søndag den 26. september 2010
Lokalopgør på 1. klasse
Det bliver et brag af et opgør på Reliant Stadium for de to Texas-hold i NFL.
Siden Houston Texans kom ind i NFL i 2002, har de været underhunde i staten Texas. Når talen falder på sport i Texas, handler det altid om Dallas Cowboys. Og med fire Super Bowl-trofæer i skabet, er der ingen som helst tvivl om, hvem der har føringen i USA’s største stat. At de så desuden har tilegnet sig kælenavnet ”America’s Team”, har kun etableret holdet som det mest populære i hele USA.
Det tidligere Houston-hold hed Oilers, men de hedder i dag Tennessee Titans, og al rivalisering mellem dem og Cowboys er stort set væk. Det nye Houston-hold, Texans, lagde faktisk ud med at vinde deres aller første kamp i NFL den 8. september 2002 på hjemmebane med 19-10 over netop Dallas, men de endte sæsonen på 4 sejre og 12 nederlag og har indtil videre aldrig nået en plads i slutspillet.
Den 26. januar 2006 blev den tidligere backup quarterback og offensive coordinator fra Denver Broncos, Gary Kubiak, ansæt som cheftræner, og han svor, at han ville bringe holdet i slutspillet. I sin første sæson hev han holdet fra 2-14 til 6-10. I 2007 var de 8-8, og det samme var de i 2008. Sidste år missede de med nød og næppe slutspillet, selvom holdet med 9-7 oplevede deres bedste sæson nogensinde.
I år var der tre hold, eksperterne før sæsonen pegede på som store favoritter. Det ene hold var Baltimore Ravens, som ser ud til at have truffet en masse rigtige beslutninger, men som i de første par kampe har haft meget svært ved at score. Det andet hold var de forsvarende mestre, New Orleans Saints, der formåede at holde på mange af deres spillere fra sidste år, men som på trods af sejre egentlig ikke har imponeret i de første par kampe i år. Og det sidste hold var Dallas Cowboys, der lagde ud med at tabe i Washington og i søndags tabte hjemme mod Chicago Bears. Houston, derimod, vandt deres hjemmekamp mod storfavoritterne fra Indianapolis Colts og søndag ude over Washington Redskins.
Så når Dallas Cowboys træder ind på Reliant Stadium i Houston søndag, skal de død og pine have en sejr, mens Houston med en hjemmesejr ikke alene sender deres dødsrivaler ned i et sort hul men måske samtidig kan være rigtig godt på vej mod deres første besøg i slutspillet.
Og Texans er blevet et smartere hold. I uge 1 mod divisionsrivalerne Colts løb Arian Foster for hele 231 yards og 3 touchdowns, mens quarterback Matt Schaub holdt sig på 9 ramte kast ud af 17 for 107 yards. Det var nok. I uge 2 skulle Redskins besejres på en helt anden måde, så Schaub ramte på 38 ud af 52 kast for 497 yards, da Texans kom tilbage og med et field goal vandt i overtid.
Texans forsvar kan stoppe løbet. De har kun tilladt modstandere at løbe 44 yards imod dem, men skal Cowboys vinde, er de nødt til at kaste bolden. For mens der endnu ikke er et hold i ligaen, der har fået flere yards eller scoret flere point end Texans, så er der i sæsonens første to kampe blevet kastet for over 900 yards imod dem. Vi skal altså se en mesterkamp fra quarterback Tony Romo og hans tre bedste receivere Miles Austin, Roy Williams og den nye Dez Bryant. Hvis Romo tvinges til at bruge den fænomenale tight end Jason Witten for ofte, så er det et dårligt tegn. Og Cowboys sæson kan være overstået, før den overhovedet rigtigt kom i gang – inklusive deres håb om at blive det første hold, der spiller en Super Bowl på hjemmebane.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.