lørdag den 19. februar 2011

En ærefuld respekt – og en naturlig hyldest


Dale Earnhardt vil altid blive kædet sammen med Daytona 500


NASCAR: Når det prestigefyldte Daytona 500 søndag løber af stablen, så er det præcis ti år siden, at legenden Dale Earnhardt mistede livet på banen. Det betyder, at den glade begivenhed bliver blandet med en stemning af sorg og savn over én af de største kørere i Nascars historie.

Da den 49-årige Dale Earnhardt 18. februar, 2001 satte sig ind i sin GM Goodwrench Chevrolet Monte Carlo med nummer 3 på siden, var det med muligheden for at vinde sin anden Daytona 500 i karrieren, Den første var kommet tre år tidligere. Syv gange havde Earnhardt vundet det samlede mesterskab, Winston Cup (i dag Sprint Cup, på grund af ny sponsor), men det store, traditionelle Daytona 500 havde han kun vundet en gang.

Måtte ind og blokere
Tony Stewart havde overtaget rollen som den største i feltet, men et uheld sent i løbet udelukkede flere biler, heriblandt Stewart. Da løbet blev sat i gang igen, var det Earnhardt, hans søn, Dale Earnhardt. Jnr. og Michael Waltrip, der lå forrest.

Med kun ganske få omgange tilbage var det Waltrip foran Junior og med Earnhardt som nummer 3. Bagfra kom Sterling Marlin, og flere gange måtte Earnhardt ind og blokere, så Marlin ikke kom forbi. Da de nåede ind forbi det 3. sving på sidste omgang, blev Earnhardt presset af både Marlin på sin venstre side og Ken Schrader til højre for sig.

Mistede kontrollen
Så fik den bagerste venstre side af Earnhardts bil let kontakt med Marlins kofanger. Earnhardt mistede et splitsekund kontrollen og kørte ned fra den høje del af svinget mod den mere plane del, hvorefter han reagerede ved at rette op i banen igen. Det så et kort sekund ud som om, han ville nå at få kontrol over bilen, før den bankede ind i barrieren, men det var umuligt for Ken Schrader i sin Pontiac med nummer 36 at undgå at ramme Earnhardt.

Schrader ramte Earnhardt lige bag passagerdøren, og begge biler bragede ind i barrieren med over 200 kilometer i timen. Det højre baghjulsophæng fløj af med det samme. Passagervinduet blev blæst ud af bilen. Motorhjelmen blev revet op og smadrede op i forruden.

Han var rystet
Udover de tydelige skader på bilen og det chok, tilskuerne tydeligvis havde fået, så havde de fleste set værre uheld i Nascar. Så mens Waltrip blæste ind over stregen som vinder med Earnhardt, Jnr. tæt efter sig, så gled Schrader og Earnhardt langsomt ned ad siden og ind på græsset i indercirklen.

Efter Schrader var klatret ud af sin bil, kiggede han ind til Earnhardt og reagerede lynhurtigt ved kraftigt at signalere efter EMT-holdet (førstehjælp). Han var rystet, da han senere på tv forklarede, at han ikke vare læge, men at han bare skulle væk derfra så hurtigt som muligt.

Det var med megen sorg i stemmen, at Nascar-præsident Mike Helton på en pressekonference senere sagde:

”Dette er en af de sværeste meddelelser, jeg personligt nogensinde har måttet give. Men ... efter ulykken i sving 4 i Daytona 500, øh ... har vi mistet Dale Earnhardt.”

Masser af konsekvenser
Efter den store kørers død blev der iværksat flere undersøgelser, der fik masser af konsekvenser for både folk i og udenfor sporten. Eksempelvis trak Bill Simpson sig tilbage, fordi det var en sikkerhedssele fra hans virksomhed, Earnhardt havde brugt. Og den såkaldte HANS device (Head and Neck Support), der indtil da havde været frivillig, blev nu obligatorisk. Det blev senere bestemt, at Earnhardt døde af at få knust hjerneskallen, og en HANS device ville have reddet hans liv.

De sidste fem år har Jimmie Johnson vundet Sprint Cup. I 2006 vandt han Daytona 500, og han er i dag helt suveræn i Nascar. Det kan på ingen måde garanteres, at han vinder søndag i Florida, men det er helt sikkert, at bilerne tager det roligt på 3. runde og at tilskuerne vil holde tre fingre oppe i vejret for at hylde en af de største nogensinde: Nummer 3 Dale Earnhardt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.