fredag den 28. maj 2010

Husker du? Den værste dommerfejl i 1970


Efter målet til 1-0 placerede dommer Ali Kandil bolden på midterlinjen, men El Salvador nægtede at sætte spillet i gang igen.



Da den ægyptiske dommer Ali Kandil dømte indkast til El Salvador i kampen mod Mexico i VM i 1970, lod han Mexico tage det og løbe ned og score kampens første mål.

Gennem VMs historie finder vi masser eksempler på, at dommere i visse situationer har taget fejl. Nogle fejl har været store, andre har været mindre. Nogle fejl har ikke betydet noget i den store sammenhæng; andre har totalt ændret udfaldet af en kamp. Da den ægyptiske dommer Ali Kandil under VM i 1970 i Mexico så bolden gå ud over sidelinjen til indkast til El Salvador i kampen mellem El Salvador og Mexico, begik han en fejl, der var så stor, at han aldrig mere ville få lov til at dømme en VM-kamp.

El Salvador havde kvalificeret sig til VM-slutrunden for første gang nogensinde. Siden Mexico automatisk kvalificerede sig som værter, var der åbnet en plads mere op. Honduras og El Salvador vandt deres respektive kvalifikationsgrupper, og de måtte ud i en runde play-off kampe. Den 8. juni, 1969 vandt Honduras 1-0 hjemme i Tegucigalpa, men i returkamepn i San Salvador syv dage senere vandt El Salvador 3-0.

Det blev derfor besluttet, at en tredje play-off kamp skulle afgøre striden på neutral grund, og hvor bedre end i den kommende VM-by Ciudad de México – også kaldet Mexico City.

Efter overtid vandt El Salvador kampen 3-2 og var klar til slutrunden. Men sejren havde sin pris. El Salvador og Honduras var to lande, der havde haft det skidt med hinanden gennem omkring hundrede år, og nu lod det endelig til, at de havde fundet en årsag til at reagere på det. Efter nederlaget smed Honduras således tusinder af gæstearbejdere fra El Salvador ud af landet. Dette fik El Salvador til at sende kampvogne ind over grænsen, og flere tusinde mennesker blev dræbt i konflikten. Den blev kaldt La Guerra del Fútbol – Fodboldkrigen, fordi den foregik samtidig med fodboldkampene og varede i fire dage.

Krisen endte med en våbenhvile, men det var faktisk først 11 år enere, at en rigtig fredstraktat blev underskrevet.

Mexico var blevet valgt som værtsnation med 56 stemmer foran 32 på Argentina. Afstemningen var blevet foretaget den 8. oktober 1964 under OL i Tokyo, og endnu engang var det Argentina, der blev den lille, selvom de aktivt havde ansøgt om værtskab siden VM i 1938.

Bekymringerne om Mexico som værtsnation var de samme som den olympiske komite havde haft, da de valgte Mexico som værter i 1968. Både de intense temperaturer om sommeren og den tynde luft i den højtliggende by ville blive et problem for deltagerlandene.
Samtidig ville en ny udvikling inden for medierne få en betydning for turneringen. Dette var første gang, at tv ville vise alle kampe i farver, og på grund af tidsforskellen betød det, at nogle af de europæiske tv-stationer havde brug for, at kampene blev spillet midt på dagen i Mexico i den stegende sol.

Hjemmeholdet var vant til temperaturerne, og for dem var det ikke et ekstra problem at skulle forholde sig til. I deres åbningskamp mod Sovjetunionen var der ingen af holdene, der så ud til at have lyst til at tage for mange chancer. Sovjetunionen var store favoritter, men Mexico havde 107.160 fans at imponere. 0-0 resultatet var derfor forventet, men det var varmen og de hårde tacklinger ikke.

El Salvador kom fra start i et andet tempo. De var stærkt undertippede mod Belgien, og ingen forventede, at de skulle kvalificere sig videre fra Gruppe 1. Belgien vandt kampen 3-0.

Den 7. juni på Azteca i Mexico City gjorde Mexico sig klar til at få deres første sejr over El Salvador foran 103.058 fans, men problemet var, at de ikke rigtigt kunne finde rytmen og derfor ikke spillede særlig godt. Faktisk spillede de så dårligt, at der siden ofte er blevet spekuleret i, om El Salvador mon kunne have holdt dem på uafgjort, hvis ikke det lige havde været for den forfærdelige fejl af dommer Ali Kandil fra Ægypten.

Lige før halvlegspausen dømte Kandil korrekt indkast til El Salvador. Da en af spillerne stod og ventede på bolden på sidelinjen, løb en mexicansk spiller hen og tog bolden og kastede indkastet. El Salvadors spillere kunne ikke tro deres egne øjne. De ventede på, at dommeren skulle blæse i sin fløjte, men de ventede forgæves. Han tillod blot spillet at fortsætte, og Aaron Padilla spurtede op langs sidelinjen og sendte bolden indover. Inde i feltet missede Enrique Borja en kæmpe chance, men da bolden landede lige for fødderne af Javier Valdivia, missede han ikke. Hans mål gjorde det til 1-0 til Mexico.

Spillerne fra El Salvador var af gode grunde rasende. Hvordan kunne Kandil have godkendt målet, når det kom fra et indkast taget af det forkerte hold? Da mexicanerne havde jublet færdigt, placerede Kandil bolden på midten, men El Salvador-spillerne nægtede at sparke kampen i gang igen. I stedet fortsatte de med at komme med indsigelser og med at sparke bolden væk fra midtercirklen. Flere spillere gik endda ud til linjevogter Keith Dunstan, der havde været vidne til hele fiaskoen, men som ikke havde gjort noget. De sparkede også bolden ud til tilskuerne. Kandils løsning var til sidst at samle bolden op og fløjte. Halvleg.

El Salvador kom ud til 2. halvleg med en helt anden plan. De var stadig voldsomt ophidsede over, at de var blevet snydt, og nu stod der hævn skrevet i deres øjne. De forsøgte at sparke så mange af mexicanerne som muligt, og gav hele tiden bolden til hjemmeholdet i de grønne trøjer. Mexico scorede tre mål yderligere og vandt kampen sikkert.

Efter at have været hovedårsagen til det opståede kaos på Azteca dømte Ali Kandil aldrig mere en VM-kamp.


Mexico:
Ignacio Calderón
Gustavo Peña
Mario Peréz jnr Antonio Munguia
Enrique Borja 45
Aaron Padilla
Javier Guzmán
José Vantolra
José Gonzalez
Javier Valdivia
Javier Fragoso

Reserver:
Jaime Lopez 45 (76)
Ignacio Basaguren 76

Manager:
Raúl Cárdenas

El Salvador:
Raúl Magaña
Roberto Rivas
Salvador Mariona
Santiago Cortez 61
Saturnino Osorio
Antonio Quintanilla
Mauricio Rodríguez
Alfredo Vasquez
Juan Martínez
Salvador Cabezas
Ernesto Aparicio 53

Reserver:
Sergio Mendez 53
Mario Monge 61

Manager:
Hernán Carrasco

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.