lørdag den 29. maj 2010
Husker du? Da Nesti reagerede som et lyn
Fulvio Nesti ville nok gerne have byttet sit magiske hovedstødsmål i playoff kampen mod Schweiz under VM i 1954 ud med en sejr.
Da Fulvio Nesti scorede til 1-2 mod Schweiz i play-off kampen i VM i 1954, viste han helt unik hurtighed og reaktionsevne.
Da VM i Schweiz i 1954 begyndte, var der det specielle ved situationen, at det var det 5. VM, men kun to lande havde prøvet at vinde titlen. Uruguay have vundet i 1930 på hjemmebane, og de havde igen vundet fire år tidligere i Brasilien. Italien havde vundet på hjemmebane i 1934 og gentaget succesen fire år senere i Frankrig.
2. Verdenskrig havde dog ændret mange ting. Det var stadig kun ni år siden, krigen sluttede, og det havde været meget naturligt, at valget var faldet på Schweiz som værtsnation, siden Schweiz havde forholdt sig neutrale under krigen og havde undgået at blive bombet synder og sammen. Beslutningen blev taget tilbage i 1946, og det gav schweizerne masser af tid til at få bygget det nødvendige antal fodbold stadion, der gjorde dem i stand til at være gode værter.
Selve turneringen blev afviklet på en lidt underlig facon. De 16 deltagerlande var delt op i fire grupper baseret på deres rangering hos FIFA. De bedst rangerede hold på dette tidspunkt var i alfabetisk orden: Brasilien, England, Frankrig, Italien, Tyrkiet, Ungarn, Uruguay og Østrig. To seedede nationer røg ind i hver pulje sammen med to ikke-seedede hold.
Hvert seedet hold spillede to gruppe kampe mod ikke-seedede hold (og altså ikke mod hinanden), men kun én gruppe bød ikke på de store overraskelser.
I Gruppe 1 slog Jugoslavien Frankrig og gik videre sammen med Brasilien. I Gruppe 2 slap Vesttyskland forbi Tyrkiet og gik videre sammen med Ungarn. Og i Gruppe 3 var det de to favoritter Uruguay og Østrig, der uden problemer gik videre.
Gruppe 4 bestod af Belgien, England, Italien og hjemmeholdet Schweiz, der i første gruppekamp overraskede alle ved at besejre de tidligere verdensmestre fra Italien med 2-1, mens England og Belgien spillede 4-4. Italienerne tog sig sammen til deres anden kamp og vandt 4-1 over Belgien, men da England så besejrede Schweiz 2-0, stod det lige. Det indbyrdes opgør mellem Italien og Schweiz talte ikke, og i stedet måtte de to lande ud i en play-off kamp for at afgøre hvem af dem, der skulle gå videre sammen med England.
Alle forventede, at italienerne nu ville mønstre de nødvendige kræfter for at besejre schweizerne, og de gik faktisk på banen i Basel den 23. juni, 1954 med masser af selvtillid. Men italienerne så trætte ud i deres spil, og det varede ikke længe, før Schweiz tog over på banen. I det 14. minut fyrede Josef Hügi bolden hårdt og lavt forbi målmand Giovanni Viola i det italienske mål.
Benito Lorenzi nægtede at blive besejret for anden gang af Schweiz, og han bad anfører Egisto Pandolfini om at sende tropperne længere frem på banen. Først blev Lorenzis skud reddet på mållinjen, og derefter var det den velspillende målmand Eugène Parlier, der stod i vejen for ham. Det stod 1-0 ved halvleg, men det så faktisk lovende ud for italienerne.
Schweiz kom ud til anden halvleg sprængfyldt med energi og kraft. Viola måtte have fingerspidserne til hjælp for at vippe et flot hovedstød over målet, men da Robert Ballaman et øjeblik senere var først på et hjørnespark, kunne Viola kun kigge på, mens bolden fløj ind i netmaskerne bag ham.
Italienerne var sikkert det bedste hold på banen og havde helt sikkert bedre spillere, men schweizerne arbejdede flot sammen som et hold og tillod ikke italienerne at komme tæt på målet. En enkelt chance var dog helt uundgåelig – også selvom forsvarerne gjorde deres aller bedste.
I 67. minut viste Ermes Muccinelli sine evner med en fræk hælaflevering foran mål. Men bolden blev banket væk med en knaldhård halvflugter, der susede direkte hen imod Fulvio Nesti, der stod kun fem meter væk.
Bolden kom direkte imod hans hoved, men det, der ved første øjekast truede med at ende med en brækket næse til Nesti, blev i stedet vendt til ren magi. Nesti så hurtigt op, og med lynets hastighed ændrede han sin kropsstilling lidt og satte i stedet panden på. Bolden fløj med høj fart lige tilbage mod mål og ind over målmand Parlier. Det er et af de mest magiske hovedstødsmål i VMs historie, og Nesti fortjente al den opmærksomhed, han fik ved sin enestående reaktionsevne og den hastighed, med hvilken han rettede sig ind efter situationen.
Fulvio Nesti ville dog nok gerne have byttet sin personlige succes med en sejr, idet endnu et mål af Hügi i 85. minut samt et af Jacky Fatton blot et minut før tid afgjorde sagen. Schweiz gik videre, og Italien var ude.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.