Der har gennem tiderne været et hav af forskellige fodboldspillere, der er blevet kaldt verdens bedste. Ingen har dog haft så stor betydning for sit land som Johan Cryuff (udtales 'Krauf')
Hvad enten det gælder i samfundet som helhed eller på fodboldbanen, så har hollænderne i 36 år søgt som desperate efter den tid, landet for alvor kom på verdenskortet. Dengang en mand ved navn Johan Cruyff personificerede hele udviklingen i tiden. Dengang man både kunne se, høre og føle det perfekte. Heller ikke under sidste EM nåede hollænderne målet, men hvad de ikke ved er, at de aldrig nogen sinde vil nå det
Da Hollands gennem tiderne måske aller største admiral, Martin Harpertzoon Tromthen, i daglig tale kaldt Martin Tromp, i 1600-tallet lagde sig ud med både englændere og spaniere, vidste han nok ikke, at han med sin attitude, sine meninger og frem for alt sin måde at kæmpe på lagde grunden for en hel kultur. Han valgte at gå i krig med englænderne over en regel, der handlede om, at alle skibe skulle hilse på det engelske flag, når de sejlede i farvandene omkring de britiske øer. Og da han efter en lang og hård søkamp mod spanierne pludselig fandt sin modstander uden mere ammunition, indstillede han sine angreb, sejlede op på siden af sin direkte spanske modstander og tilbød ham noget af sin egen. Hvis han skulle vinde, skulle det være på ordentlig manér.
Det er næsten fornærmende let at trække en lige linje fra Martin Tromp op til den nok mest indflydelsesrige hollænder inden for de sidste 100 år, fodboldspilleren, træneren og eksperten, Johan Cruyff. Med sine uimodståelige egenskaber på en fodboldbane, sit frie sind, det lange hår og sine meningers mod blev han indbegrebet af alt det, der manglede i Holland op gennem 60’erne. Johan Cruyff var oprøret, der udeblev. Han gennemførte rene revolutioner på fodboldbanen og ændrede et landshold, der indtil få år før hans debut var rangeret blandt nationer som Hollands inferiøre nabo, Luxembourg, til at blive et af verdens absolut bedste gennem tiderne. Englænderne ynder derfor ikke overraskende at kalde Johan Cruyff for hollændernes John Lennon.
Før Johan Cruyffs tid vurderede man hollandske fodboldlandsholds styrke til at ligge meget lavt. Kun ved enkelte lejligheder var man i stand til at besejre nationer som Belgien, Norge og Danmark. Da man i 1956 på en tilsneet bane i Düsseldorf vandt over Vesttyskland, var der tale om et så vanvittigt resultat, at det i dag ville svare til, at Honduras besejrede Argentina. I 1957 tabte Holland 1-5 til Spanien. Tyrkiet vandt 2-1 i Amsterdam i 1958, og året efter satte vesttyskerne skabet på plads, da de besejrede de orange opkomlinge med hele 7-0. Men i 60’erne ændrede alt sig.
»Holland var det mest bagvendte land i Europa, i særdeleshed hvad angår antallet af kvinder på arbejdsmarkedet, som var det laveste i Europa,« siger Hubert Smeets, politik- og kultur- kommentator for NRC Handelsblad til forfatteren David Winner i hans bog ”Brilliant Orange, The Neurotic Genius of Dutch Football” (Bloomsbury, 2000).
»Så oplevede vi en kulturel, politisk og social revolution med Johan Cruyff som den fremmeste repræsentant, og vi blev et af de mest progressive lande i Europa.«
Det er måske let at sætte én mand i centrum for den rivende udvikling, Holland var i på det tidspunkt. Landets infrastruktur var trods alt på dette tidspunkt kommet på plads efter krigen, den komplekse hollandske velfærdsstat var ved at komme godt op i omdrejninger, og økonomien begyndte at se rigtig pæn ud. Men Johan Cruyff satte et ansigt på alle de følelser, man savnede.
Hans spil, hans styring, hans provokerende udfald og autoritets-angribende gerninger skabte nærmest en hær af tilhængere og ikke kun blandt de normale fodboldglade hollandske mænd. Hendrik Johannes Cruyff blev simpelthen symbolet på fremtiden - en fremtid man i Holland har jagtet intenst, lige siden han som 17-årig fik debut hos Ajax Amsterdam den 15. november 1964 i en udebanekamp mod Groningen.
To måneder efter fik Ajax Amsterdam ny træner. Han hed Rinus Michels, og hans første job var at redde Ajax fra nedrykning. Sjaak Swart, der var én af de store spillere på holdet dengang, vil nok aldrig glemme Rinus Michels første kamp som træner, for i en knusende sejr på 9-3 over Maastricht scorede Swart hele fem mål. Rinus Michels virkede nærmest som en besat mand, der for alt i verden ville vinde, men som ikke havde en helt præcis plan til at gøre det. Michels var forelsket i idéen om fodbold med angreb på angreb på angreb. Og med en angrebslinje, der inkluderede Piet Keizer, Johan Cruyff, Sjaak Swart og Henk Grot var det næsten umuligt for Ajax ikke at lave mål. Men selvom han havde gode spillere i sin stab, var det ikke nok for Michels. Tingene skulle gå op i en højere enhed - også uden for banen.
Michels gik til klubbens ledelse og bad dem garantere spillernes lønninger. Op til dette tidspunkt havde alle stjernespillerne haft jobs ved siden af fodbolden. Cruyff var altmuligmand i trykkeriet hos Sport World og solgte også bladene på gaden. Piet Keizer var tobakshandler. Sjaak Swart havde en lille butik. Nu kunne spillerne træne om dagen og holde fri om aftenen. Som Michels sagde:
»Jeg kan godt lide denne her måde. Drengene ved, de er nødt til at gøre deres bedste, fordi ellers er de nødt til at vende tilbage til deres forfærdelige arbejde.«
På banen overtog den unge Cruyff mere og mere styringen. Han lyste simpelthen op på banen, og de instrumenter, Rinus Michels gav spillerne (hårdere træning, faste lønninger og viljen til altid at gå efter sejren), var flammer på den unge Cruyffs bål. Unge Amsterdam-borgere spejlede sig i ham – også udenfor banen.
Karel Gabler, en tidligere ungdomstræner, der voksede op i Amsterdam, ser simpelthen Johan Cruyff som model for hele sin generation.
»Han talte med den logik, hele vores generation havde. Han indså, han kunne tjene penge, men også at hans karriere kunne slutte brat. Han vidste, han havde en masse talent, som folk gerne ville betale for, og han kunne lide at sige sin mening,« siger Karel Gabler til David Winner i et interview til ”Brilliant Orange”.
Johan Cruyff har selv udtalt, at når hans karriere sluttede, så kunne han ikke gå ind til en bager og sige: ’Jeg er Johan Cruyff, giv mig noget brød’. Derfor insisterede han også på at skaffe sig alle de rettigheder, der tilkom ham og de øvrige spillere, mens han stadig var aktiv.
Som sin landsmand fra 1600-tallet, Martin Tromp, gjorde på havet, så satte den unge fodboldspiller sig op mod alt, hvad han fandt uretfærdigt. For eksempel insisterede han på at få betaling for at spille landskampe. Da han opdagede, at det hollandske fodbold forbund, KNVB, gav alle officials forsikring på ture til udlandet, forlangte han, at det også kom til at gælde for spillerne. Da han blev vist ud i en kamp mod Tjekkoslovakiet, gav KNVB ham karantæne i et antal Ajax- kampe. Også det kæmpede han indædt imod med det argument, at det var i Ajax, han tjente sine penge. Som Karel Gabler siger:
»Cruyff rodede sig ind i alle mulige slags konflikter, fordi han begyndte at stille det spørgsmål, som hele vores generation stillede: ’Hvorfor er tingene organiseret sådan?’«
På fodboldbanen kom det helt store gennembrud på et tåget olympisk stadion i Amsterdam den 7. december 1966, da Bill Shankly’s mægtige Liverpool kom på besøg i første kamp af anden runde i Europa Cup’en. Englænderne var friske verdensmestre og havde aldrig hørt om Ajax. Efter 15 minutter førte Ajax 3-0, og publikum kunne ikke tro deres egne øjne. Kampen endte 5-1 til hollænderne, og en slukøret Bill Shankly forsøgte efter kampen at holde modet oppe ved at fortælle
den forundrede presse, at hjemme i Liverpool ville de vinde 7-0 over Ajax. Men på Anfield i Liverpool scorede Cruyff to mål, og med resultatet 2-2 gik Ajax videre. Stille og roligt spillede hollænderne bolden rundt, mens en ung Cruyff hele tiden dirigerede spillere frem og tilbage i nogle mønstre, som ingen englænder nogen sinde tidligere havde set. Det var begyndelsen til totalfodbold.
Gennem de næste par år udviklede hele holdet under Michels (og i den grad Cruyff) sig til et af Europas aller bedste fodboldhold. De vandt Europa Cup’en i 1971, 1972 og 1973 men den måske vigtigste lektie af alle blev godt og grundig lært: Det er bydende nødvendigt, at der er et hierarki på banen, og det skal ledes af den mest kreative spiller. Det blev det i mange år hos Ajax og på det hollandske landshold af Johan Cruyff, men siden er det kun sket ved et yderligere tilfælde, nemlig i 1988, da Europas måske bedste angriber nogensinde, Marco van Basten, forstod og accepterede, at han var Hollands i særklasse bedste spiller og ledte holdet frem til EM-guldet, dog med en god portion held med i fodboldtasken.
Rinus Michels var træner for det hollandske landshold, da de i 1974 for første gang i 36 år kvalificerede sig til slutrunden (I 1938 såvel som fire år tidligere var Holland inviteret med men blev slået ud i første runde ved begge lejligheder). Slutrunden var i Vesttyskland, og totalfodbold havde indtaget hele nationen. Når hollænderne havde bolden, angreb alle mand, og når modstanderne var i boldbesiddelse, forsvarede alle spillere. Cruyff løb og dirigerede spillere ind i de opståede huller og lagde sit imponerende puslespil så tæt og fint, at det var så godt som umuligt at stille noget op. Holland spillede i 1974 det bedste og flotteste fodbold, verden nogensinde har set.
I turneringen i Vesttyskland spillede hollænderne sig op på et historisk højt niveau. At svenskerne klarede 0-0 i den indledende runde er den dag i dag stadig et mirakel. Alle hold blev besejret sikkert og uden blinken. Der var tale om reel klasseforskel. Men Holland vandt ikke VM i 1974. Faktisk står datoen den 7. juli som en national sørgedag, måske fordi man har indset, at det aldrig har været tættere på.
Holland har jagtet den dag lige siden - på alle mulige og umulige niveauer. Da Holland fire år senere igen kom i finalen, denne gang mod den anden hjemmebanenation i træk, nemlig Argentina, var alle klar over, at det var mindst lige så meget held som forstand. Uden Cruyff på holdet, spillede hollænderne en helt anden slags fodbold, og samtlige spillere var overbevist om, at de aldrig ville vinde den fodboldkamp på Estadio Monumental i Buenos Aires. Militærdiktaturet havde krævet for mange ofre til, at folk ville tillade et nederlag. Selv efter den forlængede spilletid og 1-3 nederlaget var det næsten umuligt for hollænderne at forlade stadion. Tilskuerne flokkedes tæt om spillerbussen og kastede både sten og slog med kæppe, og flere af spillerne frygtede reelt for deres liv. Nej, 1978 var ikke så tæt på som det olympiske stadion i München fire år tidligere.
Hollænderne har jagtet den følelse i 36 år. Holdet. Manden. Spillet. Det perfekte. For selvom Holland spillede bukserne af vesttyskerne i begyndelsen af finalen og kom foran 1-0 allerede i det 2. minut, så udviklede kampen sig til den lidelse, hele Holland selv den dag i dag kan sørge over. Hollænderne giver bolden op, spiller den let og glidende frem og tilbage mellem spillerne, indtil den 14. aflevering lander hos mesteren selv. Cruyff tager et lynhurtigt ryk, dribler ind i feltet og fældes klodset af Uli Hoeness. Straffe. Der er gået 74 sekunder. Johan Neeskens brager den ind lige midt i målet, mens Sepp Maier har lagt sig til den ene side.
Herefter er der tale om ren legestue. Som mod alle de andre modstandere gennem turneringen. Holland er bare en klasse bedre. Men i finalen bliver de arrogante. De ’glemmer’ at score det afgørende andet mål, og deres spil frem og tilbage, deres legen med tyskerne, gør hjemmeholdet mere og mere arrige. Og så sker katastrofen. Efter 25 minutters spil får vesttyskerne straffe. Paul Breitner scorer. Og i hollændernes ansigter står det allerede skrevet, at de ikke kan vende denne kamp. At super-topscoreren Gerd Müller allerede i 1. halvleg afgør kampen til vesttyskernes fordel er ingen overraskelse. Man leger ikke med tyskerne. Og selv et massivt pres fra hollændernes side i 2. halvleg er ikke nok. Vesttyskland er mestre.
Selv i dag forstår Uli Hoeness ikke, hvad der skete. Til David Winner siger han, at Holland var langt det bedste hold. Og det er hævnen for denne 7. juli 1974, en hel nation søger.
Tyskerne er blevet besejret siden. Men hollænderne søger stadig. Med desperate blikke i øjnene leder de efter den situation, de stod i for 36 år siden. Og når Robin van Persie, Arjen Robben, Rafael van der Vaart og alle de andre den 14. juni klokken 13.30 løber på banen i Johannesburg til kampen mod Danmark er en hel nation tunet ind. Hævn! Det vil stå skrevet i deres øjne.
Men hollænderne får ikke hævn. Og de får den aldrig. For selvom de vinder over Danmark, og selvom de når videre fra gruppespillet, og selvom de vandt EM i 1988, så får de aldrig den tid tilbage. De får aldrig Totalfodbold tilbage. De får aldrig den vigtigste mand i Holland gennem de sidste 100 år tilbage på banen. Hollænderne er dømt til i al evighed at søge efter det perfekte. At det så i årevis har været til glæde for alle, der godt kan lide at se god fodbold, må de orange tage til takke med.
