Diego Armando Maradona var den meget fortjente hovedperson i VM i 1986, og ingen kunne sige noget imod, at det var ham, der hævede trofæet.Aldrig før havde én enkelt spiller haft så stor en hånd med i at vinde et VM, som Diego Armando Maradona i Mexico i 1986.Fodbold er og har altid været en holdsport. 11 spillere samarbejder for at skabe et resultat mod 11 spillere, der som et hold prøver på det samme. Hvert hold består af spillere med forskellige evner. Samlet kan spillernes evner hjælpe til med at nå holdets, trænerens og managerens mål.
En sjælden gang imellem kommer der er spiller frem i søgelyset, der simpelthen bare overgår alt det ovennævnte. En spiller som Pelé var i stand til at skinne igennem som kun meget få angribere før ham. Johan Cruyff var en spiller, der helt og aldeles ændrede fodboldens betydning i Holland og den mentalitet, den hollandske trup spillede med. Alle personer i verden, der interesserer sig for fodbold, kan huske en spiller, der simpelthen bare havde den lille smule ekstra, der gjorde, at han stod ud og var meget mere end en holdspiller.
Da Diego Armando Maradona med Argentina tog til VM-slutrunden i Mexico i 1986, forventede de fleste, at han ville skille sig ud fra mængden. Men det kan kun have været et fåtal, der havde regnet ud, hvor meget han ville skille sig ud. Nu skal man ikke tage noget fra store spillere som Jorge Valdano, Jorge Burruchaga, Ricardo Giusti og andre af Maradonas holdkammerater i Mexico, men det må være nærmest umuligt at finde en fodboldekspert noget sted i verden, der med overbevisning i stemmen kan hævde, at Argentina ville være kommet blot i nærheden af finalen uden Maradona på holdet.
Diego Maradona var den aller sidste spiller, der til VM på hjemmebane i 1978 blev skåret fra det hold, der endte med at vinde titlen, og fire år senere havde alle glædet sig til at se ham i åbningskampen mod Belgien, som Argentina lidt skamfuldt tabte 1-0. Presset på Maradona var enormt i 1982, og han svarede igen ved at score to mål i den næste kamp, en 4-1 sejr over Ungarn, før han sluttede af med at hjælpe Argentina til en pligtsejr på 2-0 over El Salvador.
I mellemrunden vågnede italienerne op og slog Argentina 2-1 i en flot kamp. Argentinerne sluttede deres skuffende Spaniens-eventyr med at blive sendt hjem af ærkerivalerne Brasilien, der slog dem 3-1. Maradona magtede ikke at skjule sin skuffelse og blev vist ud tre minutter før tid efter en grov tackling. Det var en uværdig afslutning på VM i 1982 for argentinerne og især for Maradona, som alle havde haft så høje forventninger til. Fire år senere fik han hævn.
I åbningskampen i 1986 mod Sydkorea trak Maradona stadig en lille smule med en skade, men det var ikke nok til at holde ham ude. Det skulle være hans VM. Du kunne læse det i hans øjne, og fans fra hele verden tunede ind på Argentinas kampe for blot at få et glimt af den lille troldmand.
Han havde forladt Barcelona i Spanien og spillede nu for Napoli i den italienske Serie A. Med Napoli havde han indtil videre vundet to mesterskaber, var blevet nummer to et par gange, havde vundet en Coppa Italia, havde tabt en enkelt pokalfinale og havde vundet UEFA-Cup-pokalen.
Hans enestående evner gjorde ham dog også til et mål, og sydkoreanerne var ekstremt hårde ved ham. Men på trods at han blev sparket, hevet, trukket, skubbet og slået stort set hver eneste gang, han havde bolden, så lykkedes det ham alligevel at lægge op til tre mål og sikre Argentina en sejr på 3-1. Hvad der var endnu mere vigtigt var, at han ikke havde mistet besindelsen, men at han havde holdt sig på måtten.
I den næste kamp imod Italien, fik italienerne straffe, efter Oscar Garré tilsyneladende havde haft hånd på bolden i feltet. Alessandro Altobelli scorede sikkert, og efter blot seks minutter var italienerne i front.
Italienerne satte Salvatore Bagni på Maradona, og han gjorde det ganske godt. Men i 33. minut slap Maradona væk fra sin ”overfrakke”, driblede forbi Gaetano Scirea og bankede bolden flot i mål med sit berømte venstre ben.
Bulgarien havde spillet uafgjort med Italien i den første kamp og med Sydkorea i den anden, og fordi de havde holdt et godt øje med de øvrige grupper, var de klar over, at hvis de kunne komme ud af kampen mod Argentina med blot endnu et point, så ville de have gode chancer for at gå videre. Derfor sendte træner Ivan Vutzov sit hold på banen uden ene eneste angriber. Til gengæld proppede han midtbanen med spillere, men det gik hurtigt galt. Efter blot tre minutter missede de et par tacklinger, og José Cuciuffo fandt Jorge Valdano, der scorede sit tredje mål i turneringen.
Da Maradona sendte et perfekt indlæg indover i 79. minut, kunne Jorge Burruchaga heade 2-0 målet ind.
Da Argentina nåede til næste runde, kunne Maradona stadig føle sin skade, og han spillede med to forskellige størrelser fodboldstøvler. Det var nærmest som en åben invitation til Uruguay. Men Uruguay var blevet advaret og havde fået en bøde af FIFA på grund af hårdt spil, så de kunne ikke gå efter Maradona, som de havde lyst til. Derfor fik han plads til at agere ganske frit og fuldstændigt kontrollere kampen. Han skabte et utal af chancer, ramte overliggeren med et fantastisk frispark og fik endda et mål annulleret. Det var dog ikke Maradona, der stod bag 1-0 målet. Det kom, da Eduardo Acevedo tøvede i Uruguays forsvar og nærmest serverede bolden direkte til Pedro Pasculli, der tog imod chancen med kyshånd.
Dette var den første VM-kamp mellem de to hold siden VM-finalen i 1930. Nu skulle Uruguay hjem, og Argentina skulle videre til kvartfinalen for at møde England.
Dette skulle blive den mest kontroversielle kamp siden VM-finalen i 1966, hvor de stadig den dag i dag diskuterer, om bolden var over linjen eller ej. Det kan hjælpe de engelske fans at huske på, at Argentina i denne kvartfinale faktisk allerede før pausen spillede væsentligt bedre end englænderne, og at de havde fortjent at føre.
Det forsvarer dog ikke de vanvittige hændelser, der fulgte, men det forklarer hvor forskelligt, fodbold kan anskues fra hver sin side af Atlanterhavet. Da Steve Hodge spillede bolden baglæns mod målmand Peter Shilton, røg den op i luften, og Maradona så straks en mulighed. Han hoppede op for at sætte hovedet på bolden. Men hvad han manglede i højden, lagde han til, da han strakte sin arm frem og boksede bolden over Peter Shilton og ind i nettet. Shilton og hans holdkammerater kunne simpelthen ikke forstå, hvordan dommer Ben Nasser fra Tunesien ikke havde set noget og blot havde tilladt scoringen af den argentinske anfører. Maradona fejrede målet ved at knytte næven på den hånd, der havde bokset bolden i mål og holde den op mod tilskuerne.
I fair play-England findes der nok ikke noget værre end at snyde og stjæle sig til en sejr. Det er den absolut laveste måde, hvorpå du kan vinde, og bliver du taget i at snyde, bliver du automatisk frosset ude. Det er af samme årsag, de fleste englændere har så svært ved at håndtere, når sydamerikanske eller sydeuropæiske spillere kaster sig ned og vrider sig i græsset, når de stort set kun er blevet strejfet. Er det en del af spillet? Ja, desværre. Men det er det faktum, at det stort set er umuligt at opdage, hvornår en spiller rent faktisk er blevet sparket ned, og hvornår han bare filmer, der er blevet en del af spillet. Det er en kæmpe fejl i selve spillet, at det overhovedet kan lade sig gøre, og hurtige video-gennemgange ville uden problemer kunne tage sig af 95 % af tilfældene. Spillet er stoppet alligevel, og hvis videoen så viser, at det var snyd, så er der advarsel og kæmpebøde. Det skulle skabe mulighederne for hurtigt at få ryddet op i det. Det værste for englænderne er, at det er snyd. For dem er det lidt ligesom at deltage i Tour de France og sige: ”Nu skal du høre. Jeg vil gerne konkurrere med dig, men er det okay, jeg starter et par timer før dig?”
I Argentina har de en helt anden indgangsvinkel til sporten. En meget vigtig del af spillet er for argentinere det såkaldte Viveza Criolla, hvilket løst oversat betyder noget i retning af, at du kan bruge alle midler til at vinde. Så mens Maradona’s mål i England var den værste form for snyd, så var det i Argentina den perfekte udførelse af Viveza Criolla.
For Argentina var der samtidig tale om hævn helt tilbage fra VM i 1966 og fra Falklandskrigen og meget mere. Men i vores del af verden er det stadig det måske mest forfærdelige mål, der nogensinde er blevet scoret.
Kun tre minutter senere blev Mr. Hyde til Dr. Jekyll, da Maradona viste helt præcist hvorfor, en hel verden elskede at hade ham og hadede at elske ham. Maradona fik bolden omkring midterlinjen og løb mod det engelske mål. På vejen snød han fire engelske spillere, før han fik Peter Shilton til at ligne en klovn og lagde bolden ind i det engelske mål. Det er stadig det måske mest fantastiske VM-mål, der nogensinde er blevet scoret.
Englands manager Bobby Robson skiftede Trevor Steven ud med John Barnes, da der manglede 15 minutter af kampen. Kort efter passerede Barnes to mand på venstrefløjen og sendte bolden perfekt ind til Gary Lineker, som scorede sit 6. mål i tre kampe. Desværre for englænderne var det både for lidt og for sent, og selvom Maradona havde snydt og bedraget, så fortjente Argentina at vinde kampen.
Før semifinalen mod Belgien sagde den belgiske målmand Jean-Marie Pfaff til en horde af journalister, at der egentlig ikke var noget særligt ved Maradonas skud, og at han højst sandsynligt ikke ville have problemer med dem. Det fik han.
I endnu et one-man show passerede Maradona Pfaff to gange. Første gang fangede han den belgiske målmand ude af balance, da han skød fra højre side, og det andet var næsten lige så genialt som målet imod England. Han driblede sig igennem forsvaret og fra venstre side a feltet hoppede han op og sparkede, mens bolden var i luften og - så at sige - på det absolut forkerte tidspunkt – i hvert fald for målmanden. Igen stod Pfaff som cementeret fast og ude af stand til at røre sig. Pfaff var en fabelagtig målmand. Det hersker der ingen tvivl om. Men så god var Maradona bare.
Maradona scorede ikke selv i finalen mod Vesttyskland. Men gjorde stort set resten. Den tyske træner, Franz Beckenbauer, pudsede Lothar Matthäus på Diego Maradona, og det var ikke en helt skidt idé. Til gengæld valgte Harald Schumacher, turneringens bedste målmand med tre gange rent bur bag sig, at forsøge at løbe ud til Burruchagas frispark i 23. minut for at nå bolden. Han havde aldrig en chance, og José Luis Brown headede bolden i mål til 1-0.
Ti minutter inde i 2. halvleg startede Maradona et angreb, der endte med, at Valdano med bolden susede ned mod Schumacher i målet. Før han kom for tæt på mål, fyrede han af, og bolden passerede Schumachers udstrakte fod. 2-0 til Argentina.
De, som kender blot det mindste til tyskere og tysk fodbold, ved, at de aldrig nogensinde giver op. I 74. minut fandt den fabelagtige venstre back Andreas Brehme med et brillant hjørnespark Rudi Völler inde foran mål. Völler sendte bolden videre til Karl-Heinz Rummenigge, der glidende fik bolden over mållinjen.
Völler headede udligningsmålet ind efter endnu et Brehme-hjørnespark, der gennem Thomas Berthold endte i netmaskerne otte minutter før tid. Tyskerne fortsatte med at presse på. De havde indhentet et to-måls forspring, og nu var det tid til at afslutte kampen. Det var en fejl.
Maradona fandt Burruchaga med en genial gennemspilning, og Burruchaga skuffede ikke sit Argentina. Argentinerne vandt kampen 3-2, og Maradona havde gjort dem til verdensmestre. For tyskerne var det anderledes. Rummenigge blev den første anfører, der spillede i to finaler, der endte med nederlag, men Maradona kom selv til at tabe den næste finale i 1990 – til tyskerne.
Argentina:Nery Pumpido
José Cuciuffo
Julio Olarticoechea
Héctor Enrique
Oscar Ruggeri
José Luis Brown
Ricardo Giusti
Sergio Batista
Jorge Burruchaga 89
Diego Maradona
Jorge Valdano
Reserver: Marcelo Trobbiani 89
Manager: Carlos Bilardo
Vesttyskland:Harald Schumacher
Thomas Berthold
Hans-Peter Briegel
Dietmar Jakobs
Karlheinz Förster
Norbert Eder
Lothar Matthäus
Andreas Brehme
Klaus Allofs 45
Felix Magath 61
Karl-Heinz Rummenigge
Reserver:Rudi Völler 45
Dieter Hoeness 61
Manager:Franz Beckenbauer
