Det bedste afslutning

Hvordan afgør du bedst en kamp, en turnering?







Hvordan afslutter du bedst en sportsbegivenhed, en kamp, en sæson? Gennem tiderne er det et emne, der er blevet heftigt diskuteret, og selv hjemme fra vores danske Superliga kender vi til flere forskellige modeller. I dansk fodbold har du ligaen, hvor holdet, der til sidst har fået skrabet flest point sammen i turneringen, har vundet trofæet. Og så har du en pokalturnering, hvor alle har chancen for den store overraskelse, og hvor vinderen af den sidste kamp (finalen) vinder trofæet. Der skal i dansk fodbold to turneringer til med hver sin løsning på den perfekte afslutning.

Går du ind i de enkelte kampe, så er det mere eller mindre håbløst. Der er mange årsager til, at de i USA har så svært ved at acceptere vores form for fodbold (soccer), men en af de aller største punkter på negativ-listen er naturligvis afslutningen på kampen. Kun dommeren ved, hvornår kampen slutter. Ingen tilskuere kan følge med og se en reel nedtælling, og mere end ofte får spillerne lige en ekstra chance for at få udlignet, reduceret eller scoret det afgørende mål - uden at nogen ved, om de egentlig kan nå det. Af alle de sindssyge sportsregler, der findes, er slutfløjtet i fodboldkampe den tåbeligeste regel af alle.

Selv i håndbold er der problemer. En håndboldkamp varer i princippet 2 x 30 minutter. Men faktum er, at de sidste fem minutter af en håndboldkamp for det meste varer omkring tre gange så lang tid som de første fem minutter. Hvorfor? Der er faste regler for, hvordan tiden skal køre, hvornår den må stoppes, og hvad der kan karakteriseres som tidsudtrækning, nøl og så videre. Alligevel stopper dommerne konstant tiden, når en håndboldkamp nærmer sig sin afslutning, og det sker endda endnu mere, hvis kampen er tæt. Tåbeligt.

I den amerikanske NFL er det netop blevet besluttet, at reglerne for afslutningen af kampe i slutspillet skal ændres. Næsten 60 procent af alle de kampe, der er endt uafgjort, har kun krævet en enkelt 'possession' for at blive afgjort i overtime. Med andre ord: Har du vundet lodtrækningen, så har du allerede bedre chancer for også at vinde kampen. Derfor er det nu blevet besluttet, at vinder du lodtrækning og scorer et touchdown, så har du vundet. Men scorer du kun et field goal, så får det andet hold chancen. Scorer de så et touchdown, har de vundet, men scorer de også kun et field goal, så er det næste scoring, der tæller. Det er let forvirende, men argumentet er, at en kamp ikke skal afgøres 'ved lodtrækning'. Personligt kan jeg ikke se noget galt i reglerne, som de var før og stadig vil være i grundspillet. Kan dit forsvar ikke stoppe modstanderne, så bør du heller ikke vinde. Dit forsvar er jo også en del af dit hold.

For tiden diskuteres det kraftigt, hvad man skal gøre med det amerikanske college basketball slutspil, "NCAA Final 64". For nogle år siden udvidede de turneringen fra 48 hold til 64 (reelt 65, da der er en såkaldt indspilningskamp), og nu taler de igen om at udvide turneringen til 96 hold. Vi taler altså om en ekstra finale-turnering lagt oven på alle de almindelige regionsmesterskaber, der bliver vundet rundt om i det store basketball-land. Konceptet er genialt. Du har en masse 'lokale' mesterhold, der bliver inviteret til at spille med om det nationale mesterskab. Men der er problemer.

Hvis nu det såkaldte Big East er fantastisk et år, så er det lidt ligesom den europæiske Champions League i fodbold. Her er lande, hvor mesterholdet skal igennem en kvalifikationsrunde, mens andre automatisk stiller op med to hold og har to yderligere i kvalifikationen. I NCAA bliver holdene seedede, og det betyder, at nummer tre Big East godt kan blive seedet højere end hold, der endte som nummer to i Pac 10. Essensen er dog, at der er hold, der er seedede, og i år var det Kansas og Kentucky, der af alle blev regnet for at være de to hold, der skulle møde hinanden i finalen. Kansas tabte overraskende til Northern Iowa, og flere andre hold har overrasket, hvilket kun er muligt i turneringer, hvor alt afhænger af din form på dagen. Jo, Kansas ville med 99 procents sikkerhed have vundet en serie på bedst ud af fem eller syv. Men denne dag vandt UNI.

I alt bliver omkring 18 procent af alle universitets-basketball hold under NCAA inviteret til at spille blandt de sidste 64. Når turneringen er færdig, er der én glad vinder. Den nationale mester. Sådan er det ikke i college football.

I nøjagtigt det samme universitetssystem kaldet NCAA (står for National Collegiate Athletic Association) spiller de enkelte skoler en række kampe i football. Regionsmestyrene kåres lidt mere stilfærdigt end i basketball, men der er ingen finaleturnering for at finde det amerikanske mesterhold. I stedet inviteres de enkelte hold til at spille i en lang række såkaldte Bowl Games, hvor af nogle regnes for at være med i det såkaldte BCS (Bowl Championship Series). Da invitationerne til de enkelte hold sendes ud i begyndelsen af december måned, er det ikke altid, at det rent faktisk er et opgør mellem to hold, der afgør, hvor mesterskabet falder, men de senere år har det været sådan. Da University of Texas (Longhorns) og University of Alabama (Crimson Tide) mødtes 7. januar, var det heldigvis det direkte opgør om titlen, men havde en af de to hold tabt en kamp i december, så havde resultatet været afhængig af en anden kamp spillet et andet sted i USA. Og i sidste ende findes den nye mester ved en afstemning. Håbløst system.

Men der er rigtig mange penge i disse Bowl Games, både for skolerne og for tv-stationerne, og modsat i den professionelle NFL-finale, Super Bowl, hvor det er omkring 90 procent kendte og forretningsfolk, der er på tilskuerpladserne til den store finale, så er stemningen altid enorm ved disse Bowl Games, fordi det er de to holds fans, der sidder og hepper. Samtidig betyder det, at et hold, der har endt sin sæson med 7 sejre og 5 nederlag måske alligevel kan få lov at føle, de spiller med i en slags finale.

De basketball-trænere, der gerne vil have udvidet basketturneringen til 96 hold, bruger som argument, at omkring 45 procent af alle football-hold spiller en eller anden form for Bowl, og at halvdelen af holdene går glade hjem, fordi halvdelen vinder. Med 96 hold i basket-finalerunden ville endnu flere hold få et skulderklap og føle, at også de havde chancen for at slå nogle af de helt store som Duke, Syracuse, Kansas, Kentucky og så videre. Og der ville komme flere tv-penge i kassen. Modstanderne peger på, at det vil udvande turneringen, der i forvejen inviterer en del hold med, der allerede på forhånd ved, de får store klø. Men hvordan afslutter du bedst en turnering - i nogen sport?

I skotsk fodbold deler de simpelthen turneringen op. Når du har spillet et vis antal kampe, så er du enten med i den øverste halvdel, hvor du spiller med om mesterskabet, eller også er du med i den nederste halvdel, hvor du kæmper for at undgå nedrykning.

Måske har de løst problemet bedst i amerikansk ishockey, basketball og baseball. Der er forskellige variationer, men essensen er følgende: Du spiller en række kampe mod det samme hold for at vinde den samlede serie og gå videre til næste runde. Selv finalen består af en serie af kampe, hvilket betyder, at hjemmeholdets publikum altid får mulighed for at møde op og gøre en forskel.

I den europæiske Champions League er de lidt inde på noget af det samme. De har et indledende gruppespil, der munder ud i en finalerunde, hvor alle har en hjemmekamp og en udekamp. Den tåbelige regel om udebanemål ødelægger en del, men en serie på bedst af tre kampe gennem hele slutspillet kunne afløses af bedst af fem i semifinalerne og i finalen. Første hold, der har vundet tre kampe er mestre.

Selv i den egelske Premier League ligger de hele året og fedter om point, og til sidst kan ligaen blive afgjort af, at Wigan scorer et udlignende mål mod Chelsea i den sidste runde, så Manchester United bliver mestre. Det holder bare ikke en meter.

I sidste ende handler alle disse beslutninger om penge. Og det kan godt være, du nu sidder og tænker, at det i stedet burde handle om sporten, og at vi må separere sporten og pengene. Glem det! Ikke alene kan det ikke lade sig gøre, men hvorfor i alverden skulle vi gøre det? Hvis der er penge i en sport, er det fordi, der er gode sponsorer eller store reklameindtægter. Det er der kun, hvis eksponeringen er god, og det betyder, at det er populært at se på - både live og på tv. Det er en god ting. Der er intet negativt ved det. Jo jo, der er det gamle socialistiske mantra, at mens de gode bliver bedre, så bliver de små efterladt bagude. Ja, og hvad så? Vil du være bedre, så kan vi pumpe nok så mange kunstige penge, du intet har gjort for at gøre dig fortjent til ned i halsen på dig; du vil med al sandsynlighed ikke kunne forvalte det. Er du derimod dygtig, bliver du belønnet. Er du ikke, kan du se, at de andre bliver belønnet, og så kan du jo afgøre, om du har lyst til at gøre noget for at blive bedre, eller om det ikke betyder så meget for dig. Ganske simpelt.

Der er nok forskellige måder at afgøre forskellige sportsgrene på, men ishockey-modellen, serie-modellen, er faktisk rigtig, rigtig attraktiv. Den burde vi indføre i dansk fodbold, så et slutspil med en serie af kampe mellem de enkelte hold. til slut munder ud i en finale-serie. Hvad de så finder ud af i USA omkring deres NCAA basketball, det må vi vente med at se.