Michael Laudrup scorer et meget mindeværdigt mål i kampen mod Uruguay.
Da Danmark slog Vesttyskland 2-0 ved VM i Mexico i 1986 og dermed vandt deres gruppe, blev VM-debutanterne pludselig regnet for at være eksperternes bedste bud på en finalist fra Europa.
Vejen til Danmarks første deltagelse ved VM var lang og hård, og sjovt nok blev de første sten lagt i den aller første kamp i kvalifikationen – en kamp, Danmark slet ikke selv spillede med i. Da Irland besejrede Sovjetunionen 1-0 i Dublin den 12- september, 1984, havde gruppens største favoritter allerede tabt point.
To hold fra hver gruppe på fem ville være direkte kvalificerede, og udover Irland og Sovjetunionen skulle danskerne møde Norge og Schweiz. Men nu havde Sovjetunionen vist, at de kunne besejres. Rent praktisk var det ikke så godt, idet én af Danmarks rivaler til 2.-pladsen nu havde fået point, men mentalt var det en vigtig besked, der skulle betyde meget for danskerne.
Danskerne selv kom godt fra start i gruppen ved at besejre Norge 1-0 hjemme, og da Norge spillede uafgjort mod Sovjetunionen i Oslo, begyndte det at se meget lyst ud for danskerne. De kom dog hurtigt ned på jorden igen, da de tabte 1-0 til Schweiz i Bern. Nu ventede Irland hjemme.
I en fantastisk kamp for den lille fodboldnation på kun lige over fem millioner mennesker lykkedes det landsholdet at besejre irerne 3-0, og det gav en bunke nødvendig selvtillid før mødet med Sovjetunionen i Idrætsparken på selveste Grundlovsdag i 1985. I en fuldstændig uforglemmelig kamp scorede Preben Elkjær to mål og den unge Michael Laudrup endnu to, og Danmark vandt kampen 4-2 imod storfavoritterne.
Et 1-0 nederlag i Moskva blev fulgt op af 1-1 hjemme mod Schweiz, og det satte holdet i en helt særlig situation før den sidste gruppekamp ude imod Irland. Heldigvis havde de slået Norge 5-1 i Oslo og var derved sikre på deres første kvalifikation, men en sejr i Dublin ville sende dem til Mexico som vindere af kvalifikationsgruppe 6.
Især en spiller på det danske hold vil aldrig glemme denne kamp. Holdet havde brug for stærke Søren Lerby til kampen, men hans klubhold Bayern München råbte også på ham, fordi de havde en vigtig pokalkamp imod Bochum samme dag. Da han insisterede på at spille for landsholdet men samtidig havde fuld forståelse for, hvem der betalte hans løn, fandt han en utraditionel løsning.
Da John Sivebæk med sit eneste mål i A-landsholdstrøjen efter 57 minutter af kampen i Dublin havde gjort det til 3-1, lod Lerby sig udskifte. Han forlod med det samme Landsdowne Road og tog til lufthavnen, hvor Bayern München havde stillet deres privatfly til rådighed for ham for at flyve ham tilbage til Tyskland.
Danmark vandt kampen 4-1 og sikrede sig 1.-pladsen i gruppen, mens Lerby ankom til Olympiastadion tids nok til at spille 2. halvleg for sit klubhold. Han hjalp dem med at sikre uafgjort 1-1, og Søren Lerby er dermed den eneste spiller, der nogensinde har spillet for sit land og sin klub på to forskellige lande på samme dag.
Siden Danmarks tyske træner Sepp Piontek havde taget over i 1979, havde tingene ændret sig dramatisk for det danske fodboldlandshold. Spillerne ville simpelthen vinde. Det var ikke længere nok at tabe men have scoret et flot mål. De fleste af spillerne på landsholdet boede og spillede (eller havde gjort det) i Holland, og det var ikke overraskende, at den danske spillestil mindede om den, hollænderne havde begejstret verden med i 70’erne.
Kun meget få af de danske spillere repræsenterede danske klubber. Så da eksperterne gættede på, at danskerne ville ryge hurtigt ud i Mexico, var der mange af deres modstandere, der følte, at de vidste bedre. De kendte mange af de danske spillere fra møder med dem i topklubberne i Europa.
Den første kamp imod Skotland var nok Danmarks mest nervøse kamp. Men efter de første VM-nerver var blevet rystet af, begyndte danskerne at spille rigtig godt, og skotterne havde ikke meget at byde ind med. Kun Gordon Strachan fortjente med sin indsats at skaffe skotterne et godt resultat, mens danskerne begyndte at producere den ene chance efter den anden. Især Preben Elkjær og vidunderdrengen Michael Laudrup udgjorde store trusler for skotterne, og i 57. minut scorede Preben Elkjær på et hårdt fladt skud i målmand Jim Leighton’s lange hjørne. Danmark havde vundet sin første VM-kamp, og de havde gjort det i en stil, der efterlod tvivlerne godt røde om ørerne.
Men hvis Skotland-kampen havde efterladt tvivlerne på Danmark en anelse skamfulde, så skulle kampen mod de tidligere dobbelte verdensmestre Uruguay få de sidste tvivlere overbevist. I en helt enestående kamp lavede Danmark nærmest opvisning i angrebsfodbold, da de ydmygede de regerende Copa América-mestre med hele 6-1. Preben Elkjær scorede tre, og Laudrup scorede et af de mest elegante mål nogensinde. Nu begyndte alle at skæve til danskerne, før den kamp, de vidste ville blive den ultimative test, hvis de skulle tages alvorligt i det videre forløb.
Vesttyskerne havde spillet uafgjort 1-1 mod Uruguay og slået skotterne 2-1, hvilket faktisk betød, at både Danmark og Tyskland var klar til næste runde. Vinderne af Danmarks Gruppe E skulle spille mod nummer to i Gruppe D, mens nummer to i Danmarks gruppe skulle møde vinderne af Gruppe F. Før turneringens start ville valget nok have været vanskeligt, men Gruppe F var spillet færdig to dage før, og her var Marokko endt som vindere foran England, mens Spanien var endt på 2.-pladsen i Gruppe D efter Brasilien.
Med andre ord: Hvis Danmark vandt eller spillede uafgjort mod tyskerne, skulle de møde Spanien, og tyskerne ville få æren af Marokko i ottendedelsfinalerne. Hvis Danmark tabte, hed modstanderen Marokko. Men danskerne kunne ikke stoppes. Nu ville de vinde, og de ville vinde med stil. Vesttyskland producerede masser af chancer, og det lod ikke til, at de spillede på at tabe. Danskerne var simpelthen bare bedre på dagen, og de vandt over Vesttyskland med 2-0 på mål af Jesper Olsen og John Eriksen. Til gengæld blev dynamoen Frank Arnesen udvist i 88. minut efter en dum tackling på Lothar Matthäus.
Danmark havde vundet puljen, og især den overbevisende sejr over de tidligere dobbelte verdensmestre gav genlyd blandt eksperterne. Intet andet europæisk land havde vist deres potentiale. England var blevet nummer to i deres pulje efter Marokko. Italien var blevet nummer to efter Argentina. Spanien var blevet nummer to efter Brasilien, og Belgien var endt som nummer 3 efter både Paraguay og Mexico. Eksperterne begyndte at stille spørgsmålet: Var Danmark den bedste mulighed at få VM-pokalen med hjem til Europa? Var disse debutanter det bedste europæiske hold? Kunne de gå hele vejen i finalen?
Måden hvorpå de havde besejret Skotland, Uruguay og Vesttyskland antydede, at de kunne. Næste test ville blive Spanien i ottendedelsfinalen. Og 1. halvleg gav en god indikation. Tilsyneladende var danskerne virkelig så gode, som gruppespillet havde antydet. Klaus Berggren blev fældet i straffesparksfeltet, og Jesper Olsen sendte bolden køligt ind bag Andoni Zubizarreta i det spanske mål. Ude på banen dominerede danskerne og kontrollerede spillet fuldstændigt. Lige indtil to minutter før halvleg.
Jesper Olsen forsøgte at spille bolden ind i målmand Lars Høgh og så ikke Emilio Butragueño komme løbende og stjæle bolden foran mål. Han udlignede let og sikkert, så Spanien kunne gå til pause i medvind. Danmark havde for første gang i turneringen vist svaghedstegn.
I 2. halvleg kunne Danmark virkelig have brugt Frank Arnesen, der var blevet vist ud mod Vesttyskland. Butragueño scorede tre mål mere, og Andoni Goikoetxea lavede et enkelt, da Spanien fuldstændigt ydmygede de uerfarne danskere. Til slut var det Vesttyskland, der viste sig at være det bedste hold fra Europa, da de tabte 3-2 til Argentina i en mindeværdig finale, men i et meget langt og meget mindeværdigt øjeblik var Danmark på alles læber i Mexico.
