Husker du? Da Sydkorea skabte et mirakel i 2002

Ahn Jung-Hwan fejrer sin ufortjente scoring mod Italien i 2002.



Der er ingen tvivl om, at et af de største mirakler i VMs historie var, da Sydkorea formåede at komme hele vejen til semifinalen på hjemmebane i VM i 2002. Til gengæld så det ud til, at de fik alt den hjælp, de havde brug for undervejs.

Fodbold fans over hele verden lader til at blive ekstra henrykte, når de kan være vidner til de helt store overraskelser. I 1950 vandt USA over England; i 1966 overraskede Nordkorea italienerne; i 1982 slog Algeriet vesttyskerne. Der er masser af overraskelser at vælge imellem gennem VMs lange historie. Men da Sydkorea under det første VM arrangeret i Asien i 2002 formåede at komme hele vejen til semifinalen, var det måske den største overraskelse af alle. Om alt så gik lige efter bogen er nok en lidt anden sag.

FIFA havde en plan om at udvide grænserne for VM-fodbolden, og derfor accepterede de et fælles bud fra Japan og Sydkorea om at være værter for VM i 2002. Det må med det samme siges, at det første VM i Asien var en kæmpesucces, og fans fra begge lande var en fornøjelse at følge på tilskuerpladserne – både når de var ude og støtte deres respektive lande, men især også når de støttede andre nationer som eksempelvis Brasilien, England og Tyskland.

Som fodboldturnering præsenterede VM i 2002 os samtidig for nogle af de mest solide overraskelser, vi havde været vidne til, og for første gang nogensinde kunne vi finde hold fra Europa, Afrika, Nordamerika, Sydamerika og Asien så langt henne i turneringen som kvartfinalerne.

I 2000 forlod hollandske Guus Hiddink jobbet som træner for den spanske klub Real Betis og rejste til Sydkorea for at være manager for landsholdet. Der var flere gange i hans første halvandet år som træner, hvor pressen i Sydkorea kritiserede ham for ikke at tage arbejdet alvorligt nok. Der var ofte billeder i aviserne af Hiddink sammen med sin kæreste på tidspunkter, hvor de mente, han skulle have koncentreret sig om at træne holdet. Da de tabte 2-1 til USA i Gold Cup i starten af 2002, var pressen ude igen og hævdede, at Hiddink ikke havde været i stand til at løfte opgaven og gøre holdet klar til den store opgave, der ventede lige rundt om hjørnet. De havde en forventning om, at Sydkorea i hvert fald kom videre fra VM-grundspillet og ikke blev den første værtsnation nogensinde, der ikke kom videre fra 1. runde.

Da Hiddink og hans trup tog hul på den første kamp mod Polen, skulle det dog hurtigt vise sig, at han i det mindste stillede med det mest veltrænede mandskab af måske samtlige deltagende lande i Sydkorea og Japan. Og da koreanerne for øjnene af 48.760 jublende fans sikkert vandt kampen 2-0 på mål af Hwang Sun-Hong og Yoo Sang-Chul, begyndte stemningen i pressen også at ændre sig.

Indsatsen mod et meget stærkt spillende USA kunne de måske godt stille spørgsmålstegn ved. USA spillede noget rigtig attraktivt fodbold under hele VM i 2002 og udspillede selveste Tyskland i store dele a deres kvartfinale, som de tabte 1-0 på en mål af Michael Ballack i 1. halvleg. Mod sydkoreanerne havde de førertrøjen på fra start til slut. Et tidligt mål af Mathis burde være blevet fordoblet, da den schweiziske dommer Urs Meier missede et klart straffe begået mod Beasley. Senere fik Lee Eul-Yung chancen fra 11-meter pletten men Brad Friedel klarede det svage spark.

I slutningen af 2. halvleg mødte Ahn Jung-Hwan et frispark og headede en meget ufortjent udligning ind, hvilket fik stadion i Daegu til at ryste af begejstring under de 60.778 tilskueres jubel.

Den store overraskelse kom imod storfavoritterne fra Portugal, der kunne klare sig med uafgjort i kampen for at komme videre til ottendedelsfinalerne. Den intense varme samt to røde kort hjalp dem dog ikke. Allerede efter 27 minutter var det João Pinto, der fik direkte rødt kort for en grov forseelse mod Park Ji-Sung. Og i 66. minut måtte den argentinske dommer Ángel Sánchez igen hente det røde kort frem, da Beto indkasserede sit andet gule kort efter en tackling på knæet af Lee Yung-Pyo.

Park Ji-Sung scorede i 70. minut, da han bankede bolden mellem målmand Victor Baias ben. Da de sidste sandkorn var ved at rende igennem timeglasset, kunne Nuño Gomez have udlignet, men han missede den kæmpe store chance foran mål. Sydkorea vandt kampen og avancerede til næste runde sammen med USA.

Ottendedelsfinalerne skulle blive en stor udfordring for Sydkorea. Deres modstandere var ingen ringere end selveste Italien, der havde tre VM-titler med i bæltet, da de gik på banen og var traditionelle mestre af den defensive fodbold. Italienerne havde spillet ganske imponerende indtil videre i turneringen, men det var meget kendetegnende for dem, at de sjældent gjorde mere, end de skulle. Til gengæld var de kendt for altid at gøre det, der var aller mest nødvendigt.

Sydkorea anede ikke, hvad der ramte dem, da kampen gik i gang. Men lidt hårdt og kontant forsvarsspil fra italienernes side fik dommer Byron Moreno fra Ecuador til at fløjte straffe. Gianluigi Buffon i det italienske mål reddede Ahns svage spark uden at anstrenge sig. Lidt over 10 minutter senere trak Choi Jin-Cheul Christian Vieri i trøjen i feltet, men i stedet for at lade sig falde, gik han i stedet efter Francesco Tottis hjørnespark, som han med stor kraft headede i mål til en meget fortjent 1-0 føring.

Men fra italienernes føringsmål syntes alt at gå sydkoreanernes vej. De fleste dommerbeslutninger var i deres favør, og selv de meget livlige fans med de tusinder af viftende røde flag havde det underligt med Morenos meget ensidige beslutninger. I 88. minut lykkedes det for Seol Ki-Hyeon at liste bolden forbi Buffon til 1-1. Det gjorde næsten ondt at se, men det var langt fra det værste ved kampen.

I overtiden modtog Damiano Tommasi en fantastisk aflevering og scorede flot, men målet blev underkendt for en offside, der ikke engang var i nærheden af at være der. Senere blev Francesco Totti helt tydeligt og faktisk meget voldsomt trukket ned i feltet af Song Chong-Gug, men stedet for at få straffe blev Totti udvist for at filme. Dette blev naturligvis for meget for Italiens træner Giovanni Trabattoni, som sprang op af sin stol og bankede på plexiglasset bag ham, hvor fire FIFA repræsentanter stod og kiggede. De så blot på ham og trak forsigtigt på skuldrene, og du skulle lede længe efter et mere perfekt billede af nogle politikere, der var blevet fanget med hænderne alt for dybt begravet i andres lommer.

Jo, Italien missede også en del chancer, før Ahn Jung-Hwan headede bolden ind efter et indlæg fra Seol Ki-Hyeong. I stedet for at stå overfor muligheden for at ryge ud af VM på straffespark for fjerde gang i træk, røg de nu i stedet ud på Golden Goal.
Dommer Moreno fik senere karantæne i 20 kampe hjemme i Ecuador efter en lignende indsats i en ligakamp, og på et feriested på Sicilien opkaldte de en række toiletter efter ham.

Bestyrelsesformand Luciano Gaucci fra Serie A-klubben Perugia meddelte officielt, at han ikke ville forlænge Ahns låneperiode i klubben. Han forklarede, at han ikke havde til hensigt at betale løn til en mand, som havde ødelagt italiensk fodbold. Naturligvis var det ikke alvor, og alle vidste, at både Gaucci og stort set alle øvrige italienere ikke havde noget imod Ahn, der blot spillede fodbold. Hønen, de havde at plukke, var med Moreno og de FIFA repræsentanter, der havde gjort deres for at sikre, at Sydkorea kom igennem til kvartfinalen. Ahn spillede alligevel ikke flere kampe for Perugia men udelukkende på grund af, at hans talent ikke bød på de kvaliteter, Perugia var på udkig efter i den evige kamp mod de stærke Serie A-forsvar, de gennem en lang turnering skulle op imod.

Men sydkoreanernes ”held” strakte sig endnu videre til kvartfinalen imod Spanien. Igen var koreanernes modstandere en klasse bedre på banen men fik en række meget suspekte dommerkendelser imod sig.

Af Gud ved hvilken årsag underkendte den ægyptiske dommer Gamal El-Ghandour et perfekt spansk hovedstødsmål. I overtiden underkendte han endnu et mål, denne gang sat ind på hovedet af Fernando Morientes, fordi linjevogteren hævdede, at Joaquín havde sparket bolden indover, efter den havde været ude over baglinjen. På samtlige mulige kameravinkler er det helt tydeligt, at bolden næsten ikke engang rører ved indersiden af baglinjen. Igen trak FIFA-folkene blot på skuldrene. Spanien tabte kampen efter straffespark.

Hvis der var nogle tv-seere rundt om i verden, der fik et pludseligt flashback til De Olympiske Lege i Seoul i 1988, så var det mere end forståeligt. Det var det berømte OL, hvor den ene koreanske bokser efter den anden blev banket til plukfisk, hvorefter de forbavsede fik løftet deres arm i vejret af dommerne, når det var blevet tid til at afsige dommen i kampen. Var dette lige så tydelig snyd? Nej! Men det fik i hvert fald tilskuerne til at tænke sit. Heldigvis for alle fodboldelskere blev Sydkorea slået ud i semifinalen mod Tyskland.

Sydkorea:
Lee Woon-Jae
Choi Jin-Cheul
Kim Nam-Il 68
Yoo Sang-Chul
Kim Tae-Young 63
Seol Ki-Hyeon
Lee Young-Pyo
Ahn Jung-Hwan
Hong Myung-Bo 83
Park Ji-Sung
Song Chong-Gug

Reserver:
Hwang Sun-Hong 63
Lee Chun-Soo 68
Cha Doo-Ri 83

Manager:
Guus Hiddink

Italien:
Gianluigi Buffon
Christian Panucci
Paolo Maldini
Francesco Coco
Cristiano Zanetti
Alessandro Del Piero 61
Francesco Totti
Mark Iuliano
Damiano Tommasi
Gianluca Zambrotta 72
Christian Vieri

Reserver:
Gennaro Gattuso 61
Angelo Di Livio 72

Manager:
Giovanni Trapattoni

Husker du? Tyskerne brugte nazihilsen under VM i 1938

Det tyske hold med hele fem mand fra Østrig i truppen brugte den forhadte nazihilsen før kampen mod Schweiz under VM i Frankrig i 1938.


Da tyskerne stillede op til deres første kamp ved VM i Frankrig i 1938, brugte de deres nazi hilsen på banen, og det samme gjorde dommeren og hans linjevogtere. Deres modstandere, schweizerne, gjorde ikke.

En række dunkle øjeblikke har gennem årene kastet deres skygge over fodbold-VM, men det kan være svært at finde et øjeblik, der er mørkere, end da det tyske hold før deres første kamp ved VM i Frankrig i 1938 mod Schweiz brugte nazi hilsen.

Ikke alene var det den mest provokerende og overlegne hilsen, de kunne give, men de tillod sig at gøre det på fodboldbanen, hvor politik aldrig har hørt hjemme. Ydermere var tyskerne den 12. marts gået ind i Østrig for at fremtvinge den såkaldte Anschluß, hvor Østrig blev annekteret af Tyskland, og i den tyske holdopstilling var der fem østrigere.

16 nationer burde have været klar til VM i 1938, men kun 15 stillede op. Østrig eksisterede ikke længere som en selvstændig nation, og det betød, at der manglede et hold.

I sidste øjeblik besluttede FIFA sig for at invitere England, men englænderne var stadig ikke glade for hele ideen med FIFA, og det var en strid, der gik helt tilbage til dengang, FIFA først havde luftet tanken om at afholde et verdensmesterskab for landshold og endnu debatterede, hvorvidt de skulle tillade professionelle spillere, eller om de skulle følge eksemplet fra De Olympiske Lege, hvor kun amatører måtte deltage. Englænderne, der havde haft professionelle fodboldspillere i landet gennem årtier blev straks modstandere af det topstyrede og, ja franske, FIFA. Også denne gang sagde de derfor nej. Det var måske også ligegyldigt. Da England blot to måneder før VM havde spillet en venskabskamp mod Tyskland i Berlin, havde de ikke bare slået tyskerne 6-3; de havde også brugt den forhadte nazi hilsen ud af respekt for deres værter.

De engelske spillere var blevet beordret til at hilse på deres værter af det engelske Foreign Office – Udenrigsministeriet – og nogle spillere strittede mere imod end andre. Men efter for nylig at have annekteret Østrig var dette et genialt propaganda træk fra Adolf Hitler, der lod til at være mindre interesseret i sporten end i at vise, at Tyskland ikke var en rovdyrs-nation. De engelske spilleres accept af opfordringen fra Foreign Office ledte til den berømte "Peace in out time"-tale af premierminister Neville Chamberlain og derefter tyskernes invasion af både Polen og Tjekkoslovakiet.

Så da tyskerne gav denne hilsen på Stade de France den 4. juni, 1938, var der mange tilskuere, der ytrede deres mishag og generelle mangel på tilfredshed med situationen. Tyskland spillede under hagekors-flaget, og ingen vidste på det tidspunkt, at flaget meget snart skulle blive det mest forhadte af slagsen i verden.

Før denne kamp havde tyskerne kun vundet en ud af de seneste fem kampe, og det var en 2-1 sejr over Luxembourg. Træner Sepp Herberger havde naturligvis benyttet lejligheden til at forstærke sit hold mod schweizerne, der var berømte for at være meget fysisk stærke og svære at besejre. Østrigerne Hans Mock, Rudi Raftl, Willibald Schmaus, Willi Hahnemann og Hans Pesser fik alle en plads på holdet.

Selvom tyskerne fik Pesser vist ud for en alt for hård håndtering af Severino Minelli, formåede tyskerne at holde et pænt pres på schweizerne gennem det meste af kampen. I 29. minut gjorde Jupp Gaupel det til 1-0 til tyskerne, men lige før halvleg udlignede Trello Abegglen. Resultatet 1-1 holdt kampen ud.

Da der ikke var blevet fundet en vinder, måtte de to hold ud i en omkamp fem dage senere. Til den kamp havde Herberger hevet endnu tre østrigere ind i truppen. Stefan Skoumal, Josef ”Pepi” Stroh og Leopold Neumer skulle gøre tyskerne endnu farligere, og fra starten af kampen så det ud til at virke. Hahnemann scorede det første mål i 8. minut efter et indlæg fra højre, og 22. minut blev Leopold Neumers skud rettet af, da bolden ramte Ernest Lörtscher og fløj ind i mål.

Georges Aeby blev angrebet hårdt af en tysk spiller og måtte udgå med et åbent sår i hovedet. Med kun ti mand på banen og 0-2 på tavlen så det ud til at være en uoverkommelig opgave for schweizerne. Men lige før halvleg stavrede Georges Aeby med store bandager om hovedet tilbage ind på banen, og kort efter reducerede Eugen Walaschek til 1-2 med et hårdt, fladt skud.

Alfred Bickel udlignede i 64. minut, og Trello Abegglen lavede to mere i 75. og 78. minut. Resten af Europa jublede stille over Tysklands nederlag og deres exit fra VM. Og endnu flere var lykkelige over, at flere kampe ikke skulle ødelægges af tyskernes tilstedeværelse.

Schweiz avancerede til kvartfinalerne, hvor de tabte 2-0 til mægtige Ungarn, men de vil altid blive husket med dybeste respekt for, at de aldrig bukkede under for det mægtige tyske pres og bare stod der før kampen med hænderne nede langs siden, mens tyskerne hilste i bedste nazi stil.

Schweiz:
Willy Huber
Severino Minelli
August Lehmann
Hermann Springer
Sirio Vernati
Ernest Lörtscher
Lauro Amadó
Eugen Walaschek
Alfred Bickel
André ’Trello’ Abegglen
Georges Aeby

Manager:
Karl Rappan

Tyskland:
Rudi Raftl
Paul Janes
Willibald Schmaus
Andreas Kupfer
Hans Mock
Albin Kitzinger
Ernst Lehner
Rudi Gellesch
Jupp Gauchel
Willi Hahnemann
Hans Pesser

Manager:
Sepp Herberger

Husker du? Da Jugoslavien mødte Vesttyskland igen - igen

I 1962 i Chile gentog vesttyskerne og jugoslaverne et traditionelt møde. Og det skulle ikke blive sidste gang.


Da Vesttyskland skulle spille mod Jugoslavien i kvartfinalen ved VM i 1962 i Chile, lignede det på papiret bare endnu en kamp. Men begge hold havde været her før – flere gange, og de ville komme det igen.

Det er måske ikke selve kampen, der udgør et mindeværdigt øjeblik, men at Vesttyskland mødte Jugoslavien i kvartfinalen ved VM i Chile i 1962 var faktisk ret unikt – af flere forskellige årsager.

Da Vesttyskland for første gang siden 2. Verdenskrig havde fået tilladelse til at gå ind i VM-kvalifikationen i 1954, var deres eneste håb for deltagelsen, at de kunne genvinde lidt ansigt, lidt stolthed og forhåbentlig en masse nye venner. De skulle få endnu mere end det. De lagde ud med at besejre Tyrkiet 4-1, før de tabte 8-3 til mægtige Ungarn. Det sendte dem ud i en play-off kamp mod Tyrkiet igen, en kamp de vandt med 7-2, hvilket sendte dem videre til kvartfinalen.

I Gruppe 1 vandt Jugoslavien 1-0 over Frankrig og spillede uafgjort med de forsvarende mestre Brasilien 1-1. Det sendte jugoslaverne videre til næste runde.

I kvartfinalen i 1954 spillede Vesttyskland mod Jugoslavien. Tyskerne vandt kampen 2-0 og gik hele vejen i finalen og overraskede alle eksperterne ved at slå Ungarn 3-2 og vinde VM-trofæet.

I Sverige i 1958 lagde Vesttyskland ud med at besejre Argentina 3-1, hvorefter de spillede 2-2 mod Tjekkoslovakiet, der ellers førte med to ved halvleg. Vesttyskerne spillede også uafgjort mod Nordirland med den fabelagtige Harry Gregg i målet, og med fem point i tre kampe var Vesttyskland videre til næste runde.

I Gruppe 2 spillede Jugoslavien 1-1 mod Skotland, før de slog Frankrig – ligesom fire år tidligere – denne gang 3-2 på et mål af Todor Veselinovic tre minutter før tid. 3-3 i den sidste kamp mod Paraguay gav dem de fire point, de havde brug for til at komme videre til næste runde.

I kvartfinalen i 1958 i Sverige spillede Vesttyskland mod Jugoslavien. Vesttyskland vandt kampen 1-0 på et mål af Uwe Rahn efter blot 12 minutter, men i semifinalen mod Sverige var de oppe imod en bedre modstander og tabte kampen.

I Chile i 1962 lagde Vesttyskland ud med at spillede 0-0 mod Italien, før de slog Schweiz 2-1 og værterne fra Chile med 2-0. Med fem point på kontoen var Vesttyskland klar til næste runde tæt fulgt af Chile.

Imens i Gruppe 1 havde Jugoslavien tabt 2-0 til Sovjetunionen, men de kom flot igen og besejrede de tidligere dobbelte verdensmestre Uruguay 3-2 og fik deres første to point. De havde brug for en sejr over Columbia, der ellers havde overrasket alt og alle ved i en flot kamp at spille 4-4 mod Sovjetunionen. Jugoslaverne lod sig dog ikke tage på sengen og spillede en fremragende kamp. De vandt 5-0 over Columbia og sikrede sig videre adgang i turneringen.

I kvartfinalen i 1962 i Chile spillede Vesttyskland mod Jugosla..., vent lige et øjeblik! Har vi ikke hørt det før? Ligegyldigt hvilke odds, du ville få, eller hvor små chancerne var, så var faktum, at Vesttyskland i endnu en VM-slutrunde i juni måned stod overfor Jugoslavien. Denne gang vandt jugoslaverne dog 1-0, før de måtte give efter over for de stærke tjekker i semifinalen.
Da det stod klart, at de to nationer endnu engang skulle spille mod hinanden i kvartfinalen i 1962, var der ingen, der kunne tro det. Men de måtte hellere vænne sig til tanken.

Sepp Herberger blev erstattet som Vesttysklands landstræner i 1964 af sin ”elev” Helmut Schön. Men det mest berømte juni-møde i VMs historie sluttede ikke, da Herberger sagde farvel.

Den 26. juni, 1974 slog Vesttyskland Jugoslavien på Rheinstadion i Düsseldorf på vej mod deres 2. VM-titel. Den 10. juni, 1990 var 74.765 tilskuere på Guiseppe Meazza stadion i Milano vidne til, at Vestyskland slog Jugoslavien 4-1 på to mål af Lothar Matthäus, et af Jürgen Klinsmann og et af Rudi Völler.

Selv ikke opdelingen af det gamle Jugoslavien i 1991 ændrede meget på traditionerne inden for det mest klassiske opgør i VM-fodbolden. Den 21. juni, 1998 spillede Tyskland og Jugoslavien uafgjort 2-2 på Félix Bollaert i Lens, mens det var ex-Jugoslaviens anden store fraktion, Kroatien, der gjorde det af med tyskerne 3-0 i semifinalen.

Jugoslavien:
Milutin Soskic
Vladimir Durkovic
Fahrudin Jusufi
Petar Radakovic
Vladimir Markovic
Vladimir Popovic
Vladimir Kovacevic
Dragoslav Sekularac
Drazen Jerkovic
Milan Galic
Josip Skoblar

Manager:
Milovan Ciric

Vesttyskland:
Wolfgang Fahrian
Hans Nowak
Karl-Heinz Schnellinger
Willi Schultz
Herbert Erhardt
Willi Giesemann
Albert Brülls
Helmut Haller
Uwe Seeler
Horst Szymaniak
Hans Schäfer

Manager:
Sepp Herberger

Husker du? Da Maxi Rodriguez ramte den perfekt

Maxi Rodriguez jubler efter sit helt fantastiske mål i overtiden mod Mexico under VM i 2006.



Da bolden fra Juan Soríns fod sejlede på tværs af banen, var det en gudsbenådet aflevering. Den argentinske angriber Maxi Rodríguez tog bolden perfekt ned med brystet og helflugtede derefter bolden ind i det fjerneste hjørne af mexicanernes mål og scorede derved det i særklasse flotteste mål i VM i 2006.

Der er blevet scoret et stort antal fantastisk flotte mål gennem VMs 80 år lange historie. Da Maxi Rodriguez scorede argentinernes sejrsmål i overtiden af ottendedelsfinalen mod Mexico i VM i 2006, var det turneringens absolut flotteste mål og et fantastisk øjeblik for et Argentina-hold, der havde imponeret alle og spillet som verdensmestre.

Før både VM i 2002 og 2006 lignede Albiceleste – de hvide og himmelblå – favoritter til den endelige VM-titel. Faktisk var der eksperter, der legede med tanken om, at Argentina var så stærke, at havde de fået lov til at stille op med et 1. og et 2. hold, så havde de nok været favoritter til både guld- og sølvmedaljerne. Det var naturligvis en hypotetisk situation, men hvis man skulle bedømme ud fra, hvordan Argentina spillede i gruppekampene i 2006, så lød idéen slet ikke så tosset, som da den først blev luftet.

Debutanterne Côte d’Ivoire – Elfenbenskysten – var et ekstremt stærkt hold og blev af mange set som en outsider på grund af deres store stjerner som Didier Drogba, Salomon Kalou, Emmanuel Eboué, brødrene Kolo og Yaya Touré og Didier Zokora. De kæmpede bravt, men sydamerikanerne formåede stadig at vifte dem til side med en 2-1 sejr, der var langt mere sikker og komfortabel, end den lyder. Argentinernes erfaring med de store turneringer var en afgørende faktor, og holdet virkede simpelthen mere roligt og selvsikkert på banen.

Men endnu mere overbevisende var deres sejr over Serbien & Montenegro, der blev hamret tilbage til stenalderen med et 6-0 nederlag i en kamp, der viste de altid sejrs-hungrige argentinere spille nærmest brasiliansk. Maximiliano Rodriguez åbnede festen med en scoring efter en aflevering fra Javier Saviola i 6. minut, og 25 minutter senere scorede Esteban Cambiasso det næste mål. Maxi Rodriguez lukkede 1. halvleg med sit andet mål igen efter en aflevering fra Saviola.

I 2. halvleg blev Mateja Kezman udvist efter en alt for sen tackling, og Hernán Crespo fangede Lionel Messis flotte aflevering og gjorde det til 4-0. Carlos Tévez lavede enmands-show, da han scorede det 5. mål, før han serverede en perleaflevering for Messi, der lukkede festen med målet til 6-0. Unge Messi havde afløst Rodriguez i 2. halvleg og viste allerede stort potentiale. Dragoslav Jevric i målet var hjælpeløs, og fra tilskuerpladserne førte legenden Diego Maradona an i heppekoret.

I den sidste ikke-vigtige gruppekamp mod Holland levede ingen af holdene op til de forhåbninger, både tilskuerne og tv-seerne verden over havde haft om at få en slags gentagelse af VM-finalen i Argentina fra 1978, hvor værtsnationen havde vundet og dermed sikret sig trofæet. Denne kamp endte 0-0.

Efter værtsnationen Tyskland havde besejret Sverige den 24. juni, var det tid for Mexico at spille ottendedelsfinale imod Argentina. Mexico havde kvalificeret sig ved at besejre Iran og spille uafgjort imod Angola. Men de havde tabt til Portugal, og det virkede faktisk som om, de var heldige blot at have kvalificeret sig videre fra den måske dårligste gruppe i feltet. Argentinas indsats havde været fantastisk, og det var ikke overraskende, at de blev anset for at være store favoritter.

Da Rafael Márquez scorede til 1-0 til Mexico efter blot seks minutter, var der nok et par kæber, der ramte gulvet, og de mange neutrale fans var klar over, at de nu havde en rigtig god kamp i vente. Allerede i 10. minut blev et hjørnespark fra playmaker Juan Román Riquelme sendt ind i retning af Hernán Crespo, men det var mexicanske Jared Borgetti, der uheldigt ramte den først, og bolden sejlede ind i hans eget mål. Men det, der først havde lignet et selvmål, ændrede status i historiebøgerne, da tv-billederne i langsom gengivelse blev vist fra en anden vinkel. Måltyven Hernán Crespo havde stukket sin rødstøvlede højrefod ekstra langt og akavet ind foran Borgetti, og det var hans tå, der havde ramt bolden, før Borgetti havde nået den. Det var et helt fabelagtigt mål af en rigtig angriber, som i 64 landskampe fra 1995 til 2007 scorede ikke færre end 35 mål. Det var ikke det smukkeste mål, men det vil stå som et af de vigtigste samt være et evigt minde om, hvem Hernán Crespo var og er.
En lang række chancer fra begge sider krydrede en kamp, der af mange blev anset for at være turneringens bedste. Da de første 90 minutter var spillet, var de stadig ikke nået til en afgørelse.

I 8. minut af overtiden afleverede Juan Sorín fra venstre side af banen bolden på tværs af banen til Maxi Rodriguez. Det så næsten ud til, at bolden havde fået for meget, men den 25-årige Atlético Madrid spiller tog bolden perfekt ned med brystet, justerede sit tilløb lidt og fyrede den mest perfekte venstrefods-helflugter ned mod Oswaldo Sánchez i det mexicanske mål. Med ufattelig høj fart fløj bolden mod målets fjerne hjørne. Sánchez kastede sig efter den, men der var aldrig et reelt håb for ham om at nå den. Den ramte netmaskerne og sikrede Argentinas plads blandt de sidste otte hold. Her tabte de til værterne på straffespark, efter den ordinære kamp og ekstra spilletid var endt 1-1.

Maxi Rodriguez scorede det mest fantastiske mål under et VM, der havde flere gode at byde på. Joe Coles flugter op i det højre hjørne i kampen mod Sverige var en udfordrer, men Rodriguez vinder stadig prisen. 43.000 tilskuere på Zentralstadion i Leipzig var begejstrede, og ligeledes var millioner af seere over hele verden. Om du holdt med Mexico eller Argentina. var det tydeligt for alle, at de ikke kun havde været vidne til en god kamp men også et spektakulært mål.

Monti i to...

Luis Monti blev den første (og sidste) fodboldspiller nogensinde, der spillede i to VM-finaler i træk for to forskellige lande.



Luis Monti tabte den første VM-finale nogensinde, men i 1934 fik han en meget usædvanlig chance til – og udnyttede den.

Luisito Monti var en meget hård spiller, og hans metoder blev anset for at være forfærdelige.

Monti var født i Buenos Aires og spillede centromedio – defensiv midtbane, og da hans Argentina tabte VM-finalen i Montevideo i 1930 til Uruguay, var han fuldstændig utrøstelig.

Men de øvrige argentinske spillere var også vrede. De var vrede på Monti. Ifølge Peter Seddon i hans bog ”The World Cup’s Strangest Moments” gav Monti en gang en hånd til en Chelsea-spiller i en venskabskamp, hvorefter han med det samme sparkede ham. Monti var fuldstændig uden hæmninger. Og de øvrige spillere på Argentinas hold følte, at hans facon havde fået tusindvis af Uruguay fans helt op i det røde felt. Derfor havde Monti modtaget flere dødstrusler, da de var sammen i træningslejr, hvilket naturligvis ødelagde stemningen og rytmen i træningen samt spillernes humør.

Da Argentina tabte finalen, blev Monti fuldstændig udstødt i sit eget land. Hvis så i det mindste han havde haft en guldmedalje, ja, så havde det måske været det hele værd.
Monti vidste allerede, at Argentinas hold til VM fire år senere nok ville blive stærkt, og at de måske ville kunne gå hele vejen og vinde det eftertragtede trofæ, der var gået dem forbi denne gang. Men da han var blevet sendt ud på et sidespor, var der ikke store chancer for, at han overhovedet ville få en plads på holdet.

Luis Monti havde en italiensk far, hvilket gjorde Monti til en Oriundi – en fremmed spiller af italiensk afstamning. Kort efter VM-finalen i 1930 rejste Monti derfor til Italien, hvor han blev hyret af Juventus. I løbet af de næste fem år hjalp han Juventus frem til fire scudetti – pokaler, altså: mesterskaber. Han fortsatte sin ekstremt hårde spillestil og fik kælenavnet quello che cammina – den, som vandrer. Det var både en reference til hans måde at spille på, til den skæbne, der ofte ramte de, som blev tacklet af ham og til det faktum, at han var vandret fra Argentina til Italien.

Italien besejrede USA og Spanien, før Monti næsten gjorde super spilleren fra det østrigske Wunderteam, Matthias Sindelar til krøbling og hjalp Italien med at vinde 1-0.

I finalen på Stadio Nazionale del Partite Nazionale Fascista i Rom den 10. juni, 1934 blev Luis Monti den første (og den sidste) spiller nogensinde, der spillede i to VM-finaler for to forskellige lande.

Luis Monti spillede en fantastisk god kamp, og Italien vandt 2-1 efter ekstra-tid, og han ville med stor sandsynlighed været blevet udnævnt til MVP, hvis de ellers havde haft sådan en titel til kampene under VM i 1934 i Italien. Jo, han spillede stadig på sin egen, hårde og kompromisløse facon, men denne gang virkede det som om, han havde en masse at skulle bevise.

Luis Monti havde vundet VM og derfor været med til at gøre truslen ”Vind, eller...!” fra den fascistiske diktator Benito Mussolini ligegyldig.

Monti forklarede i et senere interview, hvordan han havde været i et underligt dilemma i de to VM-finaler, han havde spillet. Hvis Argentina havde vundet i Uruguay, havde Uruguays fans slået ham ihjel, og hvis hans Italien ikke havde vundet i 1934, så havde Benito Mussolini sørget for det samme. Luis Felipe Monti døde som 82-årig den 9. september 1983.

Italien:
Gianpiero Combi
Eraldo Monzeglio
Luigi Allemandi
Attilio Ferraris
Luis Monti
Luigi Bertolini
Enrique Guaita
Giuseppe Meazza
Angelo Schiavio
Giovanni Ferrari
Raimundo Orsi

Manager:
Vittorio Pozzo

Tjekoslovakiet:
Frantisek Plánicka
Ladislav Zenísek
Josef Ctyroky
Josef Kost’álek
Stefan Cambal
Rudolf Krcil
Frantisek Junek
Frantisek Svoboda
Jiri Sobotka
Oldrich Nejedly
Antonín Puc

Manager:
Karel Petru

Husker du? Kampen der ændrede reglerne i VM

Vesttyskland og Østrig spillede den mest skandaløse kamp nogensinde i VMs historie.

I den sidste gruppekamp mellem Østrig og Vesttyskland i VM i Spanien i 1982, skulle tyskerne vinde, og østrigerne matte ikke tabe for stort, for at begge hold skulle gå videre. Derfor besluttede de at få det til at ske.

Når man taler om skandaler under fodbold-VM, er der især en kamp, der springer i øjnene: kampen mellem Østrig og Vesttyskland fra 1982 i Spanien.

Efter en skidt indsats i 1-2 nederlaget mod Algeriet og en komfortabel 4-1 sejr over Chile, var det en bydende nødvendighed, at Vesttyskland slog Østrig for at kunne kvalificere sig til 2. runde.

Østrig havde slået Chile 1-0 og Algeriet 2-0, men idet Algeriet havde slået Chile 3-2 tidligere på dagen, så havde både Østrig og Algeriet efter den overraskende sejr over tyskerne fire point. Det betød, at hvis Østrig tabte med tre mål eller derover til tyskerne, så ville Algeriet følge tyskerne ind i næste runde.

Kampen begyndte med tempo og højt niveau, og allerede efter 11 minutter viste venstre wing Pierre Littbarski nogle af sine fabelagtige evner og sendte en perfekt bold indover, hvorefter den store Horst Hrubesch stort set kun behøvede at løbe ind i bolden for at score. 1-0 til tyskerne.

Nu havde tyskerne fået deres vigtige mål, og hvis de blot kunne holde denne stilling eller måske endda udbygge føringen lidt, så ville de gå videre. Men faktum var, at de ikke behøvede et mål mere, hvilket betød, at de reelt ikke behøvede at gøre så meget mere – så det gjorde de ikke.

Østrigerne blev taget lidt på sengen af det hurtige mål, og de var tydeligvis bange for, at deres storebror mod nord ville løbe dem over ende og eliminere dem fra en plads i næste runde. De besluttede hurtigt, at de kunne leve med et 1-0 nederlag, og at de reelt ikke behøvede at gøre så meget mere – så det gjorde de ikke.

Algeriets spillere kunne ikke gøre andet end at kigge på udefra, mens 22 spillere fra to nabolande i Europa langsomt vandrede rundt på banen og spillede bolden lidt frem og lidt tilbage, lidt til den en side og lidt til den anden. Ingen af dem ville gøre noget for at ødelægge den gensidigt givende situation for begge hold. Det var en pinsel at se på.

Brød vesttyskerne nogle love eller regler? Nej, det gjorde de ikke. Brød østrigerne nogle love eller regler? Nej, de gjorde ikke noget ulovligt. Men de var deltagere i en af de mest skandaløse aftalte kampe i VMs historie set ud fra det synspunkt, at det var en stiltiende aftale, der blev truffet på stedet mellem de to hold. Den skotske dommer Bob Valentine var fuldstændig magtesløs.

Hjemme i Vesttyskland gav aviserne udtryk for den samme afsky, som fansene havde gjort under hele turneringen på grund af tyskernes dårlige spil, og de bad spillerne om at skamme sig over deres manglende indsats. En enkelt spansk avis kaldte endda hele affæren for ”El Anschluss”, men den tyske manager Jupp Derwall viste overhovedet ingen forståelse for kritikken og forklarede blot, at deres mål hele tiden havde været at gå videre til næste runde og ikke at spille flot fodbold. Spillerne syntes at være af samme opfattelse, idet Lothar Matthäus i et interview sagde, at Vesttyskland var gået videre, og det var det eneste, der betød noget.

Fansene var slet ikke tilfredse, og flere hundrede af de mest trofaste samledes under vinduerne på de tyske spilleres hotel i håb om at få en eller anden form for forklaring. Som en slags sidste ydmygelse af deres fans kastede spillerne vand-balloner imod dem. Deres popularitet havde nået nulpunktet.

Efter kampen meddelte FIFA hurtigt, at reglerne ville blive ændret fra den dag. Ved de fremtidige VM-slutrunder skulle de sidste to kampe i alle grupper spilles samtidig, så ingen kunne spille på de andres resultater. I dag er Østrig og Vesttyskland dog stadig husket for at have spillet den mest forfærdelige og skandaløse kamp nogensinde ved et VM.

Vesttyskland:
Harald Schumacher
Hans-Peter Briegel
Paul Breitner
Karl-Heinz Förster
Wolfgang Dremmler
Pierre Littbarski
Horst Hrubesch 68
K.-H. Rummenigge 66
Felix Magath
Uli Stielike
Manfred Kaltz

Reserver:
Lothar Matthäus 66
Klaus Fischer 68

Manager:
Jupp Derwall

Østrig:
Friedl Koncilia
Bernd Krauss
Erich Obermayer
Josef Degeorgi
Bruno Pezzey
Roland Hattenberger
Walter Schachner
Herbert Prohaska
Hans Krankl
Reinhold Hintermaier
Heribert Weber

Reserver:
None used

Manager:
Georg Schmidt

Husker du? Da Nesti reagerede som et lyn

Fulvio Nesti ville nok gerne have byttet sit magiske hovedstødsmål i playoff kampen mod Schweiz under VM i 1954 ud med en sejr.




Da Fulvio Nesti scorede til 1-2 mod Schweiz i play-off kampen i VM i 1954, viste han helt unik hurtighed og reaktionsevne.

Da VM i Schweiz i 1954 begyndte, var der det specielle ved situationen, at det var det 5. VM, men kun to lande havde prøvet at vinde titlen. Uruguay have vundet i 1930 på hjemmebane, og de havde igen vundet fire år tidligere i Brasilien. Italien havde vundet på hjemmebane i 1934 og gentaget succesen fire år senere i Frankrig.

2. Verdenskrig havde dog ændret mange ting. Det var stadig kun ni år siden, krigen sluttede, og det havde været meget naturligt, at valget var faldet på Schweiz som værtsnation, siden Schweiz havde forholdt sig neutrale under krigen og havde undgået at blive bombet synder og sammen. Beslutningen blev taget tilbage i 1946, og det gav schweizerne masser af tid til at få bygget det nødvendige antal fodbold stadion, der gjorde dem i stand til at være gode værter.

Selve turneringen blev afviklet på en lidt underlig facon. De 16 deltagerlande var delt op i fire grupper baseret på deres rangering hos FIFA. De bedst rangerede hold på dette tidspunkt var i alfabetisk orden: Brasilien, England, Frankrig, Italien, Tyrkiet, Ungarn, Uruguay og Østrig. To seedede nationer røg ind i hver pulje sammen med to ikke-seedede hold.

Hvert seedet hold spillede to gruppe kampe mod ikke-seedede hold (og altså ikke mod hinanden), men kun én gruppe bød ikke på de store overraskelser.

I Gruppe 1 slog Jugoslavien Frankrig og gik videre sammen med Brasilien. I Gruppe 2 slap Vesttyskland forbi Tyrkiet og gik videre sammen med Ungarn. Og i Gruppe 3 var det de to favoritter Uruguay og Østrig, der uden problemer gik videre.

Gruppe 4 bestod af Belgien, England, Italien og hjemmeholdet Schweiz, der i første gruppekamp overraskede alle ved at besejre de tidligere verdensmestre fra Italien med 2-1, mens England og Belgien spillede 4-4. Italienerne tog sig sammen til deres anden kamp og vandt 4-1 over Belgien, men da England så besejrede Schweiz 2-0, stod det lige. Det indbyrdes opgør mellem Italien og Schweiz talte ikke, og i stedet måtte de to lande ud i en play-off kamp for at afgøre hvem af dem, der skulle gå videre sammen med England.

Alle forventede, at italienerne nu ville mønstre de nødvendige kræfter for at besejre schweizerne, og de gik faktisk på banen i Basel den 23. juni, 1954 med masser af selvtillid. Men italienerne så trætte ud i deres spil, og det varede ikke længe, før Schweiz tog over på banen. I det 14. minut fyrede Josef Hügi bolden hårdt og lavt forbi målmand Giovanni Viola i det italienske mål.

Benito Lorenzi nægtede at blive besejret for anden gang af Schweiz, og han bad anfører Egisto Pandolfini om at sende tropperne længere frem på banen. Først blev Lorenzis skud reddet på mållinjen, og derefter var det den velspillende målmand Eugène Parlier, der stod i vejen for ham. Det stod 1-0 ved halvleg, men det så faktisk lovende ud for italienerne.

Schweiz kom ud til anden halvleg sprængfyldt med energi og kraft. Viola måtte have fingerspidserne til hjælp for at vippe et flot hovedstød over målet, men da Robert Ballaman et øjeblik senere var først på et hjørnespark, kunne Viola kun kigge på, mens bolden fløj ind i netmaskerne bag ham.

Italienerne var sikkert det bedste hold på banen og havde helt sikkert bedre spillere, men schweizerne arbejdede flot sammen som et hold og tillod ikke italienerne at komme tæt på målet. En enkelt chance var dog helt uundgåelig – også selvom forsvarerne gjorde deres aller bedste.

I 67. minut viste Ermes Muccinelli sine evner med en fræk hælaflevering foran mål. Men bolden blev banket væk med en knaldhård halvflugter, der susede direkte hen imod Fulvio Nesti, der stod kun fem meter væk.

Bolden kom direkte imod hans hoved, men det, der ved første øjekast truede med at ende med en brækket næse til Nesti, blev i stedet vendt til ren magi. Nesti så hurtigt op, og med lynets hastighed ændrede han sin kropsstilling lidt og satte i stedet panden på. Bolden fløj med høj fart lige tilbage mod mål og ind over målmand Parlier. Det er et af de mest magiske hovedstødsmål i VMs historie, og Nesti fortjente al den opmærksomhed, han fik ved sin enestående reaktionsevne og den hastighed, med hvilken han rettede sig ind efter situationen.

Fulvio Nesti ville dog nok gerne have byttet sin personlige succes med en sejr, idet endnu et mål af Hügi i 85. minut samt et af Jacky Fatton blot et minut før tid afgjorde sagen. Schweiz gik videre, og Italien var ude.