fredag den 23. april 2010
Bradford blev nummer 1
Sam Bradford, quarterback fra Oklahoma, var ikke overraskende den første spiler, der blev taget i årets NFL draft.
Så blev 1. runde af draften kørt. Og da NFL kommissær Roger Godell torsdag aften stillede sig op på podiet og kaldte : "With the first pick of the 2010 NFL draft the St. Louis Rams pick ...... Sam Bradford" var der ikke mange eksperter, der blev overrasket. Unge Bradford havde måske nok været ude det meste af sidste sæson med en skade, men da han holdt sin såkaldte Pro Day, hvor de forskellige scouts og coaches kunne se ham, viste han med al tydelighed, at han er tilbage. Ud af 50 kast ramte han en receiver på hver eneste!
Sam Bradford gennemgik sin operation i skulderen allerede sidste år og er fuldstændig klar til at gå ud og gøre en forskel for Rams, der i den grad har brug for en quarterback. Det var et fornuftigt valg, når du vil bygge dit hold op omkring en central nøglefigur. Han er dyr - meget dyr - men han vil med stor sandsynlighed vise sig at være pengene værd.
Defensive tackle Ndamukong Suh røg som nummer to i draften til Detroit Lions. Sidste år fik de med det første pick quarterback Matthew Stafford, der viste sig at være en fænomenal offensiv leder på holdet. Med Suh har de fundet en defensiv leder, der er ligeglad med double teams og kan gå ud og gøre en forskel med det samme. Der kan være store ting i vente for Detroit.
Gerald McCoy var den næste defensive tackle, der kom på tavlen, da Tampa Bay Buccaneers kom til fadet. Det var heller ikke uventet, og McCoy vil også være en af de spillere, Bucs forventer at få glæde af med det samme.
Trent Williams er offensive tackle, og han blev den tredje Oklahoma-spiller af de første fire, der blev valgt. Det blev Washington Redskins, der valgte ham, og de vil også håbe, han kan gå ind med det samme på linjens højre side og beskytte Donovan McNabb, der nu skal vinde med Redskins.
Kansas City Chiefs har investeret for meget i quarterback Matt Cassell til at gå efter en quarterback. Da de også fik frembragt en herlig running back sidste år i Jamaal Charles, gik de efter en styrkelse af forsvaret, og safety Erin Berry fra Tennessee var et rigtig godt valg.
Offensive Tackle Russell Okung fra Oklahoma State røg til Seattle Seahawks som nummer 6, hvilket godt kan undre lidt. Quarterback Matt Hasselbeck er 35, når sæsonen starter, og bag ham ser Mike Teel og Charlie Whitehurst ikke ud til at være de stærkeste kort. Men nu har de i det mindste en god mand til at beskytte quarterbacken, og mon ikke også det er svært for Pete Carroll, den tidligere USC-træner, at tage en quarterback som Jimmy Clausen, fra ærkefjenden Notre Dame? Det burde det ikke være, meeeen...
Som nummer syv tog Cleveland Browns cornerback Joe Haden fra Florida Gators. Browns har brug for at lappe rigtig mange huller, og at de starter med forsvaret er ikke overraskende. Haden er en fremragende opdækker, og selvom han ikke løb en super hurtig 40 yard tid til Scouting Combine, så vidste folk godt, hvad han stod for. Han havde nemlig en rygskade. Eksperter vurderer, at hvis han bliver trænet rigtigt, kan han udvikle sig til at blive én af de cornerbacks, der kan lukke hele den ene side af en fodboldbane af. Hans størrelse er lidt imod ham, men det har ikke påvirket ham endnu. Mod spillere som Andre Johnson, Larry Fitzgerald og Randy Moss vil han nok få problemer i begyndelsen, men han kan sagtens komme efter det. Et meget spændende valg.
Rolando McClain er den første spillere fra college mestrene Alabama Crimson Tide, der blev taget i draften. Han er inside linebacker og er nu klar til at spille for Raiders. Han er dygtig til at læse modstanderne, og han lader altid til at have tyvstartet, fordi han er så dygtig til at studere film. Raiders kan bruge ham med det samme.
Som nummer ni har Bufalo Bills skudt papegøjen. For snart rigtig mange år siden draftede de en af historiens bedste running backs (der dog siden blev kendt for noget andet). Han hed O.J. Simpson. Denne gang har de taget C.J. Spiller fra Clemson. Spiller blev den første running back, der røg i første runde. Spiller er med hele 7 kickoff returns for touchdowns rekordholder i NCAA, og han er meget eksplosiv. Han kan bruges på special teams med det samme, og i en liga, hvor der er større og større pres på quarterbacks, kan han også få plads i angrebet, da han både er hurtig indenom og udenom. Han er ikke den største spiller, men hans hurtighed gør meget.
Tyson Alualu er defensive tackle, og som nummer ti tog Jacksonville Jaguars ham. Jaguars er også et hold, der har mange huller at udfylde. Også her kunne man have fundet plads til enten Jimmy Clausen eller Colt McCoy fra Texas Longhorns, fordi David Garrard og Luke McCown måske ikke er så stabile mere. Men Alualu vil med sikkerhed også opfylde et stort behov, de har.
San Francisco har valgt at blive ved med at satse på quarterback Alex Smith, men han skal bare beskyttes. 49ers havde to picks i 1. runde og valgte offensive line begge gange. Offensive Tackle Anthony Davis Fra Rutgers blev første valgt som nummer 11, og som nummer 17 valgte de Mike Iupati fra Idaho. Det er to meget kloge valg, der fortæller meget om, hvad træner Mike Singletary vil i år.
Som nummer 12 var det San Diego Chargers, der havde handlet sig frem til en bedre plads i rækken. Running back LaDainian Tomlinson er nu i New York Jets, og holdet havde brug for en stærk mand på den post. De mener, Ryan Mathews fra Fresno State er manden, der kan gøre det for dem. Mathews har masser af evner som en inside runner, og han har frem for alt tålmodighed. Det gør ham ekceptionelt god i et angreb der laver zoneblokering. Det gør ham også god bag en fullback, og da han under Scouting Combine endda viste gode hænder til at gribe selv dårligt kastede bolde, så var Chargers' opmærksomhed vakt. En god mand på det rette tidspunkt.
Eagles har taget outside linebacker Brandon Graham fra Michigan, mens Seahawks med deres andet valg i første runde som nummer 14 tog Earl Thomas, safety fra Texas. Defensive end Jason Pierre-Paul fra South Florida blev taget af New York Giants som nummer 15, og Giants har gode erfaringer med dygtige defensive ends og lader med dette valg til at fortsætte den gode tradition med en sublim pass rusher. Derrick Morgan, defensive end fra Georgia Tech, røg til Tennessee Titans som nummer 16, hvilket er et rigtig godt valg for dem. Maurkice Pouncey er center fra Florida, og som nummer 18 er han røget til Pittsburgh. Han kan også spille offensive Guard, og han kender wildcat angrebet bedre end nogen anden. Det bliver spændende at se, hvornår han får spilletid, nu hvor Roethlisberger er ude i mindste fire kampe.
Sean Witherspoon er outside linebacker og er røget til Atlanta Falcons, der i nogle år har opgraderet deres angreb og nu tænker forsvar. Kareem Jacksom er cornerback fra Alabama, og som nummer 20 er han taget af Houston Texans. Tight end Jermaine Gresham fra Oklahoma er røget til Cincinnati, og som nummer 22 tog Denver Broncos wide receiver Demaryius Thomas fra Georgia Tech. Han skal udfylde rollen efter Brandon Marshall, som er blevet sendt til Miami. Det var overraskende for de fleste, at Thomas blev den første wide receiver på tavlen, men han minder i statur meget om Marshall, og selvom han var skadet og ikke kunne løbe en 40 yard på Scouting Combine, så har han vist, at han kan udvikle sig til en rigtig stabil receiver. Han er en fremragende ruteløber, men skal naturligvis lære nogle nye af slagsen. Han er også god til at komme op og hente boldene, og Broncos håber også på, at han vil være effektiv, efter bolden er grebet.
Offensive Tackle Brian Baluga fra Iowa røg til Packers, før Cowboys fik wide receiver Dez Bryant fra Oklahoma State forærende i runde 24. Som nummer 25 kom draftens største overraskelse, da Denver tradede op for at tage quarterback Tim Tebow. Tebow er af stort set alle eksperter bedømt som den bedste quarterback nogensinde i collegefodbold, måske endda den bedste spiller. Men de har samtidig stillet store spørgsmål ved, om hans evner vil række til NFL, da han hos Florida spillede en type quarterback, der overhovedet ikke eksisterer i NFL. Men Broncos har kunnet lide den udvikling og det arbejde, han har lagt i træningen siden januar. Og med en Tebow i omklædningsrummet har de sendt et kæmpe signal ud til alle. Ud med problembarnet Marshall. Ind med englebarnet Tebow. Og måske har de for alvor scoret en rå diamant her. Udover en sand leder og et super menneske at have i sit omklædningsrum, så har Denver faktisk fået den bedste fullback i draften, og det skulle undre mig meget, om vi ikke allerede i hans første sæson i Colorado får lov at se ham i flere 3. down situationer og short yardage-plays. Et super spændende pick.
Tennessee Volunteers defensive tackle Dan Williams er røget til Arizona Cardinals, hvor det også vil blive forventet, at han kan levere fra starten. Cornerback Devin McCourty fra Rutgers udfylder en nødvendig plads hos New England patriots, der ellers har været overraskende stille op til draften. Defensive tackle Jared Odrick fra Penn State er røget til Miami, og New York Jets har overraskende taget cornerback Kyle Wilson fra Boise State. Med Darelle Revis og nyindkøbte Antonio Cromartie er de ellers godt besat på den plads, og en running back ville have været et bedre valg som supplement til den aldrende LaDainian Tomlinson. Leon Washington bliver dog nok stadig den running back, der skal slæbe det største læs hos Jets.
Detroits andet pick i første runde gik på running back Jahvid Best fra California. Han er ikke så stor, og han har været gennem en del skader i sin collegetid, men han har alle muligheder for at udvikle sig til en ny Barry Sanders i Detroit, og ham har de ledt efter, siden han trak sig tilbage. Colts har med det næstsidste pick i 1. runde taget outside linebacker Jerry Hughes fra Texas Christian og fortsætter dermed med at fokusere på et ultrahurtigt linebacker korps. Sidst tog New Orleans Saints cornerback Patrick Robinson fra Florida State.
Det mest overraskende ved første runde var altså, at Denver pludselig tradede op for at få Tim Tebow, og at hverken Jimmy Clausen eller Colt McCoy blev taget. I aften venter de næste omgange.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.