Husker du? Farvel til Maradona

Diego Maradona var ikke bare overraskende fit men nærmest euforisk, da han overtog styringen på det argentinske hold under VM i 1994.







Efter to fantastiske kampe og to sejre i kassen blev Diego Maradona taget for at have brugt doping og smidt ud af VM i USA i 1994. Argentina vandt ikke flere kampe.

Det er ikke altid let at sige farvel, men Diego Armando Maradona, en af de bedste og mest betydningsfulde spillere i VMs historie, kunne nok godt have ønsket sig en anden udgang på sin VM-karriere end den, han oplevede i 1994.

Diego Maradona var 33 år, da VM i USA begyndte, og han skulle slet ikke have været der. Officielt repræsenterede han argentinske Newell’s Old Boys, men havde kun spillet syv kampe for klubben og led af stærk overvægt og manglende form efter at have indtaget alt for meget vin, alt for meget mad og alt for mange stoffer. Et billede af Maradona taget et par måneder før VM viste helt tydeligt, at han umuligt kunne blive klar til turneringen startede.

Et resultat af Maradonas manglende form var, at Argentina ikke havde spillet godt i deres kvalifikations-runde. De havde afsluttet en forfærdelig turnering med at tabe 5-0 hjemme til Columbia og havde kun kvalificeret sig til USA gennem to playoff-kampe mod Australien. Efter 1-1 i Sydney, vandt de 1-0 hjemme i Buenos Aires.

De fleste eksperter var mildest talt overraskede, da de så en fuldstændig veltrænet Diego Maradona stille op for Argentina den 21. juni, 1994 på Foxboro Stadion omkring 17 miles syd for Boston for at spille imod Grækenland i deres åbningskamp. Hans forvandling var uhyggelig og ikke normal.
Det var ikke kun Maradona men hele holdet, der kom blæsende ud af starthullerne. Efter kun to minutter driblede Gabriel Batistuta hele vejen fra midten af banen gennem grækernes forsvar og bankede bolden forbi målmand Antonis Minou til stillingen 1-0. For Argentina var dette en absolut drømmestart på turneringen.

Lige før halvleg fintede Batistuta en aflevering til José Chamot og fyrede bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet.

Da en halv times tid var spillet, afsluttede Maradona nogle elegante et-to afleveringer med et brag af et venstrebensskud i nettet, hvorpå han løb ud mod kameraet ved sidelinjen og stak sit euforiske fjæs helt op i skærmen som for virkelig at lade alle tvivlerne vide, at han for alvor var tilbage. Batistuta sluttede festen med at score på straffe i sidste minut. Argentina havde åbnet turneringen med en 4-0 sejr over grækerne.

Nigeria havde slået Bulgarien 3-0 i deres åbningskamp, og de blev ikke overraskende anset for at være det bedste afrikanske hold, der nogensinde havde været med i VM. Mange havde dem som favoritter i Gruppe D, men den imponerende indsats af Maradona og hans holdkammerater havde måske ændret den holdning en anelse.

Da Samson Siasia skød bolden over den argentinske målmand Luis Islas i 8. minut i den næste kamp, så det kort ud til, at den originale profeti måske ikke havde været helt ved siden af. Men du kan aldrig slappe af i en kamp, hvor Maradona står på den anden side. I 22. minut fandt det 33-årige boldgeni med et perfekt frispark Claudio Caniggia, der udlignede sikkert.

Syv minutter senere fandt Maradona Batistuta med et hælspark, og Batistuta skød hårdt og lavt. Peter Rufai i Nigerias mål kunne ikke holde bolden, og igen var Caniggia på plads for at tage sig af situationen. Han bragede bolden op i nettaget.

Nigeria kom sig aldrig over det, og mens alle skrev historier om Maradonas fantastiske ”genfødsel”, gik det de fleste næser forbi, at Caniggia selv var blevet ”genfødt”. Det var blot en måned siden, han var kommet tilbage fra sin udelukkelse på grund af kokain. En mere interessant historie om stoffer skulle dog snart se dagens lys, og så glemte alle historien om Caniggia.

Maradona blev testet positiv for fem forskellige præstationsfremmende midler, og da et af dem var efedrin, fik alle svaret på, hvordan Maradona havde formået at tabe så mange kilo så hurtigt. Han havde tidligere måttet forlade Napoli i skam efter at have kæmpet med afhængighed af kokain, hvorefter han var med i en kampagne mod stoffer. I 1997 blev han igen testet positiv.

Diego Armando Maradona var ude af VM. Han nåede at spille 21 VM-kampe, vandt turneringen én gang og blev nummer to én gang. Han havde haft en fantastisk karriere. Men sikke en sørgelig måde at slutte den på.

Maradona valgte at blive i USA og heppe på sit hold, og han arbejdede også som ekspert på en argentinsk radiostation. Men på banen kunne Argentina ikke fungere uden deres naturlige leder. Okay, de var allerede videre til næste runde, da de tabte 2-0 til Bulgarien, men de forsøgte faktisk at vinde kampen. De kunne bare ikke.

I ottendedels-finalerne slog Rumænien Argentina ved simpelthen at spille bedre og mere organiseret fodbold. Maradona var savnet som aldrig før, og kameraerne fandt ham konstant ude på tilskuerpladserne. Men Maradona var ude. Og det samme var Argentina nu også.

USA overraskede England

Den største og mest fantastiske overraskelse i VMs historie skete under VM i Brasilien i 1950. USA vandt 1-0 over England i den anden gruppekamp.

Den måske aller største overraskelse i VMs historie kom i Brasilien i 1950, da USA slog England og var skyld i en ændring hos englænderne, der stadig gælder i dag.


I dag virker det måske ikke som noget specielt, at England tabte til USA i en VM-kamp. England tabte også deres sidste kamp til Spanien, og hverken englænderne eller amerikanerne gik videre fra Gruppe 2. Men for helt at forstå den betydning nederlaget havde for England og for resten af fodbold-verdenen, er man nødt til at sætte resultatet i perspektiv.

England var det mest berømte fodboldland i verden. De havde opfundet sporten, og de havde spillet under fuldt organiserede forhold og i en fuld-professionel liga i tæt på 100 år. De turnerede rundt i hele verden med et udvalg af ”landshold” og spillede opvisningskampe, og de blev hyldet og tiljublet overalt, hvor de spillede.

Den helt store stjerne på Englands hold var Stanley Mortensen. Hvis du spurgte fodbold-eksperter på den tid, hvem den bedste spiller i verden var, ville det være meget svært for dem at komme på et alternativ til Stanley Mortensen. Mortensen var en elegant spiller med en sublim boldkontrol, og så var han lynhurtig, havde en fantastisk kraft i sine skud og var meget præcis. Han var med andre ord en af de mest perfekte spillere nogensinde i fodbold.

En endnu mere populær spiller var Stanley Matthews, men den store Blackpool-spiller havde ikke spillet i de sidste kampe for England, og i Brasilien kom han kun ind i den sidste kamp mod Spanien.

Stanley Mortensen spillede på et udvalgt ”landshold”, der turnerede i Nordamerika før VM i Brasilien, og siden dette var Englands første optræden i VM, efter de var trådt ind i FIFA, havde de forberedt sig rigtig godt og grundigt.

At sige at englænderne så sig selv som ”Konger af fodbold” er en stærk underdrivelse. Efter 2. Verdenskrig havde England spillet 30 kampe, vundet 23 og spillet 3 uafgjort. De havde de mest veltrænede og bedst spillende folk til deres rådighed på samtlige pladser på banen, og der var så meget selvtillid i truppen, at det er svært at argumentere imod en påstand om, at det var gået langt over stregen og var blevet til helstøbt arrogance.


St. Louis i Missouri var et af blot to større fodboldcentre i USA. Der var nok immigranter i New York til at spille fodbold, men St. Louis havde også mange ”italienere” som eksempelvis målmand Frank Borghi, Joe Maca, Charlie Colombo, Gino Pariani og Frank Wallace, hvis rigtige efternavn var Valicenti. Han blev dog stadig kaldt ”Pee Wee” (på dansk: ”stump”) på grund af sin størrelse. Charlie Colombo blev kaldt ”Gloves” (på dansk: vanter), fordi han altid bar tykke, brune læderluffer, når han spillede – selv når det var varmt.

Da manager Bill Jeffrey en dag efter en lokal-kamp mod et andet St. Louis-hold fortalte dem om muligheden for at komme til at spille i VM, kiggede de på hinanden, som var det en vittighed. For det første havde de alle sammen et arbejde og spillede kun fodbold i deres fritid. For det andet havde de ingen som helst grund til at tro andet end, at de ville blive blæst af banen i samtlige kampe, hvis de forsøgte at spille med i en turnering mod verdens bedste lande. Men måske vigtigst af alt: VM startede kun to uger senere.

De indvilligede i at spille en kamp mod en kombineret hold af spillere fra østkysten, og tanken var, at efter kampen skulle Jeffrey så udvælge de spillere fra de to hold, han mente ville kunne klare sig bedst i Brasilien.

Gino Pariani fik fremskudt sit bryllup, fordi han nu skulle være i Brasilien på den originalt fastsatte dato, og ”Pee Wee” Wallace var nødt til at få noget meget stærkt i sin drink for overhovedet at sætte sine ben i en flyver, efter han havde erhvervet sig nogle kraftige psykiske problemer under krigen.

Spillere fra østkysten og spillere fra St. Louis blev valgt til holdet, og så var det ellers af sted til New York for at få ti koncentrerede dage i træningslejr. De boede på det ikke særligt fine Broadway Hotel, og de festede om aftenen og trænede om dagen.
En dag fik de nyheden om, at det udvalgte ”landshold” med Stanley Mortensen var ved at afslutte deres turné i Nordamerika, og at de gerne ville spille en kamp mod det amerikanske landshold. De accepterede men fortrød det med det samme. I øsende regnvejr tabte de kampen stort, og USA havde nu tabt de syv seneste landskampe, de havde spillet – inklusive kampene ved VM i 1934 og OL i 1948 – med sammenlagt 45-2.

Før amerikanerne ankom til Brasilien, vidste de, at de måtte have fat på Joseph Gaetjens, en spiller fra Haiti på studenter-visum. Anfører Walter Bahr kendte ham fra tidligere og insisterede på, at han kom med. De havde også Joe Maca, der oprindeligt var fra Belgien med på holdet samt den store skotte Ed McIlvenny. De besluttede at udnævne McIlvenny til anfører, fordi han var brite, men der var ingen tvivl om, at Walter Bahr, der var af tysk oprindelse, var den naturlige leder på holdet.

Det skal også nævnes, at Walter Bahrs sønner Matt og Chris begge har prøvet at sparke field goals i hver deres Super Bowl. Matt vandt en ring med Pittsburgh Steelers i 1991, og Chris vandt to ringe med Raiders i 1981 og 1984.


Efter at Gino Paiani scorede et tidligt føringsmål mod Spanien, modstod amerikanerne det spanske pres, indtil der var ti minutter tilbage af kampen. Først udlignede Silvestre Igoa i 80. minut, og to minutter senere gjorde Estanislao Basora det til 2-1 til Spanien. Telo Zarraonandía, også kaldet ”Zarra” bankede det sidste søm i kisten tre minutter senere.

I det mindste havde amerikanerne bevist, at de kunne konkurrere indtil det sidste, og de var faktisk opstemte og fulde af selvtillid før kampen mod England. England havde selv slået Chile 2-0 på mål af Stanley Mortensen og Wilf Mannion. Nu var de klar til at sønderbanke ”kolonisterne”.

Kampen blev spillet omkring 300 kilometer fra Rio i en by, der hed Belo Horizonte. Ved kampens start var 10.151 tilskuere på plads.

Englænderne startede kampen i et rivende tempo. De missede den ene gode chance efter den anden, og i målet begyndte Frank Borghi at forstå, at han ville få den bedste dag i hele sin karriere. Stanley Mortensen havde alene mindst seks store chancer i 1. halvleg, men hvis ikke bolden ramte overliggeren eller stolperne, så var Frank Borghi i vejen.

I 38. minut modtog Walter Bahr et indkast og sendte med det samme bolden ind i det engelske straffesparksfelt. Hjemme i New York var Joseph Gatjens berømt for sine mange mål, hvor han kastede sig frem og scorede med hovedet. Endnu en gang kastede han sig frem foran forsvarsspillerne og headede bolden forbi målmand Bert Williams. 1-0 resultatet var ikke en god indikator for spillets og chancernes fordeling, men det var et hårdt tilkæmpet resultat – og det var historisk. Stillingen holdt til pausen.

England besluttede sig for at flytte Stanley Mortensen frem som center-forward og Roy Bentley ud som wing. Det ændrede ikke meget. England havde stadig kontrollen, og de skabte stadig chancer. Men den levende mur mellem målstolperne kunne de ikke slå. To gange hævdede englænderne, at bolden var over linjen, men den italienske dommer Generoso Dattilo sagde nej.

Da kampen nærmede sig sin afslutning, begyndte amerikanerne selv at skabe flere chancer. Blandt andet måtte Bert Williams hente en af sine aller bedste redninger frem for at stoppe et skud fra Pariani, og Alf Ramsey måtte redde bolden på mållinjen.

I løbet af kampen var flere og flere tilskuere ankommet til stadion, efterhånden som den sensationelle nyhed bredte sig. Fotos fra dengang bekræfter, at over 40.000 tilskuere befandt sig på stadion, da Dattilo blæste i sin fløjte for sidste gang. De løb ind på banen og fejrede begivenheden med amerikanerne. Den legendariske sportsjournalist Dent McSkimming fra St. Louis Post-Despatch var den eneste amerikanske journalist ved VM i Brasilien, og han havde endda selv betalt sin tur derned. Og faktisk var hans avis den eneste amerikanske avis, der bragte nyheden om den sensationelle sejr.

I England troede de ikke på de første nyheder, der tikkede ind. De var overbeviste om, at der var tale om en skrivefejl, og at England havde vundet 10-1, hvilket slet ikke var et utænkeligt resultat, og det var det, de første sendte ud. Da de fandt ud af det rigtige resultat, var de helt igennem chokerede.

Sjovt nok var amerikanerne ikke de eneste ”kolonister”, der generede englænderne den 29. juni, 1950. På selv samme dag tabte England en cricket kamp på hjemmebane til Vestindien for første gang nogensinde.

I Brasilien slog Spanien englænderne 1-0 i den sidste gruppekamp, og amerikanerne tabte 5-2 til Chile, efter at have holdt dem til 2-2, indtil der var en halv time tilbage af kampen. Begge hold var ude. Men hvor englænderne forlod Brasilien tunge i hjertet, så smiler amerikanerne stadig, når de tænker tilbage på den dag.

England begyndte at tage deres egen sport endnu mere seriøst efter ydmygelsen i Brasilien, og nederlaget havde en meget direkte effekt. Aldrig nogensinde siden har englænderne spillet i blå trøjer, som de gjorde den dag.

Svenskerne slog igen

Vesttyskernes vej til sejr på hjemmebane i VM i 1974 var lang og hård. Men det var ikke kampen mod svenskerne, de havde regnet med skulle være en af de hårdeste, sværeste og mest underholdende.





I den måske aller bedste kamp under VM i 1974 i Vesttyskland, viste Sverige, at de ikke havde tænkt sig at bukke under for overmagten.

Da Vesttyskland og Sverige trådte ind på Rheinstadion i Düsseldorf lidt før klokken 19.30 30. juni, 1974, var der meget høje forventninger. 67.861 tilskuere ventede med længsel på det, der på papiret lignede en sikker tysk sejr.
Men tingene skulle drastisk ændre sig i en kamp, der står ud, som den måske bedste kamp i turneringen, og minderne fra den kamp lægger sig stadig ind blandt de ti bedste i VM-historien.

Sveriges vej frem til dette møde havde været lang og hård. I deres kvalifikationsgruppe 1 spillede de imod Østrig, Ungarn og Malta. Og mens Malta ikke formåede at få nogle point, så endte både Østrig, Ungarn og Sverige med otte point hver. Ungarn gjorde det endda uden at tabe en eneste kamp.

Siden Ungarns målforskel var på +5, og både Sveriges og Østrigs var på +7, blev det bestemt, at Sverige og Østrig skulle spille en afgørende kamp mod hinanden for at afgøre, hvem der skulle med til VM. 27. november, 1973 slog svenskerne Østrig 2-1 i et tæt opgør i Gelsenkirchen i Vesttyskland, og endelig var Sverige klar til VM.

VESTTYSKLAND var til 2. runde i VM uden at have imponeret hverken deres fans eller de mange, der fulgte med bag tv-skærmene. En tilstand af kaos havde hersket, fordi en diskussion om penge havde delt spillerne og trænerne op i flere lejre, hvilket til slut fik anfører Franz Beckenbauer til at træde ind og skabe ro på igen.
I deres første kamp mod Chile var det stort set umuligt for dem at trænge igennem den røde mur og måtte ”nøjes med” et fantastisk skud fra 30 meter af Paul Breitner, der skaffede dem en sejr på 1-0. Men den dårlige indsats på banen fremkaldte faktisk en mængde buh-råb fra tilskuerne, da tyskerne efter kampen gik fra banen.

I deres anden kamp mod Australien, havde tyskerne spillet lidt bedre eller i det mindste været lidt mere effektive, idet de scorede tre mål. Wolfgang Overath, Bernd Cullmann og Gerd Müller fik alle deres navne på måltavlen, men det var Franz Beckenbauer, der mere og mere trådte frem som en naturlig leder. Ikke alene spillede han med stor energi og kontrol, han lod aldrig til at miste sit overblik. Han var en sand anfører og blev beundret over hele verden for sine evner. I dette VM viste han virkelig sine fødte lederegenskaber og sine fantastiske evner på fodboldbanen.

Det var dog ikke nok imod Østtyskland. I det første og derfor historiske møde mellem de to nabolande (olympiske amatørkampe ikke medregnet) slog Østtyskland værterne 1-0 efter endnu en meget skidt angrebs-indsats af vesttyskerne. Det skulle vise sig, at det ikke var en dårlig idé at komme ind i 2. runde efter Østtyskland, for mens deres modstandere nu hed Brasilien, Argentina og Holland, stod værtsnationen overfor kampe mod Jugoslavien, Polen og Sverige.

De slog jugoslaverne 2-0 og viste meget bedre spil, end de havde gjort tidligere i turneringen. Først kom de foran på endnu et langskud fra Paul Breitner, og derefter fandt Overath Gerd Müller, der scorede, mens han faldt baglæns. Et rigtigt Gerd Müller-mål.

SVERIGE åbnede turneringen imod Bulgarien og demonstrerede et imponerende forsvars-orienteret spil. Med angrebs-eksperter som Ove Kindwall, Ralf Edström og Roland Sandberg på holdet, kunne man godt undre sig lidt over valget af taktik, men i det mindste holdt det Bulgarien fra at score i en kamp, der endte 0-0, selvom Georgi Denev ramte overliggeren i 1. halvleg.

Den anden kamp imod Holland var langt mere interessant. Holland havde vadet igennem Uruguay i deres første kamp og havde vist fantastisk, afslappet, angrebsfodbold i en 2-0 sejr. Svenskerne valgte deres defensive tilgang igen, og det lod til at passe hollænderne fint. Angrebene regnede ned over det svenske forsvar, og det var et mirakel, at de holdt stand. 0-0 resultatet var en stor overraskelse, men det fortalte i det mindste tyskerne, at der skulle noget helt særligt til for at komme igennem det svenske forsvar. Det er i øvrigt også fra Sveriges kamp imod Holland, at vi har det perfekte øjebliksbillede af Johan Cruyff, der går forbi en svensk forsvarer tæt på sidelinjen ved at drible bolden mellem sine egne ben, mens han vrider sin krop i en umulig stilling. Der må stadig være mærker efter svenskeren, der blev skruet ned i græsset på Westfalen Stadion i Dortmund.

I den sidste kamp var svenskerne oppe imod de tidligere dobbelte verdensmestre fra Uruguay, der efter nederlaget til Holland havde spillet 1-1 mod Bulgarien. I endnu 45 minutter begravede svenskerne sig i forsvaret. I begyndelsen af 2. halvleg tittede de henover midterlinjen og så tilsyneladende ikke noget, der skræmte dem. De begyndte at bevæge sig lidt fremad, og med det samme scorede Ralf Edström med en fabelagtig venstre-fods helflugter. 16 minutter før tid rundede Roland Sandberg en forsvarer og bragede bolden i mål, før Edström lukkede og slukkede med sit mål til 3-0. Uruguay kvalificerede sig ikke til et VM før 1986, og størstedelen af holdet blev udskiftet efter fadæsen i Vesttyskland.

Sverige spillede god fodbold i første kamp i 2. runde imod Polen. Men da Robert Gadocha på et hjørnespark to minutter før pausen fandt Andrzej Szarmach, der sendte bolden videre til Grzegorz Lato, headede den 24-årige angriber fra Stal Mielec bolden i mål bag Ronnie Hellström. Svenskerne forsøgte dog at holde presset igennem resten af kampen, men den polske målmand Jan Tomaszewski var fabelagtig og bød på en klasseredning, da Staffan Tapper i 63. minut skød straffe.

Sverige begyndte kampen imod tyskerne, som de havde begyndte alle deres tidligere kampe. Indtil videre var polakkerne de eneste i turneringen, der havde formået at score et mål imod Sverige, og det var en ganske logisk beslutning at forsøge sig med det, de havde bevist ville virke.

Vesttyskland lod til at have fundet en bedre rytme i deres spil, nu da Franz Beckenbauer tilsyneladende var mere en leder for tyskerne, end træner Helmut Schön var, og i regnvejret forsøgte de af alle kræfter at bore sig igennem det svenske forsvar i 1. halvleg. Det var umuligt. I stedet fyrede Ralf Edström i det 24. minut endnu en af sine nu snart berømte venstrefods-helflugtere af, og bolden sejlede henover det tyske forsvar og en forbavset Sepp Maier i målet. Det var en af de smukkeste mål i en turnering, der producerede en stor håndfuld af dem. Det stod 1-0 til Sverige, da de gik til pause.

Tabet af angriber Bosse Larsson i det 32. minut begyndte at vise sin betydning, da 2. halvleg kom i gang, og seks minutter inde i kampen scorede Wolfgang Overath for en sjælden gangs skyld med sin højre fod, før Rainer Bonhof blot minuttet efter bragte Vesttyskland i front med et mål, der tog begge stolper, før bolden gik ind.

Nu havde de tyske fans noget at juble over, og de gjorde det højlydt, men kun i omkring yderligere et minut, for det var alt, hvad Roland Sandbergt behøvede for atter at få svenskerne tilbage på uafgjort. Hans-Georg Schwarzenbeck formåede ikke at heade bolden væk, og bolden landede lige for fødderne af Sandberg, der med et hårdt skud i den modsatte side af målet snød Sepp Maier. Stillingen var 2-2, og denne kamp var langt fra slut.

Nu begyndte regnen for alvor at piske ned, og det hjalp ikke på forholdene for nogle af de to mandskaber. I 76. minut viste værterne, at de havde mere at byde på. Jürgen Grabowski bankede bolden i mål inde i feltet, før Uli Höeness i det 89. minut scorede på det straffe, Inge Ejderstedt havde begået mod Gerd Müller. Svenskerne havde ikke mere tilbage at give af, og tyskerne vandt 4-2. Men Sverige efterlod nogle af de bedste øjeblikke i VM både hos tilskuere og fans men også hos de senere verdensmestre, Tyskland.

Algeriet rystede tyskerne

Ikke mange tyskere fra VM-holdet i 1982 kan glemme Lakhdar Belloumi fra undertippede Algeriet.






Vesttyskland var fast besluttede på at genvinde den titel, de havde tabt fire år tidligere, så de gik ind til åbningskampen i VM 1982 i Spanien mod Algeriet med masser af talent, selvsikkerhed og viljestyrke. Men den lille Nordafrikanske fodboldnation tog fusen på de tidligere verdensmestre såvel som resten af verden.

I mange år så tyskerne det som en skandale. At gå fra en åbningskamp i VM uden sejr er acceptabelt, især hvis du er oppe imod en god modstander med masser af potentiale til at komme langt i turneringen. At tabe er aldrig acceptabelt. Men når du taber til en lille Nordafrikansk fodboldnation, så er det værre. Det er ... ja, en skandale.

42.000 tilskuere var på plads på El Molinón i Gijón 16. juni, 1982, da de frygtede tyskere i deres hvide trøjer indtog græstæppet for at tage imod Algeriet i grønt. Det skulle blive en kamp, ingen af de to hold ville komme til at glemme.

Vesttyskland var opsatte på at genvinde den titel, de havde tabt fire år tidligere i Argentina. De havde jo trods alt vundet det sidste VM, der blev afholdt i Europa, da de løftede trofæet på hjemmebane i 1974. Under ledelse af den karismatiske Karl-Heinz Rummenigge var de klar til at gøre det igen. Og ingen lille afrikansk nation skulle stå i vejen for dem.

Når du kigger på statistikken for kampen, taler den sit eget sprog. 16 hjørnespark til Vesttyskland mod fire til Algeriet. Tyskerne var gennem størstedelen af kampen hele tiden et skridt foran. Og selvom stillingen ved halvleg var 0-0, kunne det blot være et spørgsmål om minutter, før storfavoritterne ville få lirket Algeriets forsvar op og scoret kampens første mål.

Algeriet havde en anden plan. Da årets afrikanske fodboldspiller, Lkhdar Belloumi i det 54. minut fyrede et skud af udefra, blokkede tyskernes målmand Harald ”Toni” Schumacher bolden. Uheldigvis landede den lige for fødderne af Rabah Madjer, der sendte bolden i nettet. Algeriet førte 1-0.

Vesttyskerne gik ikke i panik. De havde masser af tid, og de havde jo ikke spillet dårligt. De vidste, de ville skabe chancer, for det gjorde de altid. De savnede deres måske mest kreative midtbanespiller, Hansi Müller, men i hans sted havde de fundet Felix Magath, og han gjorde det ganske udmærket. I det 67. minut var Magath manden bag den forventede udligning, da han sendte en hård, flad aflevering ind foran mål, som Karl-Heinz Rummenigge kunne glide ind i. Mål til Vesttyskland. Nu måtte de da være på rette spor mod en sejr. Rummenigge, som Bayern München havde hentet for omkring 70.000 kroner hos Borussia Lippstadt tilbage i 1974, var begyndt at leve op til forventningerne, og nu havde han scoret det første af fem mål i turneringen.

Et minut tog det. Vesttyskerne var stort set lige kommet på plads, da Lakhdar Belloumi besluttede sig for at vise, at Algeriet skulle tages alvorligt. Da han på en aflevering fra Salah Assad i venstre side sendte bolden ind bag en rystet Toni Schumacher, kunne man læse tvivlen i de tyske ansigter. Algeriet var igen foran.

Vesttyskland pressede på i de sidste 20 minutter, men Algeriet holdt ud og vandt kampen. Det var en af de største overraskelser i Vesttysklands fodboldhistorie såvel som i VM’s historie.

Algeriet blev den første afrikanske nation, der slog en europæisk i VM-historien. Og kun en forfærdelig kamp mellem Vesttyskland og Østrig, der endte med at have den konsekvens, at den fik ændret på FIFA’s regler, bragte tyskerne videre foran Algeriet.

"Er din mor prostitueret?"

Jeff Ireland er kommet under alvorlig beskydning i pressen for at have stillet et meget direkte spørgsmål under et interview, men er det berettiget?






I forbindelse med den nyligt overståede draft til NFL er der kommet en mængde interessante historier frem. Én af dem, der i går trak de store overskrifter i USA, var den om Miami Dolphins general manager Jeff Ireland, der under et interview med wide receiver Dez Bryant før draften tilsyneladende havde spurgt ham, om hans mor var prostitueret. Hold da op, hvor det fik folk op ad stolene.

Emails, blogs, læserbreve og avisartikler var fyldt med diskussioner, debatter og generel misbilligelse af Jeff Ireland. Nogle kaldte endda på en straf til ham, ligesom spillerne bliver givet straffe, når de overtræder det moralske kodeks, der eksisterer i NFL.

På det populære radioshow "Mike and Mike in the Morning", hvor journalisten Mike Greenberg og den tidligere football-spiller fra Philadelphia Eagles Mike Golic underholder om sport hver eneste morgen, var Golic ikke i tvivl. "Jeg ville have rejst mig op og knaldet ham en lige i smasken," sagde han onsdag morgen.

Golic er langt fra alene om det synspunkt. Mange mener endda, Jeff Ireland burde indberettes til alle mulige råd og domstole for at have stillet dette spørgsmål. Han har fornærmet Dez Bryant. Han har fornærmet hans mor. Og han har stillet et spørgsmål, der i aller bedste fald må siges at være helt irrelevant, mener kritikerne. Virkelig?

Lad mig med det samme sige, at havde jeg siddet i samme situation, så havde jeg ikke stillet det spørgsmål på den måde. Så skulle det lige være på plads. Men på spørgsmålet om, hvorvidt det er relevant, vil jeg tillade mig at sætte et temmelig stort spørgsmålstegn.

Dez Bryant kommer fra en familie, der ikke har levet under de bedste kår. Hans mor har endda været i fængsel og har i mange år bevæget sig i de kriminelle kredse. Når spørgsmålet om, hvorvidt hun har været prostitueret, har relevans, så er det fordi, mange prostituerede mødre i USA på et tidspunkt også vælger på et eller andet plan at prostuere deres børn. Det er handlinger, der er helt uden for barnets egen skyldsfære, og Dez Bryant ville aldrig kunne klandres for, hvis han havde været udsat for den slags. Men det vil automatisk have efterladt nogle voldsomme psykologiske ar og have givet ham en mental baggage, der ville have haft alle mulige chancer for at påvirke ham som fodboldspiller. Igen: Dez Bryant kan være jordens rareste menneske. Det er ikke hans skyld. Men stod jeg over for en mand i den situation, ville jeg aldrig hyre ham til et arbejde. Jeg ville have stabilitet og sikkerhed og pålidelig ind på min arbejdsplads, og en mand med den baggrund ville næsten garantere det modsatte. Jeg understreger, at det ikke har noget med Dez Bryant at gøre. Det er ikke hans skyld. Jeg ville bare ikke have ham.

En anden ting er, at vi egentlig ikke ved, hvordan spørgsmålet er blevet stillet. Hvis Jeff Ireland rejste sig op og pegede på Bryant og med hævet og spydig stemme sagde: "Er din mor luder?", så efterlader det et andet indtryk, end hvis han efter 90 minutters samtale, hvor Bryant har åbnet op omkring sin mors fortid, forsigtigt siger: "Så du fortæller mig, at din mor er prostitueret?" Der er kæmpe forskel på de to måder at spørge på. Vi ved ikke, hvordan det blev sagt.

Den tredje og måske aller vigtigste ting at tage med i sine overvejelser er situationen. Jeff Ireland sidder jo ikke og skal hyre en gut til at stå og sælge burgere på McDonalds. Han spørger jo ikke ind til en mands familie-forhold, fordi han skal bruge en, der kan stå i et skydetelt over sommeren. Han er ved at overveje, hvorvidt han skal bruge 30 millioner dollars på en investering, der vil kunne betyde sejr eller nederlag for hans virksomhed, Miami Dolphins, i de kommende år. Der er så store forretningsmæssige og økonomiske aspekter i denne samtale, at han må tillades at tage sig større friheder end andre. Du og jeg kan brokke os over en arbejdsgiver, der stiller den slags spørgsmål, men for folk som Kobe Bryant, Lionel Messi og Dez Bryant gælder der simpelthen nogle andre regler. De må og skal finde sig i mere, end vi andre gør, fordi de også i det daglige vil blive udsat for så meget mere og som betaling vil få så meget mere igen. Det skal der ikke herske nogen diskussion om.

Efter det kom frem, hvad Jeff Ireland havde spurgt om, har han ringet til Dez Bryant og undskyldt og sagt, at han ikke mente noget med det, og at det i hvert fald ikke skulle ses som manglende respekt. Han ønskede ham desuden held og lykke med sin karriere hos Dallas Cowboys. Betyder det, at han ikke mente det? Betyder det, at han fortryder sit spørgsmål? Sikkert ikke. Vi oplever dagligt undskylder fra folk, som ikke mener dem, og som kun siger undskyld, fordi vi skal videre, og der skal glattes ud. De mente stadig det, de sagde, da de sagde det. Og det er okay. Spørgsmålet var stadig legitimt. Kunne det have været stillet på en anden måde? Sikkert. Men vi ved ikke, hvordan det blev stillet. Og med al den ballade, der har været omkring Pittsburgh Steelers quarterback Ben Roethlisberger og hans to anklager om seksuelt overgreb med efterfølgende suspendering i seks kampe, så er der vel ikke noget at sige til, at spørgsmålene er lidt hårdere, lidt mere nærgående og væsentligt mere provokerende, end de er nede på grillbaren.

Dez Bryants mor fødte sin søn, da hun var meget ung. Hun har handlet med crack og har været i fængsel for det, og derfor var spørgsmålet stort set det naturlige næste spørgsmål i samtalen. Vi kan måske hurtigt blive enige om, at det var et spørgsmål, der i den grad gik over grænsen mand-til-mand. Ingen mænd kan lide at høre noget med sex og deres mor i samme sætning. Det virker bare ikke for os. Men derfra og til at hoppe helt op på barrikaderne over et spørgsmål som dette, det er bare forkert. Disse mennesker sidder og sælger en pakke. De sælger sig selv som sportsfolk. De sælger deres stabilitet, deres baggrund, deres pålidelighed. De skal gå med din uniform på og tale og agere som repræsentanter for dig og din virksomhed. Nåh ja, og i øvrigt er du ved at skrive en check på 30 millioner dollars til ham. Og så må du ikke sikre dig, at der ikke er flere skeletter i skabet, end dem, du umiddelbart kender til?

Nogle har også foreslået, at det måske var en test. Jeff Ireland provokerede Dez Bryant og ledte efter en reaktion. Men hvilken reaktion? Var det 'Den lydige Bryant', der ikke brokker sig eller mister fokus ved ubehagelige spørgsmål eller provokationer? Eller var det 'Den tændte Bryant', der kan bruge den slags provokationer til at blive bedre og vise, hvem der er den bedste? Ville det måske have været bedre, hvis han rent faktisk havde gjort, som Golic sagde, han ville have gjort? Måske skulle han have rejst sig op og smasket Jeff Ireland en lussing? Han kunne også have været hurtig og vendt den om og spurgt: "Er din?" Faktum er i hvert fald, at han ikke efterlod et godt nok indtryk og derfor gjorde eller sagde noget, der ikke faldt i Jeff Irelands smag. I dag skal han nemlig spille for Dallas Cowboys.

Der er dog en ting, vi med sikkerhed ved. Der vil ikke være mange cornerbacks, der i fremtiden står over for Dez Bryant uden at sige noget ganske ubehageligt om hans mor.

Maradona scorer det bedste mål

Der er nok ingen spiller, der alene har haft så stor betydning for et holds succes, som Diego Armando Maradona havde i Mexico i 1986. Her scorer han det måske bedste solo-mål i VM's historie.







Efter at have scoret et forfærdeligt mål med hånden viste Diego Armando Maradona kort efter en hel verden, hvorfor han blev anset for at være unik, da han scorede sit andet og muligvis det bedste mål nogensinde i kampen mod England i VM 1986.

Det er højst sandsynligt, at han altid vil blive husket i forbindelse med et andet rigtig grimt mål, men måske blev det bedste mål nogensinde i en VM-kamp scoret af Diego Armando Maradona i kvartfinalen i VM 1986 i Mexico.

For øjnene af 114.580 tilskuere på Stadio Azteca i Mexico City den 22. juni viste Diego Maradona den absolut værste og den absolut bedste side af sit unikke talent.
I det 51. minut havde han scoret det famøse mål med hånden, som han senere henviste til som El Mano de Dios – Guds hånd – men blot tre minutter senere besluttede den lille argentiner – og måske den bedste fodboldspiller nogensinde – at vise verden, at han også kunne score et ordentligt mål.

England havde ikke startet turneringen godt. De havde tabt til Portugal og spillet uafgjort mod Marokko og var kun kommet videre til næste runde takket være Gary Lineker, Everton-angriberen, der efter sommerferien skulle ned og prøve kræfter med den spanske liga for FC Barcelona. Med et vaskeægte hattrick mod Polen sikrede han, at England kom i ottendedelsfinalen mod Paraguay. Her scorede Lineker to mere, og Peter Beardsley lukkede og slukkede, da han sikrede Englands anden 3-0 sejr i træk. Det lod til, at englænderne var varmet rigtig godt op til kvartfinalen.

Argentina havde spillet bedre under ledelse af deres nye anfører Diego Maradona. De slog Sydkorea 3-1, spillede uafgjort 1-1 mod de forsvarende mestre fra Italien og slog Bulgarien 2-0. I ottendedelsfinalen slog de deres sydamerikanske rivaler Uruguay 1-0 og var klar til kampen mod England.

Efter det berygtede Guds hånd-mål, der nok vil gå over i historien som det værste mål, der nogensinde er scoret i en VM-kamp, kom Maradona tilbage og scorede det mål, der nok vil blive husket som det bedste.

Maradona fik bolden et stykke inde på sin egen banehalvdel. Han vendte lynhurtigt om og begyndte sit løb mod det engelske mål.

Som dreng havde Maradona lært den særlige driblestil, der gik under navnet Gambetta. Ifølge hans daværende holdkammerat Jorge Valdano er der to dele af Gambetta. Først er der de finter, du udfører med din fod. De finter viser, at du er i stand til at gøre hvad som helst med bolden, og det giver dig værdighed. Den anden del er ”løgnen”. Du forsøger at vise modstanderen, at du vil gøre en ting, men du ”lyver” og gør i virkeligheden det stik modsatte. Smagen for ”løgnen” er – for at sige det mildt – meget veludviklet i Argentina. Og tilsammen udgør de to dele den højt elskede fodbold-finte i Argentina kaldet Gambetta.

Det var denne finte, Maradona brugte på hele fem englændere, da han løb over midterlinjen og ned mod Peter Shilton i det engelske mål. Selve målet er uden sammenligning i VM-fodboldens historie, og det viste hele verden, hvorfor Diego Maradona var den mest feterede spiller på sin tid.

Efter at have scoret målet løb Maradona ud mod Hjørneflaget, og med det samme kom Jorge Burruchaga løbende hen til ham for at hylde ham.

Gary Lineker stod på midterlinjen og så til uden at kunne tro sine egne øjne. Han har siden givet udtryk for, at det eneste ord, han kunne komme på, da han så målet var: ”Wow!” Hans eget reduceringsmål betød mindre.

Diego Maradona havde egenhændigt sendt England ud af turneringen. Hans Guds-hånd-mål havde forarget en hel fodbold-verden, men hans Gambetta-mål havde begejstret alle. Det var et fodbold-genis største bedrift, og det står endnu som det bedste mål, der nogensinde er scoret i en VM-kamp.

Sådan var draften

At Tim Tebow blev taget af Denver Broncos i 1. runde var ikke den eneste overraskelse i årets draft.









Årets draft udviklede sig til noget, det ikke har været før. Fordelt ud på tre dage, var 1. runde nu lagt om torsdagen for sig selv, og det viste sig at være en rigtig god idé. Dallas Mavericks ejer Mark Cuban var ude og brokke sig over det, men på den anden side, den torsk brokker sig jo over alt. Han hævdede, at NFL var arrogant, fordi draften nu gik ind og kæmpede i endnu en dag om seerne til basketball. Et eller andet sted kunne NFL jo bare være kold og sige til ham: "Ja, selv når vi lægger det mest statiske football overfor jeres finalekampe, så slår vi jer." Men det ved han nok godt. Der er intet, der slår football på tv i USA. Tilsyneladende heller ikke valget af nye spillere til holdene.

Selve draften bød på et par pæne overraskelser. De første ni spillere vakte ikke den helt store overraskelse - udover at kun en enkelt af de store quarterbacks blev taget. Sam Bradford røg til St. Louis i 1. runde, og det bliver fantastisk at følge ham. Der er alle muligheder for, at han måske allerede kommer til at starte inde i sit første år i klubben.

Detroit har i den grad skudt papegøjen ved at erhverve sig Ndamukong Sue fra Nebraska. Han er et beast, og han vil med sikkerhed få betydning for holdet allerede fra første dag. Men at defensive end Tyson Alualu fra Cal blev taget af Jacksonville allerede som nummer 10 er lidt af et mysterium. Mange hævder, at de ville kunne have fået ham billigere ved at handle ned i draften og måske endda vinde 2. runde pick tilbage, som de grundet en anden handel havde mistet.

Kigger vi på den samlede draft oversigt, er der også nogle ting, der skiller sig ud. Den meget offensivt orienterede Josh McDaniels, der er head coach for Denver Broncos, draftede til hjertet fra første dag. Ikke alene fik han fat på wide receiver Demariyus Thomas med sit 1. pick (som erstatning for den afgåede Brandon Marshall, der nu er i Miami). Han valgte også at gå efter Tim Tebow, som Josh McDaniels fuldstændigt forelskede sig i, da han i mandags besøgte den unge mand i Gainesville og tilbragte ikke mindre end syv timer i selskab med ham. Der er ingen tvivl om, hvad McDaniels er i gang med. Han har skilt sig af med quarterback Jay Cutler, der var en selvisk kværulant. Han har skilt sig at med Brandon Marshall, der også var en kilde til masser af ballade både uden for banen og i træningen. Han vil simpelthen have et rent omklædningsrum, hvor der ikke er nogle divaer, og hvor stemningen er god. De første skridt i den retning er taget med de to picks.

Denvers første fem picks var angrebsspillere, og det siger både noget om træneren og de behov, han har bedømt til at være holdets største. Men om hans valg af Tim Tebow har været godt er stadig ikke let at svare på. Tim Tebow er quarterback'en, der har bragt de fleste meninger frem hos eksperterne. Ingen betvivler hans suverænitet som quarterback i college, og mange af dem er endda villige til at kalde ham den bedste collegespiller nogensinde. Til gengæld har rigtigt mange været i tvivl om, hvorvidt han vil kunne spille i NFL på grund af den meget anderledes spillestil. At han så bliver valgt i første runde er en kæmpe beslutning fra Josh McDaniels side. Det er nok ikke forkert at sige, at han har kastet hele sin karriere som head coach i Denver ind på det valg. Det bliver fantastisk at følge Broncos i de kommende år.

Der skulle gå langt tid, før en af forhåndsfavoritterne, quarterback Jimmy Clausen fra Notre Dame, blev valgt. Med pick nummer 48 tog Carolina Panthers ham, og det giver mening, da de havde skilt sig af med Jake Delhomme (der nu er i Cleveland). Men Carolina overraskede ved også som tredje pick at tage en quarterback, nemlig Armanti Edwards fra Appalachian State. Edwards var helt fantastisk for sin skole, men han kan måske se frem til at skulle spille den efterhånden så berømte wild cat-formation. Måske er det endda en fremtid som wide receiver, der venter ham hos Panthers.

Det helt uforståelige er, hvorfor John Fox og hans Panthers senere valgte at tilføje en tredje quarterback i Tony Pike, der spillede fremragende for University of Cincinnati sidste år. Med Clausen, Edwards og Pike som nye quarterbacks på holdet, kunne det måske være fornuftigt, hvis Matt Moore kiggede sig om efter en anden arbejdsgiver. Det lader ikke til, at der er megen tiltro til ham hos Panthers.

Igen bør man nok også lægge mærke til Patriots. Normalt plejer holdet at have sikret fremtiden allerede før draften, men i år gik de ind i draften med mange større behov. Og uden at imponere eller lave for mange krusninger i vandoverfladen fik de dækket samtlige de behov, der havde - plus mange flere. Hvis AFC East i år ikke bliver en monster-division, så er der et eller andet galt. Miami har opgraderet ganske flot. New York Jets er blevet endnu stærkere end sidste år, hvor de blev slået ud i AFC-finalen, og Patriots er som sagt igen rettet ind på en kamp om divisionstitlen. Buffalo vil stadig få det svært, men den nye head coach Chan Gailey skal 'spilles på plads'.

Vi glæder os allerede til de første mini camps, derefter training camps, preseason og så den rigtige sæson. Det bliver endnu et monster år i NFL.