Uskrevne regler for mænd

Prince Fielder er blevet genstand for megen snak i USA.






For seks måneder siden spillede Milwaukee Brewers imod San Francisco Giants i den amerikanske baseball-turnering MLB. Prince Fielder lavede en såkaldt home run i 12. inning og vandt kampen. Han og hans holdkammerater lavede en jubelscene, hvor de øvrige spillere stillede op ved home plate, og da Fielder kom løbende ind og scorede sit point, væltede alle de andre spillere som kegler i bowling. Ganske underholdende.

Nu er det sådan, at det ikke er specielt velset at vise overdreven jubel, når du har lavet en home run i baseball. Det er en af de uskrevne regler. Og det er helt i orden. Alle har uskrevne regler, så det er der ikke noget odiøst i.

Torsdag 4. marts spillede de to hold så imod hinanden igen i en spring training-kamp, altså en træningskamp, før sæsonen går rigtigt i gang. Kort inde i kampen kaster Barry Zito bolden hårdt lige på kropen af Prince Fielder, og han ryger i jorden. Vi forstår det godt. Det er lidt langt ude og ret tosset, men vi forstå det. Baseball har sin helt egen kultur i USA. Det samme har fodbold i Europa. Eller håndbold. Eller motorsport. Der er endda uskrevne regler for mænd.

Hvis kvinder skulle analysere mænds uskrevne regler, ville de synes, vi var åndssvage. De ville i hvert fald ikke virke logiske på dem. For eksempel ved alle mænd, at hvis to mænd går i biografen sammen, og der er den mindste mulighed for det, så sidder man med et tomt sæde imellem sig. Buffer-sædet. Det er praktisk, fordi du kan lægge dit overtøj eller stille dine popcorn der, men det er mere, så vi ikke kommer til at røre hinanden. Vi vil bare ikke risikere den der arm- eller håndsberøring; eller endu værre: knæene. Det er bare en uskreven regel for mænd.

Hvis du går ud og spiser med en pige eller en anden mand, så går du ikke på toilettet, lige før regningen kommer. Så virker du som en nærigpind, der søger at undgå at skulle betale. Det er bare en uskreven regel for mænd.

Vi taler heller ikke sammen på toiletterne. Vi kan nikke høfligt til én - ved håndvasken! Men aldrig når du står med sjoveren i hånden. Aldrig!

I USA er det ved at blive en trend, at du i en bar aldrig bestiller en drink, hvor en blender er påkrævet. Aldrig. Det er noget, tøser gør. De har ingen forståelse for, hvor hårdt bartendere arbejder. Hvis en mand bestiller en blendet drink, så smadrer du totalt bartenderens momentum på en travl aften. Så i USA bør du aldrig bestille en drink i en bar, hvor en blender er påkrævet. Eller en paraply. I Danmark kan det godt være lidt anderledes. Der koster en drink omkring 60-70 kroner, og når du alligevel har pantsat bilen for at få råd til at gå i byen, så vil du fandme også have noget for pengene. Men i USA? Aldrig!

Se bare på film som "Godfather". Der er også uskrevne regler for mændene. Du kan godt kvæle din svoger i en bil eller skyde din egen bror i en båd, men du handler simpelthen ikke med narkotika. Det er bare forbudt!

Sådan er det altså også i sporten. Og det stammer fra dengang, der var så mange forskellige ledelses-lag, at det nærmest var umuligt at finde ud af, hvem der var din chef. Systemet krævede en masse uskrevne regler.

I dag har en masse sportsgrene taget disse uskrevne regler og puttet dem ind i regelbøgerne. I dag må du for eksempel ikke håne en anden spiller i NFL (National Football League). Så får du en straf. Hvis du jubler for meget efter en scoring, får du en straf. I college football er de endda gået så langt, at de fra næste år med al sandsynlig vil indføre den regel, at straffen for at håne en modstander bliver lagt på spillet med det samme og ikke først det næste spil. Med andre ord: Er du blevet snydt hele dagen af en defensiv spiller, og du endelig griber bolden, og løber forbi ham og scorer, så gælder scoringen ikke, hvis du peger på ham eller siger noget til ham bagefter - eller jubler for meget. Det er kun et spørgsmål om tid, før de samme tåbelige regler bliver indført i NFL, der med fulde lever op til sin navn som No Fun League.

Men hvis Zitos pitch mod Fielder var hævn for jublen efter scoringen 6. september, så er det for svagt. Okay, det er måske lidt voldsomt at lave en direkte koreograferet scene, når du har scoret, men kom nu videre, venner.

Det er lidt ligesom i golf. Hvis Thomas Bjørn laver et put og vinder turneringen på 18. hul, så kan han knytte næven og trykke sin modstander i hånden, men han svinger ikke højrebenet over sin putter og rider den som en hest og råber: "YIIIII-HAAAAAAAAH!" Han hiver ikke en kuglepen frem fra sin sok og begynder at skrive autografer. Men er det ikke okay at være glad?

Måske burde Zito i stedet kaste den bold ind i krydderen på sig selv. For var det ikke hans dårlige pitch, der gjorde, at Fielder kunne afgøre kampen i september? Er det ikke den dårlige opdækning, der gør, at en spiller kommer forbi en anden? Er det ikke ofte forsvarets fejl, når en hold scorer i fodbold? Hvorfor må et hold ikke juble sjovt. Og hvorfor er det i nogle sportsgrene en skreven og i andre sportsgrene en uskreven regel?

Det er meget lettere for mænd. Reglerne er simple for mænd. De er klare, de er logiske, og de er ufravigelige. For eksempel forstår dine kammerater altid din undskyldning for ikke at se kampen sammen med dem, hvir du bruger tre simple ord: "Kan ikke. Travlt." Du gør heller aldrig en mand, du ikke kender, opmærksom på, at hans lynlås er åben. Det er hans problem, ikke dit.

Det kan være vanskeligt at leve efter de uskrevne regler. Men som sagt: Lær dem!

- Det er for eksempel okay at huske en anden mands fødselsdag. Men det er strengt forbudt at gå ud og købe ham et kort og få alle de andre til at skrive under. Holder overhovedet ikke.

- Det betyder intet, hvad den samlede modverden OG din kæreste siger, lyserøde t-shirts er bare ikke i orden.

- Hvis du nikker en enkelt gang, svarer det til omkring fem minutters dyb samtale. En high five viser, at virkelig værdsætter din kammerat, uden at du er nødt til at fortælle ham, hvad du føler - hvilket i øvrigt ville få jer begge til at føle voldsomt ubehag.

- Går du ind på et offentligt toilet med flere en to kummer, så vælger du aldrig kummen lige ved siden af en anden mand. Du lader altid en kumme være tom imellem jer.

- Står du på et offentligt toilet og tisser, så er det 'eyes front', makker. Du kan til nød kigge opad eller nedad, men du holder dem i retning lige frem. Og du lukker aldrig øjnene.

- Du går aldrig efter din kammerats søster. Ser hun godt ud? Too bad! Hun er off-limits. Det samme er hans mor og eks-kæreste. Kusiner er til gengæld okay.

- Hvis du er oppe og slås, går du aldrig efter din modstanders testikler. Kan du ikke vinde uden, så skulle du nok ikke have deltaget i den slåskamp.

- Ser du din kammerat være sammen med en anden pige end hans kæreste, kan du vælge at blande dig én gang. Vælger han at fortsætte, har du aldrig hørt eller set noget.

- Hvis flere end to mænd kører i en bil, så gælder følgende regel: Har du vundet 'shotgun'-retten (sidder du ved siden af køreren?), så ryger du med det samme om bag i, hvis du ikke inden for tre sekunder skifter radiostation, når de spiller en Britney Spears-sang.

- Når du kommer ind i et lokale, hvor mænd sidder og ser sport, er det okay at spørge dem, hvad stillingen er, men ikke hvem der spiller.

Listen er meget lang, og vi kan blive ved, men I forstår. Spørgsmålet er så, om det er noget, I kan leve efter. Eller om det er noget, pigerne kan lære at forstå. Som Manny siger til sin kone i "Ice Age 3", da hun foreslår ham at tale med Diego, der ser lidt slukøret ud:

"Guys don't talk to guys about guy problems. They just... punch each other on the shoulder."

"That's stupid."

"To a girl... To a guy that's like six months of therapy!"

Er vi glade?

Der har mildest talt været begrænsede muligheder for at kippe med flaget under OL.






Bør danskerne være glade for indsatsen under De Olympiske Lege i Vancouver? Bør tilskuere, fans, pårørende, trænere, tilhængere...?

Jeg voksede op i det østlige Danmark, hvilket betyder, at jeg var så heldig at have hele tre tv-kanaler at vælge imellem. Der var monopolhelvedet Danmarks Radio, og så var der Sverige 1 og Sverige 2. Umiddelbart kan det lyde som om, det ikke ville have den store betydning, men det er ikke sandt.

I dag taler jeg flydende svensk og forstår, når der bliver talt på svensk til mig. Da jeg var dreng, kunne vi ofte ikke huske hvilken kanal, der havde sendt den film, vi nu stod og talte med vennerne om. Var det dansk tv? Var det svensk? I dag taler danske børn ikke svensk. De forstår det heller ikke. Det er lidt ærgerligt, men til gengæld er de så meget bedre til så mange andre ting, så det er 'en krise', vi overlever.

En anden effekt var, at vi altid havde en række ekstra sportsgrene, vi kunne se samt ekstra sportsfolk eller hold, vi kunne heppe på. Når danskerne ikke klarede sig godt, kunne vi heppe på svenskerne. Og hvis Danmark ikke deltog i en spåortsgren, holdt vi med svenskerne. Der er ikke mange sjællændere over 35, der ikke har heppet på Bjørn Borg, Ingemar Stenmark eller Gunde Swan. De var revolutionerende sportsfolk, der for altid ændrede deres sportsgrene. Selv på den bedste dag med vinden i ryggen og høj solskin skulle vi lede ukristeligt længe efter den slags i Danmark.

Især på vinteridræts-siden var svenskerne dominerende. Et hav af OL-medaljer og VM-sejre har fulgt i svenskernes kølvand, og selvom vi bevæger os rundt på stort set de samme breddegrader, så har vi aldrig kunnet mønstre det samme. Ja, de er flere mennesker; ja, de har bjerge. Men er det egentlig svaret?

Svenskerne vandt ved OL i Vancouver 11 medaljer. 5 guld, 2 sølv og 4 bronze. Danmark vandt: 0.

Hvorfor er vi ikke bedre til ishockey i Danmark? Hvorfor er vi ikke bedre til curling? Hvorfor kan vi ikke konkurrere i bobslæde og kælk? Hvad med hurtigløb på skøjter? Jeg kan til nød forstå, at der kan være visse logistikproblemer med slalom, skihop, styrtløb og de øvrige alpine grene. Langrend holder ikke. Vi havde en mand med på 50 kilometer, og han blev sidst.

Spørgsmålet er, om det er et problem for os, at vi rangerer blandt verdens dårligste vinteridræts-nationer. For hvis ikke det er et problem, hvorfor så overhovedet tænke mere over det. Som sagt, jeg har et alternativt landshold, så jeg har haft masser at juble af og mange at heppe på her under OL. Men hvordan skal vi vurdere den danske indsats?

Danmark valgte at sende en stor delegation af sted til Vancouver. Hele 18 deltagere var med, og havde ishockeyholdet kvalificeret sig (hvilket ikke var vanvittigt langt fra), så var det tal blevet mere end fordoblet. Når nu Danmarks Idræts Forbund sender så stor en delegation (efter danske forhold) af sted til OL, kan vi så ikke forvente os et eller andet? Sender de ikke et budskab til fans og seere og masser af andre sportsfolk om, at det her er noget, vi skal tage alvorligt? Hæver de ikke vores forventninger?

Det er ikke noget problem at læne sig tilbage og med et stille smil sige, at det var et godt OL. Der var masser af flotte sportspræstationer. Og det er dejligt at deltage. Og vi kan sagtens dække os selv med det tilfredshedstæppe, der af én eller anden fuldstændig uforståelig årsag får danskerne til at fremstå som verdens lykkeligste folk (hvem kommer egentlig frem til de resultater? Er det Hans Blix, der har fundet en retrætepost her?). Det er let at sige: Tja. Joe! Det er da godt nok. Men er det godt nok?

Det er et reelt spørgsmål. Jeg ved godt, at mennesker er forskellige, og at alle har forskellige ambitionsniveauer. Som noget nyt har vi i løbet af de sidste snart ti år også fået lov til at have forskellige ambitionsniveauer. Det er jo banebrydende. Men disse høje ambitioner bør vel deles af Danmarks Idræts Forbund og udøverne. Eller?

En ting er sikkert: Den første, der skyder skylden på manglende midler og finanskrisen, får jordens største vasker. Alle lande er i samme båd. Alle udøvere har basalt set de samme muligheder. Og alle udøvere kan sætte sig de samme mål. Og jeg tror, at vi her endelig er blevet sporet ind på kernen af problemet: Selvom verdens sportsfolk kan sætte sig de samme mål, så gør de det bare ikke.

Og her sidder vi så. Efter et OL med den måske bedste hockeyturnering nogensinde, med masser af action på langrendsløjperne, med fantastiske personligheder og store øjeblikke. Er det så meget at forlange, at der bare er en enkelt af de danske udøvere, der godt kunne tænke sig at være en af dem?

OL er som en ferie

At se OL i tv er ligesom at tage på ferie.








De Olympiske lege har rigtigt pæne seertal, og masser af mennesker ved, hvad der sker i Vancouver i disse dage. Men hvad er OL egentlig? Hvordan skal vi betegne disse Lege, der kommer dumpende forbi hvert andet år - enten i varme eller i kulde? Og nærmere: Hvordan skal vi forklare vores kone eller kæreste, hvad i al verden det er, vi sidder og ser på?

OL er som en ferie. De fleste af os lever nogle vanvittigt fortravlede liv, hvor vi styrter rundt fra det ene engagement og arrangement til det næste. Så når vi tager på ferie i to uger til Gran Canaria, så skal det være total afslapning. Vi laver ting, vi aldrig ville gøre hjemme i København, Århus, Odense, Aalborg, eller hvor vi nu kommer fra.

Når vi er på ferie, kaster vi os ned i skjorter, vi håber, ingen nogensinde opdager, vi har haft på. Vi drikker ting, fordi de har en anden farve. Vi spiser retter, fordi de lyder eksotiske. Vi kommer ting i vores hår, i vores ører, på vores hud. Vi opfører os anderledes.

I kort efter vi er kommet hjem fra disse ferier, forsøger vi endda at holde den kørende. "Jeg vil leve sådan her altid!" skriger vi fra tagtoppene. Men når vi for tredje dag i træk er kommet på arbejde i Hawaii-skjorte og med lyserøde fjer i håret, og de andre har grint nok af os, så stopper det igen. Ferien bliver et minde. De pæne eller praktiske sko kommer frem igen. Arbejdsskjorten og det rigtige tøj kommer tilbage på kroppen, men frem for alt lander vi igen i vores velkendte vanvittige tempo.

Det er der ikke noget galt i. Det hedder 'ferie' af en årsag. Vi tager væk fra vores hverdag for at gøre noget andet, og når vi desperat forsøger at holde fast i det, når vi kommer hjem, så er det fordi, vi har valgt den rigtige ferie. Det burde vi glæde os over.

Det er meget ofte smagsindtrykkene, der hiver os tilbage til hverdagen. Når du sidder nede på det smukke afslappende italienske agriturismo og nyder den hjemmelavede økologiske vin på terrassen og har udsigt til både bjerge, floder og måske en dejlig nats romantik, så har du nok aldrig smagt en bedre vin. Og ja, du begår den fejl, at du køber fire flasker med hjem. Og ja, du åbner én allerede den anden aften og sætter dig ned og holder fruen i hånden. Men udsigten er nu den brugtvognsforhandler, det altid har været. Det pisseregner. Og i øvrigt brokker konen sig over sine kolleger på arbejde - eller var det dig selv, du hørte? Den vin smager bare ikke særlig godt mere.

Sådan er OL.

Vi sætter os til at se nogle sportsgrene, vi normalt aldrig ville se. Vi hepper på mennesker og nationer, vi knap nok kan udtale. Og et OL er måske det eneste tidspunkt, du som mand vil høre dig selv sige: "Jeg kommer lige om lidt. Jeg skal lige se resultatet af den her bobslæde-konkurrence."

OL er en ferie. Vi driver ind i en række begivenheder og sportsgrene, vi dårligt kender, og vi suger indtrykkene til os og lader dem fylde vores hverdag i to uger. Hvor mange timer på et normalt år bruger du på at se langrend, isdans eller snowboard i tv? Det kan tælles på en hånd, ikke? Men nu er det OL. Så lad os se det hele. Lad os nyde vores nysgerighed. Lad os bruge hvert et sekund, det er os muligt. For lige om lidt slutter ferien.

Det største mirakel

Verdens største sportsblad Sports Illustrated vidste godt, hvordan den begivenhed skulle fejres.




Gennem De Olympiske Leges fantastiske og indtagende historie har et hav af begivenheder fascineret deltagere, arrangører, tilskuere, trænere, fans og tv-seere. Men spørgsmålet er, om der findes en olympisk begivenhed, der har skabt så megen omtale og overrasket så mange mennesker, som da det amerikanske ishockeyhold ved OL i Lake Placid i 1980 vandt guld.

Ikke alene slog de et hold, der var de måske største favoritter nogensinde. Sovjetunionen havde vundet guld ved samtlige OL siden 1956 kun afbrudt af USA's guld i Squaw Valley i 1960, og den store sovjetiske maskine havde siden fejet al modstand af banen.

Rent teknisk var de sovjetiske spillere ikke professionelle, men de levede af at spille ishockey. De fik deres bolig, kost og forlystelser betalt af den sovjetiske stat og spillede ishockey op mod otte timer hver eneste dag. De fleste af spillerne var ansat i militæret, og hele A-kæden kom fra hovedstadsklubben CSKA Moskva.

I dag har vi et anderledes billede af spillere som Vladislav Tretiak, Alexei Kasatonov, Igor Larionov, Viatjeslav Fetisov, Vladimir Krutov og Sergei Makarov. Tretiak var den fænomenale målmand, og sammen med Larionov og anfører Krutov udgjorde Makarov den farligste A-kæde i historien. Det skal nævnes, at det ikke var nødvendigt at slå disse navne op. Hos os, der endnu husker disse spillere, er de for altid hamret fast i hukommelsen.

Men det var et underligt had/kærlighed forhold, vi havde til dem. Samtidig med at de stort set altid spillede helt fantastisk og derfor så godt som altid vandt, så holdt vi aldrig, aldrig nogensinde med dem. De repræsenterede de onde; den store Sovjetunion, som dengang var vores hovedfjende. Og for os, der var vokset op med tre tv-kanaler - to svenske og en dansk - var det om muligt endnu værre. Det svenske ishockeylandshold var jo som vores eget landshold. Vi heppede altid på svenskerne, hvilket gav os endnu en grund til ikke at holde med Sovjetunionen.

Værst var det næsten, når Sovjetunionen spillede imod Tjekoslovakiet. Det hang stadigvæk i luften, at Sovjetunionen havde invaderet Tjekoslovakiet i 1968 og slået tusinder ihjel og sendt endnu flere i straffelejr. Sovjetunionen var billedet på alt det onde i verden.

USA kom ind til OL i Lake Placid, som de var kommet ind til mange OL før det. Spillerne fandt den nye træner Herb Brooks på landets universiteter, og de har ikke andet end store drenge, der håbede på at kunne gøre far og mor stolte på hjemmebane. De nåede lidt mere end det.

Målmanden hed Jim Craig, anføreren Mike Eruzione, og nogle af de mest markante markspillere var Neil Broten, Mark Johnson, Buzz Schneider og Dave Christian. Ingen kendte dem - endnu.

Mens Sovjetunionen kørte over al modstand på deres sædvanlige overlegne maner med den aldrig smilende træner Viktor Tikhonov bag sine robotagtige spillere i boksen, så kæmpede amerikanerne indædt for hvert et point. I den første kamp mod storfavoritterne fra Sverige måtte målmand Jim Craig tages ud til slut i kampen, før det lykkedes at hive 2-2 hjem. Derefter kom den første store overraskelse, da USA slog Tjekoslovakiet 7-3. Tjekkerne blev anset for at være det andetbedste hold efter Sovjetunionen, så det var noget, der skabte overskrifter.

De to sværeste modstandere var overstået, og USA kom gennem de tre sidste gruppekampe med 5-1 over Norge, 7-2 over Rumænien og 4-2 over Vesttyskland. Det var en overraskende og flot serie. Men spillet havde ikke været nær i samme klasse som Sovjetunionens i den anden gruppe. Ingen forventede noget som helst af amerikanerne før mødet med Sovjetunionen i medaljerunden. Og i New York Times skrev klummeskriver Dave Anderson: "Med mindre isen smelter eller med mindre det amerikanske hold kan skabe et mirakel, som holdet i 1960, så vinder russerne med lethed deres sjette olympiske guldmedaljer i de sidste syv turneringer."

Det kan godt være kommet som lidt af en overraskelse for begge hold, da de så alt det liv og hørte al den larm, de 8500 tilskuere i The Field House leverede, da spillerne kom på isen. For russerne var det nok ikke så slemt. De var ikke populære noget sted i verden. Og de plejede at svare igen ved at udradere deres modstandere på isen. For amerikanerne var det et ekstra tryk på nogle skoledrenge, der ellers havde nok at tænke på.

Da Krutov rettede et skud fra Kasatonov af og bragte russerne foran tidligt, føltes det anderledes end det plejede. Godt nok havde amerikanerne mange gange prøvet at komme bagud tidligt, men denne gang spillede de altså mod et hold, du ikke bare sådan lige kom tilbage imod. Derfor var følelsen nærmere, at det var begyndelsen til enden for det unge hold.

Som optakt til kampen havde Viktor Tikhonov ladet sine spillere sidde og studere taktik og spilsystemer, mens Herb Brooks havde haft sine spillede på isen konstant til hårde øvelser og trættende træning. Og amerikanerne spillede videre, som om intet var hændt. Tilskuerne var lidt trykkede af målet, men stemningen var stadig rigtig god. Dave Christian fik udlignet til tilskuernes uendelige jubel, men Sergei Makarov gjorde det til 2-1 til russerne. Som tilskuerne på plads i arenaen sad vi tv-seere rundt om verden med håbet helt oppe i halsen. Alligevel var der hele tiden den der nagende følelse af, at Sovjetunionen altid - ALTID - ville kunne score det nødvendige ekstra mål, hvis de gad.

Med få sekunder tilbage af første periode fyrede Dave Christian et slagskud af mod Tretiak. Han kom i vejen for pucken men kunne ikke kontrollere rebounden, der gled 6-7 meter ud foran målet, hvor de to russiske backs bare lod den være i håb om, at tiden ville løbe ud. Tretiak begyndte at bevæge sig ud af målet, men Mark Johnson fik fat på pucken og fyrede den forbi Tretiak og udlignede til 2-2 med 1 sekund igen på klokken. Amerikanerne kunne ikke havde afsluttet første periode bedre.

Tikhonov udskiftede målmand Tretiak med Vladimir Myshkin lige efter 2-2 målet. Ingen af spillerne på nogen af holdene kunne helt forstå hvorfor. Og Fetisov har senere udtalt, at det var udskiftningen og ikke selve målet, der var vendepunktet i kampen. Tikhonov selv har senere udtalt, at det var den største fejl i hans karriere.

Russerne dominere totalt i 2. periode. Skudstatistikken lød på 12-2, men de scorede kun en enkelt gang, da Alexandr Maltsev fik pucken forbi Jim Craig. Stillingen før sidste periode var 3-2 til russerne. Men havde du tilbudt de unge drenge på amerikanernes hold den stilling før kampen, så havde de solgt alt, hvad de ejede for at få den. Det var langt bedre, end de nogensinde havde kunnet forvente. Og det bedste ved det hele var, at den sølle ene mål på måltavlen gjorde, at tilskuerne stadig var fulde af måb om et vaskeægte mirakel.

Da Vladimir Krutov blev sendt ud til to minutters udvisning lidt før det syvende minut, var det en unik chance for amerikanerne. I hele 27 minutter havde de kun haft to skud på Myshkin, men nu havde de chancen for et power play. I slutningen af dette power play løb Dave Silk ind i den russiske zone med pucken. Han blev væltet af Vasilev, men pucken gled videre til Mark Johnson, der bankede den under Myshkin og ind til 3-3. Jublen ville ingen ende tage. Med lidt over 11 minutter tilbage var stillingen lige. Og selvom russerne havde været dominerende, så kunne alt nu ske.

Minuttet senere vandt Mark Pavelich den amerikanske anfører Mike Eruzione. Han sendte et slagskud afsted, der susede lige forbi Myshkin og ind i målet. USA var for første gang i kampen foran, og der manglede præcis ti minutter.

I stedet for at gå i defensiven, forsøgte amerikanerne at holde deres offensive indstilling. Herb Brooks instruerede dem sikkert fra bænken og bad dem blive ved med at spille deres spil. Russerne ramte stolpen. "Spil jeres spil!" Russerne skød tæt forbi mål. "Spil jeres spil!"

Minutterne tikkede ned, og da der var under et minut tilbage, fik russerne igen pucken ind i amerikanernes zone. Tilskuerne var helt oppe i det røde felt. De var klar over, at de måske var vidner til noget helt ekseptionelt. Mikhailov fandt Petrov. Skud! Tæt forbi mål igen. I stedet for lettelsens suk var det jubelråb, der kom. Til alles overraskelse trak russerne aldrig Myshkin ud for at få en ekstra markspiller ind. Det var simpelthen noget, de aldrig øvede. De brugte det ikke. Tikhonov troede ikke på det. På den anden side, han havde næsten heller aldrig haft grund til at prøve det, idet de altid vandt. Bare ikke i dag.

Den tidligere Montreal Canadian-målmand, Ken Dryden, var helt ekstatisk. Som kommentator for den amerikanske tv-station ABC er han blevet verdenskendt for sin legendariske nedtælling:

"Eleven seconds, you've got ten seconds, the countdown going on right now! Morrow, up to Silk. Five seconds left in the game. Do you believe in miracles? YEEEES!"

Jubelen var øredøvende. Det var intet mindre end et mirakel. USA's amatører havde slået verdens i særklasse bedste ishockeyhold. Det var intet mindre end lige nøjagtigt det, Ken Dryden havde sagt: et mirakel.

Mange husker tilbage på kampen, som var det finalen. Det var det faktisk ikke. For at vinde guldet måtte amerikanerne slå Finland i den sidste kamp. De var bagud 2-1 i sidste periode men kom sædvanen tro tilbage og vandt kampen 4-2. Miraklet var fuldendt. Og alle de amerikanske spillere, der havde set en karriere i National Hockey League som det absolut bedste i deres liv, fik pludselig blandede følelser. For Mike Eruzione selv var dette nok. Han mente aldrig, han ville kunne overgå denne følelse. Og selvom han fik tilbudt flere million-kontrakter, valgte han at trække sig tilbage fra ishockey. Intet mirakel ville kunne slå dette.

Se eventuelt filmen "Miracle on Ice" med Kurt Russell som Herb Brooks. Den tager dig med tilbage til en helt særlig tid og måske den største overraskelse i OL's historie.

Nye fans

Dan Jensen er en af de bedste historier ved OL nogensinde.




Mens OL på tv lystigt udfolder et tæppe af intrigerende sportsgrene for øjnene af os, så er det så som så med de ægte fans. Du skal nok have løbet på skøjter for selv at blive en ægte fan af skøjteløb. Det er nok nødvendigt, du selv har spillet ishockey, før du vil katagorisere dig som en ægte fan. Det samme kan nok siges om langrend, curling, bobslæde og de fleste andre sportsgrene ved OL.

Vi ved godt, vi kan blive fanget af et øjeblik, som da det amerikanske ishockeyhold slog Sovjetunionen i Lake Placid i 1980, da Thomas Wassberg slog finske Juha Miehto med 1/100 på 15 kilometer langrend samme år eller da Vegard Ulvang endelig fik sin guldmedalje, da han på 30 kilometer distancen i 1992 satte de andre til vægs. Derfor består OL for de fleste af en masse små øjeblikke.

For danskere er der endnu mindre at kaste sig over, hvis du skal bruge det nationale som trækplaster. Curling er et godt eksempel. Ellers må vi kigge på andre ting. Men hvad er det, der fanger os? Hvad er det, der skaber fans eller tv-seere?

De fleste sportsgrene er stort set ligeglade med dig, der i forvejen følger sporten. Ser du allerede ishockey, er det ikke dig, de er interesseret i. Det er dine venner, din mor, din søster, sin bror, din far, din fætter, din kusine, dine kolleger, dine holdkammerater, medskyldige, børn, bekendte, underboer, overboer, naboer, genboer og mange, mange flere. Amerikanerne kalder det "cross-over". Hvordan får de skabt nogle flere "cross-over"-fans?

Lad os lige forlade OL et øjeblik og se på den forgangne weekends helt store sportsbegivenhed. Den amerikanske Nascar-serie rykkede i gang med det berømte Daytona 500, hvor bilerne kører 500 miles rundt på en bane i Daytona Beach i Florida. Det er et kæmpe arrangement og en meget stor begivenhed i sportsverdenen. Men fik sporten flere fans i denne uge?

Jamie McMurray vandt til slut løbet, der havde 21 skiftende føringer (det største antal nogensinde), og der var over to en halv times pauser i løbet på grund af et hul i banen. Hvordan skal man nogensinde kunne sælge den sport til vennerne, familien og alle de andre?

"Nu skal I høre. Jeg sad lige og så et fantastisk løb på tv. I må simpelthen følge det her med mig næste gang, det kommer på."
"Okay, fortæl os om det."
"Altså, 43 biler stillede op, og de kørte 500 miles på denne her bane. Der var godt nok nogle pauser undervejs på grund af et hul i banen, og til sidst vandt Jamie McMurray i et tæt opløb..."
"Hvorfor var der et hul i banen?"

Allerede der vil samtalen nok stoppe. Spørgsmålet er jo rigtigt. Hvordan i alverden kan der være et hul i banen, der forårsager omkring to en halv times forsinkelse? Det er stort set det mest basale, der skal være klar til denne årlige begivenhed: asfalten. Det svarer lidt til, at vi liner op til VM-finalen i fodbold og spørger: er der nogen, der har en bold?

Nascar fik ingen nye fans i denne weekend. Men har OL fået nye fans? Ja, helt sikkert. Masser af unge mennesker falder for pukkelpist og snowboard, fordi det er de nye, smarte sportsgrene. Skiskydning er som altid noget af det mest fantastiske at se, og selv bobslæde og kælk kan fange, hvis du bliver ramt i det rigtige humør. Men hvad er det, der fanger? Hvordan får vi lillemor til at se hurtigløb på skøjter?

Svaret er ganske simpelt. Det handler om "the storyline" - den gode historie. Når der er en god historie, så vil vi gerne se med. En af de bedste OL-historier fra vinterlegene tilhører den amerikanske hurtigløber på skøjter, Dan Jensen:

Dan Jensen blev født i 1965 i Wisconsin, og han blev inspireret af sin søster Jane til at starte på sin sport. Og han blev hurtigt rigtig god til det. Allerede som 16-årig satte han junior verdensrekord på 500 meter. Ved vinter OL i 1984 i Sarajevo blev han nummer 16 på 1.000 meter og nummer 4 på 500 meter.

I 1988 i Calgary kom Jensen til OL som regerende verdensmester, og han var favorit på både 500 meter og 1.000 meter. Og det på trods af , at han var kommet igennem en meget svær tid med mononukleose året før. Om morgenen da han skulle løbe, fik han en rædselsfuld telefonopringning. Hans søster var ved at dø af blodkræft, og hun kunne næsten ikke tale. De havde ikke villet ringe og ødelægge hans koncentration, men hendes tilstand var lynhurtigt blevet forværret, og hun ville ikke risikere, at han aldrig nåede at opdage, hvad der var sket og aldrig nåede at tale med hende. Det viste sig at være den rigtige beslutning. Lidt senere på formiddagen ringede telefonen igen. Jane var død.

Om aftenen deltog Dan Jensen i 500 meter løbet, men han faldt tidligt i løbet og var ude. Et par dage senere i 1.000 meter løbet lagde han ud i rekordfart men faldt igen. Han kom ind i OL 1988 som kæmpe favorit, men han forlod OL uden medaljer og i dyb sorg over sin søsters død.

I 1992 i Albertville var Dan Jensen tilbage på toppen. Året før havde han sat verdensrekord på 500 meter, mens hans OL-nerver ramte ham igen. Han kom ind på 4.-pladsen, og i 1.000 meter-løbet blev han nummer 26. Hele verden heppede på Dan Jensen, der med sit rare og vindende væsen og sin tragiske historie var blevet en rigtig publikum-favorit. Men heller ikke denne gang var der medalje til ham.

Den Olympiske Komite valgte, at de ikke længere ville have vinter-OL samme år som sommer-OL, og det betød, at der allerede to år senere var vinter-OL igen. Denne gang var det Lillehammer i Norge, der var værter, og igen stod Dan Jensens navn på startlisten over amerikanerne i hurtigløb på skøjter. Til alles overraskelse havde Dan Jensen vundet sit andet verdensmesterskab, og der var ingen tvivl om, at Lillehammer ville blive Dan Jensens sidste chance for at vinde en OL-medalje. Igen så det godt ud. Mellem de to OL var han den eneste sprinter, der havde knækket 36 sekunder på 500 meter, og han havde gjort det hele fire gange. Men han var før kommet ind til et OL som favorit. Også denne gang gik det galt. Han sluttede som en skuffende nummer 8, og alle græd med Dan Jensen.

Han stillede op i sin sidste OL-konkurrence overbevist om, at han ville forlade sit sidste OL uden at have fået en medalje. Og han accepterede det. Han havde skøjtet i mange år for at nå en OL-medalje - for sin søster. Men han havde ikke nået det. Hans træner var Peter Alan Mueller, der selv havde vundet 1.000 meter guld i 1976 i Innsbruck. Og uden nerver og med al fokus rettet mod at nyde begivenheden og suge det sidste af OL-stemningen til sig, løb Dan Jensen i mål i ny verdensrekord og fik endelig sin guldmedalje. Han dedikerede sejren til sin søster.

Se, det er en historie, der kan fange de fleste. Og det kan få flere til at se hurtigløb på skøjter.

Den største overraskelse i historien

Buster Douglas stod for 20 år siden for den største overraskelse i sportshistorien.





Det er 20 år siden, at sportsverdenen oplevede den største overraskelse nogensinde. Aldrig nogensinde før har et resultat været så chokerende og overrasket bookmakerne så meget, og det vil med al sandsynlighed heller aldrig ske igen.

Den 11. februar 1990 var der et vaskeægte showdown i Tokyo. Nej, det er ikke et eller andet obskurt karateresultat eller en sumokamp. Men det var ved Gud en fight, der ville noget.

Allerede fra første runde af boksekampen, kom James Buster Douglas flyvende ud. Mens alle bare ventede på, at Mike Tyson skulle fortsætte sin stime af sejre og sende Buster Douglas i gulvet i løbet af ingen tid, så ville den 29-årige bokser det helt anderledes.

I kamp efter kamp havde Tyson sendt sine modstandere til tælling. Og han havde ikke ventet længe. Mange var røget ned allerede i 1. runde, og det var ikke unormalt, at karrierer blev ødelagt efter et møde med Tysons næver. Derfor blev hans modstandere også rigtig godt betalt.

Tyson gik ind til denne kamp med 37 sejre og 0 nederlag. Kun fire kampe var blevet afgjort af dommerne. 33 gange var modstanderne blevet sendt i gulvet eller blevet nægtet at fortsætte af dommerne, fordi de stort set ikke kunne gå mere. Hele 17 gange var modstanderne banket ned i 1. runde. Der var ikke noget at sige til, at forventningerne til Tyson var store.

Buster Douglas selv var en dygtig bokser. Han kom ind til kampen med 29 sejre, fire nederlag og en underlig uafgjort kamp mod norske Steffen Tangstad i Chicago i 1982. De to seneste kampe året før var gået tiden ud, men de var blevet vundet. Men sølle 23 dage før kampen mod Tyson, havde Buster Douglas mistet sin mor.

Ingen regnede med Douglas. Du fik pengene 42 gange igen, hvis du valgte at spille på Douglas. Tyson undervurderede også Douglas voldsomt. Og ikke engang hans assistenter i ringhjørnet havde noget bud på, hvordan Tyson skulle svare igen på Douglas' dominans og komme tilbage i kampen. Tilskuerne var lige så chokerede som resten af bokseverdenen og de mange millioner tv-seere.

Efterhånden som runderne sluttede, blev Tysons ene øje mere og mere hævet, indtil det i 8. runde var helt lukket til. Han var håbløst bagud på point, kunne kun se ud af det ene øje og var på vej til at tabe sin første kamp nogensinde. Og så slog han til.

Douglas fortsatte sine angreb, men i et koldblodigt øjeblik undveg Tyson, og med en uppercut sendte han Douglas i gulvet. Salen eksploderede. Efter otte runder havde Tyson endelig givet publikum, hvad de var kommet efter. Douglas var rystet. Og det var dommeren egentlig også. Det var lidt kontroversielt, at han lod Douglas fortsætte, for han var reelt først på benene og klar, da dommeren havde talt til 9.

Tyson kom blæsende ud til 9. runde. Han vidste, hans eneste chance ville være at slå Douglas i gulvet, og nu havde han bevist, at han kunne. Men det var ikke noget problem for Douglas at holde den aggressive Tyson på afstand med sine effektive jabs. Så mens Tyson forsøgte at være bestemmende, så var det Douglas, der dominerede runden. Og så skete det.

Douglas leverede et sønderlæmmende uppercut på Tysons kæbe, og han fulgte den op med en hurtig kombination, så Tyson fløj i gulvet. Han var fuldstændig groggy. Det var første gang i hans karriere, at han havde været i gulvet. Han kom op på knæ og fik lokaliseret sin tandbeskytter, der var fløjet ud af munden på ham, da han røg ned. Hele verden ventede.

Men dommeren ventede ikke. Han talte stille og roligt mod 10, og det blev hurtigt klart, at dette var enden på eventyret. Tyson kunne ikke nå det. Hans øjne svømmede stadig i hovedet på ham, og hans tandbeskytter hang og dinglede fra hans mund, da dommeren nåede til 10. Kampen var tabt. Buster Douglas var ny verdensmester.

Buster Douglas tabte verdensmesterskabet i oktober samme år til Evander Holyfield og endte sin karriere med 38 sejre, 6 nederlag og 1 uafgjort. Tyson var tilbage i ringen igen allerede i juni måned, hvor han i traditionel stil i 1. runde knockoutede landsmanden Henry Tillman. Han fortsatte sin ubesejrede stime, indtil han i 1996 tabte til Evander Holyfield. Året efter ville han have revanche mod Holyfield og blev diskvalificeret, da han bed Holyfield i øret. Tyson sluttede sin karriere i 2005 med 50 sejre og 6 nederlag.

Men denne 11. februar i 1990 i Tokyo var dagen, hvor Buster Douglas ikke alene skrev verdenshistorie ved at være den første bokser nogensinde, der besejrede Mike Tyson. Han sikrede sig også overskriften på den største overraskelse i sportens samlede historie.

Skæbne er et taber-ord.

Destiny (på dansk: skæbne) havde intet med New Orleans Saints' sejr at gøre.





Mens det meste af USA og en stor del af den øvrige sportsverden har svært ved at få armene ned over, at New Orleans Saints vandt Super Bowl, så er der et ord, der synes at have taget over i hele tilbageblik-fasen. Og det er ikke alene medierne, der svømmer over med ordet; også byens egne indbyggere synes at have taget det til sig: Det var skæbnen, der fik Saints til at vinde.

Nu skal vi ikke sidde og diskutere, om skæbne reelt findes eller ej. Lad os bare sige, at det ikke er til at bevise, og for diskusionens skyld, så er det et hjælpeord, som mange millioner gennem vor historie har kunnet finde trøst i. Men for vinderne af Super Bowl er det et taber-ord.

Er Saints-fans ikke klar over, at når de taler om, at det var skæbnen, der gjorde, at Saints vandt Super Bowl, så taler de ned om deres eget hold? Er de ikke klar over, at når de taler om, at Super Bowl-sejren skal ses som en modvægt til det, de oplevede med orkanen Katrina for fem år siden, så ser de ned på holdet og spillerne og den indsats, de i søndags benovede en fascineret sportsverden med?

New Orleans Saints vandt Super Bowl over et fantastisk football-hold, der af de fleste eksperter - inklusive mig selv - var blevet tippet til at være næsten umulige at besejre. De fleste havde regnet med, at Colts ville komme flyvende fra start, og at hvis Saints skulle have en chance, så måtte de hele tiden komme fra baghjul. En del af det holdt stik. Men det havde intet med skæbne at gøre.

Indianapolis blev gennem tre quarters slået at et hold, der var bedre forberedt, havde lagt en bedre plan, spillede bedre, tacklede bedre og havde mere selvtillid. Spillerne på sidelinjen lignede jo et hold fra high school, som de hoppede og dansede rundt.

Men havde Katrina slet ikke noget med dette at gøre? Jo, det havde den ganske sikkert. Drew Brees var aldrig taget til New Orleans med samme iver og dedikation, hvis ikke det havde været for Katrina. Cheftræner Sean Payton var ikke endt i New Orleans og havde ikke taget imod et job fra et hold, der ikke havde en hjemmebane men var nødt til at spille i San Antonio i et helt år, hvis ikke det havde været for Katrina. Ville Tracy Porter (der interceptede den sidste bold fra Brett Favre i NFC-finalen og interceptede Peyton Manning i Super Bowl og scorede det afgørende touchdown) have spillet med samme intensitet, hvis han ikke var født i Louisiana og havde gået på college i Indiana? Sikkert ikke. Ville Sean Payton havde tilbudt en del af sin egen løn for at holde på defensive coordinator Greg Williams, hvis ikke det havde været fordi, han følte, der var noget mere at spille for i en region, der som ingen anden i USA havde brug for en sejr? Sikkert ikke. Men det har stadig intet med skæbne at gøre.

Skæbne er i denne sammenhæng et taber-ord. Og det er ikke fair over for et hold, der leverede en helt igennem fantastisk indsats i Super Bowl XLIV (44). At orkanen Katrina så har haft den indflydelse, at det stort set er umuligt at finde nogen som helst, der ikke kan lide, at Saints vandt, er en helt anden ting. New Orleans Saints er måske den mest populære mester i nogen sport nogensinde. Selv inkarnerede Colts-fans udtaler, at hvis de skulle tabe til et hold, så er Saints det bedste bud. Men at Saints er populære, og at vi alle sammen under dem sejren og under byen en form for moralsk oprejsning efter Katrina har absolut ikke det mindste med skæbne at gøre.