lørdag den 19. februar 2011

En ærefuld respekt – og en naturlig hyldest


Dale Earnhardt vil altid blive kædet sammen med Daytona 500


NASCAR: Når det prestigefyldte Daytona 500 søndag løber af stablen, så er det præcis ti år siden, at legenden Dale Earnhardt mistede livet på banen. Det betyder, at den glade begivenhed bliver blandet med en stemning af sorg og savn over én af de største kørere i Nascars historie.

Da den 49-årige Dale Earnhardt 18. februar, 2001 satte sig ind i sin GM Goodwrench Chevrolet Monte Carlo med nummer 3 på siden, var det med muligheden for at vinde sin anden Daytona 500 i karrieren, Den første var kommet tre år tidligere. Syv gange havde Earnhardt vundet det samlede mesterskab, Winston Cup (i dag Sprint Cup, på grund af ny sponsor), men det store, traditionelle Daytona 500 havde han kun vundet en gang.

Måtte ind og blokere
Tony Stewart havde overtaget rollen som den største i feltet, men et uheld sent i løbet udelukkede flere biler, heriblandt Stewart. Da løbet blev sat i gang igen, var det Earnhardt, hans søn, Dale Earnhardt. Jnr. og Michael Waltrip, der lå forrest.

Med kun ganske få omgange tilbage var det Waltrip foran Junior og med Earnhardt som nummer 3. Bagfra kom Sterling Marlin, og flere gange måtte Earnhardt ind og blokere, så Marlin ikke kom forbi. Da de nåede ind forbi det 3. sving på sidste omgang, blev Earnhardt presset af både Marlin på sin venstre side og Ken Schrader til højre for sig.

Mistede kontrollen
Så fik den bagerste venstre side af Earnhardts bil let kontakt med Marlins kofanger. Earnhardt mistede et splitsekund kontrollen og kørte ned fra den høje del af svinget mod den mere plane del, hvorefter han reagerede ved at rette op i banen igen. Det så et kort sekund ud som om, han ville nå at få kontrol over bilen, før den bankede ind i barrieren, men det var umuligt for Ken Schrader i sin Pontiac med nummer 36 at undgå at ramme Earnhardt.

Schrader ramte Earnhardt lige bag passagerdøren, og begge biler bragede ind i barrieren med over 200 kilometer i timen. Det højre baghjulsophæng fløj af med det samme. Passagervinduet blev blæst ud af bilen. Motorhjelmen blev revet op og smadrede op i forruden.

Han var rystet
Udover de tydelige skader på bilen og det chok, tilskuerne tydeligvis havde fået, så havde de fleste set værre uheld i Nascar. Så mens Waltrip blæste ind over stregen som vinder med Earnhardt, Jnr. tæt efter sig, så gled Schrader og Earnhardt langsomt ned ad siden og ind på græsset i indercirklen.

Efter Schrader var klatret ud af sin bil, kiggede han ind til Earnhardt og reagerede lynhurtigt ved kraftigt at signalere efter EMT-holdet (førstehjælp). Han var rystet, da han senere på tv forklarede, at han ikke vare læge, men at han bare skulle væk derfra så hurtigt som muligt.

Det var med megen sorg i stemmen, at Nascar-præsident Mike Helton på en pressekonference senere sagde:

”Dette er en af de sværeste meddelelser, jeg personligt nogensinde har måttet give. Men ... efter ulykken i sving 4 i Daytona 500, øh ... har vi mistet Dale Earnhardt.”

Masser af konsekvenser
Efter den store kørers død blev der iværksat flere undersøgelser, der fik masser af konsekvenser for både folk i og udenfor sporten. Eksempelvis trak Bill Simpson sig tilbage, fordi det var en sikkerhedssele fra hans virksomhed, Earnhardt havde brugt. Og den såkaldte HANS device (Head and Neck Support), der indtil da havde været frivillig, blev nu obligatorisk. Det blev senere bestemt, at Earnhardt døde af at få knust hjerneskallen, og en HANS device ville have reddet hans liv.

De sidste fem år har Jimmie Johnson vundet Sprint Cup. I 2006 vandt han Daytona 500, og han er i dag helt suveræn i Nascar. Det kan på ingen måde garanteres, at han vinder søndag i Florida, men det er helt sikkert, at bilerne tager det roligt på 3. runde og at tilskuerne vil holde tre fingre oppe i vejret for at hylde en af de største nogensinde: Nummer 3 Dale Earnhardt.

fredag den 18. februar 2011

På jagt efter en ny rekord


Albert Pujols er med al sandsynlighed på jagt efter den største kontrakt nogensinde.

Albert Pujols er en fabelagtig baseball-spiller. Han er måske endda den bedste baseballspiller i hele Major League Baseball lige nu. Og som det altid gælder, når en dygtig sportsmand inden for en sportsgren nærmer sig afslutningen på sin kontrakt, så begynder folk at spekulere. I USA spekulerer baseball-folket gevaldigt på Albert Pujols.

Pujols har gennem hele sin karriere spillet hos St. Louis Cardinals. Men næste sæson løber hans kontrakt ud, så derfor satte både Albert Pujols og klubben en dato allerede i år for, hvornår en ny kontrakt skulle være på plads. Ultimativt var det, så kontraktforhandlingerne mellem Pujols og Cardinals ikke skulle gå ud over sporten, hvor de fleste spillere først lige er ved at melde sig til 'spring training'.

Situationen mere alvorlig
Det lyder alt sammen rart. Men ifølge kilder tæt på både klubben og Pujols, så er situationen måske mere alvorlig. Pujols skulle nemlig efter sigende være ude efter den største kontrakt i sporten nogensinde. I dag er det kæresten til skuespillerinden Cameron Diaz, Alex Rodriguez - også kaldet "A-Rod" - der har den rekord. Mægtige New York Yankees betalte ham nemlig hele 275 millioner dollars for ham for nogle år siden. Men Pujols vil have mere.

Albert Pujols er nemlig ifølge flere medier ude efter 300 millioner dollars for 10 år. Han vil meget gerne skrive den kontrakt med Cardinals, men selvom Cardinals måske kunne finde de penge, så vil de ikke lave den aftale med deres stjernespiller. Som analytikere rundt om i landet er de nemlig også klar over den tendens, der har vist sig. Pujols har nemlig over de seneste tre år haft mikroskopisk målbare dårligere statistikker end i sine unge år i ligaen. Og det er der ikke noget som helst at sige til.

Fuldkommen absurd
Den store stjerne er 31 år, og som årene går, mister baseballspillere hele tiden en smule af deres kraft og deres stabilitet. At tro, Pujols kan levere på samme høje niveau i de næste ti år, er fuldkommen absurd. Det er der ikke en gang en jordisk chance for.

Pujols er ikke naiv. Han er heller ikke dum. Han er godt klar over, at i en liga, hvor der ikke er noget, der hedder 'lønloft', der vil muligvis være en klub, der vil betale 300 millioner for ham. Men han vil gerne blive hos Cardinals. Og Cardinals vil gerne have ham. Cardinals er ikke New York Yankees, der har flere penge end nogen anden klub i MLB. Cardinals vinder derfor heller ikke mesterskaber, som Yankees gør. Men Cardinals er en meget smart organisation. Og skulle Pujols i løbet af det kommende år have et fænomenalt år, så har de stadig muligheden for at skrive en ny kontrakt med Pujols.

Grundspillet vigtigere end slutspillet
Baseball er nok den eneste sport blandt de fire store i USA (football, baseball, basketball og ishockey), hvor grundspillet er vigtigere end slutspillet. Det lyder underligt. Skulle det i baseball ikke handle om at vinde hele skidtet? Jo, naturligvis vil klubberne gerne vinde det hele. Men de spiller 162 kampe hver, og det er, før slutspillet går i gang. Pujols har faktisk ikke klaret sig godt i slutspillet, men han får folk på stadion hele året, hvilket er, hvor langt størstedelen af pengene ligger. Kan du fylde stadion i grundspillet, er det langt mere værd end den prestige, der følger med at vinde kampene i slutspillet og i World Series.

Derfor er Pujols vigtig. Derfor er forhandlingerne vigtige. Derfor kan han muligvis være 300 millioner dollars værd. Og derfor vil Cardinals helst gerne have ham for 220. Får de det? Tja, hvis han har et skidt år, så kan de sagtens. Men har de så lyst? Har han et godt år, mon så ikke de bliver overbudt? Pujols vil altså rigtig gerne blive i St. Louis. Og Cardinals vil meget gerne beholde ham. Men næsten lige meget, hvad der kommer til at ske, så er chancerne for, at han bliver i byen nok meget begrænsede.

torsdag den 16. december 2010

Legenden må indstille sig på sørgeligt farvel




Brett Favre spiller altid og med alle mulige skader. Men nu kan han være færdig på topplan.

Da Minnesota Vikings Brett Favre for to uger siden i kampen mod Buffalo Bills blev tacklet i jorden, kostede det ham mere, end han nok havde regnet med.
En sæson, der i forvejen havde været meget skuffende rent sportsligt, så ud til meget brat at skulle slutte. Og havde det været enhver anden quarterback, ville eksperterne heller ikke have brugt et sekund på at diskutere det.
Men dette var Brett Favre.
Manden er 41 år og han havde spillet 297 grundspilskampe i træk. Hertil kan vi lægge 24 slutspilskampe for både Green Bay Packers og Minnesota Vikings.
Han var og er indbegrebet af en ’tough guy’, og Favre er ikke sådan bare til at lægge ned. Han har spillet med rygskader, brækkede fingre, brækkede fødder og meget mere. Favre spiller altid.
Men i weekendens nederlag til New York Giants – en kamp, der på grund af uvejret i Minnesota måtte udskydes fra søndag til mandag og desuden måtte spilles i Detroit – der spillede Brett Favre ikke. Han havde ingen følelse i sin kastearm, der stadig var klædeligt lilla – et match til hans Vikings-trøje.
I stedet var det hans backup, Tarvaris Jackson, der stod bag center, og det er det måske også i mandagens kamp mod Chicago Bears.
Men er dette det sidste, vi har set til Brett Favre? Er han færdig? Og hvad bør træner Leslie Frazier gøre, hvis Favre melder sig spilleklar?
Hvis vi skal lave en liste over de ti bedste quarterbacks i historien, så er det overvejende sandsynligt, at Brett Favre ikke er med på listen.
Selv blandt de nuværende quarterbacks ville han have svært ved at nå ind blandt de ti bedste. Men hvad er det så, der gør Favre til så godt stof for medierne?
Ja, for det første er han nok den mest underholdende quarterback. Når Favre spiller, ryger de amerikanske tv ratings gevaldigt i vejret, og det betyder penge i banken.
Han fylder fodboldstadions, han skaffer ’folk i sæderne’, som man siger.
Hans imponerende gå-på-mod og hans ’aldrig-give-op’-mentalitet smitter simpelthen af på omgivelserne. Og det er selv om vi aldrig ved, om det bliver en dag, hvor han kaster over 300 yards med 4 touchdowns og afgør kampen med en drømmekast i sidste sekund, eller om det bliver en dag, hvor han kaster fire interceptions, og holdet taber.
Favre er altid underholdende. Han spiller med en glæde og entusiasme som en rookie. Han er seværdig. Han trækker tilskuere, fans, opmærksomhed og reklamekroner til sig. ”Favre is money”, som de siger på de kanter. Og nu er det snart slut.
Gennem de seneste sæsoner har Brett Favre først i sidste sekund besluttet sig for, om han ville spille. På den måde har han igen fået masser af opmærksomhed. Men sådan bliver det ikke næste år. Favre vender ikke tilbage.
For der er ikke noget at vende tilbage for. Han har ikke haft en god sæson. Hans krop er mørbanket, han spiller på et middelmådigt hold, og hans rekord for flest kampe i træk er brudt.
Den bliver meget svært at slå (Peyton Manning er over fem skadesfri sæsoner bagud med 205 kampe). Men hvad sker der, hvis Favre melder sig klar til denne uge?
Leslie Frazier kan sagtens vælge at spille ham. Med kun tre kampe tilbage kan Vikings alligevel ikke nå slutspillet. Men vil det være klogt? Vil det ikke være klogere at afprøve Tarvaris Jackson og se, om han er manden, de skal satse på næste år, eller om de skal ud og handle sig til en ny quarterback? Det er trods alt en forretning.
Én ting er sikkert: Brett Favre har været sublim underholdning gennem tyve fantastiske sæsoner, hvor han har sat et hav af rekorder og spillet i to Super Bowls og vundet den ene.
Så det vil være en skam at se ham slutte af i joggingbukser på sidelinjen. Og hvis ikke Frazier vil lade ham spille i det, der med al sandsynlighed bliver en udendørs kamp i kulden i Minnesota på University of Minnesotas stadion, så er der kun to udekampe tilbage, mod Eagles i Philadelphia og mod Lions i Detroit.
Lad os se ham slutte af med et brag. Lad os se ham i uniform, i kamp og med et stort smil på læben.
Han fortjener hele ligaens hyldest, når han går ud af døren for sidste gang.

lørdag den 30. oktober 2010

Quarterbacks i fokus


Tony Romos sæson er måske overstået, efter han i sidste kamp brækkede kravebenet.

Det er meget sjældent, der er så megen fokus på quarterbacks, som der er i denne uges NFL-kampe.

Den vigtigste plads på et amerikansk fodbold er og har altid været pladsen som quarterback. Derfor er der også altid særlig meget fokus, når der sker noget på denne centrale post – selv på de helt store hold i NFL, hvor man ellers kunne tro, at der var nok reserver til umiddelbart at udfylde pladserne.

Men hvor nogle quarterbacks ofte bliver skadet, så er der andre, der ikke er til at slå af pinden. Den aller største af disse navne er naturligvis Brett Favre. Men netop Brett Favre er under luppen i denne uge. Ikke alene blev han meget uprofessionelt udpeget af sin træner i Minnesota som hovedårsagen til, at Vikings i søndagens opgør i Green Bay tabte kampen 28-24. Han fik om mandagen også konstateret to brud på venstre ankel og er derfor mere end tvivlsom til weekends udekamp mod Patriots.

Det lyder nok tosset. To brud på anklen? Og så er han kun tvivlsom? Enhver anden quarterback med to brud på anklen ville være dømt ude, og reserven ville blive udpeget som starter. Men vi taler altså om Brett Favre her. Han har en helt unik rekord i NFL. Brett Favre har nemlig startet 291 kampe i træk. Fra vores fodboldverden lyder det måske ikke så specielt, men med tanke på, at de i NFL kun spiller 16 kampe per sæson plus højst fire slutspilskampe (hvis de spiller Wild Card-kamp OG når til Super Bowl), så er det en helt enestående rekord, der med al sandsynlighed aldrig nogensinde vil blive slået. Bliv derfor ikke overrasket, hvis Brett Favre stiller til start i New England.

I Dallas måtte Tony Romo forlade kampen mod Giants med et brækket kraveben, der med al sandsynlighed vil holde ham ude i omkring seks uger. Det betyder, at de stiller op med John Kitna som starter i hjemmekampen mod Jacksonville Jaguars. Det kan være både hans og Cowboys held, at modstanderne er Jaguars. Han kan i hvert fald ikke ønske sig en bedre start end en svag modstander som Jaguars.

Hos San Francisco 49ers er Alex Smith røget ud på sidelinjen med en skade. Men i stedet for at gå til backup quarterback David Carr, så tager træner Mike Singletary allerede nu konsekvensen af holdets katastrofale sæson og starter den lille Troy Smith, der vandt Heisman Trophy i 2006, da han spillede for Ohio State University. Han blev draftet af Baltimore Ravens, men da han i 2008 blev syg, regnede de ikke med, han kom til at spille mere, og de skilte sig af med ham. Søndag starter han for 49ers i kampen i London mod Denver Broncos.

Matt Cassel fra Kansas City Chiefs har gennem de sidste fem runder den højeste quarterback rating af alle quarterbacks i NFL.

Detroit Lions får i denne uge Matthew Stafford tilbage fra sin skade til den svære hjemmekamp mod Washington Redskins.

Arizona Cardinals starter med al sandsynlighed den håbløse Derek Anderson i hjemmekampen mod Tampa Bay Buccaneers. Det betyder mindre, for hverken han eller rookie Max Hall kan tilsyneladende finde ligaens bedste wide receiver Larry Fitzgerald.

Og glæd jer så til mesteropgøret søndag nat mellem Super Bowl mester fra 2010, Drew Brees fra New Orleans Saints mod Super Bowl mester fra 2009, Ben Roethlisberger fra Pittsburgh Steelers.

torsdag den 21. oktober 2010

NFL jager de store hits


Det kolossale hit Dunta Robinson lavede på DeSean Jackson i weekenden har fåer NFL til at reagere.

Da Atlantas Dunta Robinson i sidste uge tacklede Philadelphias DeSean Jackson, gik der et sus gennem både tilskuere, eksperter og alle seerne ude i stuerne. Det så meget voldsomt ud, og begge spillere måtte forlade banen.

Gennem de senere år har NFL sat mere fokus på spillernes sikkerhed – både gennem regelændringer, lægeligt fokus og hårdere straffe. Omkring midtvejs gennem forrige sæson, begyndte alle pludseligt at tale om hjernerystelser. Og der er ingen tvivl om, at det ofte har været et emne, både trænere og spillere tidligere har taget alt for let på. Nu skal spillerne sidde ude, hvis de bliver udsat for hits, der bare leder til mistanken om en hjernerystelse. Før sagde man bare, at de havde fået et ordentligt ’hit’ og lige skulle ’ryste det af sig’.

I år har der ikke været en eneste 5-cifret bøde. Nu siger ligaen så pludselig, at det er nok. Ingen forudgående advarsler. Nu er der bare blevet spredt for 175.000 dollars bøder rundt for forskellige hits i sidste runde af NFL. Det er en hårdere straf, end hvis spillerne bliver smidt ud af kampen.

Problemet er, at Robinsons hit på DeSean Jackson ikke en gang var et illegalt hit. Han ramte ham med sin skulderbeskytter og brugte ikke en gang hjelmen som våben. Ligaen skrev, at det var et hit på en forsvarsløs receiver. Den eneste grund til, at han var ’forsvarvsløs’ var, at der var tale om et dårligt kast fra en quarterback, der var på vej ud af problemer.

Årsagen til problemet med de hårde hits skal nok findes mange forskellige steder. ESPN selv glorificerer de seje hits med medleys tilsat musik. Her i Danmark sidder kommentatorer som Claus Elming og kalder det et ’skralderbang’, når en spiller får en ordentlig én på goddag’en. Det er der ikke noget galt i. Sådan har vi altid gjort det. Det var en del af det, der gjorde og gør amerikansk fodbold til en fysisk sport.

Men ifølge college football-eksperten, Kirk Herbstreit, starter problemet ikke der. Det starter allerede i high school, hvor spillerne ikke længere lærer at tackle ordentligt. De går alle efter det hit, der kan stoppe modstanderen. Spillet, der kan få ham ud af kampen. Meget få tackler med deres arme mere.

Kirk Heibstreit præsenterer også en idé, som NFL-guruen John Madden en gang selv lagde frem. Han foreslår nemlig, at man bør gå den helt anden vej. Hvis spillerne spiller uden hjelm, så undgår du nemlig de værste skader. Ingen vil stikke sit hoved ind i situationer, hvor det kan gå galt, mener Madden, og det citerer Herbstreit ham for.

Én ting er, at ligaen har indført hårdere kontrol med hjernerystelser. En anden ting er, at du ikke må bruge dit hjelm som et spyd, når du tackler og lave de såkaldte ’helmet-to-helmet’-tacklinger. Men der er ved at være oprør blandt spillerne nu. For mens ingen har noget imod at fjerne de tacklinger, der er svinske, som eksempelvis dem, James Harrison fra Steelers i sidste uge lavede, så er der heller ingen, der vil fjerne det fysiske aspekt af sporten. Nogle illustrerer det endda ved at sige, at de vel snart skal spille med balletskørt.

søndag den 17. oktober 2010

Et forsmag på en AFC-finale?


Mens Ravens aldrig har slået Patriots i grundspillet, så har træner Bill Belichick hævn til gode fra nederlaget i slutspillet sidste år.



Man skal være ovenud naiv for ikke at kunne se, at de bedste hold i årets NFL ligger i AFC konferencen. De 4-5 øverste hold på alle eksperternes lister er fra AFC.
Blandt de øverste hold finder vi både Baltimore Ravens og New England Patriots. Og netop Patriots tager søndag aften klokken 19 imod Ravens på Gillette Stadium lige syd for Boston.

New England Patriots havde fri-uge i sidste weekend og spillede derfor ikke. Deres record er 3-1 med sejre over Cincinnati, Buffalo og Miami og nederlag til New York Jets.

Baltimore Ravens har først fri-uge i uge 8, og deres record er 4-1 med sejre over New York Jets, Cleveland, Pittsburgh på udebane og Denver. Nederlaget kom til Cincinnati Bengals i uge 2, hvor Bengals vandt ved at score fem field goals.

De fleste eksperter har Baltimore Ravens som ligaens bedste hold og et solidt bud på en Super Bowl-vinder, og et flertal tipper også Ravens i denne kamp. Men en del statistik taler imod en sejr til gæsterne. For det første har New Englands quarterback Tom Brady vundet 22 hjemmekampe i grundspillet i træk (blot tre fra Brett Favres rekord på 25, som han satte i Green Bay fra 1995-98). For det andet er det en generation siden, at New England har tabt en kamp efter en fri-uge. Og det er aldrig sket under træner Bill Belichick.

Naturligvis har eksperterne medregnet det faktum, at Tom Bradys yndlingsmål, Randy Moss, nu spiller i Minnesota. Randy Moss har altid været den dybe trussel; ham, der kunne gribe de lange kast og derfor skabte mere plads til Patriots tight ends eller spillere som Wes Welker, der er ekspert på de kortere kast. Når den dybe trussel er væk, kan modstanderne tage et par skridt tættere på Tom Brady og derved eliminere de fleste af de korte kast samt ligge meget tættere på løbeangrebet.

Og Baltimore Ravens har et notorisk barskt forsvar under ledelse af Ray Lewis. Det kunne se ud som om, eksperterne får ret.

Da Randy Moss forlod New England, hyrede de i stedet Deion Branch, der tidligere har spillet for Patriots og også har vundet tre Super Bowls med Tom Brady. 6. februar 2005 blev Deion Branch endda kampens mest værdifulde spiller, da Patriots slog Eagles 24-21 i Super Bowl XXXIX (39). I kampen greb Branch 11 bolde for 133 yards.

»Jeg har kastet tusindvis af bolde til Deion, og mit forhold til ham på banen har altid været fantastisk. Vi har altid haft en god kemi sammen, og jeg håber, vi kan genfinde den«, sagde Brady torsdag til ESPN.

Men i sine fire år hos Patriots scorede Branch kun 14 touchdowns i alt. Randy Moss scorede 39 på tre sæsoner. Så om det er nok til at kunne slå Ravens i denne mulige forsmag på en kommende AFC-finale, er svært at spå om. Men spil aldrig penge på, at Patriots taber på hjemmebane. I de fem tidligere opgør mellem Ravens og Patriots i grundspillet, har Patriots vundet dem alle. Til gengæld har Ravens vundet tre ud af deres sidste fire på udebane. Og de slog Patriots i Foxboro i New England 33-14 i slutspillet sidste år.

Fat en mønt, kast den op i luften, og vælg side i luften. For det her bliver et vaskeægte brag af kamp. Og den kan gå til begge sider.

'Big Ben' er tilbage


Efter to gange at have været i alvorlige problemer med politiet i forbindelse med sager om tilsyneladende voldsom behandling af unge collegepiger, ser Ben Roethlisberger ud til at have rettet op på sin rytme og er klar til at styre Steelers tilbage til Super Bowl.



Efter at have siddet ude i sæsonens fire første uger er ’Big’ Ben Roethlisberger klar til at styre Steelers mod slutspillet.

Ben Roethlisberger fik karantæne af NFL kommissær Roger Godell for at have været i klammeri med politiet omkring en episode vedrørende nogle unge collegepiger på en natklub i Georgia i foråret. Politiet havde ikke nok til at anklage ’Big Ben’, men Roger Godell valgte at sætte en grænse for, hvordan hans spillere skulle opføre sig.
Oprindeligt lød straffen på seks uger, men der blev lavet en aftale, der gik på, at hvis ’Big Ben’ holdt sig ude af problemer og et hundrede procent samarbejdede med både Godell og klubben, så kunne straffen blive sat ned til fire uger.

Roethlisberger har været en mønster-elev, men før sæsonstart var der en vis nervøsitet i Pittsburgh. 2. quarterback Dennis Dixon skulle spille, og det gjorde han egentlig godt – indtil han blev skadet. Så kom Byron Leftwich ind – og så blev han skadet, hvorpå de måtte ned til en 4. quarterback, Charlie Batch, der faktisk vandt Steelers kamp over Buccaneers. Men det var også Batch, der var quarterback, da Steelers tabte kampen til Baltimore Ravens 17-14.

Der er dog ingen kritik af Batch eller de øvrige backup-quarterbacks. Steelers havde udtrykt en stille tilfredshed med at eventuelt være på 2-2, når ’Big Ben’ kom tilbage. Nu er de på 3-1.

Onsdag udtalte Ben Roethlisberger, at han var glad for, at Steelers havde haft en fri-uge, for det havde givet ham mulighed for at genfinde sin timing før søndagens hjemmekamp mod divisionsrivalerne fra Cleveland. Og Roethlisberger har været savnet i omklædningsrummet.

Reglerne foreskriver, at når du er suspenderet eller har karantæne, så må du overhovedet ikke være i kontakt med hverken spillere eller trænere i den pågældende periode. Nu udtaler hans medspillere wide receiver Hines Ward og offensive tackle Max Stark, at det er dejligt at have ham tilbage. ”Han sidder ovre i hjørnet og griner som en skoleknægt,” sagde Stark, mens Ward kunne fortælle, at ”Han er den første på banen, og den sidste til at forlade den igen.”

Men der vil også være noget at arbejde med for ’Big Ben’. I hans fravær har Pittsburghs kaste-angreb indtaget sidstepladsen i NFL med sølle 136 yards på 20 forsøg i gennemsnit.
”Jeg skal ikke ud og være Supermand,” sagde han til den amerikanske sportsstation ESPN. ”Jeg skal heller ikke ud og forcere noget. Jeg skal bare ud og spille mit spil.”
Det kan også være mere end godt nok på søndag, hvor mange regner med, at han kan få masser af spilletid. Modstanderne, Cleveland Browns, har nemlig begge deres quarterbacks, Seneca Wallace og Jake Delhomme, ude med skader, og de påregner muligvis at starte med deres nydraftede rookie Colt McCoy, der hos University of Texas slog et hav af quarterback-rekorder. Men der er milevid forskel på college og NFL, og flere eksperter har allerede udtalt, at hvis han skal starte i Pittsburgh, vil det være som at smide ham for løverne.

Men ’Big Ben’ er klar. Og efter Browns venter der ham nok udfordringer til at vise, han var ventetiden værd. Miami ude, New Orleans ude, New England hjemme er de tre næste kampe.

”Der er forskel på Ben og de andre quarterbacks,” sagde Hines Ward til ESPN. ”Når Ben kommer i problemer, kan han ofte selv rode sig ud af dem og lave et stort spil.”
Det får han rig lejlighed til at vise i de kommende uger.