Husker du? Da Nesti reagerede som et lyn

Fulvio Nesti ville nok gerne have byttet sit magiske hovedstødsmål i playoff kampen mod Schweiz under VM i 1954 ud med en sejr.




Da Fulvio Nesti scorede til 1-2 mod Schweiz i play-off kampen i VM i 1954, viste han helt unik hurtighed og reaktionsevne.

Da VM i Schweiz i 1954 begyndte, var der det specielle ved situationen, at det var det 5. VM, men kun to lande havde prøvet at vinde titlen. Uruguay have vundet i 1930 på hjemmebane, og de havde igen vundet fire år tidligere i Brasilien. Italien havde vundet på hjemmebane i 1934 og gentaget succesen fire år senere i Frankrig.

2. Verdenskrig havde dog ændret mange ting. Det var stadig kun ni år siden, krigen sluttede, og det havde været meget naturligt, at valget var faldet på Schweiz som værtsnation, siden Schweiz havde forholdt sig neutrale under krigen og havde undgået at blive bombet synder og sammen. Beslutningen blev taget tilbage i 1946, og det gav schweizerne masser af tid til at få bygget det nødvendige antal fodbold stadion, der gjorde dem i stand til at være gode værter.

Selve turneringen blev afviklet på en lidt underlig facon. De 16 deltagerlande var delt op i fire grupper baseret på deres rangering hos FIFA. De bedst rangerede hold på dette tidspunkt var i alfabetisk orden: Brasilien, England, Frankrig, Italien, Tyrkiet, Ungarn, Uruguay og Østrig. To seedede nationer røg ind i hver pulje sammen med to ikke-seedede hold.

Hvert seedet hold spillede to gruppe kampe mod ikke-seedede hold (og altså ikke mod hinanden), men kun én gruppe bød ikke på de store overraskelser.

I Gruppe 1 slog Jugoslavien Frankrig og gik videre sammen med Brasilien. I Gruppe 2 slap Vesttyskland forbi Tyrkiet og gik videre sammen med Ungarn. Og i Gruppe 3 var det de to favoritter Uruguay og Østrig, der uden problemer gik videre.

Gruppe 4 bestod af Belgien, England, Italien og hjemmeholdet Schweiz, der i første gruppekamp overraskede alle ved at besejre de tidligere verdensmestre fra Italien med 2-1, mens England og Belgien spillede 4-4. Italienerne tog sig sammen til deres anden kamp og vandt 4-1 over Belgien, men da England så besejrede Schweiz 2-0, stod det lige. Det indbyrdes opgør mellem Italien og Schweiz talte ikke, og i stedet måtte de to lande ud i en play-off kamp for at afgøre hvem af dem, der skulle gå videre sammen med England.

Alle forventede, at italienerne nu ville mønstre de nødvendige kræfter for at besejre schweizerne, og de gik faktisk på banen i Basel den 23. juni, 1954 med masser af selvtillid. Men italienerne så trætte ud i deres spil, og det varede ikke længe, før Schweiz tog over på banen. I det 14. minut fyrede Josef Hügi bolden hårdt og lavt forbi målmand Giovanni Viola i det italienske mål.

Benito Lorenzi nægtede at blive besejret for anden gang af Schweiz, og han bad anfører Egisto Pandolfini om at sende tropperne længere frem på banen. Først blev Lorenzis skud reddet på mållinjen, og derefter var det den velspillende målmand Eugène Parlier, der stod i vejen for ham. Det stod 1-0 ved halvleg, men det så faktisk lovende ud for italienerne.

Schweiz kom ud til anden halvleg sprængfyldt med energi og kraft. Viola måtte have fingerspidserne til hjælp for at vippe et flot hovedstød over målet, men da Robert Ballaman et øjeblik senere var først på et hjørnespark, kunne Viola kun kigge på, mens bolden fløj ind i netmaskerne bag ham.

Italienerne var sikkert det bedste hold på banen og havde helt sikkert bedre spillere, men schweizerne arbejdede flot sammen som et hold og tillod ikke italienerne at komme tæt på målet. En enkelt chance var dog helt uundgåelig – også selvom forsvarerne gjorde deres aller bedste.

I 67. minut viste Ermes Muccinelli sine evner med en fræk hælaflevering foran mål. Men bolden blev banket væk med en knaldhård halvflugter, der susede direkte hen imod Fulvio Nesti, der stod kun fem meter væk.

Bolden kom direkte imod hans hoved, men det, der ved første øjekast truede med at ende med en brækket næse til Nesti, blev i stedet vendt til ren magi. Nesti så hurtigt op, og med lynets hastighed ændrede han sin kropsstilling lidt og satte i stedet panden på. Bolden fløj med høj fart lige tilbage mod mål og ind over målmand Parlier. Det er et af de mest magiske hovedstødsmål i VMs historie, og Nesti fortjente al den opmærksomhed, han fik ved sin enestående reaktionsevne og den hastighed, med hvilken han rettede sig ind efter situationen.

Fulvio Nesti ville dog nok gerne have byttet sin personlige succes med en sejr, idet endnu et mål af Hügi i 85. minut samt et af Jacky Fatton blot et minut før tid afgjorde sagen. Schweiz gik videre, og Italien var ude.

Husker du? Den værste dommerfejl i 1970

Efter målet til 1-0 placerede dommer Ali Kandil bolden på midterlinjen, men El Salvador nægtede at sætte spillet i gang igen.



Da den ægyptiske dommer Ali Kandil dømte indkast til El Salvador i kampen mod Mexico i VM i 1970, lod han Mexico tage det og løbe ned og score kampens første mål.

Gennem VMs historie finder vi masser eksempler på, at dommere i visse situationer har taget fejl. Nogle fejl har været store, andre har været mindre. Nogle fejl har ikke betydet noget i den store sammenhæng; andre har totalt ændret udfaldet af en kamp. Da den ægyptiske dommer Ali Kandil under VM i 1970 i Mexico så bolden gå ud over sidelinjen til indkast til El Salvador i kampen mellem El Salvador og Mexico, begik han en fejl, der var så stor, at han aldrig mere ville få lov til at dømme en VM-kamp.

El Salvador havde kvalificeret sig til VM-slutrunden for første gang nogensinde. Siden Mexico automatisk kvalificerede sig som værter, var der åbnet en plads mere op. Honduras og El Salvador vandt deres respektive kvalifikationsgrupper, og de måtte ud i en runde play-off kampe. Den 8. juni, 1969 vandt Honduras 1-0 hjemme i Tegucigalpa, men i returkamepn i San Salvador syv dage senere vandt El Salvador 3-0.

Det blev derfor besluttet, at en tredje play-off kamp skulle afgøre striden på neutral grund, og hvor bedre end i den kommende VM-by Ciudad de México – også kaldet Mexico City.

Efter overtid vandt El Salvador kampen 3-2 og var klar til slutrunden. Men sejren havde sin pris. El Salvador og Honduras var to lande, der havde haft det skidt med hinanden gennem omkring hundrede år, og nu lod det endelig til, at de havde fundet en årsag til at reagere på det. Efter nederlaget smed Honduras således tusinder af gæstearbejdere fra El Salvador ud af landet. Dette fik El Salvador til at sende kampvogne ind over grænsen, og flere tusinde mennesker blev dræbt i konflikten. Den blev kaldt La Guerra del Fútbol – Fodboldkrigen, fordi den foregik samtidig med fodboldkampene og varede i fire dage.

Krisen endte med en våbenhvile, men det var faktisk først 11 år enere, at en rigtig fredstraktat blev underskrevet.

Mexico var blevet valgt som værtsnation med 56 stemmer foran 32 på Argentina. Afstemningen var blevet foretaget den 8. oktober 1964 under OL i Tokyo, og endnu engang var det Argentina, der blev den lille, selvom de aktivt havde ansøgt om værtskab siden VM i 1938.

Bekymringerne om Mexico som værtsnation var de samme som den olympiske komite havde haft, da de valgte Mexico som værter i 1968. Både de intense temperaturer om sommeren og den tynde luft i den højtliggende by ville blive et problem for deltagerlandene.
Samtidig ville en ny udvikling inden for medierne få en betydning for turneringen. Dette var første gang, at tv ville vise alle kampe i farver, og på grund af tidsforskellen betød det, at nogle af de europæiske tv-stationer havde brug for, at kampene blev spillet midt på dagen i Mexico i den stegende sol.

Hjemmeholdet var vant til temperaturerne, og for dem var det ikke et ekstra problem at skulle forholde sig til. I deres åbningskamp mod Sovjetunionen var der ingen af holdene, der så ud til at have lyst til at tage for mange chancer. Sovjetunionen var store favoritter, men Mexico havde 107.160 fans at imponere. 0-0 resultatet var derfor forventet, men det var varmen og de hårde tacklinger ikke.

El Salvador kom fra start i et andet tempo. De var stærkt undertippede mod Belgien, og ingen forventede, at de skulle kvalificere sig videre fra Gruppe 1. Belgien vandt kampen 3-0.

Den 7. juni på Azteca i Mexico City gjorde Mexico sig klar til at få deres første sejr over El Salvador foran 103.058 fans, men problemet var, at de ikke rigtigt kunne finde rytmen og derfor ikke spillede særlig godt. Faktisk spillede de så dårligt, at der siden ofte er blevet spekuleret i, om El Salvador mon kunne have holdt dem på uafgjort, hvis ikke det lige havde været for den forfærdelige fejl af dommer Ali Kandil fra Ægypten.

Lige før halvlegspausen dømte Kandil korrekt indkast til El Salvador. Da en af spillerne stod og ventede på bolden på sidelinjen, løb en mexicansk spiller hen og tog bolden og kastede indkastet. El Salvadors spillere kunne ikke tro deres egne øjne. De ventede på, at dommeren skulle blæse i sin fløjte, men de ventede forgæves. Han tillod blot spillet at fortsætte, og Aaron Padilla spurtede op langs sidelinjen og sendte bolden indover. Inde i feltet missede Enrique Borja en kæmpe chance, men da bolden landede lige for fødderne af Javier Valdivia, missede han ikke. Hans mål gjorde det til 1-0 til Mexico.

Spillerne fra El Salvador var af gode grunde rasende. Hvordan kunne Kandil have godkendt målet, når det kom fra et indkast taget af det forkerte hold? Da mexicanerne havde jublet færdigt, placerede Kandil bolden på midten, men El Salvador-spillerne nægtede at sparke kampen i gang igen. I stedet fortsatte de med at komme med indsigelser og med at sparke bolden væk fra midtercirklen. Flere spillere gik endda ud til linjevogter Keith Dunstan, der havde været vidne til hele fiaskoen, men som ikke havde gjort noget. De sparkede også bolden ud til tilskuerne. Kandils løsning var til sidst at samle bolden op og fløjte. Halvleg.

El Salvador kom ud til 2. halvleg med en helt anden plan. De var stadig voldsomt ophidsede over, at de var blevet snydt, og nu stod der hævn skrevet i deres øjne. De forsøgte at sparke så mange af mexicanerne som muligt, og gav hele tiden bolden til hjemmeholdet i de grønne trøjer. Mexico scorede tre mål yderligere og vandt kampen sikkert.

Efter at have været hovedårsagen til det opståede kaos på Azteca dømte Ali Kandil aldrig mere en VM-kamp.


Mexico:
Ignacio Calderón
Gustavo Peña
Mario Peréz jnr Antonio Munguia
Enrique Borja 45
Aaron Padilla
Javier Guzmán
José Vantolra
José Gonzalez
Javier Valdivia
Javier Fragoso

Reserver:
Jaime Lopez 45 (76)
Ignacio Basaguren 76

Manager:
Raúl Cárdenas

El Salvador:
Raúl Magaña
Roberto Rivas
Salvador Mariona
Santiago Cortez 61
Saturnino Osorio
Antonio Quintanilla
Mauricio Rodríguez
Alfredo Vasquez
Juan Martínez
Salvador Cabezas
Ernesto Aparicio 53

Reserver:
Sergio Mendez 53
Mario Monge 61

Manager:
Hernán Carrasco

Husker du? Da Rattin så rødt

Englands træner Alf Ramsey er så vred på argentinerne efter kampen, at han skynder sig over for at forhindre George Cohen i at bytte trøje med Mario González.



I Argentina kalder de stadig kampen El robo del siglo – Århundredets røveri – men da Argentina tabte til England i kvartfinalen i 1966, brugte de samtlige kendte og ukendte tricks i bogen, og Antonio Rattin lavede en mindeværdig sortie.

De frygtede det værste. Det blev endnu værre. Og måske var det dem selv, der begyndte det hele.

Før englænderne mødte Argentina i kvartfinalen under VM i England i 1966, havde de siddet og set film fra 0-0 gruppekampen mellem Argentina og Vesttyskland. Spillerne vidste, hvad de kunne forvente, og det samme gjorde manager Alf Ramsey.

Når Argentina spillede godt, spillede de rigtig, rigtig godt. Men når de ikke opførte sig ordentligt på banen, var de forfærdelige at se på. De brugte samtlige kendte og ukendte tricks i bogen – ikke kun for at sikre sig sejren men også for at irritere og direkte skade modstanderne.

Skaden, alle fans stadig talte om før kampen, havde dog intet med Argentina at gøre. Englands super angriber Jimmy Greaves havde fået en slem skade i benet i kampen mod Frankrig, og Ramsey var nødt til at erstatte ham i startopstillingen. Greaves var en fænomenal spiller først for Chelsea og siden Tottenham i den engelske liga, og i 57 landskampe havde han scoret ikke færre end 44 mål. Det var ikke kun Ramsey men også hans holdkammerater, der havde store forventninger til Greaves i denne turnering, men nu lod det desværre til, at han ikke ville være i stand til at leve op til dem.
Grundet argentinernes brutale spillestil fra kampen mod Vesttyskland besluttede Alf Ramsey, at han ville have den altid hårdt-arbejdende Alan Ball med fra start. Men da han i praksis erstattede Greaves, betød det nu, at England spillede en forløber til det, der senere ville blive kendt som 4-4-2 systemet.

Det var ikke en velspillet kamp. Englænderne forsøgte desperat at spille deres egen kontante stil, mens argentinerne, der hurtigt mærkede, at de var oppe imod en klassemodstander, hurtigt begyndte på deres berygtede stil, mange kendte dem for hjemmefra. Det betød, at de begyndte at trække englænderne i trøjerne, hive i spillernes hår, sparke dem på anklerne, træde dem over tæerne og spytte på dem, så snart dommeren så den anden vej.

Alf Ramsey havde været meget bestemt før kampen, da han gav sine spillere besked på under ingen omstændigheder at gøre gengæld, hvis disse situationer skulle opstå. Det var ligegyldigt, hvad argentinerne lavede. Spillerne måtte simpelthen bare finde sig i det. Ramsey var overbevist om, at hans spillere kunne vinde kampen ved hjælp af rene midler, og han havde ikke råd til at miste endnu en spiller i startopstillingen på grund af karantæne eller det, der var værre: en skade efter et slagsmål.

Det var meget svært for spillerne ikke at reagere på det, de oplevede på banen. Argentinerne brugte ethvert tænkeligt trick i bogen, og måske var de endda en anelse vrede over den måde, hvorpå dommerne indtil videre i turneringen havde håndteret bedømmelserne af kampene. Hele dommerstanden havde været meget hårde over for de sydamerikanske hold, og mens de havde set til, da portugiserne sparkede Pelé ud af turneringen, så valgte de at udvise en argentiner i kampen mod Vesttyskland. I tyskernes kamp mod Uruguay samme dag var to sydamerikanere blevet udvist, og det var generelt forstået blandt dommerne, at de specielt skulle holde øje med det hårde sydamerikanske spil. Det var instruktioner, der var kommet direkte fra FIFA. Så når England, Vesttyskland, Portugal eller Sovjetunionen fik lov til at spille hårdt, virkede det unfair på sydamerikanerne, og i denne kamp fik det argentinerne til at se rødt.

Hver eneste gang den tyske dommer Rudolf Kreitlein blæste i sin fløjte, stod argentinerne helt oppe i fjæset på ham, og der var ingen tvivl om, at det især var anføreren med nummer 10 på ryggen, Antonio Rattin, der irriterede Kreitlein. Tre argentinske spillere fik en advarsel inden for de første 30 minutter.

I 35. minut havde Kreitlein fået nok. Rattin havde fået en advarsel for en alt for hård tackling på Bobby Charlton, og nu fik han det røde kort for at blive ved med at brokke sig. Rattin blev rasende, og han nægtede at forlade banen. Kreitlein forstod ikke et ord spansk, og Rattin talte hverken tysk eller engelsk, og senere hævdede han, at han blot havde bedt om at få en oversætter på banen, så han kunne forstå, hvad der var sket. Hvis det er sandt, så begik Kreitlein en kæmpe fejl, men det lyder som en underlig forklaring. Hvem får en advarsel for en hård tackling i en fodboldkamp og beder derefter om en tolk?

Kreitlein forklarede efter kampen, at han ikke brød sig om den måde, Rattin så på ham, da han fik advarslen, og i de officielle bøger står der, at Rattin fik advarslen for at bruge groft sprog. Men siden Kreitlein ikke forstod spansk, har det vel været svært for ham at afgøre.

José Albrecht var rasende. Han opfordrede alle spillerne til at forlade banen sammen med Rattin, og enkelte begyndte faktisk at gå. Andre stod stadig tæt på Kreitlein og råbte ad ham, hvilket gjorde ham endnu mere forvirret. Det tog omkring ti minutter og en masse snak frem og tilbage, før Rattin til slut tillod FIFAs repræsentanter eskortere ham af banen. Bobby Charlton havde forsøgt at tale lidt fornuft ind i ham og havde blandt andet fortalt ham, at hvis de andre spillere forlod banen, ville Argentina tabe automatisk kampen.

Antonio Rattin lod ikke til at høre efter, eller også havde han blot ikke lært at tale engelsk i den korte tid, fra han fik advarslen, til Charlton forsøgte at tale med ham. Den argentinske spilfordeler satte sig på sidelinjen, og der blev han i protest. I Argentina var han allerede definitionen på en martyr, men i Europa var han set som den værste lovovertræder. Til slut rejste han sig endelig langsomt op og forlod banen, så spillet kunne fortsætte. Det tog ham meget lang tid at finde ud af Wembley, fordi han hele tiden skulle stoppe og se, hvordan det gik med hans holdkammerater.

Det tog England meget lang tid, før de fik noget ud af udvisningen af Rattin. I 78. minut headede Geoff Hurst bolden ind bag målmand Antonio Roma efter at have modtaget en flot aflevering fra sin West Ham-kollega Martin Peters.

Statistikkerne siger, at England lavede 33 frispark i kampen, Argentina 19. Rudolf Kreitlein mistede fuldstændig grebet om kampen, og mens dommeren blev eskorteret af banen efter slutfløjtet, skyndte Alf Ramsey sig over for at forhindre George Cohen i at bytte trøjer med Mario González. González skyndte sig derpå at bytte trøjer med Ramon Wilson i stedet, mens Ramsey ikke så det, men Ramsey var rasende på argentinerne. Næste dag lød overskriften på en af de største aviser: ”Dyr!, siger Ramsey”. Men tilsyneladende havde hans hold og dommerne været med til at skabe de dyr, og denne kamp ville blive hængende i erindringen hos argentinske spillere i de næste generationer og være med til at skabe en rivalisering mellem de to lande. Dengang betød resultatet sejr til England, men for Argentina var det El robo del siglo – Århundredets røveri.

England:
Gordon Banks
George Cohen
Ramon Wilson
Nobby Stiles
Jack Charlton
Bobby Moore
Alan Ball
Bobby Charlton
Geoff Hurst
Martin Peters
Roger Hunt

Manager:
Alf Ramsey

Argentina:
Antonio Roma
Oscar Ferreiro
Silvio Marzolini
José Albrecht
Antonio Rattin
Jorge Solari
Roberto Perfumo
Mario González
Luís Artime
Erminio Onega
Oscar Mas

Manager:
Juan Carlos Lorenzo

Husker du? Da Danmark blev Europas bedste håb

Michael Laudrup scorer et meget mindeværdigt mål i kampen mod Uruguay.



Da Danmark slog Vesttyskland 2-0 ved VM i Mexico i 1986 og dermed vandt deres gruppe, blev VM-debutanterne pludselig regnet for at være eksperternes bedste bud på en finalist fra Europa.

Vejen til Danmarks første deltagelse ved VM var lang og hård, og sjovt nok blev de første sten lagt i den aller første kamp i kvalifikationen – en kamp, Danmark slet ikke selv spillede med i. Da Irland besejrede Sovjetunionen 1-0 i Dublin den 12- september, 1984, havde gruppens største favoritter allerede tabt point.

To hold fra hver gruppe på fem ville være direkte kvalificerede, og udover Irland og Sovjetunionen skulle danskerne møde Norge og Schweiz. Men nu havde Sovjetunionen vist, at de kunne besejres. Rent praktisk var det ikke så godt, idet én af Danmarks rivaler til 2.-pladsen nu havde fået point, men mentalt var det en vigtig besked, der skulle betyde meget for danskerne.

Danskerne selv kom godt fra start i gruppen ved at besejre Norge 1-0 hjemme, og da Norge spillede uafgjort mod Sovjetunionen i Oslo, begyndte det at se meget lyst ud for danskerne. De kom dog hurtigt ned på jorden igen, da de tabte 1-0 til Schweiz i Bern. Nu ventede Irland hjemme.

I en fantastisk kamp for den lille fodboldnation på kun lige over fem millioner mennesker lykkedes det landsholdet at besejre irerne 3-0, og det gav en bunke nødvendig selvtillid før mødet med Sovjetunionen i Idrætsparken på selveste Grundlovsdag i 1985. I en fuldstændig uforglemmelig kamp scorede Preben Elkjær to mål og den unge Michael Laudrup endnu to, og Danmark vandt kampen 4-2 imod storfavoritterne.

Et 1-0 nederlag i Moskva blev fulgt op af 1-1 hjemme mod Schweiz, og det satte holdet i en helt særlig situation før den sidste gruppekamp ude imod Irland. Heldigvis havde de slået Norge 5-1 i Oslo og var derved sikre på deres første kvalifikation, men en sejr i Dublin ville sende dem til Mexico som vindere af kvalifikationsgruppe 6.

Især en spiller på det danske hold vil aldrig glemme denne kamp. Holdet havde brug for stærke Søren Lerby til kampen, men hans klubhold Bayern München råbte også på ham, fordi de havde en vigtig pokalkamp imod Bochum samme dag. Da han insisterede på at spille for landsholdet men samtidig havde fuld forståelse for, hvem der betalte hans løn, fandt han en utraditionel løsning.

Da John Sivebæk med sit eneste mål i A-landsholdstrøjen efter 57 minutter af kampen i Dublin havde gjort det til 3-1, lod Lerby sig udskifte. Han forlod med det samme Landsdowne Road og tog til lufthavnen, hvor Bayern München havde stillet deres privatfly til rådighed for ham for at flyve ham tilbage til Tyskland.

Danmark vandt kampen 4-1 og sikrede sig 1.-pladsen i gruppen, mens Lerby ankom til Olympiastadion tids nok til at spille 2. halvleg for sit klubhold. Han hjalp dem med at sikre uafgjort 1-1, og Søren Lerby er dermed den eneste spiller, der nogensinde har spillet for sit land og sin klub på to forskellige lande på samme dag.

Siden Danmarks tyske træner Sepp Piontek havde taget over i 1979, havde tingene ændret sig dramatisk for det danske fodboldlandshold. Spillerne ville simpelthen vinde. Det var ikke længere nok at tabe men have scoret et flot mål. De fleste af spillerne på landsholdet boede og spillede (eller havde gjort det) i Holland, og det var ikke overraskende, at den danske spillestil mindede om den, hollænderne havde begejstret verden med i 70’erne.

Kun meget få af de danske spillere repræsenterede danske klubber. Så da eksperterne gættede på, at danskerne ville ryge hurtigt ud i Mexico, var der mange af deres modstandere, der følte, at de vidste bedre. De kendte mange af de danske spillere fra møder med dem i topklubberne i Europa.

Den første kamp imod Skotland var nok Danmarks mest nervøse kamp. Men efter de første VM-nerver var blevet rystet af, begyndte danskerne at spille rigtig godt, og skotterne havde ikke meget at byde ind med. Kun Gordon Strachan fortjente med sin indsats at skaffe skotterne et godt resultat, mens danskerne begyndte at producere den ene chance efter den anden. Især Preben Elkjær og vidunderdrengen Michael Laudrup udgjorde store trusler for skotterne, og i 57. minut scorede Preben Elkjær på et hårdt fladt skud i målmand Jim Leighton’s lange hjørne. Danmark havde vundet sin første VM-kamp, og de havde gjort det i en stil, der efterlod tvivlerne godt røde om ørerne.

Men hvis Skotland-kampen havde efterladt tvivlerne på Danmark en anelse skamfulde, så skulle kampen mod de tidligere dobbelte verdensmestre Uruguay få de sidste tvivlere overbevist. I en helt enestående kamp lavede Danmark nærmest opvisning i angrebsfodbold, da de ydmygede de regerende Copa América-mestre med hele 6-1. Preben Elkjær scorede tre, og Laudrup scorede et af de mest elegante mål nogensinde. Nu begyndte alle at skæve til danskerne, før den kamp, de vidste ville blive den ultimative test, hvis de skulle tages alvorligt i det videre forløb.

Vesttyskerne havde spillet uafgjort 1-1 mod Uruguay og slået skotterne 2-1, hvilket faktisk betød, at både Danmark og Tyskland var klar til næste runde. Vinderne af Danmarks Gruppe E skulle spille mod nummer to i Gruppe D, mens nummer to i Danmarks gruppe skulle møde vinderne af Gruppe F. Før turneringens start ville valget nok have været vanskeligt, men Gruppe F var spillet færdig to dage før, og her var Marokko endt som vindere foran England, mens Spanien var endt på 2.-pladsen i Gruppe D efter Brasilien.

Med andre ord: Hvis Danmark vandt eller spillede uafgjort mod tyskerne, skulle de møde Spanien, og tyskerne ville få æren af Marokko i ottendedelsfinalerne. Hvis Danmark tabte, hed modstanderen Marokko. Men danskerne kunne ikke stoppes. Nu ville de vinde, og de ville vinde med stil. Vesttyskland producerede masser af chancer, og det lod ikke til, at de spillede på at tabe. Danskerne var simpelthen bare bedre på dagen, og de vandt over Vesttyskland med 2-0 på mål af Jesper Olsen og John Eriksen. Til gengæld blev dynamoen Frank Arnesen udvist i 88. minut efter en dum tackling på Lothar Matthäus.

Danmark havde vundet puljen, og især den overbevisende sejr over de tidligere dobbelte verdensmestre gav genlyd blandt eksperterne. Intet andet europæisk land havde vist deres potentiale. England var blevet nummer to i deres pulje efter Marokko. Italien var blevet nummer to efter Argentina. Spanien var blevet nummer to efter Brasilien, og Belgien var endt som nummer 3 efter både Paraguay og Mexico. Eksperterne begyndte at stille spørgsmålet: Var Danmark den bedste mulighed at få VM-pokalen med hjem til Europa? Var disse debutanter det bedste europæiske hold? Kunne de gå hele vejen i finalen?

Måden hvorpå de havde besejret Skotland, Uruguay og Vesttyskland antydede, at de kunne. Næste test ville blive Spanien i ottendedelsfinalen. Og 1. halvleg gav en god indikation. Tilsyneladende var danskerne virkelig så gode, som gruppespillet havde antydet. Klaus Berggren blev fældet i straffesparksfeltet, og Jesper Olsen sendte bolden køligt ind bag Andoni Zubizarreta i det spanske mål. Ude på banen dominerede danskerne og kontrollerede spillet fuldstændigt. Lige indtil to minutter før halvleg.
Jesper Olsen forsøgte at spille bolden ind i målmand Lars Høgh og så ikke Emilio Butragueño komme løbende og stjæle bolden foran mål. Han udlignede let og sikkert, så Spanien kunne gå til pause i medvind. Danmark havde for første gang i turneringen vist svaghedstegn.

I 2. halvleg kunne Danmark virkelig have brugt Frank Arnesen, der var blevet vist ud mod Vesttyskland. Butragueño scorede tre mål mere, og Andoni Goikoetxea lavede et enkelt, da Spanien fuldstændigt ydmygede de uerfarne danskere. Til slut var det Vesttyskland, der viste sig at være det bedste hold fra Europa, da de tabte 3-2 til Argentina i en mindeværdig finale, men i et meget langt og meget mindeværdigt øjeblik var Danmark på alles læber i Mexico.

Husker du: Et nyt England møder en ny modstander

Lev Yashin i Sovjetunionens mål fik en travl aften i sit lands første VM-kamp nogensinde.



Den 8. juni, 1958 var det et rystet England, der stillede op mod Sovjetunionen, der ikke alene var med i VM for første gang, men også repræsenterede en nation, der to år forinden havde invaderet Ungarn.

Da England og Sovjetunionen gik ind på Nya Ullevi den 8. juni, 1958 ventede der de 49.348 tilskuere en ganske særlig oplevelse. De fleste fodboldfans havde fulgt de to nationer meget tæt gennem det seneste stykke tid men af årsager, der havde meget lidt med fodbold at gøre.

Dette var første gang, Sovjetunionen var med ved VM, og efter at være sluttet på en delt 1.-plads med Polen i deres kvalifikationspulje, måtte de ud i en omkamp, hvor de slog deres naboer på ”neutralt” græs i Leipzig i Østtyskland.

Sovjetunionen var allerede fasttømrede i mange menneskers bevidsthed, eftersom de havde vundet olympisk guld i Melbourne i 1956. Men de var også vadet ind i resten af verdens bevidsthed i en ikke-sportslig forstand, da de invaderede et frihedssøgende Ungarn i 1956 og derved var med til at sikre, at det ungarske landshold ved VM i 1958 var blot en skygge af sig selv. Store spillere som Puskás, Kocsis og Czibor var ikke længere en mulighed at nyde for Ungarn. At påstå at Sovjetunionen ikke var den mest populære nation er en kæmpe underdrivelse, men de øvrige hold lod til at forstå, at det nok ikke var de sovjetiske spillere, de skulle skyde skylden på. Derfor behandlede de dem på samme måde som deres øvrige kolleger. Dette var jo trods alt deres første VM-kamp nogensinde.

Det England, de mødte, var et rystet England og på mange måder et nyt England. Den 5. februar, 1958 havde en tragisk flyulykke i lufthavnen i München kostet syv Manchester United-spillere livet, heriblandt flere faste spillere på Englands landshold.
Venstre back Roger Byrne, angriber Tommy Taylor og perlen på Englands hold, det 22-årige midtbanegeni Duncan Edwards, der havde hjulpet Manchester United frem til at blive et af de aller bedste hold i hele Europa, havde alle været blandt ofrene. Under ledelse af Skotlands deltidsmanager og Uniteds fuldtids-boss, Matt Busby, havde Edwards hjulpet United frem til at blive et rigtig seriøst bud på en afløser af Real Madrids dominans i Europa, hvor spanierne havde vundet de første fem Europa Cup-trofæer. Og med den høje, stærke Edwards på midtbanen, var England cyklet ubesværet gennem kvalifikationen og havde kun tabt et enkelt point i den uafgjorte kamp i Irland.

To ud af de tre døde landsholdsspillere havde scoret 10 ud af de 15 mål med Edwards på tavlen to gange og Taylor otte gange. De ville blive voldsomt savnet, og tragedien påvirkede hele truppen såvel som de fleste af de, der var tilskuere på Nya Ullevi den dag, fordi det var første gang siden ulykken, at de havde set holdet.

Fra starten af kampen virkede englænderne en anelse ufokuserede og var måske påvirkede af den intensitet, der herskede omkring kampen. De spillede udmærket og stod godt til Sovjetunionen, men de kunne ikke score. I det 13. minut blev debutanternes anfører Nikita Simonian tilskrevet et mål, der ramte flere spillere, før den endte bag Burnley målmand Colin McDonald.

Det andet mål kom i 56. minut, da Viktor Tsarev fandt Alexandr Ivanov med et flot aflevering. Ivanov driblede rundt om McDonald og scorede.

I 66. minut reducerede Derek Kevan med et flot hovedstød, der fik Lev Yashin i Sovjetunions mål til at se lidt fortabt ud, og han så endnu mere tosset ud, da hans reaktion på straffesparket i 85. minut var at kaste sin kasket efter den ungarske dommer, István Zsolt. Den tackling, Yuri Voinov havde sat ind på Johnny Haynes, var ikke at finde i nogen fodboldbog, og Tom Finney scorede flot fra pletten, da han placerede den lavt og hårdt i det venstre hjørne.

2-2 resultatet var i det store og hele ganske retfærdigt , men kampen bliver husket som Englands første VM-kamp efter den forfærdelige ulykke i München, og som den første kamp ved et VM af Sovjetunionen.

HOLDENE:
England:
Colin McDonald
Don Howe
Tommy Banks
Eddie Clamp
Billy Wright
Bill Slater
Bryan Douglas
Bobby Robson
Derek Kevan
Johnny Haynes
Tom Finney

Manager:
Walter Winterbottom

Sovjetunionen:
Lev Yashin
Vladimir Kessarev
Boris Kuznetsov
Yuri Voinov
Konstantin Krijevsky
Viktor Tsarev
Aleksandr Ivanov
Valentin Ivanov
Nikita Simonian
Sergei Salnikov
Anatoly Ilyin

Manager:
Gavril Katchalin

Husker du? Da Ungarn satte et par ting på plads

VM i 1982 bød på masser af lækker fodbold, og noget af det bedste stod Ungarn for i deres første gruppekamp mod El Salvador.




Efter at have tabt tre kampe i træk i VM fire år tidligere var Ungarn opsat på at sætte tingene på plads i deres åbningskamp i 1982 mod El Salvador.

FIFAs præsident Joaõ Havelange var blandt de heldige tilskuere, der var på plads i Elche den 15. juni, 1982 til Gruppe 3-kampen mellem Ungarn og El Salvador. To dage forinden havde Belgien chokeret verden ved at slå de forsvarende mestre Argentina med 1-0 i åbningskampen i samme gruppe, og dette åbnede helt nye muligheder for ungarerne, der havde hævn i tankerne.

El Salvador havde kvalificeret sig til VM for anden gang på bare 12 år, og de var den ene af to repræsentanter fra den svage Nord- og Central-amerikanske region. Eksperterne havde længe hævdet, at to hold fra denne region var et for meget, men dette var det første VM med 24 hold i stedet for de tidligere 16, så derfor havde de fået to pladser. Men da Tibor Nyilasi allerede i 3. minut headede bolden i mål til 1-0 bag målmand Luis Guevara Mora, var ungarerne godt i gang med at bevise, at eksperterne havde ret.

Ungarn havde bitre minder fra VM fire år tidligere, da de tabte deres første kamp til værtsnationen og de senere mestre Argentina med 2-1 og fik to af deres stjernespillere András Töröcsik og Tibor Nyilasi vist ud. Det var et hårdt nederlag at sluge, og de kom sig aldrig helt over det og tabte også begge deres følgende gruppekampe til Italien og Frankrig. Der var ingen tvivl om, at der var kommet ridser i lakken hos de stolte ungarere med de flotte traditioner. Derfor var denne åbningskamp mod El Salvador meget vigtig.

Allerede i 10. minut gjorde Gábor Pölöskei det til 2-0, og da legenden László Fazekas bankede et flot langskud i kassen i det 23. minut, var grundarbejdet gjort.

3-0 holdt til halvleg, og på det tidspunkt var kampen allerede vundet. Men manager Kálmán Mészöly, der selv havde gode VM-minder fra deltagelse på Ungarns landshold ved VM i 1962 og 1966, ville have mere. I omklædningsrummet i pausen mindede han sine spillere om det, der var sket i 1978 i Argentina. Dette var VM. Det var ikke nu, de skulle slappe af eller holde tilbage. Spillerne skulle give den alt, hvad den kunne trække og ikke vise nåde over for mellemamerikanerne.

József Tóth gjorde det til 4-0 i 51. minut, og fire minutter senere var det anføreren fra for fire år siden, László Fazekas, der i sin 86. kamp for Ungarn scorede til 5-0. Det var tydeligt at læse beslutsomheden i veteranens ansigt, da han sendte bolden i nettet.

El Salvador oplevede ikke mange tilråb fra tilskuerpladserne, og de få trofaste støtter dæmpede hurtigt deres jublen, efterhånden som resultatet blev mere og mere vildt. Men i 65. minut kunne man kort høre dem igen, da deres spillere gav dem noget at juble over.

Efter et forbavsende flot angreb endte bolden hos Luis Ramirez Zapata, der sendte den forbi Ferenc Mészáros in Ungarns mål. Stillingen var nu 5-1, men skulle man bedømme ud fra Zapatas jubel, skulle man tro, det var det eneste mål i kampen indtil videre. De forsøgte endda at få bolden hurtigt fra målmanden, så de hurtigt kunne få sat spillet i gang igen, som om de havde kampen under kontrol og nu med Zapatas mål havde ungarerne lige der, hvor de ville have dem. Det irriterede ungarerne endnu mere, og de indledte en tæppebombning af El Salvadors mål.

László Kiss var blevet opdaget af manager Mészáros i Budapest-klubben Vasas SC, hvor Mészáros selv havde spillet gennem hele sin egen karriere. Kiss var en spiller, der elskede de store øjeblikke, som han havde bevist, da han scorede to mål i sin debut på landsholdet i en kamp mod Norge. Denne gang cementerede han sit navn fast i historie-bøgerne, da han scorede det hurtigste hattrick nogensinde i en VM-kamp. Han afløste András Töröcsik i 55. minut og scorede tre brillante mål på blot ni minutter, kun afbrudt af målet til 7-1, der blev scoret af den anden indhopper László Szentes. Kiss blev således også den eneste spiller, der nogensinde er kommet ind i en VM-kamp og har scoret et hattrick.

Tibor Nyilasi sluttede showet med endnu et fabelagtigt hovedstødsmål og satte dermed ramme om kampen på flottest mulige måde.

Det var en absolut enestående kamp af Ungarn og tilsvarende dårlig kamp af El Salvador. Kun angriber Jorge Mágico Gonzáles kom fra kampen med lidt af sin værdighed intakt. Han talent var meget tydeligt, og lokale spejdere lavede den nødvendige kontakt og sikrede, at han blev i Spanien efter turneringen var slut. Han skrev kontrakt med Cadiz.

Desværre for ungarerne blev det deres eneste sejr, og deres 1-1 mod Belgien gav dem tre point på 3.-pladsen og sendte dem ud af turneringen sammen med netop El Salvador. Men i et kort og uforglemmeligt øjeblik fik de verden til at huske, at Ungarn var en formidabel fodbold-nation.

Husker du? Da Sydafrika fik tildelt VM 2010

Det nyrestaurerede Orlando Stadium nær Soweto i Sydafrika vil kun blive brugt som træningsbane under VM.


15. maj, 2004 var en meget stor dag for Sydafrika. Det var dagen, hvor FIFA valgte at tildele dem VM 2010 og på den måde gøre den tidligere udstødte nation til det første afrikanske land, der afvikler verdens største fodboldturnering.

VM 2010 i Sydafrika bliver den 19. i rækken af FIFA verdensmesterskaber, siden begyndelsen i 1930 i Uruguay. Men det er det første VM, der afholdes på det afrikanske kontinent, og faktisk er Sydafrika langt fra så oplagt en kandidat, som man kunne have forestillet sig.

Sydafrika er et land, der traditionelt set har været mest kendt for sin racepolitik kaldet apartheid. Da apartheid efter 2. Verdenskrig blev den officielle politik, havde det voldsomme menneskelige og sociale konsekvenser. En af disse var, at det blev naturligt ikke at blande racer i sportsturneringer. De hvide havde deres egne turneringer, og det samme havde de sorte sydafrikanere. Men det gik endnu dybere.
På grund af den officielle apartheid politik blev Sydafrika diskvalificeret fra at spille med i den første Africa Nations Cup i 1957 Senere blev Sydafrika smidt ud af CAF – Confederation of African Football, og i 1964 suspenderede FIFA sydafrikanerne for siden at smide dem helt ud.

I løbet af de følgende år begyndte den hvide del af befolkningen langsomt at miste interessen for fodbold. I stedet spillede de rugby eller cricket, men fodbold var ikke en sport, mange hvide valgte at spille. Samtidig fulgte fodbold det samme mønster, som det både før og siden har fulgt i mange fattige lande. Som i Brasilien og en række andre sydamerikanske lande, hvor fodbold blev spillet i gaderne og på stranden, blev fodbold i Sydafrika de fattiges sport. I Sydafrika blev det spillet i de fattige townships og andre steder under ganske særlige omstændigheder.

På den berygtede fængsels-ø Robben Island ud for Cape Towns kyst. hvor en række af landets mest frygtede modstandere af regimet sad fanget, begyndte fangerne at forlange, at skulle have lov til at spille fodbold. I starten blev det nægtet, men efter fire års konstante krav, fik de lov til at spille hver lørdag.
Al sport i Sydafrika blev på dette tidspunkt boycottet, og måske havde regeringen den tanke, at hvis de lod fangerne spille, så ville de måske vinde lidt internationalt goodwill.

Fangerne ville spille efter de rigtige regler, så de grundlagde Makana Football Association. Alle FIFAs regler blev inkorporeret i Makana, og en rigtig liga blev formet. Sydafrikas præsident Jacob Zuma var en af fangerne, og han var hård forsvarsspiller på et af holdene på Robben Island. I 2007 blev Makana Football Association optaget som æresmedlem i FIFA.

Fodbold blomstrede op som den sorte mands sport, og selv i dag er hovedparten af spillerne i den sydafrikanske liga og på landsholdet sorte. Da Sydafrika spillede åbningskampen mod Irak i Confederations Cup i 2009, var der kun en enkelt mand på holdet, der var hvid. Hans navn var Matthew Booth, og med sine lige over to meter ragede han godt op over de fleste af sine holdkammerater. Mange af journalisterne, der dækkede kampen, rapporterede forkert, at han var meget upopulær blandt tilskuerne, da de hørte de konstante tilråb ”Boooooooth!” som ”Buuuuuuuh!” Boothe er gift med en sort kvinde og er elsket af en meget bred fanskare.

Da ANC og National Party i slutningen af 80’erne indledte processen, der skulle afskaffe apartheid, begyndte samtalerne om oprettelsen af en ny fælles fodbold-liga. I 1991 blev SAFA grundlagt, og året efter blev de optaget i FIFA som fuldt medlem. Kun fire år senere triumferede Sydafrika ved at vinde sin første African Nations Cup på hjemmebane.

FIFAs nye politik var at få hver af de store fodboldforbund til at komme med et bud på en mulig vært til VM. Ægypten, Marokko og et fælles bud fra Libyen og Tunesien blev modtaget sammen med buddet fra Sydafrika. Tilbage i 2007 havde FIFA dog allerede opgivet idéen om at skifte mellem kontinenterne, og de havde inden ligeledes offentliggjort, at de ikke længere ville kigge på bud fra to lande. Det fik Tunesien til at trække sig, og Libyen kunne ikke alene stå for det store arrangement. Med tre lande tilbage valgte FIFA at stemme første gang den 15. maj, 2004. Sydafrika fik 14 stemmer, Marokko fik 10, og Ægypten fik ingen. Beslutningen var taget, før der overhovedet var nået at opstå nogle kontroverser. Sydafrika var blevet valgt til at være vært for VM 2010.

Det har været en tradition, at både værterne og de regernde verdensmestre ikke skulle spille med i kvalifikationsrunden til VM. Denne gang spillede både Italien og Sydafrika. Som vært er Sydafrika automatisk kvalificeret, men da kvalifikationsrunden også virker som kvalifikation til African Nations Cup 2010, var Sydafrika med. Til gengæld var det første gang, at mestrene skulle igennem kvalifikation.

Om genfødslen af fodbold i Sydafrika vil hjælpe racerne tættere på hinanden er en anden historie. De har brugt mange hundrede millioner kroner på at genopbygge det populære Orlando Stadium nær Soweto. Det har nu VIP bokse, lounges, konference-lokaler og plads til 45.000 tilskuere i et område, der traditionelt har været et fodbold-mekka for den sorte befolkning i Soweto. Men stadion vil kun blive brugt som træningsbane under VM 2010.

Det er ikke usandsynligt at forestille sig, at en stor del af den sorte befolkning vil have svært ved at få råd til at gå til kampene. Der er stadig stor forskel på lønningerne, og tv-seerne fra hele verden vil nok nærmere se en stor skare af turister på tilskuerpladserne end lokale sorte fans. Men de lokale fans, der dukker op til kampene vil til gengæld med sikkerhed være med til at præge stemningen, ligesom de gjorde, da Sydafrika var værter ved den meget succesrige Confederations Cup i 2009. Med masser af stegt kylling og deres vuvuzela, de larmende plastic horn, vil de heppe på Bafana Bafana og hjælpe Sydafrika til at undgå at blive den første værtsnation i historien, der ikke kvalificerer sig til 2. runde.

Spillesteder:
Johannesburg:
Soccer City 94.700
Coca-Cola Park 62.567

Durban:
Moses Mabhida Stadion 70.000

Cape Town:
Green Point Stadion 69.070

Pretoria:
Loftus Versfeld Stadion 51.760

Port Elizabeth:
Nelson Mandela Bay Stadion 48.000

Bloemfontein:
Free State Stadion 48.070

Polokwane:
Peter Mokoba Stadion 46.000

Nelspruit:
Mbombela Stadion 44.000

Rustenburg:
Royal Bafokeng Stadion 42.000

31 holde spiller 64 kampe fra 11. juni til 11. juli