Filmens væsen

"Hurt Locker" blev den store vinder ved årets oscaruddeling.







Jeg elsker film.
Film kan sætte gang i hele mit følelsesregister, og de kan være med til at få mig i bedre humør. De kan få mig til at føle sorg, glæde, stolthed, og de kan inspirere, så det kan mærkes helt ind i sjælen.

Jeg har i mange år anmeldt film, både privat og for aviser og blade. Jeg har et stort filmkartotek, og jeg nyder at se en god film. Som filmelsker og fan af film var det derfor også helt naturligt for mig at stå op og se oscaruddelingen live på tv. Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste gang.

Når det er sagt, så er det også meget nødvendigt at sige, at filmverdenen er en meget underlig verden med mere falskhed og arrogance, end det næsten er muligt at beskrive. Oscar-uddelingen er vigtig i den forstand, at det er filmbranchen, der hylder sig selv og derved sætter trenden for den kommende sæson i et håb om, at vi vil se de film, de fremhæver. Men det er her, arrogancen ofte spiller dem et gevaldigt pus.

Af en eller anden årsag mener skuespillere,at vi har lyst til at høre deres meninger om alt. Ikke alene udtaler de sig om alt lige fra sport over mode til politik, når de bliver spurgt; de udtaler sig om det, når de ikke er blevet spurgt. Det er lidt vores skyld. Vi køber jo selv de blade, hvor disse udtalelser forekommer. Og vi lytter jo selv til dem, når de udtaler sig. Men hvad er det egentlig, vi lytter til?

Når de kendte udtaler sig om eksempelvis politik, så sker der noget. Der er ingen tvivl om, at de er med til at danne meninger uden for branchen, men hvorfor lytter vi til dem? Ville en Hollywoodstjerne lytte, hvis Senator John McCain kom ind under en filmindspilning og sagde, han ikke brød sig om lyset og ikke kunne lide kostumerne? Hvad ville de sige til ham? Respektfuldt ville de nok sige, at hvis han nu gik hjem og passede sit eget arbejde og ikke kom og blandede sig i deres, så ville alle parter nok have det bedre. Hvorfor kan de ikke selv bruge dette råd?

Problemet med alle deres politiske udtalelser (og lad os nu kalde en spade for en spade: 95 % af Hollywood er demokrater og derved overhovedet ikke er repræsenterende for resten af USA) er, at de selv reagerer på denne arrogance. Deres tro på, at det er dem, der ved alt om emner som politik, har gennem de seneste år fået branchen til at kaste millioner af dollars samt et hav af priser efter film, der har venstreorienterede budskaber.

Det har bidt branchen i bagen, at de har været så arrogante. En meget lille procentdel af de politiske film, de har produceret, har været publikum-succeser. Da man eksempelvis valgte at hylde Michael Moore for hans "Fahrenheit 911" i kategorien "Dokumentarfilm", lagde akademiet jo en grundsten for katastrofe. Michael Moore var en gang morsom; en glimrende satiriker. Og så blev han politisk og begyndte at konstruere virkeligheder. Der er skrevet hele bøger med rettelser til alle hans film, fordi de er så fyldt med politisk motiverede løgne og arrogante konklusioner, og at overhovedet nominere en Michael Moore film i kategorien "Dokumentarfilm" får mig til at ønske, at vi kunne give en pris posthumus til Joseph Goebbels for hans "Dokumentarfilm" under 30'ernes Tyskland. Troværdigheden ligger på nogenlunde samme niveau. Michael Moores film "Sicko" blev rost til skyerne, men publikum havde gennemskuet løgnene og de farvede tendenser. Filmen blev revet ud af de amerikanske biografer efter tre (3!) dage. I år fulgte Hollywood så endelig det, de havde læst i befolkningen. Ingen gider høre mere på hans fabuleringer, og derfor var han heller ikke nomineret i år. Det var et kæmpe skridt for Hollywood at tage.

Da "Dreamgirls" i 2006 blev nomineret i kategorien "Bedste Sang" med hele tre sange, var der ingen tvivl hos nogen som helst om, at havde der været tale om OL-medaljer, så ville filmen havde vundet både guld, sølv og bronze. Men ak! Vi havde lige glemt, at Marianne Faithful havde lavet en sang til Al Gores "An Inconvenient Truth". Og selvom den både var kedelig, og ingen i dag kan huske den, så vandt den naturligvis, for Al Gores politiske film skulle have en masse opmærksomhed. Der er ikke så mange, der i dag taler om hverken sangen eller filmen, der stadig er obligatorisk at se for engelske skolebørn, selvom den kommer med 77 (!!!) siders rettelser, og hele sagen om global opvarmning efter climate-gate i dag er oppe til genforhandling.

Gang på gang har der været politisk motiverede valg og masser af udtalelser, der stort set mere demonstrerede spillernes manglende viden end det mod, de kort efter blev hyldet for at have vist. Og når en mand som Søren Høy sidder på tv og ønsker at høre dem tage scenen og komme med nogle politiske udtalelser, så kan man kun gisne om, hvor han selv er rent politisk. Når han siger, at Sandra Bullock nok vinder, men at han ikke bryder sig om det, fordi hun spiller en "hockey mom - Hun er Sarah Palin på film", hvad kan vi så bruge det til? Naturligvis skal vi ikke afsky det, men er det relevant? Kan vi bruge hans meninger om noget som helst til noget, når vi nu ved, at han ikke brød sig om Sandra Bullocks pris, fordi han ikke bryder sig politisk om den rolle, hun spiller?

5.777 medlemmer af det amerikanske filmakademi satte 10. februar deres kryds på dette års vindere. Og ja, Sandra Bullock vandt. De valgte også at give prisen for "Bedste "Instruktør" og "Bedste Film" til filmen "Hurt Locker". Nu er den ikke så anti-amerikansk, som de sidste mange års Hollywood-film har været, og det er med al sandsynlighed fordi, de har opdaget, at de ikke tjener pengene ind på de film. Ingen gider gå ind og se fabrikerede historier om isolerede tilfælde af fejl eller grusomhed, som er det eneste, Hollywood fokuserer på.

Den oprindelige tanke var, at prisen for "Bedste Instruktør" skulle gå til den, der leverede den mest sikre og nyskabende fortælling. Her kunne både "Avatar" og "Hurt Locker" have vundet. Men prisen for "Bedste Film" skulle gives til den film, der havde gjort mest for film i USA og måske i hele verden. Og her tæller kun "Avatar".

I en konstrueret filmverden, hvor sindene ofte er i kog, der har akademiet igen talt. Og skulle der sidde en naiv sjæl derude og tænke, at det er forkert, at 95 % af Hollywood er demokrater, så vil jeg med det samme sige, at det er helt okay. De må stemme på lige præcis den, de vil. Jeg er bare fløjtende ligeglad. Jeg spørger heller min lokale slagter om, hvad han mener om mine vinduer eller om euroens indflydelse på Europas finanspolitik gennem de sidste ti år.

I øvrigt var der sjovt nok ingen, der i år kom med nogle politiske bemærkninger på trods af, at præsident Obama har haft det måske dårligste år, nogen præsident nogensinde har haft. Men ... nåh nej, han er jo demokrat. At han stort set er gået fra "Messiah til pariah" betyder nok mindre.