søndag den 25. april 2010

Sådan var draften


At Tim Tebow blev taget af Denver Broncos i 1. runde var ikke den eneste overraskelse i årets draft.









Årets draft udviklede sig til noget, det ikke har været før. Fordelt ud på tre dage, var 1. runde nu lagt om torsdagen for sig selv, og det viste sig at være en rigtig god idé. Dallas Mavericks ejer Mark Cuban var ude og brokke sig over det, men på den anden side, den torsk brokker sig jo over alt. Han hævdede, at NFL var arrogant, fordi draften nu gik ind og kæmpede i endnu en dag om seerne til basketball. Et eller andet sted kunne NFL jo bare være kold og sige til ham: "Ja, selv når vi lægger det mest statiske football overfor jeres finalekampe, så slår vi jer." Men det ved han nok godt. Der er intet, der slår football på tv i USA. Tilsyneladende heller ikke valget af nye spillere til holdene.

Selve draften bød på et par pæne overraskelser. De første ni spillere vakte ikke den helt store overraskelse - udover at kun en enkelt af de store quarterbacks blev taget. Sam Bradford røg til St. Louis i 1. runde, og det bliver fantastisk at følge ham. Der er alle muligheder for, at han måske allerede kommer til at starte inde i sit første år i klubben.

Detroit har i den grad skudt papegøjen ved at erhverve sig Ndamukong Sue fra Nebraska. Han er et beast, og han vil med sikkerhed få betydning for holdet allerede fra første dag. Men at defensive end Tyson Alualu fra Cal blev taget af Jacksonville allerede som nummer 10 er lidt af et mysterium. Mange hævder, at de ville kunne have fået ham billigere ved at handle ned i draften og måske endda vinde 2. runde pick tilbage, som de grundet en anden handel havde mistet.

Kigger vi på den samlede draft oversigt, er der også nogle ting, der skiller sig ud. Den meget offensivt orienterede Josh McDaniels, der er head coach for Denver Broncos, draftede til hjertet fra første dag. Ikke alene fik han fat på wide receiver Demariyus Thomas med sit 1. pick (som erstatning for den afgåede Brandon Marshall, der nu er i Miami). Han valgte også at gå efter Tim Tebow, som Josh McDaniels fuldstændigt forelskede sig i, da han i mandags besøgte den unge mand i Gainesville og tilbragte ikke mindre end syv timer i selskab med ham. Der er ingen tvivl om, hvad McDaniels er i gang med. Han har skilt sig af med quarterback Jay Cutler, der var en selvisk kværulant. Han har skilt sig at med Brandon Marshall, der også var en kilde til masser af ballade både uden for banen og i træningen. Han vil simpelthen have et rent omklædningsrum, hvor der ikke er nogle divaer, og hvor stemningen er god. De første skridt i den retning er taget med de to picks.

Denvers første fem picks var angrebsspillere, og det siger både noget om træneren og de behov, han har bedømt til at være holdets største. Men om hans valg af Tim Tebow har været godt er stadig ikke let at svare på. Tim Tebow er quarterback'en, der har bragt de fleste meninger frem hos eksperterne. Ingen betvivler hans suverænitet som quarterback i college, og mange af dem er endda villige til at kalde ham den bedste collegespiller nogensinde. Til gengæld har rigtigt mange været i tvivl om, hvorvidt han vil kunne spille i NFL på grund af den meget anderledes spillestil. At han så bliver valgt i første runde er en kæmpe beslutning fra Josh McDaniels side. Det er nok ikke forkert at sige, at han har kastet hele sin karriere som head coach i Denver ind på det valg. Det bliver fantastisk at følge Broncos i de kommende år.

Der skulle gå langt tid, før en af forhåndsfavoritterne, quarterback Jimmy Clausen fra Notre Dame, blev valgt. Med pick nummer 48 tog Carolina Panthers ham, og det giver mening, da de havde skilt sig af med Jake Delhomme (der nu er i Cleveland). Men Carolina overraskede ved også som tredje pick at tage en quarterback, nemlig Armanti Edwards fra Appalachian State. Edwards var helt fantastisk for sin skole, men han kan måske se frem til at skulle spille den efterhånden så berømte wild cat-formation. Måske er det endda en fremtid som wide receiver, der venter ham hos Panthers.

Det helt uforståelige er, hvorfor John Fox og hans Panthers senere valgte at tilføje en tredje quarterback i Tony Pike, der spillede fremragende for University of Cincinnati sidste år. Med Clausen, Edwards og Pike som nye quarterbacks på holdet, kunne det måske være fornuftigt, hvis Matt Moore kiggede sig om efter en anden arbejdsgiver. Det lader ikke til, at der er megen tiltro til ham hos Panthers.

Igen bør man nok også lægge mærke til Patriots. Normalt plejer holdet at have sikret fremtiden allerede før draften, men i år gik de ind i draften med mange større behov. Og uden at imponere eller lave for mange krusninger i vandoverfladen fik de dækket samtlige de behov, der havde - plus mange flere. Hvis AFC East i år ikke bliver en monster-division, så er der et eller andet galt. Miami har opgraderet ganske flot. New York Jets er blevet endnu stærkere end sidste år, hvor de blev slået ud i AFC-finalen, og Patriots er som sagt igen rettet ind på en kamp om divisionstitlen. Buffalo vil stadig få det svært, men den nye head coach Chan Gailey skal 'spilles på plads'.

Vi glæder os allerede til de første mini camps, derefter training camps, preseason og så den rigtige sæson. Det bliver endnu et monster år i NFL.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.