Svenskerne slog igen

Vesttyskernes vej til sejr på hjemmebane i VM i 1974 var lang og hård. Men det var ikke kampen mod svenskerne, de havde regnet med skulle være en af de hårdeste, sværeste og mest underholdende.





I den måske aller bedste kamp under VM i 1974 i Vesttyskland, viste Sverige, at de ikke havde tænkt sig at bukke under for overmagten.

Da Vesttyskland og Sverige trådte ind på Rheinstadion i Düsseldorf lidt før klokken 19.30 30. juni, 1974, var der meget høje forventninger. 67.861 tilskuere ventede med længsel på det, der på papiret lignede en sikker tysk sejr.
Men tingene skulle drastisk ændre sig i en kamp, der står ud, som den måske bedste kamp i turneringen, og minderne fra den kamp lægger sig stadig ind blandt de ti bedste i VM-historien.

Sveriges vej frem til dette møde havde været lang og hård. I deres kvalifikationsgruppe 1 spillede de imod Østrig, Ungarn og Malta. Og mens Malta ikke formåede at få nogle point, så endte både Østrig, Ungarn og Sverige med otte point hver. Ungarn gjorde det endda uden at tabe en eneste kamp.

Siden Ungarns målforskel var på +5, og både Sveriges og Østrigs var på +7, blev det bestemt, at Sverige og Østrig skulle spille en afgørende kamp mod hinanden for at afgøre, hvem der skulle med til VM. 27. november, 1973 slog svenskerne Østrig 2-1 i et tæt opgør i Gelsenkirchen i Vesttyskland, og endelig var Sverige klar til VM.

VESTTYSKLAND var til 2. runde i VM uden at have imponeret hverken deres fans eller de mange, der fulgte med bag tv-skærmene. En tilstand af kaos havde hersket, fordi en diskussion om penge havde delt spillerne og trænerne op i flere lejre, hvilket til slut fik anfører Franz Beckenbauer til at træde ind og skabe ro på igen.
I deres første kamp mod Chile var det stort set umuligt for dem at trænge igennem den røde mur og måtte ”nøjes med” et fantastisk skud fra 30 meter af Paul Breitner, der skaffede dem en sejr på 1-0. Men den dårlige indsats på banen fremkaldte faktisk en mængde buh-råb fra tilskuerne, da tyskerne efter kampen gik fra banen.

I deres anden kamp mod Australien, havde tyskerne spillet lidt bedre eller i det mindste været lidt mere effektive, idet de scorede tre mål. Wolfgang Overath, Bernd Cullmann og Gerd Müller fik alle deres navne på måltavlen, men det var Franz Beckenbauer, der mere og mere trådte frem som en naturlig leder. Ikke alene spillede han med stor energi og kontrol, han lod aldrig til at miste sit overblik. Han var en sand anfører og blev beundret over hele verden for sine evner. I dette VM viste han virkelig sine fødte lederegenskaber og sine fantastiske evner på fodboldbanen.

Det var dog ikke nok imod Østtyskland. I det første og derfor historiske møde mellem de to nabolande (olympiske amatørkampe ikke medregnet) slog Østtyskland værterne 1-0 efter endnu en meget skidt angrebs-indsats af vesttyskerne. Det skulle vise sig, at det ikke var en dårlig idé at komme ind i 2. runde efter Østtyskland, for mens deres modstandere nu hed Brasilien, Argentina og Holland, stod værtsnationen overfor kampe mod Jugoslavien, Polen og Sverige.

De slog jugoslaverne 2-0 og viste meget bedre spil, end de havde gjort tidligere i turneringen. Først kom de foran på endnu et langskud fra Paul Breitner, og derefter fandt Overath Gerd Müller, der scorede, mens han faldt baglæns. Et rigtigt Gerd Müller-mål.

SVERIGE åbnede turneringen imod Bulgarien og demonstrerede et imponerende forsvars-orienteret spil. Med angrebs-eksperter som Ove Kindwall, Ralf Edström og Roland Sandberg på holdet, kunne man godt undre sig lidt over valget af taktik, men i det mindste holdt det Bulgarien fra at score i en kamp, der endte 0-0, selvom Georgi Denev ramte overliggeren i 1. halvleg.

Den anden kamp imod Holland var langt mere interessant. Holland havde vadet igennem Uruguay i deres første kamp og havde vist fantastisk, afslappet, angrebsfodbold i en 2-0 sejr. Svenskerne valgte deres defensive tilgang igen, og det lod til at passe hollænderne fint. Angrebene regnede ned over det svenske forsvar, og det var et mirakel, at de holdt stand. 0-0 resultatet var en stor overraskelse, men det fortalte i det mindste tyskerne, at der skulle noget helt særligt til for at komme igennem det svenske forsvar. Det er i øvrigt også fra Sveriges kamp imod Holland, at vi har det perfekte øjebliksbillede af Johan Cruyff, der går forbi en svensk forsvarer tæt på sidelinjen ved at drible bolden mellem sine egne ben, mens han vrider sin krop i en umulig stilling. Der må stadig være mærker efter svenskeren, der blev skruet ned i græsset på Westfalen Stadion i Dortmund.

I den sidste kamp var svenskerne oppe imod de tidligere dobbelte verdensmestre fra Uruguay, der efter nederlaget til Holland havde spillet 1-1 mod Bulgarien. I endnu 45 minutter begravede svenskerne sig i forsvaret. I begyndelsen af 2. halvleg tittede de henover midterlinjen og så tilsyneladende ikke noget, der skræmte dem. De begyndte at bevæge sig lidt fremad, og med det samme scorede Ralf Edström med en fabelagtig venstre-fods helflugter. 16 minutter før tid rundede Roland Sandberg en forsvarer og bragede bolden i mål, før Edström lukkede og slukkede med sit mål til 3-0. Uruguay kvalificerede sig ikke til et VM før 1986, og størstedelen af holdet blev udskiftet efter fadæsen i Vesttyskland.

Sverige spillede god fodbold i første kamp i 2. runde imod Polen. Men da Robert Gadocha på et hjørnespark to minutter før pausen fandt Andrzej Szarmach, der sendte bolden videre til Grzegorz Lato, headede den 24-årige angriber fra Stal Mielec bolden i mål bag Ronnie Hellström. Svenskerne forsøgte dog at holde presset igennem resten af kampen, men den polske målmand Jan Tomaszewski var fabelagtig og bød på en klasseredning, da Staffan Tapper i 63. minut skød straffe.

Sverige begyndte kampen imod tyskerne, som de havde begyndte alle deres tidligere kampe. Indtil videre var polakkerne de eneste i turneringen, der havde formået at score et mål imod Sverige, og det var en ganske logisk beslutning at forsøge sig med det, de havde bevist ville virke.

Vesttyskland lod til at have fundet en bedre rytme i deres spil, nu da Franz Beckenbauer tilsyneladende var mere en leder for tyskerne, end træner Helmut Schön var, og i regnvejret forsøgte de af alle kræfter at bore sig igennem det svenske forsvar i 1. halvleg. Det var umuligt. I stedet fyrede Ralf Edström i det 24. minut endnu en af sine nu snart berømte venstrefods-helflugtere af, og bolden sejlede henover det tyske forsvar og en forbavset Sepp Maier i målet. Det var en af de smukkeste mål i en turnering, der producerede en stor håndfuld af dem. Det stod 1-0 til Sverige, da de gik til pause.

Tabet af angriber Bosse Larsson i det 32. minut begyndte at vise sin betydning, da 2. halvleg kom i gang, og seks minutter inde i kampen scorede Wolfgang Overath for en sjælden gangs skyld med sin højre fod, før Rainer Bonhof blot minuttet efter bragte Vesttyskland i front med et mål, der tog begge stolper, før bolden gik ind.

Nu havde de tyske fans noget at juble over, og de gjorde det højlydt, men kun i omkring yderligere et minut, for det var alt, hvad Roland Sandbergt behøvede for atter at få svenskerne tilbage på uafgjort. Hans-Georg Schwarzenbeck formåede ikke at heade bolden væk, og bolden landede lige for fødderne af Sandberg, der med et hårdt skud i den modsatte side af målet snød Sepp Maier. Stillingen var 2-2, og denne kamp var langt fra slut.

Nu begyndte regnen for alvor at piske ned, og det hjalp ikke på forholdene for nogle af de to mandskaber. I 76. minut viste værterne, at de havde mere at byde på. Jürgen Grabowski bankede bolden i mål inde i feltet, før Uli Höeness i det 89. minut scorede på det straffe, Inge Ejderstedt havde begået mod Gerd Müller. Svenskerne havde ikke mere tilbage at give af, og tyskerne vandt 4-2. Men Sverige efterlod nogle af de bedste øjeblikke i VM både hos tilskuere og fans men også hos de senere verdensmestre, Tyskland.

Algeriet rystede tyskerne

Ikke mange tyskere fra VM-holdet i 1982 kan glemme Lakhdar Belloumi fra undertippede Algeriet.






Vesttyskland var fast besluttede på at genvinde den titel, de havde tabt fire år tidligere, så de gik ind til åbningskampen i VM 1982 i Spanien mod Algeriet med masser af talent, selvsikkerhed og viljestyrke. Men den lille Nordafrikanske fodboldnation tog fusen på de tidligere verdensmestre såvel som resten af verden.

I mange år så tyskerne det som en skandale. At gå fra en åbningskamp i VM uden sejr er acceptabelt, især hvis du er oppe imod en god modstander med masser af potentiale til at komme langt i turneringen. At tabe er aldrig acceptabelt. Men når du taber til en lille Nordafrikansk fodboldnation, så er det værre. Det er ... ja, en skandale.

42.000 tilskuere var på plads på El Molinón i Gijón 16. juni, 1982, da de frygtede tyskere i deres hvide trøjer indtog græstæppet for at tage imod Algeriet i grønt. Det skulle blive en kamp, ingen af de to hold ville komme til at glemme.

Vesttyskland var opsatte på at genvinde den titel, de havde tabt fire år tidligere i Argentina. De havde jo trods alt vundet det sidste VM, der blev afholdt i Europa, da de løftede trofæet på hjemmebane i 1974. Under ledelse af den karismatiske Karl-Heinz Rummenigge var de klar til at gøre det igen. Og ingen lille afrikansk nation skulle stå i vejen for dem.

Når du kigger på statistikken for kampen, taler den sit eget sprog. 16 hjørnespark til Vesttyskland mod fire til Algeriet. Tyskerne var gennem størstedelen af kampen hele tiden et skridt foran. Og selvom stillingen ved halvleg var 0-0, kunne det blot være et spørgsmål om minutter, før storfavoritterne ville få lirket Algeriets forsvar op og scoret kampens første mål.

Algeriet havde en anden plan. Da årets afrikanske fodboldspiller, Lkhdar Belloumi i det 54. minut fyrede et skud af udefra, blokkede tyskernes målmand Harald ”Toni” Schumacher bolden. Uheldigvis landede den lige for fødderne af Rabah Madjer, der sendte bolden i nettet. Algeriet førte 1-0.

Vesttyskerne gik ikke i panik. De havde masser af tid, og de havde jo ikke spillet dårligt. De vidste, de ville skabe chancer, for det gjorde de altid. De savnede deres måske mest kreative midtbanespiller, Hansi Müller, men i hans sted havde de fundet Felix Magath, og han gjorde det ganske udmærket. I det 67. minut var Magath manden bag den forventede udligning, da han sendte en hård, flad aflevering ind foran mål, som Karl-Heinz Rummenigge kunne glide ind i. Mål til Vesttyskland. Nu måtte de da være på rette spor mod en sejr. Rummenigge, som Bayern München havde hentet for omkring 70.000 kroner hos Borussia Lippstadt tilbage i 1974, var begyndt at leve op til forventningerne, og nu havde han scoret det første af fem mål i turneringen.

Et minut tog det. Vesttyskerne var stort set lige kommet på plads, da Lakhdar Belloumi besluttede sig for at vise, at Algeriet skulle tages alvorligt. Da han på en aflevering fra Salah Assad i venstre side sendte bolden ind bag en rystet Toni Schumacher, kunne man læse tvivlen i de tyske ansigter. Algeriet var igen foran.

Vesttyskland pressede på i de sidste 20 minutter, men Algeriet holdt ud og vandt kampen. Det var en af de største overraskelser i Vesttysklands fodboldhistorie såvel som i VM’s historie.

Algeriet blev den første afrikanske nation, der slog en europæisk i VM-historien. Og kun en forfærdelig kamp mellem Vesttyskland og Østrig, der endte med at have den konsekvens, at den fik ændret på FIFA’s regler, bragte tyskerne videre foran Algeriet.

"Er din mor prostitueret?"

Jeff Ireland er kommet under alvorlig beskydning i pressen for at have stillet et meget direkte spørgsmål under et interview, men er det berettiget?






I forbindelse med den nyligt overståede draft til NFL er der kommet en mængde interessante historier frem. Én af dem, der i går trak de store overskrifter i USA, var den om Miami Dolphins general manager Jeff Ireland, der under et interview med wide receiver Dez Bryant før draften tilsyneladende havde spurgt ham, om hans mor var prostitueret. Hold da op, hvor det fik folk op ad stolene.

Emails, blogs, læserbreve og avisartikler var fyldt med diskussioner, debatter og generel misbilligelse af Jeff Ireland. Nogle kaldte endda på en straf til ham, ligesom spillerne bliver givet straffe, når de overtræder det moralske kodeks, der eksisterer i NFL.

På det populære radioshow "Mike and Mike in the Morning", hvor journalisten Mike Greenberg og den tidligere football-spiller fra Philadelphia Eagles Mike Golic underholder om sport hver eneste morgen, var Golic ikke i tvivl. "Jeg ville have rejst mig op og knaldet ham en lige i smasken," sagde han onsdag morgen.

Golic er langt fra alene om det synspunkt. Mange mener endda, Jeff Ireland burde indberettes til alle mulige råd og domstole for at have stillet dette spørgsmål. Han har fornærmet Dez Bryant. Han har fornærmet hans mor. Og han har stillet et spørgsmål, der i aller bedste fald må siges at være helt irrelevant, mener kritikerne. Virkelig?

Lad mig med det samme sige, at havde jeg siddet i samme situation, så havde jeg ikke stillet det spørgsmål på den måde. Så skulle det lige være på plads. Men på spørgsmålet om, hvorvidt det er relevant, vil jeg tillade mig at sætte et temmelig stort spørgsmålstegn.

Dez Bryant kommer fra en familie, der ikke har levet under de bedste kår. Hans mor har endda været i fængsel og har i mange år bevæget sig i de kriminelle kredse. Når spørgsmålet om, hvorvidt hun har været prostitueret, har relevans, så er det fordi, mange prostituerede mødre i USA på et tidspunkt også vælger på et eller andet plan at prostuere deres børn. Det er handlinger, der er helt uden for barnets egen skyldsfære, og Dez Bryant ville aldrig kunne klandres for, hvis han havde været udsat for den slags. Men det vil automatisk have efterladt nogle voldsomme psykologiske ar og have givet ham en mental baggage, der ville have haft alle mulige chancer for at påvirke ham som fodboldspiller. Igen: Dez Bryant kan være jordens rareste menneske. Det er ikke hans skyld. Men stod jeg over for en mand i den situation, ville jeg aldrig hyre ham til et arbejde. Jeg ville have stabilitet og sikkerhed og pålidelig ind på min arbejdsplads, og en mand med den baggrund ville næsten garantere det modsatte. Jeg understreger, at det ikke har noget med Dez Bryant at gøre. Det er ikke hans skyld. Jeg ville bare ikke have ham.

En anden ting er, at vi egentlig ikke ved, hvordan spørgsmålet er blevet stillet. Hvis Jeff Ireland rejste sig op og pegede på Bryant og med hævet og spydig stemme sagde: "Er din mor luder?", så efterlader det et andet indtryk, end hvis han efter 90 minutters samtale, hvor Bryant har åbnet op omkring sin mors fortid, forsigtigt siger: "Så du fortæller mig, at din mor er prostitueret?" Der er kæmpe forskel på de to måder at spørge på. Vi ved ikke, hvordan det blev sagt.

Den tredje og måske aller vigtigste ting at tage med i sine overvejelser er situationen. Jeff Ireland sidder jo ikke og skal hyre en gut til at stå og sælge burgere på McDonalds. Han spørger jo ikke ind til en mands familie-forhold, fordi han skal bruge en, der kan stå i et skydetelt over sommeren. Han er ved at overveje, hvorvidt han skal bruge 30 millioner dollars på en investering, der vil kunne betyde sejr eller nederlag for hans virksomhed, Miami Dolphins, i de kommende år. Der er så store forretningsmæssige og økonomiske aspekter i denne samtale, at han må tillades at tage sig større friheder end andre. Du og jeg kan brokke os over en arbejdsgiver, der stiller den slags spørgsmål, men for folk som Kobe Bryant, Lionel Messi og Dez Bryant gælder der simpelthen nogle andre regler. De må og skal finde sig i mere, end vi andre gør, fordi de også i det daglige vil blive udsat for så meget mere og som betaling vil få så meget mere igen. Det skal der ikke herske nogen diskussion om.

Efter det kom frem, hvad Jeff Ireland havde spurgt om, har han ringet til Dez Bryant og undskyldt og sagt, at han ikke mente noget med det, og at det i hvert fald ikke skulle ses som manglende respekt. Han ønskede ham desuden held og lykke med sin karriere hos Dallas Cowboys. Betyder det, at han ikke mente det? Betyder det, at han fortryder sit spørgsmål? Sikkert ikke. Vi oplever dagligt undskylder fra folk, som ikke mener dem, og som kun siger undskyld, fordi vi skal videre, og der skal glattes ud. De mente stadig det, de sagde, da de sagde det. Og det er okay. Spørgsmålet var stadig legitimt. Kunne det have været stillet på en anden måde? Sikkert. Men vi ved ikke, hvordan det blev stillet. Og med al den ballade, der har været omkring Pittsburgh Steelers quarterback Ben Roethlisberger og hans to anklager om seksuelt overgreb med efterfølgende suspendering i seks kampe, så er der vel ikke noget at sige til, at spørgsmålene er lidt hårdere, lidt mere nærgående og væsentligt mere provokerende, end de er nede på grillbaren.

Dez Bryants mor fødte sin søn, da hun var meget ung. Hun har handlet med crack og har været i fængsel for det, og derfor var spørgsmålet stort set det naturlige næste spørgsmål i samtalen. Vi kan måske hurtigt blive enige om, at det var et spørgsmål, der i den grad gik over grænsen mand-til-mand. Ingen mænd kan lide at høre noget med sex og deres mor i samme sætning. Det virker bare ikke for os. Men derfra og til at hoppe helt op på barrikaderne over et spørgsmål som dette, det er bare forkert. Disse mennesker sidder og sælger en pakke. De sælger sig selv som sportsfolk. De sælger deres stabilitet, deres baggrund, deres pålidelighed. De skal gå med din uniform på og tale og agere som repræsentanter for dig og din virksomhed. Nåh ja, og i øvrigt er du ved at skrive en check på 30 millioner dollars til ham. Og så må du ikke sikre dig, at der ikke er flere skeletter i skabet, end dem, du umiddelbart kender til?

Nogle har også foreslået, at det måske var en test. Jeff Ireland provokerede Dez Bryant og ledte efter en reaktion. Men hvilken reaktion? Var det 'Den lydige Bryant', der ikke brokker sig eller mister fokus ved ubehagelige spørgsmål eller provokationer? Eller var det 'Den tændte Bryant', der kan bruge den slags provokationer til at blive bedre og vise, hvem der er den bedste? Ville det måske have været bedre, hvis han rent faktisk havde gjort, som Golic sagde, han ville have gjort? Måske skulle han have rejst sig op og smasket Jeff Ireland en lussing? Han kunne også have været hurtig og vendt den om og spurgt: "Er din?" Faktum er i hvert fald, at han ikke efterlod et godt nok indtryk og derfor gjorde eller sagde noget, der ikke faldt i Jeff Irelands smag. I dag skal han nemlig spille for Dallas Cowboys.

Der er dog en ting, vi med sikkerhed ved. Der vil ikke være mange cornerbacks, der i fremtiden står over for Dez Bryant uden at sige noget ganske ubehageligt om hans mor.

Maradona scorer det bedste mål

Der er nok ingen spiller, der alene har haft så stor betydning for et holds succes, som Diego Armando Maradona havde i Mexico i 1986. Her scorer han det måske bedste solo-mål i VM's historie.







Efter at have scoret et forfærdeligt mål med hånden viste Diego Armando Maradona kort efter en hel verden, hvorfor han blev anset for at være unik, da han scorede sit andet og muligvis det bedste mål nogensinde i kampen mod England i VM 1986.

Det er højst sandsynligt, at han altid vil blive husket i forbindelse med et andet rigtig grimt mål, men måske blev det bedste mål nogensinde i en VM-kamp scoret af Diego Armando Maradona i kvartfinalen i VM 1986 i Mexico.

For øjnene af 114.580 tilskuere på Stadio Azteca i Mexico City den 22. juni viste Diego Maradona den absolut værste og den absolut bedste side af sit unikke talent.
I det 51. minut havde han scoret det famøse mål med hånden, som han senere henviste til som El Mano de Dios – Guds hånd – men blot tre minutter senere besluttede den lille argentiner – og måske den bedste fodboldspiller nogensinde – at vise verden, at han også kunne score et ordentligt mål.

England havde ikke startet turneringen godt. De havde tabt til Portugal og spillet uafgjort mod Marokko og var kun kommet videre til næste runde takket være Gary Lineker, Everton-angriberen, der efter sommerferien skulle ned og prøve kræfter med den spanske liga for FC Barcelona. Med et vaskeægte hattrick mod Polen sikrede han, at England kom i ottendedelsfinalen mod Paraguay. Her scorede Lineker to mere, og Peter Beardsley lukkede og slukkede, da han sikrede Englands anden 3-0 sejr i træk. Det lod til, at englænderne var varmet rigtig godt op til kvartfinalen.

Argentina havde spillet bedre under ledelse af deres nye anfører Diego Maradona. De slog Sydkorea 3-1, spillede uafgjort 1-1 mod de forsvarende mestre fra Italien og slog Bulgarien 2-0. I ottendedelsfinalen slog de deres sydamerikanske rivaler Uruguay 1-0 og var klar til kampen mod England.

Efter det berygtede Guds hånd-mål, der nok vil gå over i historien som det værste mål, der nogensinde er scoret i en VM-kamp, kom Maradona tilbage og scorede det mål, der nok vil blive husket som det bedste.

Maradona fik bolden et stykke inde på sin egen banehalvdel. Han vendte lynhurtigt om og begyndte sit løb mod det engelske mål.

Som dreng havde Maradona lært den særlige driblestil, der gik under navnet Gambetta. Ifølge hans daværende holdkammerat Jorge Valdano er der to dele af Gambetta. Først er der de finter, du udfører med din fod. De finter viser, at du er i stand til at gøre hvad som helst med bolden, og det giver dig værdighed. Den anden del er ”løgnen”. Du forsøger at vise modstanderen, at du vil gøre en ting, men du ”lyver” og gør i virkeligheden det stik modsatte. Smagen for ”løgnen” er – for at sige det mildt – meget veludviklet i Argentina. Og tilsammen udgør de to dele den højt elskede fodbold-finte i Argentina kaldet Gambetta.

Det var denne finte, Maradona brugte på hele fem englændere, da han løb over midterlinjen og ned mod Peter Shilton i det engelske mål. Selve målet er uden sammenligning i VM-fodboldens historie, og det viste hele verden, hvorfor Diego Maradona var den mest feterede spiller på sin tid.

Efter at have scoret målet løb Maradona ud mod Hjørneflaget, og med det samme kom Jorge Burruchaga løbende hen til ham for at hylde ham.

Gary Lineker stod på midterlinjen og så til uden at kunne tro sine egne øjne. Han har siden givet udtryk for, at det eneste ord, han kunne komme på, da han så målet var: ”Wow!” Hans eget reduceringsmål betød mindre.

Diego Maradona havde egenhændigt sendt England ud af turneringen. Hans Guds-hånd-mål havde forarget en hel fodbold-verden, men hans Gambetta-mål havde begejstret alle. Det var et fodbold-genis største bedrift, og det står endnu som det bedste mål, der nogensinde er scoret i en VM-kamp.

Sådan var draften

At Tim Tebow blev taget af Denver Broncos i 1. runde var ikke den eneste overraskelse i årets draft.









Årets draft udviklede sig til noget, det ikke har været før. Fordelt ud på tre dage, var 1. runde nu lagt om torsdagen for sig selv, og det viste sig at være en rigtig god idé. Dallas Mavericks ejer Mark Cuban var ude og brokke sig over det, men på den anden side, den torsk brokker sig jo over alt. Han hævdede, at NFL var arrogant, fordi draften nu gik ind og kæmpede i endnu en dag om seerne til basketball. Et eller andet sted kunne NFL jo bare være kold og sige til ham: "Ja, selv når vi lægger det mest statiske football overfor jeres finalekampe, så slår vi jer." Men det ved han nok godt. Der er intet, der slår football på tv i USA. Tilsyneladende heller ikke valget af nye spillere til holdene.

Selve draften bød på et par pæne overraskelser. De første ni spillere vakte ikke den helt store overraskelse - udover at kun en enkelt af de store quarterbacks blev taget. Sam Bradford røg til St. Louis i 1. runde, og det bliver fantastisk at følge ham. Der er alle muligheder for, at han måske allerede kommer til at starte inde i sit første år i klubben.

Detroit har i den grad skudt papegøjen ved at erhverve sig Ndamukong Sue fra Nebraska. Han er et beast, og han vil med sikkerhed få betydning for holdet allerede fra første dag. Men at defensive end Tyson Alualu fra Cal blev taget af Jacksonville allerede som nummer 10 er lidt af et mysterium. Mange hævder, at de ville kunne have fået ham billigere ved at handle ned i draften og måske endda vinde 2. runde pick tilbage, som de grundet en anden handel havde mistet.

Kigger vi på den samlede draft oversigt, er der også nogle ting, der skiller sig ud. Den meget offensivt orienterede Josh McDaniels, der er head coach for Denver Broncos, draftede til hjertet fra første dag. Ikke alene fik han fat på wide receiver Demariyus Thomas med sit 1. pick (som erstatning for den afgåede Brandon Marshall, der nu er i Miami). Han valgte også at gå efter Tim Tebow, som Josh McDaniels fuldstændigt forelskede sig i, da han i mandags besøgte den unge mand i Gainesville og tilbragte ikke mindre end syv timer i selskab med ham. Der er ingen tvivl om, hvad McDaniels er i gang med. Han har skilt sig af med quarterback Jay Cutler, der var en selvisk kværulant. Han har skilt sig at med Brandon Marshall, der også var en kilde til masser af ballade både uden for banen og i træningen. Han vil simpelthen have et rent omklædningsrum, hvor der ikke er nogle divaer, og hvor stemningen er god. De første skridt i den retning er taget med de to picks.

Denvers første fem picks var angrebsspillere, og det siger både noget om træneren og de behov, han har bedømt til at være holdets største. Men om hans valg af Tim Tebow har været godt er stadig ikke let at svare på. Tim Tebow er quarterback'en, der har bragt de fleste meninger frem hos eksperterne. Ingen betvivler hans suverænitet som quarterback i college, og mange af dem er endda villige til at kalde ham den bedste collegespiller nogensinde. Til gengæld har rigtigt mange været i tvivl om, hvorvidt han vil kunne spille i NFL på grund af den meget anderledes spillestil. At han så bliver valgt i første runde er en kæmpe beslutning fra Josh McDaniels side. Det er nok ikke forkert at sige, at han har kastet hele sin karriere som head coach i Denver ind på det valg. Det bliver fantastisk at følge Broncos i de kommende år.

Der skulle gå langt tid, før en af forhåndsfavoritterne, quarterback Jimmy Clausen fra Notre Dame, blev valgt. Med pick nummer 48 tog Carolina Panthers ham, og det giver mening, da de havde skilt sig af med Jake Delhomme (der nu er i Cleveland). Men Carolina overraskede ved også som tredje pick at tage en quarterback, nemlig Armanti Edwards fra Appalachian State. Edwards var helt fantastisk for sin skole, men han kan måske se frem til at skulle spille den efterhånden så berømte wild cat-formation. Måske er det endda en fremtid som wide receiver, der venter ham hos Panthers.

Det helt uforståelige er, hvorfor John Fox og hans Panthers senere valgte at tilføje en tredje quarterback i Tony Pike, der spillede fremragende for University of Cincinnati sidste år. Med Clausen, Edwards og Pike som nye quarterbacks på holdet, kunne det måske være fornuftigt, hvis Matt Moore kiggede sig om efter en anden arbejdsgiver. Det lader ikke til, at der er megen tiltro til ham hos Panthers.

Igen bør man nok også lægge mærke til Patriots. Normalt plejer holdet at have sikret fremtiden allerede før draften, men i år gik de ind i draften med mange større behov. Og uden at imponere eller lave for mange krusninger i vandoverfladen fik de dækket samtlige de behov, der havde - plus mange flere. Hvis AFC East i år ikke bliver en monster-division, så er der et eller andet galt. Miami har opgraderet ganske flot. New York Jets er blevet endnu stærkere end sidste år, hvor de blev slået ud i AFC-finalen, og Patriots er som sagt igen rettet ind på en kamp om divisionstitlen. Buffalo vil stadig få det svært, men den nye head coach Chan Gailey skal 'spilles på plads'.

Vi glæder os allerede til de første mini camps, derefter training camps, preseason og så den rigtige sæson. Det bliver endnu et monster år i NFL.

Clausen faldt helt til 48!

Jimmy Clausen er indtil videre draftens helt store historie. Den indledende snak gik på, om han kunne vippe Sam Bradford af pinden og blive valgt som nummer 1, men han måtte vente til nummer 48.









Det blev en overraskende lang ventetid for Notre Dame quarterback Jimmy Clausen i årets college draft. Den unge superstjerne, der gennem hele sin tid i college har spillet i et pro-style offense og derfor af mange eksperter blev anset for at være den af årets quarterbacks i draften, der var mest klar til at gå direkte ind og spille på et NFL-hold, blev holdt hen i al for lang tid.

Men med pick nummer 48 - og deres første i årets draft - var Carolina Panthers på pletten. Og med al sandsynlighed havde de nærmet sig pick nummer 48 med større og større smil på læberne. Hvis nogen havde fortalt dem, at de - uden at være nødt til at handle sig højere op - ville kunne læne sig tilbage og vælge Jimmy Clausen, er der ikke mange chancer for, at de ville have troet på det.

Mel Kiper Jnr, der af mange anses for at være draft guruen over dem alle, havde endda bedømt Jimmy Clausen til at være bedre end Sam Bradford, og derfor var det en meget overraskende udvikling.

Det skal nævnes, at der kun er omkring en håndfuld hold, der i dette års draft direkte er på jagt efter en quarterback. Buffalo er anset for at være et af holdene, og med pick nummer 9 lå det meget godt til Jimmy Clausen, hvis da ikke han endda kunne komme forbi Bradford. Men da St. Louis tog Bradford, og Buffalo ikke kunne lade være med at tage running back C.J. Spiller, så begyndte folk at kigge nedad i rækkerne. Hvad ville Seattle gøre? Hvad ville Cleveland? Hvad med Kansas City?

Tja, Seattle tog offensive tackle Russell Okung som nummer seks, men da de havde handlet sig op med Denver, havde de også pick nummer 14. Her havde de fleste regnet med, at Seattles nye træner, Pete Carroll, ville have taget safety Taylor Mays, som han kendte så godt fra USC, og som han endda selv havde rekrutteret fra Seattle. Den lå lige til højrebenet, om man så må sige. Men da Earl Thomas endnu ikke var taget, og han var bedømt til at være den næstbedste safety i draften efter Eric Berry, der var taget som nummer tre af Tampa Bay, så gik det ud over Mays - og Jimmy Clausen. Cleveland havde allerede før draften sendt deres to quarterbacks ud af byen. Brady Quinn er røget til Denver, og Derek Anderson er nu i Arizona. Til gengæld har Browns hevet Jake Delhomme ind fra Carolina og Seneca Wallace ind fra Seattle. Og det lå nok lidt i luften, at de havde mere brug for en type som Colt McCoy fra Texas Longhorns end en Jimmy Clausen. Kansas City var også et bud, fordi deres nye offensive koordinator, Charlie Weis, var Clausens head coach hos Notre Dame. Men Weis havde ikke det sidste ord i den sag, og igen blev quarterbacken forbigået. Derfor blev Clausen hængende i hele første runde. Han kunne se sin startløn blive mindre og mindre, samtidig med at han selv blev mere og mere arrig.

Endelig blev det så Carolinas tur, og det er nok ikke så skidt for Clausen, at han er landet der. Jaja, hans første kontrakt bliver ikke så stor. Men det må han jo så sørge for, at den næste bliver. McCoy røg til slut til Cleveland i 3. runde som pick nummer 85, men Clausen har alle muligheder for at tage Carolina med storm. Vinder han startjobbet over Matt Moore, så ligger alle muligheder åbne. Han har en af ligaens måske bedste wide receivers i Steve Smith, og oven i købet har han nu noget ekstra at bevise. Det vil han med al sandsynlighed gøre hos Panthers.

Bradford blev nummer 1

Sam Bradford, quarterback fra Oklahoma, var ikke overraskende den første spiler, der blev taget i årets NFL draft.







Så blev 1. runde af draften kørt. Og da NFL kommissær Roger Godell torsdag aften stillede sig op på podiet og kaldte : "With the first pick of the 2010 NFL draft the St. Louis Rams pick ...... Sam Bradford" var der ikke mange eksperter, der blev overrasket. Unge Bradford havde måske nok været ude det meste af sidste sæson med en skade, men da han holdt sin såkaldte Pro Day, hvor de forskellige scouts og coaches kunne se ham, viste han med al tydelighed, at han er tilbage. Ud af 50 kast ramte han en receiver på hver eneste!

Sam Bradford gennemgik sin operation i skulderen allerede sidste år og er fuldstændig klar til at gå ud og gøre en forskel for Rams, der i den grad har brug for en quarterback. Det var et fornuftigt valg, når du vil bygge dit hold op omkring en central nøglefigur. Han er dyr - meget dyr - men han vil med stor sandsynlighed vise sig at være pengene værd.

Defensive tackle Ndamukong Suh røg som nummer to i draften til Detroit Lions. Sidste år fik de med det første pick quarterback Matthew Stafford, der viste sig at være en fænomenal offensiv leder på holdet. Med Suh har de fundet en defensiv leder, der er ligeglad med double teams og kan gå ud og gøre en forskel med det samme. Der kan være store ting i vente for Detroit.

Gerald McCoy var den næste defensive tackle, der kom på tavlen, da Tampa Bay Buccaneers kom til fadet. Det var heller ikke uventet, og McCoy vil også være en af de spillere, Bucs forventer at få glæde af med det samme.

Trent Williams er offensive tackle, og han blev den tredje Oklahoma-spiller af de første fire, der blev valgt. Det blev Washington Redskins, der valgte ham, og de vil også håbe, han kan gå ind med det samme på linjens højre side og beskytte Donovan McNabb, der nu skal vinde med Redskins.

Kansas City Chiefs har investeret for meget i quarterback Matt Cassell til at gå efter en quarterback. Da de også fik frembragt en herlig running back sidste år i Jamaal Charles, gik de efter en styrkelse af forsvaret, og safety Erin Berry fra Tennessee var et rigtig godt valg.

Offensive Tackle Russell Okung fra Oklahoma State røg til Seattle Seahawks som nummer 6, hvilket godt kan undre lidt. Quarterback Matt Hasselbeck er 35, når sæsonen starter, og bag ham ser Mike Teel og Charlie Whitehurst ikke ud til at være de stærkeste kort. Men nu har de i det mindste en god mand til at beskytte quarterbacken, og mon ikke også det er svært for Pete Carroll, den tidligere USC-træner, at tage en quarterback som Jimmy Clausen, fra ærkefjenden Notre Dame? Det burde det ikke være, meeeen...

Som nummer syv tog Cleveland Browns cornerback Joe Haden fra Florida Gators. Browns har brug for at lappe rigtig mange huller, og at de starter med forsvaret er ikke overraskende. Haden er en fremragende opdækker, og selvom han ikke løb en super hurtig 40 yard tid til Scouting Combine, så vidste folk godt, hvad han stod for. Han havde nemlig en rygskade. Eksperter vurderer, at hvis han bliver trænet rigtigt, kan han udvikle sig til at blive én af de cornerbacks, der kan lukke hele den ene side af en fodboldbane af. Hans størrelse er lidt imod ham, men det har ikke påvirket ham endnu. Mod spillere som Andre Johnson, Larry Fitzgerald og Randy Moss vil han nok få problemer i begyndelsen, men han kan sagtens komme efter det. Et meget spændende valg.

Rolando McClain er den første spillere fra college mestrene Alabama Crimson Tide, der blev taget i draften. Han er inside linebacker og er nu klar til at spille for Raiders. Han er dygtig til at læse modstanderne, og han lader altid til at have tyvstartet, fordi han er så dygtig til at studere film. Raiders kan bruge ham med det samme.

Som nummer ni har Bufalo Bills skudt papegøjen. For snart rigtig mange år siden draftede de en af historiens bedste running backs (der dog siden blev kendt for noget andet). Han hed O.J. Simpson. Denne gang har de taget C.J. Spiller fra Clemson. Spiller blev den første running back, der røg i første runde. Spiller er med hele 7 kickoff returns for touchdowns rekordholder i NCAA, og han er meget eksplosiv. Han kan bruges på special teams med det samme, og i en liga, hvor der er større og større pres på quarterbacks, kan han også få plads i angrebet, da han både er hurtig indenom og udenom. Han er ikke den største spiller, men hans hurtighed gør meget.

Tyson Alualu er defensive tackle, og som nummer ti tog Jacksonville Jaguars ham. Jaguars er også et hold, der har mange huller at udfylde. Også her kunne man have fundet plads til enten Jimmy Clausen eller Colt McCoy fra Texas Longhorns, fordi David Garrard og Luke McCown måske ikke er så stabile mere. Men Alualu vil med sikkerhed også opfylde et stort behov, de har.

San Francisco har valgt at blive ved med at satse på quarterback Alex Smith, men han skal bare beskyttes. 49ers havde to picks i 1. runde og valgte offensive line begge gange. Offensive Tackle Anthony Davis Fra Rutgers blev første valgt som nummer 11, og som nummer 17 valgte de Mike Iupati fra Idaho. Det er to meget kloge valg, der fortæller meget om, hvad træner Mike Singletary vil i år.

Som nummer 12 var det San Diego Chargers, der havde handlet sig frem til en bedre plads i rækken. Running back LaDainian Tomlinson er nu i New York Jets, og holdet havde brug for en stærk mand på den post. De mener, Ryan Mathews fra Fresno State er manden, der kan gøre det for dem. Mathews har masser af evner som en inside runner, og han har frem for alt tålmodighed. Det gør ham ekceptionelt god i et angreb der laver zoneblokering. Det gør ham også god bag en fullback, og da han under Scouting Combine endda viste gode hænder til at gribe selv dårligt kastede bolde, så var Chargers' opmærksomhed vakt. En god mand på det rette tidspunkt.

Eagles har taget outside linebacker Brandon Graham fra Michigan, mens Seahawks med deres andet valg i første runde som nummer 14 tog Earl Thomas, safety fra Texas. Defensive end Jason Pierre-Paul fra South Florida blev taget af New York Giants som nummer 15, og Giants har gode erfaringer med dygtige defensive ends og lader med dette valg til at fortsætte den gode tradition med en sublim pass rusher. Derrick Morgan, defensive end fra Georgia Tech, røg til Tennessee Titans som nummer 16, hvilket er et rigtig godt valg for dem. Maurkice Pouncey er center fra Florida, og som nummer 18 er han røget til Pittsburgh. Han kan også spille offensive Guard, og han kender wildcat angrebet bedre end nogen anden. Det bliver spændende at se, hvornår han får spilletid, nu hvor Roethlisberger er ude i mindste fire kampe.

Sean Witherspoon er outside linebacker og er røget til Atlanta Falcons, der i nogle år har opgraderet deres angreb og nu tænker forsvar. Kareem Jacksom er cornerback fra Alabama, og som nummer 20 er han taget af Houston Texans. Tight end Jermaine Gresham fra Oklahoma er røget til Cincinnati, og som nummer 22 tog Denver Broncos wide receiver Demaryius Thomas fra Georgia Tech. Han skal udfylde rollen efter Brandon Marshall, som er blevet sendt til Miami. Det var overraskende for de fleste, at Thomas blev den første wide receiver på tavlen, men han minder i statur meget om Marshall, og selvom han var skadet og ikke kunne løbe en 40 yard på Scouting Combine, så har han vist, at han kan udvikle sig til en rigtig stabil receiver. Han er en fremragende ruteløber, men skal naturligvis lære nogle nye af slagsen. Han er også god til at komme op og hente boldene, og Broncos håber også på, at han vil være effektiv, efter bolden er grebet.

Offensive Tackle Brian Baluga fra Iowa røg til Packers, før Cowboys fik wide receiver Dez Bryant fra Oklahoma State forærende i runde 24. Som nummer 25 kom draftens største overraskelse, da Denver tradede op for at tage quarterback Tim Tebow. Tebow er af stort set alle eksperter bedømt som den bedste quarterback nogensinde i collegefodbold, måske endda den bedste spiller. Men de har samtidig stillet store spørgsmål ved, om hans evner vil række til NFL, da han hos Florida spillede en type quarterback, der overhovedet ikke eksisterer i NFL. Men Broncos har kunnet lide den udvikling og det arbejde, han har lagt i træningen siden januar. Og med en Tebow i omklædningsrummet har de sendt et kæmpe signal ud til alle. Ud med problembarnet Marshall. Ind med englebarnet Tebow. Og måske har de for alvor scoret en rå diamant her. Udover en sand leder og et super menneske at have i sit omklædningsrum, så har Denver faktisk fået den bedste fullback i draften, og det skulle undre mig meget, om vi ikke allerede i hans første sæson i Colorado får lov at se ham i flere 3. down situationer og short yardage-plays. Et super spændende pick.

Tennessee Volunteers defensive tackle Dan Williams er røget til Arizona Cardinals, hvor det også vil blive forventet, at han kan levere fra starten. Cornerback Devin McCourty fra Rutgers udfylder en nødvendig plads hos New England patriots, der ellers har været overraskende stille op til draften. Defensive tackle Jared Odrick fra Penn State er røget til Miami, og New York Jets har overraskende taget cornerback Kyle Wilson fra Boise State. Med Darelle Revis og nyindkøbte Antonio Cromartie er de ellers godt besat på den plads, og en running back ville have været et bedre valg som supplement til den aldrende LaDainian Tomlinson. Leon Washington bliver dog nok stadig den running back, der skal slæbe det største læs hos Jets.

Detroits andet pick i første runde gik på running back Jahvid Best fra California. Han er ikke så stor, og han har været gennem en del skader i sin collegetid, men han har alle muligheder for at udvikle sig til en ny Barry Sanders i Detroit, og ham har de ledt efter, siden han trak sig tilbage. Colts har med det næstsidste pick i 1. runde taget outside linebacker Jerry Hughes fra Texas Christian og fortsætter dermed med at fokusere på et ultrahurtigt linebacker korps. Sidst tog New Orleans Saints cornerback Patrick Robinson fra Florida State.

Det mest overraskende ved første runde var altså, at Denver pludselig tradede op for at få Tim Tebow, og at hverken Jimmy Clausen eller Colt McCoy blev taget. I aften venter de næste omgange.