En fantastisk historie

Det vil være en fantastisk historie, hvis New Orleans Saints vinder Super Bowl. Det vil ikke alene være en ende på 43 års lidelse uden nogle former for nævneværdige sejre; det vil have en helt særlig betydning for byen New Orleans.

Saints er blevet en slags metafor for byen New Orleans. Holdet har været så dårlige i så lang tid og gennemgået så mange rent sportsligt håbløse sæsoner, at publikum simpelthen har fået nok. The Saints har hedder the Aints, og deres fans har siddet med brune papirsposer over hovedet i skam, fordi de ikke ville genkendes. The Saints var et hold uden håb.

Nu taler man om, at holdet er blevet et symbol på håb. Et håb om genoprejsning efter orkanen Katrine, der i 2005 skyllede vandmasserne ind over byen og slog tusinder af mennesker ihjel. Men det er bare for let.

Det er helt sikkert dejligt, når et sportshold kan løfte stemningen i en by, men for Saints er det stadig kun et plaster på et sår, der har brug for en kirurg.
Året efter Katrina valgte quarterback Drew Brees at sige farvel til San Diego Chargers og skrive kontrakt med et hold, der ikke engang havde en hjemmebane. Han valgte at kaste sin kærlighed på en by og et hold, der ikke kunne komme længere ned i mudderet, og gennem sine fire år i klubben har han givet en by, der ellers aldrig har savnet en undskyldning for at starte en fest, endnu en grund til at tyvstarte den store Mardi Gras-fest.

Men kig på byen. Området Lower Ninth Ward var hjem for omkring 15.000 mennesker, der alle hørte til den lavere middelklasse af hårdt arbejdende hovedsageligt sorte amerikanere, og hele området blev skyllet væk af Katrina. Omkring 80 procent er aldrig vendt tilbage til området.

Imens gik 170 millioner dollars af den såkaldte Public Assistance-pulje til at reparere hullerne i taget på Louisiana Superdome, købe en ny scoringstavle og lave en masser andre restaureringer af det medtagede indendørs stadion. På den måde fik Saints en genopfrisket og nærmest ny hjemmebane – på trods af at det var i selv samme Superdome, at ligene af de mange døde, der havde søgt tilflugt på stadion var blevet opbevaret i køleskabe og fryserum.

Lower Ninth Ward ligger stadig som en spøgelsesby helt nede ved vandet, og derfor kan man altid diskutere, om prioriteterne har været rigtige. Men når man forrige søndag så store mandfolk stå og omfavne hinanden på tværs af samtlige kendte hudfarver og religioner, og vi så tårerne få frit glædesløb efter sejren over Minnesota Vikings, så kan man se beslutningen i et nyt lys.

Saints spiller og kæmper for alle dem, der blev og kæmpede rædslerne igennem. Glæden er intet mindre end enorm. Men lad os nu være ærlige omkring det, byen har, og det, som aldrig kommer igen. Ja, der ER masser af liv og passion omkring Saints, og holdet HAR samlet byen og skabt en fantastisk stemning. Men når Super Bowl er overstået, så brug noget af den stemning og det gode humør, der igen er fundet frem til at få bygget de områder op, der endnu ligger øde hen i glemslen.

Alle tilskuere har hjertet hos New Orleans i denne kamp. Selv Peyton Manning, der er født og opvokset i byen, kan ikke argumentere imod et ønske om succes for New Orleans. Men pas nu på med at bruge succes i en football-kamp til andet end det, det reelt er.

En skadet mand

Hvornår er en spiller egentlig skadet? Og hvornår er det noget, han taler om?

På den såkaldte Media Day, tirsdag før Super Bowl, var én af Indianapolis Colts absolut bedste spillere, defensive end Dwight Freeney, meget åbenmundet omkring sin skade. Vel vidende at en skade som hans har været i fokus siden AFC-finalen talte han om alle mulige og umulige sider af hans skade.

Problemet er, at stort set alle spillere og ex-spillere, der er blevet spurgt om den åbenhed, har svaret ens. Ja, de ville alle gå efter skaden. Og ja, de ville alle forsøge at få Freeney ud af kampen. Det betyder, at jo flere oplysninger han frigiver omkring sin skade, des større er chancen for, at han vil blive ramt der, hvor det gør aller mest ondt. Han udsætter med andre ord sig selv for at blive skadet yderligere og derved for ikke at kunne spille for sine Colts.

Det kan være svært at finde logikken i hans beslutning. Alle spillerne, der har udtalt, at de ville gå efter ham med det samme, har naturligvis ingen ønsker om at skade ham permanent. Men hvis de kan lave en tackling, så Freeney er ude i de næste fire timer, så er opgaven løst.

Når vi sammenligner Freeneys beslutning om at være helt åben om sin skade med eksempelvis New England, der er den mest lukkede organisation i NFL, så er der så kæmpe forskel, at man ikke skulle tro, de spillede i samme liga, ja endda i samme sport.

Efter sæsonens afslutning er det kommet frem, at Patriots quarterback Tom Brady spillede mindst to kampe med brækkede ribben, og at holdets stjerne-receiver, Randy Moss, i en kamp mod Denver Broncos helt tilbage i Week 5 fik separeret sin skulder. Hvis I husker tilbage, så var det kort herefter, at journalister og eksperter, ja endda spillere begyndte at kommentere på Randy Moss' indsats på banen. Efter sejren i uge 14 på 20-10 over Carolina Panthers, var der flere Panthers-spillere, der var ude med riven for at få skovlen under Moss. De klandrede ham for ikke at være en faktor, og de sagde, at det tydede på, at hans karriere var ved at være slut.

Randy Moss er en herre med både æresfølelse, retfærdighedssans og stolthed, så før han gik ud og svarede igen og måske fik fortalt om sin separerede skulder, var træner Bill Belichick hurtig. Han gik op foran mikrofonen og kølede hele situationen ned ved at sige: "Det var dog en voldsom masse snak fra et hold, der lige har tabt endnu en fodboldkamp." Ja, han formår at lukke munden på de fleste. Men Moss kunne smile og trække hornene til sig. Og først i dag ved vi, hvordan tingene forholdt sig.

Når Dwight Freeney vælger at tale så åbent om sin skade er mest af alt et udtryk for den stik modsatte taktik. Og det ville da også være ønskværdigt, at alle kunne tale så åbent om den slags. Men efter min mening kan det kun betyde en af to ting:

1. Skaden er så voldsom, at han med sikkerhed ikke kommer til at spille. Hans lille 'optræden' er et nummer for at holde Saints-spillerne på mærkerne, så de ikke ved, hvad der møder dem på søndag i Super Bowl.

2. Skaden er stort set overstået, og Freeney er helt rask. Nu holder han så bare Saints-spillerne i håbet om, at han ikke stiller op, men det gør han, og han vil terrorisere Saints-angrebet, som han har terroriseret samtlige angreb gennem hele sæsonen.

Om det er 1 eller 2 er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det også er et spil. Og så er Freeney ikke meget bedre end New England.

Hvem? Hvad? Hvor?

Matt Leinart i aktion.

Kurt Warners farvel i Arizona har sat godt gang i spekulationerne omkring, hvem der mon skal afløse ham. De fleste eksperter enige om, at Cardinals har et hold, der er godt nok til også næste år at kaste sig ind i kampen om en plads i slutspillet, men hvor nogen mener, det var Kurt Warner, der var nøglen bag Cardinals succes, så mener andre, at hele holdet bragte dem ind i rampelyset.

Hvad enten Cardinals har reddet på skuldrene af fantastiske Kurt Warner eller ej, så er det et faktum, at han efterlader et vacuum, når han ikke længere er at finde bag centeren.Men hvem er så manden, der skal afløse ham? Er det Matt Leinart, som Cardinals draftede som fremtidens mand i 2006. Hos USC havde han vundet Heismann Trophy og sammen med Reggie Bush (Saints) og LenDale White (Titans) var han en næsten ustoppelig angrebsmaskine. Men han er bare ikke rigtig slået igennem hos Cardinals. Så tør de satse på ham?

I et interview med Mike Green og Mike Golic i ESPN's radioshow "Mike and Mike in the morning" sagde Warner, at han godt kunne forstå, at det var svært at bedømme, hvorvidt Leinart var klar. Men mens alle eksperterne har sagt, at Leinart aldrig har set ud til at kunne tage det endelige skridt op på podiet, så var Warnet mere fair. Han sagde, at det skulle blive interessant at se, hvordan Leinart ville klare sig i et system, der var bygget op ud fra hans styrker, fremfor at se ham i et system, der var bygget op efter Warners styrker. Og det er en pokkers god pointe. Og et smukt uppercut til eksperterne. Vi kommer til at savne Warner.

Skulle Cardinals beslutte sig for ikke at ville bruge Leinart som starter, så skal de allerede nu ud og finde en erstatning for Warner. Her vil det være meget naturligt at skue mod Philadelphia, som har ikke en, ikke to, men hele tre quarterbacks, der alle har et sølle år tilbage af deres kontrakt. De er simpelthen nødt til at skille sig af med mindst en af dem, hvis de ikke skal punge mere ud, end de har råd til. Og nu er det tilfældigvis sådan, at den startende quarterback hos Eagles, Donovan McNabb, har et hus i Arizona. Ja, faktisk bor han tre huse fra Arizona Cardinals head coach, Ken Whisenhunt. Det der udtryk med, at der er noget, der ligger lige til højrtebenet, har næppe passet bedre end her.

Men hvad med Michael Vick? Michaek Vicj var manden, der fik hele Atlanta op og ringe, da han som halvt quarterback, halvt running back førte Falcons frem til storhed, de ikke rigtig havde kendt til før. Og det var ham, der smed hele sin karriere væk, efter at have været ligaens ansigt udadtil, da han blev afsløret som manden bag en stor og modbydelig ring af mennesker, der arrangerede hundekampe og misbrug af dyr. To år i fængsel sendte ham tilbage til NFL's stenalder. Før sæsonen, der netop er ved at slutte, bev han så hyret af Philadelphia Eagles som en slags 3. quarterback, der kunne noget specielt. Og mod netop Atlanta i grundspillet scorede han faktisk to touchdowns, et på løb og et på kast - og publikum hyldede ham i Atlanta.

Cardinals vil ikke hyre Vick. De kan ikke bruge ham og hans spillestil. Men det kan Buffalo Bills og deres nye træner Chan Gailey. Mange siger, at Vick ryger til St. Louis Rams. Gættet går på, at de vil tage Ndamukong Suh fra Nebraska i 1. runde og så handle sig til Vick. Det tror jeg ikke. De vil med al sandsynlighed udskifte Marc Bulger, men de vil gøre det i draften. Jeg tror, de vælger Jimmy Clausen fra Notre Dame, og så må Vick et andet sted hen - hvis han da overhovedet vil rejse. Så derfor er mit bud følgende:

Hvis McNabb er til at lokke væk fra Philadelphia, så vil han tage til Arizona. Kevin Kolb vil overtage roret i Philadelphia, og måske vil Eagles igen kigge på nu 40 år gamle Jeff Garcia som backup. Ellers er Garcia også et godt bud til Cardinals. Og så ryger Vick nok til Buffalo.

Resultat Cardinals:
McNabb vil kunne hjælpe Cardinals til endnu en plads i slutspillet og måske endda med et flot resultat.
Leinart skal have meget hjælp for at vinde NFC West foran et stadigt stærkere San Francisco.
Jeff Garcia hos Cardinals vil være en nødløsning, der ikke vil hiolde i længden, og skader vil med al sandsynlighed alligevel ende med at sende Leinart ind på posten.

Resultat Rams:
Hvis de vælger Ndamukong Suh, vil det styrke et i forvejen godt forsvar, men det vil ikke hjælpe et håbløst angreb, hvor der er brug for noget beskyttelse og en ny quarterback, so den fantastiske running back Steven Jackson kan nå op på de højder, hvor han hører hjemme. Vælger de Suh, vil Jimmy Clausen højst sandsynligt ryge til Seattle, og det vil være et godt match. SÅ kan Matt Hasselbeck ryge til St. Louis eller måske til Arizona???

Resultat Bills:
Hvis Michael Vick ryger til Buffalo, kunne det være rigtig interessant, hvis de også beholder Terrell Owens. Den match vil jeg meget gerne se.

Imens kigger alle mod Arizona...

En mands betydning

Foto: Al Tielemans/Sports Illustrated

Fredag valgte Arizona quarterback Kurt Warner at trække sig tilbage fra NFL. I ingen anden division i NFL har en quarterback haft så stor betydning end i NFC West. Og når Warner vælger at trække sig tilbage, er det både et stort tab for Cardinals og en kæmpe åbning for de tre øvrige hold i divisionen.

San Francisco 49ers, der i år endte på 8-8 i kampe, kunne let være kommet i slutspillet, hvis marginalerne havde været på deres side. Seattle Seahawks får med den nye head coach Pete Carroll ved roret endnu bedre mulighed for avancement, og St. Louis Rams, som Warner var med til at føre til deres første Super Bowl sejr, har alle muligheder for at forbedre deres dårligste resultat nogensinde, årets 1-15 sæson. Intet andet sted i ligaen kan en spillers afsked skabe så mange ændringer.

Da unge Warner i 1994 var færdig på University of Northern Iowa, blev han ikke draftet af noget NFL-hold. I stedet blev han inviteret med i training camp i foråret hos Green Bay Packers. Problemet var, at de øvrige quarterbacks på holdet var Brett Favre, Mark Brunell, der havde vundet det nationale college mesterskab med Washington Huskies og siden blev en stor stjerne for Jacksonville Jaguars samt Ty Detmer, der havde vundet Heismann Trophy som den bedste college spiller. Warner fik ingen kontrakt hos Packers.

Det var i denne periode, at Warner tog job i Hy-Vee grocery store i Cedar Falls for 5,50 dollars i timen. Her satte han varer på hylderne, mens han desperat forsøgte at holde sin drøm i live. Han fik job som quarterback på Iowa Barnstormers Arena Football-hold. Han gjorde arbejdet med stor succes og skaffede sit hold en plads i Arena Bowl både i 1995 og i 1996, mens han selv kom på all-star holdet begge år.

I 1997 fik han lov til at komme til prøve hos Chicago Bears, men han blev forhindret på grund af en skade i ramen, han pådrog sig på sin bryllupsrejse - desværre ikke af de årsager, som nogle måske kunne have troet. Han var blevet bidt af en edderkop og kunne ikke møde op.

I 1998 var han heldigere. Han kom på prøve hos St. Louis Rams, og de hyrede ham som backup quarterback til Trent Green. Som en del af hans indførelse i klubben, sendte de ham til NFL Europe, hvor han blev årets bedste quarterback hos Amsterdam Admirals. Sjovt nok var hans backup hos Admirals ingen ringere end Jake Delhomme, der selv senere skulle blive en stor NFL-stjerne for Carolina Panthers.

I 1999 var han så endelig på plads, og i ti år har han skrevet historie i NFL. Han har i sin periode som quarterback ført to forskellige hold i Super Bowl, som uden hans indsats aldrig ville været nået i nærheden af den store finale. St. Louis Rams og Arizona Cardinals ville begge have befundet sig væsentligt længere nede af rangstien, hvis ikke det havde været for den kære gudfrygtige Kurt Warner.

Warner vil blive savnet. Han har en Super Bowl ring og to Super Bowl nederlag. Han har to liga MVP-titler. Han har været i Pro Bowl fem gange. Og kommer han ikke i Hall of Fame, er det en forbrydelse.

Warner skal nu til at være fuldtids-far for sine syv børn, og ingen kunne fortjene bedre at blive hyldet end NFLs mønster-"elev". Nu skal depechen overrækkes til Matt Leinart, som helt sikkert har potentialet men endnu ikke helt har haft mulighed for at vise det. Og den åbne plads åbnmer masser af muligheder i hele ligaen. Det er eksempelvis ikke spor utænkeligt, at Donovan McNabb fra Philadelphia Eagles vil kunne finde på at udfylde pladsen efter Warner.

Men Faktum er, at Warners afsked vil være et voldsomt tab for en organisation, der for alvor har taget skridtet ud af sumpen og er et afligaens absolut bedste hold nu. Og faktum er også, at de øvrige hold i divisionen vil klare sig bedre end sidste år. I hørete det her først. Rams får en bedre sæson end 1-15. Seahawks bliver bedre end 5-11. Og San Francisco 49ers vinder med al sandsynlighed NFC West næste år. Skal Cardinals selv tilbage i slutspillet, skal der ske mirakler.

Skal NFL afskaffe Pro Bowl?

Gennem mange år har der været voldsomme diskussioner i NFL og blandt amerikanske sportskommentatorer omkring vigtigheden af at spille den årlige obligatoriske all-star kamp mellem årets bedste spillere fra de to konferencer, AFC og NFC. Den såkaldte Pro Bowl har traditionelt været afholdt på Hawaii en uge efter Super Bowl, og den har været bygget op som en stor fest med masser af sjov for både tilskuere, spillere og cheerleaders hele ugen op til kampen. I år er det anderledes.

NFL commissioner Roger Godell besluttede sig nemlig for at flytte kampen. Ikke alene spilles den ikke længere på Hawaii men derimod i Miami; den er også flyttet fra en uger efter Super bowl til en uge før den store kamp. Det har haft voldsom indflydelse på den verserende debat om værdien af kampen.

Selve begrebet med en all-star kamp er ikke rigtigt noget, vi kender til fra Europa. Men i både ishockey, basketball og baseball i USA har det i mange år været en stor succes. Disse kampe er både meget underholdende og meget velbesøgte. I de senere år har det været svært at fylde det lille Aloha Stadium ved Honolulu, og derfor reagerede Roger Godell ved at forsøge sig med en ændring af spillested og tidspunkt.

Det er rigtigt, at de tre andre store sportsgrene i USA også bryder deres sæson op med all-star kampen. De gør det bare ikke på denne måde ved at lægge den uge før Super Bowl. Okay, de øvrige sportsgrene har væsentligt flere kampe, og derfor er en midtvejspause med lidt festivitas okay. Rent sportsligt har kampene i de tre øvrige sportsgrene nemlig stadig værdi. I NFL er der stort ingen sportslig værdi overhovedet i Pro Bowl.

14 af de spillere, der er blevet udpeget til at spille med i Pro Bowl, skal også spille Super Bowl ugen efter. Det betyder, at de helt naturligt har sagt tak, men nej tak til at spille. En efter en har de store stjerner sagt nej tak til at deltage, og undskyldningerne er mange. De fleste handler om, at de er ved at komme sig over diverse skader, og det har ligaen været nødt til at acceptere. Skader kan du ikke gøre noget ved. Men de spillere, der også skal spille ugen efter, er blevet beordret til at møde op.

De 14 spillere fra Pro Bowl, der er på de to Super Bowl-hold, Indianapolis Colts og New Orleans Saints, behøver dog ikke at spille. Men de skal møde op og være til stede ved kampen. Det har betydet en større omlægning af planerne for både saints og Colts, der først havde planlagt at ankomme i Miami om mandagen. Nu er de nødt til at sende nogle af deres spillere af sted før, og de spillere kan ikke være med i de minutiøse forberedelser, der finder sted om søndagen.

Men burde det ikke også være en ære at spille i Pro Bowl? Jo! Og det er det også. Du vil ikke finde en af de udpegede spillere, der ikke er glade for, at de er blevet valgt. Men rent praktisk er kampen ligesom et almindeligt VM i fodbold, hvor man efter finalen sætter et verdenshold med alle de bedste spillere fra turneringen. Her vælger NFL i stedet et "verdenshold" fra AFC til at spille mod et "verdenshold" fra NFC. Forskellen er bare, at de rent faktisk spiller kampen.

Det er slet ikke nødvendigt at spille all-star kampen. I stedet kan man vælge et all-star hold fra de to konferencer, som man gør nu og så bare lade være med at spille kampen. Når du kigger i statistikkerne, gibber det lidt i dig, når du ser, at en stor quarterback som Johnny Unitas spillede i 10 Pro Bowl. Det er fantastisk at blive valgt til så mange. Men var det vigtigt at spille dem?

Der kan være noget socialt i at mødes og hygge sig over en fodboldkamp på venskabelig basis. Det er der aldrig noget galt i. Men nu spiller de den i Miami. De sender ikke en gang spillerne på en uges ferie med deres familie til Hawaii. Og det er nok en af grundene til, at den startende quarterback for NFC ikke hedder Drew Brees eller Brett Favre - men derimod Aaron Rodgers, og at starteren for AFC hedder Matt SChaub og er fra Houston Texans, der ikke en gang kvalificerede sig til slutspillet. De to øvrige quarterbacks fra AFC er Vince Young og David Garrard.

Det er ikke godt, men hvad er løsningen? Der er jo penge i sådan et arrangement. Nogle har foreslået, at der kan være draft picks at spille om, eller at kampen på en anden måde skulle gøres vigtig. Men det er en svær diskussion. Spørger du Maurice Jones-Drew, running back fra Jacksonville Jaguars, så er han ikke i tvivl. Han sad ved sin mors sygesend i Atlanta og tilbød at blive sammen med hende. Hun sagde, han skulle tage af sted, og han spiller derfor på søndag 31. januar. Og han er stolt. Han mener, det er den største ære og derfor den vigtigste kamp, han endnu har spillet. Problemet er bare, at der ikke er mange, der gider deltage i festen.

Er Manning historiens bedste quarterback?

Om halvanden uge skal vi for anden gang i historien se Peyton Manning spille i en Super Bowl. Efter Super Bowl XIL kunne han hæve trofæet sammen med sine medspillere fra Indianapolis Colts, og indtil har Las Vegas sat alle odds på, at han vil gentage succesen.

Der er ingen tvivl om, at en ring nummer to til Peyton Manning vil hive ham op i en helt særlig kategori. Allerede nu taler eksperterne om, at Peyton Manning måske er den bedste quarterback, der nogensinde har spillet. Men hvordan måler du egentlig, om en quarterback er bedre end en anden? Hvilke parametre kigger du på? Og hvad afgør, om du er en bedre quarterback end en, du aldrig hjar kunnet spille imod?

Der er mange forskellige måder at sammenligne quarterbacks på. Den nok mest populære er ved at kigge på antallet af ringe på fingrene. Hvor mange Super Bowls har du vundet? Hvis det udelukkende var antallet af ringe, der talte, så ville Joe Montana med fire super Bowl sejre være den bedste quarterback nogensinde. Montana er også et rigtig godt bud i andre kategorier, men handler det bare om ringe, så er han den bedste. Men han er ikke alene om fire sejre. Terry Bradshaw vandt i 70'erne også fire ringe med Pittsburgh Steelers. Så er det sammenligningsgrundlaget, så er han også med i samtalen.

En anden populær måde er at sammenligne antal af kastede yards. Gør vi det, må vi tage en herre som Brett Favre ind i beregningen. Han har kun spillet i to Super Bowls og vundet en. Men han har gennem 19 sæsoner kastet over 69.000 yards og scoret 497 touchdowns. Det er helt enestående. Nedenfor er listet nogle andre store quarterbacks gennem tiderne.

(Navn, yards, touchdowns)
Johnny Unitas: 40.239 - 290
Joe Montana: 40.551 - 273
John Elway: 51.575 - 300
Dan Marino: 61.361 - 420
Peyton Manning: 50.128 - 366
Troy Aikman: 32.942 - 165
Ken Anderson: 32.838 - 197 (16 år hos Bengals)
George Blanda: 26.920 - 236 (26 år hos Bears, Oilers og Raiders)
Drew Bledsoe: 44.611 - 251
Terry Bradshaw: 27.989 - 212
Tom Brady: 30.844 - 225
Boomer Esiason: 37.920 - 247
Dan Fouts: 43.040 - 254 (15 år hos Chargers)
Jim Kelly: 35.467 - 237 (11 år hos Bills)
Warren Moon: 49.325 - 291
Phil Simms: 33.462 - 199 (14 år hos Giants)
Fran Tarkenton: 47.003 - 342 (18 år hos Vikings og Giants)
Vinny Testaverde: 46.233 - 275 (21 år hovedsageligt hos Buccaneers, Browns og Jets)
Steve Young: 33.124 - 232
Archie Manning: 23.911 - 125 (14 år hos Saints, Oilers og Vikings)

Går vi hårdt efter denne kategori, så kan vi godt se, at Peyton Manning måske er på vej til noget helt stort. Regner vi med, at han spiller fem år mere på samme høje niveau og holder sig relativt skadesfri, så bliver det jo et spørgsmål om matematik. Han kaster omkring 4.000 yards om året, så vi lægger 20.000 til hans 50.128. Det betyder, han passerer Brett Favre (hvis vel at mærke Favre nu endelig har trukket sig tilbage). Samtidig kaster han med sit spillesystem ikke under 30 touchdowns om året. Det giver ham 150 mere, og lægger vi dem til hans 366, ryger han som den første over på den anden side af 500.

Løber du ind i nogle lidt ældre fans, så slipper du ikke for at høre om Johnny Unitas. Han skabte Baltimore Colts i 50'erne og 60'erne, og da NFL i slutningen af 60'erne gik sammen med det nye AFL, var Unitas' karriere på hæld. I Super Bowl III var han skadet hele året, men i desperationsforsøg på at hive sejren hjem over New York Jets og opkomlingen Joe Namath, blev han sat ind i 4. quarter i stedet for Earl Morrall. Han kastede Colts' eneste touchdown, men Jets vandt stadig kampen 16-7. Til gengæld stod Unitas bag roret, da Colts to år senere vandt deres første Super Bowl 16-13 over Cowboys . også selvom han blev skadet i 2. quarter og måtte udgå. Unitas er samtidig blev ligaens MVP hele fire gange. Men er han den bedste quarterback i historien.

Hvad med Fran Tarkenton, der førte Minnesota Vikings til tre Super Bowls? Eller Jim Kelly, der førte Buffalo Bills til fire AFC-titler i træk?

Og Dan Marinos fantastiske 61.361 yards og 420 touchdowns må da også tælle for noget. Men Marino spillede 17 hos Miami Dolphins i en periode, hvor de ikke nået de store resultater. Det samme gælder for Archie Manning, der er far til Peyton og Eli (der er quarterback hos New York Giants). Archie spillede for Saints, Oliers og Vikings og nåede aldrig nogle store resultater med hold, der simpelthen ikke var særlig gode. Men hvor god var han? Han spillede - som Peyton - med nummer 18 på ryggen for sin skole Ole Miss. Og for at understrege hans dygtighed og hans legende som quarterback bør det nævnes, at hastighedsbegrænsningen på Ole Miss campus ikke er 20 miles i timen som andre steder. Den er 18!

Ville Archie Manning have 2-3-4 titler, hvis han havde været quarterback hos Steelers ellers Cowboys? Hvad med Vinnie Testaverde? Der er ingen, der nogensinde vil kalde ham en af de bedste quarterbacks i historien. Men i 21 år spillede han hovedsageligt hos Tampa Bay, Cleveland og New York Jets, der for at sige det mildt var elendige. Alligevel bankede han 46.233 yards på tavlen og scorede 275 touchdowns.

Terry Bradshaw, Dan Fouts, Ken Anderson med flere spillede på et tidspunkt, hvor der stadig blev lagt størst vægt på løbespillet. I dag handler det meste om kast. Derfor er det også lettere for Peyton Manning og Tom Brady at se bedre ud og få gode tal på tavlen i dag, end det var for de øvrige quarterbacks tidligere. Regelændringerne har medført, at det er meget attraktivt og væsentligt lettere at være et hold, det satser på kast end på løb. Tre af de fire hold i de to conference finaler var da også deciderede kastehold (Kun Jets var et rent løbehold), og i dag er det nærmere normen end undtagelsen, at en quarterback i desperation vil kaste den ned ad banen mod en enlig receiver. Griber han den ikke, dømmer dommerne meget sandsynligt pass interference, og så får holdet en ny 1. down. Okay, det hjælper ikke på quarterbackens tal, men det hjælper på hans antal af point og sejre og måske også Super Bowl ringe.

Når alt kommer til alt, må vi konstatere, at det ikke er muligt at udpege, hvem den bedste quarterback i historien er. Men vinder Manning sin anden titel på næste søndag, så er han godt på vej ind i diskussionen. Og det kan man ikke tage fra ham.

Favres fantastiske færd

Søndag aften spillede quarterback Brett Favre sin hidtil sidste kamp i NFL. Vi ved ikke, om han kommer tilbage igen næste år, for det ved vi aldrig, når en sæson slutter. Men vi ved, at han har afsluttet sit 19. år i National Football League og måske spillet sin bedste sæson nogensinde.

I løbet af sæsonen har han i alt kastet 38 touchdowns og blot 9 interceptions. Alligevel er der en kedelig chance for, at han i den nærmeste fremtid mest vil blive husket for den interception, der måske var hans sidste kast i karrieren. Efter at have domineret gennem det meste af kampen og haft et markant bedre offense end New Orleans Saints, forsøgte Brett Favre i de sidste minutter at dirigere sine tropper ned ad banen for at skaffe de afgørende point.

Vikings havde haft ikke mindre end 6 fumbles, hvoraf de selv havde fået fat på de tre af dem, og Favre selv havde kastet en enkelt interception. Alligevel havde han tid på klokken til at få sit hold ud af den 28-28 stilling, de stod med. Et fantastisk kast til Sidney Rice fik Vikings inden for field goal-afstand. Men da der skulle lægges låg på, gik det galt. Først fik Vikings en 5 yard straf, fordi der havde været 12 mand på banen. Den straf blev afgørende for det andet, der skete.

Straffen fik Vikings uden for field goal afstand, og derfor blev Brett Favre nødt til at kaste bolden. Havde de ikke fået straffen, havde Favre måske sagtens kunnet finde på at kaste bolden, men han havde muligheden for at lade Adrian Peterson eller Chester Taylor løbe med den. Det betød, at Saints-forsvaret havde været nødt til at dække alt af. Efter straffen kunne de udelukkende koncentrere sig om kastet.

De valgte at lægge ekstra pres på Favre, der blev presset ud af højre side af den offensive 'lomme', hans linjemænd havde lavet til ham. På farten kastede han bolden mod venstre for igen at finde Sidney Rice. Porter kom på tværs og interceptede bolden. Favres sidste kast var en realitet. Ugen før havde Favre lavet nøjagtigt samme kast - med stor succes.

Saints fik altså bolden tilbage, og Vikings kunne ikke afgøre kampen. Vi måtte ud i overtid. Der havde Favre været før. Men problemet er formen. I princippet kan kritikere af overtids-reglerne hævde, at årets NFC-finale blev afgjort på et mønt-kast.
New Orleans Saints vandt møntkastet, fik bolden og gik ned og scorede det afgørende field goal. Brett Favre nåede aldrig at se bolden i overtime. Kampen var slut. Saints er i Super Bowl.

Tilbage stod en meget skuffet Brett Favre. Han var blevet kastet ud i situationen, da 12 mand løb på banen til spillet før. Nu forsøgte han sig på sin velkendte "gunslinger"-manér at skabe noget; at gøre det umulige. At lave 'en Favre'. For når man har været i ligaen så længe, så har man lagt navn til et par ting. Det lykkedes bare ikke. Og nu står han så med risikoen for at blive husket som ham, der altid kastede interceptions. Ham, der endte med at knække.

Brett Favre har i mange år været en stor dreng på en legeplads, og han har formået at spille spillet på den måde. Ingen andre har nogensinde gjort, hvad han har gjort. Og chancerne for, at nogen igen kommer til at gøre det, er stort set lig nul. Brett Favre bør huskes for den sæson, han har haft. Han bør huskes som den quarterback, der har sat flest rekorder nogensinde. Og han bør mindes som en af de største i sporten nogensinde. Men måske er det alligevel for tidligt. For han vender vel bare tilbage igen næste år.