lørdag den 24. april 2010

Clausen faldt helt til 48!


Jimmy Clausen er indtil videre draftens helt store historie. Den indledende snak gik på, om han kunne vippe Sam Bradford af pinden og blive valgt som nummer 1, men han måtte vente til nummer 48.









Det blev en overraskende lang ventetid for Notre Dame quarterback Jimmy Clausen i årets college draft. Den unge superstjerne, der gennem hele sin tid i college har spillet i et pro-style offense og derfor af mange eksperter blev anset for at være den af årets quarterbacks i draften, der var mest klar til at gå direkte ind og spille på et NFL-hold, blev holdt hen i al for lang tid.

Men med pick nummer 48 - og deres første i årets draft - var Carolina Panthers på pletten. Og med al sandsynlighed havde de nærmet sig pick nummer 48 med større og større smil på læberne. Hvis nogen havde fortalt dem, at de - uden at være nødt til at handle sig højere op - ville kunne læne sig tilbage og vælge Jimmy Clausen, er der ikke mange chancer for, at de ville have troet på det.

Mel Kiper Jnr, der af mange anses for at være draft guruen over dem alle, havde endda bedømt Jimmy Clausen til at være bedre end Sam Bradford, og derfor var det en meget overraskende udvikling.

Det skal nævnes, at der kun er omkring en håndfuld hold, der i dette års draft direkte er på jagt efter en quarterback. Buffalo er anset for at være et af holdene, og med pick nummer 9 lå det meget godt til Jimmy Clausen, hvis da ikke han endda kunne komme forbi Bradford. Men da St. Louis tog Bradford, og Buffalo ikke kunne lade være med at tage running back C.J. Spiller, så begyndte folk at kigge nedad i rækkerne. Hvad ville Seattle gøre? Hvad ville Cleveland? Hvad med Kansas City?

Tja, Seattle tog offensive tackle Russell Okung som nummer seks, men da de havde handlet sig op med Denver, havde de også pick nummer 14. Her havde de fleste regnet med, at Seattles nye træner, Pete Carroll, ville have taget safety Taylor Mays, som han kendte så godt fra USC, og som han endda selv havde rekrutteret fra Seattle. Den lå lige til højrebenet, om man så må sige. Men da Earl Thomas endnu ikke var taget, og han var bedømt til at være den næstbedste safety i draften efter Eric Berry, der var taget som nummer tre af Tampa Bay, så gik det ud over Mays - og Jimmy Clausen. Cleveland havde allerede før draften sendt deres to quarterbacks ud af byen. Brady Quinn er røget til Denver, og Derek Anderson er nu i Arizona. Til gengæld har Browns hevet Jake Delhomme ind fra Carolina og Seneca Wallace ind fra Seattle. Og det lå nok lidt i luften, at de havde mere brug for en type som Colt McCoy fra Texas Longhorns end en Jimmy Clausen. Kansas City var også et bud, fordi deres nye offensive koordinator, Charlie Weis, var Clausens head coach hos Notre Dame. Men Weis havde ikke det sidste ord i den sag, og igen blev quarterbacken forbigået. Derfor blev Clausen hængende i hele første runde. Han kunne se sin startløn blive mindre og mindre, samtidig med at han selv blev mere og mere arrig.

Endelig blev det så Carolinas tur, og det er nok ikke så skidt for Clausen, at han er landet der. Jaja, hans første kontrakt bliver ikke så stor. Men det må han jo så sørge for, at den næste bliver. McCoy røg til slut til Cleveland i 3. runde som pick nummer 85, men Clausen har alle muligheder for at tage Carolina med storm. Vinder han startjobbet over Matt Moore, så ligger alle muligheder åbne. Han har en af ligaens måske bedste wide receivers i Steve Smith, og oven i købet har han nu noget ekstra at bevise. Det vil han med al sandsynlighed gøre hos Panthers.