Da Italien slog Brasilien ud

Paolo Rossi måtte grueligt meget igennem for at nå til VM i 1982. Ingen havde regnet med, at han skulle blive den mest afgørende faktor i et VM nogensinde - måske næst efter Maradona fire år senere.










I en kamp, der er gået over i historien som en af de bedste VM-kampe nogensinde, viste Italien for første gang i turneringen i 1982, at de var kommet for at spille bold, og samtidig slog de det hold ud, der er blevet kaldt ”det bedste hold, der aldrig vandt VM”.

Brasilien går aldrig ind i et VM uden at spille for at vinde. Måske er det årsagen til, at de har spillet syv finaler og vundet de fem af dem. I 1982 ankom de til Spanien med et hold, der på papiret var så fantastisk, at det faktisk virkede skræmmende.

Modsat deres hold fra 1974 og 1978, hvor det havde handlet om at sparke modstanderne ned og være så fysiske som muligt, så spillede dette hold noget af det smukkeste og mest indbydende fodbold, deres mange fans og tilskuerne overhovedet kunne drømme om. Men med jævne mellemrum fik de også et lille glimt af holdets problemer med at holde fokus bagerst i rækkerne og at koncentrere sig.

Mod Sovjetunionen lavede målmand Waldir Peres et kæmpedrop, da han i 34. minut ikke kunne holde Bals skud fra 30 meter. Den ramte ham på benet, før han fumlede den ind i sit eget mål. Men da anfører Sócrates, der var uddannet læge, i 75. minut hamrede udligningen ind på et bragende langskud, brød Rámon Sánchez Pizjuán stadion ud i jubelråb. Og da Éder blot tre minutter før tid flugtede bolden ind i netmaskerne bag en hjælpeløs Rinat Dasaev, følte de fleste, at retfærdigheden var sket fyldest. Sovjetunionen havde kæmpet bravt, men Brasilien havde fortjent at vinde kampen.

Oprindeligt havde ledelsen i Flamengo i Rio følt, at Arthur Antunes Coimbra, også kalder Zico, var for lille og skrøbelig til at kunne klare en professionel fodboldkarriere. men med ekstra træning og en ganske særlig diæt fik han sin chance. At de alligevel havde valgt at satse på ham, havde vist sig at være en brillant idé for Flamengo, og nu havde det også vist sig at være godt for Brasilien.

Zicos perfekte udligning på frispark imod Skotland er stadig en af de bedste frisparksmål nogensinde, og hans mål til 1-0 og 2-0 mod New Zealand i Btrasiliens 4-0 sejr kan også tilskrives det faktum, at nogle mennesker bare er født som storspillere og har en umådelig stor værdi for spillet. Zico var organisatoren på midtbanen, der nu viste hele verden, at den succes, han havde oplevet, da Flamengo slog Liverpool i kampen om klub-verdensmesterskabet året forinden, ikke havde været en tilfældighed. Han havde været skuffende fire år tidligere i Argentina, og han havde været hårdt plaget af skader, men nu så det endelig ud til, at hans drøm kunne blive til virkelighed. Han og hans holdkammerater var klar til at gå efter guldet – igen.

Italien havde spillet meget middelmådig fodbold og havde kun sikret sig en plads i mellemrunden ved, at de havde scoret et mål mere end Cameroun. På den måde blev Cameroun det første hold siden Skotland i 1974, der røg ud af VM, selvom de ikke havde tabt en eneste kamp. Cameroun spillede 0-0 mod Peru, 0-0 mod Polen og 1-1 mod Italien. Italien havde også spillet alle deres tre kampe uafgjort og havde fået 0-0 mod Polen men 1-1 mod Peru. Da Polen slog Peru 5-1 var det den eneste sejr i Gruppe 1, og Polen gik videre på 1.-pladsen efterfulgt af italienerne.

Italien røg ind i ”dødspuljen” – Gruppe C – i mellemrunden. Det eneste problem med planlægningen var, at alle tre kampe skulle spilles i Barcelona på Sarría stadion, hvor der kun var plads til 44.000 tilskuere. Der var ellers fans nok til at fylde to stadions af den størrelse til gruppens to sidste kampe.

Italienerne begyndte at vise glimt af, hvad de kunne i 2. halvleg mod Argentina. Med pludselige, imponerende temposkift og to fantastiske mål af Marco Tardelli og Antonio Cabrini overvandt italienerne de forsvarende verdensmestre. Et sent frisparksmål fra anfører Daniel Passarella var ikke nok til at forhindre en italiensk sejr.

Brasilien besejrede Argentina med stil og tre flotte scoringer fra Zico, Serginho og Júnior, og endnu engang var et sent og fabelagtig flot mål af udskifteren Ramón Diaz ikke nok for argentinerne. Udover det, så var Maradona blevet vist ud sent i kampen for i frustration at have hoppet op og sparket Batista.

Argentina, som var ankommet til VM i et underligt humør, fordi deres lands tropper havde invaderet Falklandsøerne den 2. april, var vågnet op til en anden virkelighed i Spanien. Spillerne var overbeviste om, at General Galtieris styrker var i færd med at slå fjenden og bringe juntaen ære, men i de spanske aviser kunne de læse en helt anden virkelighed. Der er overhovedet ingen tvivl om, at rapporterne om, at Falklandsøerne snart atter var tilbage på britiske hænder, samt skuffelsen over løgnene, manipulationen og bedrageriet i deres egne nyhedsmedier havde en effekt på det argentinske hold. For Osvaldo Ardiles, der levede i England og spillede for Tottenham indtil 4. april, hvor han var taget hjem og havde meldt sig i den argentinske træningslejr, var det intet mindre end forfærdeligt. Nyhederne om de døde på begge sider berørte ham dybt, og det tog ham flere år at komme sig over det.

Efter at have tabt begge deres kampe i mellemrunden var Argentina nu ude, og gruppefinalen ville stå mellem Brasilien og Italien. Brasilianerne var kæmpefavoritter, og det var der ikke noget at sige til. De havde spillet noget helt fantastisk fodbold og over hele verden havde de fået nye fans, der alle på tv havde nydt målene, de mange elegante tricks og de herlige jubelscener. Samtidig havde Italien sammenlagt knap nok spillet én god halvleg, og det var fuldstændig umuligt at bedømme deres styrke.

Italiens træner Enzo Bearzot var ikke den mest populære mand. Både fans og eksperter satte store spørgsmålstegn ved hans evner, og det var der flere årsager til. Men den vigtigste årsag var, at han havde valgt Paolo Rossi til sin VM-trup.

Korruption havde været en integreret del af italiensk fodbold i årtier, men i 1980 kom en ny skandale op i nyhederne. En lang række italienske spillere blev anklaget for at have været med til at fikse resultater i en endnu længere række kampe, og den italienske gulddreng, Paolo Rossi, var uden tvivl det største navn på listen. Han spillede for Perugia, da kampen mod Avellino den 30. december 1979 endte med at blive skæbnesvanger for ham. Rossi scorede to mål, og en Avellino-spiller forklarede senere ved den officielle høring, at Rossi havde fortalt ham, stillingen kunne forblive 2-2, hvis han ønskede. Rossi selv kaldte det hele en ganske uskyldig misforståelse og hævder stadig den dag i dag, at han aldrig gjorde noget forkert, og at han ikke var involveret i skandalen. Ifølge Rossi var det ham, der fandt Avellino-spilleren mistænkelig og havde spurgt ham: ”Nå, du vil gerne have, det bliver 2-2?”

Det mest groteske var, at skandalen først for alvor så dagens lys, da mændene bag snyderiet blev sure på nogle af spillerne, der ikke formåede at leverede lovede resultater. De forsøgte faktisk af afpresse det italienske fodbold forbund og truede dem med at offentliggøre det hele. Det blev først helt absurd, da de gjorde alvor af deres trusler og sagsøgte nogle spillere for ikke at have ”leveret den vare”, de havde købt. Rossi var aldrig nævnt blandt de skyldige, men hans navn blev viklet ind i sagen, da Avellino-spilleren offentliggjorde den famøse bemærkning, og pludselig stod han på listen sammen med mange andre store navne. Skandalen fik navnet Totonero, og den var meget omfattende. I alt 50 års karantæner blev uddelt til forskellige spillere, nogle hold fik fratrukket point, og hold som AC Milan og Lazio blev tvangsnedrykket til Serie B. Rossi fik tre års karantæne, men hans dom blev reduceret til to år.

Det var på grund af denne hændelse, at det kom som et chok for alle, da Bearzot valgte Rossi til VM-truppen. Han havde absolut minimum af kamptræning, da han kun havde nået at spille tre kampe for sin nye klub Juventus efter karantænens udløb. Og indtil videre i turneringen så det ikke ud til, at Rossi var klar til at yde det, der skulle til mod de store modstandere som Brasilien. Det skulle ændre sig drastisk.

Magien omkring kampen kom udelukkende fra den måde, Brasilien indtil videre havde spillet på i turneringen. Brasilien skulle kun bruge uafgjort for at gå i semifinalen, og det var svært at opdrive en bookmaker noget sted, der levnede italienerne nogen chance. Derfor kom det som et brag af en overraskelse, da kampuret ramte fem minutter.

Den aggressive wing Bruno Conti var fuld af selvtillid efter kampen mod Argentina, og efter at have undveget to tacklinger, fandt han Antonio Cabrini på venstre kant. Cabrini kiggede hurtigt op og sendte et elegant buet indlæg ind i feltet, hvor Júnior havde sluppet markeringen af Rossi. Gulddrengen headede bolden i en perfekt vinkel på tværs og ind i det fjerneste hjørne af målet uden chance for Waldir Peres. 1-0 til Italien. Det var Rossis første mål i turneringen. Det skulle ikke blive hans sidste.

Brasilien havde været bagud mod både Sovjetunionen og Skotland, så både spillerne, trænerne, deres fans og de øvrige, der kiggede på, var udmærket klar over, at brasilianerne sagtens kunne komme tilbage. Det bekymrede dem dog lidt, at italienerne netop havde fået den bedste start, de endnu havde haft i en kamp under dette VM, og der var ingen, der formåede at holde en føring som italienerne.

De italienske supportere var dog også bekymrede. De havde set Brasilien spille den ene gode kamp efter den anden, og de frygtede det værste. I 12. minut viste Zico dem, hvorfor deres frygt var velbegrundet.

Zico undgik med nød og næppe en tackling fra brutale Claudio Gentile og fandt med en millimeterpræcis aflevering Sócrates, der løb direkte mod mål. Da han skød fladt ved den nærmeste stolpe, fangede han målmand Dino Zoff på det forkerte ben. Brasilien havde udlignet.

Spillet kørte frem og tilbage, og italienerne viste mere aggressivitet, end de havde vist i alle deres øvrige kampe tilsammen. Deres bagerste linje stod højere og efter langt mindre plads til den kreative brasilianske midtbane. I 25. minut gav det høje pres pote. Cerezo afleverede bolden på tværs af banen mod tre af hans holdkammerater dybt på sin egen banehalvdel. De så ud til, at de ikke havde forventet den aflevering og tøvede længe nok til, at Paolo Rossi kunne løbe igennem og få fat i bolden. Han løb direkte mod mål og skød på et meget uventet tidspunkt, hvilket overraskede Waldir Peres i målet nok til, at han ikke nåede at reagere. Bolden lå igen i nettet, og for anden gang i 1. halvleg havde Paolo Rossi scoret.

Jo længere italienerne formåede at holde føringen, des mere begyndte fansene at tro på, at de rent faktisk ville kunne vinde kampen – især nu, hvor de spillede blændende. Da Francesco Graziani i 2. halvleg rundede sin forsvarsspiller til venstre og sendte bolden på tværs til en helt fri Paolo Rossi, kunne gulddrengen have slukket alt håb hos brasilianerne. Rossi havde kun Waldir Peres foran sig, men han skød bolden forbi mål. Kort efter så Rossis store afbrænder ud til at kunne blive skæbnesvanger.

Júnior afleverede bolden til midtbanespilleren Falcão, som straks kontrollerede den uden for feltet. Cerezo lavede et af sine tværløb og trak hele tre forsvarsspillere med sig, hvilket åbnede en dør for Falcão. Falcão tog et skridt, sigtede og skød. Bolden ramte en forsvarer på vejen og sejlede ind i nettet på Dino Zoffs højre side. 2-2 med lidt mere end 20 minutter tilbage. På dette tidspunkt var publikum allerede klar over, de var vidne til en klassiker.

Kun seks minutter senere blev kampen afgjort. Et hjørnespark landede for fødderne af Marco Tardelli, der med det samme fyrede af. Han ramte den skævt og derfor ikke hårdt nok, så bolden prellede af på Júnior, før den fandt en umarkeret Rossi, der fra en afstand af seks meter bankede bolden i nettet. Rossi, der ikke havde sat en fod rigtigt i turneringen, havde nu scoret hattrick. Júnior var vred og hævdede, der var offside, men eftersom bolden var prellet af på ham, var det ham selv, der var skyld i, at offside ikke var en mulighed.

Brasilien forsøgte at holde presset oppe, men italienerne skabte endnu flere chancer. Giancarlo Antognoni fik endda et mål underkendt for en offside, der ikke burde være blevet dømt. To minutter før tid sendte Éder et frispark ind til Oscar, der headede mod mål, men Dino Zoff strakte sig efter bolden og holdt den udenfor linjen.
Italien havde sat en stopper for Brasiliens 24 kampe i træk uden nederlag og havde sendt det mest populære hold ud af turneringen. Samtidig havde verden været vidne til en stjernes genfødsel og en hel nations opvågnen.

Giuseppe Bergomi var blot 18 år, da han kom på banen for den skadede Collovati i 1. halvleg, og han spillede en helt igennem perfekt kamp. Over en 16-årig periode spillede han 81 landskampe og scorede seks mål, før han stoppede sin landsholdskarriere i 1998, et år før han stoppede hos Internazionale i Milan – den eneste klub, han nogensinde spillede for. Lo zio – onklen – som han kærligt blev kaldt på grundt af sit buskede overskæg selv som 18-årig, huskede mange år efter endnu kampen og var ikke et sekund i tvivl om, at det var Rossi, der fortjente den største tak for sejren. Brasilianerne havde et fabelagtigt hold med en stærk midtbane og et angreb, de andre savlede over. Til gengæld manglede deres forsvar en del, og det udnyttede italienerne. På samme tid var det italienske forsvar det bedste i Europa – også med en 18-årig Bergomi på holdet.

Paolo Rossis tre mål sendte ikke alene Brasilien ud af turneringen og gjorde ham til VM-stjerne. Det trak ham også ud af berygtelsens skarpe lys og rensede hans navn. Han endte med at blive maximo goleador – topscorer i VM 1982, og han hjalp Italien med at vinde hele turneringen. Hans evner vandt ham også både titlen som Europas bedste fodboldspiller og verdens bedste fodboldspiller i 1982.