USA overraskede England

Den største og mest fantastiske overraskelse i VMs historie skete under VM i Brasilien i 1950. USA vandt 1-0 over England i den anden gruppekamp.

Den måske aller største overraskelse i VMs historie kom i Brasilien i 1950, da USA slog England og var skyld i en ændring hos englænderne, der stadig gælder i dag.


I dag virker det måske ikke som noget specielt, at England tabte til USA i en VM-kamp. England tabte også deres sidste kamp til Spanien, og hverken englænderne eller amerikanerne gik videre fra Gruppe 2. Men for helt at forstå den betydning nederlaget havde for England og for resten af fodbold-verdenen, er man nødt til at sætte resultatet i perspektiv.

England var det mest berømte fodboldland i verden. De havde opfundet sporten, og de havde spillet under fuldt organiserede forhold og i en fuld-professionel liga i tæt på 100 år. De turnerede rundt i hele verden med et udvalg af ”landshold” og spillede opvisningskampe, og de blev hyldet og tiljublet overalt, hvor de spillede.

Den helt store stjerne på Englands hold var Stanley Mortensen. Hvis du spurgte fodbold-eksperter på den tid, hvem den bedste spiller i verden var, ville det være meget svært for dem at komme på et alternativ til Stanley Mortensen. Mortensen var en elegant spiller med en sublim boldkontrol, og så var han lynhurtig, havde en fantastisk kraft i sine skud og var meget præcis. Han var med andre ord en af de mest perfekte spillere nogensinde i fodbold.

En endnu mere populær spiller var Stanley Matthews, men den store Blackpool-spiller havde ikke spillet i de sidste kampe for England, og i Brasilien kom han kun ind i den sidste kamp mod Spanien.

Stanley Mortensen spillede på et udvalgt ”landshold”, der turnerede i Nordamerika før VM i Brasilien, og siden dette var Englands første optræden i VM, efter de var trådt ind i FIFA, havde de forberedt sig rigtig godt og grundigt.

At sige at englænderne så sig selv som ”Konger af fodbold” er en stærk underdrivelse. Efter 2. Verdenskrig havde England spillet 30 kampe, vundet 23 og spillet 3 uafgjort. De havde de mest veltrænede og bedst spillende folk til deres rådighed på samtlige pladser på banen, og der var så meget selvtillid i truppen, at det er svært at argumentere imod en påstand om, at det var gået langt over stregen og var blevet til helstøbt arrogance.


St. Louis i Missouri var et af blot to større fodboldcentre i USA. Der var nok immigranter i New York til at spille fodbold, men St. Louis havde også mange ”italienere” som eksempelvis målmand Frank Borghi, Joe Maca, Charlie Colombo, Gino Pariani og Frank Wallace, hvis rigtige efternavn var Valicenti. Han blev dog stadig kaldt ”Pee Wee” (på dansk: ”stump”) på grund af sin størrelse. Charlie Colombo blev kaldt ”Gloves” (på dansk: vanter), fordi han altid bar tykke, brune læderluffer, når han spillede – selv når det var varmt.

Da manager Bill Jeffrey en dag efter en lokal-kamp mod et andet St. Louis-hold fortalte dem om muligheden for at komme til at spille i VM, kiggede de på hinanden, som var det en vittighed. For det første havde de alle sammen et arbejde og spillede kun fodbold i deres fritid. For det andet havde de ingen som helst grund til at tro andet end, at de ville blive blæst af banen i samtlige kampe, hvis de forsøgte at spille med i en turnering mod verdens bedste lande. Men måske vigtigst af alt: VM startede kun to uger senere.

De indvilligede i at spille en kamp mod en kombineret hold af spillere fra østkysten, og tanken var, at efter kampen skulle Jeffrey så udvælge de spillere fra de to hold, han mente ville kunne klare sig bedst i Brasilien.

Gino Pariani fik fremskudt sit bryllup, fordi han nu skulle være i Brasilien på den originalt fastsatte dato, og ”Pee Wee” Wallace var nødt til at få noget meget stærkt i sin drink for overhovedet at sætte sine ben i en flyver, efter han havde erhvervet sig nogle kraftige psykiske problemer under krigen.

Spillere fra østkysten og spillere fra St. Louis blev valgt til holdet, og så var det ellers af sted til New York for at få ti koncentrerede dage i træningslejr. De boede på det ikke særligt fine Broadway Hotel, og de festede om aftenen og trænede om dagen.
En dag fik de nyheden om, at det udvalgte ”landshold” med Stanley Mortensen var ved at afslutte deres turné i Nordamerika, og at de gerne ville spille en kamp mod det amerikanske landshold. De accepterede men fortrød det med det samme. I øsende regnvejr tabte de kampen stort, og USA havde nu tabt de syv seneste landskampe, de havde spillet – inklusive kampene ved VM i 1934 og OL i 1948 – med sammenlagt 45-2.

Før amerikanerne ankom til Brasilien, vidste de, at de måtte have fat på Joseph Gaetjens, en spiller fra Haiti på studenter-visum. Anfører Walter Bahr kendte ham fra tidligere og insisterede på, at han kom med. De havde også Joe Maca, der oprindeligt var fra Belgien med på holdet samt den store skotte Ed McIlvenny. De besluttede at udnævne McIlvenny til anfører, fordi han var brite, men der var ingen tvivl om, at Walter Bahr, der var af tysk oprindelse, var den naturlige leder på holdet.

Det skal også nævnes, at Walter Bahrs sønner Matt og Chris begge har prøvet at sparke field goals i hver deres Super Bowl. Matt vandt en ring med Pittsburgh Steelers i 1991, og Chris vandt to ringe med Raiders i 1981 og 1984.


Efter at Gino Paiani scorede et tidligt føringsmål mod Spanien, modstod amerikanerne det spanske pres, indtil der var ti minutter tilbage af kampen. Først udlignede Silvestre Igoa i 80. minut, og to minutter senere gjorde Estanislao Basora det til 2-1 til Spanien. Telo Zarraonandía, også kaldet ”Zarra” bankede det sidste søm i kisten tre minutter senere.

I det mindste havde amerikanerne bevist, at de kunne konkurrere indtil det sidste, og de var faktisk opstemte og fulde af selvtillid før kampen mod England. England havde selv slået Chile 2-0 på mål af Stanley Mortensen og Wilf Mannion. Nu var de klar til at sønderbanke ”kolonisterne”.

Kampen blev spillet omkring 300 kilometer fra Rio i en by, der hed Belo Horizonte. Ved kampens start var 10.151 tilskuere på plads.

Englænderne startede kampen i et rivende tempo. De missede den ene gode chance efter den anden, og i målet begyndte Frank Borghi at forstå, at han ville få den bedste dag i hele sin karriere. Stanley Mortensen havde alene mindst seks store chancer i 1. halvleg, men hvis ikke bolden ramte overliggeren eller stolperne, så var Frank Borghi i vejen.

I 38. minut modtog Walter Bahr et indkast og sendte med det samme bolden ind i det engelske straffesparksfelt. Hjemme i New York var Joseph Gatjens berømt for sine mange mål, hvor han kastede sig frem og scorede med hovedet. Endnu en gang kastede han sig frem foran forsvarsspillerne og headede bolden forbi målmand Bert Williams. 1-0 resultatet var ikke en god indikator for spillets og chancernes fordeling, men det var et hårdt tilkæmpet resultat – og det var historisk. Stillingen holdt til pausen.

England besluttede sig for at flytte Stanley Mortensen frem som center-forward og Roy Bentley ud som wing. Det ændrede ikke meget. England havde stadig kontrollen, og de skabte stadig chancer. Men den levende mur mellem målstolperne kunne de ikke slå. To gange hævdede englænderne, at bolden var over linjen, men den italienske dommer Generoso Dattilo sagde nej.

Da kampen nærmede sig sin afslutning, begyndte amerikanerne selv at skabe flere chancer. Blandt andet måtte Bert Williams hente en af sine aller bedste redninger frem for at stoppe et skud fra Pariani, og Alf Ramsey måtte redde bolden på mållinjen.

I løbet af kampen var flere og flere tilskuere ankommet til stadion, efterhånden som den sensationelle nyhed bredte sig. Fotos fra dengang bekræfter, at over 40.000 tilskuere befandt sig på stadion, da Dattilo blæste i sin fløjte for sidste gang. De løb ind på banen og fejrede begivenheden med amerikanerne. Den legendariske sportsjournalist Dent McSkimming fra St. Louis Post-Despatch var den eneste amerikanske journalist ved VM i Brasilien, og han havde endda selv betalt sin tur derned. Og faktisk var hans avis den eneste amerikanske avis, der bragte nyheden om den sensationelle sejr.

I England troede de ikke på de første nyheder, der tikkede ind. De var overbeviste om, at der var tale om en skrivefejl, og at England havde vundet 10-1, hvilket slet ikke var et utænkeligt resultat, og det var det, de første sendte ud. Da de fandt ud af det rigtige resultat, var de helt igennem chokerede.

Sjovt nok var amerikanerne ikke de eneste ”kolonister”, der generede englænderne den 29. juni, 1950. På selv samme dag tabte England en cricket kamp på hjemmebane til Vestindien for første gang nogensinde.

I Brasilien slog Spanien englænderne 1-0 i den sidste gruppekamp, og amerikanerne tabte 5-2 til Chile, efter at have holdt dem til 2-2, indtil der var en halv time tilbage af kampen. Begge hold var ude. Men hvor englænderne forlod Brasilien tunge i hjertet, så smiler amerikanerne stadig, når de tænker tilbage på den dag.

England begyndte at tage deres egen sport endnu mere seriøst efter ydmygelsen i Brasilien, og nederlaget havde en meget direkte effekt. Aldrig nogensinde siden har englænderne spillet i blå trøjer, som de gjorde den dag.