Nye fans

Dan Jensen er en af de bedste historier ved OL nogensinde.




Mens OL på tv lystigt udfolder et tæppe af intrigerende sportsgrene for øjnene af os, så er det så som så med de ægte fans. Du skal nok have løbet på skøjter for selv at blive en ægte fan af skøjteløb. Det er nok nødvendigt, du selv har spillet ishockey, før du vil katagorisere dig som en ægte fan. Det samme kan nok siges om langrend, curling, bobslæde og de fleste andre sportsgrene ved OL.

Vi ved godt, vi kan blive fanget af et øjeblik, som da det amerikanske ishockeyhold slog Sovjetunionen i Lake Placid i 1980, da Thomas Wassberg slog finske Juha Miehto med 1/100 på 15 kilometer langrend samme år eller da Vegard Ulvang endelig fik sin guldmedalje, da han på 30 kilometer distancen i 1992 satte de andre til vægs. Derfor består OL for de fleste af en masse små øjeblikke.

For danskere er der endnu mindre at kaste sig over, hvis du skal bruge det nationale som trækplaster. Curling er et godt eksempel. Ellers må vi kigge på andre ting. Men hvad er det, der fanger os? Hvad er det, der skaber fans eller tv-seere?

De fleste sportsgrene er stort set ligeglade med dig, der i forvejen følger sporten. Ser du allerede ishockey, er det ikke dig, de er interesseret i. Det er dine venner, din mor, din søster, sin bror, din far, din fætter, din kusine, dine kolleger, dine holdkammerater, medskyldige, børn, bekendte, underboer, overboer, naboer, genboer og mange, mange flere. Amerikanerne kalder det "cross-over". Hvordan får de skabt nogle flere "cross-over"-fans?

Lad os lige forlade OL et øjeblik og se på den forgangne weekends helt store sportsbegivenhed. Den amerikanske Nascar-serie rykkede i gang med det berømte Daytona 500, hvor bilerne kører 500 miles rundt på en bane i Daytona Beach i Florida. Det er et kæmpe arrangement og en meget stor begivenhed i sportsverdenen. Men fik sporten flere fans i denne uge?

Jamie McMurray vandt til slut løbet, der havde 21 skiftende føringer (det største antal nogensinde), og der var over to en halv times pauser i løbet på grund af et hul i banen. Hvordan skal man nogensinde kunne sælge den sport til vennerne, familien og alle de andre?

"Nu skal I høre. Jeg sad lige og så et fantastisk løb på tv. I må simpelthen følge det her med mig næste gang, det kommer på."
"Okay, fortæl os om det."
"Altså, 43 biler stillede op, og de kørte 500 miles på denne her bane. Der var godt nok nogle pauser undervejs på grund af et hul i banen, og til sidst vandt Jamie McMurray i et tæt opløb..."
"Hvorfor var der et hul i banen?"

Allerede der vil samtalen nok stoppe. Spørgsmålet er jo rigtigt. Hvordan i alverden kan der være et hul i banen, der forårsager omkring to en halv times forsinkelse? Det er stort set det mest basale, der skal være klar til denne årlige begivenhed: asfalten. Det svarer lidt til, at vi liner op til VM-finalen i fodbold og spørger: er der nogen, der har en bold?

Nascar fik ingen nye fans i denne weekend. Men har OL fået nye fans? Ja, helt sikkert. Masser af unge mennesker falder for pukkelpist og snowboard, fordi det er de nye, smarte sportsgrene. Skiskydning er som altid noget af det mest fantastiske at se, og selv bobslæde og kælk kan fange, hvis du bliver ramt i det rigtige humør. Men hvad er det, der fanger? Hvordan får vi lillemor til at se hurtigløb på skøjter?

Svaret er ganske simpelt. Det handler om "the storyline" - den gode historie. Når der er en god historie, så vil vi gerne se med. En af de bedste OL-historier fra vinterlegene tilhører den amerikanske hurtigløber på skøjter, Dan Jensen:

Dan Jensen blev født i 1965 i Wisconsin, og han blev inspireret af sin søster Jane til at starte på sin sport. Og han blev hurtigt rigtig god til det. Allerede som 16-årig satte han junior verdensrekord på 500 meter. Ved vinter OL i 1984 i Sarajevo blev han nummer 16 på 1.000 meter og nummer 4 på 500 meter.

I 1988 i Calgary kom Jensen til OL som regerende verdensmester, og han var favorit på både 500 meter og 1.000 meter. Og det på trods af , at han var kommet igennem en meget svær tid med mononukleose året før. Om morgenen da han skulle løbe, fik han en rædselsfuld telefonopringning. Hans søster var ved at dø af blodkræft, og hun kunne næsten ikke tale. De havde ikke villet ringe og ødelægge hans koncentration, men hendes tilstand var lynhurtigt blevet forværret, og hun ville ikke risikere, at han aldrig nåede at opdage, hvad der var sket og aldrig nåede at tale med hende. Det viste sig at være den rigtige beslutning. Lidt senere på formiddagen ringede telefonen igen. Jane var død.

Om aftenen deltog Dan Jensen i 500 meter løbet, men han faldt tidligt i løbet og var ude. Et par dage senere i 1.000 meter løbet lagde han ud i rekordfart men faldt igen. Han kom ind i OL 1988 som kæmpe favorit, men han forlod OL uden medaljer og i dyb sorg over sin søsters død.

I 1992 i Albertville var Dan Jensen tilbage på toppen. Året før havde han sat verdensrekord på 500 meter, mens hans OL-nerver ramte ham igen. Han kom ind på 4.-pladsen, og i 1.000 meter-løbet blev han nummer 26. Hele verden heppede på Dan Jensen, der med sit rare og vindende væsen og sin tragiske historie var blevet en rigtig publikum-favorit. Men heller ikke denne gang var der medalje til ham.

Den Olympiske Komite valgte, at de ikke længere ville have vinter-OL samme år som sommer-OL, og det betød, at der allerede to år senere var vinter-OL igen. Denne gang var det Lillehammer i Norge, der var værter, og igen stod Dan Jensens navn på startlisten over amerikanerne i hurtigløb på skøjter. Til alles overraskelse havde Dan Jensen vundet sit andet verdensmesterskab, og der var ingen tvivl om, at Lillehammer ville blive Dan Jensens sidste chance for at vinde en OL-medalje. Igen så det godt ud. Mellem de to OL var han den eneste sprinter, der havde knækket 36 sekunder på 500 meter, og han havde gjort det hele fire gange. Men han var før kommet ind til et OL som favorit. Også denne gang gik det galt. Han sluttede som en skuffende nummer 8, og alle græd med Dan Jensen.

Han stillede op i sin sidste OL-konkurrence overbevist om, at han ville forlade sit sidste OL uden at have fået en medalje. Og han accepterede det. Han havde skøjtet i mange år for at nå en OL-medalje - for sin søster. Men han havde ikke nået det. Hans træner var Peter Alan Mueller, der selv havde vundet 1.000 meter guld i 1976 i Innsbruck. Og uden nerver og med al fokus rettet mod at nyde begivenheden og suge det sidste af OL-stemningen til sig, løb Dan Jensen i mål i ny verdensrekord og fik endelig sin guldmedalje. Han dedikerede sejren til sin søster.

Se, det er en historie, der kan fange de fleste. Og det kan få flere til at se hurtigløb på skøjter.