Moss kommer hjem

Randy Moss er efter 12 år tilbage i Minnesota, hvor det hele startede.

De første chokbølger ramte onsdag. Al diskussionen tog til i løbet af dagen, og de første kampe i det amerikanske baseball-slutspil måtte rent faktisk se sig sat lidt ud på et sidespor. Det fantastiske var sket: New England Patriots havde solgt Randy Moss til Minnesota Vikings.

Når vi sidder og kigger på det, så burde det egentlig ikke overraske os. Cheftræner Bill Belichick har altid været god til at få noget for de spillere, han alligevel vidste, han var ved at miste. Sidste år var det Richard Seymour, der blev sendt til Oakland Raiders. Nu er én af ligaens absolut bedste wide receivers blevet solgt til Minnesota Vikings, hvor han skal hjælpe Brett Favre med at opfylde Vikings mål: Vind nu!

Moss blev draftet fra Marshall University i 1. runde i 1998. Han blev taget af Minnesota Vikings som nummer 21, hovedsageligt fordi han havde nogle problemer uden for banen. Kevin Dyson blev taget af Tennessee Titans før Moss. I syv sæsoner for Vikings greb han 90 touchdown kast og fik i alt 9.142 yards. I 2005 blev han solgt til Oakland Raiders, hvor han på to sæsoner vandt blot seks ud af 32 kampe. Her valgte han at sige farvel til Raiders og hans store kontrakt mod en lille kontrakt hos New England Patriots. Han ville vinde. Og i 2007 satte han NFL-rekord med 23 touchdowns i en sæson. Gennem de seneste sæsoner har han været den absolut største trussel på et Patriots-angreb, der bare synes at blive bedre og bedre.

Så hvem vinder egentlig ved denne handel? Der er ingen tvivl om, at Randy Moss var gået lidt i stå hos Patriots. Efter sæsonens første kamp, en vigtig og stor sejr over Cincinnati Bengals, gik Randy Moss ud og holdt en personlig pressekonference, hvor han fortalte, at han var i gang med sin sidste sæson hos Patriots. Måske var det for at lægge lidt pres på klubben, fordi hans kontrakt var ved at løbe ud. Men Patriots har aldrig betalt store kontrakter.

Bill Belichick hev ham ind på kontoret og gav ham en skideballe, og siden har Moss været lidt gnaven. I uge 2 tabte Patriots til Jets, og Moss greb et af de mest fantastiske touchdowns nogensinde. Men i mandag aftens storsejr over Miami Dolphins blev der ikke kastet en eneste bold til ham. Og da jubelscenerne udspillede sig på sidelinjen, var det tydeligt, at Moss ikke var en del af dem.

Nu skal han så til Vikings. Og hvad betyder det for Patriots quarterback Tom Brady? Ja, hans altid farlige mål nedad banen er væk. Det betyder, at modstanderne kan krybe lidt tættere op mod ham og dække bedre af for en mand som Wes Welker, hvis ekspertise er de kortere kast. Det vil også blive lidt sværere at løbe med bolden, hvis ikke de erstatter Moss med en receiver, der kan gribe de lange, spektakulære kast. Og fra at være en mulig Super Bowl-kandidat er Patriots nu kun en mulig slutspilskandidat. Så meget betyder Randy Moss.

Til gengæld sidder Patriots nu med to valg i 1., to valg i 2. og to valg i 3. runde af draften næste år. Så hvis det er fordi, holdet ser fremad, så ser fremtiden gylden ud.
I Minnesota ser de ikke fremad. Du betaler ikke 16 millioner dollars til 40-årige Brett Favre for at komme tilbage i endnu en sæson, hvis det er fremtiden, du er ved at bygge på. Og så længe hans yndlingsmål fra sidste sæson, Sidney Rice, stadig er ude, så er Randy Moss lige det, lægen har anbefalet.

Mandag aften spiller Vikings – med en Randy Moss i sit gamle nummer 84 – mod New York Jets. Med andre ord kan ligaens bedste cornerback, Darelle Revis, komme til at stå overfor ligaens bedste receiver hele tre gange i år – hvis da ikke også holdene skal mødes i Super Bowl. Så bliver det nemlig fire. Og til det havde Jets cheftræner, Rex Ryan med et smil på læben, følgende at sige: ”Helt ærligt, gutter! Kunne I ikke have ventet en uge med at sælge ham?”

Super Bowl'en vi aldrig får

Når Steelers og Ravens tørner sammen, kommer alle de mest underholdende fans frem fra gemmerne for at støtte deres hold.

Baltimore Ravens og Pittsburgh Steelers ligger begge i AFC North, hvilket både er godt og skidt. Det er godt, fordi de mindst kommer til at møde hinanden to gange om året, men det er skidt, fordi de aldrig kan mødes i Super Bowl.

Søndag klokken 19 åbnes op for et ny-klassisk opgør med defensiv fodbold på et næsten uoverskueligt højt plan. Baltimore Ravens hed engang Cleveland Browns, før de flyttede til Baltimore, og der kom et nyt Browns-hold i Cleveland. Holdet har i en menneskealder ligget i samme division som Pittsburgh Steelers, og derfor er der tale om et ægte divisionsopgør.

Da Baltimore Ravens vandt Super Bowl i 2000, slog holdet en rekord, ingen havde troet nogensinde ville blive slået. Det lykkedes dem nemlig at slå den rekord, Bears havde sat, da de i 1985 i hele grundspillet kun lukkede 198 point ind. Det er 12,4 point per kamp. I 2000 lukkede Ravens kun 165 point ind, hvilket er 10,3 point per kamp. Som deres quarterback fra dengang, Trent Dilfer, der i dag er analytiker og kommentator på den amerikanske sportskanal ESPN, sagde: ”Forsvaret kom over til mig og spurgte, om jeg kunne sørge for, at vi scorede et field goal. Det var alt, hvad de behøvede.”
Pittsburgh Steelers er et af de gamle NFL-hold, og selv i dag har de et ry for at spille en langt mere klassisk form for football. De løber meget med bolden, og de har et solidt forsvar. Med den spillestil har de vundet seks Super Bowl-titler, mere end noget andet hold i ligaen.

Men da quarterback ’Big’ Ben Roethlisberger i 2004 blev draftet fra den mindre skole Miami of Ohio, ændrede stilen i Pittsburgh sig langsomt. ’Big Ben’ var en stor dreng på 196 centimeter, og han var meget svær at vælte. Samtidig var han fra sin tid på universitetet blevet vant til at blive jagtet rundt, så han var meget øvet i at kaste ’på farten’ og selv at løbe med bolden. Det gjorde Steelers til et hold, der pludselig var fænomenale til at kaste, og de fleste kender receivere som Heinz Ward og Santonio Holmes (i dag hos Jets).

Pittsburgh har i år måttet starte med deres backup quarterbacks, fordi ’Big Ben’ efter en uheldig optræden på en natklub har fire kampes karantæne. Men ikke nok med det. Deres backup Dennis Dixon er skadet. Hans backup Byron Letwich er skadet. Så i sidste uge var det 4. quarterback’en Charlie Batch, der stillede op og i øvrigt spillede en ganske flot kamp i Steelers sejr over Tampa Bay.

Men den helt store historie har været forsvaret hos Pittsburgh. I tre kampe har de lukket blot to touchdowns ind, og i alt er der scoret i gennemsnit 11 point imod dem. Derfor er de ubesejrede.

Ravens tabte i Cincinnati 15-10, men de vandt deres to øvrige kampe og kan med en sejr over Steelers komme op på 1. pladsen i AFC North. Holdet har kun lukket 13,7 point ind per kamp, og det ville være en underdrivelse at sige, at der venter et herreslagsmål i Pittsburgh i aften.

De store profiler på forsvaret hedder Troy Polamalu hos Steelers og Ray Lewis hos Ravens. De har begge vundet Super Bowl med deres hold, og de er fuldkommen frygtløse og fandenivoldske i deres spil. En hård nød at knække for ethvert angreb, men en sand fryd for tilskuerne. Hvor er det synd, de begge ligger i AFC og derfor ikke kan mødes i en Super Bowl.

NFL tættere på ny aftale

NFLs to stridende parter, ejere og spillere, er måske kommet tættere på en løsning på de økonomiske stridigheder.

Før NFL-sæsonen i år og gennem de tre første runder har der været en meget velbegrundet frygt for, at der næste sæson ikke bliver spillet fodbold i NFL. Men nu kommer et nyt forslag måske i vejen for tankerne om en eventuel strejke eller en direkte lockout.

Den løbende aftale, der ligger mellem spillerne og ejerne i NFL, også kaldet Collective Bargaining Agreement (CBA), udløber i marts, og det betyder, at der skal forhandles om blandt andet det såkaldte lønloft. Lønloftet har indtil videre dikteret, at 60 procent af den samlede indtægt til NFL bliver delt op i 32 lige store portioner og fordelt til de 32 klubber. Det beløb, hver klub så har fået, er til spillerlønninger. Hvordan klubberne så vælger at administrere deres lønninger, er op til klubberne selv. Tjener de selv ekstra penge på events, et lækkert stadion, dyre V.I.P.-bokse eller andet, må pengene gå til klubben, til stadion og til drift men ikke til spillerlønninger.

I forbindelse med finanskrisen har begge sider ytret ønsker om forbedrede forhold. Spillerne mener, de har sværere forhold og vil derfor gerne have hævet deres procent af den samlede ’kage’, mens ejerne mener, de tjener væsentligt mindre i denne tid og derfor vil det samme. Ingen af siderne har villet rykke sig.

Nu er der så kommet forslag på bordet, der går ud på at skære to af de fire preseason-kampe fra og udvide grundspillet fra 16 til 18 kampe. På den måde skal spillerne i princippet ikke spille flere kampe, men de skal spille to mere, der har betydning for sæsonen. Fans skal ikke sidde og se på reserver eller spillere, der ikke giver sig fuldt ud. De kan i stedet se kampe, der betyder noget. NFL kommissær Roger Godell er stor fortaler for idéen, og det er ejerne af klubberne også. Der er nemlig sjældent fulde huse til preseason-kampene, men det kunne der komme nu.

Spillerne, derimod, er mindre begejstrede. Ikke alene vil to ekstra kampe tage enormt på fysikken, og manges karrierer i NFL vil blive markant kortere. Men det vil også giver en stor del af de spillere, der ikke bliver valgt i draften, langt mindre chance for at kunne gøre opmærksom på sig selv. Nogle af de største stjerner i NFL, der ikke blev draftet, er center Jeff Saturday fra Indianapolis Colts, linebacker Bart Scott fra New York Jets, linebacker London Fletcher fra Washington Redskins, quarterback Jake Delhomme fra Cleveland Browns, defensive tackle Pat Williams fra Minnesota Vikings, kicker Adam Vinatieri fra Indianapolis Colts, quarterback Tony Romo fra Dallas Cowboys, tight end Antonio Gates fra San Diego Chargers, netop pensionerede quarterback Kurt Warner fra Arizona Cardinals og wide receiver Wes Welker fra New England Patriots. Med al sandsynlighed ville ingen af disse spillere havde fået en plads i NFL under et system med kun to preseason-kampe.

Sidste gang, der blev ændret på antallet af kampe, var i 1978, da 14 kampe blev til 16. Antallet af preseason-kampe røg fra 6 ned til 4, og det var en stor hjælp for alle. To opvarmningskampe er dog ikke meget, og derfor har blandt andet Indianapolis Colts’ præsident, Bill Polian, udtalt, at han og andre allerede er i gang med at arrangere ekstra træningskampe med hold, der ligger tæt på. På den måde er det også muligt at spare nogle udgifter.

Bill Polian er helt sikkert på, at et 18-kampe grundspil om ganske kort tid bliver en realitet. Og hvis hans løsning med de ekstra træningskampe holder, kan det løse flere problemer, end han måske selv helt er klar over.

De ekstra kampe giver nemlig flere penge i kassen til ejerne. De gør det også ganske tydeligt, at spillerne er nødt til at have mere i løn. Og de gør det måske meget lettere for ejerne og spillerorganisationen at blive enige. Én ting er i hvert fald helt sikker: Nu vil det blive nødvendigt for dem at mødes. Og chancerne for, at der også spilles NFL-fodbold i næste sæson er steget gevaldigt.

Lokalopgør på 1. klasse

Det bliver et brag af et opgør på Reliant Stadium for de to Texas-hold i NFL.

Siden Houston Texans kom ind i NFL i 2002, har de været underhunde i staten Texas. Når talen falder på sport i Texas, handler det altid om Dallas Cowboys. Og med fire Super Bowl-trofæer i skabet, er der ingen som helst tvivl om, hvem der har føringen i USA’s største stat. At de så desuden har tilegnet sig kælenavnet ”America’s Team”, har kun etableret holdet som det mest populære i hele USA.

Det tidligere Houston-hold hed Oilers, men de hedder i dag Tennessee Titans, og al rivalisering mellem dem og Cowboys er stort set væk. Det nye Houston-hold, Texans, lagde faktisk ud med at vinde deres aller første kamp i NFL den 8. september 2002 på hjemmebane med 19-10 over netop Dallas, men de endte sæsonen på 4 sejre og 12 nederlag og har indtil videre aldrig nået en plads i slutspillet.

Den 26. januar 2006 blev den tidligere backup quarterback og offensive coordinator fra Denver Broncos, Gary Kubiak, ansæt som cheftræner, og han svor, at han ville bringe holdet i slutspillet. I sin første sæson hev han holdet fra 2-14 til 6-10. I 2007 var de 8-8, og det samme var de i 2008. Sidste år missede de med nød og næppe slutspillet, selvom holdet med 9-7 oplevede deres bedste sæson nogensinde.

I år var der tre hold, eksperterne før sæsonen pegede på som store favoritter. Det ene hold var Baltimore Ravens, som ser ud til at have truffet en masse rigtige beslutninger, men som i de første par kampe har haft meget svært ved at score. Det andet hold var de forsvarende mestre, New Orleans Saints, der formåede at holde på mange af deres spillere fra sidste år, men som på trods af sejre egentlig ikke har imponeret i de første par kampe i år. Og det sidste hold var Dallas Cowboys, der lagde ud med at tabe i Washington og i søndags tabte hjemme mod Chicago Bears. Houston, derimod, vandt deres hjemmekamp mod storfavoritterne fra Indianapolis Colts og søndag ude over Washington Redskins.

Så når Dallas Cowboys træder ind på Reliant Stadium i Houston søndag, skal de død og pine have en sejr, mens Houston med en hjemmesejr ikke alene sender deres dødsrivaler ned i et sort hul men måske samtidig kan være rigtig godt på vej mod deres første besøg i slutspillet.

Og Texans er blevet et smartere hold. I uge 1 mod divisionsrivalerne Colts løb Arian Foster for hele 231 yards og 3 touchdowns, mens quarterback Matt Schaub holdt sig på 9 ramte kast ud af 17 for 107 yards. Det var nok. I uge 2 skulle Redskins besejres på en helt anden måde, så Schaub ramte på 38 ud af 52 kast for 497 yards, da Texans kom tilbage og med et field goal vandt i overtid.

Texans forsvar kan stoppe løbet. De har kun tilladt modstandere at løbe 44 yards imod dem, men skal Cowboys vinde, er de nødt til at kaste bolden. For mens der endnu ikke er et hold i ligaen, der har fået flere yards eller scoret flere point end Texans, så er der i sæsonens første to kampe blevet kastet for over 900 yards imod dem. Vi skal altså se en mesterkamp fra quarterback Tony Romo og hans tre bedste receivere Miles Austin, Roy Williams og den nye Dez Bryant. Hvis Romo tvinges til at bruge den fænomenale tight end Jason Witten for ofte, så er det et dårligt tegn. Og Cowboys sæson kan være overstået, før den overhovedet rigtigt kom i gang – inklusive deres håb om at blive det første hold, der spiller en Super Bowl på hjemmebane.

Training camp

Brett Favre er måske på vej på pension - igen...


Efter en lang og heftig sportssommer med VM i fodbold, Wimbledon og Tour de France (alle tre med spanske vindere), så er det tid til at varme op til football igen. De 32 hold er gået i training camp og et par historier dominerer overskrifterne.

Store Albert Haynesworth, der sidste år var en stor og meget dyr skuffelse for Washington Redskins, markerede sig yderst uheldigt, da han i april tog sine 31 garanterede millioner dollars og stort set dagen efter sagde, at han ikke ville spille i det system, den nye head coach, Mike Shanahan, ville have ham til at spille i. Det var ikke velset - hverken blandt ejerne, fansene eller spillerne. Hans holdkammerat, London Fletcher tøvede ikke med at slå hånden af den store defensive lineman, og op til training camp så det ud til at skulle ende med at blive en sag for domstolene.

Men til alles overraskelse meldte Albert Haynesworth sig i training camp hos Redskins, og han så oven i købet godt ud. Han har tabt 14 kilo og ligner en mand, der har tænkt sig at tage sin sport alvorligt. Øøøøøh, måske skulle vi også have brugt datid her. Da Shanahan kørte Haynesworth igennem et kort fysisk træningsprogram, bestod den store spiller nemlig ikke, og efter flere forsøg er han endnu ikke kommet gennem nåleøjet. Fortsættelse følger...

Darelle Reevis blev sidste år uofficielt udnævnt til ligaens bedste cornerback, så selvom han endnu ikke er free agent, så er han ikke mødt op i training camp hos Jets. Ifølge hans agent vil han simpelthen have en bedre kontrakt. Jets-fans er bekymret, og det er ganske forståeligt. Dog skal vi lige have på det rene rene, hvad bekymringen tager udgangspunkt i.

De fleste er bange for at miste ham. Ja, det vil ikke være godt, for han er en dygtig cornerback, og han bør spille. Vil det være en katastrofe? Nej, men det vil ikke være godt for Jets. Bekymringen bør nok mest handle om hans ego. Han spiller cornerback. CORNERBACK! Efter uge 2 sidste år var der stort set ingen, der kastede bolden over i hans side, og hans status som den bedste i ligaen tager sit udgangspunkt i, at kun meget få kast er foretaget i den side af banen, han har dækket. Men for at bevise, at han er bedre end eksempelvis Raiders' Nnamdi Asomugha, bør han nok have et par sæsoner mere i bæltet. Han overvurderer sine egne evner, fordi vi i sidste sæson overvurderede ham som spiller. Og det er det, vi bør være bekymrede over.

De er også bekymrede i Minnesota, hvor Vikings-lejren er ved at indstille sig på, at deres store quarterback, Brett Favre, efter 19 sæsoner og i en alder af 39 år nu endelig har valgt at gå på pension. Tilsyneladende har han sendt et par sms'er til nogle holdkammerater, hvori han sagde, at det slut.

Men før vi nu holder et begravelsesoptog for 'gamle' Brett, så bør vi måske lige have i tankerne, at denne melding kommer seks dage før han sidste år meldte det samme ud. Vi kan stadig sagtens se Brett Favre i lilla i september, og det er der mange af hans holdkammerater, der ønsker. Vikings var sidste år en enkelt hurtig Favre-beslutning fra at komme i Super Bowl, og de fleste har en tro på, at han er manden, der kan få dem til 'The Big Dance' i år.

Men ifølge rygterne har Favre altså nu sagt farvel. Måske var hans ankelskade værre, end vi først antog, og operationen gik måske ikke så godt, som vi havde troet. Faktum er, at hvis det passer, at Favre nu trækker sig tilbage, så rykker det på hele magtforskydningen i ikke alene NFC North men i hele NFC. En rask Favre ville muligvis have kunnet guide holdet forbi Green Bay Packers i divisionen, men uden Favre er Packers storfavoritter til titlen. Og med en ag ligaens fem bedste quarterbacks ved roret (Aaron Rodgers) får Packers måske pludselig mulighed for at nå rigtig langt i år - også i slutspillet. Men skal vi nu ikke alle sammen lige klappe hesten? Det er jo trods alt Brett Favre, der er tale om. Og han har trukket sig tilbage tre gange indtil videre.

Husker du? Da Uruguay klarede ærterne

Skotlands møde med Uruguay under VM i 1954 blev en fantastisk underholdende affære for de 34.000 tilskuere, men skotterne selv kunne nok godt have undværet oplevelsen.


Før kampen mod Uruguay i VM i 1954, sagde den skotske anfører Willie Cunningham worded berømte ord: “Hvad skulle forhindre os I at slå Uruguay?” Svaret var: Uruguay.

Hvis du er fan af angrebsfodbold og mange mål, så var VM i 1954 helt fantastisk. I 26 kampe blev der scoret i alt 140 mål. De store favoritter til titlen, Ungarn, scorede hele 27 mål i fem kampe. De lagde ud med en 9-0 sejr over Sydkorea. Derpå slog de Vesttyskland 8-3, før de vandt 4-2 over Brasilien. De besejrede de regerende mestre fra Uruguay med 4-2, før de sluttede af med overraskende at tabe finalen 3-2 i repriseopgøret mod Vesttyskland.

Det var dog ikke kun ungarerne, der bidrog til VM i 1954 med højtscorende kampe. Tyrkiet vandt 7-0 over Sydkorea, og vesttyskerne slog tyrkerne 7-2. Men da Østrig slog værtsnationen Schweiz 7-5 var det – og er stadig – det højeste antal mål, der nogensinde er scoret i en og samme VM-kamp.

Skotland var med ved VM for første gang nogensinde og havde mistet deres manager Andy Beattie, efter de havde tabt 1-0 til Østrig i deres første kamp i gruppe 3. Han var blevet hyret som manager i februar måned men havde indgivet sin afskedsbegæring, efter han så sit hold tabe trods en fantastisk indsats mod et af Europas aller bedste landshold. Beattie ville simpelthen ikke længere være del af et system, hvor en komite hjemme i Skotland valgte hans spillere og kun havde givet ham tretten spillere at vælge imellem i Schweiz.

De skotske spillere havde dog masser af selvtillid efter Østrig-kampen. De var overbeviste om, at de kunne skabe en sensation mod de regerende verdensmestre. Faktisk var de så klar til opgaven, at deres anfører, Willie Cunningham, før kampen modigt udtalte: ”Hvad skulle forhindre os i at slå Uruguay?”

Svaret på det spørgsmål viste sig at være ganske simpelt: Uruguay.

Det var en meget varm dag på Sankt Jakob Stadion i Basel den 19. juni, 1954, da 34.000 tilskuere så de to hold komme på banen. De ville nok aldrig have kunnet regne ud, at de skulle være vidne til noget af det bedste underholdning nogensinde på en fodboldbane.

Julio César Abbadié fangede bolden foran Jock Aird og fandt Carlos Borges foran målet. Borges slap fri af et par forsvarere, før han fyrede en bombe op over målmand Fred Martin og ind i målet.

To skotske forsvarere jagtede Juan Schiaffino, men foran mål fandt han Omar Míguez, der scorede Uruguays andet mål. 2-0 stillingen holdt til halvlegspausen.

Anden halvleg var absolut forfærdelig for Skotland. I 48. minut scorede Borges til 3-0, før Abbadié lavede det næste med et skud i det lange hjørne. Stillingen var 4-0, og der manglede endnu 35 minutter af kampen. Skotlands spillere var tydeligvis ikke på bølgelængde med deres anfører, der før kampen så modigt havde stillet sig frem med sin udtalelse.

Borges driblede forbi en forsvarsspiller og bankede bolden i nettet i 58. minut, og otte minutter før tid gjorde Míguez det til 6-0. Da der blot manglede tre minutter, driblede Abbadié rundt om Fred Martin og scorede til slutresultatet 7-0.

Dette var et resultat, skotterne aldrig nogensinde ville glemme, og de ville måske i fremtiden være en anelse mere forsigtig, før de spåede om udfaldet af en kamp. Dette var deres første deltagelse i et VM. De måtte tage hjem efter en samlet score på 0-8.

Uruguay, derimod, kom i kvartfinalen, hvor de slog England 4-2. I semifinalen mod Ungarn lykkedes det holdet at score to sene mål og sende kampen i forlænget spilletid, hvor de til sidst måtte strække gevær overfor mægtige Ungarn


Uruguay:
Roque Máspoli
José Santamaría
William Martínez
Victor Rodríguez Andrade
Obdulio Varela
Luis Cruz
Julio César Abbadíe
Javier Ambrois
Omar Míguez
Juan Schiaffino
Carlos Borges

Manager:
Juan López

Skotland:
Fred Martin
Willie Cunningham
Jock Aird
Tommy Docherty
Jimmy Davidson
Doug Cowie
John Mackenzie
Allan Brown
Neil Mochan
Willie Fernie
Willie Ormond

Manager:
(Andy Beattie)

Husker du? Tardelli fejrede med stil

Marco Tardelli jubler over sin scoring til 2-0 i finalen mod Vesttyskland i 1982.

VM-finalen i 1982 var en af de mest ensidige finaler, der nogensinde er blevet spillet, men intet skiller sig ud i hukommelsen som fejringen af italienernes andet mål i kampen.

Efter den indledende runde var der ikke mange, der kunne have regnet ud, at VM-finalen i Spanien i 1982 ville ende med at blive et opgør mellem Italien og Vesttyskland. Italien havde spillet tre uafgjorte kampe, der kun med nød og næppe havde skaffet dem billet til deres videre færd i turneringen på en 2.-plads i gruppen efter Polen, og Vesttyskland havde tabt til Algeriet og spillet en meget mindeværdig men absolut forfærdelig kamp mod Østrig, der endte med at få FIFA til at ændre deres regler, således at fremtidige afslutningskampe i samme grupper altid skulle spilles samtidig. Ingen af de to hold havde været i stand til at imponere nogen, mindst af alt deres egne fans.

Mellemrunden viste, at italienerne kunne gennemgå en komplet forvandling. Mod de regerende verdensmestre Argentina dominerede italienerne og spillede attraktiv angrebsfodbold, og i en meget mindeværdig kamp, der med det samme blev en klassiker, besejrede Italien storfavoritterne til VM-titlen, Brasilien, med 3-2. I semifinalen fortsatte Paolo Rossi sin fantastiske nyfundne storform og scorede begge mål i 2-0 sejren over Polen, der sendte Italien på rette spor i kampen om at vinde deres tredje VM-titel.

Vesttyskland slog værtsnationen Spanien 2-1 og spillede uafgjort 0-0 mod England. Det var langt fra imponerende, men det var nok til at bringe dem i semifinalen mod Frankrig. I en fremragende kamp fra begge hold slog tyskerne Frankrig efter straffespark i den første kamp i VM-historien, der blev afgjort på den måde.

Nu gjaldt det. 11. juli, 1982, klokken 20 lokal tid. 90.000 tilskuere på plads på Santiago Bernabéu, Real Madrids hjemmebane. Blandt dem var den vesttyske bundeskansler Helmuth Kohl, den italienske præsident Sandro Pertini og den spanske royale familie.

Begge hold følte det pres, de havde på sig. Tyskerne havde spillet deres semifinale efter italienerne om torsdagen, og fordi deres kamp var røget ind i overtid og straffespark, var de nødt til at ændre deres planer om at tage af sted fra Sevilla med det samme og finde sig til rette i deres nye værelser i Madrid. Som om det ikke var nok, så løb tyskerne også lige ind i en lufthavnsstrejke og kunne ikke komme med deres fly før klokken fire om morgenen, og de endte med at miste en nats søvn på den konto. Det kunne de stadig føle i kroppen, da de løb på banen 11. juli.

Italienerne var uden deres midtbanegeneral Giancarlo Antognoni, og kun syv minutter inde i kampen mistede de deres angriber Francesco Graziani, der måtte udgå med en skadet skulder. Italienerne havde deres bekymringer.

De første 20 minutter af kampen var ganske lige, men i det 25. minut lavede Hans-Peter Briegel straffe, da han væltede Bruno Conti i feltet. Men Antonio Cabrini skød bolden til højre for målet og missede den store mulighed for at bringe italienerne foran. Det var det første brændte straffe i en VM-finale nogensinde.

Claudio Gentile var tilbage efter karantæne, og han havde til opgave at dække den altid farlige Pierre Littbarski. Gentile markerede ham fuldstændig ud af kampen. Samtidig holdt den blot 18-årige Giuseppe Bergomi sin plads i startopstillingen, og han spillede fænomenalt.

Italienerne viste uden tvivl de bedste takter. De spillede bedre, de var bedre organiserede, og de var hurtigst på bolden. Til gengæld var de hele tiden klar over, at det var Vesttyskland, de spillede imod, og tyskerne var kendt for aldrig nogensinde at give op og for altid lige at give den en lille smule ekstra, når det var mest nødvendigt. Det havde de bevist i semifinalen, da de var bagud 3-1 mod franskmændene og alligevel kom tilbage og vandt kampen. I halvlegspausen var det derfor naturligt for anfører Dino Zoff at give sine spillere en lille motiverende tale, hvor han med humor gjorde dem opmærksom på, at de nok skulle score det afgørende mål i 2. halvleg, hvis de blot hele tiden fokuserede på at gøre deres bedste. Hans glimt i øjet og den naturlige respekt, han indgød, lod til at virke.

Fra begyndelsen af 2. halvleg virkede italienerne om muligt endnu mere fokuserede og klar til opgaven. I 57. minut lavede Karl-Heinz Rummenigge frispark mod Gabriele Oriali ved midterlinjen. Marco Tardelli skyndte sig at tage sparket og sendte bolden ud til en helt åben Gentile på højre side. Med masser af plads og tid lagde han den perfekte aflevering ind foran det tyske mål, og her dukkede ingen andre end Paolo Rossi op. Fuld af selvtillid satte han panden på bolden og scorede til 1-0 for italienerne.

Paolo Rossi, der havde haft karantæne på grund af en bestikkelses-skandale, var blevet spilleklar kort før VM. Træner Enzo Bearzot var blevet hængt ud i pressen for at have taget Rossi med i VM-truppen, og alle havde følt, at Rossi var helt ude af form. Med dette åbningsmål i finalen scorede Rossi sit sjette mål i træk for italienerne og blev topscorer i VM i 1982.

Målet var som at se luft sive ud af en ballon. Tyskerne var helt forstenede over målet, og på kun ti minutter lignede det en kamp mellem et verdenshold og et 3. divisionshold. Gaetano Scirea modtog bolden i højre side. Han spillede den med hælen tilbage til Bergomi, tilbage til Scirea, der med lethed fandt en helt fri Marco Tardelli. Tardelli ramte bolden fladt og hårdt, og den fløj sikkert ind i netmaskerne, mens tyskerne lå rundt omkring i deres eget straffesparksfelt som dukker, der havde fået skåret deres snore over. Kampen var blevet en total italiensk opvisning.
Det mest mindeværdige øjeblik var dog den måde, Marco Tardelli fejrede målet på. Han vidste – som enhver anden der så kampen, at der ikke var nogen som helst vej tilbage for tyskerne. Forskellen mellem disse to hold var simpelthen for stor denne søndag i 1982. Tardelli gik i total ekstase, og han pumpede sine lange arme, mens han skreg som en vanvittig og løb ud mod udskiftningsbænken. Hans reaktion var så enestående, at når nogen i dag fejrer en scoring på lignende måde, så kalder man det ”Tardellis skrig”.

Ni minutter før tid var det den brillante wing Bruno Conti, der gjorde ydmygelsen af den normalt ganske stærke tyske back Hans-Peter Briegel total. Conti brød fri af ham og løb ned langs højre side og sendte bolden skråt tilbage til Alessandro Altobelli, der lagde låg på med en flot scoring til 3-0. Alle tre mål var kommet fra Hans-Peter Briegels side af banen.

Paul Breitner scorede et fabelagtigt trøstmål, men han og holdkammeraterne jublede ikke meget, fordi det netop kun var et trøstmål. Breitner kunne senere glæde sig over det faktum, at han nu havde scoret i to VM-finaler, idet han otte år tidligere havde scoret, da tyskerne på hjemmebane besejrede Holland 2-1.

Den 30-årige veteran ville nok hellere have løftet trofæet. I stedet var det Dino Zoff, der fik den ære, og han beviste derved, at alder ikke burde holde nogen tilbage fra at forsøge at gå efter de store mål. Han var 40 år og 133 dage gammel.

Vesttyskland havde ikke tabt en landskamp til et andet europæisk hold siden VM fire år tidligere i Argentina. Men italienerne lod dem aldrig rigtig komme ind i kampen. Fodbold kommentator Nando Martellini sagde det bedst, da han råbte ind i sin mikrofon: Campione del mondo, Campione del mondo, Campione del mondo, som forsøgte han at overbevise sig selv om, at det var rigtigt, og at det virkelig var sket. Det var også lige præcis de ord, der prydede den absolut mest populære sportsavis i Italien, La Gazzetta dello Sport næste morgen. Avisen solgte et rekordstort antal på over halvanden million eksemplarer.

Italienerne havde vundet deres tredje VM-titel, men det øjeblik, der for altid havde printet sig ind i folks bevidsthed, var Marco Tardellis fantastiske måde at fejre på efter målet til 2-0.

Holdet rejste hjem til Italien med præsident Sandro Pertini, som kameraerne havde zoomet en del ind på i løbet af kampen, når han fejrede de mange scoringer. For Pertini lod det til at være en slags ventil for 40 års frustrationer. Pertini var kommunisten, der personligt havde givet ordren til at hænge Benito ’Il Duce’ Mussollini under 2. Verdenskrig. Desuden havde han fra starten kæmpet imod fascismen. Endelig var fjenden blevet slået, og med denne enestående sejr kom der håb for den italienske økonomi, respekt fra resten af verden, og lykke til hans folk. Sejren betød, at hans land var blevet som født igen, og Italien var nu klar til at træde ind i sin nye rolle som det land, der havde verdens bedste nationale fodboldliga.

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Hans-Peter Briegel
Paul Breitner
Karl-Heinz Förster
Bernd Förster
Wolfgang Dremmler 62
Pierre Littbarski
Klaus Fischer
K.-H. Rummenigge 70
Uli Stielike
Manfred Kaltz

Reserver:
Horst Hrubesch 62
Hansi Müller 70

Manager:
Jupp Derwall

Italien:
Dino Zoff
Giuseppe Bergomi
Antonio Cabrini
Fulvio Collovati
Claudio Gentile
Gaetano Scirea
Gabriele Oriali
Marco Tardelli
Bruno Conti
Francesco Graziani 7

Reserver:
A. Altobelli 7 (89)
Franco Causio 89

Manager:
Enzo Bearzot