Da Walter trykkede majorens hånd

Lidelse, nederlag, fysisk tortur og en spirende stolthed ligger i dag bag den fantastiske historie om tyske Fritz Walter, der i 1954 i Bern blev den første tysker, der løftede VM-trofæet.




Det småregnede stadigvæk lidt, da anføreren for det ungarske fodboldlandshold, Ferenc Puskas, trådte frem for at trykke sin modstanders hånd. 62.472 tilskuere på Wankdorf Stadion i den schweiziske hovedstad Bern havde netop været vidne til en af de største overraskelser i fodbold-VM’s historie, og den tyske radiospeaker Herbert Zimmermann fra Radio Saarbrücken var kun langsomt ved at få vejret igen.

Men hvad var der galt med den tyske anfører Fritz Walter? Hvad var det dog for et udtryk, han havde i ansigtet? Nogle sportshistorikere har siden sammenlignet Fritz Walters nærmest undskyldende smil med det, der sidder på læberne af Mona Lisa på Louvre i Paris, men det er nok en overromantisering. Og hvor vi stadig i dag undrer os over smilet hos Leonardo da Vincis skønne Mona Lisa, så kender vi i dag hele Fritz Walters fantastiske historie. Og vi kender årsagen til udtrykket i hans ansigt.

Ventede på at blive sendt i gulag
Fritz Walter blev født 31.oktober 1920 i Kaiserslautern i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, og hans far arbejdede for byens stolthed, fodboldklubben 1. FC Kaiserslautern. Derfor var det heller ikke unaturligt, at lille Friedrich, som var hans rigtige fornavn, tidligt begyndte at spille fodbold i klubben. Allerede som 8-årig begyndte han på klubbens ungdomsakademi, og han fik sin debut på 1. holdet som 17-årig i 1937. Det var nok svært for ham at forestille sig, at han otte år efter ville sidde udsultet i en sovjetisk fangelejr og bare vente på at blive sendt til en gulag for at blive arbejdet ihjel.

Den tyske landstræner hed Sepp Herberger. Herberger havde allerede i 1933 meldt sig ind i Nazionalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, også kendt som nazistpartiet, og efter den skuffende tyske indsats under fodboldturneringen ved OL i Berlin i 1936 overtog han posten som landstræner efter Otto Nerz. Han var derfor landstræner, da tyskerne stillede op med seks annekterede østrigere ved VM i Frankrig i 1938 og gjorde nazihilsnen ud med publikum, før de blev slået ud af Schweiz.
Og i 1940 fik Herberger øje på Fritz Walter, der imponerede som angriber i 1. FC Kaiserslautern.

Dagligdagen stod på tæsk
Krigen var i fuld gang, men den blev ikke kæmpet i Tyskland, så det tyske fodboldlandshold fortsatte med at spille kampe helt frem til 1942. Da lykken begyndte at vende for Adolf Hitler og hans tropper, begyndte rigskansleren at hente flere soldater ind i hæren, og i 1942 var turen kommet til de tyske landsholdsspillere.
Fritz Walter var ikke en dårlig soldat, men han var heller ikke specielt dygtig. Derfor endte han da også i en sovjetisk fangelejr, da krigen sluttede. Som tysk fange i Marmaros-Sziget i Rumænien tæt på grænsen til Ukraine var det så som så med de gode stunder. Efter den indledende tortur stod dagligdagen nu på tæsk, men da de sovjetiske soldater forlod lejren og overlod vagten til rumænske og ungarske fangevogtere, blev tilværelsen lidt lettere for Fritz Walter.

Walter havde på dette tidspunkt allerede fået malaria, og han havde det derfor altid bedre, når det var regnvejr og fugtigt i luften. Til gengæld oplevede han nu, at han kunne spille lidt fodbold med fangevogterne, og selvom han godt vidste, at han ikke havde lang tid tilbage at leve, så begyndte han at se små lyspunkter i tilværelsen. Imens ventede han på den dag, hvor han som tysk soldat ville blive afhentet og sendt til en sovjetisk gulag for at blive arbejdet til døde. Gennemsnitslevetiden for fanger i en gulag var under fem år, og mange døde hurtigere – især når de var syge. Men så skete det første mirakel.

Havde store gener af sin sygdom
Rygtet går, at Sepp Herberger, der gjorde alt for at passe så godt på sine spillere som overhovedet muligt, havde fået nys om, at hvor Fritz Walter sad fanget, og at han i smug gav en seddel til en af de ungarske fangevogtere med oplysningerne om, hvem Fritz Walter var. Andre oplysninger fortæller, at en ung ungarsk fangevogter havde været i Budapest 3. maj 1942, da Tyskland slog Ungarn 5-3, og der var ingen chance for, at han glemte Fritz Walter, der scorede både til 1-0 og udlignede til 3-3.
Det vigtige er, at da de tyske soldater skulle hentes, stillede den ungarske fangevogter sig frem og sagde, at Fritz Walter ikke skulle med, fordi han var østriger og ikke tysker. Sådan blev hans liv reddet.

Da Fritz Walter efter sin tid i krigsfangelejren vendte tilbage til sin hverdag i Kaiserslautern, oplevede han store gener af sin sygdom. Når solen skinnede, og vejret var godt, havde det stor indvirkning på ham. Da 1. FC Kaiserslautern både i 1951 og 1953 vandt det tyske mesterskab, havde der været langt flere kampdage med regn og dårligt vejr end i de øvrige år, og ikke unaturligt begyndte man i Vesttyskland at benævne dårligt vejr som Fritz Walter-vejr. Det er der stadig mange, der gør i dag – dog uden at vide, hvorfra det stammer. Men i al denne tid var Fritz Walter stadig ikke tilbage på landsholdet.

Vigtigst at gøre et godt indtryk
Det var ikke en katastrofe, at han ikke var blevet kaldt tilbage på landsholdet. De store tabere fra 2. Verdenskrig var nemlig nægtet adgang til at spille i de store turneringer, og det var sparsomt med landskampe. Under VM i Brasilien i 1950 var Tyskland stadig ikke accepteret, men for at vise så god vilje som muligt meddelte de FIFA, det internationale fodbold forbund, at de havde et landshold klar til afrejse, i fald nogle nationer måtte melde fra.

Efter krigen var det blevet afgjort af en afnazificerings-komite, at Sepp Herberger havde været en såkaldt mitläufer – en medløber – og at han faktisk havde gjort meget for at holde sine spillere væk fra fronten i så lang tid, det var ham muligt. Derfor var han igen blevet indsat som landstræner. Og da Vesttyskland kort efter VM i Brasilien atter blev budt velkommen i FIFA, begyndte han igen at kigge sig om efter et hold, der kunne repræsentere nationen ved næste VM i Schweiz i 1954.

Det var meget naturligt at centrere holdet omkring Fritz Walter, som han havde kendt fra før krigens udbrud. Det vigtigste for tyskerne i Schweiz var ikke at vinde men at gøre så godt et indtryk som overhovedet muligt og at skabe venner. Fritz Walter havde den ydmyghed og de evner, han ledte efter, og derfor bad han i 1951 igen Fritz Walter om at iklæde sig nationaltrøjen, denne gang som anfører.

Missionen var en kæmpe succes
Tyskerne var nervøse, da de ankom til Schweiz. De fleste af spillerne havde ikke været ude af landet siden krigen, og de vidste, at de havde et kæmpe PR-arbejde foran sig. Nogle spillere ville måske komme til at stå over for modstandere, de havde kæmpet mod i krigen. Under alle omstændigheder var deres fædre nok ikke meget for hinanden.
Der var heller ikke skyggen af favoritværdighed at kæmpe med. De helt store kandidater til titlen var mægtige Ungarn, der med anfører ”oberst” Ferenc Puskas i spidsen ikke havde tabt en landskamp i fire år. Alle forventede, at de ville kunne vade igennem til titlen.

Da Ungarn slog Tyskland 8-3 i den indledende runde, bekræftede det bare denne forventning, men tyskerne vandt den ekstra kamp, nederlaget havde sendt dem ud i, og 4. juli 1954 stod de igen over for Ungarn i VM-finalen. Missionen havde været en kæmpe succes. Tyskerne havde spillet frisk og positiv fodbold, og de var ikke bange for at spille for at vinde. Samtidig var de meget fair, og der var flere smil på banen, end der normalt var i fodboldkampe.

”Miraklet i Bern”
Den andet mirakel skete på denne dag. Faktisk går det under navnet ”Miraklet i Bern”. Efter to hurtige mål til Ungarn i 6. og 8. minut, fik tyskerne vendt slaget, og efter 20 minutter stod det 2-2. Stillingen holdt sig helt til 85. minut, hvor Helmut Rahn afgjorde kampen til tyskernes fordel. Men vejret var også med tyskerne. Det var nemlig Fritz Walter-vejr med masser af regn og blæst.

Ikke alene havde tyskerne slået storfavoritterne, men de kunne begynde at føle en lille anelse af stolthed igen, efter de i ni år havde gået og gemt sig og bukket hovedet i undskyldning over det, der var sket under 2. Verdenskrig. Og for Fritz Walter var det en helt surrealistisk fornemmelse. Han havde besejret en nation, han følte, han skyldte sit liv. Det var en ungarer, der havde reddet hans liv, og det var ungarske fangevogtere, der havde hjulpet ham til at se lyset igen i en tid, hvor alt håb syntes ude.

Når vi i dag ser på Fritz Walter, der med Jules Rimet-trofæet i hånden hilser på Ferenc Puskas efter finale-sejren, så forstår vi langt bedre, hvad det er, vi kan læse i hans øjne, i hans finurlige smil og ansigtsudtryk. Det er stolthed, undskyldning og dyb, dyb taknemmelighed. Og han ville betale det hele tilbage.

Fik hjælp fra uventet kant
To år senere blev Ungarn invaderet at Sovjetunionen. Da de sovjetiske kampvogne rullede ind i Budapest om morgenen den 24. oktober, var det ungarske landshold ude på turne. Halvdelen af landsholdsspillerne valgte ikke at vende tilbage til deres okkuperede land, og i stedet oprettede de et rejsende landshold, der tog rundt og spillede kampe i Europa.

Men de hjemløse spillere fik hjælp fra en uventet kant. Frits Walter blev holdets uofficielle træner, og i to hele år husede han det ungarske ’landshold’ og brugte det meste af sin formue på at holde holdet kørende. På den måde betalte han en bid tilbage af det, han følte, han skyldte ungarerne for at have reddet hans liv efter krigen.
Fritz Walter spillede hele sin karriere i 1. FC Kaiserslautern, og han nåede på 18 år at spille 61 landskampe og score 33 mål. I Kaiserslautern er byens stadion opkaldt efter Fritz Walter, der døde 17. juni 2002, 81 år gammel.