Bradford blev nummer 1

Sam Bradford, quarterback fra Oklahoma, var ikke overraskende den første spiler, der blev taget i årets NFL draft.







Så blev 1. runde af draften kørt. Og da NFL kommissær Roger Godell torsdag aften stillede sig op på podiet og kaldte : "With the first pick of the 2010 NFL draft the St. Louis Rams pick ...... Sam Bradford" var der ikke mange eksperter, der blev overrasket. Unge Bradford havde måske nok været ude det meste af sidste sæson med en skade, men da han holdt sin såkaldte Pro Day, hvor de forskellige scouts og coaches kunne se ham, viste han med al tydelighed, at han er tilbage. Ud af 50 kast ramte han en receiver på hver eneste!

Sam Bradford gennemgik sin operation i skulderen allerede sidste år og er fuldstændig klar til at gå ud og gøre en forskel for Rams, der i den grad har brug for en quarterback. Det var et fornuftigt valg, når du vil bygge dit hold op omkring en central nøglefigur. Han er dyr - meget dyr - men han vil med stor sandsynlighed vise sig at være pengene værd.

Defensive tackle Ndamukong Suh røg som nummer to i draften til Detroit Lions. Sidste år fik de med det første pick quarterback Matthew Stafford, der viste sig at være en fænomenal offensiv leder på holdet. Med Suh har de fundet en defensiv leder, der er ligeglad med double teams og kan gå ud og gøre en forskel med det samme. Der kan være store ting i vente for Detroit.

Gerald McCoy var den næste defensive tackle, der kom på tavlen, da Tampa Bay Buccaneers kom til fadet. Det var heller ikke uventet, og McCoy vil også være en af de spillere, Bucs forventer at få glæde af med det samme.

Trent Williams er offensive tackle, og han blev den tredje Oklahoma-spiller af de første fire, der blev valgt. Det blev Washington Redskins, der valgte ham, og de vil også håbe, han kan gå ind med det samme på linjens højre side og beskytte Donovan McNabb, der nu skal vinde med Redskins.

Kansas City Chiefs har investeret for meget i quarterback Matt Cassell til at gå efter en quarterback. Da de også fik frembragt en herlig running back sidste år i Jamaal Charles, gik de efter en styrkelse af forsvaret, og safety Erin Berry fra Tennessee var et rigtig godt valg.

Offensive Tackle Russell Okung fra Oklahoma State røg til Seattle Seahawks som nummer 6, hvilket godt kan undre lidt. Quarterback Matt Hasselbeck er 35, når sæsonen starter, og bag ham ser Mike Teel og Charlie Whitehurst ikke ud til at være de stærkeste kort. Men nu har de i det mindste en god mand til at beskytte quarterbacken, og mon ikke også det er svært for Pete Carroll, den tidligere USC-træner, at tage en quarterback som Jimmy Clausen, fra ærkefjenden Notre Dame? Det burde det ikke være, meeeen...

Som nummer syv tog Cleveland Browns cornerback Joe Haden fra Florida Gators. Browns har brug for at lappe rigtig mange huller, og at de starter med forsvaret er ikke overraskende. Haden er en fremragende opdækker, og selvom han ikke løb en super hurtig 40 yard tid til Scouting Combine, så vidste folk godt, hvad han stod for. Han havde nemlig en rygskade. Eksperter vurderer, at hvis han bliver trænet rigtigt, kan han udvikle sig til at blive én af de cornerbacks, der kan lukke hele den ene side af en fodboldbane af. Hans størrelse er lidt imod ham, men det har ikke påvirket ham endnu. Mod spillere som Andre Johnson, Larry Fitzgerald og Randy Moss vil han nok få problemer i begyndelsen, men han kan sagtens komme efter det. Et meget spændende valg.

Rolando McClain er den første spillere fra college mestrene Alabama Crimson Tide, der blev taget i draften. Han er inside linebacker og er nu klar til at spille for Raiders. Han er dygtig til at læse modstanderne, og han lader altid til at have tyvstartet, fordi han er så dygtig til at studere film. Raiders kan bruge ham med det samme.

Som nummer ni har Bufalo Bills skudt papegøjen. For snart rigtig mange år siden draftede de en af historiens bedste running backs (der dog siden blev kendt for noget andet). Han hed O.J. Simpson. Denne gang har de taget C.J. Spiller fra Clemson. Spiller blev den første running back, der røg i første runde. Spiller er med hele 7 kickoff returns for touchdowns rekordholder i NCAA, og han er meget eksplosiv. Han kan bruges på special teams med det samme, og i en liga, hvor der er større og større pres på quarterbacks, kan han også få plads i angrebet, da han både er hurtig indenom og udenom. Han er ikke den største spiller, men hans hurtighed gør meget.

Tyson Alualu er defensive tackle, og som nummer ti tog Jacksonville Jaguars ham. Jaguars er også et hold, der har mange huller at udfylde. Også her kunne man have fundet plads til enten Jimmy Clausen eller Colt McCoy fra Texas Longhorns, fordi David Garrard og Luke McCown måske ikke er så stabile mere. Men Alualu vil med sikkerhed også opfylde et stort behov, de har.

San Francisco har valgt at blive ved med at satse på quarterback Alex Smith, men han skal bare beskyttes. 49ers havde to picks i 1. runde og valgte offensive line begge gange. Offensive Tackle Anthony Davis Fra Rutgers blev første valgt som nummer 11, og som nummer 17 valgte de Mike Iupati fra Idaho. Det er to meget kloge valg, der fortæller meget om, hvad træner Mike Singletary vil i år.

Som nummer 12 var det San Diego Chargers, der havde handlet sig frem til en bedre plads i rækken. Running back LaDainian Tomlinson er nu i New York Jets, og holdet havde brug for en stærk mand på den post. De mener, Ryan Mathews fra Fresno State er manden, der kan gøre det for dem. Mathews har masser af evner som en inside runner, og han har frem for alt tålmodighed. Det gør ham ekceptionelt god i et angreb der laver zoneblokering. Det gør ham også god bag en fullback, og da han under Scouting Combine endda viste gode hænder til at gribe selv dårligt kastede bolde, så var Chargers' opmærksomhed vakt. En god mand på det rette tidspunkt.

Eagles har taget outside linebacker Brandon Graham fra Michigan, mens Seahawks med deres andet valg i første runde som nummer 14 tog Earl Thomas, safety fra Texas. Defensive end Jason Pierre-Paul fra South Florida blev taget af New York Giants som nummer 15, og Giants har gode erfaringer med dygtige defensive ends og lader med dette valg til at fortsætte den gode tradition med en sublim pass rusher. Derrick Morgan, defensive end fra Georgia Tech, røg til Tennessee Titans som nummer 16, hvilket er et rigtig godt valg for dem. Maurkice Pouncey er center fra Florida, og som nummer 18 er han røget til Pittsburgh. Han kan også spille offensive Guard, og han kender wildcat angrebet bedre end nogen anden. Det bliver spændende at se, hvornår han får spilletid, nu hvor Roethlisberger er ude i mindste fire kampe.

Sean Witherspoon er outside linebacker og er røget til Atlanta Falcons, der i nogle år har opgraderet deres angreb og nu tænker forsvar. Kareem Jacksom er cornerback fra Alabama, og som nummer 20 er han taget af Houston Texans. Tight end Jermaine Gresham fra Oklahoma er røget til Cincinnati, og som nummer 22 tog Denver Broncos wide receiver Demaryius Thomas fra Georgia Tech. Han skal udfylde rollen efter Brandon Marshall, som er blevet sendt til Miami. Det var overraskende for de fleste, at Thomas blev den første wide receiver på tavlen, men han minder i statur meget om Marshall, og selvom han var skadet og ikke kunne løbe en 40 yard på Scouting Combine, så har han vist, at han kan udvikle sig til en rigtig stabil receiver. Han er en fremragende ruteløber, men skal naturligvis lære nogle nye af slagsen. Han er også god til at komme op og hente boldene, og Broncos håber også på, at han vil være effektiv, efter bolden er grebet.

Offensive Tackle Brian Baluga fra Iowa røg til Packers, før Cowboys fik wide receiver Dez Bryant fra Oklahoma State forærende i runde 24. Som nummer 25 kom draftens største overraskelse, da Denver tradede op for at tage quarterback Tim Tebow. Tebow er af stort set alle eksperter bedømt som den bedste quarterback nogensinde i collegefodbold, måske endda den bedste spiller. Men de har samtidig stillet store spørgsmål ved, om hans evner vil række til NFL, da han hos Florida spillede en type quarterback, der overhovedet ikke eksisterer i NFL. Men Broncos har kunnet lide den udvikling og det arbejde, han har lagt i træningen siden januar. Og med en Tebow i omklædningsrummet har de sendt et kæmpe signal ud til alle. Ud med problembarnet Marshall. Ind med englebarnet Tebow. Og måske har de for alvor scoret en rå diamant her. Udover en sand leder og et super menneske at have i sit omklædningsrum, så har Denver faktisk fået den bedste fullback i draften, og det skulle undre mig meget, om vi ikke allerede i hans første sæson i Colorado får lov at se ham i flere 3. down situationer og short yardage-plays. Et super spændende pick.

Tennessee Volunteers defensive tackle Dan Williams er røget til Arizona Cardinals, hvor det også vil blive forventet, at han kan levere fra starten. Cornerback Devin McCourty fra Rutgers udfylder en nødvendig plads hos New England patriots, der ellers har været overraskende stille op til draften. Defensive tackle Jared Odrick fra Penn State er røget til Miami, og New York Jets har overraskende taget cornerback Kyle Wilson fra Boise State. Med Darelle Revis og nyindkøbte Antonio Cromartie er de ellers godt besat på den plads, og en running back ville have været et bedre valg som supplement til den aldrende LaDainian Tomlinson. Leon Washington bliver dog nok stadig den running back, der skal slæbe det største læs hos Jets.

Detroits andet pick i første runde gik på running back Jahvid Best fra California. Han er ikke så stor, og han har været gennem en del skader i sin collegetid, men han har alle muligheder for at udvikle sig til en ny Barry Sanders i Detroit, og ham har de ledt efter, siden han trak sig tilbage. Colts har med det næstsidste pick i 1. runde taget outside linebacker Jerry Hughes fra Texas Christian og fortsætter dermed med at fokusere på et ultrahurtigt linebacker korps. Sidst tog New Orleans Saints cornerback Patrick Robinson fra Florida State.

Det mest overraskende ved første runde var altså, at Denver pludselig tradede op for at få Tim Tebow, og at hverken Jimmy Clausen eller Colt McCoy blev taget. I aften venter de næste omgange.

Draft Day i USA

Ndamukong Suh fra University of Nebraska er uden sammenligning den bedste spiller i draften. Men hvis St. Louis, der skal vælge først, ikke mener, de har brug for en defensive tackle, så må han vente og høre, om Detroit som nummer to vil have ham.









Den amerikanske baseball-sæson er lige blevet skudt i gang. NHL-ishockey er gået i gang med det, der ser ud til at blive et fremragende slutspil. Og NBA-basketball er også nogle kampe inde i et meget spændende slutspil. Alligevel træder alle sportsgrenene to skridt tilbage og bukker for den største af dem alle i aften og de to næste dage. Det er tid til den store NFL draft.

For de, der ikke kender til det, så er Draft Day noget, der har udviklet sig voldsomt gennem årene. Men først og fremmest drejer det sig om valget af spillere fra universiteterne til de store hold i NFL - National Football League. Dernæst drejer det sig om penge, planlægning og power, og derfor er Draft Day (som i år strækker sig over hele tre dage) noget ganske særligt.

Draften er bygget således op, at hvert hold har syv picks (valg), startende med det hold, der sidste år havde den dårligste sæson. St. Louis Rams, der kun vandt en enkelt kamp sidste år, skal altså vælge først i hver af de syv runder. New Orleans Saints, der vandt Super Bowl, skal vælge sidst i hver runde. Ganske simpelt.

Men op til draften har holdene handlet på livet løs indbyrdes med hinanden. Nogle har handlet spillere, andre draft picks (hvilket nummer de skal vælge eller endda antallet af picks), og nogle har handlet spillere for draft picks. Enkelt hold har sidste år eller året før lavet handler, der påvirker årets draft, men alt i alt er systemet bygget ganske logisk op.

Det er ikke altid den bedste spiller, der bliver valgt som nummer 1 i draften. Det afhænger nemlig helt og holdent af de behov, der er hos de hold, der skal vælge først. For eksempel har St. Louis Rams ikke valgt en quarterback i 1. runde siden 70'erne, men i år skulle der være en chance for, at det vil ændre sig. Mange af eksperterne peger på den unge Sam Bradford fra Oklahoma som det bedste bud, mens andre mener, at Jimmy Clausen fra Notre Dame kan ende med at gå som nummer 1. De to quarterbacks er meget forskellige. Sam Bradford er det mere rå talent med den stærke kastearm, men han sad ude det meste af sidste år på grund af en skulderskade. Jimmy Clausen er den lidt mere arrogante Californien-knægt, der har haft stor glæde af at spille på et Notre Dame-hold, der var langt fra tidlige tiders storhed. Det skal forstås på den måde, at han på ingen måde har været en frontfigur på et godt hold. Til gengæld har han spillet i mange kampe, hvor han var meget presset og har skullet skabe resultaterne. Det gør ham meget attraktiv for NFL-holdene, fordi det ofte er den situation, de selv befinder sig i. Og Clausen har igen og igen bevist, at han kan spille i 4. quarter, når det hele brænder på.

Den tredje store quarterback i draften hedder Colt McCoy. Han var den ukronede konge hos Texas Longhorns, som han førte frem til mesterskabskampen i år. Han er en hård knægt, der med sikker hånd styrede et af de bedste collegehold frem til succes år efter år, og han kan blive et rigtigt stort navn i NFL.

Den sidste af de store quarterbacks, der tales om, er også den mest interessante. Hans navn er Tim Tebow, og han er af mange betegnet som den bedste quarterback i collegefodboldens historie, endda den bedste spiller nogensinde. Hans store problem er, at han spillede quarterback hos Florida Gators, der spiller med så specielt et system, at han er meget svær at passe ind på et hold i NFL. Til gengæld vandt han Heisman Trophy (den bedste collegespiller) forrige år og var lige ved at vinde den sidste år også. Han har vundet to mesterskaber og står som en lysende stjerne i collegefodboldens historie. Enkelte har opfordret til, at NFL-holdene skynder sig at drafte ham og ændrer holdets stil, så det passer til ham. Så god er han. Når du som quarterback selv løber 57 touchdowns ind i din collegkarriere, så har du gjort noget rigtigt. Det er flere end mange running backs kan klare, og det er ellers det, de er udpeget til. Men hvem tør satse på ham? Bliver det måske Minnesota Vikings sent i 1. runde? Eller ryger han til Buffalo Bills, hvor deres nye træner Chan Gailey er vild med quarterbacks, der kan løbe selv og skabe en masse på egen hånd?

Den måske mest dominerende spiller gennem sidste sæson var defensive tackle Ndamukong Suh fra Nebraska (hans far er fra Cameroun, men Ndamukong er født og opvokset i Oregon på den amerikanske vestkyst). Han kan blive den mest ideelle defensive end i 3-4 forsvar eller defensive tackle i et 4-3 forsvar. Og han er klar til at spille lige nu. Og netop det, at spillerne er klar nu, betyder meget i disse dage. For spillerne koster kassen, og tør du satse millioner på det sikre?

Der er ingen tvivl om, at det vil være et sikkert kort for ethvert NFL-hold at tage Ndamukong Suh. For hvor mange quarterbacks er egentlig spilleklar eller bliver det nogensinde, når de er taget i 1. runde? Kigger du statistisk på det, er det svært at finde nogle af de højt profilerede quarterbacks fra tidligere års draft, der i dag er store stjerner i ligaen. Matt Leinart hos Arizona Cardinals er et godt eksempel. Han har været tre år i NFL uden at lave en bule, og først i år får han chancen for at vise, at han kan mere end holde et clipboard på sidelinjen. Brady Quinn er blevet jaget ud af Cleveland, der ellers draftede ham med store forventninger. Han er nu backup i Denver. Troy Smith, der vandt Heisman Trophy for 2006-sæsonen har været backup i Baltimore lige siden og kommer måske aldrig til at spille. Eksemplerne hober sig hurtigt op, og som Brian Billick, den tidligere træner for det Baltimore Ravens-hold, der i 2000 vandt Super Bowl, sagde, så er det en vanskelig samtale for en træner at tage med sin ejer:

"Nu skal du høre. Vi har denne her quarterback, vi har kig på. Vi står og mangler en quarterback, og vi mener, han opfylder de krav, vi har til den position. Derfor vil vi gerne tage ham som nummer 1, og det betyder, at du skal betale 40-45 millioner dollars for at få ham. Nå ja, og vi skal nok lige huske at fortælle, at lidt under halvdelen af de quarterbacks, der bliver valgt som nummer 1, bliver til noget."

For en måneds tid siden kvajede den fremragende quarterback Ben Roethlisberger sig - igen. Han blev for anden gang på otte måneder beskyldt for at have forgrebet sig på en college-pige, men da anklageren i Atlanta, hvor det skete, ikke mente, han ville kunne få Roethlisberger dømt, valgte han ikke at bringe quarterbacken for retten. Pigen kan stadig køre en civil sag på hændelsen, hvilket nok også vil ske, men en kriminalsag blev det ikke til. Til gengæld kan hændelsen få direkte indflydelse på draften.

Da Santonio Holmes for nylig blev anklaget for en lignende sag i Florida, valgte Pittsburgh Steelers at sælge ham til New York Jets. I går gav NFL-kommissær Ben Roethlisberger seks spilledages karantæne (som ved god opførsel frem til sæsonstarten måske kan komme ned på fire). Men den meget rene og ærefulde Rooney-famile, der ejer Steelers, og som altså valgte at skille sig af med Holmes, kunne måske godt tænkes i sidste øjeblik at ville skille sig af med Roethlisberger - af samme årsager. Og det kan ændre hele draftbilledet. Hvorfor satse 45 millioner dollars på et usikkert kort, når du kan købe en, der har vundet to Super Bowls, og som i hvert fald har 6-7 gode år tilbage i ligaen? Var det ikke derfor Washington Redskins handlede sig frem til quarterback Donovan McNabb fra divisionsrivalerne Philadelphia Eagles? Han er et sikkert kort, og med ham kan de vinde nu.

Så hvis nu St. Louis bliver tilbudt at tage Roethlisberger i en handel med Pittsburgh, hvem ryger så først? Ved det ene scenarie bliver det Sam Bradford i 1. runde. Nummer to er Detroit Lions, der sidste år draftede quarterback Matthew Stafford som nummer 1. De har ikke brug for endnu en quarterback. Josh Freeman landede hos Tampa Bay Buccaneers sidste år, og som nummer tre har de altså heller ikke brug for en quarterback. Redskins er nummer fire, men de har lige hentet McNabb ind. Jo, de har brug for en quarterback, der kan modnes bag McNabb, så man kunne forestille sig, at de måske ville tage en. Så i det scenarie er Sam Bradford pludselig røget ned som nummer fire, hvilket betyder ikke mindre en 10 millioner dollars mindre til ham.

Det er alt sammen et stort spil, og det er dybt fascinerende. I aften har de første runde, og da der efterhånden er så mange penge og så mange forhandlinger i 1. runde, har de valgt at skille den ud. Det er den eneste runde torsdag. Men festen fortsætter i morgen og på lørdag. Fremtiden begynder lige nu.

Da Italien slog Brasilien ud

Paolo Rossi måtte grueligt meget igennem for at nå til VM i 1982. Ingen havde regnet med, at han skulle blive den mest afgørende faktor i et VM nogensinde - måske næst efter Maradona fire år senere.










I en kamp, der er gået over i historien som en af de bedste VM-kampe nogensinde, viste Italien for første gang i turneringen i 1982, at de var kommet for at spille bold, og samtidig slog de det hold ud, der er blevet kaldt ”det bedste hold, der aldrig vandt VM”.

Brasilien går aldrig ind i et VM uden at spille for at vinde. Måske er det årsagen til, at de har spillet syv finaler og vundet de fem af dem. I 1982 ankom de til Spanien med et hold, der på papiret var så fantastisk, at det faktisk virkede skræmmende.

Modsat deres hold fra 1974 og 1978, hvor det havde handlet om at sparke modstanderne ned og være så fysiske som muligt, så spillede dette hold noget af det smukkeste og mest indbydende fodbold, deres mange fans og tilskuerne overhovedet kunne drømme om. Men med jævne mellemrum fik de også et lille glimt af holdets problemer med at holde fokus bagerst i rækkerne og at koncentrere sig.

Mod Sovjetunionen lavede målmand Waldir Peres et kæmpedrop, da han i 34. minut ikke kunne holde Bals skud fra 30 meter. Den ramte ham på benet, før han fumlede den ind i sit eget mål. Men da anfører Sócrates, der var uddannet læge, i 75. minut hamrede udligningen ind på et bragende langskud, brød Rámon Sánchez Pizjuán stadion ud i jubelråb. Og da Éder blot tre minutter før tid flugtede bolden ind i netmaskerne bag en hjælpeløs Rinat Dasaev, følte de fleste, at retfærdigheden var sket fyldest. Sovjetunionen havde kæmpet bravt, men Brasilien havde fortjent at vinde kampen.

Oprindeligt havde ledelsen i Flamengo i Rio følt, at Arthur Antunes Coimbra, også kalder Zico, var for lille og skrøbelig til at kunne klare en professionel fodboldkarriere. men med ekstra træning og en ganske særlig diæt fik han sin chance. At de alligevel havde valgt at satse på ham, havde vist sig at være en brillant idé for Flamengo, og nu havde det også vist sig at være godt for Brasilien.

Zicos perfekte udligning på frispark imod Skotland er stadig en af de bedste frisparksmål nogensinde, og hans mål til 1-0 og 2-0 mod New Zealand i Btrasiliens 4-0 sejr kan også tilskrives det faktum, at nogle mennesker bare er født som storspillere og har en umådelig stor værdi for spillet. Zico var organisatoren på midtbanen, der nu viste hele verden, at den succes, han havde oplevet, da Flamengo slog Liverpool i kampen om klub-verdensmesterskabet året forinden, ikke havde været en tilfældighed. Han havde været skuffende fire år tidligere i Argentina, og han havde været hårdt plaget af skader, men nu så det endelig ud til, at hans drøm kunne blive til virkelighed. Han og hans holdkammerater var klar til at gå efter guldet – igen.

Italien havde spillet meget middelmådig fodbold og havde kun sikret sig en plads i mellemrunden ved, at de havde scoret et mål mere end Cameroun. På den måde blev Cameroun det første hold siden Skotland i 1974, der røg ud af VM, selvom de ikke havde tabt en eneste kamp. Cameroun spillede 0-0 mod Peru, 0-0 mod Polen og 1-1 mod Italien. Italien havde også spillet alle deres tre kampe uafgjort og havde fået 0-0 mod Polen men 1-1 mod Peru. Da Polen slog Peru 5-1 var det den eneste sejr i Gruppe 1, og Polen gik videre på 1.-pladsen efterfulgt af italienerne.

Italien røg ind i ”dødspuljen” – Gruppe C – i mellemrunden. Det eneste problem med planlægningen var, at alle tre kampe skulle spilles i Barcelona på Sarría stadion, hvor der kun var plads til 44.000 tilskuere. Der var ellers fans nok til at fylde to stadions af den størrelse til gruppens to sidste kampe.

Italienerne begyndte at vise glimt af, hvad de kunne i 2. halvleg mod Argentina. Med pludselige, imponerende temposkift og to fantastiske mål af Marco Tardelli og Antonio Cabrini overvandt italienerne de forsvarende verdensmestre. Et sent frisparksmål fra anfører Daniel Passarella var ikke nok til at forhindre en italiensk sejr.

Brasilien besejrede Argentina med stil og tre flotte scoringer fra Zico, Serginho og Júnior, og endnu engang var et sent og fabelagtig flot mål af udskifteren Ramón Diaz ikke nok for argentinerne. Udover det, så var Maradona blevet vist ud sent i kampen for i frustration at have hoppet op og sparket Batista.

Argentina, som var ankommet til VM i et underligt humør, fordi deres lands tropper havde invaderet Falklandsøerne den 2. april, var vågnet op til en anden virkelighed i Spanien. Spillerne var overbeviste om, at General Galtieris styrker var i færd med at slå fjenden og bringe juntaen ære, men i de spanske aviser kunne de læse en helt anden virkelighed. Der er overhovedet ingen tvivl om, at rapporterne om, at Falklandsøerne snart atter var tilbage på britiske hænder, samt skuffelsen over løgnene, manipulationen og bedrageriet i deres egne nyhedsmedier havde en effekt på det argentinske hold. For Osvaldo Ardiles, der levede i England og spillede for Tottenham indtil 4. april, hvor han var taget hjem og havde meldt sig i den argentinske træningslejr, var det intet mindre end forfærdeligt. Nyhederne om de døde på begge sider berørte ham dybt, og det tog ham flere år at komme sig over det.

Efter at have tabt begge deres kampe i mellemrunden var Argentina nu ude, og gruppefinalen ville stå mellem Brasilien og Italien. Brasilianerne var kæmpefavoritter, og det var der ikke noget at sige til. De havde spillet noget helt fantastisk fodbold og over hele verden havde de fået nye fans, der alle på tv havde nydt målene, de mange elegante tricks og de herlige jubelscener. Samtidig havde Italien sammenlagt knap nok spillet én god halvleg, og det var fuldstændig umuligt at bedømme deres styrke.

Italiens træner Enzo Bearzot var ikke den mest populære mand. Både fans og eksperter satte store spørgsmålstegn ved hans evner, og det var der flere årsager til. Men den vigtigste årsag var, at han havde valgt Paolo Rossi til sin VM-trup.

Korruption havde været en integreret del af italiensk fodbold i årtier, men i 1980 kom en ny skandale op i nyhederne. En lang række italienske spillere blev anklaget for at have været med til at fikse resultater i en endnu længere række kampe, og den italienske gulddreng, Paolo Rossi, var uden tvivl det største navn på listen. Han spillede for Perugia, da kampen mod Avellino den 30. december 1979 endte med at blive skæbnesvanger for ham. Rossi scorede to mål, og en Avellino-spiller forklarede senere ved den officielle høring, at Rossi havde fortalt ham, stillingen kunne forblive 2-2, hvis han ønskede. Rossi selv kaldte det hele en ganske uskyldig misforståelse og hævder stadig den dag i dag, at han aldrig gjorde noget forkert, og at han ikke var involveret i skandalen. Ifølge Rossi var det ham, der fandt Avellino-spilleren mistænkelig og havde spurgt ham: ”Nå, du vil gerne have, det bliver 2-2?”

Det mest groteske var, at skandalen først for alvor så dagens lys, da mændene bag snyderiet blev sure på nogle af spillerne, der ikke formåede at leverede lovede resultater. De forsøgte faktisk af afpresse det italienske fodbold forbund og truede dem med at offentliggøre det hele. Det blev først helt absurd, da de gjorde alvor af deres trusler og sagsøgte nogle spillere for ikke at have ”leveret den vare”, de havde købt. Rossi var aldrig nævnt blandt de skyldige, men hans navn blev viklet ind i sagen, da Avellino-spilleren offentliggjorde den famøse bemærkning, og pludselig stod han på listen sammen med mange andre store navne. Skandalen fik navnet Totonero, og den var meget omfattende. I alt 50 års karantæner blev uddelt til forskellige spillere, nogle hold fik fratrukket point, og hold som AC Milan og Lazio blev tvangsnedrykket til Serie B. Rossi fik tre års karantæne, men hans dom blev reduceret til to år.

Det var på grund af denne hændelse, at det kom som et chok for alle, da Bearzot valgte Rossi til VM-truppen. Han havde absolut minimum af kamptræning, da han kun havde nået at spille tre kampe for sin nye klub Juventus efter karantænens udløb. Og indtil videre i turneringen så det ikke ud til, at Rossi var klar til at yde det, der skulle til mod de store modstandere som Brasilien. Det skulle ændre sig drastisk.

Magien omkring kampen kom udelukkende fra den måde, Brasilien indtil videre havde spillet på i turneringen. Brasilien skulle kun bruge uafgjort for at gå i semifinalen, og det var svært at opdrive en bookmaker noget sted, der levnede italienerne nogen chance. Derfor kom det som et brag af en overraskelse, da kampuret ramte fem minutter.

Den aggressive wing Bruno Conti var fuld af selvtillid efter kampen mod Argentina, og efter at have undveget to tacklinger, fandt han Antonio Cabrini på venstre kant. Cabrini kiggede hurtigt op og sendte et elegant buet indlæg ind i feltet, hvor Júnior havde sluppet markeringen af Rossi. Gulddrengen headede bolden i en perfekt vinkel på tværs og ind i det fjerneste hjørne af målet uden chance for Waldir Peres. 1-0 til Italien. Det var Rossis første mål i turneringen. Det skulle ikke blive hans sidste.

Brasilien havde været bagud mod både Sovjetunionen og Skotland, så både spillerne, trænerne, deres fans og de øvrige, der kiggede på, var udmærket klar over, at brasilianerne sagtens kunne komme tilbage. Det bekymrede dem dog lidt, at italienerne netop havde fået den bedste start, de endnu havde haft i en kamp under dette VM, og der var ingen, der formåede at holde en føring som italienerne.

De italienske supportere var dog også bekymrede. De havde set Brasilien spille den ene gode kamp efter den anden, og de frygtede det værste. I 12. minut viste Zico dem, hvorfor deres frygt var velbegrundet.

Zico undgik med nød og næppe en tackling fra brutale Claudio Gentile og fandt med en millimeterpræcis aflevering Sócrates, der løb direkte mod mål. Da han skød fladt ved den nærmeste stolpe, fangede han målmand Dino Zoff på det forkerte ben. Brasilien havde udlignet.

Spillet kørte frem og tilbage, og italienerne viste mere aggressivitet, end de havde vist i alle deres øvrige kampe tilsammen. Deres bagerste linje stod højere og efter langt mindre plads til den kreative brasilianske midtbane. I 25. minut gav det høje pres pote. Cerezo afleverede bolden på tværs af banen mod tre af hans holdkammerater dybt på sin egen banehalvdel. De så ud til, at de ikke havde forventet den aflevering og tøvede længe nok til, at Paolo Rossi kunne løbe igennem og få fat i bolden. Han løb direkte mod mål og skød på et meget uventet tidspunkt, hvilket overraskede Waldir Peres i målet nok til, at han ikke nåede at reagere. Bolden lå igen i nettet, og for anden gang i 1. halvleg havde Paolo Rossi scoret.

Jo længere italienerne formåede at holde føringen, des mere begyndte fansene at tro på, at de rent faktisk ville kunne vinde kampen – især nu, hvor de spillede blændende. Da Francesco Graziani i 2. halvleg rundede sin forsvarsspiller til venstre og sendte bolden på tværs til en helt fri Paolo Rossi, kunne gulddrengen have slukket alt håb hos brasilianerne. Rossi havde kun Waldir Peres foran sig, men han skød bolden forbi mål. Kort efter så Rossis store afbrænder ud til at kunne blive skæbnesvanger.

Júnior afleverede bolden til midtbanespilleren Falcão, som straks kontrollerede den uden for feltet. Cerezo lavede et af sine tværløb og trak hele tre forsvarsspillere med sig, hvilket åbnede en dør for Falcão. Falcão tog et skridt, sigtede og skød. Bolden ramte en forsvarer på vejen og sejlede ind i nettet på Dino Zoffs højre side. 2-2 med lidt mere end 20 minutter tilbage. På dette tidspunkt var publikum allerede klar over, de var vidne til en klassiker.

Kun seks minutter senere blev kampen afgjort. Et hjørnespark landede for fødderne af Marco Tardelli, der med det samme fyrede af. Han ramte den skævt og derfor ikke hårdt nok, så bolden prellede af på Júnior, før den fandt en umarkeret Rossi, der fra en afstand af seks meter bankede bolden i nettet. Rossi, der ikke havde sat en fod rigtigt i turneringen, havde nu scoret hattrick. Júnior var vred og hævdede, der var offside, men eftersom bolden var prellet af på ham, var det ham selv, der var skyld i, at offside ikke var en mulighed.

Brasilien forsøgte at holde presset oppe, men italienerne skabte endnu flere chancer. Giancarlo Antognoni fik endda et mål underkendt for en offside, der ikke burde være blevet dømt. To minutter før tid sendte Éder et frispark ind til Oscar, der headede mod mål, men Dino Zoff strakte sig efter bolden og holdt den udenfor linjen.
Italien havde sat en stopper for Brasiliens 24 kampe i træk uden nederlag og havde sendt det mest populære hold ud af turneringen. Samtidig havde verden været vidne til en stjernes genfødsel og en hel nations opvågnen.

Giuseppe Bergomi var blot 18 år, da han kom på banen for den skadede Collovati i 1. halvleg, og han spillede en helt igennem perfekt kamp. Over en 16-årig periode spillede han 81 landskampe og scorede seks mål, før han stoppede sin landsholdskarriere i 1998, et år før han stoppede hos Internazionale i Milan – den eneste klub, han nogensinde spillede for. Lo zio – onklen – som han kærligt blev kaldt på grundt af sit buskede overskæg selv som 18-årig, huskede mange år efter endnu kampen og var ikke et sekund i tvivl om, at det var Rossi, der fortjente den største tak for sejren. Brasilianerne havde et fabelagtigt hold med en stærk midtbane og et angreb, de andre savlede over. Til gengæld manglede deres forsvar en del, og det udnyttede italienerne. På samme tid var det italienske forsvar det bedste i Europa – også med en 18-årig Bergomi på holdet.

Paolo Rossis tre mål sendte ikke alene Brasilien ud af turneringen og gjorde ham til VM-stjerne. Det trak ham også ud af berygtelsens skarpe lys og rensede hans navn. Han endte med at blive maximo goleador – topscorer i VM 1982, og han hjalp Italien med at vinde hele turneringen. Hans evner vandt ham også både titlen som Europas bedste fodboldspiller og verdens bedste fodboldspiller i 1982.

Det perfekte

Der har gennem tiderne været et hav af forskellige fodboldspillere, der er blevet kaldt verdens bedste. Ingen har dog haft så stor betydning for sit land som Johan Cryuff (udtales 'Krauf')









Hvad enten det gælder i samfundet som helhed eller på fodboldbanen, så har hollænderne i 36 år søgt som desperate efter den tid, landet for alvor kom på verdenskortet. Dengang en mand ved navn Johan Cruyff personificerede hele udviklingen i tiden. Dengang man både kunne se, høre og føle det perfekte. Heller ikke under sidste EM nåede hollænderne målet, men hvad de ikke ved er, at de aldrig nogen sinde vil nå det



Da Hollands gennem tiderne måske aller største admiral, Martin Harpertzoon Tromthen, i daglig tale kaldt Martin Tromp, i 1600-tallet lagde sig ud med både englændere og spaniere, vidste han nok ikke, at han med sin attitude, sine meninger og frem for alt sin måde at kæmpe på lagde grunden for en hel kultur. Han valgte at gå i krig med englænderne over en regel, der handlede om, at alle skibe skulle hilse på det engelske flag, når de sejlede i farvandene omkring de britiske øer. Og da han efter en lang og hård søkamp mod spanierne pludselig fandt sin modstander uden mere ammunition, indstillede han sine angreb, sejlede op på siden af sin direkte spanske modstander og tilbød ham noget af sin egen. Hvis han skulle vinde, skulle det være på ordentlig manér.

Det er næsten fornærmende let at trække en lige linje fra Martin Tromp op til den nok mest indflydelsesrige hollænder inden for de sidste 100 år, fodboldspilleren, træneren og eksperten, Johan Cruyff. Med sine uimodståelige egenskaber på en fodboldbane, sit frie sind, det lange hår og sine meningers mod blev han indbegrebet af alt det, der manglede i Holland op gennem 60’erne. Johan Cruyff var oprøret, der udeblev. Han gennemførte rene revolutioner på fodboldbanen og ændrede et landshold, der indtil få år før hans debut var rangeret blandt nationer som Hollands inferiøre nabo, Luxembourg, til at blive et af verdens absolut bedste gennem tiderne. Englænderne ynder derfor ikke overraskende at kalde Johan Cruyff for hollændernes John Lennon.

Før Johan Cruyffs tid vurderede man hollandske fodboldlandsholds styrke til at ligge meget lavt. Kun ved enkelte lejligheder var man i stand til at besejre nationer som Belgien, Norge og Danmark. Da man i 1956 på en tilsneet bane i Düsseldorf vandt over Vesttyskland, var der tale om et så vanvittigt resultat, at det i dag ville svare til, at Honduras besejrede Argentina. I 1957 tabte Holland 1-5 til Spanien. Tyrkiet vandt 2-1 i Amsterdam i 1958, og året efter satte vesttyskerne skabet på plads, da de besejrede de orange opkomlinge med hele 7-0. Men i 60’erne ændrede alt sig.

»Holland var det mest bagvendte land i Europa, i særdeleshed hvad angår antallet af kvinder på arbejdsmarkedet, som var det laveste i Europa,« siger Hubert Smeets, politik- og kultur- kommentator for NRC Handelsblad til forfatteren David Winner i hans bog ”Brilliant Orange, The Neurotic Genius of Dutch Football” (Bloomsbury, 2000).
»Så oplevede vi en kulturel, politisk og social revolution med Johan Cruyff som den fremmeste repræsentant, og vi blev et af de mest progressive lande i Europa.«

Det er måske let at sætte én mand i centrum for den rivende udvikling, Holland var i på det tidspunkt. Landets infrastruktur var trods alt på dette tidspunkt kommet på plads efter krigen, den komplekse hollandske velfærdsstat var ved at komme godt op i omdrejninger, og økonomien begyndte at se rigtig pæn ud. Men Johan Cruyff satte et ansigt på alle de følelser, man savnede.

Hans spil, hans styring, hans provokerende udfald og autoritets-angribende gerninger skabte nærmest en hær af tilhængere og ikke kun blandt de normale fodboldglade hollandske mænd. Hendrik Johannes Cruyff blev simpelthen symbolet på fremtiden - en fremtid man i Holland har jagtet intenst, lige siden han som 17-årig fik debut hos Ajax Amsterdam den 15. november 1964 i en udebanekamp mod Groningen.

To måneder efter fik Ajax Amsterdam ny træner. Han hed Rinus Michels, og hans første job var at redde Ajax fra nedrykning. Sjaak Swart, der var én af de store spillere på holdet dengang, vil nok aldrig glemme Rinus Michels første kamp som træner, for i en knusende sejr på 9-3 over Maastricht scorede Swart hele fem mål. Rinus Michels virkede nærmest som en besat mand, der for alt i verden ville vinde, men som ikke havde en helt præcis plan til at gøre det. Michels var forelsket i idéen om fodbold med angreb på angreb på angreb. Og med en angrebslinje, der inkluderede Piet Keizer, Johan Cruyff, Sjaak Swart og Henk Grot var det næsten umuligt for Ajax ikke at lave mål. Men selvom han havde gode spillere i sin stab, var det ikke nok for Michels. Tingene skulle gå op i en højere enhed - også uden for banen.

Michels gik til klubbens ledelse og bad dem garantere spillernes lønninger. Op til dette tidspunkt havde alle stjernespillerne haft jobs ved siden af fodbolden. Cruyff var altmuligmand i trykkeriet hos Sport World og solgte også bladene på gaden. Piet Keizer var tobakshandler. Sjaak Swart havde en lille butik. Nu kunne spillerne træne om dagen og holde fri om aftenen. Som Michels sagde:
»Jeg kan godt lide denne her måde. Drengene ved, de er nødt til at gøre deres bedste, fordi ellers er de nødt til at vende tilbage til deres forfærdelige arbejde.«

På banen overtog den unge Cruyff mere og mere styringen. Han lyste simpelthen op på banen, og de instrumenter, Rinus Michels gav spillerne (hårdere træning, faste lønninger og viljen til altid at gå efter sejren), var flammer på den unge Cruyffs bål. Unge Amsterdam-borgere spejlede sig i ham – også udenfor banen.
Karel Gabler, en tidligere ungdomstræner, der voksede op i Amsterdam, ser simpelthen Johan Cruyff som model for hele sin generation.

»Han talte med den logik, hele vores generation havde. Han indså, han kunne tjene penge, men også at hans karriere kunne slutte brat. Han vidste, han havde en masse talent, som folk gerne ville betale for, og han kunne lide at sige sin mening,« siger Karel Gabler til David Winner i et interview til ”Brilliant Orange”.
Johan Cruyff har selv udtalt, at når hans karriere sluttede, så kunne han ikke gå ind til en bager og sige: ’Jeg er Johan Cruyff, giv mig noget brød’. Derfor insisterede han også på at skaffe sig alle de rettigheder, der tilkom ham og de øvrige spillere, mens han stadig var aktiv.

Som sin landsmand fra 1600-tallet, Martin Tromp, gjorde på havet, så satte den unge fodboldspiller sig op mod alt, hvad han fandt uretfærdigt. For eksempel insisterede han på at få betaling for at spille landskampe. Da han opdagede, at det hollandske fodbold forbund, KNVB, gav alle officials forsikring på ture til udlandet, forlangte han, at det også kom til at gælde for spillerne. Da han blev vist ud i en kamp mod Tjekkoslovakiet, gav KNVB ham karantæne i et antal Ajax- kampe. Også det kæmpede han indædt imod med det argument, at det var i Ajax, han tjente sine penge. Som Karel Gabler siger:

»Cruyff rodede sig ind i alle mulige slags konflikter, fordi han begyndte at stille det spørgsmål, som hele vores generation stillede: ’Hvorfor er tingene organiseret sådan?’«

På fodboldbanen kom det helt store gennembrud på et tåget olympisk stadion i Amsterdam den 7. december 1966, da Bill Shankly’s mægtige Liverpool kom på besøg i første kamp af anden runde i Europa Cup’en. Englænderne var friske verdensmestre og havde aldrig hørt om Ajax. Efter 15 minutter førte Ajax 3-0, og publikum kunne ikke tro deres egne øjne. Kampen endte 5-1 til hollænderne, og en slukøret Bill Shankly forsøgte efter kampen at holde modet oppe ved at fortælle

den forundrede presse, at hjemme i Liverpool ville de vinde 7-0 over Ajax. Men på Anfield i Liverpool scorede Cruyff to mål, og med resultatet 2-2 gik Ajax videre. Stille og roligt spillede hollænderne bolden rundt, mens en ung Cruyff hele tiden dirigerede spillere frem og tilbage i nogle mønstre, som ingen englænder nogen sinde tidligere havde set. Det var begyndelsen til totalfodbold.

Gennem de næste par år udviklede hele holdet under Michels (og i den grad Cruyff) sig til et af Europas aller bedste fodboldhold. De vandt Europa Cup’en i 1971, 1972 og 1973 men den måske vigtigste lektie af alle blev godt og grundig lært: Det er bydende nødvendigt, at der er et hierarki på banen, og det skal ledes af den mest kreative spiller. Det blev det i mange år hos Ajax og på det hollandske landshold af Johan Cruyff, men siden er det kun sket ved et yderligere tilfælde, nemlig i 1988, da Europas måske bedste angriber nogensinde, Marco van Basten, forstod og accepterede, at han var Hollands i særklasse bedste spiller og ledte holdet frem til EM-guldet, dog med en god portion held med i fodboldtasken.

Rinus Michels var træner for det hollandske landshold, da de i 1974 for første gang i 36 år kvalificerede sig til slutrunden (I 1938 såvel som fire år tidligere var Holland inviteret med men blev slået ud i første runde ved begge lejligheder). Slutrunden var i Vesttyskland, og totalfodbold havde indtaget hele nationen. Når hollænderne havde bolden, angreb alle mand, og når modstanderne var i boldbesiddelse, forsvarede alle spillere. Cruyff løb og dirigerede spillere ind i de opståede huller og lagde sit imponerende puslespil så tæt og fint, at det var så godt som umuligt at stille noget op. Holland spillede i 1974 det bedste og flotteste fodbold, verden nogensinde har set.
I turneringen i Vesttyskland spillede hollænderne sig op på et historisk højt niveau. At svenskerne klarede 0-0 i den indledende runde er den dag i dag stadig et mirakel. Alle hold blev besejret sikkert og uden blinken. Der var tale om reel klasseforskel. Men Holland vandt ikke VM i 1974. Faktisk står datoen den 7. juli som en national sørgedag, måske fordi man har indset, at det aldrig har været tættere på.

Holland har jagtet den dag lige siden - på alle mulige og umulige niveauer. Da Holland fire år senere igen kom i finalen, denne gang mod den anden hjemmebanenation i træk, nemlig Argentina, var alle klar over, at det var mindst lige så meget held som forstand. Uden Cruyff på holdet, spillede hollænderne en helt anden slags fodbold, og samtlige spillere var overbevist om, at de aldrig ville vinde den fodboldkamp på Estadio Monumental i Buenos Aires. Militærdiktaturet havde krævet for mange ofre til, at folk ville tillade et nederlag. Selv efter den forlængede spilletid og 1-3 nederlaget var det næsten umuligt for hollænderne at forlade stadion. Tilskuerne flokkedes tæt om spillerbussen og kastede både sten og slog med kæppe, og flere af spillerne frygtede reelt for deres liv. Nej, 1978 var ikke så tæt på som det olympiske stadion i München fire år tidligere.

Hollænderne har jagtet den følelse i 36 år. Holdet. Manden. Spillet. Det perfekte. For selvom Holland spillede bukserne af vesttyskerne i begyndelsen af finalen og kom foran 1-0 allerede i det 2. minut, så udviklede kampen sig til den lidelse, hele Holland selv den dag i dag kan sørge over. Hollænderne giver bolden op, spiller den let og glidende frem og tilbage mellem spillerne, indtil den 14. aflevering lander hos mesteren selv. Cruyff tager et lynhurtigt ryk, dribler ind i feltet og fældes klodset af Uli Hoeness. Straffe. Der er gået 74 sekunder. Johan Neeskens brager den ind lige midt i målet, mens Sepp Maier har lagt sig til den ene side.

Herefter er der tale om ren legestue. Som mod alle de andre modstandere gennem turneringen. Holland er bare en klasse bedre. Men i finalen bliver de arrogante. De ’glemmer’ at score det afgørende andet mål, og deres spil frem og tilbage, deres legen med tyskerne, gør hjemmeholdet mere og mere arrige. Og så sker katastrofen. Efter 25 minutters spil får vesttyskerne straffe. Paul Breitner scorer. Og i hollændernes ansigter står det allerede skrevet, at de ikke kan vende denne kamp. At super-topscoreren Gerd Müller allerede i 1. halvleg afgør kampen til vesttyskernes fordel er ingen overraskelse. Man leger ikke med tyskerne. Og selv et massivt pres fra hollændernes side i 2. halvleg er ikke nok. Vesttyskland er mestre.

Selv i dag forstår Uli Hoeness ikke, hvad der skete. Til David Winner siger han, at Holland var langt det bedste hold. Og det er hævnen for denne 7. juli 1974, en hel nation søger.

Tyskerne er blevet besejret siden. Men hollænderne søger stadig. Med desperate blikke i øjnene leder de efter den situation, de stod i for 36 år siden. Og når Robin van Persie, Arjen Robben, Rafael van der Vaart og alle de andre den 14. juni klokken 13.30 løber på banen i Johannesburg til kampen mod Danmark er en hel nation tunet ind. Hævn! Det vil stå skrevet i deres øjne.

Men hollænderne får ikke hævn. Og de får den aldrig. For selvom de vinder over Danmark, og selvom de når videre fra gruppespillet, og selvom de vandt EM i 1988, så får de aldrig den tid tilbage. De får aldrig Totalfodbold tilbage. De får aldrig den vigtigste mand i Holland gennem de sidste 100 år tilbage på banen. Hollænderne er dømt til i al evighed at søge efter det perfekte. At det så i årevis har været til glæde for alle, der godt kan lide at se god fodbold, må de orange tage til takke med.

Da Walter trykkede majorens hånd

Lidelse, nederlag, fysisk tortur og en spirende stolthed ligger i dag bag den fantastiske historie om tyske Fritz Walter, der i 1954 i Bern blev den første tysker, der løftede VM-trofæet.




Det småregnede stadigvæk lidt, da anføreren for det ungarske fodboldlandshold, Ferenc Puskas, trådte frem for at trykke sin modstanders hånd. 62.472 tilskuere på Wankdorf Stadion i den schweiziske hovedstad Bern havde netop været vidne til en af de største overraskelser i fodbold-VM’s historie, og den tyske radiospeaker Herbert Zimmermann fra Radio Saarbrücken var kun langsomt ved at få vejret igen.

Men hvad var der galt med den tyske anfører Fritz Walter? Hvad var det dog for et udtryk, han havde i ansigtet? Nogle sportshistorikere har siden sammenlignet Fritz Walters nærmest undskyldende smil med det, der sidder på læberne af Mona Lisa på Louvre i Paris, men det er nok en overromantisering. Og hvor vi stadig i dag undrer os over smilet hos Leonardo da Vincis skønne Mona Lisa, så kender vi i dag hele Fritz Walters fantastiske historie. Og vi kender årsagen til udtrykket i hans ansigt.

Ventede på at blive sendt i gulag
Fritz Walter blev født 31.oktober 1920 i Kaiserslautern i den tyske delstat Rheinland-Pfalz, og hans far arbejdede for byens stolthed, fodboldklubben 1. FC Kaiserslautern. Derfor var det heller ikke unaturligt, at lille Friedrich, som var hans rigtige fornavn, tidligt begyndte at spille fodbold i klubben. Allerede som 8-årig begyndte han på klubbens ungdomsakademi, og han fik sin debut på 1. holdet som 17-årig i 1937. Det var nok svært for ham at forestille sig, at han otte år efter ville sidde udsultet i en sovjetisk fangelejr og bare vente på at blive sendt til en gulag for at blive arbejdet ihjel.

Den tyske landstræner hed Sepp Herberger. Herberger havde allerede i 1933 meldt sig ind i Nazionalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, også kendt som nazistpartiet, og efter den skuffende tyske indsats under fodboldturneringen ved OL i Berlin i 1936 overtog han posten som landstræner efter Otto Nerz. Han var derfor landstræner, da tyskerne stillede op med seks annekterede østrigere ved VM i Frankrig i 1938 og gjorde nazihilsnen ud med publikum, før de blev slået ud af Schweiz.
Og i 1940 fik Herberger øje på Fritz Walter, der imponerede som angriber i 1. FC Kaiserslautern.

Dagligdagen stod på tæsk
Krigen var i fuld gang, men den blev ikke kæmpet i Tyskland, så det tyske fodboldlandshold fortsatte med at spille kampe helt frem til 1942. Da lykken begyndte at vende for Adolf Hitler og hans tropper, begyndte rigskansleren at hente flere soldater ind i hæren, og i 1942 var turen kommet til de tyske landsholdsspillere.
Fritz Walter var ikke en dårlig soldat, men han var heller ikke specielt dygtig. Derfor endte han da også i en sovjetisk fangelejr, da krigen sluttede. Som tysk fange i Marmaros-Sziget i Rumænien tæt på grænsen til Ukraine var det så som så med de gode stunder. Efter den indledende tortur stod dagligdagen nu på tæsk, men da de sovjetiske soldater forlod lejren og overlod vagten til rumænske og ungarske fangevogtere, blev tilværelsen lidt lettere for Fritz Walter.

Walter havde på dette tidspunkt allerede fået malaria, og han havde det derfor altid bedre, når det var regnvejr og fugtigt i luften. Til gengæld oplevede han nu, at han kunne spille lidt fodbold med fangevogterne, og selvom han godt vidste, at han ikke havde lang tid tilbage at leve, så begyndte han at se små lyspunkter i tilværelsen. Imens ventede han på den dag, hvor han som tysk soldat ville blive afhentet og sendt til en sovjetisk gulag for at blive arbejdet til døde. Gennemsnitslevetiden for fanger i en gulag var under fem år, og mange døde hurtigere – især når de var syge. Men så skete det første mirakel.

Havde store gener af sin sygdom
Rygtet går, at Sepp Herberger, der gjorde alt for at passe så godt på sine spillere som overhovedet muligt, havde fået nys om, at hvor Fritz Walter sad fanget, og at han i smug gav en seddel til en af de ungarske fangevogtere med oplysningerne om, hvem Fritz Walter var. Andre oplysninger fortæller, at en ung ungarsk fangevogter havde været i Budapest 3. maj 1942, da Tyskland slog Ungarn 5-3, og der var ingen chance for, at han glemte Fritz Walter, der scorede både til 1-0 og udlignede til 3-3.
Det vigtige er, at da de tyske soldater skulle hentes, stillede den ungarske fangevogter sig frem og sagde, at Fritz Walter ikke skulle med, fordi han var østriger og ikke tysker. Sådan blev hans liv reddet.

Da Fritz Walter efter sin tid i krigsfangelejren vendte tilbage til sin hverdag i Kaiserslautern, oplevede han store gener af sin sygdom. Når solen skinnede, og vejret var godt, havde det stor indvirkning på ham. Da 1. FC Kaiserslautern både i 1951 og 1953 vandt det tyske mesterskab, havde der været langt flere kampdage med regn og dårligt vejr end i de øvrige år, og ikke unaturligt begyndte man i Vesttyskland at benævne dårligt vejr som Fritz Walter-vejr. Det er der stadig mange, der gør i dag – dog uden at vide, hvorfra det stammer. Men i al denne tid var Fritz Walter stadig ikke tilbage på landsholdet.

Vigtigst at gøre et godt indtryk
Det var ikke en katastrofe, at han ikke var blevet kaldt tilbage på landsholdet. De store tabere fra 2. Verdenskrig var nemlig nægtet adgang til at spille i de store turneringer, og det var sparsomt med landskampe. Under VM i Brasilien i 1950 var Tyskland stadig ikke accepteret, men for at vise så god vilje som muligt meddelte de FIFA, det internationale fodbold forbund, at de havde et landshold klar til afrejse, i fald nogle nationer måtte melde fra.

Efter krigen var det blevet afgjort af en afnazificerings-komite, at Sepp Herberger havde været en såkaldt mitläufer – en medløber – og at han faktisk havde gjort meget for at holde sine spillere væk fra fronten i så lang tid, det var ham muligt. Derfor var han igen blevet indsat som landstræner. Og da Vesttyskland kort efter VM i Brasilien atter blev budt velkommen i FIFA, begyndte han igen at kigge sig om efter et hold, der kunne repræsentere nationen ved næste VM i Schweiz i 1954.

Det var meget naturligt at centrere holdet omkring Fritz Walter, som han havde kendt fra før krigens udbrud. Det vigtigste for tyskerne i Schweiz var ikke at vinde men at gøre så godt et indtryk som overhovedet muligt og at skabe venner. Fritz Walter havde den ydmyghed og de evner, han ledte efter, og derfor bad han i 1951 igen Fritz Walter om at iklæde sig nationaltrøjen, denne gang som anfører.

Missionen var en kæmpe succes
Tyskerne var nervøse, da de ankom til Schweiz. De fleste af spillerne havde ikke været ude af landet siden krigen, og de vidste, at de havde et kæmpe PR-arbejde foran sig. Nogle spillere ville måske komme til at stå over for modstandere, de havde kæmpet mod i krigen. Under alle omstændigheder var deres fædre nok ikke meget for hinanden.
Der var heller ikke skyggen af favoritværdighed at kæmpe med. De helt store kandidater til titlen var mægtige Ungarn, der med anfører ”oberst” Ferenc Puskas i spidsen ikke havde tabt en landskamp i fire år. Alle forventede, at de ville kunne vade igennem til titlen.

Da Ungarn slog Tyskland 8-3 i den indledende runde, bekræftede det bare denne forventning, men tyskerne vandt den ekstra kamp, nederlaget havde sendt dem ud i, og 4. juli 1954 stod de igen over for Ungarn i VM-finalen. Missionen havde været en kæmpe succes. Tyskerne havde spillet frisk og positiv fodbold, og de var ikke bange for at spille for at vinde. Samtidig var de meget fair, og der var flere smil på banen, end der normalt var i fodboldkampe.

”Miraklet i Bern”
Den andet mirakel skete på denne dag. Faktisk går det under navnet ”Miraklet i Bern”. Efter to hurtige mål til Ungarn i 6. og 8. minut, fik tyskerne vendt slaget, og efter 20 minutter stod det 2-2. Stillingen holdt sig helt til 85. minut, hvor Helmut Rahn afgjorde kampen til tyskernes fordel. Men vejret var også med tyskerne. Det var nemlig Fritz Walter-vejr med masser af regn og blæst.

Ikke alene havde tyskerne slået storfavoritterne, men de kunne begynde at føle en lille anelse af stolthed igen, efter de i ni år havde gået og gemt sig og bukket hovedet i undskyldning over det, der var sket under 2. Verdenskrig. Og for Fritz Walter var det en helt surrealistisk fornemmelse. Han havde besejret en nation, han følte, han skyldte sit liv. Det var en ungarer, der havde reddet hans liv, og det var ungarske fangevogtere, der havde hjulpet ham til at se lyset igen i en tid, hvor alt håb syntes ude.

Når vi i dag ser på Fritz Walter, der med Jules Rimet-trofæet i hånden hilser på Ferenc Puskas efter finale-sejren, så forstår vi langt bedre, hvad det er, vi kan læse i hans øjne, i hans finurlige smil og ansigtsudtryk. Det er stolthed, undskyldning og dyb, dyb taknemmelighed. Og han ville betale det hele tilbage.

Fik hjælp fra uventet kant
To år senere blev Ungarn invaderet at Sovjetunionen. Da de sovjetiske kampvogne rullede ind i Budapest om morgenen den 24. oktober, var det ungarske landshold ude på turne. Halvdelen af landsholdsspillerne valgte ikke at vende tilbage til deres okkuperede land, og i stedet oprettede de et rejsende landshold, der tog rundt og spillede kampe i Europa.

Men de hjemløse spillere fik hjælp fra en uventet kant. Frits Walter blev holdets uofficielle træner, og i to hele år husede han det ungarske ’landshold’ og brugte det meste af sin formue på at holde holdet kørende. På den måde betalte han en bid tilbage af det, han følte, han skyldte ungarerne for at have reddet hans liv efter krigen.
Fritz Walter spillede hele sin karriere i 1. FC Kaiserslautern, og han nåede på 18 år at spille 61 landskampe og score 33 mål. I Kaiserslautern er byens stadion opkaldt efter Fritz Walter, der døde 17. juni 2002, 81 år gammel.

Det bedste afslutning

Hvordan afgør du bedst en kamp, en turnering?







Hvordan afslutter du bedst en sportsbegivenhed, en kamp, en sæson? Gennem tiderne er det et emne, der er blevet heftigt diskuteret, og selv hjemme fra vores danske Superliga kender vi til flere forskellige modeller. I dansk fodbold har du ligaen, hvor holdet, der til sidst har fået skrabet flest point sammen i turneringen, har vundet trofæet. Og så har du en pokalturnering, hvor alle har chancen for den store overraskelse, og hvor vinderen af den sidste kamp (finalen) vinder trofæet. Der skal i dansk fodbold to turneringer til med hver sin løsning på den perfekte afslutning.

Går du ind i de enkelte kampe, så er det mere eller mindre håbløst. Der er mange årsager til, at de i USA har så svært ved at acceptere vores form for fodbold (soccer), men en af de aller største punkter på negativ-listen er naturligvis afslutningen på kampen. Kun dommeren ved, hvornår kampen slutter. Ingen tilskuere kan følge med og se en reel nedtælling, og mere end ofte får spillerne lige en ekstra chance for at få udlignet, reduceret eller scoret det afgørende mål - uden at nogen ved, om de egentlig kan nå det. Af alle de sindssyge sportsregler, der findes, er slutfløjtet i fodboldkampe den tåbeligeste regel af alle.

Selv i håndbold er der problemer. En håndboldkamp varer i princippet 2 x 30 minutter. Men faktum er, at de sidste fem minutter af en håndboldkamp for det meste varer omkring tre gange så lang tid som de første fem minutter. Hvorfor? Der er faste regler for, hvordan tiden skal køre, hvornår den må stoppes, og hvad der kan karakteriseres som tidsudtrækning, nøl og så videre. Alligevel stopper dommerne konstant tiden, når en håndboldkamp nærmer sig sin afslutning, og det sker endda endnu mere, hvis kampen er tæt. Tåbeligt.

I den amerikanske NFL er det netop blevet besluttet, at reglerne for afslutningen af kampe i slutspillet skal ændres. Næsten 60 procent af alle de kampe, der er endt uafgjort, har kun krævet en enkelt 'possession' for at blive afgjort i overtime. Med andre ord: Har du vundet lodtrækningen, så har du allerede bedre chancer for også at vinde kampen. Derfor er det nu blevet besluttet, at vinder du lodtrækning og scorer et touchdown, så har du vundet. Men scorer du kun et field goal, så får det andet hold chancen. Scorer de så et touchdown, har de vundet, men scorer de også kun et field goal, så er det næste scoring, der tæller. Det er let forvirende, men argumentet er, at en kamp ikke skal afgøres 'ved lodtrækning'. Personligt kan jeg ikke se noget galt i reglerne, som de var før og stadig vil være i grundspillet. Kan dit forsvar ikke stoppe modstanderne, så bør du heller ikke vinde. Dit forsvar er jo også en del af dit hold.

For tiden diskuteres det kraftigt, hvad man skal gøre med det amerikanske college basketball slutspil, "NCAA Final 64". For nogle år siden udvidede de turneringen fra 48 hold til 64 (reelt 65, da der er en såkaldt indspilningskamp), og nu taler de igen om at udvide turneringen til 96 hold. Vi taler altså om en ekstra finale-turnering lagt oven på alle de almindelige regionsmesterskaber, der bliver vundet rundt om i det store basketball-land. Konceptet er genialt. Du har en masse 'lokale' mesterhold, der bliver inviteret til at spille med om det nationale mesterskab. Men der er problemer.

Hvis nu det såkaldte Big East er fantastisk et år, så er det lidt ligesom den europæiske Champions League i fodbold. Her er lande, hvor mesterholdet skal igennem en kvalifikationsrunde, mens andre automatisk stiller op med to hold og har to yderligere i kvalifikationen. I NCAA bliver holdene seedede, og det betyder, at nummer tre Big East godt kan blive seedet højere end hold, der endte som nummer to i Pac 10. Essensen er dog, at der er hold, der er seedede, og i år var det Kansas og Kentucky, der af alle blev regnet for at være de to hold, der skulle møde hinanden i finalen. Kansas tabte overraskende til Northern Iowa, og flere andre hold har overrasket, hvilket kun er muligt i turneringer, hvor alt afhænger af din form på dagen. Jo, Kansas ville med 99 procents sikkerhed have vundet en serie på bedst ud af fem eller syv. Men denne dag vandt UNI.

I alt bliver omkring 18 procent af alle universitets-basketball hold under NCAA inviteret til at spille blandt de sidste 64. Når turneringen er færdig, er der én glad vinder. Den nationale mester. Sådan er det ikke i college football.

I nøjagtigt det samme universitetssystem kaldet NCAA (står for National Collegiate Athletic Association) spiller de enkelte skoler en række kampe i football. Regionsmestyrene kåres lidt mere stilfærdigt end i basketball, men der er ingen finaleturnering for at finde det amerikanske mesterhold. I stedet inviteres de enkelte hold til at spille i en lang række såkaldte Bowl Games, hvor af nogle regnes for at være med i det såkaldte BCS (Bowl Championship Series). Da invitationerne til de enkelte hold sendes ud i begyndelsen af december måned, er det ikke altid, at det rent faktisk er et opgør mellem to hold, der afgør, hvor mesterskabet falder, men de senere år har det været sådan. Da University of Texas (Longhorns) og University of Alabama (Crimson Tide) mødtes 7. januar, var det heldigvis det direkte opgør om titlen, men havde en af de to hold tabt en kamp i december, så havde resultatet været afhængig af en anden kamp spillet et andet sted i USA. Og i sidste ende findes den nye mester ved en afstemning. Håbløst system.

Men der er rigtig mange penge i disse Bowl Games, både for skolerne og for tv-stationerne, og modsat i den professionelle NFL-finale, Super Bowl, hvor det er omkring 90 procent kendte og forretningsfolk, der er på tilskuerpladserne til den store finale, så er stemningen altid enorm ved disse Bowl Games, fordi det er de to holds fans, der sidder og hepper. Samtidig betyder det, at et hold, der har endt sin sæson med 7 sejre og 5 nederlag måske alligevel kan få lov at føle, de spiller med i en slags finale.

De basketball-trænere, der gerne vil have udvidet basketturneringen til 96 hold, bruger som argument, at omkring 45 procent af alle football-hold spiller en eller anden form for Bowl, og at halvdelen af holdene går glade hjem, fordi halvdelen vinder. Med 96 hold i basket-finalerunden ville endnu flere hold få et skulderklap og føle, at også de havde chancen for at slå nogle af de helt store som Duke, Syracuse, Kansas, Kentucky og så videre. Og der ville komme flere tv-penge i kassen. Modstanderne peger på, at det vil udvande turneringen, der i forvejen inviterer en del hold med, der allerede på forhånd ved, de får store klø. Men hvordan afslutter du bedst en turnering - i nogen sport?

I skotsk fodbold deler de simpelthen turneringen op. Når du har spillet et vis antal kampe, så er du enten med i den øverste halvdel, hvor du spiller med om mesterskabet, eller også er du med i den nederste halvdel, hvor du kæmper for at undgå nedrykning.

Måske har de løst problemet bedst i amerikansk ishockey, basketball og baseball. Der er forskellige variationer, men essensen er følgende: Du spiller en række kampe mod det samme hold for at vinde den samlede serie og gå videre til næste runde. Selv finalen består af en serie af kampe, hvilket betyder, at hjemmeholdets publikum altid får mulighed for at møde op og gøre en forskel.

I den europæiske Champions League er de lidt inde på noget af det samme. De har et indledende gruppespil, der munder ud i en finalerunde, hvor alle har en hjemmekamp og en udekamp. Den tåbelige regel om udebanemål ødelægger en del, men en serie på bedst af tre kampe gennem hele slutspillet kunne afløses af bedst af fem i semifinalerne og i finalen. Første hold, der har vundet tre kampe er mestre.

Selv i den egelske Premier League ligger de hele året og fedter om point, og til sidst kan ligaen blive afgjort af, at Wigan scorer et udlignende mål mod Chelsea i den sidste runde, så Manchester United bliver mestre. Det holder bare ikke en meter.

I sidste ende handler alle disse beslutninger om penge. Og det kan godt være, du nu sidder og tænker, at det i stedet burde handle om sporten, og at vi må separere sporten og pengene. Glem det! Ikke alene kan det ikke lade sig gøre, men hvorfor i alverden skulle vi gøre det? Hvis der er penge i en sport, er det fordi, der er gode sponsorer eller store reklameindtægter. Det er der kun, hvis eksponeringen er god, og det betyder, at det er populært at se på - både live og på tv. Det er en god ting. Der er intet negativt ved det. Jo jo, der er det gamle socialistiske mantra, at mens de gode bliver bedre, så bliver de små efterladt bagude. Ja, og hvad så? Vil du være bedre, så kan vi pumpe nok så mange kunstige penge, du intet har gjort for at gøre dig fortjent til ned i halsen på dig; du vil med al sandsynlighed ikke kunne forvalte det. Er du derimod dygtig, bliver du belønnet. Er du ikke, kan du se, at de andre bliver belønnet, og så kan du jo afgøre, om du har lyst til at gøre noget for at blive bedre, eller om det ikke betyder så meget for dig. Ganske simpelt.

Der er nok forskellige måder at afgøre forskellige sportsgrene på, men ishockey-modellen, serie-modellen, er faktisk rigtig, rigtig attraktiv. Den burde vi indføre i dansk fodbold, så et slutspil med en serie af kampe mellem de enkelte hold. til slut munder ud i en finale-serie. Hvad de så finder ud af i USA omkring deres NCAA basketball, det må vi vente med at se.

Et stort problem

Ben Roethlisberger er en tikkende bombe under Steelers.







Den store quarterback fra Pittsburgh Steelers, Ben Roethlisberger, har et problem. For anden gang inden for kun otte måneder er han havnet i søgelyset på grund af en kvinde. For anden gang har han rodet sig ud i problemer i forbindelse med en tur i byen. Og for anden gang er han blevet beskyldt for at have voldtaget en pige.

Nu skal man ikke bare tage disse anklager for gode varer. Og det gør amerikanerne heller ikke. Når du er så stor en stjerne som Ben Roethlisberger, så er der en ekstra chance eller to for, at du også bliver et mål, når du er i byen. Og Ben Roethlisberger er sikret så mange penge, at han efter sin karriere aldrig mere behøver røre en finger, hvis det er sådan, han ønsker det. Det kan dog have ændret sig nu.

Forleden dag var Roethlisberger og 'hans folk' i byen på en klub i en mindre by i Georgia ved navn Milledgeville, og ifølge vidneudsagn inviterede 'hans folk' en række forskellige piger ind i det såkaldte V.I.P.-område. Blandt de inviterede var en 20-årig studerende, der efter sit besøg i klubbens lukkede område fortalte politiet, at hun var blevet "sexuelt angrebet" - den nye amerikanske betegnelse for voldtægt.

Der er endnu ikke kommet en decideret anklage fra den offentlige anklager, men piger en blevet undersøgt både medicinsk og på alle mulige andre planer, så en anklage kan være på vej.

Sagen følger i rumpen på en lignende sag fra juli sidste år, hvor en pige anklagede Ben Roethlisberger for at have voldtaget hende i Lake Tahoe i 2008, men manglende fysiske beviser gjorde, at sigtelserne blev frafaldet. Tilbage står en civil retssag, og den populære quarterback var ikke ventet at blive dømt i sagen.

Den nye sag kan godt få konsekvenser for den første sag. Jo, Roethlisberger har et hus tæt på den klub i Milledgeville, hvor han er blevet anklaget for at have voldtaget den 20-årige. Og jo, Roethlisberger er single. Og ja, Roethlisberger har rigtig mange penge og er også et mål for de unge og de smukke piger.

Når du er i sådan en situation, så må og skal du vide, at det er af absolut største vigtighed, at du passer på. At du ikke roder dig ud i problemer. At du ikke sætter dig selv i situationer, hvor du kan blive et let mål. Et råd til ham ville være at skaffe sig 'folk', der kunne være omkring ham og ikke alene beskytte ham men også virke som konstante vidner og derved en sikkerhed imod den slags sager, han nu har to af hængende over sit hoved. Men ifølge flere af vidnerne fra fredag aften var det netop 'hans folk', der fandt pigerne og inviterede dem inden for.

I dag kalder flere kommentatorer på straf til Roethlisberger. Han er endnu ikke blevet dømt for noget, ja, ikke engang anklaget endnu, og alligevel kræver de, at NFL Commisioner Roger Godell giver den store quarterback en disciplinærstraf. Også selvom der ikke bliver rejst tiltale imod ham i denne sag. Ifølge disse reportere og kommentatorer er det nok, at han bringer al den unødvendige og ubehagelige presse på sig og hans hold.

Nogle kalder nu direkte Roethlisberger uforsvarlig. Ikke alene har han nu bragt sig selv i søgelyset i forbindelse med voldtægtssagerne, han har også med nød og næppe overlevet et frontal sammenstød med en lastbil, da han på sin motorcykel kørte galt uden hjelm. Hvis han vitterligt er uforsvarlig, så må Steelers overveje, om han er være at beholde. Én ting er sikkert. Der er ikke stille omkring Ben Roethlisberger. Men hans to Super Bowl-ringe dæmper nok lidt af angrebslysten hos ledelsen.