Husker du? Da Danmark blev Europas bedste håb

Michael Laudrup scorer et meget mindeværdigt mål i kampen mod Uruguay.



Da Danmark slog Vesttyskland 2-0 ved VM i Mexico i 1986 og dermed vandt deres gruppe, blev VM-debutanterne pludselig regnet for at være eksperternes bedste bud på en finalist fra Europa.

Vejen til Danmarks første deltagelse ved VM var lang og hård, og sjovt nok blev de første sten lagt i den aller første kamp i kvalifikationen – en kamp, Danmark slet ikke selv spillede med i. Da Irland besejrede Sovjetunionen 1-0 i Dublin den 12- september, 1984, havde gruppens største favoritter allerede tabt point.

To hold fra hver gruppe på fem ville være direkte kvalificerede, og udover Irland og Sovjetunionen skulle danskerne møde Norge og Schweiz. Men nu havde Sovjetunionen vist, at de kunne besejres. Rent praktisk var det ikke så godt, idet én af Danmarks rivaler til 2.-pladsen nu havde fået point, men mentalt var det en vigtig besked, der skulle betyde meget for danskerne.

Danskerne selv kom godt fra start i gruppen ved at besejre Norge 1-0 hjemme, og da Norge spillede uafgjort mod Sovjetunionen i Oslo, begyndte det at se meget lyst ud for danskerne. De kom dog hurtigt ned på jorden igen, da de tabte 1-0 til Schweiz i Bern. Nu ventede Irland hjemme.

I en fantastisk kamp for den lille fodboldnation på kun lige over fem millioner mennesker lykkedes det landsholdet at besejre irerne 3-0, og det gav en bunke nødvendig selvtillid før mødet med Sovjetunionen i Idrætsparken på selveste Grundlovsdag i 1985. I en fuldstændig uforglemmelig kamp scorede Preben Elkjær to mål og den unge Michael Laudrup endnu to, og Danmark vandt kampen 4-2 imod storfavoritterne.

Et 1-0 nederlag i Moskva blev fulgt op af 1-1 hjemme mod Schweiz, og det satte holdet i en helt særlig situation før den sidste gruppekamp ude imod Irland. Heldigvis havde de slået Norge 5-1 i Oslo og var derved sikre på deres første kvalifikation, men en sejr i Dublin ville sende dem til Mexico som vindere af kvalifikationsgruppe 6.

Især en spiller på det danske hold vil aldrig glemme denne kamp. Holdet havde brug for stærke Søren Lerby til kampen, men hans klubhold Bayern München råbte også på ham, fordi de havde en vigtig pokalkamp imod Bochum samme dag. Da han insisterede på at spille for landsholdet men samtidig havde fuld forståelse for, hvem der betalte hans løn, fandt han en utraditionel løsning.

Da John Sivebæk med sit eneste mål i A-landsholdstrøjen efter 57 minutter af kampen i Dublin havde gjort det til 3-1, lod Lerby sig udskifte. Han forlod med det samme Landsdowne Road og tog til lufthavnen, hvor Bayern München havde stillet deres privatfly til rådighed for ham for at flyve ham tilbage til Tyskland.

Danmark vandt kampen 4-1 og sikrede sig 1.-pladsen i gruppen, mens Lerby ankom til Olympiastadion tids nok til at spille 2. halvleg for sit klubhold. Han hjalp dem med at sikre uafgjort 1-1, og Søren Lerby er dermed den eneste spiller, der nogensinde har spillet for sit land og sin klub på to forskellige lande på samme dag.

Siden Danmarks tyske træner Sepp Piontek havde taget over i 1979, havde tingene ændret sig dramatisk for det danske fodboldlandshold. Spillerne ville simpelthen vinde. Det var ikke længere nok at tabe men have scoret et flot mål. De fleste af spillerne på landsholdet boede og spillede (eller havde gjort det) i Holland, og det var ikke overraskende, at den danske spillestil mindede om den, hollænderne havde begejstret verden med i 70’erne.

Kun meget få af de danske spillere repræsenterede danske klubber. Så da eksperterne gættede på, at danskerne ville ryge hurtigt ud i Mexico, var der mange af deres modstandere, der følte, at de vidste bedre. De kendte mange af de danske spillere fra møder med dem i topklubberne i Europa.

Den første kamp imod Skotland var nok Danmarks mest nervøse kamp. Men efter de første VM-nerver var blevet rystet af, begyndte danskerne at spille rigtig godt, og skotterne havde ikke meget at byde ind med. Kun Gordon Strachan fortjente med sin indsats at skaffe skotterne et godt resultat, mens danskerne begyndte at producere den ene chance efter den anden. Især Preben Elkjær og vidunderdrengen Michael Laudrup udgjorde store trusler for skotterne, og i 57. minut scorede Preben Elkjær på et hårdt fladt skud i målmand Jim Leighton’s lange hjørne. Danmark havde vundet sin første VM-kamp, og de havde gjort det i en stil, der efterlod tvivlerne godt røde om ørerne.

Men hvis Skotland-kampen havde efterladt tvivlerne på Danmark en anelse skamfulde, så skulle kampen mod de tidligere dobbelte verdensmestre Uruguay få de sidste tvivlere overbevist. I en helt enestående kamp lavede Danmark nærmest opvisning i angrebsfodbold, da de ydmygede de regerende Copa América-mestre med hele 6-1. Preben Elkjær scorede tre, og Laudrup scorede et af de mest elegante mål nogensinde. Nu begyndte alle at skæve til danskerne, før den kamp, de vidste ville blive den ultimative test, hvis de skulle tages alvorligt i det videre forløb.

Vesttyskerne havde spillet uafgjort 1-1 mod Uruguay og slået skotterne 2-1, hvilket faktisk betød, at både Danmark og Tyskland var klar til næste runde. Vinderne af Danmarks Gruppe E skulle spille mod nummer to i Gruppe D, mens nummer to i Danmarks gruppe skulle møde vinderne af Gruppe F. Før turneringens start ville valget nok have været vanskeligt, men Gruppe F var spillet færdig to dage før, og her var Marokko endt som vindere foran England, mens Spanien var endt på 2.-pladsen i Gruppe D efter Brasilien.

Med andre ord: Hvis Danmark vandt eller spillede uafgjort mod tyskerne, skulle de møde Spanien, og tyskerne ville få æren af Marokko i ottendedelsfinalerne. Hvis Danmark tabte, hed modstanderen Marokko. Men danskerne kunne ikke stoppes. Nu ville de vinde, og de ville vinde med stil. Vesttyskland producerede masser af chancer, og det lod ikke til, at de spillede på at tabe. Danskerne var simpelthen bare bedre på dagen, og de vandt over Vesttyskland med 2-0 på mål af Jesper Olsen og John Eriksen. Til gengæld blev dynamoen Frank Arnesen udvist i 88. minut efter en dum tackling på Lothar Matthäus.

Danmark havde vundet puljen, og især den overbevisende sejr over de tidligere dobbelte verdensmestre gav genlyd blandt eksperterne. Intet andet europæisk land havde vist deres potentiale. England var blevet nummer to i deres pulje efter Marokko. Italien var blevet nummer to efter Argentina. Spanien var blevet nummer to efter Brasilien, og Belgien var endt som nummer 3 efter både Paraguay og Mexico. Eksperterne begyndte at stille spørgsmålet: Var Danmark den bedste mulighed at få VM-pokalen med hjem til Europa? Var disse debutanter det bedste europæiske hold? Kunne de gå hele vejen i finalen?

Måden hvorpå de havde besejret Skotland, Uruguay og Vesttyskland antydede, at de kunne. Næste test ville blive Spanien i ottendedelsfinalen. Og 1. halvleg gav en god indikation. Tilsyneladende var danskerne virkelig så gode, som gruppespillet havde antydet. Klaus Berggren blev fældet i straffesparksfeltet, og Jesper Olsen sendte bolden køligt ind bag Andoni Zubizarreta i det spanske mål. Ude på banen dominerede danskerne og kontrollerede spillet fuldstændigt. Lige indtil to minutter før halvleg.
Jesper Olsen forsøgte at spille bolden ind i målmand Lars Høgh og så ikke Emilio Butragueño komme løbende og stjæle bolden foran mål. Han udlignede let og sikkert, så Spanien kunne gå til pause i medvind. Danmark havde for første gang i turneringen vist svaghedstegn.

I 2. halvleg kunne Danmark virkelig have brugt Frank Arnesen, der var blevet vist ud mod Vesttyskland. Butragueño scorede tre mål mere, og Andoni Goikoetxea lavede et enkelt, da Spanien fuldstændigt ydmygede de uerfarne danskere. Til slut var det Vesttyskland, der viste sig at være det bedste hold fra Europa, da de tabte 3-2 til Argentina i en mindeværdig finale, men i et meget langt og meget mindeværdigt øjeblik var Danmark på alles læber i Mexico.

Husker du: Et nyt England møder en ny modstander

Lev Yashin i Sovjetunionens mål fik en travl aften i sit lands første VM-kamp nogensinde.



Den 8. juni, 1958 var det et rystet England, der stillede op mod Sovjetunionen, der ikke alene var med i VM for første gang, men også repræsenterede en nation, der to år forinden havde invaderet Ungarn.

Da England og Sovjetunionen gik ind på Nya Ullevi den 8. juni, 1958 ventede der de 49.348 tilskuere en ganske særlig oplevelse. De fleste fodboldfans havde fulgt de to nationer meget tæt gennem det seneste stykke tid men af årsager, der havde meget lidt med fodbold at gøre.

Dette var første gang, Sovjetunionen var med ved VM, og efter at være sluttet på en delt 1.-plads med Polen i deres kvalifikationspulje, måtte de ud i en omkamp, hvor de slog deres naboer på ”neutralt” græs i Leipzig i Østtyskland.

Sovjetunionen var allerede fasttømrede i mange menneskers bevidsthed, eftersom de havde vundet olympisk guld i Melbourne i 1956. Men de var også vadet ind i resten af verdens bevidsthed i en ikke-sportslig forstand, da de invaderede et frihedssøgende Ungarn i 1956 og derved var med til at sikre, at det ungarske landshold ved VM i 1958 var blot en skygge af sig selv. Store spillere som Puskás, Kocsis og Czibor var ikke længere en mulighed at nyde for Ungarn. At påstå at Sovjetunionen ikke var den mest populære nation er en kæmpe underdrivelse, men de øvrige hold lod til at forstå, at det nok ikke var de sovjetiske spillere, de skulle skyde skylden på. Derfor behandlede de dem på samme måde som deres øvrige kolleger. Dette var jo trods alt deres første VM-kamp nogensinde.

Det England, de mødte, var et rystet England og på mange måder et nyt England. Den 5. februar, 1958 havde en tragisk flyulykke i lufthavnen i München kostet syv Manchester United-spillere livet, heriblandt flere faste spillere på Englands landshold.
Venstre back Roger Byrne, angriber Tommy Taylor og perlen på Englands hold, det 22-årige midtbanegeni Duncan Edwards, der havde hjulpet Manchester United frem til at blive et af de aller bedste hold i hele Europa, havde alle været blandt ofrene. Under ledelse af Skotlands deltidsmanager og Uniteds fuldtids-boss, Matt Busby, havde Edwards hjulpet United frem til at blive et rigtig seriøst bud på en afløser af Real Madrids dominans i Europa, hvor spanierne havde vundet de første fem Europa Cup-trofæer. Og med den høje, stærke Edwards på midtbanen, var England cyklet ubesværet gennem kvalifikationen og havde kun tabt et enkelt point i den uafgjorte kamp i Irland.

To ud af de tre døde landsholdsspillere havde scoret 10 ud af de 15 mål med Edwards på tavlen to gange og Taylor otte gange. De ville blive voldsomt savnet, og tragedien påvirkede hele truppen såvel som de fleste af de, der var tilskuere på Nya Ullevi den dag, fordi det var første gang siden ulykken, at de havde set holdet.

Fra starten af kampen virkede englænderne en anelse ufokuserede og var måske påvirkede af den intensitet, der herskede omkring kampen. De spillede udmærket og stod godt til Sovjetunionen, men de kunne ikke score. I det 13. minut blev debutanternes anfører Nikita Simonian tilskrevet et mål, der ramte flere spillere, før den endte bag Burnley målmand Colin McDonald.

Det andet mål kom i 56. minut, da Viktor Tsarev fandt Alexandr Ivanov med et flot aflevering. Ivanov driblede rundt om McDonald og scorede.

I 66. minut reducerede Derek Kevan med et flot hovedstød, der fik Lev Yashin i Sovjetunions mål til at se lidt fortabt ud, og han så endnu mere tosset ud, da hans reaktion på straffesparket i 85. minut var at kaste sin kasket efter den ungarske dommer, István Zsolt. Den tackling, Yuri Voinov havde sat ind på Johnny Haynes, var ikke at finde i nogen fodboldbog, og Tom Finney scorede flot fra pletten, da han placerede den lavt og hårdt i det venstre hjørne.

2-2 resultatet var i det store og hele ganske retfærdigt , men kampen bliver husket som Englands første VM-kamp efter den forfærdelige ulykke i München, og som den første kamp ved et VM af Sovjetunionen.

HOLDENE:
England:
Colin McDonald
Don Howe
Tommy Banks
Eddie Clamp
Billy Wright
Bill Slater
Bryan Douglas
Bobby Robson
Derek Kevan
Johnny Haynes
Tom Finney

Manager:
Walter Winterbottom

Sovjetunionen:
Lev Yashin
Vladimir Kessarev
Boris Kuznetsov
Yuri Voinov
Konstantin Krijevsky
Viktor Tsarev
Aleksandr Ivanov
Valentin Ivanov
Nikita Simonian
Sergei Salnikov
Anatoly Ilyin

Manager:
Gavril Katchalin

Husker du? Da Ungarn satte et par ting på plads

VM i 1982 bød på masser af lækker fodbold, og noget af det bedste stod Ungarn for i deres første gruppekamp mod El Salvador.




Efter at have tabt tre kampe i træk i VM fire år tidligere var Ungarn opsat på at sætte tingene på plads i deres åbningskamp i 1982 mod El Salvador.

FIFAs præsident Joaõ Havelange var blandt de heldige tilskuere, der var på plads i Elche den 15. juni, 1982 til Gruppe 3-kampen mellem Ungarn og El Salvador. To dage forinden havde Belgien chokeret verden ved at slå de forsvarende mestre Argentina med 1-0 i åbningskampen i samme gruppe, og dette åbnede helt nye muligheder for ungarerne, der havde hævn i tankerne.

El Salvador havde kvalificeret sig til VM for anden gang på bare 12 år, og de var den ene af to repræsentanter fra den svage Nord- og Central-amerikanske region. Eksperterne havde længe hævdet, at to hold fra denne region var et for meget, men dette var det første VM med 24 hold i stedet for de tidligere 16, så derfor havde de fået to pladser. Men da Tibor Nyilasi allerede i 3. minut headede bolden i mål til 1-0 bag målmand Luis Guevara Mora, var ungarerne godt i gang med at bevise, at eksperterne havde ret.

Ungarn havde bitre minder fra VM fire år tidligere, da de tabte deres første kamp til værtsnationen og de senere mestre Argentina med 2-1 og fik to af deres stjernespillere András Töröcsik og Tibor Nyilasi vist ud. Det var et hårdt nederlag at sluge, og de kom sig aldrig helt over det og tabte også begge deres følgende gruppekampe til Italien og Frankrig. Der var ingen tvivl om, at der var kommet ridser i lakken hos de stolte ungarere med de flotte traditioner. Derfor var denne åbningskamp mod El Salvador meget vigtig.

Allerede i 10. minut gjorde Gábor Pölöskei det til 2-0, og da legenden László Fazekas bankede et flot langskud i kassen i det 23. minut, var grundarbejdet gjort.

3-0 holdt til halvleg, og på det tidspunkt var kampen allerede vundet. Men manager Kálmán Mészöly, der selv havde gode VM-minder fra deltagelse på Ungarns landshold ved VM i 1962 og 1966, ville have mere. I omklædningsrummet i pausen mindede han sine spillere om det, der var sket i 1978 i Argentina. Dette var VM. Det var ikke nu, de skulle slappe af eller holde tilbage. Spillerne skulle give den alt, hvad den kunne trække og ikke vise nåde over for mellemamerikanerne.

József Tóth gjorde det til 4-0 i 51. minut, og fire minutter senere var det anføreren fra for fire år siden, László Fazekas, der i sin 86. kamp for Ungarn scorede til 5-0. Det var tydeligt at læse beslutsomheden i veteranens ansigt, da han sendte bolden i nettet.

El Salvador oplevede ikke mange tilråb fra tilskuerpladserne, og de få trofaste støtter dæmpede hurtigt deres jublen, efterhånden som resultatet blev mere og mere vildt. Men i 65. minut kunne man kort høre dem igen, da deres spillere gav dem noget at juble over.

Efter et forbavsende flot angreb endte bolden hos Luis Ramirez Zapata, der sendte den forbi Ferenc Mészáros in Ungarns mål. Stillingen var nu 5-1, men skulle man bedømme ud fra Zapatas jubel, skulle man tro, det var det eneste mål i kampen indtil videre. De forsøgte endda at få bolden hurtigt fra målmanden, så de hurtigt kunne få sat spillet i gang igen, som om de havde kampen under kontrol og nu med Zapatas mål havde ungarerne lige der, hvor de ville have dem. Det irriterede ungarerne endnu mere, og de indledte en tæppebombning af El Salvadors mål.

László Kiss var blevet opdaget af manager Mészáros i Budapest-klubben Vasas SC, hvor Mészáros selv havde spillet gennem hele sin egen karriere. Kiss var en spiller, der elskede de store øjeblikke, som han havde bevist, da han scorede to mål i sin debut på landsholdet i en kamp mod Norge. Denne gang cementerede han sit navn fast i historie-bøgerne, da han scorede det hurtigste hattrick nogensinde i en VM-kamp. Han afløste András Töröcsik i 55. minut og scorede tre brillante mål på blot ni minutter, kun afbrudt af målet til 7-1, der blev scoret af den anden indhopper László Szentes. Kiss blev således også den eneste spiller, der nogensinde er kommet ind i en VM-kamp og har scoret et hattrick.

Tibor Nyilasi sluttede showet med endnu et fabelagtigt hovedstødsmål og satte dermed ramme om kampen på flottest mulige måde.

Det var en absolut enestående kamp af Ungarn og tilsvarende dårlig kamp af El Salvador. Kun angriber Jorge Mágico Gonzáles kom fra kampen med lidt af sin værdighed intakt. Han talent var meget tydeligt, og lokale spejdere lavede den nødvendige kontakt og sikrede, at han blev i Spanien efter turneringen var slut. Han skrev kontrakt med Cadiz.

Desværre for ungarerne blev det deres eneste sejr, og deres 1-1 mod Belgien gav dem tre point på 3.-pladsen og sendte dem ud af turneringen sammen med netop El Salvador. Men i et kort og uforglemmeligt øjeblik fik de verden til at huske, at Ungarn var en formidabel fodbold-nation.

Husker du? Da Sydafrika fik tildelt VM 2010

Det nyrestaurerede Orlando Stadium nær Soweto i Sydafrika vil kun blive brugt som træningsbane under VM.


15. maj, 2004 var en meget stor dag for Sydafrika. Det var dagen, hvor FIFA valgte at tildele dem VM 2010 og på den måde gøre den tidligere udstødte nation til det første afrikanske land, der afvikler verdens største fodboldturnering.

VM 2010 i Sydafrika bliver den 19. i rækken af FIFA verdensmesterskaber, siden begyndelsen i 1930 i Uruguay. Men det er det første VM, der afholdes på det afrikanske kontinent, og faktisk er Sydafrika langt fra så oplagt en kandidat, som man kunne have forestillet sig.

Sydafrika er et land, der traditionelt set har været mest kendt for sin racepolitik kaldet apartheid. Da apartheid efter 2. Verdenskrig blev den officielle politik, havde det voldsomme menneskelige og sociale konsekvenser. En af disse var, at det blev naturligt ikke at blande racer i sportsturneringer. De hvide havde deres egne turneringer, og det samme havde de sorte sydafrikanere. Men det gik endnu dybere.
På grund af den officielle apartheid politik blev Sydafrika diskvalificeret fra at spille med i den første Africa Nations Cup i 1957 Senere blev Sydafrika smidt ud af CAF – Confederation of African Football, og i 1964 suspenderede FIFA sydafrikanerne for siden at smide dem helt ud.

I løbet af de følgende år begyndte den hvide del af befolkningen langsomt at miste interessen for fodbold. I stedet spillede de rugby eller cricket, men fodbold var ikke en sport, mange hvide valgte at spille. Samtidig fulgte fodbold det samme mønster, som det både før og siden har fulgt i mange fattige lande. Som i Brasilien og en række andre sydamerikanske lande, hvor fodbold blev spillet i gaderne og på stranden, blev fodbold i Sydafrika de fattiges sport. I Sydafrika blev det spillet i de fattige townships og andre steder under ganske særlige omstændigheder.

På den berygtede fængsels-ø Robben Island ud for Cape Towns kyst. hvor en række af landets mest frygtede modstandere af regimet sad fanget, begyndte fangerne at forlange, at skulle have lov til at spille fodbold. I starten blev det nægtet, men efter fire års konstante krav, fik de lov til at spille hver lørdag.
Al sport i Sydafrika blev på dette tidspunkt boycottet, og måske havde regeringen den tanke, at hvis de lod fangerne spille, så ville de måske vinde lidt internationalt goodwill.

Fangerne ville spille efter de rigtige regler, så de grundlagde Makana Football Association. Alle FIFAs regler blev inkorporeret i Makana, og en rigtig liga blev formet. Sydafrikas præsident Jacob Zuma var en af fangerne, og han var hård forsvarsspiller på et af holdene på Robben Island. I 2007 blev Makana Football Association optaget som æresmedlem i FIFA.

Fodbold blomstrede op som den sorte mands sport, og selv i dag er hovedparten af spillerne i den sydafrikanske liga og på landsholdet sorte. Da Sydafrika spillede åbningskampen mod Irak i Confederations Cup i 2009, var der kun en enkelt mand på holdet, der var hvid. Hans navn var Matthew Booth, og med sine lige over to meter ragede han godt op over de fleste af sine holdkammerater. Mange af journalisterne, der dækkede kampen, rapporterede forkert, at han var meget upopulær blandt tilskuerne, da de hørte de konstante tilråb ”Boooooooth!” som ”Buuuuuuuh!” Boothe er gift med en sort kvinde og er elsket af en meget bred fanskare.

Da ANC og National Party i slutningen af 80’erne indledte processen, der skulle afskaffe apartheid, begyndte samtalerne om oprettelsen af en ny fælles fodbold-liga. I 1991 blev SAFA grundlagt, og året efter blev de optaget i FIFA som fuldt medlem. Kun fire år senere triumferede Sydafrika ved at vinde sin første African Nations Cup på hjemmebane.

FIFAs nye politik var at få hver af de store fodboldforbund til at komme med et bud på en mulig vært til VM. Ægypten, Marokko og et fælles bud fra Libyen og Tunesien blev modtaget sammen med buddet fra Sydafrika. Tilbage i 2007 havde FIFA dog allerede opgivet idéen om at skifte mellem kontinenterne, og de havde inden ligeledes offentliggjort, at de ikke længere ville kigge på bud fra to lande. Det fik Tunesien til at trække sig, og Libyen kunne ikke alene stå for det store arrangement. Med tre lande tilbage valgte FIFA at stemme første gang den 15. maj, 2004. Sydafrika fik 14 stemmer, Marokko fik 10, og Ægypten fik ingen. Beslutningen var taget, før der overhovedet var nået at opstå nogle kontroverser. Sydafrika var blevet valgt til at være vært for VM 2010.

Det har været en tradition, at både værterne og de regernde verdensmestre ikke skulle spille med i kvalifikationsrunden til VM. Denne gang spillede både Italien og Sydafrika. Som vært er Sydafrika automatisk kvalificeret, men da kvalifikationsrunden også virker som kvalifikation til African Nations Cup 2010, var Sydafrika med. Til gengæld var det første gang, at mestrene skulle igennem kvalifikation.

Om genfødslen af fodbold i Sydafrika vil hjælpe racerne tættere på hinanden er en anden historie. De har brugt mange hundrede millioner kroner på at genopbygge det populære Orlando Stadium nær Soweto. Det har nu VIP bokse, lounges, konference-lokaler og plads til 45.000 tilskuere i et område, der traditionelt har været et fodbold-mekka for den sorte befolkning i Soweto. Men stadion vil kun blive brugt som træningsbane under VM 2010.

Det er ikke usandsynligt at forestille sig, at en stor del af den sorte befolkning vil have svært ved at få råd til at gå til kampene. Der er stadig stor forskel på lønningerne, og tv-seerne fra hele verden vil nok nærmere se en stor skare af turister på tilskuerpladserne end lokale sorte fans. Men de lokale fans, der dukker op til kampene vil til gengæld med sikkerhed være med til at præge stemningen, ligesom de gjorde, da Sydafrika var værter ved den meget succesrige Confederations Cup i 2009. Med masser af stegt kylling og deres vuvuzela, de larmende plastic horn, vil de heppe på Bafana Bafana og hjælpe Sydafrika til at undgå at blive den første værtsnation i historien, der ikke kvalificerer sig til 2. runde.

Spillesteder:
Johannesburg:
Soccer City 94.700
Coca-Cola Park 62.567

Durban:
Moses Mabhida Stadion 70.000

Cape Town:
Green Point Stadion 69.070

Pretoria:
Loftus Versfeld Stadion 51.760

Port Elizabeth:
Nelson Mandela Bay Stadion 48.000

Bloemfontein:
Free State Stadion 48.070

Polokwane:
Peter Mokoba Stadion 46.000

Nelspruit:
Mbombela Stadion 44.000

Rustenburg:
Royal Bafokeng Stadion 42.000

31 holde spiller 64 kampe fra 11. juni til 11. juli

Gabriel Batistuta vil altid blive husket som en af de bedste sydamerikanske angribere nogensinde.




Med en af de bedste trænere nogensinde ved roret, kunne Argentina have vundet sin tredje VM-titel, men det mest mindeværdige øjeblik fra deres VM i 2002 er billedet af Batistuta, der efter 1-1 kampen mod Sverige står tilbage badet i sved og med et udseende, der får os til at tænke på Jesus på korset.

Der er mange mindeværdige øjeblikke fra VM i 2002, men et billede, der for millioner af mennesker for altid vil være stå tilbage, er af den formidable argentinske angriber Gabriel Batistuta efter den sidste gruppekamp mod Sverige. Efter en middelmådig indsats blev han udskiftet med Hernán Crespo 13 minutter inde i 2. halvleg. På det tidspunkt kunne han nok ikke forestille sig, at det skulle være hans sidste kamp på det argentinske landshold.

I 1998 blev Marcelo Bielsa officielt tilbudt jobbet som manager hos Espanyol i den spanske La Liga. Han takkede ja men trak sig snart efter tilbage, efter at han blev tilbudt jobbet som Argentinas landstræner, Han skulle tage over efter Daniel Passarella.

Marcelo Bielsa var helt unik som manager og træner, og hans særlige angrebsstil krævede ekstra meget af spillerne. Han blev kendt for sit 3-1-3-3 system, og med det udført til perfektion piskede Argentina til tops i den sydamerikanske kvalifikationspulje. Argentinas VM-chancer så mere end gyldne ud.

Et problem med hans unikke spillesystem var, at det krævede, at alle mand var i absolut topform. Det ville ikke være muligt for dem at spille det attraktive angrebs-presfodbold, hvis ikke alle spillerne var i absolut bedste form.

VM i Sydkorea og Japan var blevet flyttet en hel måned frem, fordi de ville undgå at løbe ind i monsun-tiden. Det betød, at alle spillerne fra den europæiske liga havde en måned mindre til at komme sig over sæsonens strabadser. Næsten alle Argentinas landsholdsspillere var på europæiske hold.

Det begyndte ganske godt i den første gruppekamp mod Nigeria. Efter anfører Roberto Ayala måtte udgå med en skade allerede under opvarmningen, da han forstrakte en lårmuskel, gik Argentina i angreb fra start og blev der lige til slut. En enkelt chance fra den spændende Jay-Jay Okocha var alt, Nigeria havde at byde på.

Da Gabriel Batitstuta headede 1-0 ind i 63. minut, havde han allerede misset et par store chancer, og Argentina skulle på det tidspunkt have ført stort. 1-0 blev også slutresultatet, og Batistutas mål blev faktisk historisk. Det var første gang nogensinde, at den samme spiller havde scoret det første mål i sit lands åbningskampe i tre VM i træk.

Den anden gruppekamp var den længe ventede revanchekamp mod England. Fire år tidligere var David Beckham blevet vist ud imod Argentina, og England havde tabt. Mod Argentinas super talenter udskreg eksperterne før kampen igen England som tabere.

Kampen blev spillet i Sapporo Dome i Japan, og det skulle blive en historisk kamp – ikke så meget på grund af selve spillet men på grund af resultatet. Ikke alene formåede englænderne at spille et utraditionelt flot forsvarsspil, der holdt de angrebslystne argentinere fra at score, men de formåede også at fremskaffe et straffespark på en måde, der ville have gjort argentinerne stolte. Michael Owen ventede pænt på, at Mauricio Pochettino stak sit ben ud, så han kunne skabe kontakt og falde så tungt som muligt.

For at fuldene farcen, var det ingen ringere end David Beckham, der trådte frem for at tage straffesparket. Sapporo Dome praktisk taget eksploderede, da han sendte bolden i netmaskerne. Hvis denne stilling kunne holde, ville han fuldstændig have vendt tragedien fra fire år tidligere, hvor han var blevet offer for en national smædekampagne, efter han blev vist ud for en mindre forseelse mod Diego Simeone.
England begravede sig igen dybt i deres eget territorium og forhindrede igen og igen, at Argentinerne kom frem til chancer. Slutresultatet på 1-0 var Englands første sejr over Argentina i VM-sammenhæng siden den skandaløse kamp i 1966. Resultatet var det samme. Og der syntes at vær nok ironi til at dele ud af ved, at det var David Beckham, der scorede det mål, der afgjorde Diego Simeones sidste kamp på det argentinske landshold.

Pludselig hvilede presset tungt på Bielsa, Batustuta og hele den argentinske lejr. De havde brug for en sejr over Sverige i den sidste gruppespilskamp for at klare sig videre til næste runde. Argentinerne kom på banen med masser af selvtillid. Claudio Lopez fyrede to skud tæt forbi det svenske mål i 1. halvleg, og Juan Sorín havde to gode hovedstød, der også udfordrede svenskerne.

Det skulle blive et frispark fra 30 meter af Anders Svensson, der vendte kampen i 2. halvleg. Målmand Pablo Cavallero var kun i stand til at få fingrene på bolden, der fortsatte ind i sidenettet. 1-0 til Sverige.

Et sent straffe taget af Ariel Ortega blev reddet af Magnus Hedman, men Hernán Crespo fulgte op og bankede returen ind. Derved holdt argentinerne liv i håbet lidt endnu. Men det skulle ikke blive deres dag. Argentinerne havde ikke formået blot at nærme sig den fantastiske form, de havde vist i kvalifikationen, og alligevel var de stadig meget tæt på at gå videre. Det er skræmmende at tænke på hvor dominerende, de havde været, hvis turneringen var blevet spillet i juli.

Billedet af Gabriel Batistutas ansigt efter kampens afslutning, med det lange hår vredet af sved efter de høje temperaturer i den store hal, vil aldrig blive glemt. Batigol sluttede sin fremragende landsholdskarriere med 56 mål i 78 kampe for Argentina og vil altid blive erindret som en af Sydamerikas bedste angribere nogensinde.

Husker du: Polen gik til angreb i 1974

Grzegorz Lato blev en noget overraskende topscorer i VM i Vesttyskland i 1974, og generelt leverede polakkerne noget af det mest underholdende fodbold, verden havde set i mange år.




Polen havde spillet det mest hårde og decideret defensive spil i kvalifikationen, men de lovede at spille langt mere elegant og offensivt, når de nåede til VM i Vesttyskland i 1974. De holdt, hvad de lovede.

Da Polen kom til VM i Vesttyskland i 1974, var der ikke mange, der havde de store forventninger til dem. De havde spillet særdeles uattraktivt fodbold i den chokerende kvalifikationsrunde, der havde sendt dem i gruppe med England og Wales.
Der havde stået hårdtslående, slavisk, østeuropæisk fodbold uden skygge af finesse på programmet, og den eneste virkelige stjerne på holdet var målmand Jan Tomaszewski, der var en fabelagtig atlet.

England havde besejret Wales 1-0 ude og spillet uafgjort mod dem hjemme på Wembley. Alf Ramsey var stadig manager, men efter udskiftninger blev tilladt, havde han haft mindre succes. Ramsey var fabelagtig til at inspirere sine spillere og til at planlægge en kamp fra starten, men han var ikke særlig god til at rette til og justere undervejs i kampene.

Folk anså stadig England for at være en af verdens bedste fodboldnationer. Sejren i 1966 stod stadig frisk i erindringen, og nederlaget til Vesttyskland i kvartfinalen i 1970 blev set som hovedsagelig reservemålmand Peter Bonettis fejl. Han havde været nødt til at erstatte den fabelagtige Gordon Banks, der var blevet syg. Bonetti havde lukket tre mål ind, efter England havde ført 2-0, og England havde tabt kampen.
Gordon Banks var alligevel ikke længere Englands målmand. En bilulykke året forinden havde kostet ham synet på det ene øje. Nu stod Peter Shilton i målet.

Wales slog Polen 2-0 hjemme og blandede sig pludselig mere, end englænderne havde forventet. Alligevel var sejren ikke rigtig overraskende imod et polsk hold, der kun med sjældne mellemrum havde klaret sig godt på den store scene. Men da Polen slog England 2-0 hjemme og derefter vandt 3-0 over Wales, betød det ikke alene, at Wales var ude men også, at polakkerne kunne klare sig med uafgjort på Wembley. Englænderne skulle bruge en sejr.

Bobby Moores tvivlsomme indsats i kampen i Polen kostede ham pladsen i startopstillingen på Wembley, og fra holdet, der vandt VM-finalen i 1966, var nu kun Martin Peters tilbage på banen.

Det skulle blive en forfærdelig aften for England. Polen viste absolut intet offensivt, mens englænderne væltede angreb på angreb nedover polakkerne. Målmand Jan Tomaszewski havde den absolut bedste kamp i sit liv og præsterede den ene fantastiske redning efter den anden – og så på landsdækkende tv. Dette var en af de meget få kvalifikationskampe, BBC havde valgt at vise i sin fulde længde.

I anden halvleg havde polakkerne stort set kun et enkelt angreb – og det scorede de på. Grzegorz Lato undgik en tackling fra Norman Hunter og spurtede ned langs venstre side, før han fandt Jan Domarski foran målet. Domarski lagde sikkert bolden under målmand Peter Shilton til 1-0.

Da Martin Peters senere blev fældet i straffesparksfeltet, scorede Allan Clarke med megen stor sikkerhed til 1-1. Desværre for englænderne holdt resultatet kampen ud, og polakkerne var dermed kvalificeret til VM. Og da de gik på banen mod Argentina på Neckar Stadion i Stuttgart den 15. juni, 1974, var der virkelig ingen, der forventede noget af polakkerne. Faktisk var det ventet, at de ville forlade turneringen hurtigt og efterlade scenen og den videre kvalifikation til Argentina og stor-favoritterne Italien.
Manager Kazimierz Górsky havde i et anstrengt interview forklaret, at hans hold nu ville spille offensive fodbold, men det var simpelthen umuligt for eksperterne at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

Polens bedste angriber var Wlodzimierz Lubanski, men Roy McFarlands hårde tackling af ham på Wembley holdt ham ude af topfodbold i næsten to år. Derfor var han ikke med i truppen længere. På grund af manglen på gode angribere havde Górski valgt at spille med et nyt system, og det vesttyske med to hurtige wings lod til at stå godt til polakkerne, mente han. Det virkede.

Under hele VM i 1974 var kun Holland mere underholdende at se på, og Polens ny-adopterede måde at spille på fik dem hele vejen i semi-finalen, hvor de tabte 1-0 til Vesttyskland i en tæt kamp, der kunne have gået begge veje.

Navne som Tomaszewski, Lato, Szarmach og Deyna blev kendt i de fleste fodboldinteresserede hjem, og pludselig var Polens måde at spille på så populær, at det blev kopieret af flere lande til næste VM.

I åbningskampen mod Argentina tabte Argentinas målmand Daniel Carnevali et hjørnespark lige for fødderne af Lato, der ikke tøvede et sekund og gjorde det til 1-0. Lato stod også bag det andet mål, da han fik foden på en dårlig argentinsk aflevering og fandt Andrzej Scharmach, der slap forbi to forsvarere, før han med et kraftigt venstrebens-skud sendte bolden ind over Carnevali.

Lato’s andet mål kom i 62. minut, og Polen slog Argentina 3-2. Polen havde derefter ren opvisning mod Haiti, som de slog 7-0. Italien havde slået Haiti 3-1 og spillet uafgjort 1-1 mod Argentina, da de gik på banen mod Polen i den sidste gruppe-kamp. Italienerne skulle blot bruge uafgjort for at kvalificere sig til næste runde sammen med polakkerne, men de fik den ikke. To mål af henholdsvis Szarmach og anfører Kazimierz Deyna i første halvleg var nok, og et sent trøstemål af Fabio Capello var ubrugeligt for italienerne.

I næste runde slog Polen svenskerne 1-0 på et mål af Lato og Jugoslavien 2-1 på mål af Deyna og Lato, før de tabte 1-0 til Vesttyskland og missede en plads i finalen. Det var også Lato, der i 36. minut af kampen om 3.-pladsen mod Brasilien sikrede Polen bronzemedaljerne. Målet sikrede også, at Lato med i alt syv mål vandt Den Gyldne Støvle som turneringens topscorer. Polen var ankommet til den store scene med bravour. Og Górski havde holdt sit løfte. Polen havde spillet vidunderligt, offensivt fodbold.

Husker du? Beckham bliver vist ud af Kim Milton

David Beckhams udvisning mod Argentina i 1998 var skæbnesvanger, men selvom Diego Simeone kunne have vundet en oscar for sin optræden, da han væltede, så var udvisningen uundgåelig.





Det virkede ganske uskyldigt, da David Beckham liggende på maven i græsset løftede sit ben og ramte Diego Simeone, der absolut ikke havde nogle problemer med at vælte. men “overgrebet” resulterede i et rødt kort, Englands endeligt ved VM i 1998 samt en konstant hetz mod Beckham over hele England i et år.

Da England nåede 2. runde ved VM i Frankrig i 1998, gik de ind til kampen mod Argentina med mere selvtillid, end de havde haft, da de gik ind i gruppe-kampene.
Manager Glenn Hoddle, der selv havde været en super taktiker, da han spillede for Tottenham, AS Monaco og England lod til at have flere problemer med at finde vejen som manager. Som en del managers for England før ham modtog Hoddle kraftig kritik for at favorisere spillere fra Tottenham Hotspurs, selv i en tid hvor de måske ikke var på samme niveau som nogle af deres alternativer. Der var absolut intet forkert i at vælge spillere som Sol Campbell, Darren Anderton og Les Ferdinand, men pressen indikerede, at en tidligere Spurs-spiller måske burde have fået en plads på bænken i stedet for i startopstillingen. De mente naturligvis Teddy Sheringham, som var skiftet til Manchester United fra Spurs, og kritikken var ikke fair.

England var ikke undertippede i kampen mod Argentina. De var nok aldrig rigtig undertippede mod noget andet hold. Og i dette tilfælde var det rigtig godt set at bedømme de to hold til at være meget lige.

Argentina havde vundet alle deres tre gruppe-kampe uden at have ladet et eneste mål gå ind. England havde tabt deres anden gruppekamp mod Rumænien, men de havde set fantastiske ud mod Columbia. Glenn Hoddle blev endda rost i den engelske presse for endelig at have valgt det rigtige hold, hvor både Michael Owen og David Beckham spillede fra start. Det var Owen, der lagde den indover til Anderton til 1-0 målet, og Beckham scorede det andet mål i 2-0 sejren.

Begge var også med i startopstillingen mod Argentina, og det så tidligt ud til at være vejen til succes.

Optakten til kampen var brutal. Begge sider havde deres egne versioner af historien mellem de to hold. Argentina følte sig stadig snydt for episoden, da deres anfører Antonio Rattin var blevet smidt ud mod englænderne i 1966 og kaldte endnu den kamp for El Robo del Siglo (på dansk: århundredets røveri). Samtidig hyldede argentinerne deres store mester – Diego Armando Maradona – for begge hans mål mod England i VM i 1986, hvoraf det ene blev scoret med hånden, og det andet måske er det bedste solo-mål, der nogensinde er set i en VM-kamp.

England følte, de havde brug for hævn fra 1986, og der var en spændt stemning fra starten af kampen.

Da David Seaman klodset fældede Diego Simeone i feltet, scorede Gabriel Batistuta sikkert fra pletten. Men kun ti minutter efter var det Englands tur til at få tilkendt et straffe af den danske dommer Kim Milton Nielsen, da Roberto Ayala stod i vejen for Michael Owen. Alan Shearer udlignede sikkert.

Kampen var hektisk fra første fløjt, og blot et kvarter inde i 1. halvleg scorede England til 2-1, da David Beckham med én af sine enestående afleveringer sendte Michael Owen af sted. Owen løb fra José Chamot og passerede Ayala på højre side, før han bankede bolden op i nettaget i venstre side af målet uden for Carlos Roas rækkevidde.

I 1. halvlegs overtid udlignede Argentina på et brillant frispark. Gabriel Batistuta løb over bolden, og Juan Verón spillede den på højre side af den engelske mur, hvor Javier Zanetti dukkede op og med venstre-foden bankede bolden ind bag David Seaman. De 35.600 tilskuere på Geoffrey Guichard stadion i Saint-Étienne kunne umuligt have været bedre underholdt, og 2-2 stillingen ved halvleg efterlod dem bare med en smag efter meget mere i 2. halvleg.

Allerede to minutter inde i 2. halvleg fældede Diego Simeone David Beckham bagfra og fuldendte endda ydmygelsen ved også at træde på ham, mens han lå ned. Beckham valgte den værst tænkelige reaktion på hændelsen, og den skulle han komme til bittert at fortryde – og samtidig komme til at nyde godt af. Han hævede sit ben og strejfede Simeone på læggen. Simeone var en erfaren spiller, der var godt skolet i den argentinske Viveza Criolla, hvilket løst oversat betyder noget i retning af at vinde med alle midler, og han kunne have vundet en Oscar for sin overbevisende måde at falde på.

Kim Milton Nielsen reagerede på det eneste måde, han kunne. Beckham havde sparket ud. Simeone var blevet ramt. Han rakte ned i sin lomme og trak det røde kort frem. Beckham blev vist ud. Gennem historien var der blevet uddelt hundredvis af røde kort til spillere, der fortjente det meget mere, og Nielsen kunne sagtens have lavet sin egen fortolkning af reglerne og kun givet gult kort. Men han tolkede, at det var bevidst (hvilket det var), og han så Simeone blive ramt (hvilket han blev). Ikke mere at diskutere. Beckham vidste det også. Han vendte sig simpelthen om og forlod banen.
England endte med at tabe kampen efter straffespark, da Paul Ince og David Batty (der aldrig havde sparket et straffe før) missede fra 11-meter pletten. I pressen blev Glenn Hoddle igen hængt ud for at være inkompetent, men det var intet imod den voldsomme chikane, Beckham blev udsat for i løbet af det følgende år.

På hvert eneste stadion rundt om i England – med undtagelse af Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford – blev David Beckham mødt af en vred hobe af tilskuere. Han modtog trusler på livet – både ham selv og hans familie.

David Beckham tog sin hævn. Da den følgende sæsoen var overstået, havde han vundet The Treble, ligaen, FA Cup’en og Champions League med Manchester United.