At se OL i tv er ligesom at tage på ferie.
De Olympiske lege har rigtigt pæne seertal, og masser af mennesker ved, hvad der sker i Vancouver i disse dage. Men hvad er OL egentlig? Hvordan skal vi betegne disse Lege, der kommer dumpende forbi hvert andet år - enten i varme eller i kulde? Og nærmere: Hvordan skal vi forklare vores kone eller kæreste, hvad i al verden det er, vi sidder og ser på?
OL er som en ferie. De fleste af os lever nogle vanvittigt fortravlede liv, hvor vi styrter rundt fra det ene engagement og arrangement til det næste. Så når vi tager på ferie i to uger til Gran Canaria, så skal det være total afslapning. Vi laver ting, vi aldrig ville gøre hjemme i København, Århus, Odense, Aalborg, eller hvor vi nu kommer fra.
Når vi er på ferie, kaster vi os ned i skjorter, vi håber, ingen nogensinde opdager, vi har haft på. Vi drikker ting, fordi de har en anden farve. Vi spiser retter, fordi de lyder eksotiske. Vi kommer ting i vores hår, i vores ører, på vores hud. Vi opfører os anderledes.
I kort efter vi er kommet hjem fra disse ferier, forsøger vi endda at holde den kørende. "Jeg vil leve sådan her altid!" skriger vi fra tagtoppene. Men når vi for tredje dag i træk er kommet på arbejde i Hawaii-skjorte og med lyserøde fjer i håret, og de andre har grint nok af os, så stopper det igen. Ferien bliver et minde. De pæne eller praktiske sko kommer frem igen. Arbejdsskjorten og det rigtige tøj kommer tilbage på kroppen, men frem for alt lander vi igen i vores velkendte vanvittige tempo.
Det er der ikke noget galt i. Det hedder 'ferie' af en årsag. Vi tager væk fra vores hverdag for at gøre noget andet, og når vi desperat forsøger at holde fast i det, når vi kommer hjem, så er det fordi, vi har valgt den rigtige ferie. Det burde vi glæde os over.
Det er meget ofte smagsindtrykkene, der hiver os tilbage til hverdagen. Når du sidder nede på det smukke afslappende italienske agriturismo og nyder den hjemmelavede økologiske vin på terrassen og har udsigt til både bjerge, floder og måske en dejlig nats romantik, så har du nok aldrig smagt en bedre vin. Og ja, du begår den fejl, at du køber fire flasker med hjem. Og ja, du åbner én allerede den anden aften og sætter dig ned og holder fruen i hånden. Men udsigten er nu den brugtvognsforhandler, det altid har været. Det pisseregner. Og i øvrigt brokker konen sig over sine kolleger på arbejde - eller var det dig selv, du hørte? Den vin smager bare ikke særlig godt mere.
Sådan er OL.
Vi sætter os til at se nogle sportsgrene, vi normalt aldrig ville se. Vi hepper på mennesker og nationer, vi knap nok kan udtale. Og et OL er måske det eneste tidspunkt, du som mand vil høre dig selv sige: "Jeg kommer lige om lidt. Jeg skal lige se resultatet af den her bobslæde-konkurrence."
OL er en ferie. Vi driver ind i en række begivenheder og sportsgrene, vi dårligt kender, og vi suger indtrykkene til os og lader dem fylde vores hverdag i to uger. Hvor mange timer på et normalt år bruger du på at se langrend, isdans eller snowboard i tv? Det kan tælles på en hånd, ikke? Men nu er det OL. Så lad os se det hele. Lad os nyde vores nysgerighed. Lad os bruge hvert et sekund, det er os muligt. For lige om lidt slutter ferien.
