Er vi glade?

Der har mildest talt været begrænsede muligheder for at kippe med flaget under OL.






Bør danskerne være glade for indsatsen under De Olympiske Lege i Vancouver? Bør tilskuere, fans, pårørende, trænere, tilhængere...?

Jeg voksede op i det østlige Danmark, hvilket betyder, at jeg var så heldig at have hele tre tv-kanaler at vælge imellem. Der var monopolhelvedet Danmarks Radio, og så var der Sverige 1 og Sverige 2. Umiddelbart kan det lyde som om, det ikke ville have den store betydning, men det er ikke sandt.

I dag taler jeg flydende svensk og forstår, når der bliver talt på svensk til mig. Da jeg var dreng, kunne vi ofte ikke huske hvilken kanal, der havde sendt den film, vi nu stod og talte med vennerne om. Var det dansk tv? Var det svensk? I dag taler danske børn ikke svensk. De forstår det heller ikke. Det er lidt ærgerligt, men til gengæld er de så meget bedre til så mange andre ting, så det er 'en krise', vi overlever.

En anden effekt var, at vi altid havde en række ekstra sportsgrene, vi kunne se samt ekstra sportsfolk eller hold, vi kunne heppe på. Når danskerne ikke klarede sig godt, kunne vi heppe på svenskerne. Og hvis Danmark ikke deltog i en spåortsgren, holdt vi med svenskerne. Der er ikke mange sjællændere over 35, der ikke har heppet på Bjørn Borg, Ingemar Stenmark eller Gunde Swan. De var revolutionerende sportsfolk, der for altid ændrede deres sportsgrene. Selv på den bedste dag med vinden i ryggen og høj solskin skulle vi lede ukristeligt længe efter den slags i Danmark.

Især på vinteridræts-siden var svenskerne dominerende. Et hav af OL-medaljer og VM-sejre har fulgt i svenskernes kølvand, og selvom vi bevæger os rundt på stort set de samme breddegrader, så har vi aldrig kunnet mønstre det samme. Ja, de er flere mennesker; ja, de har bjerge. Men er det egentlig svaret?

Svenskerne vandt ved OL i Vancouver 11 medaljer. 5 guld, 2 sølv og 4 bronze. Danmark vandt: 0.

Hvorfor er vi ikke bedre til ishockey i Danmark? Hvorfor er vi ikke bedre til curling? Hvorfor kan vi ikke konkurrere i bobslæde og kælk? Hvad med hurtigløb på skøjter? Jeg kan til nød forstå, at der kan være visse logistikproblemer med slalom, skihop, styrtløb og de øvrige alpine grene. Langrend holder ikke. Vi havde en mand med på 50 kilometer, og han blev sidst.

Spørgsmålet er, om det er et problem for os, at vi rangerer blandt verdens dårligste vinteridræts-nationer. For hvis ikke det er et problem, hvorfor så overhovedet tænke mere over det. Som sagt, jeg har et alternativt landshold, så jeg har haft masser at juble af og mange at heppe på her under OL. Men hvordan skal vi vurdere den danske indsats?

Danmark valgte at sende en stor delegation af sted til Vancouver. Hele 18 deltagere var med, og havde ishockeyholdet kvalificeret sig (hvilket ikke var vanvittigt langt fra), så var det tal blevet mere end fordoblet. Når nu Danmarks Idræts Forbund sender så stor en delegation (efter danske forhold) af sted til OL, kan vi så ikke forvente os et eller andet? Sender de ikke et budskab til fans og seere og masser af andre sportsfolk om, at det her er noget, vi skal tage alvorligt? Hæver de ikke vores forventninger?

Det er ikke noget problem at læne sig tilbage og med et stille smil sige, at det var et godt OL. Der var masser af flotte sportspræstationer. Og det er dejligt at deltage. Og vi kan sagtens dække os selv med det tilfredshedstæppe, der af én eller anden fuldstændig uforståelig årsag får danskerne til at fremstå som verdens lykkeligste folk (hvem kommer egentlig frem til de resultater? Er det Hans Blix, der har fundet en retrætepost her?). Det er let at sige: Tja. Joe! Det er da godt nok. Men er det godt nok?

Det er et reelt spørgsmål. Jeg ved godt, at mennesker er forskellige, og at alle har forskellige ambitionsniveauer. Som noget nyt har vi i løbet af de sidste snart ti år også fået lov til at have forskellige ambitionsniveauer. Det er jo banebrydende. Men disse høje ambitioner bør vel deles af Danmarks Idræts Forbund og udøverne. Eller?

En ting er sikkert: Den første, der skyder skylden på manglende midler og finanskrisen, får jordens største vasker. Alle lande er i samme båd. Alle udøvere har basalt set de samme muligheder. Og alle udøvere kan sætte sig de samme mål. Og jeg tror, at vi her endelig er blevet sporet ind på kernen af problemet: Selvom verdens sportsfolk kan sætte sig de samme mål, så gør de det bare ikke.

Og her sidder vi så. Efter et OL med den måske bedste hockeyturnering nogensinde, med masser af action på langrendsløjperne, med fantastiske personligheder og store øjeblikke. Er det så meget at forlange, at der bare er en enkelt af de danske udøvere, der godt kunne tænke sig at være en af dem?