Husker du? Da Rattin så rødt

Englands træner Alf Ramsey er så vred på argentinerne efter kampen, at han skynder sig over for at forhindre George Cohen i at bytte trøje med Mario González.



I Argentina kalder de stadig kampen El robo del siglo – Århundredets røveri – men da Argentina tabte til England i kvartfinalen i 1966, brugte de samtlige kendte og ukendte tricks i bogen, og Antonio Rattin lavede en mindeværdig sortie.

De frygtede det værste. Det blev endnu værre. Og måske var det dem selv, der begyndte det hele.

Før englænderne mødte Argentina i kvartfinalen under VM i England i 1966, havde de siddet og set film fra 0-0 gruppekampen mellem Argentina og Vesttyskland. Spillerne vidste, hvad de kunne forvente, og det samme gjorde manager Alf Ramsey.

Når Argentina spillede godt, spillede de rigtig, rigtig godt. Men når de ikke opførte sig ordentligt på banen, var de forfærdelige at se på. De brugte samtlige kendte og ukendte tricks i bogen – ikke kun for at sikre sig sejren men også for at irritere og direkte skade modstanderne.

Skaden, alle fans stadig talte om før kampen, havde dog intet med Argentina at gøre. Englands super angriber Jimmy Greaves havde fået en slem skade i benet i kampen mod Frankrig, og Ramsey var nødt til at erstatte ham i startopstillingen. Greaves var en fænomenal spiller først for Chelsea og siden Tottenham i den engelske liga, og i 57 landskampe havde han scoret ikke færre end 44 mål. Det var ikke kun Ramsey men også hans holdkammerater, der havde store forventninger til Greaves i denne turnering, men nu lod det desværre til, at han ikke ville være i stand til at leve op til dem.
Grundet argentinernes brutale spillestil fra kampen mod Vesttyskland besluttede Alf Ramsey, at han ville have den altid hårdt-arbejdende Alan Ball med fra start. Men da han i praksis erstattede Greaves, betød det nu, at England spillede en forløber til det, der senere ville blive kendt som 4-4-2 systemet.

Det var ikke en velspillet kamp. Englænderne forsøgte desperat at spille deres egen kontante stil, mens argentinerne, der hurtigt mærkede, at de var oppe imod en klassemodstander, hurtigt begyndte på deres berygtede stil, mange kendte dem for hjemmefra. Det betød, at de begyndte at trække englænderne i trøjerne, hive i spillernes hår, sparke dem på anklerne, træde dem over tæerne og spytte på dem, så snart dommeren så den anden vej.

Alf Ramsey havde været meget bestemt før kampen, da han gav sine spillere besked på under ingen omstændigheder at gøre gengæld, hvis disse situationer skulle opstå. Det var ligegyldigt, hvad argentinerne lavede. Spillerne måtte simpelthen bare finde sig i det. Ramsey var overbevist om, at hans spillere kunne vinde kampen ved hjælp af rene midler, og han havde ikke råd til at miste endnu en spiller i startopstillingen på grund af karantæne eller det, der var værre: en skade efter et slagsmål.

Det var meget svært for spillerne ikke at reagere på det, de oplevede på banen. Argentinerne brugte ethvert tænkeligt trick i bogen, og måske var de endda en anelse vrede over den måde, hvorpå dommerne indtil videre i turneringen havde håndteret bedømmelserne af kampene. Hele dommerstanden havde været meget hårde over for de sydamerikanske hold, og mens de havde set til, da portugiserne sparkede Pelé ud af turneringen, så valgte de at udvise en argentiner i kampen mod Vesttyskland. I tyskernes kamp mod Uruguay samme dag var to sydamerikanere blevet udvist, og det var generelt forstået blandt dommerne, at de specielt skulle holde øje med det hårde sydamerikanske spil. Det var instruktioner, der var kommet direkte fra FIFA. Så når England, Vesttyskland, Portugal eller Sovjetunionen fik lov til at spille hårdt, virkede det unfair på sydamerikanerne, og i denne kamp fik det argentinerne til at se rødt.

Hver eneste gang den tyske dommer Rudolf Kreitlein blæste i sin fløjte, stod argentinerne helt oppe i fjæset på ham, og der var ingen tvivl om, at det især var anføreren med nummer 10 på ryggen, Antonio Rattin, der irriterede Kreitlein. Tre argentinske spillere fik en advarsel inden for de første 30 minutter.

I 35. minut havde Kreitlein fået nok. Rattin havde fået en advarsel for en alt for hård tackling på Bobby Charlton, og nu fik han det røde kort for at blive ved med at brokke sig. Rattin blev rasende, og han nægtede at forlade banen. Kreitlein forstod ikke et ord spansk, og Rattin talte hverken tysk eller engelsk, og senere hævdede han, at han blot havde bedt om at få en oversætter på banen, så han kunne forstå, hvad der var sket. Hvis det er sandt, så begik Kreitlein en kæmpe fejl, men det lyder som en underlig forklaring. Hvem får en advarsel for en hård tackling i en fodboldkamp og beder derefter om en tolk?

Kreitlein forklarede efter kampen, at han ikke brød sig om den måde, Rattin så på ham, da han fik advarslen, og i de officielle bøger står der, at Rattin fik advarslen for at bruge groft sprog. Men siden Kreitlein ikke forstod spansk, har det vel været svært for ham at afgøre.

José Albrecht var rasende. Han opfordrede alle spillerne til at forlade banen sammen med Rattin, og enkelte begyndte faktisk at gå. Andre stod stadig tæt på Kreitlein og råbte ad ham, hvilket gjorde ham endnu mere forvirret. Det tog omkring ti minutter og en masse snak frem og tilbage, før Rattin til slut tillod FIFAs repræsentanter eskortere ham af banen. Bobby Charlton havde forsøgt at tale lidt fornuft ind i ham og havde blandt andet fortalt ham, at hvis de andre spillere forlod banen, ville Argentina tabe automatisk kampen.

Antonio Rattin lod ikke til at høre efter, eller også havde han blot ikke lært at tale engelsk i den korte tid, fra han fik advarslen, til Charlton forsøgte at tale med ham. Den argentinske spilfordeler satte sig på sidelinjen, og der blev han i protest. I Argentina var han allerede definitionen på en martyr, men i Europa var han set som den værste lovovertræder. Til slut rejste han sig endelig langsomt op og forlod banen, så spillet kunne fortsætte. Det tog ham meget lang tid at finde ud af Wembley, fordi han hele tiden skulle stoppe og se, hvordan det gik med hans holdkammerater.

Det tog England meget lang tid, før de fik noget ud af udvisningen af Rattin. I 78. minut headede Geoff Hurst bolden ind bag målmand Antonio Roma efter at have modtaget en flot aflevering fra sin West Ham-kollega Martin Peters.

Statistikkerne siger, at England lavede 33 frispark i kampen, Argentina 19. Rudolf Kreitlein mistede fuldstændig grebet om kampen, og mens dommeren blev eskorteret af banen efter slutfløjtet, skyndte Alf Ramsey sig over for at forhindre George Cohen i at bytte trøjer med Mario González. González skyndte sig derpå at bytte trøjer med Ramon Wilson i stedet, mens Ramsey ikke så det, men Ramsey var rasende på argentinerne. Næste dag lød overskriften på en af de største aviser: ”Dyr!, siger Ramsey”. Men tilsyneladende havde hans hold og dommerne været med til at skabe de dyr, og denne kamp ville blive hængende i erindringen hos argentinske spillere i de næste generationer og være med til at skabe en rivalisering mellem de to lande. Dengang betød resultatet sejr til England, men for Argentina var det El robo del siglo – Århundredets røveri.

England:
Gordon Banks
George Cohen
Ramon Wilson
Nobby Stiles
Jack Charlton
Bobby Moore
Alan Ball
Bobby Charlton
Geoff Hurst
Martin Peters
Roger Hunt

Manager:
Alf Ramsey

Argentina:
Antonio Roma
Oscar Ferreiro
Silvio Marzolini
José Albrecht
Antonio Rattin
Jorge Solari
Roberto Perfumo
Mario González
Luís Artime
Erminio Onega
Oscar Mas

Manager:
Juan Carlos Lorenzo