søndag den 7. marts 2010

Uskrevne regler for mænd


Prince Fielder er blevet genstand for megen snak i USA.






For seks måneder siden spillede Milwaukee Brewers imod San Francisco Giants i den amerikanske baseball-turnering MLB. Prince Fielder lavede en såkaldt home run i 12. inning og vandt kampen. Han og hans holdkammerater lavede en jubelscene, hvor de øvrige spillere stillede op ved home plate, og da Fielder kom løbende ind og scorede sit point, væltede alle de andre spillere som kegler i bowling. Ganske underholdende.

Nu er det sådan, at det ikke er specielt velset at vise overdreven jubel, når du har lavet en home run i baseball. Det er en af de uskrevne regler. Og det er helt i orden. Alle har uskrevne regler, så det er der ikke noget odiøst i.

Torsdag 4. marts spillede de to hold så imod hinanden igen i en spring training-kamp, altså en træningskamp, før sæsonen går rigtigt i gang. Kort inde i kampen kaster Barry Zito bolden hårdt lige på kropen af Prince Fielder, og han ryger i jorden. Vi forstår det godt. Det er lidt langt ude og ret tosset, men vi forstå det. Baseball har sin helt egen kultur i USA. Det samme har fodbold i Europa. Eller håndbold. Eller motorsport. Der er endda uskrevne regler for mænd.

Hvis kvinder skulle analysere mænds uskrevne regler, ville de synes, vi var åndssvage. De ville i hvert fald ikke virke logiske på dem. For eksempel ved alle mænd, at hvis to mænd går i biografen sammen, og der er den mindste mulighed for det, så sidder man med et tomt sæde imellem sig. Buffer-sædet. Det er praktisk, fordi du kan lægge dit overtøj eller stille dine popcorn der, men det er mere, så vi ikke kommer til at røre hinanden. Vi vil bare ikke risikere den der arm- eller håndsberøring; eller endu værre: knæene. Det er bare en uskreven regel for mænd.

Hvis du går ud og spiser med en pige eller en anden mand, så går du ikke på toilettet, lige før regningen kommer. Så virker du som en nærigpind, der søger at undgå at skulle betale. Det er bare en uskreven regel for mænd.

Vi taler heller ikke sammen på toiletterne. Vi kan nikke høfligt til én - ved håndvasken! Men aldrig når du står med sjoveren i hånden. Aldrig!

I USA er det ved at blive en trend, at du i en bar aldrig bestiller en drink, hvor en blender er påkrævet. Aldrig. Det er noget, tøser gør. De har ingen forståelse for, hvor hårdt bartendere arbejder. Hvis en mand bestiller en blendet drink, så smadrer du totalt bartenderens momentum på en travl aften. Så i USA bør du aldrig bestille en drink i en bar, hvor en blender er påkrævet. Eller en paraply. I Danmark kan det godt være lidt anderledes. Der koster en drink omkring 60-70 kroner, og når du alligevel har pantsat bilen for at få råd til at gå i byen, så vil du fandme også have noget for pengene. Men i USA? Aldrig!

Se bare på film som "Godfather". Der er også uskrevne regler for mændene. Du kan godt kvæle din svoger i en bil eller skyde din egen bror i en båd, men du handler simpelthen ikke med narkotika. Det er bare forbudt!

Sådan er det altså også i sporten. Og det stammer fra dengang, der var så mange forskellige ledelses-lag, at det nærmest var umuligt at finde ud af, hvem der var din chef. Systemet krævede en masse uskrevne regler.

I dag har en masse sportsgrene taget disse uskrevne regler og puttet dem ind i regelbøgerne. I dag må du for eksempel ikke håne en anden spiller i NFL (National Football League). Så får du en straf. Hvis du jubler for meget efter en scoring, får du en straf. I college football er de endda gået så langt, at de fra næste år med al sandsynlig vil indføre den regel, at straffen for at håne en modstander bliver lagt på spillet med det samme og ikke først det næste spil. Med andre ord: Er du blevet snydt hele dagen af en defensiv spiller, og du endelig griber bolden, og løber forbi ham og scorer, så gælder scoringen ikke, hvis du peger på ham eller siger noget til ham bagefter - eller jubler for meget. Det er kun et spørgsmål om tid, før de samme tåbelige regler bliver indført i NFL, der med fulde lever op til sin navn som No Fun League.

Men hvis Zitos pitch mod Fielder var hævn for jublen efter scoringen 6. september, så er det for svagt. Okay, det er måske lidt voldsomt at lave en direkte koreograferet scene, når du har scoret, men kom nu videre, venner.

Det er lidt ligesom i golf. Hvis Thomas Bjørn laver et put og vinder turneringen på 18. hul, så kan han knytte næven og trykke sin modstander i hånden, men han svinger ikke højrebenet over sin putter og rider den som en hest og råber: "YIIIII-HAAAAAAAAH!" Han hiver ikke en kuglepen frem fra sin sok og begynder at skrive autografer. Men er det ikke okay at være glad?

Måske burde Zito i stedet kaste den bold ind i krydderen på sig selv. For var det ikke hans dårlige pitch, der gjorde, at Fielder kunne afgøre kampen i september? Er det ikke den dårlige opdækning, der gør, at en spiller kommer forbi en anden? Er det ikke ofte forsvarets fejl, når en hold scorer i fodbold? Hvorfor må et hold ikke juble sjovt. Og hvorfor er det i nogle sportsgrene en skreven og i andre sportsgrene en uskreven regel?

Det er meget lettere for mænd. Reglerne er simple for mænd. De er klare, de er logiske, og de er ufravigelige. For eksempel forstår dine kammerater altid din undskyldning for ikke at se kampen sammen med dem, hvir du bruger tre simple ord: "Kan ikke. Travlt." Du gør heller aldrig en mand, du ikke kender, opmærksom på, at hans lynlås er åben. Det er hans problem, ikke dit.

Det kan være vanskeligt at leve efter de uskrevne regler. Men som sagt: Lær dem!

- Det er for eksempel okay at huske en anden mands fødselsdag. Men det er strengt forbudt at gå ud og købe ham et kort og få alle de andre til at skrive under. Holder overhovedet ikke.

- Det betyder intet, hvad den samlede modverden OG din kæreste siger, lyserøde t-shirts er bare ikke i orden.

- Hvis du nikker en enkelt gang, svarer det til omkring fem minutters dyb samtale. En high five viser, at virkelig værdsætter din kammerat, uden at du er nødt til at fortælle ham, hvad du føler - hvilket i øvrigt ville få jer begge til at føle voldsomt ubehag.

- Går du ind på et offentligt toilet med flere en to kummer, så vælger du aldrig kummen lige ved siden af en anden mand. Du lader altid en kumme være tom imellem jer.

- Står du på et offentligt toilet og tisser, så er det 'eyes front', makker. Du kan til nød kigge opad eller nedad, men du holder dem i retning lige frem. Og du lukker aldrig øjnene.

- Du går aldrig efter din kammerats søster. Ser hun godt ud? Too bad! Hun er off-limits. Det samme er hans mor og eks-kæreste. Kusiner er til gengæld okay.

- Hvis du er oppe og slås, går du aldrig efter din modstanders testikler. Kan du ikke vinde uden, så skulle du nok ikke have deltaget i den slåskamp.

- Ser du din kammerat være sammen med en anden pige end hans kæreste, kan du vælge at blande dig én gang. Vælger han at fortsætte, har du aldrig hørt eller set noget.

- Hvis flere end to mænd kører i en bil, så gælder følgende regel: Har du vundet 'shotgun'-retten (sidder du ved siden af køreren?), så ryger du med det samme om bag i, hvis du ikke inden for tre sekunder skifter radiostation, når de spiller en Britney Spears-sang.

- Når du kommer ind i et lokale, hvor mænd sidder og ser sport, er det okay at spørge dem, hvad stillingen er, men ikke hvem der spiller.

Listen er meget lang, og vi kan blive ved, men I forstår. Spørgsmålet er så, om det er noget, I kan leve efter. Eller om det er noget, pigerne kan lære at forstå. Som Manny siger til sin kone i "Ice Age 3", da hun foreslår ham at tale med Diego, der ser lidt slukøret ud:

"Guys don't talk to guys about guy problems. They just... punch each other on the shoulder."

"That's stupid."

"To a girl... To a guy that's like six months of therapy!"