Skæbne er et taber-ord.

Destiny (på dansk: skæbne) havde intet med New Orleans Saints' sejr at gøre.





Mens det meste af USA og en stor del af den øvrige sportsverden har svært ved at få armene ned over, at New Orleans Saints vandt Super Bowl, så er der et ord, der synes at have taget over i hele tilbageblik-fasen. Og det er ikke alene medierne, der svømmer over med ordet; også byens egne indbyggere synes at have taget det til sig: Det var skæbnen, der fik Saints til at vinde.

Nu skal vi ikke sidde og diskutere, om skæbne reelt findes eller ej. Lad os bare sige, at det ikke er til at bevise, og for diskusionens skyld, så er det et hjælpeord, som mange millioner gennem vor historie har kunnet finde trøst i. Men for vinderne af Super Bowl er det et taber-ord.

Er Saints-fans ikke klar over, at når de taler om, at det var skæbnen, der gjorde, at Saints vandt Super Bowl, så taler de ned om deres eget hold? Er de ikke klar over, at når de taler om, at Super Bowl-sejren skal ses som en modvægt til det, de oplevede med orkanen Katrina for fem år siden, så ser de ned på holdet og spillerne og den indsats, de i søndags benovede en fascineret sportsverden med?

New Orleans Saints vandt Super Bowl over et fantastisk football-hold, der af de fleste eksperter - inklusive mig selv - var blevet tippet til at være næsten umulige at besejre. De fleste havde regnet med, at Colts ville komme flyvende fra start, og at hvis Saints skulle have en chance, så måtte de hele tiden komme fra baghjul. En del af det holdt stik. Men det havde intet med skæbne at gøre.

Indianapolis blev gennem tre quarters slået at et hold, der var bedre forberedt, havde lagt en bedre plan, spillede bedre, tacklede bedre og havde mere selvtillid. Spillerne på sidelinjen lignede jo et hold fra high school, som de hoppede og dansede rundt.

Men havde Katrina slet ikke noget med dette at gøre? Jo, det havde den ganske sikkert. Drew Brees var aldrig taget til New Orleans med samme iver og dedikation, hvis ikke det havde været for Katrina. Cheftræner Sean Payton var ikke endt i New Orleans og havde ikke taget imod et job fra et hold, der ikke havde en hjemmebane men var nødt til at spille i San Antonio i et helt år, hvis ikke det havde været for Katrina. Ville Tracy Porter (der interceptede den sidste bold fra Brett Favre i NFC-finalen og interceptede Peyton Manning i Super Bowl og scorede det afgørende touchdown) have spillet med samme intensitet, hvis han ikke var født i Louisiana og havde gået på college i Indiana? Sikkert ikke. Ville Sean Payton havde tilbudt en del af sin egen løn for at holde på defensive coordinator Greg Williams, hvis ikke det havde været fordi, han følte, der var noget mere at spille for i en region, der som ingen anden i USA havde brug for en sejr? Sikkert ikke. Men det har stadig intet med skæbne at gøre.

Skæbne er i denne sammenhæng et taber-ord. Og det er ikke fair over for et hold, der leverede en helt igennem fantastisk indsats i Super Bowl XLIV (44). At orkanen Katrina så har haft den indflydelse, at det stort set er umuligt at finde nogen som helst, der ikke kan lide, at Saints vandt, er en helt anden ting. New Orleans Saints er måske den mest populære mester i nogen sport nogensinde. Selv inkarnerede Colts-fans udtaler, at hvis de skulle tabe til et hold, så er Saints det bedste bud. Men at Saints er populære, og at vi alle sammen under dem sejren og under byen en form for moralsk oprejsning efter Katrina har absolut ikke det mindste med skæbne at gøre.