Monti i to...

Luis Monti blev den første (og sidste) fodboldspiller nogensinde, der spillede i to VM-finaler i træk for to forskellige lande.



Luis Monti tabte den første VM-finale nogensinde, men i 1934 fik han en meget usædvanlig chance til – og udnyttede den.

Luisito Monti var en meget hård spiller, og hans metoder blev anset for at være forfærdelige.

Monti var født i Buenos Aires og spillede centromedio – defensiv midtbane, og da hans Argentina tabte VM-finalen i Montevideo i 1930 til Uruguay, var han fuldstændig utrøstelig.

Men de øvrige argentinske spillere var også vrede. De var vrede på Monti. Ifølge Peter Seddon i hans bog ”The World Cup’s Strangest Moments” gav Monti en gang en hånd til en Chelsea-spiller i en venskabskamp, hvorefter han med det samme sparkede ham. Monti var fuldstændig uden hæmninger. Og de øvrige spillere på Argentinas hold følte, at hans facon havde fået tusindvis af Uruguay fans helt op i det røde felt. Derfor havde Monti modtaget flere dødstrusler, da de var sammen i træningslejr, hvilket naturligvis ødelagde stemningen og rytmen i træningen samt spillernes humør.

Da Argentina tabte finalen, blev Monti fuldstændig udstødt i sit eget land. Hvis så i det mindste han havde haft en guldmedalje, ja, så havde det måske været det hele værd.
Monti vidste allerede, at Argentinas hold til VM fire år senere nok ville blive stærkt, og at de måske ville kunne gå hele vejen og vinde det eftertragtede trofæ, der var gået dem forbi denne gang. Men da han var blevet sendt ud på et sidespor, var der ikke store chancer for, at han overhovedet ville få en plads på holdet.

Luis Monti havde en italiensk far, hvilket gjorde Monti til en Oriundi – en fremmed spiller af italiensk afstamning. Kort efter VM-finalen i 1930 rejste Monti derfor til Italien, hvor han blev hyret af Juventus. I løbet af de næste fem år hjalp han Juventus frem til fire scudetti – pokaler, altså: mesterskaber. Han fortsatte sin ekstremt hårde spillestil og fik kælenavnet quello che cammina – den, som vandrer. Det var både en reference til hans måde at spille på, til den skæbne, der ofte ramte de, som blev tacklet af ham og til det faktum, at han var vandret fra Argentina til Italien.

Italien besejrede USA og Spanien, før Monti næsten gjorde super spilleren fra det østrigske Wunderteam, Matthias Sindelar til krøbling og hjalp Italien med at vinde 1-0.

I finalen på Stadio Nazionale del Partite Nazionale Fascista i Rom den 10. juni, 1934 blev Luis Monti den første (og den sidste) spiller nogensinde, der spillede i to VM-finaler for to forskellige lande.

Luis Monti spillede en fantastisk god kamp, og Italien vandt 2-1 efter ekstra-tid, og han ville med stor sandsynlighed været blevet udnævnt til MVP, hvis de ellers havde haft sådan en titel til kampene under VM i 1934 i Italien. Jo, han spillede stadig på sin egen, hårde og kompromisløse facon, men denne gang virkede det som om, han havde en masse at skulle bevise.

Luis Monti havde vundet VM og derfor været med til at gøre truslen ”Vind, eller...!” fra den fascistiske diktator Benito Mussolini ligegyldig.

Monti forklarede i et senere interview, hvordan han havde været i et underligt dilemma i de to VM-finaler, han havde spillet. Hvis Argentina havde vundet i Uruguay, havde Uruguays fans slået ham ihjel, og hvis hans Italien ikke havde vundet i 1934, så havde Benito Mussolini sørget for det samme. Luis Felipe Monti døde som 82-årig den 9. september 1983.

Italien:
Gianpiero Combi
Eraldo Monzeglio
Luigi Allemandi
Attilio Ferraris
Luis Monti
Luigi Bertolini
Enrique Guaita
Giuseppe Meazza
Angelo Schiavio
Giovanni Ferrari
Raimundo Orsi

Manager:
Vittorio Pozzo

Tjekoslovakiet:
Frantisek Plánicka
Ladislav Zenísek
Josef Ctyroky
Josef Kost’álek
Stefan Cambal
Rudolf Krcil
Frantisek Junek
Frantisek Svoboda
Jiri Sobotka
Oldrich Nejedly
Antonín Puc

Manager:
Karel Petru