, så har du gjort noget rigtigt. Det er flere end mange running backs kan klare, og det er ellers det, de er udpeget til. Men hvem tør satse på ham? Bliver det måske Minnesota Vikings sent i 1. runde? Eller ryger han til Buffalo Bills, hvor deres nye træner Chan Gailey er vild med quarterbacks, der kan løbe selv og skabe en masse på egen hånd?

Den måske mest dominerende spiller gennem sidste sæson var defensive tackle Ndamukong Suh fra Nebraska (hans far er fra Cameroun, men Ndamukong er født og opvokset i Oregon på den amerikanske vestkyst). Han kan blive den mest ideelle defensive end i 3-4 forsvar eller defensive tackle i et 4-3 forsvar. Og han er klar til at spille lige nu. Og netop det, at spillerne er klar nu, betyder meget i disse dage. For spillerne koster kassen, og tør du satse millioner på det sikre?

Der er ingen tvivl om, at det vil være et sikkert kort for ethvert NFL-hold at tage Ndamukong Suh. For hvor mange quarterbacks er egentlig spilleklar eller bliver det nogensinde, når de er taget i 1. runde? Kigger du statistisk på det, er det svært at finde nogle af de højt profilerede quarterbacks fra tidligere års draft, der i dag er store stjerner i ligaen. Matt Leinart hos Arizona Cardinals er et godt eksempel. Han har været tre år i NFL uden at lave en bule, og først i år får han chancen for at vise, at han kan mere end holde et clipboard på sidelinjen. Brady Quinn er blevet jaget ud af Cleveland, der ellers draftede ham med store forventninger. Han er nu backup i Denver. Troy Smith, der vandt Heisman Trophy for 2006-sæsonen har været backup i Baltimore lige siden og kommer måske aldrig til at spille. Eksemplerne hober sig hurtigt op, og som Brian Billick, den tidligere træner for det Baltimore Ravens-hold, der i 2000 vandt Super Bowl, sagde, så er det en vanskelig samtale for en træner at tage med sin ejer:

"Nu skal du høre. Vi har denne her quarterback, vi har kig på. Vi står og mangler en quarterback, og vi mener, han opfylder de krav, vi har til den position. Derfor vil vi gerne tage ham som nummer 1, og det betyder, at du skal betale 40-45 millioner dollars for at få ham. Nå ja, og vi skal nok lige huske at fortælle, at lidt under halvdelen af de quarterbacks, der bliver valgt som nummer 1, bliver til noget."

For en måneds tid siden kvajede den fremragende quarterback Ben Roethlisberger sig - igen. Han blev for anden gang på otte måneder beskyldt for at have forgrebet sig på en college-pige, men da anklageren i Atlanta, hvor det skete, ikke mente, han ville kunne få Roethlisberger dømt, valgte han ikke at bringe quarterbacken for retten. Pigen kan stadig køre en civil sag på hændelsen, hvilket nok også vil ske, men en kriminalsag blev det ikke til. Til gengæld kan hændelsen få direkte indflydelse på draften.

Da Santonio Holmes for nylig blev anklaget for en lignende sag i Florida, valgte Pittsburgh Steelers at sælge ham til New York Jets. I går gav NFL-kommissær Ben Roethlisberger seks spilledages karantæne (som ved god opførsel frem til sæsonstarten måske kan komme ned på fire). Men den meget rene og ærefulde Rooney-famile, der ejer Steelers, og som altså valgte at skille sig af med Holmes, kunne måske godt tænkes i sidste øjeblik at ville skille sig af med Roethlisberger - af samme årsager. Og det kan ændre hele draftbilledet. Hvorfor satse 45 millioner dollars på et usikkert kort, når du kan købe en, der har vundet to Super Bowls, og som i hvert fald har 6-7 gode år tilbage i ligaen? Var det ikke derfor Washington Redskins handlede sig frem til quarterback Donovan McNabb fra divisionsrivalerne Philadelphia Eagles? Han er et sikkert kort, og med ham kan de vinde nu.

Så hvis nu St. Louis bliver tilbudt at tage Roethlisberger i en handel med Pittsburgh, hvem ryger så først? Ved det ene scenarie bliver det Sam Bradford i 1. runde. Nummer to er Detroit Lions, der sidste år draftede quarterback Matthew Stafford som nummer 1. De har ikke brug for endnu en quarterback. Josh Freeman landede hos Tampa Bay Buccaneers sidste år, og som nummer tre har de altså heller ikke brug for en quarterback. Redskins er nummer fire, men de har lige hentet McNabb ind. Jo, de har brug for en quarterback, der kan modnes bag McNabb, så man kunne forestille sig, at de måske ville tage en. Så i det scenarie er Sam Bradford pludselig røget ned som nummer fire, hvilket betyder ikke mindre en 10 millioner dollars mindre til ham.

Det er alt sammen et stort spil, og det er dybt fascinerende. I aften har de første runde, og da der efterhånden er så mange penge og så mange forhandlinger i 1. runde, har de valgt at skille den ud. Det er den eneste runde torsdag. Men festen fortsætter i morgen og på lørdag. Fremtiden begynder lige nu.

Da Italien slog Brasilien ud

Paolo Rossi måtte grueligt meget igennem for at nå til VM i 1982. Ingen havde regnet med, at han skulle blive den mest afgørende faktor i et VM nogensinde - måske næst efter Maradona fire år senere.










I en kamp, der er gået over i historien som en af de bedste VM-kampe nogensinde, viste Italien for første gang i turneringen i 1982, at de var kommet for at spille bold, og samtidig slog de det hold ud, der er blevet kaldt ”det bedste hold, der aldrig vandt VM”.

Brasilien går aldrig ind i et VM uden at spille for at vinde. Måske er det årsagen til, at de har spillet syv finaler og vundet de fem af dem. I 1982 ankom de til Spanien med et hold, der på papiret var så fantastisk, at det faktisk virkede skræmmende.

Modsat deres hold fra 1974 og 1978, hvor det havde handlet om at sparke modstanderne ned og være så fysiske som muligt, så spillede dette hold noget af det smukkeste og mest indbydende fodbold, deres mange fans og tilskuerne overhovedet kunne drømme om. Men med jævne mellemrum fik de også et lille glimt af holdets problemer med at holde fokus bagerst i rækkerne og at koncentrere sig.

Mod Sovjetunionen lavede målmand Waldir Peres et kæmpedrop, da han i 34. minut ikke kunne holde Bals skud fra 30 meter. Den ramte ham på benet, før han fumlede den ind i sit eget mål. Men da anfører Sócrates, der var uddannet læge, i 75. minut hamrede udligningen ind på et bragende langskud, brød Rámon Sánchez Pizjuán stadion ud i jubelråb. Og da Éder blot tre minutter før tid flugtede bolden ind i netmaskerne bag en hjælpeløs Rinat Dasaev, følte de fleste, at retfærdigheden var sket fyldest. Sovjetunionen havde kæmpet bravt, men Brasilien havde fortjent at vinde kampen.

Oprindeligt havde ledelsen i Flamengo i Rio følt, at Arthur Antunes Coimbra, også kalder Zico, var for lille og skrøbelig til at kunne klare en professionel fodboldkarriere. men med ekstra træning og en ganske særlig diæt fik han sin chance. At de alligevel havde valgt at satse på ham, havde vist sig at være en brillant idé for Flamengo, og nu havde det også vist sig at være godt for Brasilien.

Zicos perfekte udligning på frispark imod Skotland er stadig en af de bedste frisparksmål nogensinde, og hans mål til 1-0 og 2-0 mod New Zealand i Btrasiliens 4-0 sejr kan også tilskrives det faktum, at nogle mennesker bare er født som storspillere og har en umådelig stor værdi for spillet. Zico var organisatoren på midtbanen, der nu viste hele verden, at den succes, han havde oplevet, da Flamengo slog Liverpool i kampen om klub-verdensmesterskabet året forinden, ikke havde været en tilfældighed. Han havde været skuffende fire år tidligere i Argentina, og han havde været hårdt plaget af skader, men nu så det endelig ud til, at hans drøm kunne blive til virkelighed. Han og hans holdkammerater var klar til at gå efter guldet – igen.

Italien havde spillet meget middelmådig fodbold og havde kun sikret sig en plads i mellemrunden ved, at de havde scoret et mål mere end Cameroun. På den måde blev Cameroun det første hold siden Skotland i 1974, der røg ud af VM, selvom de ikke havde tabt en eneste kamp. Cameroun spillede 0-0 mod Peru, 0-0 mod Polen og 1-1 mod Italien. Italien havde også spillet alle deres tre kampe uafgjort og havde fået 0-0 mod Polen men 1-1 mod Peru. Da Polen slog Peru 5-1 var det den eneste sejr i Gruppe 1, og Polen gik videre på 1.-pladsen efterfulgt af italienerne.

Italien røg ind i ”dødspuljen” – Gruppe C – i mellemrunden. Det eneste problem med planlægningen var, at alle tre kampe skulle spilles i Barcelona på Sarría stadion, hvor der kun var plads til 44.000 tilskuere. Der var ellers fans nok til at fylde to stadions af den størrelse til gruppens to sidste kampe.

Italienerne begyndte at vise glimt af, hvad de kunne i 2. halvleg mod Argentina. Med pludselige, imponerende temposkift og to fantastiske mål af Marco Tardelli og Antonio Cabrini overvandt italienerne de forsvarende verdensmestre. Et sent frisparksmål fra anfører Daniel Passarella var ikke nok til at forhindre en italiensk sejr.

Brasilien besejrede Argentina med stil og tre flotte scoringer fra Zico, Serginho og Júnior, og endnu engang var et sent og fabelagtig flot mål af udskifteren Ramón Diaz ikke nok for argentinerne. Udover det, så var Maradona blevet vist ud sent i kampen for i frustration at have hoppet op og sparket Batista.

Argentina, som var ankommet til VM i et underligt humør, fordi deres lands tropper havde invaderet Falklandsøerne den 2. april, var vågnet op til en anden virkelighed i Spanien. Spillerne var overbeviste om, at General Galtieris styrker var i færd med at slå fjenden og bringe juntaen ære, men i de spanske aviser kunne de læse en helt anden virkelighed. Der er overhovedet ingen tvivl om, at rapporterne om, at Falklandsøerne snart atter var tilbage på britiske hænder, samt skuffelsen over løgnene, manipulationen og bedrageriet i deres egne nyhedsmedier havde en effekt på det argentinske hold. For Osvaldo Ardiles, der levede i England og spillede for Tottenham indtil 4. april, hvor han var taget hjem og havde meldt sig i den argentinske træningslejr, var det intet mindre end forfærdeligt. Nyhederne om de døde på begge sider berørte ham dybt, og det tog ham flere år at komme sig over det.

Efter at have tabt begge deres kampe i mellemrunden var Argentina nu ude, og gruppefinalen ville stå mellem Brasilien og Italien. Brasilianerne var kæmpefavoritter, og det var der ikke noget at sige til. De havde spillet noget helt fantastisk fodbold og over hele verden havde de fået nye fans, der alle på tv havde nydt målene, de mange elegante tricks og de herlige jubelscener. Samtidig havde Italien sammenlagt knap nok spillet én god halvleg, og det var fuldstændig umuligt at bedømme deres styrke.

Italiens træner Enzo Bearzot var ikke den mest populære mand. Både fans og eksperter satte store spørgsmålstegn ved hans evner, og det var der flere årsager til. Men den vigtigste årsag var, at han havde valgt Paolo Rossi til sin VM-trup.

Korruption havde været en integreret del af italiensk fodbold i årtier, men i 1980 kom en ny skandale op i nyhederne. En lang række italienske spillere blev anklaget for at have været med til at fikse resultater i en endnu længere række kampe, og den italienske gulddreng, Paolo Rossi, var uden tvivl det største navn på listen. Han spillede for Perugia, da kampen mod Avellino den 30. december 1979 endte med at blive skæbnesvanger for ham. Rossi scorede to mål, og en Avellino-spiller forklarede senere ved den officielle høring, at Rossi havde fortalt ham, stillingen kunne forblive 2-2, hvis han ønskede. Rossi selv kaldte det hele en ganske uskyldig misforståelse og hævder stadig den dag i dag, at han aldrig gjorde noget forkert, og at han ikke var involveret i skandalen. Ifølge Rossi var det ham, der fandt Avellino-spilleren mistænkelig og havde spurgt ham: ”Nå, du vil gerne have, det bliver 2-2?”

Det mest groteske var, at skandalen først for alvor så dagens lys, da mændene bag snyderiet blev sure på nogle af spillerne, der ikke formåede at leverede lovede resultater. De forsøgte faktisk af afpresse det italienske fodbold forbund og truede dem med at offentliggøre det hele. Det blev først helt absurd, da de gjorde alvor af deres trusler og sagsøgte nogle spillere for ikke at have ”leveret den vare”, de havde købt. Rossi var aldrig nævnt blandt de skyldige, men hans navn blev viklet ind i sagen, da Avellino-spilleren offentliggjorde den famøse bemærkning, og pludselig stod han på listen sammen med mange andre store navne. Skandalen fik navnet Totonero, og den var meget omfattende. I alt 50 års karantæner blev uddelt til forskellige spillere, nogle hold fik fratrukket point, og hold som AC Milan og Lazio blev tvangsnedrykket til Serie B. Rossi fik tre års karantæne, men hans dom blev reduceret til to år.

Det var på grund af denne hændelse, at det kom som et chok for alle, da Bearzot valgte Rossi til VM-truppen. Han havde absolut minimum af kamptræning, da han kun havde nået at spille tre kampe for sin nye klub Juventus efter karantænens udløb. Og indtil videre i turneringen så det ikke ud til, at Rossi var klar til at yde det, der skulle til mod de store modstandere som Brasilien. Det skulle ændre sig drastisk.

Magien omkring kampen kom udelukkende fra den måde, Brasilien indtil videre havde spillet på i turneringen. Brasilien skulle kun bruge uafgjort for at gå i semifinalen, og det var svært at opdrive en bookmaker noget sted, der levnede italienerne nogen chance. Derfor kom det som et brag af en overraskelse, da kampuret ramte fem minutter.

Den aggressive wing Bruno Conti var fuld af selvtillid efter kampen mod Argentina, og efter at have undveget to tacklinger, fandt han Antonio Cabrini på venstre kant. Cabrini kiggede hurtigt op og sendte et elegant buet indlæg ind i feltet, hvor Júnior havde sluppet markeringen af Rossi. Gulddrengen headede bolden i en perfekt vinkel på tværs og ind i det fjerneste hjørne af målet uden chance for Waldir Peres. 1-0 til Italien. Det var Rossis første mål i turneringen. Det skulle ikke blive hans sidste.

Brasilien havde været bagud mod både Sovjetunionen og Skotland, så både spillerne, trænerne, deres fans og de øvrige, der kiggede på, var udmærket klar over, at brasilianerne sagtens kunne komme tilbage. Det bekymrede dem dog lidt, at italienerne netop havde fået den bedste start, de endnu havde haft i en kamp under dette VM, og der var ingen, der formåede at holde en føring som italienerne.

De italienske supportere var dog også bekymrede. De havde set Brasilien spille den ene gode kamp efter den anden, og de frygtede det værste. I 12. minut viste Zico dem, hvorfor deres frygt var velbegrundet.

Zico undgik med nød og næppe en tackling fra brutale Claudio Gentile og fandt med en millimeterpræcis aflevering Sócrates, der løb direkte mod mål. Da han skød fladt ved den nærmeste stolpe, fangede han målmand Dino Zoff på det forkerte ben. Brasilien havde udlignet.

Spillet kørte frem og tilbage, og italienerne viste mere aggressivitet, end de havde vist i alle deres øvrige kampe tilsammen. Deres bagerste linje stod højere og efter langt mindre plads til den kreative brasilianske midtbane. I 25. minut gav det høje pres pote. Cerezo afleverede bolden på tværs af banen mod tre af hans holdkammerater dybt på sin egen banehalvdel. De så ud til, at de ikke havde forventet den aflevering og tøvede længe nok til, at Paolo Rossi kunne løbe igennem og få fat i bolden. Han løb direkte mod mål og skød på et meget uventet tidspunkt, hvilket overraskede Waldir Peres i målet nok til, at han ikke nåede at reagere. Bolden lå igen i nettet, og for anden gang i 1. halvleg havde Paolo Rossi scoret.

Jo længere italienerne formåede at holde føringen, des mere begyndte fansene at tro på, at de rent faktisk ville kunne vinde kampen – især nu, hvor de spillede blændende. Da Francesco Graziani i 2. halvleg rundede sin forsvarsspiller til venstre og sendte bolden på tværs til en helt fri Paolo Rossi, kunne gulddrengen have slukket alt håb hos brasilianerne. Rossi havde kun Waldir Peres foran sig, men han skød bolden forbi mål. Kort efter så Rossis store afbrænder ud til at kunne blive skæbnesvanger.

Júnior afleverede bolden til midtbanespilleren Falcão, som straks kontrollerede den uden for feltet. Cerezo lavede et af sine tværløb og trak hele tre forsvarsspillere med sig, hvilket åbnede en dør for Falcão. Falcão tog et skridt, sigtede og skød. Bolden ramte en forsvarer på vejen og sejlede ind i nettet på Dino Zoffs højre side. 2-2 med lidt mere end 20 minutter tilbage. På dette tidspunkt var publikum allerede klar over, de var vidne til en klassiker.

Kun seks minutter senere blev kampen afgjort. Et hjørnespark landede for fødderne af Marco Tardelli, der med det samme fyrede af. Han ramte den skævt og derfor ikke hårdt nok, så bolden prellede af på Júnior, før den fandt en umarkeret Rossi, der fra en afstand af seks meter bankede bolden i nettet. Rossi, der ikke havde sat en fod rigtigt i turneringen, havde nu scoret hattrick. Júnior var vred og hævdede, der var offside, men eftersom bolden var prellet af på ham, var det ham selv, der var skyld i, at offside ikke var en mulighed.

Brasilien forsøgte at holde presset oppe, men italienerne skabte endnu flere chancer. Giancarlo Antognoni fik endda et mål underkendt for en offside, der ikke burde være blevet dømt. To minutter før tid sendte Éder et frispark ind til Oscar, der headede mod mål, men Dino Zoff strakte sig efter bolden og holdt den udenfor linjen.
Italien havde sat en stopper for Brasiliens 24 kampe i træk uden nederlag og havde sendt det mest populære hold ud af turneringen. Samtidig havde verden været vidne til en stjernes genfødsel og en hel nations opvågnen.

Giuseppe Bergomi var blot 18 år, da han kom på banen for den skadede Collovati i 1. halvleg, og han spillede en helt igennem perfekt kamp. Over en 16-årig periode spillede han 81 landskampe og scorede seks mål, før han stoppede sin landsholdskarriere i 1998, et år før han stoppede hos Internazionale i Milan – den eneste klub, han nogensinde spillede for. Lo zio – onklen – som han kærligt blev kaldt på grundt af sit buskede overskæg selv som 18-årig, huskede mange år efter endnu kampen og var ikke et sekund i tvivl om, at det var Rossi, der fortjente den største tak for sejren. Brasilianerne havde et fabelagtigt hold med en stærk midtbane og et angreb, de andre savlede over. Til gengæld manglede deres forsvar en del, og det udnyttede italienerne. På samme tid var det italienske forsvar det bedste i Europa – også med en 18-årig Bergomi på holdet.

Paolo Rossis tre mål sendte ikke alene Brasilien ud af turneringen og gjorde ham til VM-stjerne. Det trak ham også ud af berygtelsens skarpe lys og rensede hans navn. Han endte med at blive maximo goleador – topscorer i VM 1982, og han hjalp Italien med at vinde hele turneringen. Hans evner vandt ham også både titlen som Europas bedste fodboldspiller og verdens bedste fodboldspiller i 1982.

Det perfekte

Der har gennem tiderne været et hav af forskellige fodboldspillere, der er blevet kaldt verdens bedste. Ingen har dog haft så stor betydning for sit land som Johan Cryuff (udtales 'Krauf')









Hvad enten det gælder i samfundet som helhed eller på fodboldbanen, så har hollænderne i 36 år søgt som desperate efter den tid, landet for alvor kom på verdenskortet. Dengang en mand ved navn Johan Cruyff personificerede hele udviklingen i tiden. Dengang man både kunne se, høre og føle det perfekte. Heller ikke under sidste EM nåede hollænderne målet, men hvad de ikke ved er, at de aldrig nogen sinde vil nå det



Da Hollands gennem tiderne måske aller største admiral, Martin Harpertzoon Tromthen, i daglig tale kaldt Martin Tromp, i 1600-tallet lagde sig ud med både englændere og spaniere, vidste han nok ikke, at han med sin attitude, sine meninger og frem for alt sin måde at kæmpe på lagde grunden for en hel kultur. Han valgte at gå i krig med englænderne over en regel, der handlede om, at alle skibe skulle hilse på det engelske flag, når de sejlede i farvandene omkring de britiske øer. Og da han efter en lang og hård søkamp mod spanierne pludselig fandt sin modstander uden mere ammunition, indstillede han sine angreb, sejlede op på siden af sin direkte spanske modstander og tilbød ham noget af sin egen. Hvis han skulle vinde, skulle det være på ordentlig manér.

Det er næsten fornærmende let at trække en lige linje fra Martin Tromp op til den nok mest indflydelsesrige hollænder inden for de sidste 100 år, fodboldspilleren, træneren og eksperten, Johan Cruyff. Med sine uimodståelige egenskaber på en fodboldbane, sit frie sind, det lange hår og sine meningers mod blev han indbegrebet af alt det, der manglede i Holland op gennem 60’erne. Johan Cruyff var oprøret, der udeblev. Han gennemførte rene revolutioner på fodboldbanen og ændrede et landshold, der indtil få år før hans debut var rangeret blandt nationer som Hollands inferiøre nabo, Luxembourg, til at blive et af verdens absolut bedste gennem tiderne. Englænderne ynder derfor ikke overraskende at kalde Johan Cruyff for hollændernes John Lennon.

Før Johan Cruyffs tid vurderede man hollandske fodboldlandsholds styrke til at ligge meget lavt. Kun ved enkelte lejligheder var man i stand til at besejre nationer som Belgien, Norge og Danmark. Da man i 1956 på en tilsneet bane i Düsseldorf vandt over Vesttyskland, var der tale om et så vanvittigt resultat, at det i dag ville svare til, at Honduras besejrede Argentina. I 1957 tabte Holland 1-5 til Spanien. Tyrkiet vandt 2-1 i Amsterdam i 1958, og året efter satte vesttyskerne skabet på plads, da de besejrede de orange opkomlinge med hele 7-0. Men i 60’erne ændrede alt sig.

»Holland var det mest bagvendte land i Europa, i særdeleshed hvad angår antallet af kvinder på arbejdsmarkedet, som var det laveste i Europa,« siger Hubert Smeets, politik- og kultur- kommentator for NRC Handelsblad til forfatteren David Winner i hans bog ”Brilliant Orange, The Neurotic Genius of Dutch Football” (Bloomsbury, 2000).
»Så oplevede vi en kulturel, politisk og social revolution med Johan Cruyff som den fremmeste repræsentant, og vi blev et af de mest progressive lande i Europa.«

Det er måske let at sætte én mand i centrum for den rivende udvikling, Holland var i på det tidspunkt. Landets infrastruktur var trods alt på dette tidspunkt kommet på plads efter krigen, den komplekse hollandske velfærdsstat var ved at komme godt op i omdrejninger, og økonomien begyndte at se rigtig pæn ud. Men Johan Cruyff satte et ansigt på alle de følelser, man savnede.

Hans spil, hans styring, hans provokerende udfald og autoritets-angribende gerninger skabte nærmest en hær af tilhængere og ikke kun blandt de normale fodboldglade hollandske mænd. Hendrik Johannes Cruyff blev simpelthen symbolet på fremtiden - en fremtid man i Holland har jagtet intenst, lige siden han som 17-årig fik debut hos Ajax Amsterdam den 15. november 1964 i en udebanekamp mod Groningen.

To måneder efter fik Ajax Amsterdam ny træner. Han hed Rinus Michels, og hans første job var at redde Ajax fra nedrykning. Sjaak Swart, der var én af de store spillere på holdet dengang, vil nok aldrig glemme Rinus Michels første kamp som træner, for i en knusende sejr på 9-3 over Maastricht scorede Swart hele fem mål. Rinus Michels virkede nærmest som en besat mand, der for alt i verden ville vinde, men som ikke havde en helt præcis plan til at gøre det. Michels var forelsket i idéen om fodbold med angreb på angreb på angreb. Og med en angrebslinje, der inkluderede Piet Keizer, Johan Cruyff, Sjaak Swart og Henk Grot var det næsten umuligt for Ajax ikke at lave mål. Men selvom han havde gode spillere i sin stab, var det ikke nok for Michels. Tingene skulle gå op i en højere enhed - også uden for banen.

Michels gik til klubbens ledelse og bad dem garantere spillernes lønninger. Op til dette tidspunkt havde alle stjernespillerne haft jobs ved siden af fodbolden. Cruyff var altmuligmand i trykkeriet hos Sport World og solgte også bladene på gaden. Piet Keizer var tobakshandler. Sjaak Swart havde en lille butik. Nu kunne spillerne træne om dagen og holde fri om aftenen. Som Michels sagde:
»Jeg kan godt lide denne her måde. Drengene ved, de er nødt til at gøre deres bedste, fordi ellers er de nødt til at vende tilbage til deres forfærdelige arbejde.«

På banen overtog den unge Cruyff mere og mere styringen. Han lyste simpelthen op på banen, og de instrumenter, Rinus Michels gav spillerne (hårdere træning, faste lønninger og viljen til altid at gå efter sejren), var flammer på den unge Cruyffs bål. Unge Amsterdam-borgere spejlede sig i ham – også udenfor banen.
Karel Gabler, en tidligere ungdomstræner, der voksede op i Amsterdam, ser simpelthen Johan Cruyff som model for hele sin generation.

»Han talte med den logik, hele vores generation havde. Han indså, han kunne tjene penge, men også at hans karriere kunne slutte brat. Han vidste, han havde en masse talent, som folk gerne ville betale for, og han kunne lide at sige sin mening,« siger Karel Gabler til David Winner i et interview til ”Brilliant Orange”.
Johan Cruyff har selv udtalt, at når hans karriere sluttede, så kunne han ikke gå ind til en bager og sige: ’Jeg er Johan Cruyff, giv mig noget brød’. Derfor insisterede han også på at skaffe sig alle de rettigheder, der tilkom ham og de øvrige spillere, mens han stadig var aktiv.

Som sin landsmand fra 1600-tallet, Martin Tromp, gjorde på havet, så satte den unge fodboldspiller sig op mod alt, hvad han fandt uretfærdigt. For eksempel insisterede han på at få betaling for at spille landskampe. Da han opdagede, at det hollandske fodbold forbund, KNVB, gav alle officials forsikring på ture til udlandet, forlangte han, at det også kom til at gælde for spillerne. Da han blev vist ud i en kamp mod Tjekkoslovakiet, gav KNVB ham karantæne i et antal Ajax- kampe. Også det kæmpede han indædt imod med det argument, at det var i Ajax, han tjente sine penge. Som Karel Gabler siger:

»Cruyff rodede sig ind i alle mulige slags konflikter, fordi han begyndte at stille det spørgsmål, som hele vores generation stillede: ’Hvorfor er tingene organiseret sådan?’«

På fodboldbanen kom det helt store gennembrud på et tåget olympisk stadion i Amsterdam den 7. december 1966, da Bill Shankly’s mægtige Liverpool kom på besøg i første kamp af anden runde i Europa Cup’en. Englænderne var friske verdensmestre og havde aldrig hørt om Ajax. Efter 15 minutter førte Ajax 3-0, og publikum kunne ikke tro deres egne øjne. Kampen endte 5-1 til hollænderne, og en slukøret Bill Shankly forsøgte efter kampen at holde modet oppe ved at fortælle

den forundrede presse, at hjemme i Liverpool ville de vinde 7-0 over Ajax. Men på Anfield i Liverpool scorede Cruyff to mål, og med resultatet 2-2 gik Ajax videre. Stille og roligt spillede hollænderne bolden rundt, mens en ung Cruyff hele tiden dirigerede spillere frem og tilbage i nogle mønstre, som ingen englænder nogen sinde tidligere havde set. Det var begyndelsen til totalfodbold.

Gennem de næste par år udviklede hele holdet under Michels (og i den grad Cruyff) sig til et af Europas aller bedste fodboldhold. De vandt Europa Cup’en i 1971, 1972 og 1973 men den måske vigtigste lektie af alle blev godt og grundig lært: Det er bydende nødvendigt, at der er et hierarki på banen, og det skal ledes af den mest kreative spiller. Det blev det i mange år hos Ajax og på det hollandske landshold af Johan Cruyff, men siden er det kun sket ved et yderligere tilfælde, nemlig i 1988, da Europas måske bedste angriber nogensinde, Marco van Basten, forstod og accepterede, at han var Hollands i særklasse bedste spiller og ledte holdet frem til EM-guldet, dog med en god portion held med i fodboldtasken.

Rinus Michels var træner for det hollandske landshold, da de i 1974 for første gang i 36 år kvalificerede sig til slutrunden (I 1938 såvel som fire år tidligere var Holland inviteret med men blev slået ud i første runde ved begge lejligheder). Slutrunden var i Vesttyskland, og totalfodbold havde indtaget hele nationen. Når hollænderne havde bolden, angreb alle mand, og når modstanderne var i boldbesiddelse, forsvarede alle spillere. Cruyff løb og dirigerede spillere ind i de opståede huller og lagde sit imponerende puslespil så tæt og fint, at det var så godt som umuligt at stille noget op. Holland spillede i 1974 det bedste og flotteste fodbold, verden nogensinde har set.
I turneringen i Vesttyskland spillede hollænderne sig op på et historisk højt niveau. At svenskerne klarede 0-0 i den indledende runde er den dag i dag stadig et mirakel. Alle hold blev besejret sikkert og uden blinken. Der var tale om reel klasseforskel. Men Holland vandt ikke VM i 1974. Faktisk står datoen den 7. juli som en national sørgedag, måske fordi man har indset, at det aldrig har været tættere på.

Holland har jagtet den dag lige siden - på alle mulige og umulige niveauer. Da Holland fire år senere igen kom i finalen, denne gang mod den anden hjemmebanenation i træk, nemlig Argentina, var alle klar over, at det var mindst lige så meget held som forstand. Uden Cruyff på holdet, spillede hollænderne en helt anden slags fodbold, og samtlige spillere var overbevist om, at de aldrig ville vinde den fodboldkamp på Estadio Monumental i Buenos Aires. Militærdiktaturet havde krævet for mange ofre til, at folk ville tillade et nederlag. Selv efter den forlængede spilletid og 1-3 nederlaget var det næsten umuligt for hollænderne at forlade stadion. Tilskuerne flokkedes tæt om spillerbussen og kastede både sten og slog med kæppe, og flere af spillerne frygtede reelt for deres liv. Nej, 1978 var ikke så tæt på som det olympiske stadion i München fire år tidligere.

Hollænderne har jagtet den følelse i 36 år. Holdet. Manden. Spillet. Det perfekte. For selvom Holland spillede bukserne af vesttyskerne i begyndelsen af finalen og kom foran 1-0 allerede i det 2. minut, så udviklede kampen sig til den lidelse, hele Holland selv den dag i dag kan sørge over. Hollænderne giver bolden op, spiller den let og glidende frem og tilbage mellem spillerne, indtil den 14. aflevering lander hos mesteren selv. Cruyff tager et lynhurtigt ryk, dribler ind i feltet og fældes klodset af Uli Hoeness. Straffe. Der er gået 74 sekunder. Johan Neeskens brager den ind lige midt i målet, mens Sepp Maier har lagt sig til den ene side.

Herefter er der tale om ren legestue. Som mod alle de andre modstandere gennem turneringen. Holland er bare en klasse bedre. Men i finalen bliver de arrogante. De ’glemmer’ at score det afgørende andet mål, og deres spil frem og tilbage, deres legen med tyskerne, gør hjemmeholdet mere og mere arrige. Og så sker katastrofen. Efter 25 minutters spil får vesttyskerne straffe. Paul Breitner scorer. Og i hollændernes ansigter står det allerede skrevet, at de ikke kan vende denne kamp. At super-topscoreren Gerd Müller allerede i 1. halvleg afgør kampen til vesttyskernes fordel er ingen overraskelse. Man leger ikke med tyskerne. Og selv et massivt pres fra hollændernes side i 2. halvleg er ikke nok. Vesttyskland er mestre.

Selv i dag forstår Uli Hoeness ikke, hvad der skete. Til David Winner siger han, at Holland var langt det bedste hold. Og det er hævnen for denne 7. juli 1974, en hel nation søger.

Tyskerne er blevet besejret siden. Men hollænderne søger stadig. Med desperate blikke i øjnene leder de efter den situation, de stod i for 36 år siden. Og når Robin van Persie, Arjen Robben, Rafael van der Vaart og alle de andre den 14. juni klokken 13.30 løber på banen i Johannesburg til kampen mod Danmark er en hel nation tunet ind. Hævn! Det vil stå skrevet i deres øjne.

Men hollænderne får ikke hævn. Og de får den aldrig. For selvom de vinder over Danmark, og selvom de når videre fra gruppespillet, og selvom de vandt EM i 1988, så får de aldrig den tid tilbage. De får aldrig Totalfodbold tilbage. De får aldrig den vigtigste mand i Holland gennem de sidste 100 år tilbage på banen. Hollænderne er dømt til i al evighed at søge efter det perfekte. At det så i årevis har været til glæde for alle, der godt kan lide at se god fodbold, må de orange tage til takke med.